Rejseguide til Berlin, Del III: Her skal du shoppe

Små designere og store luksusbrands, intime kitsch-butikker og gigantiske varehuse: Her kan du få varmet VISA-kortet op i Berlin

Jeg har ikke decideret shoppet amok, som de siger i damebladene, i Berlin. Samlet indkøb denne gang talte en kjole, to bøger om museer og en lampe, der bliver holdt af en gris.
Men jeg er jo ikke tabt bag forbrugsvognen, så her er mine tips til Berliner-butiks-bonanza.

Oderberger Strasse, Prenzlaur Berg (U-Bahn: Senefelder Platz)
En nærmest utrafikeret gade fyldt med caféer, butikker med tjekket second hand-tøj og små designeres egne sager, gallerier af den meget uetablerede slags, og små spisesteder. Jeg ville tage derhen en lun forårsaften, få de sidste to timers shopping med fra fire til seks og så spise middag der.

Hvis du leder efter ægte DDR-kitsch fra tiden, ligger der en fantastisk butik, Veb Orange, i Oderberger Strasse 29. Det er nærmest som at gå på museum hvor man må rode i alle tingene. Her er en overvældende kollektion af køkkendimser i farvet plast, legetøj fra 50'erne, glaskunst fra 60'erne, idolfotos af Honecker badet i blødt lys, 70'er-lamper og i det hele taget the works indenfor Ostalgie og DDR-æstetik. Her finder du simpelthen alt hvad der skal til for at indrette en smagfuld tre-værelses Berlin anno 1973, helt ned til cocktailpinde formet som Ferhseheturm. Desuden er der lidt tøj, bælter, solbriller og smykker, samt hvad jeg tror er Europas største udvalg af pelshatte. Priserne er helt nutidige, desværre.


Området omkring Hackescher Markt U Bahn Station(Rochstrasse, Neue Schönhauser Strasse, Weinmeister Strasse)
Der er rigtig mange af de store kæder på de store gader. H&M, Zara, Mango etc. Og det er lidt kedeligt, synes jeg, når man nu kan få stort set det samme i København. Men området øst for Hackescher Markt-stationen har mange, mange små butikker af den gode, knap så kædeagtige slags.

Både originalt tøjdesign, mindre mærker og design og kunst til bolig er der rigeligt af i gaderne omkring Rochstrasse, Neue Schönhauser Strasse og Weinmeister Strasse, som man nemt kan få et par timer til at gå i, hvis man tjekker butikker ud. Især er Neue Schönhausser Strasse (hvor der også ligger en super dejlig restaurant, se Rejseguiden til spisesteder) åbenbart lidt af et hotspot for design i øjeblikket.
I denne gade ligger også den meget velassorterede genbrug/vintage Made in Berlin, som har rigtig fede sager, men som dog i dén grad ved, hvad de skal have for varerne...

Stormagasiner - De er bedre i Berlin(Friedrichsstrasse, Tauentzienstrasse)
Berlin kan det dér med stormagasiner. Det er tydeligt når du går rundt i disse institutioner, hvor meget det har betydet for byen at have de her kraftpræstationer indenfor forbrugskultur, og også hvordan de i høj grad har formet butiksmiljøerne i de større danske byer. Det er et stykke kulturhistorie i sig selv. Især på Friedrichsstrasse ligger der fantastiske old school versioner af slagsen og ståler i al deres overflod.

Desværre har arten på også muteret ret kraftigt til sin nuværende prædominate form, 'consumeris vulgaris maximus', også kaldet shopping malls, på grund af de gode levevilkår i byen. Dem kan man opsøge eller lade være, der er i hvert fald nok af dem. Jeg foretrækker den klassiske form fra før arten blev udvandet.

Et super sted er Duusmann - das Kulturkaufhaus, Friedrichsstrasse 90 (50 meter fra U-Bahn-stationen i retning mod Unter Den Linden), der som navnet antyder har fokus på kulturprodukter: Bøger, film, musik etc. Og så bare kolossalt meget af det.

