Det har lige været påskeferie, som I nok har bemærket, og jeg er blevet spurgt et par gange hvad jeg lavede i påsken. Hver gang har jeg kortfattet svaret, at jeg var i Jylland med Nikolai og nogle venner.
Det er ikke decideret løgn. Men også ret langt fra den fulde sandhed.
Nu står jeg frem og giver hele historien. Og så vil I måske forstå, hvorfor jeg holdt lidt igen med sandheden, ikke mindst ude på min ”Devil wears Prada”-arbejdsplads. Især fordi at jeg – og dette skal siges med eftertryk – havde en fantastisk påskeferie.
For mange af jer benyttede sikkert mindedagene for Jesu korsfæstelse til at gå til påskefrokoster med veltillavet mad og hjemmesyltet brændevin, holde en lille fest, se familien, gå udendørs og nyde vejret (Iført flyverdragt) eller måske gøre forårsrent eller endda i kirke. Modne og socialt acceptable ting.
Ikke her.
Jeg tilbragte påsken på en ferieforladt folkeskole 10 km. udenfor Århus. Det gjorde jeg rigtigt nok sammen med dejlige Nikolai og ca. 10 af mine bedste venner - og godt 300 dedikerede unge menensker fra alle dele af Nørd-segmentet (Det bleg-sorte segment).
Det var hele vejen fra de velcamouflerede udgaver, som er gledet umærkeligt ind i lukrative områder af den kreative klasse, hvor de gemmer sig bag interessante briller og skjuler deres oprindelige nørdethed som skæve indput på flipboardet – til den type, der omfavner nørdetheden med alle dens stereotypiske træk, og som maxer ud på lange læderfrakker, elendige sociale færdigheder, fedtet hestehale og dybfølt afsky for deo.
Jeg indtog en diæt bestående af toast, cola, elendigt tillavede mojitos og en form for undskyldning for mad, som blev serveret hver aften under uigennemskuelige fødevarepseudonymer som "Shepherds Pie" og "Gryderet med paprika". Alt sammen variationer over temaet "Rødbrun sovs til hvidlig kulhydrat".
Farven grøn eller konsistensen "sprød" er tabu i dette særlige cuisine, som oftetst findes på sommerlejre, børnehjem eller andre steder, hvor store mængder mennesker med svækkede rettigheder samles.
Jeg sov i en kold gymnastiksal, hvor folk snorkede så højt at man kunne mærke rystelserne i gulvet, og hvor man fik fornærmede tilråb hvis man vovede at tale eller blokere brandvejene (Som fandtes på visse steder af gulvet, lagt i et mystisk mønster med malertape - nærmest som Da Vinci Mysteriet med Silvan-specialeffekter).
Om aftenen sad jeg i en slags café, som var endnu et iskoldt område af omtalte skole og drak de elendige mojitos (Hvordan kan man ødelægge mojitos HVER gang?!? Rent statistisk må så relativt simpel en drink da lykkes af og til) eller de særlige gourmetøl fra Wintercoat-bryggeriet. ”Gourmetøl” betyder som bekendt, at du som brygmester kan tillade dig hvad som helst med hensyn til den øl. Wintercoat udmærker sig ved at have produceret ikke mindre end fire former for fadøl, som er udrikkelige på hver sin måde, men alle med et indslag af hhv. svovl og Cillit Bang et sted i smagsoplevelsen.
Der var også et cirkusstribet øltelt (Om det var koldt? Oh ja.), hvor der var abefest 24-7, og de havde en playlist der inkluderede en jysk version af Basshunter med en sang om teknisk skole, som tilsyneladende glædede de indfødte.
Og så var der en stor fællessal med en kiosk, en scene, et vævet scenetæppet med ugler på, en del borde og stole og så et hav af tag-selv-brætspil i den rollespilsorienterede genre. Og selvfølgelig en del grupper af koncentrerede unge mænd, som spillede spillene i timevis, uden øje for andet end at få has på Yog Sogoths kultister og gaine flere XP. Blandt disse var Nikolai og 10 af vores bedste venner.
Og jeg? Jeg groupiede lidt rundt, sludrede med forbipasserende og underholdt med kommentarer om løst og fast, som ingen hørte medmindre Yog Sogoth lige ventede en runde for at købe en Marsbar. Jeg fik nye venner, hentede kaffe, delte ugeblade ud og brokkede mig over kulden. Og så spillede jeg rollespil.
Her taler vi ikke om dem ovenfor, hvor der rykkes med brikker eller orker af tin. Vi taler heller ikke om det, hvor man klæder sig ud og slår orkerne real time ude i skoven.
Vi taler om en endnu en subgenre. Bordrollespil – eller papirrollespil – kalder de det, derovre. Derovre hedder i øvrigt Fastaval, og er en såkaldt Rollespils-con: Kort for convention.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg selv vil kalde det andet et rollespil. For det er hvad det er – du får en rolle, og så indgår du i et spil. Ikke så meget et spil som i konkurrence, men som i skuespil. Spillet kaldes et scenarie, og det har et plot, nogle karakterer og ofte visse scener, der skal udspilles.
Ligesom teater, si’r du, MEN: Ordet spil passer bedre, i den forstand at fremdriften sker i interaktion med andre, som tager initiativer og kommer med indput, og at udkommet ikke er afgjort på forhånd. Lissom Twister. Bare uden hele højre-fod-på-blå-og-ansigt-i-Ebbes-skridt-delen.
Nu bliver det meget teknisk og kedeligt. Det var ikke meningen. For det er faktisk mægtigt sjovt og facinerende og ret så enestående.
Lad mig forklare.
Et bordrollespilsscenarie foregår sådan her: Man ankommer, ca. 5-6 spillere, til et klasselokale.
Dette er på ingen måde redecorated til lejligheden. Det har tværtimod bevaret alle trækkene fra sin hverdagsidenditet som rede for 1.b, heriblandt de klassiske alfabet-ark over tavlen, hvor A illustres med en abe og X med en xylofon. Fordi arkene er fra slut-70’erne, hvor ”xylofon” var det eneste relevante x-ord i sproget, for det var før Dansk Folkeparti, og derfor var ”xenofob” ikke så almindeligt kendt.
Der er også billeder af en dum tøjabe, som tilsyneladende hedder Læsefidusen, og skal narre børnene til at tro, at det er sjovt at lave lektier. Og der er postkort fra ungernes ferier, og et klassebillede, hvor man kan konstatere, at bøjletandlægen vil sætte ny nakketræksrekord, når de her unger vokser til.
Udover 1.b’s fingeraftryk er lokalet præget af to karakteristiske ting: Gulvet er ryddet men to-tre stk. borde med tilhørende stole er samlet i en firkant i midten af rummet. Det er den ene ting.
Den anden er en ung mand – i ganske få tilfælde en ung kvinde – med et lidt ængsteligt, afventende og imødekommende udtryk i ansigtet. Det er spillederen: Den person, som skal køre scenariet, og som ser ængstelig ud fordi han ikke er sikker på, at alle hans spillere møder op. Hvis han endda er forfatter til scenariet, ser han ikke bare ængstelig ud, men er decideret nervøs.
Man sætter sig i relativ tavshed – rollespillere er overraskende lidt socialt initiativtagende, tagte i betragtning af deres interesses natur. Hvis man kender nogle af sine medspillere, snakker man lidt med dem om vind, vejr og søvnproblemer i sovesalen, og det hjælper som regel på den generelle stemning. Ellers venter man pænt til der er fuldt hus af spillere.
Nu sætter spillederen sig ned for bordenden. Hans opgave er nu at få folk rystet sammen, fordelt rollerne, orienteret spillerne om scenariet som sådan, og sætte tingene i gang.
Det kan han vælge at gøre på flere måder. Jeg oplevede tre forskellige versioner i år:
Den ene bad om navne og lidt baggrund, samt præferencer mht. roller, og fortalte derefter om spillets mekanik og scenariets historie. Så fik vi roller, testede en scene, og startede.
Den anden lagde ud med at præsentere sig selv som psykologistuderende, holde 30 minutters indfølt peptalk, hvor pointen var, at hvis scenariet blev for meget for os, skulle vi ikke være bange for at stoppe hele baduljen og græde ud, og derefter kastede vi os ud i endnu et kvarters teambuilding-teatersport som kronedes af fødelseforberedelses-åndedrætsøvelser.
Den tredje lænede sig tilbage i stolen, strøg svenden af panden, og sagde: ”Nå. Hvad spillede I i går?”
På en aller anden måde når man altid frem til start.
Så er der selve scenariet. Dets historie og setting kan være meget, meget forskellige. Sidste år spillede jeg fx. et, som på ingen måde stod tilbage for Café Noir-reklamerne i absurde indslag, et Arkæolog-møder-Aladdin-scenarie og en Shakespeare-parafrase, som var 100% fantastisk i al sin bard’iske pathos.
I år spillede jeg et screwball-eventyr a la Shrek, et scenarie fuldt af mødregruppe-hverdags-horror, og to seriøse kærligheds-dilemma scenarier – et virkelig godt og et okay.
Nikolai spillede det dystre frihedskæmper-scenarie ”En lærke lettede”, og Guder-og-Helte-spillet ”Sparta”. Så der er en vis variation. Og - for udenforstående overraskende - få elvere, troldmænd og iskrystaller.
Spilteknisk er de også meget forskellige, de her størrelser. Men når man først går i gang, virker det som regel sådan her:
Man har sin rolle, som har nogle karaktertræk, nogle mål i livet/scenariet og nogle relationer. Det har alle de andre også. Disse træk og mål er forbundet til det store hele, som er scenariets setting og plot.
Man træffer valg, tænker og taler ud fra sin rolles baggrund og udvikling gennem spillet. Replikkerne er ikke fastlagt på forhånd, og scenernes udkomme heller ikke.
Der vil dog som regel være nogle scener, som er fastlagt på forhånd af scenariets forfatter, og der starter man selvfølgelig med den første, og kæmper sig vej gennem fortællingen.
Spillederen fortæller hvor man er, og måske lidt om stemningen. Men spillerne er i høj grad herrer over handlingen og udviklingen, qua deres valg, initiativer og idéer – eller mangel på samme.
For såvel som spillerne kan drive det hele frem, kan de også sætte det hele i stå. Det sker hvis de af en eller anden grund interagerer elendigt med alle andre, ikke tænker på spilmekanikken, er generte og indelukkede eller bare plain idioter.
Lad mig give et par eksempeler: I Arkælog-møder-Aladdin-historien fra sidste år, ”Den brændende vinds ild”, indgik der en neutralt udseende olielampe. I kan nok regne ud, genren taget i betragtning, at der her er tale om et stykke isenkram, der var rimeligt centralt for hele balladen.
På et af spillerholdene var der imidlertid en pige, som på meget tidligt tidspunkt besluttede sig for, at begrave pågældende lampe, så den var ude af legen. Det er et eksempel på plain idioti og ikke at tænke på spilmekanikken – og der blev i parantes bemærket slået hårdt ned på initiativet fra spillederens side. Frihed under ansvar.
Det hold, hvor jeg selv spillede med på, gik lidt anderledes. Der var ingen plain idioter, men der var en gut, som satte sig for at følge hver scene til dørs før den begyndte, således at vi hvergang endte med hans lille manuskript, som så skulle spilles. Det var da et meget festligt lille børneteater, men toltalt frarøvet det frie initiativ og den uforudsigelighed, som adskiller rollespil fra skuespil. Det er spilmekanikken og opmærksomheden på de andre spillere og deres input, den er gal med her. Og så var det altså heller ikke ligefrem Holberg'ske højder af klog komik, vi endte ud med, skal det tilføjes.
Endelig kan spillerne også være helt uskyldige, mens enten spillederen eller simpelthen scenariet er de faktorer, der sutter røv. En vag eller uforberedt spilleder eller et scenarie, der er dårligt skruet sammen, er faktorer der kan få dig til at sluge 3.b’s tavlesvamp i håbet om at dø af dehydrering på stedet.
Det er de skidte ting. Nu kommer vi til de gode.
Det kan være helt eminent spændende at spille et godt rollespilsscenarie, hvor alt går op. Det er som at medvirke i en film, hvor du ikke kender handlingen på forhånd, og hvor du selv har en masse på spil. Du er et sted mellem tilskuer i stakåndet spænding og hovedperson med fuld skrue på følelser og fremdrift.
Hvis historien er god, rollerne troværdige, dine medspillere talentfulde og engagerede og spillederen i perfekt kontrol, så er det en gribende og intens oplevelse, som jeg ikke kan sammenligne med noget andet, jeg har prøvet. Scenariet tager gerne en fem-seks timer, og hvis det er godt, kigger man ikke på uret en eneste gang. Det eneste andet, jeg kan foretage mig over så lang tid uden at tænke på tiden, er at sove.
Og for en narrations-junkie som jeg, er det fantastisk, når spillederen annoncerer en lille tisse-og-toast-pause efter et par timer, og jeg hele pausen igennem har sommerfugle i maven af spænding over, hvad der sker i ”næste afsnit”.
Når scenariet slutter, tager man en lille snak. Godt, skidt, sjovt, hvem sagde og gjorde fede ting, hvem skal lige stramme op? Og så siger man pænt farvel og går ud i ølteltet til sine venner, som også har spillet andre scenarier, fortæller hinanden om sine oplevelser og tager en fyraftensøl eller tolv.
Det er der, jeg synes man kan mærke, hvor god ens oplevelse var. Når den er okay, er de sidste seks timer faktisk hurtigt glemt, og man vil hellere høre om de andres oplevelser. Når den er elendig, kører adreanalinet i vrede hele vejen til fjerde bajer. Og når den var fantastisk, sidder overraskelsen, opløftelsen og følelsen af at have været del af noget unikt, i kroppen og sindet helt til næste morgen.
Læg oplevelser som det sammen med Nikolai, 10 af vores bedste venner og en stor gallafest med god undskyldning for at have silkekjole, høje hæle og masser af makeup på. Så kan det være, at der er en chance for, at I måske forstår – eller i al fald accepterer – at jeg mener, at jeg havde en fantastisk påskeferie.
Viser opslag med etiketten Yndlings. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Yndlings. Vis alle opslag
torsdag, april 12, 2007
søndag, februar 25, 2007
...bare så sjov med Google
I dag fik jeg en mail fra en venlig mand, som hed Ronnie. Han havde læst en artikel, jeg hvade skrevet for iBYEN, om et mærkelig festkoncept, som ingen rigtig helt ved om er virkeligt, men som måske er et verdensomspændende fænomen for smarte unge lige nu.
Det handler om, at de hippeste unge samler sig i "kliker", der dyrker specielle overgearede looks, musik, sig selv, etc. Det er der så lavet en klub over på Stengade, og det var jeg ude at dække. Jeg blev ikke meget klogere, men fik da i hvertfald talt med nattelivets (og alt andet for tidens) über-happening dunkle dronning, Anika Lori, som var enormt træt og sagde nogle helt normale ting som "Jeg håber, at det bliver nogle gode fester", hvilket jeg, den lynskarpe jounalist, sultent citerede i min artikel.
Det var sådan en artikel. Men den havde ham her Ronnie læst, og han synes, at det var udemærket, og ville gerne have mig til at lave en reportage fra HANS klikefest, som rejser fra KBH til Stockholm 31. marts.
Da jeg læste mailen, følte jeg mit hjerte svulme af hipness - et sted derude i landet sad der seje folk, som læste de ting jeg skrev, syntes det var happening, så at jeg var på talefod med Anika Lori (Interviewfod, i al fald), og tænkte "Hende vil vi gerne have til at skrive om vores smarte fest". Det gik rigtig fint for egoet ... lige indtil jeg læste sidste linje i mailen:
"..og så håber jeg ikke, at det kolliderer med et stort rollespilsarrangement i Rold Skov eller på Galgebakken!"
Lyden af et oppusteligt ego, som punkteres med et syvtommerssøm, fyldte rummet. Marie - nattelivets guru - smelter bort, og frem træder Marie - orkernes skræk. Damn you, Google!
Google er som et autonomt, antagonistisk CV. Det viser alt hvad du har foretaget dig, som nogen har fundet værd at registrere, men som du ikke selv nødvendigvis selv er spor interesseret i kommer ud til en bredere offentlighed.
For Google lyver ikke. Google er pinligt ærlig omkring alle digitale signaturer, du har sat på nettet siden den første hotmail, du oprettede engang i midthalvfemserne.
Google husker alle de ligegyldige internetforaer, hvor du gennem tiden har oprettet en bruger for at skrive ét eneste indlæg om hvor åndssvage Konservativ Ungdom er, og hvor du aldrig siden er logget ind igen.
Google kender de obskure underskriftindsamlinger, hvor du i en svag stund har følt, at det ikke skadede noget at du satte dit navn under "Nej til teaternedskærringer i provinsen" eller "Flere penge til alle fattige i hele verden". Hver især ganske uskyldige sager - men tilsammen danner de billedet af en håbløst naiv idealist, som gladeligt skriver under på hvad som helst for ta købe aflad uden at behøve at rejse sig fra computeren.
Og Google ser alle de posts, artikler og ligegyldigheder du har skrevet om dine nørdede interesser af den ene eller den anden slags i debatforummets falske tryghed, hvor du luller dig ind i troen på, at det kun er ligesindede, der ser og hører dig. Det er det også - indtil nogen Googler dig.
Det havde ham her Ronnie gjort. Han havde fundet min mail over Google. Og når man sætter navnet "Marie Carsten Pedersen" ind i Googles søgefelt, så kommer der en HELVEDES, og jeg gentager HELVEDES, masse links op, som har noget med rollespil at gøre. Liveforum, Rollespillets forskningsforum, Magasinet Rollespilleren, Foreningen Loranias hjemmeside ... hvad hjælper det at forklare, at jeg aldrig har sagt "Vær Hilset", aldrig har ejet et latexsværd eller har kastet med "ISKRYSTALLER!"?
Jeg kan ikke løbe, jeg kan ikke gemme mig. Det er en plet på min hipness, der aldrig bliver vasket af.
Og når vi er igennem dem, så er der skønne perler i samlingen fra min tid som kampsportsaktiv - og aktiv på www.martialarts.dk , hvor jeg var i selskab med hvad jeg stadig mener må være et tværgående segment af Danmars mest umodne og ucharmerende mænd, og hvor vi blandt andet finder tråden: "Er fede kvinder attraktive?" og en hardcore dissning af mig som værende en she-male, på min Google-liste.