Lige ved siden af, på hjørnet af Friedrichsstrasse og Jägerstrasse ligger der et andet stormagasin, som jeg *%+#&%!!#! ikke kan huske navnet på, men som har den flotteste guld-sorte art deco-agtige facade, et vildt opulent interiør af marmor og messing, og som kun rummer små shops med de helt lux ting: Lanvin, Gucci, Bottega Veneta etc. Det er et syn værd, selvom man ikke har pengene til at matche pirsmærkerne. For med finanskrise i samfundet virker det lidt som et mausolæum for en kultur, der måske er på vej ned. Men den slags op- og nedgang har huset nok prøvet og overlevet før.

Det mest berømte af dem alle er KaDeWe (Kaufhaus des Westens) som ligger nede ved Kurfurstendam, på Tauentzienstrasse 21-24 (U Bahn: Wittenbergplatx). Det er byens største gamle stormagasin, Vestberlins kapitalistiske kronjuvel, som stadig har et godt, men lidt traditionelt, udvalg af brands - og så en komplet vidunderlig delikatesse-etage (ikke afdeling, etage!) som kan konkurrere med den i Harrods. Virkelig værd at opleve.

Rejseguide til Berlin, del II: Her skal du spise

Romantisk og billigt, funky asiatisk og Michelin-luksus: Her er min favoritspisesteder i Berlin

For det første: Berlin har så stort et udvalg af Imbiss, dvs. fastfoodboder, at du ikke kommer til at gå sulten ret længe. Alle større stationer har nærmest en food court, hvor der sælges döner, currywurst, Bretzel, sandwich, pizza, nudler, bagels, kager og frugt fra mere eller mindre suspekte boder. Det er den billigste måde at spise på i Berlin, og der er nok af det.

Det andet kulinariske træk ved byen, som springer øjnene, er at man ikke er bange for at servere traditionelt tysk køkken. Tværtimod er en restaurant med Schnitzel, Knödel, Eisbein og kål i forskellige afskygninger noget af det, du hyppigst støder på, uanset hvilket kvarter du befinder dig i. Snyd ikke dig selv for det, det er tungt, godt og ret billigt - men husk, at du ikke må blive skuffet, når du får en friturestegt Wienerschnitzel. De gør det også i Wien. Det er åbenbart kun os, der pandesteger den.

Da de billige Imbiss og det traditionelle tyske køkken præsenterer sig selv overalt, har jeg valgt at guide til nogle restauranter, der er af en anden og mere international karakter og ligger i et lidt højere prisniveau, men som jeg til gengæld kan anbefale af hele mit hjerte.

Pan Asia, Rosenthalerstrasse 38 (U Bahn: Hackescher Markt)
Pan Asia er meget berlinsk på den måde, at det minder lidt om noget, vi kender fra København, bare bedre. Du kan fx. tage Lê Lê på Vesterbro og udvid deres spisekort til også at rumme Kina, Thailand og Japan - og skift den lidt skamlede indretning ud med gennemtjekket loungeinteriør med et par indslag fra japansk manga-æstestik. Eller tag Umami og fjern snobberiet, og erstat den vildt uinteressante mad med virkelig velsmagende moderne panasiatisk køkken i rigelige portioner.

Uanset hvordan man vender det, så er Pan Asia et på alle måder smagfuldt hit. Kortet er enormt og priserne faktisk lidt lavere end de to københavnske pendanter.
Vi endte på ca. 400 kroner for forret, hovedret og to cocktails hver. Og blev meget mætte. Stemningen er livlig og lægger op til en sjov aften, og man får lyst til at hænge ud og drikke flere af barens drinks, som ikke sparer på sprutten.

Vi har spist der et par gange nu og har været lige begejstrede hver gang, og der er tilsyneladende folk i Nikolais Berlinale-slæng, som efterhånden ikke går på andre restauranter end Pan Asia når de er i Berlin.

Fridas Schwester; Neue Schönhausser Strasse 11, (U Bahn: Hackescher Markt)
Fridas Schwester er hamrende romantisk. Ikke som i violiner, basunengle i stukken og hjerteformede puder, men på Svinkløv Badehotel-måden med rene lagner og et enkelt stearinlys.

Der er hvid dug på bordene, tre retter mad og pæne porcelænstallerkner, men det er ungt, afslappet og dejligt. Maden er god og kortet varieret og internationalt med tyske indslag. Det giver generelt rigtig udemærkede retter, hvor noget så løfter sig lige den ekstra tand, der gør at man husker det. Fx. fik jeg til dessert en mohnmousse, dvs. en blød og lækker vanillemousse med den tyske favorit birkes, sat sammen med en frisk figen der var blevet druknet i en næsten karamelagtig marinade. Det er en af de bedste desserter, jeg kan mindes at have fået.

Betjeningen er sød, omend ikke helt på tæerne. Men det er ok, for man har lyst til at sidde længe og snakke i fred og ro her, mens man tømmer glassene og ser hinanden dybt i øjnene.
Vi har været på Fridas Schwester to gange, og begge gange har det været dejlige aftener. For kæreste- og ægtefolk i alle aldre. To retter plus en flaske vin løber op i ca. 600 kroner.
Fridas Schwester servere også morgenmad indtil det fornuftige tidspunkt kl. 16.00. Hver dag.

Vau, Jägerstrasse 54-55, (U Bahn: Fransösicher Strasse).
"Vi mangler at spise et sted, der er rigtig godt", sagde Nikolai.
"Hvor godt?", spurgte jeg.
"Sublimt", svarede Nikolai, international gourmet.

Den klarede Vau for os: En luksusbistro, der kan prale af en Michelinstjerne og et efter omstændighederne fornuftigt prisniveau.
Vores middag på Vau var en aften i ekstremt velbehag. Jeg har ofte fået fortalt af folk, der ved mere om den slags end jeg, at Michelinstjerner i høj grad gives for helhedsoplevelsen, dvs. at omgivelser og betjening tæller med i lige så høj grad som køkkenet.

Det var Vau virkelig bevis for. Ekstremt elegante moderne lokaler med dejlige borde og rigeligt plads til privatliv, og en betjening som var så ultraopmærksom, at man kunne slappe helt af og lade sig føre afsted uden en tanke for egne behov - dem skulle de nok have styr på at opfylde. Der var blandt andet den sødeste pudsige sommelier, som elegant forstod at vi nok ikke skulle anbefales vine til 200 Euro, og som både var professionel og personlig. Som hele staben, i øvrigt.

Og prisen: Tre retter fremragende mad (blandt andet en elegant borchtj, en generøs trøffel-tagliatelle, smørblød roast beef af bison og nylavet dampende soufflé til dessert) og en flaske rigtig god rødvin (Spätburgunder, dvs. tysk Pinot Noir), plus tre ekstremt delikate ekstraretter og snacks løb op i ca. 1.700 kroner. Det er vanskeligt at få til den pris, hvis der skal Michelinstjerne på i København. Til sammenligning har vi fx. spist på den hjemlige Le Sommelier, som er godt, men i forhold til Vau har både er mindre behagelige omgivelser, mindre venlig betjening, højere priser og mindre interessant mad.
Summa summarum: Vau kan simpelthen ikke anbefales nok.

Rejseguide til Berlin, del I: Oplevelser

Oplev Berlinale-stemningen, se flere film end du nogensinde havde drømt om, og lad dig gribe af den dramatiske fortid som delte Berlin: Her er mine forslag til hvordan du lærer Berlin at kende på en anden måde.

Berlinalen (Området omkring Potsdamer Platz, Berlinale Palast, Sony Center. U Bahn: Potsdamer Platz)

Hver februar i uge 6-7 afholdes Berlins filmfestival, Berlinalen, i år for 60. gang.