Så kommer vi til mine artikler om dansk jagtlitteratur stjerner (Svend Fleuron, anyone?), om tegneserier, om mere rollespil, en henvisning til min blog - men ikke til en sjov, lækker post, men til min ultra-jagtnørdede klapperhistorie ... og endelig, på side 3-4 stykker, et par FÅ artikler fra iBYEN og oestrogen, indtil vi når til et sidste stød, hvor en hollandsk pige disser endnu en af mine artikler - om rolle-fucking-spil.
Så hvad står tilbage, når fx. en sej redaktør Googler mig med henblik på at give mig The Gig of The Century? En fed, uattraktiv kampsportslebbe med jagtgevær, gummistøvler og en altoverskyggende interesse for rollespil. Det er det, de unge vil ha'....
Hvor ufedt er det ikke? Alle Googler alle, det sker hele tiden - og jeg har mine ubetinget værste sider udstillet i det forum. Jeg er et offer for teknologien, og jeg er forsvarsløs.
Jeg ved ikke hvad man gør. Kan man købe sig til bedre Googling? Kan man banne sig selv fra Google, lidt som i "Nej Tak til Reklamer" ? "Ingen Googling her" ?
Måske synes I, jeg overdriver. Men tro mig, det er frustrerende. Hvis I aldrig har prøvet at Google jer selv, så giv det et forsøg. Og se så, om resultatet er noget, I føler at I kan være stolte af at have som jeres venindebogsblad i verdens største personregister.
Jeg vil vædde på, at I også føler jer som endimensionelle papirmænd med syge fokuseringer efter en tur i søgemaskinen.
Det handler om, at de hippeste unge samler sig i "kliker", der dyrker specielle overgearede looks, musik, sig selv, etc. Det er der så lavet en klub over på Stengade, og det var jeg ude at dække. Jeg blev ikke meget klogere, men fik da i hvertfald talt med nattelivets (og alt andet for tidens) über-happening dunkle dronning, Anika Lori, som var enormt træt og sagde nogle helt normale ting som "Jeg håber, at det bliver nogle gode fester", hvilket jeg, den lynskarpe jounalist, sultent citerede i min artikel.
Det var sådan en artikel. Men den havde ham her Ronnie læst, og han synes, at det var udemærket, og ville gerne have mig til at lave en reportage fra HANS klikefest, som rejser fra KBH til Stockholm 31. marts.
Da jeg læste mailen, følte jeg mit hjerte svulme af hipness - et sted derude i landet sad der seje folk, som læste de ting jeg skrev, syntes det var happening, så at jeg var på talefod med Anika Lori (Interviewfod, i al fald), og tænkte "Hende vil vi gerne have til at skrive om vores smarte fest". Det gik rigtig fint for egoet ... lige indtil jeg læste sidste linje i mailen:
"..og så håber jeg ikke, at det kolliderer med et stort rollespilsarrangement i Rold Skov eller på Galgebakken!"
Lyden af et oppusteligt ego, som punkteres med et syvtommerssøm, fyldte rummet. Marie - nattelivets guru - smelter bort, og frem træder Marie - orkernes skræk. Damn you, Google!
Google er som et autonomt, antagonistisk CV. Det viser alt hvad du har foretaget dig, som nogen har fundet værd at registrere, men som du ikke selv nødvendigvis selv er spor interesseret i kommer ud til en bredere offentlighed.
For Google lyver ikke. Google er pinligt ærlig omkring alle digitale signaturer, du har sat på nettet siden den første hotmail, du oprettede engang i midthalvfemserne.
Google husker alle de ligegyldige internetforaer, hvor du gennem tiden har oprettet en bruger for at skrive ét eneste indlæg om hvor åndssvage Konservativ Ungdom er, og hvor du aldrig siden er logget ind igen.
Google kender de obskure underskriftindsamlinger, hvor du i en svag stund har følt, at det ikke skadede noget at du satte dit navn under "Nej til teaternedskærringer i provinsen" eller "Flere penge til alle fattige i hele verden". Hver især ganske uskyldige sager - men tilsammen danner de billedet af en håbløst naiv idealist, som gladeligt skriver under på hvad som helst for ta købe aflad uden at behøve at rejse sig fra computeren.
Og Google ser alle de posts, artikler og ligegyldigheder du har skrevet om dine nørdede interesser af den ene eller den anden slags i debatforummets falske tryghed, hvor du luller dig ind i troen på, at det kun er ligesindede, der ser og hører dig. Det er det også - indtil nogen Googler dig.
Det havde ham her Ronnie gjort. Han havde fundet min mail over Google. Og når man sætter navnet "Marie Carsten Pedersen" ind i Googles søgefelt, så kommer der en HELVEDES, og jeg gentager HELVEDES, masse links op, som har noget med rollespil at gøre. Liveforum, Rollespillets forskningsforum, Magasinet Rollespilleren, Foreningen Loranias hjemmeside ... hvad hjælper det at forklare, at jeg aldrig har sagt "Vær Hilset", aldrig har ejet et latexsværd eller har kastet med "ISKRYSTALLER!"?
Jeg kan ikke løbe, jeg kan ikke gemme mig. Det er en plet på min hipness, der aldrig bliver vasket af.
Og når vi er igennem dem, så er der skønne perler i samlingen fra min tid som kampsportsaktiv - og aktiv på www.martialarts.dk , hvor jeg var i selskab med hvad jeg stadig mener må være et tværgående segment af Danmars mest umodne og ucharmerende mænd, og hvor vi blandt andet finder tråden: "Er fede kvinder attraktive?" og en hardcore dissning af mig som værende en she-male, på min Google-liste.
Så kommer vi til mine artikler om dansk jagtlitteratur stjerner (Svend Fleuron, anyone?), om tegneserier, om mere rollespil, en henvisning til min blog - men ikke til en sjov, lækker post, men til min ultra-jagtnørdede klapperhistorie ... og endelig, på side 3-4 stykker, et par FÅ artikler fra iBYEN og oestrogen, indtil vi når til et sidste stød, hvor en hollandsk pige disser endnu en af mine artikler - om rolle-fucking-spil.
Så hvad står tilbage, når fx. en sej redaktør Googler mig med henblik på at give mig The Gig of The Century? En fed, uattraktiv kampsportslebbe med jagtgevær, gummistøvler og en altoverskyggende interesse for rollespil. Det er det, de unge vil ha'....
Hvor ufedt er det ikke? Alle Googler alle, det sker hele tiden - og jeg har mine ubetinget værste sider udstillet i det forum. Jeg er et offer for teknologien, og jeg er forsvarsløs.
Jeg ved ikke hvad man gør. Kan man købe sig til bedre Googling? Kan man banne sig selv fra Google, lidt som i "Nej Tak til Reklamer" ? "Ingen Googling her" ?
Måske synes I, jeg overdriver. Men tro mig, det er frustrerende. Hvis I aldrig har prøvet at Google jer selv, så giv det et forsøg. Og se så, om resultatet er noget, I føler at I kan være stolte af at have som jeres venindebogsblad i verdens største personregister.
Jeg vil vædde på, at I også føler jer som endimensionelle papirmænd med syge fokuseringer efter en tur i søgemaskinen.
onsdag, januar 10, 2007
...snurrende
yTo ting må I forstå:
1) Yndlingssange. Der er mange popsange, jeg holder af. Der er nogle, som jeg falder for kortvarigt, hører non-stop i tre-fire dage til jeg er blå i hovedet af dem, og så lægger fra mig igen. Dog stadig med en stærk affinitet. Det kunne fx. være Outkasts "Roses", Stevie Nicks' "Stand Back" eller Type O Negatives "Christian Woman".
Så er der andre, som jeg virkelig bliver glad for. Som rører ved et eller andet i mig, eller som bare er så velkomponerede, fedt spillet eller pragtfuldt sunget, eller har en tekst, som er så vild, at man må overgive sig. Vi kan her nævne så forskellige numre som Björk: "Hyper Ballad", Faith No More: "Evidence", Alice In Chains: "Nutshell", Kate Bush: "Top of The City" og Manu Chao: "King of Bongo".
Få af dem kiler sig endda så meget fast, at de trykker på alt det bløde, ikke mindst tårekanalerne, hver eneste gang jeg hører dem. Prøv fx. at sætte Chris Isaaks "Wicked Game", Anathemas "Are you There", Jeff Buckleys "Lover You Should Have Come Over" eller U2's "One" på hvis jeg er i rummet, og eventuelt lidt småfølsom i forvejen. Men gør det venligst kun, hvis jeg ikke har øjenmakeup på.
Der er den slags yndlingssange.
Og så er der "Avalon".
"Avalon" er et nummer fra 1982, skrevet og sunget af Bryan Ferry, den gang hvor han spillede med det fantastiske band Roxy Music. Jeg fandt det på LP'en af samme navn i mine forældres pladesamling da jeg var 13 år gammel. Den gang var jeg lige begyndt at tage de første spæde skridt på vejen til min indtil videre livslange facination af myten om den Hellige Gral og hvad dertil hører.
Jeg ved ikke, om I kender noget til den mytologi, men i den del af den som binder sig til i Arthur-tiden, dvs. Storbritanniens sagntid, der er Avalon navnet på en parallelverden, som spejler vores på drømmeagtig vis. En slags Britanniens underbevidsthed.
Jeg havde hovedet fuldt af det her, da jeg bladrer igennem pladehylderne på jagt efter skjulte skatte, og støder på et cover, der prydes af et stort foto af en ridder, som skuer udover et mærkeligt tåget sølandskab med en falk på armen. Og så hedder albummet "Avalon". Og der er et nummer på skiven med samme navn. I kan nok forstå, at det trak.
Jeg smed pladen på, og fandt "Avalon"s rille i lakken. Og så strømmede det smukkeste, drømmende, dragende popnummer ud af højtalerne. En kærlighedssang om det første møde, let og lyst som et sommerdaggry efter festen, med undertooner af noget dybere, stærkere, uforudsigeligt. Jeg var solgt.
Der er ingen sang, jeg har hørt så mange gange som denne.
Jeg hørte den hver eneste dag, på repeat i timer, i måneder efter jeg fandt den.
Jeg har hørt den på vinyl, på bånd, på cd, på computeren, på Ipod. Jeg er faldet i søvn til den i barndomshjemmet på Frydenlundsvej, i min første lejlighed i Nansensgade og her i Viktorigade flere nætter end jeg aner.
Jeg har været forelsket til den de første 30 gange. Den har startet min samling af Bryan Ferry-musik, den eneste musiker jeg har mere end to CD'er af.
Og selvom jeg ikke hører den så ofte længere, og selvom der måske næsten er en anden sang på albummet, som jeg med tiden ser mere i - "To Turn You On" - så er og bliver det min yndlingssang over alle, alle andre.
2) Da jeg var lille, kunne jeg ikke blive rundtosset. Og det var fordi, at jeg sådan cirka fra det øjeblik, jeg kunne gå, begyndte at snurre.
Vi taler snurre rundt om min egen akse, på stedet. Med armene let ud til siden. Sådan Whirling Dervish-sindssygeanstalt-agtigt. Men helt i psykisk balance, skulle jeg hilse og sige. Jeg var et fremmeligt, om end lidt gammelklogt barn. Som holdt af at snurre.
Ingen fortalte mig, at det ikke var noget, alle børn gjorde. Gudskelov. Så jeg snurrede. Altså ikke konstant, men i ledige stunder, når der var gulvplads, og især hvis jeg var alene med nogle tanker, som skulle have lidt tid.
Det var ikke noget nogen opfordrede mig til, og det var ikke noget der tiltrak - eller skulle tiltrække - opmærksomhed. Det var bare noget, jeg gjorde.
Min hypofyse reagerede mod dette totaltangreb ved at gøre sig immun. Jeg blev ikke rundtosset. Og aldrig køresyg, og sjældent søsyg, skal det siges.
Jeg ved ikke, hvordan jeg havde det med snurringen da jeg var helt lille, for det kan jeg ikke huske. Men da jeg blev lidt ældre ved jeg, at det var noget jeg ofte gjorde når jeg digtede eventyr og historier for mig selv - og der blev skrevet epos'er derinde bag krøllerne, når jeg drømte om ting, og når jeg fandt på historier, som jeg fortalte mine brødre og andre af vores venner, som gad lytte til den snurrende storybook.
Jeg har senere fundet ud af, at der er den her 7 Intelligenser-teori, og at der i det spektrum er det der hedder kinetisk intelligens. Det er noget med, at du tænker bedre, når du er i bevægelse.
Jeg tror det var det, det handlede om. Bevægelse, på ganske lidt plads, for at tænke bedre.
Det hænger meget godt sammen med, at hvis jeg i dag skal tænke kreativt - finde på en artikel, fx., helt fra bunden, eller skrive et vanskeligt afsnit i en opgave - så fungerer det bedst, hvis jeg går en tur. Jeg koncentrerer mig bedre om det, der er inden i, hvis det udenfor ikke er statisk. På samme måde kan jeg også bedst lide at have samtaler med andre, hvis vi spadserer eller kører bil.
Jeg tror også, at især med hensyn til snurringen handler det om, at blikket ikke kan finde fokus.
Alt er en blur når du snurrer rundt, så du bliver ikke distraheret af noget, du får øje på.
Det hjælper til at holde fokus indeni - især som man som jeg, med min fars ord, har "attention-span som en hundehvalp" (Jeg kalder det en attention-spand, og mener, at den let kan vælte).
Inde bag den mur mod verdens indtryk, kunne jeg danne mine egne billeder. Når jeg fortalte mine brødre historier, så jeg forløbet for mig som i en film. Jeg kunne ikke sidde ned og fortælle ret længe af gange - ikke medmindre jeg tegnede samtidig. Så var det stadig mine egne billeder på nethinden.
Historierne holdt op da teenagetiden markerede sig, men ikke inden i (Det er de vist for dens sags skyld aldrig, de har bare ændret natur, jf. denne blog og min line of work).
Første gang de ændrede natur, var da jeg begyndet at lytte til musik i denne min pure ungdom. Ordene forsvandt - dem kom musikken gerne med - og det blev mine egne private musikvideoer, der kørte på den indre skærm.
For det skal lige understreges: Der blev stadig snurret, inde i mine forældres store stue, hvor der er rigeligt gulvplads, trygge rammer og stereoanlæg. Jeg snurrede, hørte musik og lavede historier. Og den type pause fra virkeligheden tog jeg sådan cirka hver-hveranden dag.
Og nu spørger I måske: Hvor gammel var du her?
Og jeg må svare: Ret. Jeg blev ved med snurringen indtil jeg flyttede hjemmefra - da var jeg 18.
Det var en vane. Min familie var vant til det. Og jeg elskede det.
Jeg gjorde det mindre og mindre, men jeg gjorde det. Indtil jeg havnede i Nansensgade, hvor der ikke var plads. Så gjorde jeg det ikke, og der var ikke mere til den sag.
Jeg har prøvet et par få gange siden, men min hypofyse har, sikkert meget lettet, normaliseret sig selv, og jeg får kvalme og må udenfor i haven for frisk luft efter et par omgange.
Okay. Nu er I orienteret. Så tager vi pointen.
Den samlende faktor er denne: I og med, at jeg lyttede til musim når jeg snurrede i alle de teenagerlige år, og i og med at "Avalon" var det mest spillede nummer på Frydenlundsvej 11 i de år (Jeg kørte en lilleput-diktaturstat med det anlæg, eller rettere: Ingen af de andre hørte musik), så har jeg snurret og snurret og snurret til "Avalon".
Jeg har drømt og snurret, tænkt og snurret, lyttet og snurret, elsket - på afstand, som kun en ensom 14-årig pige fra forstæderne kan gøre det - og snurret til det nummer.
"Avalon"+ snurre på småskør, henført, selvfortabt vis = Mig.
I så mange år, at det stadig er en indgroet del af min selvopfattelse, lidt som at Ballongyngerne stadig ville være en del af Tivoli hvis de blev revet ned.
Og nu, efter denne grundige gennemgang af en af mine hidtil mest velbevarede hemmeligheder (Nej, det er ikke at jeg hører Stevie Nicks..), vil I måske kunne forstå, hvorfor jeg blev så ...rørt og glad, I guess ... ved at opdage denne video på U-Tube, at jeg skrev dette lange indlæg efter allerede at have postet ét alenlangt indlæg i aften.
Det var første gang, jeg så den her i aftes - se den helt til ende, og I vil ikke bare have hørt en fantastisk popsang - og set en lidt tacky, men dog sært 80'er-cool musikvideo - I vil også kunne se, hvad jeg mener.
http://www.youtube.com/watch?v=e5A1zJZXoQ0&mode=related&search=
"When the samba takes you/out of nowhere/And the backgrounds fading/out of focus/See the picture changing/every moment/And your destination/you don't know it/Avalon."
Suddenly, it all makes sense. Drøm sødt.
- m
1) Yndlingssange. Der er mange popsange, jeg holder af. Der er nogle, som jeg falder for kortvarigt, hører non-stop i tre-fire dage til jeg er blå i hovedet af dem, og så lægger fra mig igen. Dog stadig med en stærk affinitet. Det kunne fx. være Outkasts "Roses", Stevie Nicks' "Stand Back" eller Type O Negatives "Christian Woman".
Så er der andre, som jeg virkelig bliver glad for. Som rører ved et eller andet i mig, eller som bare er så velkomponerede, fedt spillet eller pragtfuldt sunget, eller har en tekst, som er så vild, at man må overgive sig. Vi kan her nævne så forskellige numre som Björk: "Hyper Ballad", Faith No More: "Evidence", Alice In Chains: "Nutshell", Kate Bush: "Top of The City" og Manu Chao: "King of Bongo".
Få af dem kiler sig endda så meget fast, at de trykker på alt det bløde, ikke mindst tårekanalerne, hver eneste gang jeg hører dem. Prøv fx. at sætte Chris Isaaks "Wicked Game", Anathemas "Are you There", Jeff Buckleys "Lover You Should Have Come Over" eller U2's "One" på hvis jeg er i rummet, og eventuelt lidt småfølsom i forvejen. Men gør det venligst kun, hvis jeg ikke har øjenmakeup på.
Der er den slags yndlingssange.
Og så er der "Avalon".
"Avalon" er et nummer fra 1982, skrevet og sunget af Bryan Ferry, den gang hvor han spillede med det fantastiske band Roxy Music. Jeg fandt det på LP'en af samme navn i mine forældres pladesamling da jeg var 13 år gammel. Den gang var jeg lige begyndt at tage de første spæde skridt på vejen til min indtil videre livslange facination af myten om den Hellige Gral og hvad dertil hører.
Jeg ved ikke, om I kender noget til den mytologi, men i den del af den som binder sig til i Arthur-tiden, dvs. Storbritanniens sagntid, der er Avalon navnet på en parallelverden, som spejler vores på drømmeagtig vis. En slags Britanniens underbevidsthed.