Det er en de europæiske A-festivaler, hvilket vil sige de mest prestigiøse, internationale festivaller, hvor man bla. har et stort marked for filmselskaber og andre i filmbranchen, og der er særlige regler for hvilke film der må deltage i konkurrencen om festivalens priser.
Berlinalen er dog også en stor publikumsbegivenhed, hvor almindelieg mennesker har mulighed for at købe billige billetter til de næsten 400 film, der er i Berlinaleprogrammet.

De billetter står berlinerne i kø for fra tidlig morgen ved Arkaden, et stort shoppingcenter på Potsdamer Platz, der er blevet udnævnt til Berlinalens publikumscentrum. Den kø kan man joine som turist og få mulighed for at se film før alle andre og måske opdage en den uopdagede celluloid-perle. Eller få et godt grin over en håbløs produktion - det er en del af gamet. Og i det hele taget er al aktiviteten omkring Berlinalen en sjov oplevelse at få med.
Filmene og de andre Berlinaleaktiviteter er koncentreret i samme område, som rummer Cinemaxx-komplekset, den ærkegrimme overdesignerede kolos Sony Center og selvfølgelig Berlinale-paladset, der ligger glamourøst placeret for enden af en vintersmukt oplyst Alte Potsdamer Strasse, med et gulvtæppe af en rød løber foran indgangen.


Man kan få en idé om, hvor mange mennesker, der deltager i Berlinalen, ved at spotte årets Berlinale-taske: En skuldertaske, som man får udleveret sammen med sin akkreditering, og som folk troskyldigt slæber rundt på, uanset hvordan den ser ud (i år var et af de værre...). Og der er mange - rigtig mange.
På Hyatt Hotel ved siden af Berlinalepaladset holder pressen til, og det er også her, der bliver afholdt pressemøder med filmenes skabere og stjerner. Hvis man holder sig til ved bagindgangen af hotellet kan man derfor være heldig at få et glimt af celebriteterne. Hvis man da kan komme til for paparazzi, som har opstillet trappestiger langs afspærringer her. Et tip er at sætte sig og spise frokost på caféen overfor bagindgangen. De laver en udemærket Flammkuche, og du har udsigt til al paparazziaktiviteten uden at fryse dine tæer af.

Næsten hver aften afholder Berlinalen en gallamiddag for en af festivalens prominente film i Berlinalepaladset. Hvis du er i området omkring klokken 19.30, er det lige der, hvor gæsterne ankommer. Så der kan du igen se kendisser og opleve lidt hysteri og glamour-stemning før du går videre ud i byen og den virkelige verden.

Øst-Vest-hopning og murfordybelse (Hele byen på kryds og tværs)

Sørg for at se dig godt omkring i både det tidligere øst og det tidligere vest i Berlin, og læg mærke til forskellene.
Det er så godt som umuligt ikke at krydse lidt frem og tilbage, da Berlinmuren delte byen lige ned gennem nervesystemet i Mitte-området, men sørg for at tage lidt ud i kanterne af hvert område også. Så lægger man i større grad mærke til kontrasterne mellem DDR-byggeri og mere vestligt inspirerede, og man ser også hvordan DDR ikke var blege for at bulldoze gamle bygninger og bygge nye betonboliger, mens vestberlin har flere reminicenser af ældre 'almindelige' bygninger. Hvis de ikke er blevet bombet væk inden øst og vest overhovedet var på tale.

Det er ikke svært at finde ud af, hvor byen var delt. Berlins bystyre har besluttet at lave hele murstrækningen til et mindesmærke med forskellige markeringer, som rækker fra en diskret stribe af brosten som løber i hele murens længden til detaljerede infoplancher rundt omkring og fredninger af de sidste tilbageblivende stykker mur.
De fleste turistkort, som kan tages i hotelreceptioner etc., viser desuden hvor muren løb, hvilket kan komme som lidt af et chock hvis man troede at de tre meter høje betonblokke og det 30 meter brede ingenmandsland i mellem de to mursektioner var et fænomen fra byens udkant. Berlinmuren skar metropolen tvæs gennem organerne, og det er svimlende at stå på den myldrende Friderichsstrasse i dag og forestille sig, at for bare 20 år siden var det et ødeland med kontroltårne, pigtråd og bevæbnede vagter.