Jeg havde hovedet fuldt af det her, da jeg bladrer igennem pladehylderne på jagt efter skjulte skatte, og støder på et cover, der prydes af et stort foto af en ridder, som skuer udover et mærkeligt tåget sølandskab med en falk på armen. Og så hedder albummet "Avalon". Og der er et nummer på skiven med samme navn. I kan nok forstå, at det trak.
Jeg smed pladen på, og fandt "Avalon"s rille i lakken. Og så strømmede det smukkeste, drømmende, dragende popnummer ud af højtalerne. En kærlighedssang om det første møde, let og lyst som et sommerdaggry efter festen, med undertooner af noget dybere, stærkere, uforudsigeligt. Jeg var solgt.
Der er ingen sang, jeg har hørt så mange gange som denne.
Jeg hørte den hver eneste dag, på repeat i timer, i måneder efter jeg fandt den.
Jeg har hørt den på vinyl, på bånd, på cd, på computeren, på Ipod. Jeg er faldet i søvn til den i barndomshjemmet på Frydenlundsvej, i min første lejlighed i Nansensgade og her i Viktorigade flere nætter end jeg aner.
Jeg har været forelsket til den de første 30 gange. Den har startet min samling af Bryan Ferry-musik, den eneste musiker jeg har mere end to CD'er af.
Og selvom jeg ikke hører den så ofte længere, og selvom der måske næsten er en anden sang på albummet, som jeg med tiden ser mere i - "To Turn You On" - så er og bliver det min yndlingssang over alle, alle andre.
2) Da jeg var lille, kunne jeg ikke blive rundtosset. Og det var fordi, at jeg sådan cirka fra det øjeblik, jeg kunne gå, begyndte at snurre.
Vi taler snurre rundt om min egen akse, på stedet. Med armene let ud til siden. Sådan Whirling Dervish-sindssygeanstalt-agtigt. Men helt i psykisk balance, skulle jeg hilse og sige. Jeg var et fremmeligt, om end lidt gammelklogt barn. Som holdt af at snurre.
Ingen fortalte mig, at det ikke var noget, alle børn gjorde. Gudskelov. Så jeg snurrede. Altså ikke konstant, men i ledige stunder, når der var gulvplads, og især hvis jeg var alene med nogle tanker, som skulle have lidt tid.
Det var ikke noget nogen opfordrede mig til, og det var ikke noget der tiltrak - eller skulle tiltrække - opmærksomhed. Det var bare noget, jeg gjorde.
Min hypofyse reagerede mod dette totaltangreb ved at gøre sig immun. Jeg blev ikke rundtosset. Og aldrig køresyg, og sjældent søsyg, skal det siges.
Jeg ved ikke, hvordan jeg havde det med snurringen da jeg var helt lille, for det kan jeg ikke huske. Men da jeg blev lidt ældre ved jeg, at det var noget jeg ofte gjorde når jeg digtede eventyr og historier for mig selv - og der blev skrevet epos'er derinde bag krøllerne, når jeg drømte om ting, og når jeg fandt på historier, som jeg fortalte mine brødre og andre af vores venner, som gad lytte til den snurrende storybook.
Jeg har senere fundet ud af, at der er den her 7 Intelligenser-teori, og at der i det spektrum er det der hedder kinetisk intelligens. Det er noget med, at du tænker bedre, når du er i bevægelse.
Jeg tror det var det, det handlede om. Bevægelse, på ganske lidt plads, for at tænke bedre.
Det hænger meget godt sammen med, at hvis jeg i dag skal tænke kreativt - finde på en artikel, fx., helt fra bunden, eller skrive et vanskeligt afsnit i en opgave - så fungerer det bedst, hvis jeg går en tur. Jeg koncentrerer mig bedre om det, der er inden i, hvis det udenfor ikke er statisk. På samme måde kan jeg også bedst lide at have samtaler med andre, hvis vi spadserer eller kører bil.
Jeg tror også, at især med hensyn til snurringen handler det om, at blikket ikke kan finde fokus.
Alt er en blur når du snurrer rundt, så du bliver ikke distraheret af noget, du får øje på.
Det hjælper til at holde fokus indeni - især som man som jeg, med min fars ord, har "attention-span som en hundehvalp" (Jeg kalder det en attention-spand, og mener, at den let kan vælte).
Inde bag den mur mod verdens indtryk, kunne jeg danne mine egne billeder. Når jeg fortalte mine brødre historier, så jeg forløbet for mig som i en film. Jeg kunne ikke sidde ned og fortælle ret længe af gange - ikke medmindre jeg tegnede samtidig. Så var det stadig mine egne billeder på nethinden.
Historierne holdt op da teenagetiden markerede sig, men ikke inden i (Det er de vist for dens sags skyld aldrig, de har bare ændret natur, jf. denne blog og min line of work).
Første gang de ændrede natur, var da jeg begyndet at lytte til musik i denne min pure ungdom. Ordene forsvandt - dem kom musikken gerne med - og det blev mine egne private musikvideoer, der kørte på den indre skærm.
For det skal lige understreges: Der blev stadig snurret, inde i mine forældres store stue, hvor der er rigeligt gulvplads, trygge rammer og stereoanlæg. Jeg snurrede, hørte musik og lavede historier. Og den type pause fra virkeligheden tog jeg sådan cirka hver-hveranden dag.
Og nu spørger I måske: Hvor gammel var du her?
Og jeg må svare: Ret. Jeg blev ved med snurringen indtil jeg flyttede hjemmefra - da var jeg 18.
Det var en vane. Min familie var vant til det. Og jeg elskede det.
Jeg gjorde det mindre og mindre, men jeg gjorde det. Indtil jeg havnede i Nansensgade, hvor der ikke var plads. Så gjorde jeg det ikke, og der var ikke mere til den sag.
Jeg har prøvet et par få gange siden, men min hypofyse har, sikkert meget lettet, normaliseret sig selv, og jeg får kvalme og må udenfor i haven for frisk luft efter et par omgange.
Okay. Nu er I orienteret. Så tager vi pointen.
Den samlende faktor er denne: I og med, at jeg lyttede til musim når jeg snurrede i alle de teenagerlige år, og i og med at "Avalon" var det mest spillede nummer på Frydenlundsvej 11 i de år (Jeg kørte en lilleput-diktaturstat med det anlæg, eller rettere: Ingen af de andre hørte musik), så har jeg snurret og snurret og snurret til "Avalon".
Jeg har drømt og snurret, tænkt og snurret, lyttet og snurret, elsket - på afstand, som kun en ensom 14-årig pige fra forstæderne kan gøre det - og snurret til det nummer.
"Avalon"+ snurre på småskør, henført, selvfortabt vis = Mig.
I så mange år, at det stadig er en indgroet del af min selvopfattelse, lidt som at Ballongyngerne stadig ville være en del af Tivoli hvis de blev revet ned.
Og nu, efter denne grundige gennemgang af en af mine hidtil mest velbevarede hemmeligheder (Nej, det er ikke at jeg hører Stevie Nicks..), vil I måske kunne forstå, hvorfor jeg blev så ...rørt og glad, I guess ... ved at opdage denne video på U-Tube, at jeg skrev dette lange indlæg efter allerede at have postet ét alenlangt indlæg i aften.
Det var første gang, jeg så den her i aftes - se den helt til ende, og I vil ikke bare have hørt en fantastisk popsang - og set en lidt tacky, men dog sært 80'er-cool musikvideo - I vil også kunne se, hvad jeg mener.
http://www.youtube.com/watch?v=e5A1zJZXoQ0&mode=related&search=
"When the samba takes you/out of nowhere/And the backgrounds fading/out of focus/See the picture changing/every moment/And your destination/you don't know it/Avalon."
Suddenly, it all makes sense. Drøm sødt.
- m
søndag, december 10, 2006
...i stolen
Min mor har et par ordsprog, som hun ynder. Et af dem er 'Lykke er smerte, der holder op'.
Det er genialt. Det fungerer både i det det store, eksistensielle perspektiv, og helt ned på det plan, hvor hovedpinen langsomt forsvinder efter en dags tømmermandshelvede.
Men i fredags gik det op for mig, at lykke også kan være smerte, som aldrig indfinder sig. Fredag klokken 11 var jeg i bedre humør end nogen Ho-ho-hoende julemand foran Illum. Det var jeg, fordi at jeg fredag klokken 10 havde en aftale med min tandlæge.
Min tandlæge er et dejligt menneske. Hun hedder Rie, hun har gået i folkeskole med min far, hun er et tillidsvækkende og behageligt menneske, som har kølige, stabile hænder og er i stand til at føre en virkelig reflekteret halvandenvejs-konversation med én mens hun kompetent flytter rundt på en seks-syv forskellige spidse metalgenstande i ens mundhule.
Rie er helt sikkert en af årsagerne til, at jeg aldrig har haft decideret tandlægeskræk. Den anden årsag er Lene Køppen, tidligere All England-mester i damesingle i badminton og Verdensmester i Mixed Double i 1977.
Da Lene Køppen lagde ketcheren fra sig som 30-årig, samlede hun i stedet eksamensbeviset fra tandlægeskolen op. Og til det store held for eleverne på Vedbæk Skole, valgte hun at søge stillingen som skoletandlæge, da Tandlæge-Kirsten, en dame som var lidt mere af den gamle skole tandplejemæssigt og noget hårdhændet, som jeg husker det fra de helt unge år, gik på pension.
Tandlæge-Kirsten var ikke en sadist som sådan, men hun var håndværker, ikke pædagog, og når vi taler 6-årige børn og boremaskiner i munden, så er lidt omsorg altså et mindst ligeså essentielt redskab som en vattampon. Men med Tandlæge-Kirsten var der ikke tid til fingerspitzgefühl. Det var take it or leave it-tandpleje, hvor man skulle lide for sit lille gummidyr og mini-tuben fra Colgate. Det var ligesom en del af det med tandlægen. Den gamle skole, som sagt.
Ind steppede Lene, og så var det slut med tårer. Let og elegant regerede hun de hvide træskos land, så tandlægebesøg blev en afslappende og kærlig afveksling i skoledagen. Man var i gode hænder. Man fik rene tænder. Og hvis man spurgte pænt, så fik man stadig et lille gummidyr som udmærkelse for vel overstået tandtjek, selv når man havde nået den alder, hvor Lene måtte se venligt bort fra at få kittelærmet tilsmudset af en fedtet mix af Rimmel Foundation og Clerasil-dækstift. Jo, tandklinikken på Vedbæk Skole var en tryg og velkommen havn i teenageårenes tumult.
Dette er Lene:
http://ha5.free.fr/danemark_772.jpg
Da dagen kom, hvor jeg ikke længere kunne trække på skoletandplejens tjenester, var jeg så godt vant med Lenes professionelle venlighed, at jeg troede, at det kun kunne gå nedad bakke. Jeg vidste jo udmærket, at tandlægebesøg ikke burde være noget, man så frem til, men at der ude i den virkelige verden fandtes tandlæger, som kun ønskede at se blodet sprøjte mellem deres gummiklædte fingre. At Lene Køppens klinik var et helle, som på magisk vis havde været os forundt i de unge år.
Så kom Rie. Og trygheden vendte tilbage. Jeg havde aldrig behøvet at frygte.
Ikke at det er 100% smertefrit at ligge i stolen hos hende på Strandboulevarden. Især ikke når man som jeg er en tandlægernes arbejdsopgave-tag-selv-bord: Jeg er for doven og træt morgen og aften til at børste længe, og jeg bryder mig ikke om tandpasta, og har derfor fået lavet mindst en fem-otte huller gennem tiden, plus at jeg har fået trukket alle fire visdomstænder ud - og da de var ude, besluttede min krop at producere fire tænder mere samme steder, tænder, som Rie ikke kan forklare, hvorfor kom eller hvad de skulle bruges til - men ud skulle de! Tre af dem i al fald, og for dem, der aldrig har fået trukket en tand ud, så kan jeg skrive under på, at JA - det gør nas. I et par dage efter, hvis den endda skal opereres ud.
De ting sker også på Ries klinik. Men i det mindste er der ingen der nyder ens lidelser. Og de er hurtigt ovre. Man får ros for sit mod, og en kærlig hilsen med til mor og far. Når man altså har betalt de horrible regninger, men hey - tilgengæld slipper man måske for en dag at vågne op og sige godmorgen til sit gebis i et glas på natbordet.
Nå. Fredag var jeg nervøs. For uagtet alle de rosende ord om Ries blide hænder, så vidste jeg, at jeg havde ditchet mine aftaler med hende i over to år, at min fjerde og sidste ekstra-tand, som var en kær baby sidst, nu havde vokset sig til en lang kindtand, og at der var en mistænkelig smerte i nærheden af en tand i undermunden, som havde en endnu mere mistænkelig sort plet lige midt i.
Worst case scenario var således både boring og udtrækning. Og af frygt for denne kombi havde jeg trukket denne aftale så længe jeg kunne retfærdiggøre det, mens tænder blev længre, sorte pletter større og smerter værre. Med andre ord: Der var lagt i ovnen til både skældud og smertehelvede.
"Jeg har et hul i en af tænderne", sagde jeg brødebetynget til Rie, da jeg var blevet placeret i stolen.
"Hvordan kan du vide det? Gab op", smilede hun, mens hun stak et spejl og noget spidst ind i gabet på mig.
"Oggi er er eng ort et å anden", svarede jeg, og pegede ind i min mund i det, der måtte være den generelle retning af miseren. "'Er-ede."
Jeg var helt, helt sikker på, at Rie ville sige "Ja, det kan jeg godt se, det er tydeligt for enhver at der er stort, ækelt hul i den tand!" og begynde at skælde ud og bore lige med det samme. I stedet sagde hun: "Nu kigger vi lige på nogle røngtenbilleder", og proppede fotoudstyret ind i min mund.
Og tænk jer: Det var ikke et hul! Det er en lille kløft i tanden, en fissur, som det hedder med et ret geologisk udtryk, der får mig til at være lidt stolt af mine tænder på en bjergkædeagtige måde. Det er helt naturligt og en del af tandens personlige frihed til at udvikle sig som individ i en verden af andre hvide klumper. Det mørke er bare lidt misfarvning. Og smerten er nogle blottede tandhalse, men det har jeg set i en reklame, at Iben Hjejle også har, så det gør mig bare mere happening.
Og så rensede Rie mine tænder med spidse metalting og fluorlak, mens hun argumenterede reflekteret og engageret for aktiv dødshjælp og beklikkede danskernes berøringsangst med dette emne, og jeg stirrede beundrende op på hende og sagde "Ah" og "Ej" og skyllede efter i en plastikkop.
Og så hostede jeg op med 500 kroner, og gik ned på gaden og ud i juletravlheden som den gladeste og mest overraskede pige i København den eftermiddag. Nul huller. Lykke er smerte, der ikke dukker op.
Det er genialt. Det fungerer både i det det store, eksistensielle perspektiv, og helt ned på det plan, hvor hovedpinen langsomt forsvinder efter en dags tømmermandshelvede.
Men i fredags gik det op for mig, at lykke også kan være smerte, som aldrig indfinder sig. Fredag klokken 11 var jeg i bedre humør end nogen Ho-ho-hoende julemand foran Illum. Det var jeg, fordi at jeg fredag klokken 10 havde en aftale med min tandlæge.
Min tandlæge er et dejligt menneske. Hun hedder Rie, hun har gået i folkeskole med min far, hun er et tillidsvækkende og behageligt menneske, som har kølige, stabile hænder og er i stand til at føre en virkelig reflekteret halvandenvejs-konversation med én mens hun kompetent flytter rundt på en seks-syv forskellige spidse metalgenstande i ens mundhule.
Rie er helt sikkert en af årsagerne til, at jeg aldrig har haft decideret tandlægeskræk. Den anden årsag er Lene Køppen, tidligere All England-mester i damesingle i badminton og Verdensmester i Mixed Double i 1977.
Da Lene Køppen lagde ketcheren fra sig som 30-årig, samlede hun i stedet eksamensbeviset fra tandlægeskolen op. Og til det store held for eleverne på Vedbæk Skole, valgte hun at søge stillingen som skoletandlæge, da Tandlæge-Kirsten, en dame som var lidt mere af den gamle skole tandplejemæssigt og noget hårdhændet, som jeg husker det fra de helt unge år, gik på pension.
Tandlæge-Kirsten var ikke en sadist som sådan, men hun var håndværker, ikke pædagog, og når vi taler 6-årige børn og boremaskiner i munden, så er lidt omsorg altså et mindst ligeså essentielt redskab som en vattampon. Men med Tandlæge-Kirsten var der ikke tid til fingerspitzgefühl. Det var take it or leave it-tandpleje, hvor man skulle lide for sit lille gummidyr og mini-tuben fra Colgate. Det var ligesom en del af det med tandlægen. Den gamle skole, som sagt.
Ind steppede Lene, og så var det slut med tårer. Let og elegant regerede hun de hvide træskos land, så tandlægebesøg blev en afslappende og kærlig afveksling i skoledagen. Man var i gode hænder. Man fik rene tænder. Og hvis man spurgte pænt, så fik man stadig et lille gummidyr som udmærkelse for vel overstået tandtjek, selv når man havde nået den alder, hvor Lene måtte se venligt bort fra at få kittelærmet tilsmudset af en fedtet mix af Rimmel Foundation og Clerasil-dækstift. Jo, tandklinikken på Vedbæk Skole var en tryg og velkommen havn i teenageårenes tumult.
Dette er Lene:
http://ha5.free.fr/danemark_772.jpg
Da dagen kom, hvor jeg ikke længere kunne trække på skoletandplejens tjenester, var jeg så godt vant med Lenes professionelle venlighed, at jeg troede, at det kun kunne gå nedad bakke. Jeg vidste jo udmærket, at tandlægebesøg ikke burde være noget, man så frem til, men at der ude i den virkelige verden fandtes tandlæger, som kun ønskede at se blodet sprøjte mellem deres gummiklædte fingre. At Lene Køppens klinik var et helle, som på magisk vis havde været os forundt i de unge år.
Så kom Rie. Og trygheden vendte tilbage. Jeg havde aldrig behøvet at frygte.