DDR og delingen af Berlin har optaget mig meget, og både skræmt og fascineret mig. Det er så tæt på i tid, og de fleste af de mennesker, der passerer en på gaden i Berlin har oplevet, hvad opdelingen ville sige.
Historierne om den tid - og tiden efter - er både komplekse og ekstreme, og jeg vil anbefale at man læser op på DDR, Vestberlin og muren, eller i hvert fald besøger et af mur-museerne:

Gedänkstätte Berliner Maur, Bernauer Strasse 111 (U Bahn Nordbahnhof)

Et nyt dokumentationscenter som er del af bystyrets øgede fokus på mur-markering. Et meget seriøst lille museum, som ligger placeret på Bernauer Strasse, en af de gader som murens opbygning gik meget hårdt udover. Her blev der sprængt boligblokke og kirker væk, stationer blev muret til og gaden lukket af mod øst af mur og pigtråd. Et isnende stykke ingenmandsland er bevaret her, med dobbeltmur, kontroltårn og de høje lamper, der ligner galger og står som varsel over den skæbne, der tilfalder den der prøver at krydse det tomme rum.


Museum Haus am Checkpoint Charlie (U Bahn Checkpoint Charlie)

Som det fremgår af billedet er Checkpoint Charlie, den gamle øst-vest-grænseovergang for diplomater og forretningsfolk, blevet noget af et murnostalgisk cirkus. Men museet her er efter min mening bedre end sit ry - om ikke andet på grund af dets historie. Nogen kalder det Berlinmurens Disneyland på grund af dets farverige karakter og det souvenirkaos, der er vokset op omkring det. Men museet selv er ikke blevet til efter murens fald for at slå plat på historien. Det er faktisk opstået som et meget reelt projekt: En samling som startede tilbage i 1961, hvor en vestberliner, Rainer Hildebrandt, ønskede at dokumentere de hændelser, der skete omkring ham i forbindelse med den delte by. Huset åbnede som museum i 1963, og var desuden et tilflugtssted for flygtninge fra DDR.

Gennem årene er det blevet til en kolossal samling af mere eller mindre spændende gentande og dokumenter. Kunstværkerne, der præger museet er fx. mindre fede, men det faktabaserede materiale er interessant og omfangsrigt. De utrolige flugthistorier og originale hjælpemidler som Trabanten med plads til flygtninge i sidepanelerne er selvfølgelig kendt af de fleste, men fortæller stadig om den desperation, DDR afstedkom hos dets indbyggere. Jeg synes, at det er værd at se.

Udover museerne er der grundig info om DDR-tiden i de fleste guidebøger. Sæt dig ind i det - for med lidt af den viden i baghovedet er en tur gennem Berlins gader ekstremt gribende, når du pludselig opdager et tilmuret vindue, et stort område med tomme grund midt i mellem alle bygningerne, eller et kors der markerer et mislykket flugtforsøg.

Rejseguide til Berlin: Intro

Introduktion: Berlin - step by step


Jeg har været i Berlin fire gange i alt.

Første gang som folkeskoleelev på lynvisit med min 7.klasse; en tur hvor murens fald ikke lå mere end fem år tilbage, og hvor jeg i øvrigt udviste den store historiske takt og indsigt at købe en højpuldet DDR-officerkasket med hammer, segl og det hele og promenere den rundt i byen fra Alexanderplatz til Brandenburger Tor.

Anden gang var som rundforvirret 1. G'er på udveksling, en tur hvorfra jeg kun kan huske alkoholrelaterede sekvenser: At tage fejl af kildevand og gin i en plastflaske på Kollwitzplatz, at blive fanget med kolossale tømmermænd i en demonstration på Kurfürstendam og kaste op i U-Bahn på vej hjem. Og så at spise middag hos en af vores udvekslingsstuderende, hvis mor var en ægte berlinerbohéme, som serverede sur rødvin og drev rundt i lejligheden i Prenzlauer Berg iført fire ægte tæpper, hår som en midaldrende havfrue og sølvsmykker nok til en mindre sigøjnerlejr.

Tredje gang var sidste år, hvor jeg tog afsted for at besøge Nikolai, der hver år i de seneste otte år er taget afsted til den årlige filmfestival, Berlinalen (Den med bjørnen).

Inden rejsen måtte jeg flovt erkende, at jeg trods de to forgående ture ikke anede en døjt om Berlin. Faktisk havde de rejser end ikke givet mig bare et forhold til byen, en konsekvens af at på det pågældende tidspunkt at have været teenager, en tid hvor man primært arbejder på et forhold til sig selv (Læs: Har hovedet oppe i røven).

Jeg plejede ligefrem at sige, at jeg aldrig havde været i Berlin, fordi sådan føltes det. Og det gjorde mig efterhånden til den eneste yngre dansker (i hvert fald på Vesterbro), som ikke betragtede Berlin som sit andet hjem og/eller mekka.

Så nu var det på tide at jeg fandt ud af, hvad det var, det med Berlin handlede om. Jeg gik seriøst til værks, både denne tredje gang og nu den fjerde, som var i år, igen i Berlinaletiden, og som jeg netop er kommet hjem fra: Der er blevet forberedt, læst op, skrevet ned, kigget kort, prøvet af og travet tyndt.

Mine anstrengelser bar frugt og succesen indtraf. Især efter denne seneste tur, hvor jeg omsider følte at jeg fik en smule overblik over den enorme by. Så på nuværende tidspunkt er jeg så overvældet af og forgabt i Berlin, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med det. Jeg kan godt forstå, at folk flytter dertil i folkevandringsmængder. Bare for at få mere, og dog nok aldrig det hele, med.

Men når en flytning ikke er nært forestående, så kompenserer jeg som jeg bedst kan: Derfor har jeg lavet en lillebitte guide over ting at se, gøre, købe og spise. Den kommer i fire afsnit og jeg håber, at den kan kan blive til glæde for andre, der kaster sig ud i Der Grossstadt for første gang.

... i Aaaafrika, Aaafrika..!

Så er dagen oprunden, hvor familien Lungebok/Kosten Pjoddersen + associates Jersin og Schulz letter rumpetterne og flyver til Sydafrika.

Vi skal jo ud at jage, og at bo i telte og at gå i ørkenstøvler. Men selvom der er så meget kahki-farvet tøj med, at Banana Republic ville få seriøs konkurrence hvis vi åbnede et udsalg i lufthavnen, så forudser jeg at det bliver mindre "Min afrikanske farm" og mere "Ørkenens Sønner".

Turens motto er sågar hentet fra de fire midaldrende sjoferters sommerrevy i år: "Altid på jagt efter eventyr - Altid i kamp med de vilde dyr!"

Jeg var i Afrika da jeg var 12-13 år gammel med Mor, Far, David og lille Thomas, nærmere betegnet Kenya - som jo er noget nordligere end vi skal nu - og det husker jeg som en stor, stor oplevelse.

Ikke kun fordi jeg fik malaria og fordi Thomas kastede op på gulvet i en restaurant og skvattede i en sø af flamingobæ, men også på grund af den helt anderledes enorme natur, og den nærhed, man oplevede som lille menneskeflok midt i det vilde.

Og ja - det var rimeligt vildt. Årsagen til at jeg fik malaria var fx., at jeg en nat skulle tisse, men opgav at gå hele vejen ud til toilet-teltet (Et telt med en skammel i), fordi der var for mange vilde elefanter, der trampede på det den nat.

Så jeg stak lige ud af teltet i stedte, men lod være at tage sko, bukser og strømper på, da jeg kun lige skulle ud, og blev derfor stukket af en ækel besmittet myg lige på anklen.