Ikke at det er 100% smertefrit at ligge i stolen hos hende på Strandboulevarden. Især ikke når man som jeg er en tandlægernes arbejdsopgave-tag-selv-bord: Jeg er for doven og træt morgen og aften til at børste længe, og jeg bryder mig ikke om tandpasta, og har derfor fået lavet mindst en fem-otte huller gennem tiden, plus at jeg har fået trukket alle fire visdomstænder ud - og da de var ude, besluttede min krop at producere fire tænder mere samme steder, tænder, som Rie ikke kan forklare, hvorfor kom eller hvad de skulle bruges til - men ud skulle de! Tre af dem i al fald, og for dem, der aldrig har fået trukket en tand ud, så kan jeg skrive under på, at JA - det gør nas. I et par dage efter, hvis den endda skal opereres ud.
De ting sker også på Ries klinik. Men i det mindste er der ingen der nyder ens lidelser. Og de er hurtigt ovre. Man får ros for sit mod, og en kærlig hilsen med til mor og far. Når man altså har betalt de horrible regninger, men hey - tilgengæld slipper man måske for en dag at vågne op og sige godmorgen til sit gebis i et glas på natbordet.
Nå. Fredag var jeg nervøs. For uagtet alle de rosende ord om Ries blide hænder, så vidste jeg, at jeg havde ditchet mine aftaler med hende i over to år, at min fjerde og sidste ekstra-tand, som var en kær baby sidst, nu havde vokset sig til en lang kindtand, og at der var en mistænkelig smerte i nærheden af en tand i undermunden, som havde en endnu mere mistænkelig sort plet lige midt i.
Worst case scenario var således både boring og udtrækning. Og af frygt for denne kombi havde jeg trukket denne aftale så længe jeg kunne retfærdiggøre det, mens tænder blev længre, sorte pletter større og smerter værre. Med andre ord: Der var lagt i ovnen til både skældud og smertehelvede.
"Jeg har et hul i en af tænderne", sagde jeg brødebetynget til Rie, da jeg var blevet placeret i stolen.
"Hvordan kan du vide det? Gab op", smilede hun, mens hun stak et spejl og noget spidst ind i gabet på mig.
"Oggi er er eng ort et å anden", svarede jeg, og pegede ind i min mund i det, der måtte være den generelle retning af miseren. "'Er-ede."
Jeg var helt, helt sikker på, at Rie ville sige "Ja, det kan jeg godt se, det er tydeligt for enhver at der er stort, ækelt hul i den tand!" og begynde at skælde ud og bore lige med det samme. I stedet sagde hun: "Nu kigger vi lige på nogle røngtenbilleder", og proppede fotoudstyret ind i min mund.
Og tænk jer: Det var ikke et hul! Det er en lille kløft i tanden, en fissur, som det hedder med et ret geologisk udtryk, der får mig til at være lidt stolt af mine tænder på en bjergkædeagtige måde. Det er helt naturligt og en del af tandens personlige frihed til at udvikle sig som individ i en verden af andre hvide klumper. Det mørke er bare lidt misfarvning. Og smerten er nogle blottede tandhalse, men det har jeg set i en reklame, at Iben Hjejle også har, så det gør mig bare mere happening.
Og så rensede Rie mine tænder med spidse metalting og fluorlak, mens hun argumenterede reflekteret og engageret for aktiv dødshjælp og beklikkede danskernes berøringsangst med dette emne, og jeg stirrede beundrende op på hende og sagde "Ah" og "Ej" og skyllede efter i en plastikkop.
Og så hostede jeg op med 500 kroner, og gik ned på gaden og ud i juletravlheden som den gladeste og mest overraskede pige i København den eftermiddag. Nul huller. Lykke er smerte, der ikke dukker op.
mandag, november 20, 2006
...på TV
Jeg har fået fjernsyn. Ikke som i "Jeg har fået fladskærm" eller "Jeg har fået 36 tommers surround sound hjemme CinemaxX, så jeg aldirg behøver at bevæge mig udenfor en dør igen", men som i "Jeg har nu et fjernsyn i mit hjem".
Det lyder måske ikke som det helt store drøn for alle jer multimedie-storforbrugere derude, men siden mit konfirmationsgave-televisionsapperat eksploderede for 8 år siden, har jeg ikke følt trangen til at anskaffe mig et nyt.
Det var tid til en pause, forstod jeg, da gnisterne stod ud fra billedrøret efter jeg for femtende gange havde tabt tingesten på gulvet på dens tur mellem "under-sengen" til "bekvemt udsigtspunkt fra sengen".
Som I kan høre var det ikke noget nært forhold, jeg havde til det. Jeg har nemlig, med fare for at lyde irriterende hellig, faktisk aldrig været den helt store fjensynsseer. Bevares, jeg var da lige så glad som enhver anden unge for at se Fjernsyn for Dig - dog især når B&U fraveg deres pietistiske trip med at hente "poetiske" (Læs: Uforståelige, dræbende kedelige og grimme som arvesynden) animationsfilm fra Østeuropas uhørt mange tegnefilmsstudier, og sendte lidt ublu amerikansk kvalitetsunderholdning med sømmet i bund som fx. "Fragglerne".
Og jeg så skam "Beverly Hills" sålænge det lå i Prime Time på TV2, og "X-Files" havde en stor plads i mit hjerte, indtil der gik evige vejrballoner og Alien/Government Conspiracy i den.
Men så heller ikke meget mere. Nyheder, programmer af særlig interesse, film. Men ingen hjertenære forhold til soaps, eller noget overforbrug som overspringshandling eller bare tidsfordriv.
På dette tidspunkt, da fjernsynet sprang, kom det kun frem for at vise serien "Saint Tropez", som jeg havde en stadig uafklaret svaghed for. Andre i samme båd må gerne skrive til mig, vi er ikke mange, men måske kan vi få denne pragtserie tilbage på skærmene, evnt. lagt på et tidspunkt før Ole Lukøje har stemplet ud.
Nå, regn af gnister, intet TV - mere tid til læsning, tegning, konverseren, søvn, kommen ved og nogle gange også noget husligt arbejde. Men ikke voldsomt meget mere af det sidste, må jeg indrømme.
Det har, modsat hvad mange tror, ikke været 8 hårde år.
Sammenregnet forstår jeg, at jeg er gået glip af "Sex And The City", "Vild Med Dans", to genudsendelser af "Matador", 6 gange Big Brother, mundaflæsning med Clement Kjærsgård og afsløringen af "Klamme-Rudi" Frederiksen, hele Danmarks chatkonsulent, på åben skærm. Alt i alt har jeg levet udemærket.
Ikke at have tv har faktisk udviklet sig til at være en del af min identitet, som jeg har været ganske gald for - for ikke at sige lidt selvfed med. Når man som jeg ikke har frygteligt mange politiske korrektheder og overskudsagtige livsstilsvaner at diske op med, såsætter man pris på at have dette ene kort i ærmet.
Og det er et virkeligt godt kort. For der er overraskende få, som har det. Alle har TV. Alle ser TV. Og stort set alle, i al fald dem som ivrigt deltager i Se Mit Fede Liv-konkurrencen, føler, at de ser for meget.
Du kan spille det, når alle andre om bordet til den "hyggelige" brunch med venners venner har fået blæret løs om deres surdej, som lever på 5.generation, om deres Christianiacykel, som bare er genial til at transportere både Asta-Emilie og de økologiske selleri fra kolonihaven, og om deres næste triathlon, som bare er skide sjov at træne op til, sammen med Claus Meyer og Beate Bille, som også løber i Sparta.
Man har selv prøvet at byde ind på namedroppingen med, at man var i Tivoli i år og virkelig fik valuta for turpasset, ikke mindst da man efter tre ture i Dæmonen i rap var ved at brække nudlerne fra Wagamama op, for lissom at holde det asiatiske tema i forlystelsesprakens baghave. Men det var åbenbart ikke lige de rette navne at droppe, selvom Wagamama endda er noget fra London, tror jeg. Samtalen vender hurtigt tilbage til Meyer's Deli og noget electronica i en kold hal. Og imponaden kører igen.
Men så: På et tidspunkt løber folk tør for emner, selv når det gælder dem selv, og ender med at tale om noget, nogen har set i TV. Nogen spørger dig, om du også har set det. Og så siger man "Nej, jeg har ikke TV".
Der bliver som regel helt stille et øjeblik. Der tænkes taktisk. Den eneste vej ud er at skifte emne, men det sker ikke. Og så er der en i selskabet der siger: "Jeg ser faktisk nærmest heller ikke noget TV overhovedet - stort set kun DR2".
Og alle andre kaster sig ud i kapløbet for at være den første, som nikker samstemmende.
Så ved du, at du har dem. Hils i kolonihaven, motherfucker.
---
Det gode ved "intet-TV" kortet er, at det er så nemt et kort. Du behøver ikke at yde for det. Du skal bare ikke have et TV.
Så det var faktisk med stor ængstelighed, at jeg lod mig overtale af Nikolai til at overtage mine bedsteforældres aflagte B&O-drønnert. Tungen på vægtskålen var, at vi ser en del film, og at den eneste filmfremviser her i hjemmet i sagens natur er min bærbare.
Det er ikke idéelt. Den har for det første en lille skærm, men mest af alt har DVD-drevet en bug, som gør, at filmen ca. hvert 7. minut gør et three-take hak, så billedet og den dertilhørende lyd lige laver det fede scratch MC Einar style: "You can take our lives - but you can never ta-ta-ta-ta-take our freedom." Word up.
Så da Mormor og Morfar anskaffede sig det nyeste, fladeste vidunder fra Morfars gamle venner i Struer, tog jeg imod tilbuddet om at lægge hus til deres gamle model. Som, i parantes bemærket, er et højst 2 år gammelt dødlækkert B&O, som jeg muligvis ville kunne få råd til når hele min pension en dag bliver udbetalt. Måske.
Thomas og jeg hentede skrumlet ved højlys dag på adressen i Ordrup, og jeg vil bestemt ikke klandre alle de rare mennesker, som så ud til at være én tankebredde fra at trykke 112 på moblien ved synet af os, der iført lange sorte frakker kom trillende ned af Viktoriagade med et dyrt B&O på hjul sat VHS'en og DVD'en i armene.
Vi fik slæbt TV'et op i min stue, og der stod det så uberørt i 14 dage, mens jeg ignorerede dets tilstedeværelse i bar panik over at have tv igen. Det lykkedes mig at se tværs igennem et obsidian-sort meterhøjt skrummel, som stod mere eller mindre midt på gulvet i samfulde to uger, før jeg tog mig sammen og satte stikket i. Så stor var min usikkerhed overfor dette
fremmedlegme i min intimsfære.
Men så tog det fart. En lørdag aften lod jeg mig friste af det ene program, vi danskere er genetisk disponerede til ikke at kunne modstå - "Matador". Der er en grund til, at de genudsender den igen og igen...
Det var en succes. Jeg fik ingen umiddelbare mén, og dagen efter gik jeg amok i det utal af kanaler, jeg pludslig havde fået adgang til for første gang i mit liv. Jeg har aldrig levet i et hus med kabel. At kunne zappe mellem Discovery og TV3 er så eksotisk og overdådigt for mig som negerslaver der fodrer én med bålstegte marshmallows.
Tre dage efter fik jeg dog straffen at føle: Jeg forsøgte at være lidt selvfed til en fødselsdag med fremmede mennesker, fordi jeg havde skrevet en artikel i et kunstblad som lå fremme (- på toilettet.). Men jeg ødelagde effekten derefter ved at indrømme mit korte, men intense forhold til sladdersites. Og fik hele den selvfede bredside lige i hovedet igen. Der kunne jeg godt have brugt min "Intet-TV" kort til at ryste ud af ærmet, men jeg var med ét forsvarsløs. Jeg havde samvittigheden fuld af "Nynne" og "Robinson Eliten", og det var pletter, der ikke sådan kunne vaskes af. Jeg måtte tage mine prygl, og da det var ovre, følte jeg mig omtrent så selvfed som en Date-deodorant.
-----
Nå, men TV-et er nok kommet for at blive. Også her i huset. Også selvom Jeg hidtil kun har set programmer med en underholdningsværdi som et gennemsnitligt Anders And -blad. Uden Carl Backs-historie i.
At se hvordan denne perlerække af underholdningstilbud langsomt stjæler time efter time af mit liv igen efter 8 års seperation, fik mig til at tænke lidt over menneskers tv-mønstre. Jeg er nemlig ikke særligt nervøs for, at mit forbrug skal tage overhånd. Når først begejstringen over kabel-tvs muligheder har lagt sig (ca. 10 år efter alle andre fik armene ned), så tror jeg, at tossekassen finder sin plads at samle støv fra igen.
Så er jeg tilbage ved næste-selvfed igen.
Det lyder måske ikke som det helt store drøn for alle jer multimedie-storforbrugere derude, men siden mit konfirmationsgave-televisionsapperat eksploderede for 8 år siden, har jeg ikke følt trangen til at anskaffe mig et nyt.
Det var tid til en pause, forstod jeg, da gnisterne stod ud fra billedrøret efter jeg for femtende gange havde tabt tingesten på gulvet på dens tur mellem "under-sengen" til "bekvemt udsigtspunkt fra sengen".
Som I kan høre var det ikke noget nært forhold, jeg havde til det. Jeg har nemlig, med fare for at lyde irriterende hellig, faktisk aldrig været den helt store fjensynsseer. Bevares, jeg var da lige så glad som enhver anden unge for at se Fjernsyn for Dig - dog især når B&U fraveg deres pietistiske trip med at hente "poetiske" (Læs: Uforståelige, dræbende kedelige og grimme som arvesynden) animationsfilm fra Østeuropas uhørt mange tegnefilmsstudier, og sendte lidt ublu amerikansk kvalitetsunderholdning med sømmet i bund som fx. "Fragglerne".
Og jeg så skam "Beverly Hills" sålænge det lå i Prime Time på TV2, og "X-Files" havde en stor plads i mit hjerte, indtil der gik evige vejrballoner og Alien/Government Conspiracy i den.
Men så heller ikke meget mere. Nyheder, programmer af særlig interesse, film. Men ingen hjertenære forhold til soaps, eller noget overforbrug som overspringshandling eller bare tidsfordriv.
På dette tidspunkt, da fjernsynet sprang, kom det kun frem for at vise serien "Saint Tropez", som jeg havde en stadig uafklaret svaghed for. Andre i samme båd må gerne skrive til mig, vi er ikke mange, men måske kan vi få denne pragtserie tilbage på skærmene, evnt. lagt på et tidspunkt før Ole Lukøje har stemplet ud.
Nå, regn af gnister, intet TV - mere tid til læsning, tegning, konverseren, søvn, kommen ved og nogle gange også noget husligt arbejde. Men ikke voldsomt meget mere af det sidste, må jeg indrømme.
Det har, modsat hvad mange tror, ikke været 8 hårde år.
Sammenregnet forstår jeg, at jeg er gået glip af "Sex And The City", "Vild Med Dans", to genudsendelser af "Matador", 6 gange Big Brother, mundaflæsning med Clement Kjærsgård og afsløringen af "Klamme-Rudi" Frederiksen, hele Danmarks chatkonsulent, på åben skærm. Alt i alt har jeg levet udemærket.
Ikke at have tv har faktisk udviklet sig til at være en del af min identitet, som jeg har været ganske gald for - for ikke at sige lidt selvfed med. Når man som jeg ikke har frygteligt mange politiske korrektheder og overskudsagtige livsstilsvaner at diske op med, såsætter man pris på at have dette ene kort i ærmet.
Og det er et virkeligt godt kort. For der er overraskende få, som har det. Alle har TV. Alle ser TV. Og stort set alle, i al fald dem som ivrigt deltager i Se Mit Fede Liv-konkurrencen, føler, at de ser for meget.
Du kan spille det, når alle andre om bordet til den "hyggelige" brunch med venners venner har fået blæret løs om deres surdej, som lever på 5.generation, om deres Christianiacykel, som bare er genial til at transportere både Asta-Emilie og de økologiske selleri fra kolonihaven, og om deres næste triathlon, som bare er skide sjov at træne op til, sammen med Claus Meyer og Beate Bille, som også løber i Sparta.
Man har selv prøvet at byde ind på namedroppingen med, at man var i Tivoli i år og virkelig fik valuta for turpasset, ikke mindst da man efter tre ture i Dæmonen i rap var ved at brække nudlerne fra Wagamama op, for lissom at holde det asiatiske tema i forlystelsesprakens baghave. Men det var åbenbart ikke lige de rette navne at droppe, selvom Wagamama endda er noget fra London, tror jeg. Samtalen vender hurtigt tilbage til Meyer's Deli og noget electronica i en kold hal. Og imponaden kører igen.
Men så: På et tidspunkt løber folk tør for emner, selv når det gælder dem selv, og ender med at tale om noget, nogen har set i TV. Nogen spørger dig, om du også har set det. Og så siger man "Nej, jeg har ikke TV".
Der bliver som regel helt stille et øjeblik. Der tænkes taktisk. Den eneste vej ud er at skifte emne, men det sker ikke. Og så er der en i selskabet der siger: "Jeg ser faktisk nærmest heller ikke noget TV overhovedet - stort set kun DR2".
Og alle andre kaster sig ud i kapløbet for at være den første, som nikker samstemmende.
Så ved du, at du har dem. Hils i kolonihaven, motherfucker.
---
Det gode ved "intet-TV" kortet er, at det er så nemt et kort. Du behøver ikke at yde for det. Du skal bare ikke have et TV.
Så det var faktisk med stor ængstelighed, at jeg lod mig overtale af Nikolai til at overtage mine bedsteforældres aflagte B&O-drønnert. Tungen på vægtskålen var, at vi ser en del film, og at den eneste filmfremviser her i hjemmet i sagens natur er min bærbare.
Det er ikke idéelt. Den har for det første en lille skærm, men mest af alt har DVD-drevet en bug, som gør, at filmen ca. hvert 7. minut gør et three-take hak, så billedet og den dertilhørende lyd lige laver det fede scratch MC Einar style: "You can take our lives - but you can never ta-ta-ta-ta-take our freedom." Word up.
Så da Mormor og Morfar anskaffede sig det nyeste, fladeste vidunder fra Morfars gamle venner i Struer, tog jeg imod tilbuddet om at lægge hus til deres gamle model. Som, i parantes bemærket, er et højst 2 år gammelt dødlækkert B&O, som jeg muligvis ville kunne få råd til når hele min pension en dag bliver udbetalt. Måske.
Thomas og jeg hentede skrumlet ved højlys dag på adressen i Ordrup, og jeg vil bestemt ikke klandre alle de rare mennesker, som så ud til at være én tankebredde fra at trykke 112 på moblien ved synet af os, der iført lange sorte frakker kom trillende ned af Viktoriagade med et dyrt B&O på hjul sat VHS'en og DVD'en i armene.
Vi fik slæbt TV'et op i min stue, og der stod det så uberørt i 14 dage, mens jeg ignorerede dets tilstedeværelse i bar panik over at have tv igen. Det lykkedes mig at se tværs igennem et obsidian-sort meterhøjt skrummel, som stod mere eller mindre midt på gulvet i samfulde to uger, før jeg tog mig sammen og satte stikket i. Så stor var min usikkerhed overfor dette
fremmedlegme i min intimsfære.
Men så tog det fart. En lørdag aften lod jeg mig friste af det ene program, vi danskere er genetisk disponerede til ikke at kunne modstå - "Matador". Der er en grund til, at de genudsender den igen og igen...
Det var en succes. Jeg fik ingen umiddelbare mén, og dagen efter gik jeg amok i det utal af kanaler, jeg pludslig havde fået adgang til for første gang i mit liv. Jeg har aldrig levet i et hus med kabel. At kunne zappe mellem Discovery og TV3 er så eksotisk og overdådigt for mig som negerslaver der fodrer én med bålstegte marshmallows.
Tre dage efter fik jeg dog straffen at føle: Jeg forsøgte at være lidt selvfed til en fødselsdag med fremmede mennesker, fordi jeg havde skrevet en artikel i et kunstblad som lå fremme (- på toilettet.). Men jeg ødelagde effekten derefter ved at indrømme mit korte, men intense forhold til sladdersites. Og fik hele den selvfede bredside lige i hovedet igen. Der kunne jeg godt have brugt min "Intet-TV" kort til at ryste ud af ærmet, men jeg var med ét forsvarsløs. Jeg havde samvittigheden fuld af "Nynne" og "Robinson Eliten", og det var pletter, der ikke sådan kunne vaskes af. Jeg måtte tage mine prygl, og da det var ovre, følte jeg mig omtrent så selvfed som en Date-deodorant.
-----
Nå, men TV-et er nok kommet for at blive. Også her i huset. Også selvom Jeg hidtil kun har set programmer med en underholdningsværdi som et gennemsnitligt Anders And -blad. Uden Carl Backs-historie i.
At se hvordan denne perlerække af underholdningstilbud langsomt stjæler time efter time af mit liv igen efter 8 års seperation, fik mig til at tænke lidt over menneskers tv-mønstre. Jeg er nemlig ikke særligt nervøs for, at mit forbrug skal tage overhånd. Når først begejstringen over kabel-tvs muligheder har lagt sig (ca. 10 år efter alle andre fik armene ned), så tror jeg, at tossekassen finder sin plads at samle støv fra igen.
Så er jeg tilbage ved næste-selvfed igen.
tirsdag, september 19, 2006
..her!
Hey, wannabe alpha-males! Se her:
Straigth from my heart - I ved hvem I er!*
- Marie
*fx. Klaus Riskær, Hugh Hefner, Jens Rohde, Fætter Højben, Jes Dorph, Henrik List, Søren Espersen, Samuel L. Jackson, Poul Nyrup, Donald Rumsfeldt, Henrik Qvortrup og alle sportsjournalister.
fredag, august 04, 2006
...hende som tager til Irland i morgen
Overskriften siger det hele. Det er med hele familien, dvs. alle 20 fra Mormor og Morfar og nedefter. Det kaldes "Rejsebureauet Sneglen". Det både sparker røv og trækker tænder ud. Det er sans amours (Undtagen for de heldige = David), og det er klart en udtrukket tand. Men det er med fuld forplejning, folk og fri leg, hvilket klart er et spark. Det er de enkelte familiemedlemmer også, så det skal nok blive a moveable feast.
Men til Irland.
Jeg vil gerne have lidt mere seriøs orientering ind i denne blog. Bloggenes P1, tænker jeg, i stedet for det her wannabe Sex and The City, som alle andre friske piger har i dag. Derfor har jeg fået tilladelse til at offentliggøre denne gennemgang af Irlands historie, skrevet til lejligheden af min bror David, 23 år og BA i Filosofi og Økonomi fra Copenhagen Business School.
Til jeres oplysning og forundring - værs'go. Ikke korrekturlæst, da det er en del af charmen. Vi ses om en uge.
Kelterne havde faktisk altid havde været lidt til den skæve side, fx. mente de stadig at øen havde grønne bjerge, sagnvæsener og dejligt vejr. De tilbad floder og sten og trær og og ofrede hinanden i skøn harmoni. Den dag idag har keltere (der senere blev til Irere) en romantisk forestilling om hvor dejlig deres ø er og selvom de bor fede steder som Boston, New York eller Australien så er der igen grænser for det tud man hører om deres hjemlands vemodige bjerge og Irlands skønhed og som sædvanligt er dette alt sammen løgn og latin.
En eller anden dag blev det dog for meget med al denne druk og sviger og fest og løgnagtighed og ballade og selvom de selv syntes de var nogen totalt hårde drenge blev de allesammen kristne på en studs.
Det hele blev startet af en gammel mand med hvidt skæg der hed Patric, der lavede en masse humbug og mirakler. Men ikke noget sejt som vand til vin og frøers mængde, nej han smed bare de sidste slanger ud af øen (Hvilket ikke var så svært, klimaet taget i betragting) og så syntes alle han var en hulens karl og så skulle alle til at gå i kirke og spille harpe og vende den anden kind til. På bedste kristne vis måtte man også have slaver og flere koner og den var ikke gået hjemme hos os.
Denne periode kaldes ofte Irlands guldalder, men heldighvis kom der en ordentlig bunke vikinger og tævede dem, og så kunne de lære det. Ha.
Så fulgte der en dejlig tid hvor nonerne blev plyndret, skattene blev brændt og klostrene blev forulempet på det groveste. Men alt godt har sin ende og en dag gad irene ikke mere og så smed en eller anden knold der hed Brian vikingrene ud... siger de....
Heldighvis kom alle drengene fra england lige bag efter og tævede Irerne så måske skulle de bare have ladet vikingerne være i fred.
Og Pludselig BUM var det riddertid ...
Riddertiden (eller middelalderen for alle jer pedanter) var en meget forvirende periode hvor folk der hed Brian hele tiden gjorde oprør og fik tæsk. Mange af de seje irerer heder noget med O’ et-eller-andet... lige som skotterne heder Mac et-eller-andet...
Og når vi sådan taler om skotter så blev Irland faktisk også for en god ordens skyld indtaget af skotter (Der ellers selv plejede at være indtaget) og af englændere igen og så kom den sorte død og slog en trediedel af befolkningen ihjled på tre år. Nedtur. I det hele taget var middelalderen ynk på ynk på ynk og i grunden ret kedelig. Der blev bygget lidt borge, dræbt nogen bønder, udnævnt nogen jarler og ikke en eneste nonne blev forulempet. Der er ikke engang blevet lavet en ordentlig film med Mel Gibson om det- Æv.
Men så! Ha ha! Besluttede den engelske konge Henrik den 8. at nu ville han være protestant, vist nok så han kunne gifte sig igen, og så kan det nok være at Irlands historie igen tog fart. Først giver Tudor og Stuart kongerne en dragt pryl til det katolske hold og så trompler Oliver Cromwell (Her må der gerne synges) ind fra dublin og tampede dem noget så grusomt. Så sker der et forsøg på interception og et steal fra den katolske James den 2. og det lysner lidt for de pressede irere, men så kommer Vilhelm af Orange op af minterlinjen og banker den sidste dråbe ud af de frække musikalske bønder- det er den sejr i 1690 som de latterlige mænd i orange veste STADIG fejrer i nordirland. Tal om at være en dårlig vinder. Selvom irene stadig mener at ikke heeeelt fik tæv er de alle sammen enige om at englænderne nogen rigtige Bastards, fx. støbte de de irske konge sejl om til et drikke krus... bare fordi de ku... (det svarer til at man huggede jællinge stenen om til et bidét)
Så fulgte en periode hvor der ikke skete en skid.. det eneste der bare var tilnærmelsesvis nævneværdigt var at den mest berømte harpenist i irlands historie døde (HA!) og at guinness brygerierne åbnede (Hurra!).
Men så heldighvis! Skete der igen noget. I 1845-til 48 ødelagde kartoffelbillen høsten i hele irland (Ja... de spiste ret mange kartofler) og alle døde.. og dem der ikke gjode det smuttede til Amerika, druknede på Titanic, inspirerede til film med Leonardo Dicaprio, fejrede Saint Patrics Day og savnede deres hjemland, hvilket de sjovt nok stadig gør, selvom der er meget sjovere der hvor de bor nu.
4,5 milioner mennesker enten døde eller emigrerede i en periode på halvtreds år og derfor blev der lidt bedre plads ude på landet. Og så kan det nok være at irene ville være irere igen og ikke reserveenglændere.
I 1905 dannes partiet Sein Fein (We Ourselves) og så er der eller smæk for skillingen igen.
I 1916 startes Påskeopstanden, der på bedste irske vis hyldes som gloværdig, heldemodig og digterisk. Alle dør selvfølgelig. Ren massakre.
I 1921 får Irland endelig hjemmestyre! Hurra! Der starter selvfølgelig en borgerkrig....
Det er nemlig stadig opdelt i to og de protestantiske irere synes nu at der er DEM der er de stakkels.... det er de stakkels katolikker selvfølgelig ikke enige i og de begynder så at skyde hinanden med større og mindre held.
I 1936 tager en del irske forfattere og lømler til spanien for at bekæmpe Franco og den irske stat sender meget venligt også irske frivillige til spanien, for at HJÆLPE franco. Dette er dog ikke et kapitel som ofte nævnes i den irske histoire, men der er faktisk skrevet en sang om det af det udemærkede band The Dubliners...
En anden ting der også omgåes let og elefant er, at Irland var neutralt under 2. verdenskrig. Faktisk er tyskerne de eneste som irerne ikke har forsøgt at tæve i hele sin lange historie, og at denne svipser ikke er helt populært i den irske selvopfattelse er nok ikke såååå mærkeligt.
Nå men siden krigen har Irland haft skiftende underholdningsværdi. IRA sørgede i 25 år sørget for, på bedste frihedskæmper vis, at London blev terror bombet med regelmæssighed. Den engelske stat har kvitteret med at slå igen – fx Bloddy Sunday i 1972 hvor 13 demonstranter blev dræbt, men heldighvis fik de en sang af U2.
Orangeordenen og andre tumper har forsøgt at puste til ilden så meget de kunne. Fjolser. Fra 1969 til 84 er over to tusinde mennesker døde som direkte følge af IRA og de andre ”frihedskæmperes” bomber og modandgreb. Begge sider har udvist en koldblodighed der fint står mål med det der ellers sker i verden i dag... hvilket er værd at tænke lidt over....
I 1998 indleder Good Friday en periode med relativ fred i Nordirland der har varet indtil i dag. Der er dog ikke langt fra frihedskæmper til kriminel, så nu er de gamle drenge i IRA blevet gangstere i stedet... men i det mindste sprænger de nu kun hinanden og ikke Harrods i luften mere.
I de seneste par år har irsk folkedans og folkemusik slået igennem i hele verden fx. LORD OF THE DANCE, og det er muligt i selv København, at fejre Sankt Patrics day, selvom man ikke er mere irsk end en ruhåret hønsehund. Irland er helt sikkert kommet for at blive.
Det mest imponerende ved Irlands historie er at lige meget hvor mange hundrede år de har være indtaget, tævet, sultet, flygtet, regnet, istidet, sunget, kæmpet, bombet eller alt muligt andet, så har de altid en idé om at det var dem der vandt tilsidst... og det er det i grunden nok også... det er bare et spørgsmål om at blive ved længe nok og så giver de andre simpelthen op. Irere er dog meget stolte af deres historie og de synes slet ikke at der er noget at gøre grin med. De mener altid selv at det er mest synd for dem og at DE VANDT (Og derfor må dette foredrag aldrig blive oversat til gælisk...... )
Men til Irland.
Jeg vil gerne have lidt mere seriøs orientering ind i denne blog. Bloggenes P1, tænker jeg, i stedet for det her wannabe Sex and The City, som alle andre friske piger har i dag. Derfor har jeg fået tilladelse til at offentliggøre denne gennemgang af Irlands historie, skrevet til lejligheden af min bror David, 23 år og BA i Filosofi og Økonomi fra Copenhagen Business School.
Til jeres oplysning og forundring - værs'go. Ikke korrekturlæst, da det er en del af charmen. Vi ses om en uge.
En lynhurtig og tåbelig gennemgang af
IRLANDS HISTORIE!
Med undertitlen
”De mener selv de vandt!”
For al for lang tid siden, ja selv før morfi var en lille pige, skabte jordplader, aser, nogen fulde druider og en eller andens Gud et gigantisk bjergrigt, frodigt og vidunderligt sagnrige, hvor der aldrig var regn eller dårligt vejr-
Denne ø var befolket af sagnvæsener, drager, hippier og stenalder menensker, der lignede Morten.
Men så kom istiden og ødelagde det hele. Varmeregningen steg, bjergene blev flade, sagnvæsenerne og dragerne frøs og hippierne flyttede i kolektiv på mors.
Hvor der tidligere havde været grønt og solrigt og dejligt var der nu tendenser til fladhed, ret kedelige skove og den eneste grund til at der stadig var grønt, var at det regnede ret tit.
Stenalderfolkene var dog blevet, for der var masser af sten man kunne bygge sjove ting med og det fk de så en del tid til at gå med..
Men de stakkels stenalder mænd fik dog ikke lov at lege med sten i fred. For nede i Europa hvor der var varmt, dejligt, og derfor akut boligmangel, boede der et folkeslag der var rigtig sure og bistre og dårlige naboer. Dette folkeslag hed keltere og de talte underligt nok ikke keltisk men gælisk, et sprog som ingen forstår, end ikke dem selv. De havde en dårlig vane med at ofre mennesker og at spille på tromme, og den larm kan ingen jo være tjent med i længden, så derfor blev de smidt ud af hovedlandet.
Bum.
IRLANDS HISTORIE!
Med undertitlen
”De mener selv de vandt!”
For al for lang tid siden, ja selv før morfi var en lille pige, skabte jordplader, aser, nogen fulde druider og en eller andens Gud et gigantisk bjergrigt, frodigt og vidunderligt sagnrige, hvor der aldrig var regn eller dårligt vejr-
Denne ø var befolket af sagnvæsener, drager, hippier og stenalder menensker, der lignede Morten.
Men så kom istiden og ødelagde det hele. Varmeregningen steg, bjergene blev flade, sagnvæsenerne og dragerne frøs og hippierne flyttede i kolektiv på mors.
Hvor der tidligere havde været grønt og solrigt og dejligt var der nu tendenser til fladhed, ret kedelige skove og den eneste grund til at der stadig var grønt, var at det regnede ret tit.
Stenalderfolkene var dog blevet, for der var masser af sten man kunne bygge sjove ting med og det fk de så en del tid til at gå med..
Men de stakkels stenalder mænd fik dog ikke lov at lege med sten i fred. For nede i Europa hvor der var varmt, dejligt, og derfor akut boligmangel, boede der et folkeslag der var rigtig sure og bistre og dårlige naboer. Dette folkeslag hed keltere og de talte underligt nok ikke keltisk men gælisk, et sprog som ingen forstår, end ikke dem selv. De havde en dårlig vane med at ofre mennesker og at spille på tromme, og den larm kan ingen jo være tjent med i længden, så derfor blev de smidt ud af hovedlandet.
Bum.
Eftersom ingen endnu havde opdaget hverken Island eller Amerika så bosatte disse bistre og stædige keltere sig så langt væk de kunne, nemlig på den slidte og grønne ø. Først tævede kelterne lige stenaldermændende – der nu var blevet til broncealdermænd - sådan mest for en god ordens skyld, og derefter gik de igang med at tæve hinanden og være helteagtige. Hvis man skulle være en konge på Irland (hvilke de har haft en hel del af) så skulle man nemlig have folk til at fortælle de værste røvere om én og alt det ballade man havde lavet. Rent jack ass for jernaldermænd.
Den ene slog den andens hund ihjel, fik jobbet som skøgehund, og blev slået ihjel af en tøs. Dette gjorde ham underlig nok til en stor helt.
Den anden forsvarede Irlands kyster (Mod hvem tør man spørge) og han mentes at være vældigt klog, fordi han suttede på tommelfinger... Han havde sjovt nok en søn der også var vis og klog og dygtig kriger, (Men mest af alt en stor digter..) og sagde at hans far kunne kunne flyve og stå på hovedet og her ses tydelig hvordan PR og reklame nogengange tager overhånd.....
Og i det store hele drak de sig alle sammen enormt fulde og fandt på dårlige røvere om feer, dværge, og kvinder der råbte af dem, hvilket betyder ulykke (fx. at man skal op).
Den anden forsvarede Irlands kyster (Mod hvem tør man spørge) og han mentes at være vældigt klog, fordi han suttede på tommelfinger... Han havde sjovt nok en søn der også var vis og klog og dygtig kriger, (Men mest af alt en stor digter..) og sagde at hans far kunne kunne flyve og stå på hovedet og her ses tydelig hvordan PR og reklame nogengange tager overhånd.....
Og i det store hele drak de sig alle sammen enormt fulde og fandt på dårlige røvere om feer, dværge, og kvinder der råbte af dem, hvilket betyder ulykke (fx. at man skal op).
I det hele taget var kelterne sådan nogen fordrukne og sure asner at ikke engang romerne gad at banke dem og derfor mente kelterne at de var uovervindelige. At Rom kun var verdens største imperie, de eneste med jaqusi, og at de måske syntes at Irland var spild af tid, var en mindre bagatel.
Kelterne havde faktisk altid havde været lidt til den skæve side, fx. mente de stadig at øen havde grønne bjerge, sagnvæsener og dejligt vejr. De tilbad floder og sten og trær og og ofrede hinanden i skøn harmoni. Den dag idag har keltere (der senere blev til Irere) en romantisk forestilling om hvor dejlig deres ø er og selvom de bor fede steder som Boston, New York eller Australien så er der igen grænser for det tud man hører om deres hjemlands vemodige bjerge og Irlands skønhed og som sædvanligt er dette alt sammen løgn og latin.
En eller anden dag blev det dog for meget med al denne druk og sviger og fest og løgnagtighed og ballade og selvom de selv syntes de var nogen totalt hårde drenge blev de allesammen kristne på en studs.
Det hele blev startet af en gammel mand med hvidt skæg der hed Patric, der lavede en masse humbug og mirakler. Men ikke noget sejt som vand til vin og frøers mængde, nej han smed bare de sidste slanger ud af øen (Hvilket ikke var så svært, klimaet taget i betragting) og så syntes alle han var en hulens karl og så skulle alle til at gå i kirke og spille harpe og vende den anden kind til. På bedste kristne vis måtte man også have slaver og flere koner og den var ikke gået hjemme hos os.
Denne periode kaldes ofte Irlands guldalder, men heldighvis kom der en ordentlig bunke vikinger og tævede dem, og så kunne de lære det. Ha.
Så fulgte der en dejlig tid hvor nonerne blev plyndret, skattene blev brændt og klostrene blev forulempet på det groveste. Men alt godt har sin ende og en dag gad irene ikke mere og så smed en eller anden knold der hed Brian vikingrene ud... siger de....
Heldighvis kom alle drengene fra england lige bag efter og tævede Irerne så måske skulle de bare have ladet vikingerne være i fred.
Og Pludselig BUM var det riddertid ...
Riddertiden (eller middelalderen for alle jer pedanter) var en meget forvirende periode hvor folk der hed Brian hele tiden gjorde oprør og fik tæsk. Mange af de seje irerer heder noget med O’ et-eller-andet... lige som skotterne heder Mac et-eller-andet...
Og når vi sådan taler om skotter så blev Irland faktisk også for en god ordens skyld indtaget af skotter (Der ellers selv plejede at være indtaget) og af englændere igen og så kom den sorte død og slog en trediedel af befolkningen ihjled på tre år. Nedtur. I det hele taget var middelalderen ynk på ynk på ynk og i grunden ret kedelig. Der blev bygget lidt borge, dræbt nogen bønder, udnævnt nogen jarler og ikke en eneste nonne blev forulempet. Der er ikke engang blevet lavet en ordentlig film med Mel Gibson om det- Æv.
Men så! Ha ha! Besluttede den engelske konge Henrik den 8. at nu ville han være protestant, vist nok så han kunne gifte sig igen, og så kan det nok være at Irlands historie igen tog fart. Først giver Tudor og Stuart kongerne en dragt pryl til det katolske hold og så trompler Oliver Cromwell (Her må der gerne synges) ind fra dublin og tampede dem noget så grusomt. Så sker der et forsøg på interception og et steal fra den katolske James den 2. og det lysner lidt for de pressede irere, men så kommer Vilhelm af Orange op af minterlinjen og banker den sidste dråbe ud af de frække musikalske bønder- det er den sejr i 1690 som de latterlige mænd i orange veste STADIG fejrer i nordirland. Tal om at være en dårlig vinder. Selvom irene stadig mener at ikke heeeelt fik tæv er de alle sammen enige om at englænderne nogen rigtige Bastards, fx. støbte de de irske konge sejl om til et drikke krus... bare fordi de ku... (det svarer til at man huggede jællinge stenen om til et bidét)
Så fulgte en periode hvor der ikke skete en skid.. det eneste der bare var tilnærmelsesvis nævneværdigt var at den mest berømte harpenist i irlands historie døde (HA!) og at guinness brygerierne åbnede (Hurra!).
Men så heldighvis! Skete der igen noget. I 1845-til 48 ødelagde kartoffelbillen høsten i hele irland (Ja... de spiste ret mange kartofler) og alle døde.. og dem der ikke gjode det smuttede til Amerika, druknede på Titanic, inspirerede til film med Leonardo Dicaprio, fejrede Saint Patrics Day og savnede deres hjemland, hvilket de sjovt nok stadig gør, selvom der er meget sjovere der hvor de bor nu.
4,5 milioner mennesker enten døde eller emigrerede i en periode på halvtreds år og derfor blev der lidt bedre plads ude på landet. Og så kan det nok være at irene ville være irere igen og ikke reserveenglændere.
I 1905 dannes partiet Sein Fein (We Ourselves) og så er der eller smæk for skillingen igen.
I 1916 startes Påskeopstanden, der på bedste irske vis hyldes som gloværdig, heldemodig og digterisk. Alle dør selvfølgelig. Ren massakre.
I 1921 får Irland endelig hjemmestyre! Hurra! Der starter selvfølgelig en borgerkrig....
Det er nemlig stadig opdelt i to og de protestantiske irere synes nu at der er DEM der er de stakkels.... det er de stakkels katolikker selvfølgelig ikke enige i og de begynder så at skyde hinanden med større og mindre held.
I 1936 tager en del irske forfattere og lømler til spanien for at bekæmpe Franco og den irske stat sender meget venligt også irske frivillige til spanien, for at HJÆLPE franco. Dette er dog ikke et kapitel som ofte nævnes i den irske histoire, men der er faktisk skrevet en sang om det af det udemærkede band The Dubliners...
En anden ting der også omgåes let og elefant er, at Irland var neutralt under 2. verdenskrig. Faktisk er tyskerne de eneste som irerne ikke har forsøgt at tæve i hele sin lange historie, og at denne svipser ikke er helt populært i den irske selvopfattelse er nok ikke såååå mærkeligt.
Nå men siden krigen har Irland haft skiftende underholdningsværdi. IRA sørgede i 25 år sørget for, på bedste frihedskæmper vis, at London blev terror bombet med regelmæssighed. Den engelske stat har kvitteret med at slå igen – fx Bloddy Sunday i 1972 hvor 13 demonstranter blev dræbt, men heldighvis fik de en sang af U2.
Orangeordenen og andre tumper har forsøgt at puste til ilden så meget de kunne. Fjolser. Fra 1969 til 84 er over to tusinde mennesker døde som direkte følge af IRA og de andre ”frihedskæmperes” bomber og modandgreb. Begge sider har udvist en koldblodighed der fint står mål med det der ellers sker i verden i dag... hvilket er værd at tænke lidt over....
I 1998 indleder Good Friday en periode med relativ fred i Nordirland der har varet indtil i dag. Der er dog ikke langt fra frihedskæmper til kriminel, så nu er de gamle drenge i IRA blevet gangstere i stedet... men i det mindste sprænger de nu kun hinanden og ikke Harrods i luften mere.
I de seneste par år har irsk folkedans og folkemusik slået igennem i hele verden fx. LORD OF THE DANCE, og det er muligt i selv København, at fejre Sankt Patrics day, selvom man ikke er mere irsk end en ruhåret hønsehund. Irland er helt sikkert kommet for at blive.
Det mest imponerende ved Irlands historie er at lige meget hvor mange hundrede år de har være indtaget, tævet, sultet, flygtet, regnet, istidet, sunget, kæmpet, bombet eller alt muligt andet, så har de altid en idé om at det var dem der vandt tilsidst... og det er det i grunden nok også... det er bare et spørgsmål om at blive ved længe nok og så giver de andre simpelthen op. Irere er dog meget stolte af deres historie og de synes slet ikke at der er noget at gøre grin med. De mener altid selv at det er mest synd for dem og at DE VANDT (Og derfor må dette foredrag aldrig blive oversat til gælisk...... )
torsdag, juli 27, 2006
...in denial
Top fem over ting, som er uforholdsmæssigt dyre:
5: Bottled Water
Særligt aktuelt nu, da vi som sagt de næste tre dage skal bo i familien Schulz/Kennemos ødegård, nu ikke blot øde, men også tør. Nabo Svend har så vidt vides ikke givet nogen nye, positive rapporter om brøndens tilstand. Tør brønd, bad i sø, skid i skov. Og køb vand til op til 19 kroner for 170 ml.
Okay, det kan også gøres billigere. Og netop ferskvand er en væske, jeg generelt mener, at man ikke skal være for flabet overfor - vi er på knæ og albuer, den dag, vi ikke længere kan pumpe grundvand op. Så fint nok at vi betaler lidt og bliver mindet om, at vi er priviligerede her i norden med vores fordelagtige aftaler med grundvandet. Men det retfærdiggør stadig ikke, at jeg skal smide 45 kroner på en restaurant, hvis jeg vil have en slurk af de forjættede dråber, de har valgt at importere fra New Zealand eller Langbortistan.
4: Imperial
Ja, det er en stor biograf. Ja, lærredet er stort. Ja, lydsystemet kan blæse din paryk af, rode med pacemakere og give dig ringen for ørene et par timer efter.
Men det er den samme film, som de viser 135 andre steder i Danmark. På samme tid. Og du kan komme til at sidde helt umanerligt ringe, netop fordi biografen er så - stor. Og sidst vi var der, talte Nikolais sidekammerat i mobiltelefon under filmen. Det er du ikke forskånet for, selvom du har betalt - 170 kroner!!!! - for din billet.
Det er i øvrigt over dobbelt pris af andre udemærkede biografer.
3: BH'er
Du tager godt 20 cm2 stof, et par hægter, to stykker elastikbånd, to metalbøjler, eventuelt lidt kradsende blonde og en plastikperle. Du får naturligvis mængderabat på indkøbet, da du køber ind til en hel forårskollektion. Så propper du det ind i en industrisymaskine og smækker et pirisskilt på, som siger 795 Dkr. Uden trusser.
That is undertøjsindustrien for you. Det er fuldkommen uforståeligt grisk, og så er 700 kroners-klassen endda ikke toppen af BH-bjerget. Jo flere pompon'er, klunker og balkoner man udstyrer en BH med, dvs. jo mere kvinden ligner en cirkuspony, jo dyrere.
1.200 kroner for lidt silketyl med stopper i og Aubade i ryggen? - "Det er lidt pebret, men det er jo hvad det koster, hvis man vil have kvalitet." Nej, det er hvad det koster hvis man vil have to års licens! Eller seks ørkenrotter med eget fordøjelsessystem og reproduktionsorganer!
Jeg har af samme årsag et alvorligt traume med undertøjsshopping. Jeg vover mig langsomt og forsigtigt ind i de blondebehængte afdelinger, mens jeg dukker mig for ekspedientens blik.
Jeg holder øje med andre kunder, der synes mere hjemmevante, og forsøger step by step at overtage deres handlemønstre: Føle på kvaliteter, bladre lidt i bøjlerne, udvælge enkelte stykker tiltalende lingeri og vende og dreje det foran mig, måske se mig selv som Arabiens drøm hjemme i soveværelset, forestille mig min elskedes sultne blik bleve hedere og hedere ved synet af mine ynder pakket så fristende ind i - og så fanger mit øje prisskiltet og min hjerne registerer det afsindige beløb, som tekstil passion åbenbart koster.
Jeg kyler skidtet fra mig med en hånlatter og vader højlydt fnysende ud af undertøjsland. So much for forfør din mand. Not at that cost.
Men frygten for, hvad dette traume betyder for min feminine tiltræksningskraft, kan godt ramme mig.
"Ville du gerne have, at jeg gik i noget mere sexet undertøj", spørger jeg bekymret Nikolai.
Han lægger avisen på dynen. "Hmm...ja, måske? For eksempel..de der små pink nogen, du har, som sidder lavt, dem kan jeg ret godt lide..."
Jeg er lykkelig. Det er et par bomuldstrusser til en 50'er, han taler om. That's my man.
"..og det skal jo alligevel af."
-That's my man!
2: Trivial Pursuit
Over 500 kroner må du slippe for halvandet kilo pap, 36 trekanter af hård plast og 1.000 spørgsmål, som du har lært mere eller mindre udenad efter 10 spil.
- Jeg forstår det ikke: Har de håndlavede japanere til at sidde og origami-folde alle æskerne manuelt? Er oste-konceptet designet af PH? Eller ligger der fine platintråde og dyre hologrammer gemt i spørgsmålskortene, så man ikke kan fremstille falsknerier?
Det sidste ville være en god service, men jeg ville nu også godt gå med til mindre, hvis det betød, at jeg slap med, say, 200 kroner, hvilket stadig ville kunne betale et par nye induktionslygter til min cykel, som både er en ny, avanceret og patenteret opfindelse, og kan redde mit liv.
1: Creme
Creme er tilsyneladende den vanskeligste substans, mennesket overhovet kan fremstille. Alkymister, der ler i ansigtet på at skabe guld, får grå hår af creme. Hvordan ellers forklare, at 100 ml. af selv det mest tarvelige Nivea-snask snildt runder et par hundrede? For ikke at tale om Creme de la Mer til 12.000 kroner dåsen. VAN-VID.
For at retfærdiggøre det sindssyge prisniveau, har man opfundet løgnen, at creme er kilden til evig ungdom, som, for at vende tilbage til alkymisterne, jo altid har været højt i kurs. Og taler volapyk - Anti-wrinkle Q10 my ass. Og så tilsætter man de dyrest tænkelige ingredienser for at sansynliggøre det hele lidt, såsom kaviar, pulveriserede orkidéer og diamantstøv. Jo sjældnere, jo bedre = dyrere. Og gerne noget udrydningstruet.
Hvor længe mon der går, før vi få asiatiske creme-tilstande her også, og Helena Rubinstein laboratoriet uhildet proklamerer, at de nu har rørt en ny mirakelcreme på sneleopard?
---------------------------------------------
MS Stubnitz hedder i øvrigt MV, og er bestemt ikke et orlovsskib men en fiskerbåd. En trawler. Det siger Tue, min meget kloge ven.
Go' weekend - Småland kalder. Uden netadgang. Og vand. Men med brætspil og kærlighed. Husk festen på Stubnitz lørdag.
-m
5: Bottled Water
Særligt aktuelt nu, da vi som sagt de næste tre dage skal bo i familien Schulz/Kennemos ødegård, nu ikke blot øde, men også tør. Nabo Svend har så vidt vides ikke givet nogen nye, positive rapporter om brøndens tilstand. Tør brønd, bad i sø, skid i skov. Og køb vand til op til 19 kroner for 170 ml.
Okay, det kan også gøres billigere. Og netop ferskvand er en væske, jeg generelt mener, at man ikke skal være for flabet overfor - vi er på knæ og albuer, den dag, vi ikke længere kan pumpe grundvand op. Så fint nok at vi betaler lidt og bliver mindet om, at vi er priviligerede her i norden med vores fordelagtige aftaler med grundvandet. Men det retfærdiggør stadig ikke, at jeg skal smide 45 kroner på en restaurant, hvis jeg vil have en slurk af de forjættede dråber, de har valgt at importere fra New Zealand eller Langbortistan.
4: Imperial
Ja, det er en stor biograf. Ja, lærredet er stort. Ja, lydsystemet kan blæse din paryk af, rode med pacemakere og give dig ringen for ørene et par timer efter.
Men det er den samme film, som de viser 135 andre steder i Danmark. På samme tid. Og du kan komme til at sidde helt umanerligt ringe, netop fordi biografen er så - stor. Og sidst vi var der, talte Nikolais sidekammerat i mobiltelefon under filmen. Det er du ikke forskånet for, selvom du har betalt - 170 kroner!!!! - for din billet.
Det er i øvrigt over dobbelt pris af andre udemærkede biografer.
3: BH'er
Du tager godt 20 cm2 stof, et par hægter, to stykker elastikbånd, to metalbøjler, eventuelt lidt kradsende blonde og en plastikperle. Du får naturligvis mængderabat på indkøbet, da du køber ind til en hel forårskollektion. Så propper du det ind i en industrisymaskine og smækker et pirisskilt på, som siger 795 Dkr. Uden trusser.
That is undertøjsindustrien for you. Det er fuldkommen uforståeligt grisk, og så er 700 kroners-klassen endda ikke toppen af BH-bjerget. Jo flere pompon'er, klunker og balkoner man udstyrer en BH med, dvs. jo mere kvinden ligner en cirkuspony, jo dyrere.
1.200 kroner for lidt silketyl med stopper i og Aubade i ryggen? - "Det er lidt pebret, men det er jo hvad det koster, hvis man vil have kvalitet." Nej, det er hvad det koster hvis man vil have to års licens! Eller seks ørkenrotter med eget fordøjelsessystem og reproduktionsorganer!
Jeg har af samme årsag et alvorligt traume med undertøjsshopping. Jeg vover mig langsomt og forsigtigt ind i de blondebehængte afdelinger, mens jeg dukker mig for ekspedientens blik.
Jeg holder øje med andre kunder, der synes mere hjemmevante, og forsøger step by step at overtage deres handlemønstre: Føle på kvaliteter, bladre lidt i bøjlerne, udvælge enkelte stykker tiltalende lingeri og vende og dreje det foran mig, måske se mig selv som Arabiens drøm hjemme i soveværelset, forestille mig min elskedes sultne blik bleve hedere og hedere ved synet af mine ynder pakket så fristende ind i - og så fanger mit øje prisskiltet og min hjerne registerer det afsindige beløb, som tekstil passion åbenbart koster.
Jeg kyler skidtet fra mig med en hånlatter og vader højlydt fnysende ud af undertøjsland. So much for forfør din mand. Not at that cost.
Men frygten for, hvad dette traume betyder for min feminine tiltræksningskraft, kan godt ramme mig.
"Ville du gerne have, at jeg gik i noget mere sexet undertøj", spørger jeg bekymret Nikolai.
Han lægger avisen på dynen. "Hmm...ja, måske? For eksempel..de der små pink nogen, du har, som sidder lavt, dem kan jeg ret godt lide..."
Jeg er lykkelig. Det er et par bomuldstrusser til en 50'er, han taler om. That's my man.
"..og det skal jo alligevel af."
-That's my man!
2: Trivial Pursuit
Over 500 kroner må du slippe for halvandet kilo pap, 36 trekanter af hård plast og 1.000 spørgsmål, som du har lært mere eller mindre udenad efter 10 spil.
- Jeg forstår det ikke: Har de håndlavede japanere til at sidde og origami-folde alle æskerne manuelt? Er oste-konceptet designet af PH? Eller ligger der fine platintråde og dyre hologrammer gemt i spørgsmålskortene, så man ikke kan fremstille falsknerier?
Det sidste ville være en god service, men jeg ville nu også godt gå med til mindre, hvis det betød, at jeg slap med, say, 200 kroner, hvilket stadig ville kunne betale et par nye induktionslygter til min cykel, som både er en ny, avanceret og patenteret opfindelse, og kan redde mit liv.
1: Creme
Creme er tilsyneladende den vanskeligste substans, mennesket overhovet kan fremstille. Alkymister, der ler i ansigtet på at skabe guld, får grå hår af creme. Hvordan ellers forklare, at 100 ml. af selv det mest tarvelige Nivea-snask snildt runder et par hundrede? For ikke at tale om Creme de la Mer til 12.000 kroner dåsen. VAN-VID.
For at retfærdiggøre det sindssyge prisniveau, har man opfundet løgnen, at creme er kilden til evig ungdom, som, for at vende tilbage til alkymisterne, jo altid har været højt i kurs. Og taler volapyk - Anti-wrinkle Q10 my ass. Og så tilsætter man de dyrest tænkelige ingredienser for at sansynliggøre det hele lidt, såsom kaviar, pulveriserede orkidéer og diamantstøv. Jo sjældnere, jo bedre = dyrere. Og gerne noget udrydningstruet.
Hvor længe mon der går, før vi få asiatiske creme-tilstande her også, og Helena Rubinstein laboratoriet uhildet proklamerer, at de nu har rørt en ny mirakelcreme på sneleopard?
---------------------------------------------
MS Stubnitz hedder i øvrigt MV, og er bestemt ikke et orlovsskib men en fiskerbåd. En trawler. Det siger Tue, min meget kloge ven.
Go' weekend - Småland kalder. Uden netadgang. Og vand. Men med brætspil og kærlighed. Husk festen på Stubnitz lørdag.
-m
onsdag, juli 26, 2006
..hende, som var goth-lurer
Tid: 21.45 tirsdag aften.
Sted: MS Stubnitz, til koncert med canadiske Birthday Massacre.
Folk: Jens, Andrea, Jesper Heebøll, Derwalt, Koch, Nikolai og undertegnede.
Over os: Stjernehimmel og skibslanterner.
Under os: Tre dæk og electro-goth-bandet Column (Som jeg troede var the main act Birthday Massacre i 45 minutter, hvorfor jeg høfligt rockede igennem, indtil Nikolai spurgte, om vi ikke skulle gå op of få noget luft indtil Birthday Massacre gik på).
MS Stubnitz - orlovsskibet fra Rostock, som drager rundt i Europa sommer efter sommer og lægger sit marinerå, ombyggede indre til fest og koncerter, har i igen i år lagt til ved Københavns kaj. Nu ligger den og ser en del mindre ond ud end navnet antyder ved foden af Lnagebro. Det er ikke nogen nyhed for nogle som helst, der ved noget om noget, men jeg er så håbløst bagud, at dette var mit første besøg på båden.
Sidste år, da jeg var i New Zealand for at researche til mit speciale, fik jeg en SMS fra Heebøll, der lød ca. sådan her: "Kæmpe goth-techno fest på MS Stubnitz! Det er for vanvittigt - KOM!". Det var ikke hverdagskost for mig at få den slags invitationer, men jeg ændrede nu ikke billetten hjem af den årsag, skønt det skulle have været et højst mindeværdigt freakshow og helt igennem vildt.
Skibet er som skabt til alt hvad der bare dufter af noget urbant, apokalyptisk og utopisk trash-romantik - dvs. alt fra industrial goth til smartass-dj'ing. Og Copenhagen Jazzfestival, åbenbart også, selv det virker mindre oplagt. Men her har vi altså i mine øjne noget alvorligt metropol-agtigt, og paradoksalt nok til vands. Skrid til Hobro med dine linoleumsgulve, A-Huset - her er der jerndragere nok til at opretholde en filial af den tyske sværindustri i et par uger. Se www.stubnitz.com
Birthday Massacre var super fede, tak til Koch for dén. Men det var dog den blandede flok af goths, freaks, tungrockere, forsigtig-punks, folkeskolepiger og deres off-stage-show, der virkelig made maj najht:
Jeg står i baren på dækket med mine orange jetoner (Eneste gangbare mønt på dækket. Det er lidt som at være til liverollespil: Legetøjspenge og folk i mærkeligt og upraktisk tøj). Ved siden af mig er en lav pige med vat i barmen, højt hår og Lykke May-promille ved at fucke op med fem ølkrus.
"- Ja' ka' schlet ik' bære fem!" fniser hun.
"- Dæ' gør æk noet, for du ser sgu' søj u'", indskyder den hærdebrede kortklippede ungersvend fra hovedlandet, som står bag hende i køen, og som lige i dette sekund har mødt den mest eksotiske skabning, han nogensinde har set.
"- Syns' du virk'lig? - Det er fordi du ik' har schet mine bryster!" svarer hun, og svinger sig ind i ham med sine ølkrus.
Jeg forsøger at undvige, og kommer til at knalde albuen i ansigtet på min sidemand til den anden side. Jeg vender mig for at undskylde, og ser ned på den mindste og mest entusiatiske goth i verden.
"Det gør ikke noget!" siger han på syngende og overartikuleret fynsk, mens hans mund vokser til Kim Larsen-størrelse og på facinerende vis overtager hans ansigt i et manisk smil, der også når hans stirrende øjne med kulsort indramning.
Jeg bliver mundlam af den uventede kontakt med det ukendte, og drejer tilbage på plads med et hovede, der stivnede midt i mit bedste "Åh, beklager"-smil.
Men konversationen forsætter:
Lille goth: "-Undskyld. Kan du ikke købe noget øl til mig for de her?"
Mig til to jetoner: "-Jo da...jeg tror du kan få to små."
"Jeg skal bare have to store. Eller små. Det stærkeste de har. Jeg skal bare ha' noget øl. Hvad for noget øl har de?"
"De har den dér Rostock-øl...det håber jeg, at du kan lide."
"Jamen jeg drikker alt. Alt der er alkohol i. Jeg har lige drukket to kapsler fantasy."
Fantasy ..er narko, tænker Marie. Så det forklarer hvorfor hans pupiller har vundet kampen mod iris 6-0. Lille goth smiler stadig manisk og ser forventningsfuldt op på mig med med alle sine tænder, øjne og piercinger.
Skaldet tecno-narkoman: "Hey, sagde du fantasy?"
Lille goth: "Ja, jeg har lige drukket noget fantasy..det virker meget bedre end-"
"Har du noget?! Har du noget?"
"Nej, jeg har lige dukket-"
"Vde du hvem der har noget? Er der nogen der har noget? Kan du skaffe noget?"
"Nej, jeg kan ikke skaf-"
"Kan du skaffe sne? Kiks? Cola?"
"Nej, jeg kan ikke skaffe noget - jeg er fra Odense!"
- sagde den lille gother, og jeg døde af grin, og tænkte over hvad kiks mon er. Måske bare kiks? Med en cola til? Men det stopper ikke her.
Vi skifter tid igen:
Under dæk. Andrea, Jens og jeg står ved et rækværk med udsigt til det podie, der er gulvet foran scenen. Birthday Massacre (denen gang de rigtige) spiller. Højt. Sæt eventuelt et af deres numre på som soundtrack til denne passage.
Lille gother står nede foran sammen med sine to nye bedste venner, to anæmiske emo-punk drenge med hhv. gul hanekam og sort/rødt stithår. De vil ikke rigtig i kontakt med lille gother. Lille gother begynder at slamdance for at opnå kontakt med dem. De opnår alle tre kontakt med alle i en radius af fire meter omkring dem, inklusiv hærdebred jyde fra før. Og pige med patvat.
Pige med patvat er stadig stangstiv. Også vred. Hun griber fat i lille gother for at sætte en stopper for slamdance. Hun er et hovede højere end ham, plus hår. Hun skælder ud 10 sekunder. Så voldsnaver hun ham.
Lille gother er i himlen. Der snaves igennem, og væltes rundt. Andrea fortæller mig, at pigen med patvat moonede Jens ude på kajen da vi ankom.
Jyde og jydes ven er skuffede og vrede. Giber fat i lille gother, og leger gorillahanner. Pat-pige træder imellem. Gother stort manisk smil. Jyde bare stor.
Pige med patvat (som nu sidder helt oppe ved hendes skulderblade) slæber
af med lille gother. Til toilettet. Lille gothers to formerly best friends, de anæmiske emo-drenge, omfavner hinanden, bliver hængende i hinandens spinkle men markedere skuldre, og finder til begges overraskelse ud af, at de er til mænd. Der snaves på alle dæk.
Jeg går ned og danser med Nikolai til resten af koncerten, hvor en fyr i mini-læderskørt smiler indforstået til mig. Jeg er ikke sikker på hvad, vi er indforstået med, men headbanger lidt tilbage af ren høflighed. Og så ser jeg: Hans nervøse ven med triangulær kropsbygning og romernæse har en rød negligé på!
Min fist of fury spænder op til slagserie i én glidende bevægelse. Men jeg kan ikke gøre det. Han ser så selvudslettende ud, selv i sin ravnsorte page-paryk og knaldrøde læbestift, at jeg er bange for at ødelægge års forberedende arbejde mod denne hans drag-debut, hvis jeg slår ham på næsen.
Jeg lader nåde gå for ret og vrider mig i stedet op ad Nikolai, som spiller luftguitar til synthesizeren. Vi snaver også lige. Det er den bedste tirsdag, jeg kan mindes.
- De holder DAS BOOT Festival igen på lørdag, det var det total-fest freakshow som Heebøll og de andre var til sidste år. Hvis ikke I laver andet, og også hvis I gør, så tag derind og glo uhæmmet. Også hvis I normalt får udslæt af goths. Det kan ikke undgå at blive en oplevelse.
Jeg går desværre også glip i år, da vi skal til Sverige i en ødegaard hvor brønden er tørret ud og spille Dungeons And Dragons Cluedo.
Se om festivalen på: http://www.stubnitz.com/0/archive/details.php?id=5534 . Wear black.
Sted: MS Stubnitz, til koncert med canadiske Birthday Massacre.
Folk: Jens, Andrea, Jesper Heebøll, Derwalt, Koch, Nikolai og undertegnede.
Over os: Stjernehimmel og skibslanterner.
Under os: Tre dæk og electro-goth-bandet Column (Som jeg troede var the main act Birthday Massacre i 45 minutter, hvorfor jeg høfligt rockede igennem, indtil Nikolai spurgte, om vi ikke skulle gå op of få noget luft indtil Birthday Massacre gik på).
MS Stubnitz - orlovsskibet fra Rostock, som drager rundt i Europa sommer efter sommer og lægger sit marinerå, ombyggede indre til fest og koncerter, har i igen i år lagt til ved Københavns kaj. Nu ligger den og ser en del mindre ond ud end navnet antyder ved foden af Lnagebro. Det er ikke nogen nyhed for nogle som helst, der ved noget om noget, men jeg er så håbløst bagud, at dette var mit første besøg på båden.
Sidste år, da jeg var i New Zealand for at researche til mit speciale, fik jeg en SMS fra Heebøll, der lød ca. sådan her: "Kæmpe goth-techno fest på MS Stubnitz! Det er for vanvittigt - KOM!". Det var ikke hverdagskost for mig at få den slags invitationer, men jeg ændrede nu ikke billetten hjem af den årsag, skønt det skulle have været et højst mindeværdigt freakshow og helt igennem vildt.
Skibet er som skabt til alt hvad der bare dufter af noget urbant, apokalyptisk og utopisk trash-romantik - dvs. alt fra industrial goth til smartass-dj'ing. Og Copenhagen Jazzfestival, åbenbart også, selv det virker mindre oplagt. Men her har vi altså i mine øjne noget alvorligt metropol-agtigt, og paradoksalt nok til vands. Skrid til Hobro med dine linoleumsgulve, A-Huset - her er der jerndragere nok til at opretholde en filial af den tyske sværindustri i et par uger. Se www.stubnitz.com
Birthday Massacre var super fede, tak til Koch for dén. Men det var dog den blandede flok af goths, freaks, tungrockere, forsigtig-punks, folkeskolepiger og deres off-stage-show, der virkelig made maj najht:
Jeg står i baren på dækket med mine orange jetoner (Eneste gangbare mønt på dækket. Det er lidt som at være til liverollespil: Legetøjspenge og folk i mærkeligt og upraktisk tøj). Ved siden af mig er en lav pige med vat i barmen, højt hår og Lykke May-promille ved at fucke op med fem ølkrus.
"- Ja' ka' schlet ik' bære fem!" fniser hun.
"- Dæ' gør æk noet, for du ser sgu' søj u'", indskyder den hærdebrede kortklippede ungersvend fra hovedlandet, som står bag hende i køen, og som lige i dette sekund har mødt den mest eksotiske skabning, han nogensinde har set.
"- Syns' du virk'lig? - Det er fordi du ik' har schet mine bryster!" svarer hun, og svinger sig ind i ham med sine ølkrus.
Jeg forsøger at undvige, og kommer til at knalde albuen i ansigtet på min sidemand til den anden side. Jeg vender mig for at undskylde, og ser ned på den mindste og mest entusiatiske goth i verden.
"Det gør ikke noget!" siger han på syngende og overartikuleret fynsk, mens hans mund vokser til Kim Larsen-størrelse og på facinerende vis overtager hans ansigt i et manisk smil, der også når hans stirrende øjne med kulsort indramning.
Jeg bliver mundlam af den uventede kontakt med det ukendte, og drejer tilbage på plads med et hovede, der stivnede midt i mit bedste "Åh, beklager"-smil.
Men konversationen forsætter:
Lille goth: "-Undskyld. Kan du ikke købe noget øl til mig for de her?"
Mig til to jetoner: "-Jo da...jeg tror du kan få to små."
"Jeg skal bare have to store. Eller små. Det stærkeste de har. Jeg skal bare ha' noget øl. Hvad for noget øl har de?"
"De har den dér Rostock-øl...det håber jeg, at du kan lide."
"Jamen jeg drikker alt. Alt der er alkohol i. Jeg har lige drukket to kapsler fantasy."
Fantasy ..er narko, tænker Marie. Så det forklarer hvorfor hans pupiller har vundet kampen mod iris 6-0. Lille goth smiler stadig manisk og ser forventningsfuldt op på mig med med alle sine tænder, øjne og piercinger.
Skaldet tecno-narkoman: "Hey, sagde du fantasy?"
Lille goth: "Ja, jeg har lige drukket noget fantasy..det virker meget bedre end-"
"Har du noget?! Har du noget?"
"Nej, jeg har lige dukket-"
"Vde du hvem der har noget? Er der nogen der har noget? Kan du skaffe noget?"
"Nej, jeg kan ikke skaf-"
"Kan du skaffe sne? Kiks? Cola?"
"Nej, jeg kan ikke skaffe noget - jeg er fra Odense!"
- sagde den lille gother, og jeg døde af grin, og tænkte over hvad kiks mon er. Måske bare kiks? Med en cola til? Men det stopper ikke her.
Vi skifter tid igen:
Under dæk. Andrea, Jens og jeg står ved et rækværk med udsigt til det podie, der er gulvet foran scenen. Birthday Massacre (denen gang de rigtige) spiller. Højt. Sæt eventuelt et af deres numre på som soundtrack til denne passage.
Lille gother står nede foran sammen med sine to nye bedste venner, to anæmiske emo-punk drenge med hhv. gul hanekam og sort/rødt stithår. De vil ikke rigtig i kontakt med lille gother. Lille gother begynder at slamdance for at opnå kontakt med dem. De opnår alle tre kontakt med alle i en radius af fire meter omkring dem, inklusiv hærdebred jyde fra før. Og pige med patvat.
Pige med patvat er stadig stangstiv. Også vred. Hun griber fat i lille gother for at sætte en stopper for slamdance. Hun er et hovede højere end ham, plus hår. Hun skælder ud 10 sekunder. Så voldsnaver hun ham.
Lille gother er i himlen. Der snaves igennem, og væltes rundt. Andrea fortæller mig, at pigen med patvat moonede Jens ude på kajen da vi ankom.
Jyde og jydes ven er skuffede og vrede. Giber fat i lille gother, og leger gorillahanner. Pat-pige træder imellem. Gother stort manisk smil. Jyde bare stor.
Pige med patvat (som nu sidder helt oppe ved hendes skulderblade) slæber
af med lille gother. Til toilettet. Lille gothers to formerly best friends, de anæmiske emo-drenge, omfavner hinanden, bliver hængende i hinandens spinkle men markedere skuldre, og finder til begges overraskelse ud af, at de er til mænd. Der snaves på alle dæk.
Jeg går ned og danser med Nikolai til resten af koncerten, hvor en fyr i mini-læderskørt smiler indforstået til mig. Jeg er ikke sikker på hvad, vi er indforstået med, men headbanger lidt tilbage af ren høflighed. Og så ser jeg: Hans nervøse ven med triangulær kropsbygning og romernæse har en rød negligé på!
Min fist of fury spænder op til slagserie i én glidende bevægelse. Men jeg kan ikke gøre det. Han ser så selvudslettende ud, selv i sin ravnsorte page-paryk og knaldrøde læbestift, at jeg er bange for at ødelægge års forberedende arbejde mod denne hans drag-debut, hvis jeg slår ham på næsen.
Jeg lader nåde gå for ret og vrider mig i stedet op ad Nikolai, som spiller luftguitar til synthesizeren. Vi snaver også lige. Det er den bedste tirsdag, jeg kan mindes.
- De holder DAS BOOT Festival igen på lørdag, det var det total-fest freakshow som Heebøll og de andre var til sidste år. Hvis ikke I laver andet, og også hvis I gør, så tag derind og glo uhæmmet. Også hvis I normalt får udslæt af goths. Det kan ikke undgå at blive en oplevelse.
Jeg går desværre også glip i år, da vi skal til Sverige i en ødegaard hvor brønden er tørret ud og spille Dungeons And Dragons Cluedo.
Se om festivalen på: http://www.stubnitz.com/0/archive/details.php?id=5534 . Wear black.
onsdag, juli 19, 2006
..hende, som var inden i krigsskibet
Dette bliver spændende. Der er til denne post både en historie, en fotoserie, og en quiz. På sin vis også en cliffhanger-slutning. Kom ikke og sig, at jeg ikke gør mit for at gøre det interessant at følge med herinde.
Vi er som tidligere varslet landet i Barbara Cartland-land. De lyserøde skyer dækker himlen, hvalpe og lam flokkes om ens fødder og gør vejene usikre, mens luften summer af kolibrier i vild korpulation med langstilkede røde roser..
...Eller er det biers ting?
Anyways. Jeg er derfor ikke bange for at starte med en kliché: Jeg husker tydeligt den første gang jeg så Nikolai.
-Eller rettere, det var ikke den første gang han var i mit synsfelt. Det var den første gang jeg så ham, sådan rigtigt opfattede at dér var et menneske, som lige var lidt mere interessant for netop mig end gennemsnittet af personer her på jord var.
Før dette øjeblik hvad jeg godt nok registreret at manden fandtes. Det var ham, der hang ud med gruppen omkring Claus Raasted, Jesper Heebøll og de andre Roskilde-ætlinge, jeg kendte fra rollespilsmiljøet. I øvrigt havde han engang medvirket i et radioprogram om rollespil, hvor jeg også selv var blevet interviewet. Hans kendetegn var for mig, at han var helt utroligt goth.
Det er meget uretfærdigt at jeg skriver dette, og jeg ved at Nikolai vil blive meget irriteret. Han lever med venner, der holder meget af ham, men som holder lige så meget af at holde ham fast i, at han er goth, uanset om han piver, skriger, bliver blonderet, ifører sig cremehvid kabelstrik og melder sig ind i Venstres Ungdom.
Det går så vidt som til, at vores fælles kammerat Kristo engangs skulle beskrive en pige, der var helt derude hvor flagermusene vender fordi der alligevel er blevet lidt for goth for dem. DEt gjorde ham med ordene: "Hun er så goth, at hun får Nikolai til at ligne en britisk kostskoleelev." Så vidste alle, hvad dommerdagsklokkerne var slået.
Det er uretfærdigt. Nikolai ejer ikke et nittearmbånd. Okay, man kan da nok finde en læderfrakke og en diskret eyeliner fra fortiden i hans gemmer. Der er også mange sorte t-shirts med bandnavne, ofte med et latinsk islæt, i garderoben. Og hans musiksamling er, skønt udsøgt og varieret, præget af moltoner.
- Men han tænder ikke sorte lys, og han har ikke en rotte, og han spytter på små gothpunkere med hullede netstrømper på armene i kø foran The Rock. Han griner af "Klovn", han sætter pris på et godt måltid, han sover om natten og er vellidt af sine svigerforældre. Han er på mange måder nærmest anti-goth.
Sandheden er bare, at manden har enestående naturlige anlæg for at se goth ud. Han er høj, mørk, slank og senet, på sådan en barok-crucifix-agtig facon, og hans øjne er store, grå og lysende på en måde der kan få én (I al fald mig) til at svømme hen i tanker om stjerner og midnatshimmelhvælv. Hans kindben har fået en del diamantskær til at stille sig diskret over i hjørnet og føle sig som smørspatler, og hans hud har igen det her indre skær af måneskin - undtagen om sommeren, hvor han på polarhare-agtig vis skifter farve fra hvid til til sålelæder-sigøjnerbrun, hvilket har den effekt, at man ikke bare frygter for at få stjålet sit hjerte, men også sin pung.
Læg dertil, at knægten dengang havde lange slangekrøller i den blandt teenagepiger fra forstæderne populære nuance L'Oreal "Gothic Black No. One". Og i øvrigt kan se nærmest faretruende mut ud, når han fanges i et ubevogtet øjeblik. Så begynder I måske at forstå, hvorfor også jeg havde staklen katalogiseret under "Godt nok goth".
-Og det var alt mit indtryk af ham. Indtil.
Da dette første gang ændrede sig, stod jeg i Jesper Heebølls lillebrors soveværelse, på den Heebøllske fædrende gård i omegnen af Roskilde. Det var 14 dages tid før rollespilsscenariet LT 7, og jeg var ankommet til stedet for at møde det hold af rollespillere, hvortil jeg et par dage før var blevet shanghaiet, samt prøve min karakters kostume for første gang.
Udenfor gik godt 10 mennesker med powertools og pensler og byggede på en rød bindings-
værksgård, som skulle huse hele holdet til scenariet. På billedet man ser hvordan. Det er endda Nikolai, der holder for (Og Jens Niros, der holder Tool of Power).
Jeg var som sagt blevet hasteindkaldt til at spille min rolle som fin frue. Det var en krævende operation, da jeg hverken havde kostume, baggrundsviden eller kendskab til størstedelen af mine medspillere, men der stod stærke kræfter klar til at løfte i flok.
En af de helt store løftere var Anna Balsgaard, som er en syerske af Guds nåde og en ukuelig arbejdshest uden lige. Anna havde fået tilsendt mine mål, som jeg ubehjælpeligt havde tjekket på mig selv ved hjælp af et stykke sejlgarn og en tommestok, og derudfra havde hun kastet sig ud i projekt balkjole.
Hvad jeg derfor i den pågældende stund var i færd med at prøve, var derfor første udkast til det, som siden skulle komme til at gå under navnet "Krigsskibet". Aldrig har så mange meter babyblåt kunststof været samlet på så relativt lille et område - relativt, fordi det sammenlignet med fx. SAS-Hotellet var ganske lille, men sat overfor fx. en menneskekrop på 1 meter og 68 centimeter uden hæle var det faktisk et ganske enormt stort område, det stof boltrede sig på. Vi taler om et skørt som gjorde, at jeg måtte presses gennem døråbninger på Peter-Plys-fanget-i-Ninkas-kaninhul-maner.
Hvis flodhesten Dolph havde været undfanget af Wullfmorgenthalers hjerner på dette tidspunkt, tror jeg måske, at Anna havde valgt en anden farve - af hensyn til den slående lighed mellem omtalte jægersoldat/ninja-flodhest og kjole i såvel kulør som omfang. Tror jeg - håber jeg. Det er ikke til at sige med hende og hendes sans for humor.
I al fald stod jeg der; i et drengeværelse med Formel 1 plakater på væggene, og iført det mægtige skørt der var "Krigsskibets" understel. Omkring mig vimsede Anna og Andrea Jørgensen, begge i færd med at fastoperere kjolens flæsebesatte frakke til min overkrop ved hjælp af knappenåle. Jeg frygtede for mit skind og svedte som en gammel græker i sommervarmen. På mit hovede sad vistnok en halvskævt henkastet tiara, blot sat på for at øge helhedindtrykket (Og underholdningsværdien, mistænker jeg..).
Og så gik døren op.
Hvor ville det have være frydefuldt antiklimatisk for denne skribent, hvis det nu ikke havde været Nikolai bag den dør.
Men det var det.
- Endda i sin sigøjner-inkarnation, og stadig med sorte slangekrøller, som det ses på billedet herover. Det var et syn for guder, krigsskibe og flodheste.
Det syn der mødte ham, var så tilgengæld dette til venstre - læg blot til, at kjolen var ufærdig og blottede dele af min overkrop på mystisk mutant-maner, plus resten af den noget groteske scene med nåle og Formel 1.
Jeg husker hans ansigtsudtryk som den perfekte personificering af udtrykket "Oh, bugger!"
- og retteligt så, for hvad siger eller gør man dog, når man tror man er i kendte omgivelser på sin sambos fødegaard, og pludselig står ansigt til ansigt med en gigantisk lyseblå voodoodukke?
Anna kom dog Nikolai til undsætning. Hun trak knappenålene ud af mundvigen, så resolut på ham som en stolt moder, der ikke tåler andet end skamros af sin skeløjede nyfødte og sagde med et stort smil: "Er hun ikke smuk?"
Så vidt jeg husker fik Nikolai mumlet noget, der forhåbenlig lød bekræftende nok til ikke at fornærme voodoo-væsenet og nedkalde syv års ulykke over hans hovede.
Jeg selv havde for længst opgivet at redde situationen, og valgte at satse på at smile manisk og stå helt stille indtil verden blev normal igen. Og nålene var væk. I samme øjeblik gjorde lige præcis en nål opmærksom på sig selv, og jeg rykkede på en arm, hvilket udløste en kædereaktion i flæserne, så halvdelen af toppens slå-om-funktion gav op og blottede et bryst. BH-klædt. Men stadig. Voodoodukken ville i det øjeblik ikke have haft noget som helst imod at blive gjort til en zombie på stedet, primært fordi zombier hverken har bevidsthed eller kan rødme helt enormt.
Nikolai kiggede diskret og hastigt væk, undskyldte sig med nogle powertools og flygtede. Arme blev løftet, flere nåle blev sat i og toppen sikret. Og verden blev normal igen.
Næsten.
Det var ikke kærlighed ved første blik. Jeg havde på det tidspunkt en anden kæreste, Nikolai havde en kærestesorg, og der var ikke nogen der ønskede at ændre på de forhold - i al fald ikke det første. Og det var ikke mig, der var udset til at ændre på det sidste. Jeg var meget glad for mit forhold, elskede min kæreste, var sikker på, at Nikolai syntes jeg var jordens største kegle der hørte til for enden af en bowlingbane, muligvis en for elefanter, og der skulle i det hele taget gå lang tid før det blev aktuelt at brodere videre på det blik.
Men det var et blik - som, set i bakspejlet, er godt at kunne huske. Den første gang, jeg så dig - Og du så et svedigt krigsskib af babyblå nylon. Men alligevel.
End of story. Men det er ikke helt slut endnu..
...for her er manden så. Til scenariet og ikke i civil, tak Gud.
Nedenfor er der et link, som viser et andet og vildere billede af samme. Og nej - det er ikke ham med den lille fjer på.
Se godt på de to billeder, for nu kommer:
Quizzen
? Var Nikolais rolle den GODE eller den ONDE rådgiver?
Svar gives under comments. Præmien afsløres sammen med løsningen i den nærmeste fremtid (eller når nogle har gættet på noget)
Linket:http://www.kodehoved.dk/images/grafik/rollespilleren-3/s8-9.jpg
Tak for opmærksomheden.
Vi er som tidligere varslet landet i Barbara Cartland-land. De lyserøde skyer dækker himlen, hvalpe og lam flokkes om ens fødder og gør vejene usikre, mens luften summer af kolibrier i vild korpulation med langstilkede røde roser..
...Eller er det biers ting?
Anyways. Jeg er derfor ikke bange for at starte med en kliché: Jeg husker tydeligt den første gang jeg så Nikolai.
-Eller rettere, det var ikke den første gang han var i mit synsfelt. Det var den første gang jeg så ham, sådan rigtigt opfattede at dér var et menneske, som lige var lidt mere interessant for netop mig end gennemsnittet af personer her på jord var.
Før dette øjeblik hvad jeg godt nok registreret at manden fandtes. Det var ham, der hang ud med gruppen omkring Claus Raasted, Jesper Heebøll og de andre Roskilde-ætlinge, jeg kendte fra rollespilsmiljøet. I øvrigt havde han engang medvirket i et radioprogram om rollespil, hvor jeg også selv var blevet interviewet. Hans kendetegn var for mig, at han var helt utroligt goth.
Det er meget uretfærdigt at jeg skriver dette, og jeg ved at Nikolai vil blive meget irriteret. Han lever med venner, der holder meget af ham, men som holder lige så meget af at holde ham fast i, at han er goth, uanset om han piver, skriger, bliver blonderet, ifører sig cremehvid kabelstrik og melder sig ind i Venstres Ungdom.
Det går så vidt som til, at vores fælles kammerat Kristo engangs skulle beskrive en pige, der var helt derude hvor flagermusene vender fordi der alligevel er blevet lidt for goth for dem. DEt gjorde ham med ordene: "Hun er så goth, at hun får Nikolai til at ligne en britisk kostskoleelev." Så vidste alle, hvad dommerdagsklokkerne var slået.
Det er uretfærdigt. Nikolai ejer ikke et nittearmbånd. Okay, man kan da nok finde en læderfrakke og en diskret eyeliner fra fortiden i hans gemmer. Der er også mange sorte t-shirts med bandnavne, ofte med et latinsk islæt, i garderoben. Og hans musiksamling er, skønt udsøgt og varieret, præget af moltoner.
- Men han tænder ikke sorte lys, og han har ikke en rotte, og han spytter på små gothpunkere med hullede netstrømper på armene i kø foran The Rock. Han griner af "Klovn", han sætter pris på et godt måltid, han sover om natten og er vellidt af sine svigerforældre. Han er på mange måder nærmest anti-goth.
Sandheden er bare, at manden har enestående naturlige anlæg for at se goth ud. Han er høj, mørk, slank og senet, på sådan en barok-crucifix-agtig facon, og hans øjne er store, grå og lysende på en måde der kan få én (I al fald mig) til at svømme hen i tanker om stjerner og midnatshimmelhvælv. Hans kindben har fået en del diamantskær til at stille sig diskret over i hjørnet og føle sig som smørspatler, og hans hud har igen det her indre skær af måneskin - undtagen om sommeren, hvor han på polarhare-agtig vis skifter farve fra hvid til til sålelæder-sigøjnerbrun, hvilket har den effekt, at man ikke bare frygter for at få stjålet sit hjerte, men også sin pung.
Læg dertil, at knægten dengang havde lange slangekrøller i den blandt teenagepiger fra forstæderne populære nuance L'Oreal "Gothic Black No. One". Og i øvrigt kan se nærmest faretruende mut ud, når han fanges i et ubevogtet øjeblik. Så begynder I måske at forstå, hvorfor også jeg havde staklen katalogiseret under "Godt nok goth".
-Og det var alt mit indtryk af ham. Indtil.
Da dette første gang ændrede sig, stod jeg i Jesper Heebølls lillebrors soveværelse, på den Heebøllske fædrende gård i omegnen af Roskilde. Det var 14 dages tid før rollespilsscenariet LT 7, og jeg var ankommet til stedet for at møde det hold af rollespillere, hvortil jeg et par dage før var blevet shanghaiet, samt prøve min karakters kostume for første gang.
Udenfor gik godt 10 mennesker med powertools og pensler og byggede på en rød bindings-værksgård, som skulle huse hele holdet til scenariet. På billedet man ser hvordan. Det er endda Nikolai, der holder for (Og Jens Niros, der holder Tool of Power).
Jeg var som sagt blevet hasteindkaldt til at spille min rolle som fin frue. Det var en krævende operation, da jeg hverken havde kostume, baggrundsviden eller kendskab til størstedelen af mine medspillere, men der stod stærke kræfter klar til at løfte i flok.
En af de helt store løftere var Anna Balsgaard, som er en syerske af Guds nåde og en ukuelig arbejdshest uden lige. Anna havde fået tilsendt mine mål, som jeg ubehjælpeligt havde tjekket på mig selv ved hjælp af et stykke sejlgarn og en tommestok, og derudfra havde hun kastet sig ud i projekt balkjole.
Hvad jeg derfor i den pågældende stund var i færd med at prøve, var derfor første udkast til det, som siden skulle komme til at gå under navnet "Krigsskibet". Aldrig har så mange meter babyblåt kunststof været samlet på så relativt lille et område - relativt, fordi det sammenlignet med fx. SAS-Hotellet var ganske lille, men sat overfor fx. en menneskekrop på 1 meter og 68 centimeter uden hæle var det faktisk et ganske enormt stort område, det stof boltrede sig på. Vi taler om et skørt som gjorde, at jeg måtte presses gennem døråbninger på Peter-Plys-fanget-i-Ninkas-kaninhul-maner.
Hvis flodhesten Dolph havde været undfanget af Wullfmorgenthalers hjerner på dette tidspunkt, tror jeg måske, at Anna havde valgt en anden farve - af hensyn til den slående lighed mellem omtalte jægersoldat/ninja-flodhest og kjole i såvel kulør som omfang. Tror jeg - håber jeg. Det er ikke til at sige med hende og hendes sans for humor.
I al fald stod jeg der; i et drengeværelse med Formel 1 plakater på væggene, og iført det mægtige skørt der var "Krigsskibets" understel. Omkring mig vimsede Anna og Andrea Jørgensen, begge i færd med at fastoperere kjolens flæsebesatte frakke til min overkrop ved hjælp af knappenåle. Jeg frygtede for mit skind og svedte som en gammel græker i sommervarmen. På mit hovede sad vistnok en halvskævt henkastet tiara, blot sat på for at øge helhedindtrykket (Og underholdningsværdien, mistænker jeg..).
Og så gik døren op.
Hvor ville det have være frydefuldt antiklimatisk for denne skribent, hvis det nu ikke havde været Nikolai bag den dør.
Men det var det.
- Endda i sin sigøjner-inkarnation, og stadig med sorte slangekrøller, som det ses på billedet herover. Det var et syn for guder, krigsskibe og flodheste.
Det syn der mødte ham, var så tilgengæld dette til venstre - læg blot til, at kjolen var ufærdig og blottede dele af min overkrop på mystisk mutant-maner, plus resten af den noget groteske scene med nåle og Formel 1.Jeg husker hans ansigtsudtryk som den perfekte personificering af udtrykket "Oh, bugger!"
- og retteligt så, for hvad siger eller gør man dog, når man tror man er i kendte omgivelser på sin sambos fødegaard, og pludselig står ansigt til ansigt med en gigantisk lyseblå voodoodukke?
Anna kom dog Nikolai til undsætning. Hun trak knappenålene ud af mundvigen, så resolut på ham som en stolt moder, der ikke tåler andet end skamros af sin skeløjede nyfødte og sagde med et stort smil: "Er hun ikke smuk?"
Så vidt jeg husker fik Nikolai mumlet noget, der forhåbenlig lød bekræftende nok til ikke at fornærme voodoo-væsenet og nedkalde syv års ulykke over hans hovede.
Jeg selv havde for længst opgivet at redde situationen, og valgte at satse på at smile manisk og stå helt stille indtil verden blev normal igen. Og nålene var væk. I samme øjeblik gjorde lige præcis en nål opmærksom på sig selv, og jeg rykkede på en arm, hvilket udløste en kædereaktion i flæserne, så halvdelen af toppens slå-om-funktion gav op og blottede et bryst. BH-klædt. Men stadig. Voodoodukken ville i det øjeblik ikke have haft noget som helst imod at blive gjort til en zombie på stedet, primært fordi zombier hverken har bevidsthed eller kan rødme helt enormt.
Nikolai kiggede diskret og hastigt væk, undskyldte sig med nogle powertools og flygtede. Arme blev løftet, flere nåle blev sat i og toppen sikret. Og verden blev normal igen.
Næsten.
Det var ikke kærlighed ved første blik. Jeg havde på det tidspunkt en anden kæreste, Nikolai havde en kærestesorg, og der var ikke nogen der ønskede at ændre på de forhold - i al fald ikke det første. Og det var ikke mig, der var udset til at ændre på det sidste. Jeg var meget glad for mit forhold, elskede min kæreste, var sikker på, at Nikolai syntes jeg var jordens største kegle der hørte til for enden af en bowlingbane, muligvis en for elefanter, og der skulle i det hele taget gå lang tid før det blev aktuelt at brodere videre på det blik.
Men det var et blik - som, set i bakspejlet, er godt at kunne huske. Den første gang, jeg så dig - Og du så et svedigt krigsskib af babyblå nylon. Men alligevel.
End of story. Men det er ikke helt slut endnu..
...for her er manden så. Til scenariet og ikke i civil, tak Gud.Nedenfor er der et link, som viser et andet og vildere billede af samme. Og nej - det er ikke ham med den lille fjer på.
Se godt på de to billeder, for nu kommer:
Quizzen
? Var Nikolais rolle den GODE eller den ONDE rådgiver?
Svar gives under comments. Præmien afsløres sammen med løsningen i den nærmeste fremtid (eller når nogle har gættet på noget)
Linket:http://www.kodehoved.dk/images/grafik/rollespilleren-3/s8-9.jpg
Tak for opmærksomheden.
Abonner på:
Opslag (Atom)