Og så var der fire dages nedtælling, før jeg vågnede en nat og skulle tisse igen - men denne gang var problemet, at mine ben pludselig var som smør, og jeg måtte kravle ud på badeværelset (Vi var nu på hotel) med dem slæbende efter mig. Og det mærkeligste ved det var, at jeg var ret ligeglad, og lagde mig til at sove igen bagefter. Sådan er det, når man har meget, meget høj feber.

Da jeg blev fundet næste morgen, blev jeg slæbt på mine slatne ben til et landsbylazret. Her huserede en enorm sort kvinde i en klassisk sygeplejerskeuniform med lille serviet på hovedet og det hele. Hun gav mig en pille så stor som en golfbold.

"Hvis det er malaria, slår den det ned. Hvis den ikke slår det ned, så ved jeg ikke hvad det er. Næste!", sagde hun.

Jeg husker en vis ængstelighed gennem febertågen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan min mor, som var ved sine fulde fem, havde det lige der. Værre end patienten, vil jeg tro.

Men golfbolden lavde Hole In One. I to dage rekonvalcerede jeg på et nyt hotel på et bjerg, i et lille hus med påskegul sengehimmel og samt udsigt til en sø fyldt med pinke flamingoer (Jeg husker min opvågnen som ret syret og væsentligt mindre virkelighedstro end feberen).

Derfor gik jeg også glip af Thomas' finte i flamingo-bæen, som dog heldigvis blev optaget på video, og som gav ham øgenavnet "Guano-skvatteren" for en kort tid.

Men jeg så ham kaste op på restaurantgulvet aftenen efter, og det var fair nok. Thomas var et sart barn når det slog ham. Og den forkælede italienske unge, der sad ved bordet ved siden af, spiste altså virkelig ulækkert.

Det lyder ret fækalie-agtigt det hele, men det er jo ofte ting med bæ og bræk, der skaber en god oplevelse for et bredt publikum. Men det var en vidunderlig tur, med mange andre oplevelser: Dyr, natur, dyr, vidunderlige stjernehimle, David og far, der fik diarré, fantastiske hoteller, kolde morgener og hede dage, dyr, nye venner og natur.

Det er vist sådan at Afrika er, og det glæder jeg mig meget til at opleve igen - som den person jeg er nu, og med dem, min familie er nu: Ældre, mere erfarne, bevæbnede, højere, og med bedre malariamedicin og mere stabil tarmflora.

Det bliver bedre dag for dag.

... Wienerküche

... Würst, Wienercafé, Nachsmarkt, Øldrikkende østrigere og über alles: Der Schnitzel

... kulturkompot II

..mere Hundertwasser, Sfinx med babser, nu i helfigur, lidt streetart og jugend og en arrig barokengel.

... kulturkompot

Lidt Hundertwasser, Belvedere (med Klimt indeni), en del Nikolai, Wienersescessionen og babser

... ZOOOOOOOOMMMBIIEE ...

... ZOMBIIIIIEEEEE ....

Det, der nu sker, er, at vi stiger ud af Riesenrad (se forrige post) og vandrer fascinerede rundt i det forladte Tivoli. Alt er lukket, under ombygning, forblæst, lidt uhyggeligt og uendeligt trist. Den eneste forlystelse, der er åben, er den her:


Det ser så rørende usselt ud, at vi betaler to Euro og stiger ind. Det viser sig at være det mest crappy spøgelseshus i verden: Blafrende gange af presenning-vægge, med udtjente zombiedukker, som er endnu mere forfaldne end selv den mest voodoo-plagede udøde. Vi var dybt charmerede og flade af grin, mens vi vandrer rundt i det halvhjertede gyserhus - indtil straffen rammer i form af MiniMe-Skeletor, alias billetkontrolløren, som står på lur ved det sidste hjørne og giver mig et gedigen chock, så vi fik noget for pengene. Det var SÅ klassisk - en unik oplevelse, er vist det rette udtryk.

Her følger en af de underligste fotoserier, jeg nogensinde kommer til at tage: