Har I lagt mærke til, hvor dejligt vejet er lige nu, her i nat?
Det har jeg - for jeg skal snart ud og være i det ret så megte live. Festivalen kalder, selvom jeg vil indrømme, at dens kalden er dæmpet kraftigt af mudder og lyden af den sliende regn de sidste par dage. -"Hva' siger du? Jeg kan ikke høre dig ... Ud og mærke Roskilde? Ikke på de vilkår! Tal højere!"
De seneste meldinger er dog, at alle hygger sig derned ei vandland. Og jeg har købt regnsæt, fundet røjserne frem og så forede jeg vores lejr med halm i søndags, så en vis tryhed breder sig i kroppen.
...
Okay, men den halm var altså tør og hyggelig sidst, jeg så den. Så den giver stadig tryghed til mig på distancen, selvom den nok mest giver lugt- og fugtgener til dem, der lever med den pt.
Under alle omstændigheder så har jeg et tilbud til jer, der sidder festivalløse og lumrer den bag skærmene de næste par dage. I kan følge mig på Oestrogen.dk hver dag, når jeg skriver Roskildeblog - Not-so-chick-lit, er vist blevet payoff'et. Artiklerne kommer op daglig under området Nyheder og under Kunst og Kultur - Musik. Og hver af dem er tilmed illustreret med perler fra en til lejligheden lavet fotoserie, hvor David, Nikolai, min kollega Natascha og jeg tumler rundt med bajer, telt og badeand i et Clueless-møder-Roskildes-finest -setup.
Selv Allers husfotograf synes det var sjovt - sagde han. Så om ikke andet for billedernes skyld, tag et kig forbi Oestrogen-banken i weekendens løb. Måske er der også nogle, I kender, nævnt hist og pist i mellem linjerne.
Hyg jer, tørre tøsedrenge! Jeg er ude!
:D Marie
Viser opslag med etiketten Mere ud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mere ud. Vis alle opslag
tirsdag, juli 03, 2007
onsdag, januar 10, 2007
...bagud
Det går lidt sløjt med at opdatere, det indrømmer jeg. Og jeg kan jo ikke bare blive ved at poste billeder af David og Thomas som cover-up. Årsangen er, som før, at iBYEN.dk giver mig lidt at lave, og det er jo lykkeligt. Men penge er ikke alt - mine eneste (og de imaginære) venner på nettet skal også have deres, ellers forlader I mig jo bare. Og så står jeg der som en anden Tom Cruise i "Cocktail" og har ofret alt det, der betyder noget - venskab, kærlighed, ærlighed - for en hæsblæsende, men hjerteløs karriere i jetsettets slipstrøm.
Endda uden at have en karriere endnu, eller ane hvor slipstrømmen løber. I nærheden af Golfstrømmen, måske?
Der skulle vi nødigt ende - jeg mener, se Tom Cruise i dag! Eller rettere, se Kejser Xenus inkarnation på planeten Jorden. Udsendt for at befrugte høje jordkvinder så the Xenu Livestock, på Jordsprog kendt som Scientology*, kan forbedres vertikalt, og for med egne hænder at bekæmpe den snigende trussel fra polstrede siddemøbler.
I gotta do the right thing. Så nu tager jeg mig sammen og giver jer de slibrige detaljer, jeg ikke skrev i den sauna-guide, jeg i denne uge flikkede sammen til iBYEN - læs den fredag i avis og på net.
Idéen bag denne guide kom fra redaktions samlede braintrust, og gik lissom ud på, at der er alt det her wellness-hype for tiden, hvor ethvert provinsmessecenter med respekt for sig selv har fået installeret finsk saunatønde i kælderen, og hvor den ene spa efter den anden skyder op i byens baghuse og tilbyder frokostpause-mudderindpakning og aromaterapi, som ingen rigtig aner hvad kan på bundlinjen.
Det kan man så plages lidt af det hysteriske i, men egentlig er alt det damp og gus jo ganske rart. Meget, endda, og det kommer vi til. Det nederen ved den her bølge i mine øjne at den let bliver så ultra selvfed og introvert. Det er "Alle har ret til et godt køkken" om igen. Det er "Fordi jeg fortjener det". Det er mig, mig, mig, og en behandler, som skriver under på, at det er okay ikke at tænke på andet end mig selv og mit udseende. Ikke bare i badeværelset derhjemme før festen, men flere gange om ugen, i frokostpausen, i weekenden og når penge og tid skal prioriteres.
Så er det sat på spidsen. Jeg ved ikke, om jeg mener det 100%, for der er større svøber i denne verden end zoneterapi og boblebad. Men sådan lidt socio-kulturkritisk set, så er det lidt kvalmt. Og det var lissom den selforkælelses-kvalme, artiklen skulle gå imod - for sauna var engang noget tough shit. Noget fra Finland. Noget med pisk og is. Noget der gjorde nas og var for de hårde drenge.
Det måtte der da være nogle reminicenser af rundt omkring, mente de gode folk på iBYEN- om jeg kunne lave en guide til hardcore-wellness, men uden wellness, tak?
Jeg ledte lidt, og fandt frem til et par steder, hvor man havde haft badstuer og sauna og den slags før wellness-bølgen rullede ind. Og nåede derfor ud til Christiania, hvor de har et badehus, som fungerer som badeværelse for de Chistianitter, der ikke har vand i huset, skurvognen, pyramiden, eller hvordan de nu har indrettet sig.
Her mødte jeg Frank, en af den slags Christianitter, hvor der står "selvbygger" og bare genrelt selvstændigt printet hele vejen over den brede, solide pande. En helt igennem troværdig og gedigen gut, der bad mig slå mig ned ved det vakkelvorne bord i det lille opsyns-aflukke, og tog sig god tid til at fortælle om Badehuset, mens et meget lille og søvnigt eksemplar af racen Christiania-hund slumrede ved ilden fra en enorm brændeovn.
Frank berettede om, hvordan de havde "lidt et integrationsprojekt herude", i og med at de havde en del udefrakommende muslimske bad-brugere, og en af dem en dag havde taget konen med. "Det er jo ellers ikke noget man gør i muslimsk kultur", sagde Frank - og det må man give ham ret i. Christianias Badehus er nemlig et fællesbad, i bedste frigjorte stil, hvor ung, gammel, mand og kvinde tuller splitternøgne rundt mellem fliserne.
Frank var dog ikke meget for, at jeg skrev så vidt og bredt om stedet - de havde nemlig haft en del problemer efter en artikel i det erotiske magasin Cupido, som lancerede Badehuset som den nye, fede hippie-saunaklub.
En lind strøm af sexturister drog herefter til Staden for at få en kigger, hvilket virkede ret så intimiderende for de kvindelige Christianitter - ikke mindst teenagepigerne var skræmt fra vid og sans.
"Så snart de får hår på frikadellen, bliver de noget så følsomme", sukkede Frank faderligt, men lidt træt. I den tid havde han noget af et job med at kyle liderlige herrer med store øjne ud af saunaen. "Det er altså et badeværelse, det her - det er ikke en sexklub", understregede han, og derfor var han lidt forbeholden overfor min artikel.
Jeg var ret tæt på at opgive tanken om at tage stedet med i guiden, da jeg nødig ville træde Frank over tæerne. Ikke mindst efter han havde beskrevet, hvordan uterlige mænd blev hevet ud ved Kong Frederik og efterladt i kulden med tøjet i armene, hvis de ikke fattede beskeden om gensidig respekt.
Nu er jeg jo ganske vist ikke selv udstyret således royalt fra naturens hånd, men jeg er sikker på, at der var andre måder at få nogen på hovedet, hvis ikke man respekterede hvor grænserne gik heromkring.
Men så kom der et forslag på bordet. "Du kan jo tage et bad. Jeg kan jo ikke forhindre dig i at skrive om din egen oplevelse", lød det. Det var lidt af en catch. Nøgenbadning med fremmede blomsterbørn på en januardag har aldrig ligget på min to-do list.
Men på den anden side havde jeg selv siddet i en halv time og erklæret mig enig i parolerne om, hvordan vi alle var nøgne under tøjet og at kroppen var en ærlig sag, for at hente goodwill. Nu måtte jeg lissom sætte lidt handling bag ordene - og det var tydeligvis den eneste måde, jeg kunne få lov Franks velsignelse til at skrive om stedet.
Så jeg sagde ja tak til et bad på husets regning.
Nu kom udfordringen. Nøgenhed og bad som sådan er jo ikke en decideret ulogisk kombination. De fleste af os gør det hver dag. Det er sådan set bare at tage tøjet af, traske hen til en bruser, tænde den og se hvad der sker.
Nøgenhed i sig selv gav mig heller ikke de store kvaler. Det fungede faktisk dybest set for mig at vide, at de få andre gæster i badet den eftermiddag, alle var der med afvaskning for øje, og der var også en vis frihed i visheden om, at kroppe jo bare er noget, vi alle har, sagt med peacetegn og pandebånd all over.
Problemet var attituden. Og de andre. Jeg stod i al min nøgenhed, let sammensunken med mit lånte håndklæde med forvaskede stedmoderblomster-mønster og et lille institutionsæggebæger med velgørende mudder, og prøvede desperat at ligne én, som bare tog fællesbad i en hjemmelavet badeanstalt hver dag.
Som slet ikke studsede over, at en lavstammet mand med Ukrainer-fuldskæg over hele kroppen stod og nød den varme bruser med fuld tryk på dyserne.
Som altid befandt sig helt naturligt ved at vende sin bare røv til verden, når hun påførte sig muddermaske ved et spejl, som sad på den modsatte side af en alt for bred vaskekumme.
Som ikke lod sig mærke med, at Christiania-brusere ikke ligefrem opfører sig som et standart byfornyelses-armatur med blandingsbatteri, men har deres egen personlighed og er meget begejsterede for at give variationer i bruseoplevelsen. Især indenfor områderne temperatur og vandmængde.
Og som overhovedet ikke på nogen måde mistede fatningen et øjeblik, når hun åbnede døren ind til saunaen, og nærmest trådte på to slippernøgne, unge kvinder, der lå på gulvet i saunaheden, den ene fladt på ryggen, den anden over hende mens hun med sin krop pressede gulvliggerens ene ben bagud over dennes hovede.
"Don't miss a beat", tænkte jeg, "Uanset hvad der foregår, så er det deres fristad - streg under "fri" - og du er gæst". Min indre damagecontrol tog over, og registrede ret hurtigt, at der faktisk ikke var gang i noget direkte erotisk der på gulvet. De var noget udstrækningsterapi, de havde gang i, og som sådan ganske uskyldigt. Men for himlens skyld - der var simpelthen skræv over det hele! Heldigt, at hele mit ansigt var dækket af sortbrunt mudder, som skjulte både nervøse trækninger og glohed rødmen.
Jeg kantede mig langs væggen så høfligt som muligt, og fik placeret mig på den højst mulige bænk i saunaen. Hvilket på ene side bragte mig lidt på afstand af de strækkende kvinder, men på den anden side gjorde, at uanset hvilken vej, jeg drejede hovedet, havde jeg et fremragende udsyn over scenen. "Ikke stirre, ikke stirre, men heller ikke se ud som om, du ikke stirrer" kørte det rundt i mit hovede, mens jeg forgæves prøvede at finde mig tilrette i mit glohede hjørne, mens muddermasken langsomt lavede Gobi-ørken på mit ansigt.
Lidt samtale ville måske bløde tingene op, tænkte jeg. Og dog: Selv en sandfærdig og ganske neutral konstatering som "Det er hedt, hva'?" klang bare automatisk af lesbisk trekant.
Min eneste option var at lade som om, at saunaens varme havde virket så øjeblikkeligt afslappende på mig, at jeg ikke kunne holde øjnene åbne, og bare måtte døse hen i total harmoni på min træbænk.
Jeg lagde nakken tilbage, lukkede ned og koncentrede mig om at trække vejret med normale sauna-lyde, uden at ånde så tungt, at det kunne mistænkes for at være stønnen. Lydene fra gulvet indikerede, at det var mægtigt rart med udstrækning, og jeg overvejde, hvor hurtigt man kunne tillade sig at forlade en sauna uden at det virkede amatørisk og/eller unaturligt.
Efter ca. 5 meget lidt afslappende minutter åbnede jeg øjnene igen, og så, at den Ukrainske hårmand var ankommet. Han havde tilsyneladende ikke de samme blufærdighedskvaler som jeg, og havde slået sig ned på den laveste bænk, praktisk talt med en fod på hver side af gulvkvindens hovede.
Jeg forlod saunaen, og sjældent har luften udenfor i et baderum virket så velgørende. Jeg tog et sidste brus, og forsøgte mig lidt med stedets gør-det-selv-zoneterapi: Et "bassin" med runde sten, som man kunne trampe lidt rundt i for at massere fodsålerne. En knap så rund sten gjorde ende på dén leg, og jeg humpede tilbage til mit tøj, overvældet af frisind - men også ganske opkvikket.
Efter at have skrevet det her, går det op for mig, at det måske lyder som om, at Christianias badehus er et væmmeligt sted. Det var det ikke. Det var faktisk rent, pænt, hyggeligt og en fed oplevelse hele vejen igennem. Det var kun min egen blufærdighed, som gav de mærkelige ringe i vandet. Og det var ret sjovt i sig selv. Det handler altsammen om, hvad du tager med ind. Og jeg havde helt sikkert noget nyt med ud. Noget meget bedre humør, som det første. Og rent hår.
Hvis I nogensinde er på de kanter, så kig forbi og spørg Frank, om i for 25 kroner må tage jer et bad. Det er sgu' sundt at få rusket lidt op i grænserne for, hvad man kan og ikke kan. Og at blive vasket.
Hvis det skal være lidt mere påklædt, men stadig vådt og varmt, så kan I gøre, som Nikolai og jeg gjorde i mandags, som afslutning på min sauna-odyssé: Tage i Frederiksberg Svømmehal og give 125 kr. for kurbad med dufte, bobler og saltvand, samt en 125 meter lang rutchebane, som jeg sad fast i. Det er virkelig også godt. Og der er ingen piger, der strækker ud nøgne i saunaen. For mig var det et plus.
Men på den anden side er der heller ingen små hunde, der sover ved brændeovnen, og der er heller ingen følelse af at være i den lidt eventyrlige paralelverden, som Christiania er på sine gode dage.
Der er fordele og ulemper ved alt. Men hop lidt mere i karret - det giver... glæde. Energi. Smil på læben. Ren hud. Jeg nægter at sige wellness.
*En anden dag vil jeg fortælle om de horder af Scientologer, som trækker sydpå ned af Vesterbrogade flere gange dagligt. Man kender dem på deres afvæbnende smil, højtaljede sorte bukser og billige blå skjorter. Som Irma-medarbejdere på Ferietabletter. Et facinerende fænomen.
Endda uden at have en karriere endnu, eller ane hvor slipstrømmen løber. I nærheden af Golfstrømmen, måske?
Der skulle vi nødigt ende - jeg mener, se Tom Cruise i dag! Eller rettere, se Kejser Xenus inkarnation på planeten Jorden. Udsendt for at befrugte høje jordkvinder så the Xenu Livestock, på Jordsprog kendt som Scientology*, kan forbedres vertikalt, og for med egne hænder at bekæmpe den snigende trussel fra polstrede siddemøbler.
I gotta do the right thing. Så nu tager jeg mig sammen og giver jer de slibrige detaljer, jeg ikke skrev i den sauna-guide, jeg i denne uge flikkede sammen til iBYEN - læs den fredag i avis og på net.
Idéen bag denne guide kom fra redaktions samlede braintrust, og gik lissom ud på, at der er alt det her wellness-hype for tiden, hvor ethvert provinsmessecenter med respekt for sig selv har fået installeret finsk saunatønde i kælderen, og hvor den ene spa efter den anden skyder op i byens baghuse og tilbyder frokostpause-mudderindpakning og aromaterapi, som ingen rigtig aner hvad kan på bundlinjen.
Det kan man så plages lidt af det hysteriske i, men egentlig er alt det damp og gus jo ganske rart. Meget, endda, og det kommer vi til. Det nederen ved den her bølge i mine øjne at den let bliver så ultra selvfed og introvert. Det er "Alle har ret til et godt køkken" om igen. Det er "Fordi jeg fortjener det". Det er mig, mig, mig, og en behandler, som skriver under på, at det er okay ikke at tænke på andet end mig selv og mit udseende. Ikke bare i badeværelset derhjemme før festen, men flere gange om ugen, i frokostpausen, i weekenden og når penge og tid skal prioriteres.
Så er det sat på spidsen. Jeg ved ikke, om jeg mener det 100%, for der er større svøber i denne verden end zoneterapi og boblebad. Men sådan lidt socio-kulturkritisk set, så er det lidt kvalmt. Og det var lissom den selforkælelses-kvalme, artiklen skulle gå imod - for sauna var engang noget tough shit. Noget fra Finland. Noget med pisk og is. Noget der gjorde nas og var for de hårde drenge.
Det måtte der da være nogle reminicenser af rundt omkring, mente de gode folk på iBYEN- om jeg kunne lave en guide til hardcore-wellness, men uden wellness, tak?
Jeg ledte lidt, og fandt frem til et par steder, hvor man havde haft badstuer og sauna og den slags før wellness-bølgen rullede ind. Og nåede derfor ud til Christiania, hvor de har et badehus, som fungerer som badeværelse for de Chistianitter, der ikke har vand i huset, skurvognen, pyramiden, eller hvordan de nu har indrettet sig.
Her mødte jeg Frank, en af den slags Christianitter, hvor der står "selvbygger" og bare genrelt selvstændigt printet hele vejen over den brede, solide pande. En helt igennem troværdig og gedigen gut, der bad mig slå mig ned ved det vakkelvorne bord i det lille opsyns-aflukke, og tog sig god tid til at fortælle om Badehuset, mens et meget lille og søvnigt eksemplar af racen Christiania-hund slumrede ved ilden fra en enorm brændeovn.
Frank berettede om, hvordan de havde "lidt et integrationsprojekt herude", i og med at de havde en del udefrakommende muslimske bad-brugere, og en af dem en dag havde taget konen med. "Det er jo ellers ikke noget man gør i muslimsk kultur", sagde Frank - og det må man give ham ret i. Christianias Badehus er nemlig et fællesbad, i bedste frigjorte stil, hvor ung, gammel, mand og kvinde tuller splitternøgne rundt mellem fliserne.
Frank var dog ikke meget for, at jeg skrev så vidt og bredt om stedet - de havde nemlig haft en del problemer efter en artikel i det erotiske magasin Cupido, som lancerede Badehuset som den nye, fede hippie-saunaklub.
En lind strøm af sexturister drog herefter til Staden for at få en kigger, hvilket virkede ret så intimiderende for de kvindelige Christianitter - ikke mindst teenagepigerne var skræmt fra vid og sans.
"Så snart de får hår på frikadellen, bliver de noget så følsomme", sukkede Frank faderligt, men lidt træt. I den tid havde han noget af et job med at kyle liderlige herrer med store øjne ud af saunaen. "Det er altså et badeværelse, det her - det er ikke en sexklub", understregede han, og derfor var han lidt forbeholden overfor min artikel.
Jeg var ret tæt på at opgive tanken om at tage stedet med i guiden, da jeg nødig ville træde Frank over tæerne. Ikke mindst efter han havde beskrevet, hvordan uterlige mænd blev hevet ud ved Kong Frederik og efterladt i kulden med tøjet i armene, hvis de ikke fattede beskeden om gensidig respekt.
Nu er jeg jo ganske vist ikke selv udstyret således royalt fra naturens hånd, men jeg er sikker på, at der var andre måder at få nogen på hovedet, hvis ikke man respekterede hvor grænserne gik heromkring.
Men så kom der et forslag på bordet. "Du kan jo tage et bad. Jeg kan jo ikke forhindre dig i at skrive om din egen oplevelse", lød det. Det var lidt af en catch. Nøgenbadning med fremmede blomsterbørn på en januardag har aldrig ligget på min to-do list.
Men på den anden side havde jeg selv siddet i en halv time og erklæret mig enig i parolerne om, hvordan vi alle var nøgne under tøjet og at kroppen var en ærlig sag, for at hente goodwill. Nu måtte jeg lissom sætte lidt handling bag ordene - og det var tydeligvis den eneste måde, jeg kunne få lov Franks velsignelse til at skrive om stedet.
Så jeg sagde ja tak til et bad på husets regning.
Nu kom udfordringen. Nøgenhed og bad som sådan er jo ikke en decideret ulogisk kombination. De fleste af os gør det hver dag. Det er sådan set bare at tage tøjet af, traske hen til en bruser, tænde den og se hvad der sker.
Nøgenhed i sig selv gav mig heller ikke de store kvaler. Det fungede faktisk dybest set for mig at vide, at de få andre gæster i badet den eftermiddag, alle var der med afvaskning for øje, og der var også en vis frihed i visheden om, at kroppe jo bare er noget, vi alle har, sagt med peacetegn og pandebånd all over.
Problemet var attituden. Og de andre. Jeg stod i al min nøgenhed, let sammensunken med mit lånte håndklæde med forvaskede stedmoderblomster-mønster og et lille institutionsæggebæger med velgørende mudder, og prøvede desperat at ligne én, som bare tog fællesbad i en hjemmelavet badeanstalt hver dag.
Som slet ikke studsede over, at en lavstammet mand med Ukrainer-fuldskæg over hele kroppen stod og nød den varme bruser med fuld tryk på dyserne.
Som altid befandt sig helt naturligt ved at vende sin bare røv til verden, når hun påførte sig muddermaske ved et spejl, som sad på den modsatte side af en alt for bred vaskekumme.
Som ikke lod sig mærke med, at Christiania-brusere ikke ligefrem opfører sig som et standart byfornyelses-armatur med blandingsbatteri, men har deres egen personlighed og er meget begejsterede for at give variationer i bruseoplevelsen. Især indenfor områderne temperatur og vandmængde.
Og som overhovedet ikke på nogen måde mistede fatningen et øjeblik, når hun åbnede døren ind til saunaen, og nærmest trådte på to slippernøgne, unge kvinder, der lå på gulvet i saunaheden, den ene fladt på ryggen, den anden over hende mens hun med sin krop pressede gulvliggerens ene ben bagud over dennes hovede.
"Don't miss a beat", tænkte jeg, "Uanset hvad der foregår, så er det deres fristad - streg under "fri" - og du er gæst". Min indre damagecontrol tog over, og registrede ret hurtigt, at der faktisk ikke var gang i noget direkte erotisk der på gulvet. De var noget udstrækningsterapi, de havde gang i, og som sådan ganske uskyldigt. Men for himlens skyld - der var simpelthen skræv over det hele! Heldigt, at hele mit ansigt var dækket af sortbrunt mudder, som skjulte både nervøse trækninger og glohed rødmen.
Jeg kantede mig langs væggen så høfligt som muligt, og fik placeret mig på den højst mulige bænk i saunaen. Hvilket på ene side bragte mig lidt på afstand af de strækkende kvinder, men på den anden side gjorde, at uanset hvilken vej, jeg drejede hovedet, havde jeg et fremragende udsyn over scenen. "Ikke stirre, ikke stirre, men heller ikke se ud som om, du ikke stirrer" kørte det rundt i mit hovede, mens jeg forgæves prøvede at finde mig tilrette i mit glohede hjørne, mens muddermasken langsomt lavede Gobi-ørken på mit ansigt.
Lidt samtale ville måske bløde tingene op, tænkte jeg. Og dog: Selv en sandfærdig og ganske neutral konstatering som "Det er hedt, hva'?" klang bare automatisk af lesbisk trekant.
Min eneste option var at lade som om, at saunaens varme havde virket så øjeblikkeligt afslappende på mig, at jeg ikke kunne holde øjnene åbne, og bare måtte døse hen i total harmoni på min træbænk.
Jeg lagde nakken tilbage, lukkede ned og koncentrede mig om at trække vejret med normale sauna-lyde, uden at ånde så tungt, at det kunne mistænkes for at være stønnen. Lydene fra gulvet indikerede, at det var mægtigt rart med udstrækning, og jeg overvejde, hvor hurtigt man kunne tillade sig at forlade en sauna uden at det virkede amatørisk og/eller unaturligt.
Efter ca. 5 meget lidt afslappende minutter åbnede jeg øjnene igen, og så, at den Ukrainske hårmand var ankommet. Han havde tilsyneladende ikke de samme blufærdighedskvaler som jeg, og havde slået sig ned på den laveste bænk, praktisk talt med en fod på hver side af gulvkvindens hovede.
Jeg forlod saunaen, og sjældent har luften udenfor i et baderum virket så velgørende. Jeg tog et sidste brus, og forsøgte mig lidt med stedets gør-det-selv-zoneterapi: Et "bassin" med runde sten, som man kunne trampe lidt rundt i for at massere fodsålerne. En knap så rund sten gjorde ende på dén leg, og jeg humpede tilbage til mit tøj, overvældet af frisind - men også ganske opkvikket.
Efter at have skrevet det her, går det op for mig, at det måske lyder som om, at Christianias badehus er et væmmeligt sted. Det var det ikke. Det var faktisk rent, pænt, hyggeligt og en fed oplevelse hele vejen igennem. Det var kun min egen blufærdighed, som gav de mærkelige ringe i vandet. Og det var ret sjovt i sig selv. Det handler altsammen om, hvad du tager med ind. Og jeg havde helt sikkert noget nyt med ud. Noget meget bedre humør, som det første. Og rent hår.
Hvis I nogensinde er på de kanter, så kig forbi og spørg Frank, om i for 25 kroner må tage jer et bad. Det er sgu' sundt at få rusket lidt op i grænserne for, hvad man kan og ikke kan. Og at blive vasket.
Hvis det skal være lidt mere påklædt, men stadig vådt og varmt, så kan I gøre, som Nikolai og jeg gjorde i mandags, som afslutning på min sauna-odyssé: Tage i Frederiksberg Svømmehal og give 125 kr. for kurbad med dufte, bobler og saltvand, samt en 125 meter lang rutchebane, som jeg sad fast i. Det er virkelig også godt. Og der er ingen piger, der strækker ud nøgne i saunaen. For mig var det et plus.
Men på den anden side er der heller ingen små hunde, der sover ved brændeovnen, og der er heller ingen følelse af at være i den lidt eventyrlige paralelverden, som Christiania er på sine gode dage.
Der er fordele og ulemper ved alt. Men hop lidt mere i karret - det giver... glæde. Energi. Smil på læben. Ren hud. Jeg nægter at sige wellness.
*En anden dag vil jeg fortælle om de horder af Scientologer, som trækker sydpå ned af Vesterbrogade flere gange dagligt. Man kender dem på deres afvæbnende smil, højtaljede sorte bukser og billige blå skjorter. Som Irma-medarbejdere på Ferietabletter. Et facinerende fænomen.
mandag, september 25, 2006
..ukendt med de kendte
"Pas på det - KNALD! -røde pressekort! For det' et pressekort - der' nået for siiig! Pas på det - KNALD! -røde pressekort! For det' et pressekort - for... mig og mig!"
Nu talte jeg lidt spidst om mit fetsival-pressekort i sidste post, men det er uretfærdigt. For det kan jo ikke gøre for, at det ikke matcher min silkekjole. Det er bare så rødt som Gud og marketingsafdelingen skabte det, og i virkeligheden er det mig ikke en byrde - det er mig en kilde til stor glæde og mange oplevelser.
Primært handler det om, at det er fantastisk at få llov at skrive igen, at se det publiceret, og at have en undskyldnming for at være alle steder og spørge alle om alt.
Men jeg har også bemærket en anden sub-grund til, at pressekortet spiller max:
Uden det var min kærestes og mit forhold i øjeblikket skåret ned til den kontakt, der opstår, når den ene af os taler i søvne, samt en hurtig skål søvndrukne cornflakes hver morgen og et par muntre sms'er fra dag til dag.
Det er naturligvis fordi, at Nikolai ligger i døgndrift på Copenhagen International Filmfestival, hvor han tilsyneladende varetager alle opgaver fra det allermest praktiske grisearbejde med at sørge for, at Dagmar-biografer hænger plakater op og kontoret har papirklips, til at host'e Q&A med skuespillere og instruktører foran et hundredetalligt publikum, være tysktalende selskab for den germanske delegation, og spise middag med Jean-Marc Barr - I ved, ham den sortøjede franskmand, som var åndeløst smuk og bedre kunne lide delfiner end Patricia Arquette i "Le Grand Bleu", og som nu er mindre smuk, men stadig sej, bla. i Lars Von Triers film. Og som formentlig får spontant udslæt på halsen hvis man hvisker "Flipper" i hans øre.
Jeg klager ikke over vores cornflakes-sessions og godnatkys, for al tid med Nikolai er quality time. Men for at snyde mig til lidt mere, som et præmieeksempel på den unge, snarrådige og handlekraftige kvinde af i dag (Natascha Kampush?) landede jeg mig en presseakkreditering, så jeg kan væer med hvor det sner - og nogle gange, hvor han er.
Det er så sjovt at have kort på, når alle nadre har det, og så griner at vide lidt mere om alt det, der foregår i den lille "verden i verden", som en festival er. Det er facinerende at have fulgt på sidelininjen, hvordan det hele er bygget op gennem et halvt år, og nu er byen fyldt med film og filmfolk, arrangementerne afløser hinanden, folk ser film de ellers aldrig ville se og drikker de syrlige sponsordrinks fra Jameson.
Der tales tysk, fransk og engelsk, der lefles og fedtes og networkes, Zentropa fører sig frem, pressen hagler det hele ned fordi det gjorde de også sidste år, og hele filmdanmarks tropper op og tjekker, hvad hinaden har gang i til New Danish Screen.
Det hele kører. Det er ét stort festivallokomotiv, som brager rundt mellem Købanhavns biografer på skinner, man kun kan se, hvis man ved de ligger der, indtil på søndag, hvor det hele er væk igen.
Jeg har ikke anet, hvordan sådan noget som festivaller blev til. De var der bare, et par gange om året, og så var de væk igen. Man kunne deltage, men hele logistikken bag undslap mine tanker, bla. fordi jeg umuligt kunne overskue det enorme arbejde - hvordan får man en permanent live-tv-skræm opstillet på Rådhuspladsen? Hordan får man 145 film spillet to gange hver i Københavns biografer? Hvordan får man Irma som sponsor. Hvor er der clips?
Svarene er (selvfølgelig): Mennesker, dedikation, hårdt arbejde og kaffe. Passion og gode kontakter er heller ikke at foragte.
Selvfølgelig er det Nikolai og ikke det lille røde kort, der har betydet, at jeg har oplevet det hele på så nært hold i opbygningsfasen. Men kortet giver mig lige det sidste skub tæt på i disse dage. På min plads - pressepladsen. Der, jeg allerhelst vil være i hele verden. Det er sjovt - og så til pokker med, om det ikke matcher.
Nu talte jeg lidt spidst om mit fetsival-pressekort i sidste post, men det er uretfærdigt. For det kan jo ikke gøre for, at det ikke matcher min silkekjole. Det er bare så rødt som Gud og marketingsafdelingen skabte det, og i virkeligheden er det mig ikke en byrde - det er mig en kilde til stor glæde og mange oplevelser.
Primært handler det om, at det er fantastisk at få llov at skrive igen, at se det publiceret, og at have en undskyldnming for at være alle steder og spørge alle om alt.
Men jeg har også bemærket en anden sub-grund til, at pressekortet spiller max:
Uden det var min kærestes og mit forhold i øjeblikket skåret ned til den kontakt, der opstår, når den ene af os taler i søvne, samt en hurtig skål søvndrukne cornflakes hver morgen og et par muntre sms'er fra dag til dag.
Det er naturligvis fordi, at Nikolai ligger i døgndrift på Copenhagen International Filmfestival, hvor han tilsyneladende varetager alle opgaver fra det allermest praktiske grisearbejde med at sørge for, at Dagmar-biografer hænger plakater op og kontoret har papirklips, til at host'e Q&A med skuespillere og instruktører foran et hundredetalligt publikum, være tysktalende selskab for den germanske delegation, og spise middag med Jean-Marc Barr - I ved, ham den sortøjede franskmand, som var åndeløst smuk og bedre kunne lide delfiner end Patricia Arquette i "Le Grand Bleu", og som nu er mindre smuk, men stadig sej, bla. i Lars Von Triers film. Og som formentlig får spontant udslæt på halsen hvis man hvisker "Flipper" i hans øre.
Jeg klager ikke over vores cornflakes-sessions og godnatkys, for al tid med Nikolai er quality time. Men for at snyde mig til lidt mere, som et præmieeksempel på den unge, snarrådige og handlekraftige kvinde af i dag (Natascha Kampush?) landede jeg mig en presseakkreditering, så jeg kan væer med hvor det sner - og nogle gange, hvor han er.
Det er så sjovt at have kort på, når alle nadre har det, og så griner at vide lidt mere om alt det, der foregår i den lille "verden i verden", som en festival er. Det er facinerende at have fulgt på sidelininjen, hvordan det hele er bygget op gennem et halvt år, og nu er byen fyldt med film og filmfolk, arrangementerne afløser hinanden, folk ser film de ellers aldrig ville se og drikker de syrlige sponsordrinks fra Jameson.
Der tales tysk, fransk og engelsk, der lefles og fedtes og networkes, Zentropa fører sig frem, pressen hagler det hele ned fordi det gjorde de også sidste år, og hele filmdanmarks tropper op og tjekker, hvad hinaden har gang i til New Danish Screen.
Det hele kører. Det er ét stort festivallokomotiv, som brager rundt mellem Købanhavns biografer på skinner, man kun kan se, hvis man ved de ligger der, indtil på søndag, hvor det hele er væk igen.
Jeg har ikke anet, hvordan sådan noget som festivaller blev til. De var der bare, et par gange om året, og så var de væk igen. Man kunne deltage, men hele logistikken bag undslap mine tanker, bla. fordi jeg umuligt kunne overskue det enorme arbejde - hvordan får man en permanent live-tv-skræm opstillet på Rådhuspladsen? Hordan får man 145 film spillet to gange hver i Københavns biografer? Hvordan får man Irma som sponsor. Hvor er der clips?
Svarene er (selvfølgelig): Mennesker, dedikation, hårdt arbejde og kaffe. Passion og gode kontakter er heller ikke at foragte.
Selvfølgelig er det Nikolai og ikke det lille røde kort, der har betydet, at jeg har oplevet det hele på så nært hold i opbygningsfasen. Men kortet giver mig lige det sidste skub tæt på i disse dage. På min plads - pressepladsen. Der, jeg allerhelst vil være i hele verden. Det er sjovt - og så til pokker med, om det ikke matcher.
onsdag, august 23, 2006
...til det visuelle
Det er længe siden vi har haft nogle billeder i denne blog - det gør vi noget ved her til aften. Et lille udvalg 
fra harddesken følger:
Det her er min lillebror David. Han spiller/straffer noget guitar og synger/kæfter op i et band, der hedder Narko Dart. Det er det, han gør her, men det er muligvis fra dengang det hed 'Nam Jam.
Narko Dart er et punkband, og det blev skabt en dag, hvor 'Nam Jam spillede så dårligt, at de blev ultra gnavne, og måtte forme et punkband for at få forløsning.
Narko Dart overtog hurtigt værtskroppen, og er nu et af de mest besynderlige indslag i den københavnske musikundergrund. De overrraskede fx. en flok uskyldige deltagere ved Socialistisk Ungdoms store Skt. Hans-fest på Amager strand i år ved at spille punk-opus'et "Jeg elsker McDonalds".
De har allerede udsendt seks albums, skal det siges. Jeg er meget stolt af min bror. Det var også ham med Irlands historie...
Narko Dart er meget demokratisk anlagt trods deres konstante antagoniseren af dem selv overfor alt og alle, så al deres musik kan hentes på deres hjemmeside: http://www.narkodart.dk
Det næste billede er min anden lillebror Thomas. Han er i gang med at slå nogle fjender fordærvet, formentlig orker eller frække, musikalske bønder. Læg mærke til, at han er bevæbnet med både spyd og sværd. Og blåt er klart hans farve.
Thomas er den mest engagerede rollespiller af os, og også klart den vildeste - ingen er mere ingame end Tjummi. Han vil gå langt for gamet og elsker at være obsternasig overfor jyske rollespilsarrangører.
Tjummi skal være advokat, og om konsekvenserne af dette for vores retssystem tør jeg end ikke gisne om med et gran salt. Det vil dog blive rystet, ligesom Tjummi har rystet fodgængere på Sjællands gader hele sommeren, ved at sælge dem den samvittighed, de ikke anede de havde - dvs. pushe dem et medlemsskab af Amnesty International. Det er gået over stok og sten. Da Thomas startede, sendte Andreas, som var hans chef, mig dagligt sms'er med Thomas score og lovprisninger af hans evner.
Det var vist alt hvad den ku' klare nu med upload, for den har lige skippet et billede at Niko og et af mig. Møgblog. Men måske et hint om, at jeg skal færdigredigere den artikel, som ligger og venter på mig - og som har en ventende redaktør i den anden ende af linien (og på MSN lige nu!).
fra harddesken følger:Det her er min lillebror David. Han spiller/straffer noget guitar og synger/kæfter op i et band, der hedder Narko Dart. Det er det, han gør her, men det er muligvis fra dengang det hed 'Nam Jam.
Narko Dart er et punkband, og det blev skabt en dag, hvor 'Nam Jam spillede så dårligt, at de blev ultra gnavne, og måtte forme et punkband for at få forløsning.
Narko Dart overtog hurtigt værtskroppen, og er nu et af de mest besynderlige indslag i den københavnske musikundergrund. De overrraskede fx. en flok uskyldige deltagere ved Socialistisk Ungdoms store Skt. Hans-fest på Amager strand i år ved at spille punk-opus'et "Jeg elsker McDonalds".
De har allerede udsendt seks albums, skal det siges. Jeg er meget stolt af min bror. Det var også ham med Irlands historie...
Narko Dart er meget demokratisk anlagt trods deres konstante antagoniseren af dem selv overfor alt og alle, så al deres musik kan hentes på deres hjemmeside: http://www.narkodart.dk
Det næste billede er min anden lillebror Thomas. Han er i gang med at slå nogle fjender fordærvet, formentlig orker eller frække, musikalske bønder. Læg mærke til, at han er bevæbnet med både spyd og sværd. Og blåt er klart hans farve.
Thomas er den mest engagerede rollespiller af os, og også klart den vildeste - ingen er mere ingame end Tjummi. Han vil gå langt for gamet og elsker at være obsternasig overfor jyske rollespilsarrangører.
Tjummi skal være advokat, og om konsekvenserne af dette for vores retssystem tør jeg end ikke gisne om med et gran salt. Det vil dog blive rystet, ligesom Tjummi har rystet fodgængere på Sjællands gader hele sommeren, ved at sælge dem den samvittighed, de ikke anede de havde - dvs. pushe dem et medlemsskab af Amnesty International. Det er gået over stok og sten. Da Thomas startede, sendte Andreas, som var hans chef, mig dagligt sms'er med Thomas score og lovprisninger af hans evner.
Det var vist alt hvad den ku' klare nu med upload, for den har lige skippet et billede at Niko og et af mig. Møgblog. Men måske et hint om, at jeg skal færdigredigere den artikel, som ligger og venter på mig - og som har en ventende redaktør i den anden ende af linien (og på MSN lige nu!).
onsdag, juli 26, 2006
..hende, som var goth-lurer
Tid: 21.45 tirsdag aften.
Sted: MS Stubnitz, til koncert med canadiske Birthday Massacre.
Folk: Jens, Andrea, Jesper Heebøll, Derwalt, Koch, Nikolai og undertegnede.
Over os: Stjernehimmel og skibslanterner.
Under os: Tre dæk og electro-goth-bandet Column (Som jeg troede var the main act Birthday Massacre i 45 minutter, hvorfor jeg høfligt rockede igennem, indtil Nikolai spurgte, om vi ikke skulle gå op of få noget luft indtil Birthday Massacre gik på).
MS Stubnitz - orlovsskibet fra Rostock, som drager rundt i Europa sommer efter sommer og lægger sit marinerå, ombyggede indre til fest og koncerter, har i igen i år lagt til ved Københavns kaj. Nu ligger den og ser en del mindre ond ud end navnet antyder ved foden af Lnagebro. Det er ikke nogen nyhed for nogle som helst, der ved noget om noget, men jeg er så håbløst bagud, at dette var mit første besøg på båden.
Sidste år, da jeg var i New Zealand for at researche til mit speciale, fik jeg en SMS fra Heebøll, der lød ca. sådan her: "Kæmpe goth-techno fest på MS Stubnitz! Det er for vanvittigt - KOM!". Det var ikke hverdagskost for mig at få den slags invitationer, men jeg ændrede nu ikke billetten hjem af den årsag, skønt det skulle have været et højst mindeværdigt freakshow og helt igennem vildt.
Skibet er som skabt til alt hvad der bare dufter af noget urbant, apokalyptisk og utopisk trash-romantik - dvs. alt fra industrial goth til smartass-dj'ing. Og Copenhagen Jazzfestival, åbenbart også, selv det virker mindre oplagt. Men her har vi altså i mine øjne noget alvorligt metropol-agtigt, og paradoksalt nok til vands. Skrid til Hobro med dine linoleumsgulve, A-Huset - her er der jerndragere nok til at opretholde en filial af den tyske sværindustri i et par uger. Se www.stubnitz.com
Birthday Massacre var super fede, tak til Koch for dén. Men det var dog den blandede flok af goths, freaks, tungrockere, forsigtig-punks, folkeskolepiger og deres off-stage-show, der virkelig made maj najht:
Jeg står i baren på dækket med mine orange jetoner (Eneste gangbare mønt på dækket. Det er lidt som at være til liverollespil: Legetøjspenge og folk i mærkeligt og upraktisk tøj). Ved siden af mig er en lav pige med vat i barmen, højt hår og Lykke May-promille ved at fucke op med fem ølkrus.
"- Ja' ka' schlet ik' bære fem!" fniser hun.
"- Dæ' gør æk noet, for du ser sgu' søj u'", indskyder den hærdebrede kortklippede ungersvend fra hovedlandet, som står bag hende i køen, og som lige i dette sekund har mødt den mest eksotiske skabning, han nogensinde har set.
"- Syns' du virk'lig? - Det er fordi du ik' har schet mine bryster!" svarer hun, og svinger sig ind i ham med sine ølkrus.
Jeg forsøger at undvige, og kommer til at knalde albuen i ansigtet på min sidemand til den anden side. Jeg vender mig for at undskylde, og ser ned på den mindste og mest entusiatiske goth i verden.
"Det gør ikke noget!" siger han på syngende og overartikuleret fynsk, mens hans mund vokser til Kim Larsen-størrelse og på facinerende vis overtager hans ansigt i et manisk smil, der også når hans stirrende øjne med kulsort indramning.
Jeg bliver mundlam af den uventede kontakt med det ukendte, og drejer tilbage på plads med et hovede, der stivnede midt i mit bedste "Åh, beklager"-smil.
Men konversationen forsætter:
Lille goth: "-Undskyld. Kan du ikke købe noget øl til mig for de her?"
Mig til to jetoner: "-Jo da...jeg tror du kan få to små."
"Jeg skal bare have to store. Eller små. Det stærkeste de har. Jeg skal bare ha' noget øl. Hvad for noget øl har de?"
"De har den dér Rostock-øl...det håber jeg, at du kan lide."
"Jamen jeg drikker alt. Alt der er alkohol i. Jeg har lige drukket to kapsler fantasy."
Fantasy ..er narko, tænker Marie. Så det forklarer hvorfor hans pupiller har vundet kampen mod iris 6-0. Lille goth smiler stadig manisk og ser forventningsfuldt op på mig med med alle sine tænder, øjne og piercinger.
Skaldet tecno-narkoman: "Hey, sagde du fantasy?"
Lille goth: "Ja, jeg har lige drukket noget fantasy..det virker meget bedre end-"
"Har du noget?! Har du noget?"
"Nej, jeg har lige dukket-"
"Vde du hvem der har noget? Er der nogen der har noget? Kan du skaffe noget?"
"Nej, jeg kan ikke skaf-"
"Kan du skaffe sne? Kiks? Cola?"
"Nej, jeg kan ikke skaffe noget - jeg er fra Odense!"
- sagde den lille gother, og jeg døde af grin, og tænkte over hvad kiks mon er. Måske bare kiks? Med en cola til? Men det stopper ikke her.
Vi skifter tid igen:
Under dæk. Andrea, Jens og jeg står ved et rækværk med udsigt til det podie, der er gulvet foran scenen. Birthday Massacre (denen gang de rigtige) spiller. Højt. Sæt eventuelt et af deres numre på som soundtrack til denne passage.
Lille gother står nede foran sammen med sine to nye bedste venner, to anæmiske emo-punk drenge med hhv. gul hanekam og sort/rødt stithår. De vil ikke rigtig i kontakt med lille gother. Lille gother begynder at slamdance for at opnå kontakt med dem. De opnår alle tre kontakt med alle i en radius af fire meter omkring dem, inklusiv hærdebred jyde fra før. Og pige med patvat.
Pige med patvat er stadig stangstiv. Også vred. Hun griber fat i lille gother for at sætte en stopper for slamdance. Hun er et hovede højere end ham, plus hår. Hun skælder ud 10 sekunder. Så voldsnaver hun ham.
Lille gother er i himlen. Der snaves igennem, og væltes rundt. Andrea fortæller mig, at pigen med patvat moonede Jens ude på kajen da vi ankom.
Jyde og jydes ven er skuffede og vrede. Giber fat i lille gother, og leger gorillahanner. Pat-pige træder imellem. Gother stort manisk smil. Jyde bare stor.
Pige med patvat (som nu sidder helt oppe ved hendes skulderblade) slæber
af med lille gother. Til toilettet. Lille gothers to formerly best friends, de anæmiske emo-drenge, omfavner hinanden, bliver hængende i hinandens spinkle men markedere skuldre, og finder til begges overraskelse ud af, at de er til mænd. Der snaves på alle dæk.
Jeg går ned og danser med Nikolai til resten af koncerten, hvor en fyr i mini-læderskørt smiler indforstået til mig. Jeg er ikke sikker på hvad, vi er indforstået med, men headbanger lidt tilbage af ren høflighed. Og så ser jeg: Hans nervøse ven med triangulær kropsbygning og romernæse har en rød negligé på!
Min fist of fury spænder op til slagserie i én glidende bevægelse. Men jeg kan ikke gøre det. Han ser så selvudslettende ud, selv i sin ravnsorte page-paryk og knaldrøde læbestift, at jeg er bange for at ødelægge års forberedende arbejde mod denne hans drag-debut, hvis jeg slår ham på næsen.
Jeg lader nåde gå for ret og vrider mig i stedet op ad Nikolai, som spiller luftguitar til synthesizeren. Vi snaver også lige. Det er den bedste tirsdag, jeg kan mindes.
- De holder DAS BOOT Festival igen på lørdag, det var det total-fest freakshow som Heebøll og de andre var til sidste år. Hvis ikke I laver andet, og også hvis I gør, så tag derind og glo uhæmmet. Også hvis I normalt får udslæt af goths. Det kan ikke undgå at blive en oplevelse.
Jeg går desværre også glip i år, da vi skal til Sverige i en ødegaard hvor brønden er tørret ud og spille Dungeons And Dragons Cluedo.
Se om festivalen på: http://www.stubnitz.com/0/archive/details.php?id=5534 . Wear black.
Sted: MS Stubnitz, til koncert med canadiske Birthday Massacre.
Folk: Jens, Andrea, Jesper Heebøll, Derwalt, Koch, Nikolai og undertegnede.
Over os: Stjernehimmel og skibslanterner.
Under os: Tre dæk og electro-goth-bandet Column (Som jeg troede var the main act Birthday Massacre i 45 minutter, hvorfor jeg høfligt rockede igennem, indtil Nikolai spurgte, om vi ikke skulle gå op of få noget luft indtil Birthday Massacre gik på).
MS Stubnitz - orlovsskibet fra Rostock, som drager rundt i Europa sommer efter sommer og lægger sit marinerå, ombyggede indre til fest og koncerter, har i igen i år lagt til ved Københavns kaj. Nu ligger den og ser en del mindre ond ud end navnet antyder ved foden af Lnagebro. Det er ikke nogen nyhed for nogle som helst, der ved noget om noget, men jeg er så håbløst bagud, at dette var mit første besøg på båden.
Sidste år, da jeg var i New Zealand for at researche til mit speciale, fik jeg en SMS fra Heebøll, der lød ca. sådan her: "Kæmpe goth-techno fest på MS Stubnitz! Det er for vanvittigt - KOM!". Det var ikke hverdagskost for mig at få den slags invitationer, men jeg ændrede nu ikke billetten hjem af den årsag, skønt det skulle have været et højst mindeværdigt freakshow og helt igennem vildt.
Skibet er som skabt til alt hvad der bare dufter af noget urbant, apokalyptisk og utopisk trash-romantik - dvs. alt fra industrial goth til smartass-dj'ing. Og Copenhagen Jazzfestival, åbenbart også, selv det virker mindre oplagt. Men her har vi altså i mine øjne noget alvorligt metropol-agtigt, og paradoksalt nok til vands. Skrid til Hobro med dine linoleumsgulve, A-Huset - her er der jerndragere nok til at opretholde en filial af den tyske sværindustri i et par uger. Se www.stubnitz.com
Birthday Massacre var super fede, tak til Koch for dén. Men det var dog den blandede flok af goths, freaks, tungrockere, forsigtig-punks, folkeskolepiger og deres off-stage-show, der virkelig made maj najht:
Jeg står i baren på dækket med mine orange jetoner (Eneste gangbare mønt på dækket. Det er lidt som at være til liverollespil: Legetøjspenge og folk i mærkeligt og upraktisk tøj). Ved siden af mig er en lav pige med vat i barmen, højt hår og Lykke May-promille ved at fucke op med fem ølkrus.
"- Ja' ka' schlet ik' bære fem!" fniser hun.
"- Dæ' gør æk noet, for du ser sgu' søj u'", indskyder den hærdebrede kortklippede ungersvend fra hovedlandet, som står bag hende i køen, og som lige i dette sekund har mødt den mest eksotiske skabning, han nogensinde har set.
"- Syns' du virk'lig? - Det er fordi du ik' har schet mine bryster!" svarer hun, og svinger sig ind i ham med sine ølkrus.
Jeg forsøger at undvige, og kommer til at knalde albuen i ansigtet på min sidemand til den anden side. Jeg vender mig for at undskylde, og ser ned på den mindste og mest entusiatiske goth i verden.
"Det gør ikke noget!" siger han på syngende og overartikuleret fynsk, mens hans mund vokser til Kim Larsen-størrelse og på facinerende vis overtager hans ansigt i et manisk smil, der også når hans stirrende øjne med kulsort indramning.
Jeg bliver mundlam af den uventede kontakt med det ukendte, og drejer tilbage på plads med et hovede, der stivnede midt i mit bedste "Åh, beklager"-smil.
Men konversationen forsætter:
Lille goth: "-Undskyld. Kan du ikke købe noget øl til mig for de her?"
Mig til to jetoner: "-Jo da...jeg tror du kan få to små."
"Jeg skal bare have to store. Eller små. Det stærkeste de har. Jeg skal bare ha' noget øl. Hvad for noget øl har de?"
"De har den dér Rostock-øl...det håber jeg, at du kan lide."
"Jamen jeg drikker alt. Alt der er alkohol i. Jeg har lige drukket to kapsler fantasy."
Fantasy ..er narko, tænker Marie. Så det forklarer hvorfor hans pupiller har vundet kampen mod iris 6-0. Lille goth smiler stadig manisk og ser forventningsfuldt op på mig med med alle sine tænder, øjne og piercinger.
Skaldet tecno-narkoman: "Hey, sagde du fantasy?"
Lille goth: "Ja, jeg har lige drukket noget fantasy..det virker meget bedre end-"
"Har du noget?! Har du noget?"
"Nej, jeg har lige dukket-"
"Vde du hvem der har noget? Er der nogen der har noget? Kan du skaffe noget?"
"Nej, jeg kan ikke skaf-"
"Kan du skaffe sne? Kiks? Cola?"
"Nej, jeg kan ikke skaffe noget - jeg er fra Odense!"
- sagde den lille gother, og jeg døde af grin, og tænkte over hvad kiks mon er. Måske bare kiks? Med en cola til? Men det stopper ikke her.
Vi skifter tid igen:
Under dæk. Andrea, Jens og jeg står ved et rækværk med udsigt til det podie, der er gulvet foran scenen. Birthday Massacre (denen gang de rigtige) spiller. Højt. Sæt eventuelt et af deres numre på som soundtrack til denne passage.
Lille gother står nede foran sammen med sine to nye bedste venner, to anæmiske emo-punk drenge med hhv. gul hanekam og sort/rødt stithår. De vil ikke rigtig i kontakt med lille gother. Lille gother begynder at slamdance for at opnå kontakt med dem. De opnår alle tre kontakt med alle i en radius af fire meter omkring dem, inklusiv hærdebred jyde fra før. Og pige med patvat.
Pige med patvat er stadig stangstiv. Også vred. Hun griber fat i lille gother for at sætte en stopper for slamdance. Hun er et hovede højere end ham, plus hår. Hun skælder ud 10 sekunder. Så voldsnaver hun ham.
Lille gother er i himlen. Der snaves igennem, og væltes rundt. Andrea fortæller mig, at pigen med patvat moonede Jens ude på kajen da vi ankom.
Jyde og jydes ven er skuffede og vrede. Giber fat i lille gother, og leger gorillahanner. Pat-pige træder imellem. Gother stort manisk smil. Jyde bare stor.
Pige med patvat (som nu sidder helt oppe ved hendes skulderblade) slæber
af med lille gother. Til toilettet. Lille gothers to formerly best friends, de anæmiske emo-drenge, omfavner hinanden, bliver hængende i hinandens spinkle men markedere skuldre, og finder til begges overraskelse ud af, at de er til mænd. Der snaves på alle dæk.
Jeg går ned og danser med Nikolai til resten af koncerten, hvor en fyr i mini-læderskørt smiler indforstået til mig. Jeg er ikke sikker på hvad, vi er indforstået med, men headbanger lidt tilbage af ren høflighed. Og så ser jeg: Hans nervøse ven med triangulær kropsbygning og romernæse har en rød negligé på!
Min fist of fury spænder op til slagserie i én glidende bevægelse. Men jeg kan ikke gøre det. Han ser så selvudslettende ud, selv i sin ravnsorte page-paryk og knaldrøde læbestift, at jeg er bange for at ødelægge års forberedende arbejde mod denne hans drag-debut, hvis jeg slår ham på næsen.
Jeg lader nåde gå for ret og vrider mig i stedet op ad Nikolai, som spiller luftguitar til synthesizeren. Vi snaver også lige. Det er den bedste tirsdag, jeg kan mindes.
- De holder DAS BOOT Festival igen på lørdag, det var det total-fest freakshow som Heebøll og de andre var til sidste år. Hvis ikke I laver andet, og også hvis I gør, så tag derind og glo uhæmmet. Også hvis I normalt får udslæt af goths. Det kan ikke undgå at blive en oplevelse.
Jeg går desværre også glip i år, da vi skal til Sverige i en ødegaard hvor brønden er tørret ud og spille Dungeons And Dragons Cluedo.
Se om festivalen på: http://www.stubnitz.com/0/archive/details.php?id=5534 . Wear black.
mandag, juli 17, 2006
...hende, som også havde lørdag..
Lørdag morgen kom, og med den min fantastiske og enestående gymnasieveninde Ibens længe forberedte polterabend. Alt ved denne dag var planlagt i detaljer, og efterfølgende kan jeg tilføje, at ikke en krone var givet forkert ud. Især den store sum vi måtte lægge for at få sendt kampfly op med kemikalier for at sikre en skyfri himmel, á la Sovjetparader på den Røde Plads, var det værd.
Iben havde forsøgt at afsløre simpelthen alt omkring sin polterabend de sidste par måneder. Hun havde understreget hvad der kunne være sjovt, og hvad der ikke kunne, og hvad der bestemt ikke kunne, og, som tiden skred frem, hvad hun klart forventede ville ske, og ville blive meget skuffet over at undvære.
Hun er ellers ret kvik, og har lige fået 10 for sit speciale. Så hvordan hun kunne undgå at overveje, at denne opførsel kun har en omvendt psykologisk effekt, er mig en gåde.
Vi mødtes en gang om måneden, fortalte hinanden om hendes seneste forsøg på at tage magten, lo hånligt, og planlagde tingene som vi ville ha' det.
Iben gav ikke op, men gik over til at regne datoer ud. For 14 dage siden var faktisk hun så sikker på, at hun havde den, at hun havde siddet forventningsfuld og ventet hjemme på adressen den lørdag morgen. Ca. klokken 12 samme dag lagde hun så en rasende besked på Evas telefonsvarer om, at når vi ikke engang gad hente hende, så tog hun da bare ud og shoppede, så ku' vi ha' held og lykke med at finde hende.
Det har været helt fantastisk pragtfuldt at holde hende hen i frustreret uvished, men også ret tvivlsomt, om det ville lykkes at overraske hende.
Det gjorde det i den grad. Da bilen med hende i rullede ind ved det fortov, hvor vi alle stod og hujede med vores store smil og små papirsflag, og jeg så hendes store fanget-i-billygterne-øjne i bag ruden, var jeg i tvivl om hvorvidt hun ville få et hjertestop.
Men Iben overlevede overraskelsen. Hun overlevede også brunch, vandpolo, sprudelwasser, mere mad, vin, chokoladeblindsmagning i 30 graders varme, øl, vin, ølstafet mod indianere, linedancing med cowboy(inde), yderligere 12 retter mad, vin, strawberry daquiri og en video, hvor hendes udkårne Kristoffer fortalte om deres første gang på lagnerne.
Godt taget tøs, klap dig selv på skulderen.
Dødsstødet kom dog desværre til sidst, da vi planlæggere havde foretaget en bytursmæssigt fejlkalkulation. Vi havde fået os skrevet på noget gæsteliste til byens pt. mest hip-fordi-alle-siger-det-sted, A-huset på Bryggen.
Hvad er det? Jo, vi selvbevidste københavnske unge er simpelthen så stolte og glade over endelig at have fået noget der lugter lidt af New York og partys i nedlagte industribygninger, at vi stormigrerer til denne nedlagte Postterminal for at tjekke hinandens dådyrøjne, tilfældige hår og designerbriller ud til rytmisk musik hver weekend - mens tid er.
Huset lukker nemlig om fire ugers tid, og var det ikke for alle de kunstnere, der har haft god brug af stedet som atelier i de sidste lange stykke tid, så ville jeg sige djævlens godt det samme.
Jeg ville så gerne støtte den gode sag og det storbyagtige, men man må spørge sig selv: Har byen virkelig så hårdt brug for et sted, der kalder sig avantgarde og undergrund, men trækker præcis det samme publikum som fredagsbaren på Film- og Medievidenskab?
Er det et kolossalt tab, at der om en måneds tid er ét sted mindre, hvor alle pigerne vil være noget med design, og alle drengene er dj i fritiden?
Og undskyld: Den lokation er altså ikke ligefrem som taget ud af The Meat District. Der er mere folkeskole i fem etager end Industrial Cool over de lavloftede lokaler, hvor de mørkeviolette gardiner fra Østjysk Kontorforsyning kun lige er blevet pillet af krogene.
Jeg ved, at det ikke er stedets skyld, at det ligger langt ovre på den gale side af grænsen mellem råt og røvsygt. Det er jo bare et hus, hvor nogle kunstnere har holdt til, og gerne vil blive. Men kunne man så ikke bare være så venlige ikke at udskrige det som The Temple of Metropolitan Coolness, når det nu ikke kan præstere så meget som en eneste fritliggende ståldrager?
Tagterassen og udsigten over havnen er dog næsten turen værd, men ikke når man tager i betragning, at man skal i kontakt med stedets ansatte for at nå dertil. Bartenderene nåede jeg ikke at opleve, men drinkspatruljen rapporterede, at de var blevet behandlet venligere og mere kompetent af opsynsmadammen på toilettet under Hovedbanen.
Garderoben styres uvenligt, men ineffektivt af et hold 20-årige Arkitektskole-alfer med en attitude som Edie Sedgwicks udmattede spøgelse. De havde dog åndsnærværelse nok til at nakke alt det sprut, vi deponerede på deres hylder. Tre fulde flasker. Jeg håber, at de havde gevaldige tømmermænd i deres små, sultne kroppe dagen efter. Og måske kastede lidt op på deres Baum und Pferdgarten-nederdel.
Dette sted og dets segment tog lidt pusten fra søde Iben, som aldrig har været meget til det opstyltede. Desuden havde vi jo hældt sprit på hende i 18 timer i træk, så efter en dag fuld af fed leg drog den vordende brud på Burger King til en morgenwhopper, og så hjem til den kommende ægteseng.
Hun ringede i dag og sagde, at hun godt kunne liiiide dagen. Vi kunne også godt lide hende, og var egentlig også ret tilfredse med dagen, vi planlæggere.
Tænkte lidt over, at når man holder polterabend for en ven eller veninde, kommer det tit til ikke alene at handle om at fejre brylluppets komme (Og slet ikke "den sidste nat i frihed", for det ville da være et pauvert ægteskab i vore dage, hvis det gik så galt). Det bliver lige så meget en fejring af venskabet, hvor man viser, hvor godt man kender hinanden og hvor meget glæde det giver, at sætte en person man holder af, i centrum og gøre ham eller hende virkelig godt gennemfornøjet.
Det siges, at vennegrupper er vore dages familiesammenhold - den urbane familie, som jeg har hørt det benævnt i noget halvklog modernitets-essayisme. Hvis det er tilfældet, tegner det lyst for kommende generationers familiefester.
Så længe de holder sig fra A-huset.
Iben havde forsøgt at afsløre simpelthen alt omkring sin polterabend de sidste par måneder. Hun havde understreget hvad der kunne være sjovt, og hvad der ikke kunne, og hvad der bestemt ikke kunne, og, som tiden skred frem, hvad hun klart forventede ville ske, og ville blive meget skuffet over at undvære.
Hun er ellers ret kvik, og har lige fået 10 for sit speciale. Så hvordan hun kunne undgå at overveje, at denne opførsel kun har en omvendt psykologisk effekt, er mig en gåde.
Vi mødtes en gang om måneden, fortalte hinanden om hendes seneste forsøg på at tage magten, lo hånligt, og planlagde tingene som vi ville ha' det.
Iben gav ikke op, men gik over til at regne datoer ud. For 14 dage siden var faktisk hun så sikker på, at hun havde den, at hun havde siddet forventningsfuld og ventet hjemme på adressen den lørdag morgen. Ca. klokken 12 samme dag lagde hun så en rasende besked på Evas telefonsvarer om, at når vi ikke engang gad hente hende, så tog hun da bare ud og shoppede, så ku' vi ha' held og lykke med at finde hende.
Det har været helt fantastisk pragtfuldt at holde hende hen i frustreret uvished, men også ret tvivlsomt, om det ville lykkes at overraske hende.
Det gjorde det i den grad. Da bilen med hende i rullede ind ved det fortov, hvor vi alle stod og hujede med vores store smil og små papirsflag, og jeg så hendes store fanget-i-billygterne-øjne i bag ruden, var jeg i tvivl om hvorvidt hun ville få et hjertestop.
Men Iben overlevede overraskelsen. Hun overlevede også brunch, vandpolo, sprudelwasser, mere mad, vin, chokoladeblindsmagning i 30 graders varme, øl, vin, ølstafet mod indianere, linedancing med cowboy(inde), yderligere 12 retter mad, vin, strawberry daquiri og en video, hvor hendes udkårne Kristoffer fortalte om deres første gang på lagnerne.
Godt taget tøs, klap dig selv på skulderen.
Dødsstødet kom dog desværre til sidst, da vi planlæggere havde foretaget en bytursmæssigt fejlkalkulation. Vi havde fået os skrevet på noget gæsteliste til byens pt. mest hip-fordi-alle-siger-det-sted, A-huset på Bryggen.
Hvad er det? Jo, vi selvbevidste københavnske unge er simpelthen så stolte og glade over endelig at have fået noget der lugter lidt af New York og partys i nedlagte industribygninger, at vi stormigrerer til denne nedlagte Postterminal for at tjekke hinandens dådyrøjne, tilfældige hår og designerbriller ud til rytmisk musik hver weekend - mens tid er.
Huset lukker nemlig om fire ugers tid, og var det ikke for alle de kunstnere, der har haft god brug af stedet som atelier i de sidste lange stykke tid, så ville jeg sige djævlens godt det samme.
Jeg ville så gerne støtte den gode sag og det storbyagtige, men man må spørge sig selv: Har byen virkelig så hårdt brug for et sted, der kalder sig avantgarde og undergrund, men trækker præcis det samme publikum som fredagsbaren på Film- og Medievidenskab?
Er det et kolossalt tab, at der om en måneds tid er ét sted mindre, hvor alle pigerne vil være noget med design, og alle drengene er dj i fritiden?
Og undskyld: Den lokation er altså ikke ligefrem som taget ud af The Meat District. Der er mere folkeskole i fem etager end Industrial Cool over de lavloftede lokaler, hvor de mørkeviolette gardiner fra Østjysk Kontorforsyning kun lige er blevet pillet af krogene.
Jeg ved, at det ikke er stedets skyld, at det ligger langt ovre på den gale side af grænsen mellem råt og røvsygt. Det er jo bare et hus, hvor nogle kunstnere har holdt til, og gerne vil blive. Men kunne man så ikke bare være så venlige ikke at udskrige det som The Temple of Metropolitan Coolness, når det nu ikke kan præstere så meget som en eneste fritliggende ståldrager?
Tagterassen og udsigten over havnen er dog næsten turen værd, men ikke når man tager i betragning, at man skal i kontakt med stedets ansatte for at nå dertil. Bartenderene nåede jeg ikke at opleve, men drinkspatruljen rapporterede, at de var blevet behandlet venligere og mere kompetent af opsynsmadammen på toilettet under Hovedbanen.
Garderoben styres uvenligt, men ineffektivt af et hold 20-årige Arkitektskole-alfer med en attitude som Edie Sedgwicks udmattede spøgelse. De havde dog åndsnærværelse nok til at nakke alt det sprut, vi deponerede på deres hylder. Tre fulde flasker. Jeg håber, at de havde gevaldige tømmermænd i deres små, sultne kroppe dagen efter. Og måske kastede lidt op på deres Baum und Pferdgarten-nederdel.
Dette sted og dets segment tog lidt pusten fra søde Iben, som aldrig har været meget til det opstyltede. Desuden havde vi jo hældt sprit på hende i 18 timer i træk, så efter en dag fuld af fed leg drog den vordende brud på Burger King til en morgenwhopper, og så hjem til den kommende ægteseng.
Hun ringede i dag og sagde, at hun godt kunne liiiide dagen. Vi kunne også godt lide hende, og var egentlig også ret tilfredse med dagen, vi planlæggere.
Tænkte lidt over, at når man holder polterabend for en ven eller veninde, kommer det tit til ikke alene at handle om at fejre brylluppets komme (Og slet ikke "den sidste nat i frihed", for det ville da være et pauvert ægteskab i vore dage, hvis det gik så galt). Det bliver lige så meget en fejring af venskabet, hvor man viser, hvor godt man kender hinanden og hvor meget glæde det giver, at sætte en person man holder af, i centrum og gøre ham eller hende virkelig godt gennemfornøjet.
Det siges, at vennegrupper er vore dages familiesammenhold - den urbane familie, som jeg har hørt det benævnt i noget halvklog modernitets-essayisme. Hvis det er tilfældet, tegner det lyst for kommende generationers familiefester.
Så længe de holder sig fra A-huset.
fredag, juli 14, 2006
...hende, som skulle på Nokken
"-Har Christine ringet til dig om den middag?", spørger Nanna, min veninde, som ligner den danske sang, bager et gedigent kernerugbrød og så i øvrigt får penge for at skære ud i pap for de i tunge drenge Hjemmeværnet, hvorfor det ikke er multihip PR, at basere sin imagepleje på at stå i en orange vest og lege Camp Eden ved Ringe Visefestival.
"-Neeej..." svarer jeg tøvende i telefonen, og føler nervøsitetens hvepsestik i mellemgulvet. Selvom det ligger år tilbage, har min stolthed stadig ar efter dengang, jeg ikke blev inviteret til venindejulefrokosten, muligvis fordi mit kernerugbrød ikke er noget at skrive hjem om.
"- Hun ringer sikkert til dig i morgen," siger Nanna med trøstende overbevisning i stemmen. Hun var ret overrasket og fyldt af retfærdig harme, da hun i sin tid dukkede op til juleforkosten med sit veltilberedte kernerugbrød under armen, og opdagede, at jeg ikke var en del af bordplanen. Hun ved altså, hvor hunden ligger begravet i min baghave.
"-Det er noget med, at hendes lillebror er blevet restaurantchef for et sted i Rungsted havn, og vil give os alle en middag."
Jeg håber i den grad, at hun ringer.
Telefon midt i fodgængerovergangen ved Palads. "Hej, det er Christine!"
Sejr.
Christine mødte jeg første gang samme dag, som jeg mødte Nanna: Første skoledag på universitetet i 1998. Vores lille flok på 100 unge mennesker havde ikke tornystre så store som møllehjul, vi holdt ikke hånd to og to, dreng/pige, og vi græd ikke da mor gik - men usikkerheden overfor alle de nye mennesker og fordringer var nok ca. ligeså stor som da man stod i folkeskolegården første gang, ca. samme tid på året, men godt 12 år før.
Christine, Nanna og jeg havde noget til fælles: Vi var alle tre blot 18 år og friske fra gymnasiet. Så vidt jeg husker var vi alene om denne tvivlsomme ære på Litteraturvidenskab årgang 1998. Som Nanna skrev i sin profil i vores urkompendie, var hun er af de "umodne, uselvstændige og uerfarne tidlige studiestartere", hvilket i sig selv viste hvor moden, selvstændig og erfaren hun faktisk var.
Nanna var pissesej fra day one, og jeg var bestemt ikke tryg ved hende. Da hun på andendagen havde stillet sig op og talt til hele årgangen om noget engageret og svært overskueligt fagligt noget, samt meldt sig til ca. 60 udvalg og i øvrigt cyklede hele vejen fra Hvidovre hver dag, var jeg desperat for at finde noget at hade hende for.
Det viste sig heldigvis at være vanskeligt, og da vi stod foran sommerferien 9 måneder senere, havde vi netop afleveret den såkaldte værkopgave, en 1. års-"du-skal-aflevere-noget-sammanhængende-nu-ellers-er-det-ud"-ting .
Jeg husker ikke titlen på min (Kun at der indgik et af litteraturstudiets helt store buzzword de år, nemlig "kortprosa"), men forfatterne, der havde levet, ædt, grædt, skrevet og sovet sammen de sidste tre måneder, hed i al fald Nanna og Marie.
Vores studieårgang var som udgangspunkt en af de mindst velfungerende grupper mennesker, man kan forestille sig, og det stod så sørgeligt til, at vi ikke engang orkede at forsøge at skjule det mere end et års tid. På det tidspunkt var tryghedsbehovet ved at være nogenlunde til at bære, mens niveauet af falsk høflighed overfor mennesker, man ikke kunne fordrage og omvendt, havde vokset sig til netop ubærligt. Så vi gav op på tutorgrupper og fællesinvitationer og overgav os til at dyrke klikedannelse på seriøst niveau uden skelen til social ansvarlighed. Efter et år var der godt 20%, der havde forladt studiet igen med benene på nakken, og et overraskende højt antal af disse var pt. i behandling for sindslidelser.
Både jeg, Nanna, Christine, den anden Kristine, Christian, Linn, Sine og hvem der ellers betød noget for mit umiddelbare univers, holdt dog ud.
Det tog som ovenfor antydet lidt tid at forme grupper og finde ud af, hvem man virkelig ikke kunne fordrage, når man nåede ned under de første fællesskaber, formet omkring undervisningshold, yndlingsforfattere og anden sæson af "Robinson" søndag aften.
Men da der var gået et års tid eller tre, og overbygningen slog til og spredte folk og deres ambitioner for alle vinde, var det de ovennævnte, der stod i min telefonbog, kom til mine fødselsdage og housewarminger og som der af og til lå en sms fra - for nu måtte vi snart ses.
Dette er stadig tilfældet.
Mine studieveninder er vidunderlige, trofaste, spændende, kloge, morsomme, pisselækre - og travle. Julefrokost-episoden stak ikke dybere end som så, og det er ene og alene min egen usikkerhed, der gør at den overhovedet har fået en plads i min indre Tillidsbrud Hall of Fame (- ved siden af plaketten til minde om den sorgens dag i vinteren 1994, da min halvparts-pony Ivanhoe angreb mig mens jeg mugede dens stald ud).
Der er bare noget ved, at have kørt den samme faglige bjerg-étape (DONG!) fra start af. Og have kendt de samme mennesker, og tænkt i nogenlunde samme baner fra 9.15 til 16 på en dårlig dag, i op til syv år i træk, fordi:
-Man har Litteraturhistorien i 10 bordeaux bind, og en bog der hedder "The Theatre of the Absurd", som man har åbnet én gang i efterårssemesteret 1998 og betalt 295 kroner for.
-Man kan huske, hvem der havde stomipose på vores årgang, og at det var løgn, at hun lugtede.
-Man ved, hvordan man finder lokale 32.2.9 på KUA.
(I al fald principielt. Mange tror, at Harry Potter-forfatteren Joanna Rowling opfandt idéen med de evigt skiftende trapper på Hogwarts, og derved føjede et finurligt Kafka-møder-Alice-in-Wonderland-træk til den tungbritiske trylleskole.
Dette er noget vrøvl.
Sandheden er, at trapper, der ender et nyt sted hver gang, korridorer, der ændrer retning, samt lokaler, der flytter sig eller ligefrem forvsinder, blev installeret på Københavns Univesitet Amager i 1970'erne, og har som det eneste i bygningen fungeret optimalt med et minimum af vedligeholdelse siden. Og det er ikke finurligt, men frustrende, og kun Kafka, ikke noget eventyrland overhovedet)
-Man hørte om Slam Poetry før alle andre. Og kan godt få armene ned.
-Man ved hvad det vil sige, at Peter Poet fra vores årgang havde slædehundeøjne, og hvad Nanna gjorde, da hun fik nok af at blive udsat for hans pik på præsenterbakke ned af benet i hans konsekvent fem-numre-for-små-Levis.
- Man ved, hvor nødig man ville indrømme, at man ikke vidste hvad kortprosa er.
-Man kan huske, hvor meget det betød for energiniveaut, at én af de andre også var til time, og at man kunne nå et kommandoraid på chokofant-kassen i kantinen i pausen.
-Man var enten til stede, eller også har man fået genfortalt historien, om dengang Morti Vitzki (RIP) tog coke og pis på instituttet.
-Man har nået mæthedspunktet for Madeleine-kager.
-Man véd hvor rimeligt migrænegivende det er, at have skrevet sig op i en krog i forhold til studiets emnemæssige og sproglige spredningskrav, og nu står med en opgave, der pinedød skal omhandle tysk film/radio/tv frem til 1910.
..og alt sådan noget.
Måske hænger det sammen med ovenstående punkter, at vi i bemærkelsesværdig grad sjældent talte fag, og aldrig rigtig har gjort det i privaten. Men det er som om, at nu, hvor vi på den ene eller anden måde har fået Litteraturvidenskab og Moderne Kultur, hvor et par af os fortsatte, lidt på afstand, så snakker man friere om den verden - den har ikke en klemme på os længere. Og der er en del at indhente, ikke bare på det område, men også på det, der dækker alt det andet, vi gør og tænker og føler nu.
For det er sjældent vi ses, og især i mere eller mindre samlede flokke. Det er ikke så let at samles, som dengang hvor vi alle boede i en radius af to kilometer fra Stereobar og i øvrigt parkerede vores cykler i samme stativ på Uni hver morgen:
Sine tog til Frankrig med Linn, men hvor Linn tog tilbage til sin Rasmus efter aftale og til fælles glæde, var Sine fri som fuglen, og satte Paris på den anden ende. Så satte hun os derhjemme på solidt bagud ved at møde Derek, blive gravid og føde Luke på sådan cirka et kvarter. Så rykkede de til Skanderborg og blev der, mens de lige fik en dejlig unge mere.
Den anden Kristine realiserede sit potentiale for både kunstformidling og kærlighed i New York, og har nu nyt navn og garanteret en helvedes masse fedt liv kørende derovre.
Nanna rejste til USA med sin cykel i en container, og opdagede, at hvis man elsker hinanden (og ved at man skal giftes om et halvt år, og kjolen er købt), kan man sagtens klare at leve på tre kvadratmeter mens ens kæreste og husband-to-be skærer i Phytonslanger. Det var dog federe, tænkte hun, med lidt plads omkring den kærlighed, så hun kom hjem og fik et job som Efor (hvilket ikke er en plante, men en slags daglig leder) med stor og parketbelagt embedsbolig til sig selv og Andreas på Nordisk Kollegium, et sted, der binder alle vore historier sammen i en mere eller mindre uhelllig alliance.
Jeg så hende mere, da hun var i USA, end da hun havde det arbejde.
Tilgengæld lagde NoKo hus til vores kandidatfest, hvor det i tre hektiske forberedelsesdage var næsten som i gamle dage med mig og Nanna: Hun havde styr på listerne, opskrifterne, logistikken og tropperne, mens jeg forsøgte at snige mig til pauser rundt omkring og gik hende på nerverne med malplaceret optimisme og kvikke bemærkninger. Vi brokkede os simultant og over de samme ting. Og vi var begge generelt tryggest, når den anden var i nærheden.
De tre dage rådede bod på meget savn.
Linn holdt kandidatfest med os efter en kraftanstrengelse af et speciale, og det var lidt af en stjernestund at kunne stå tre stk. side om side og holde velkomsttale den aften. Begyndte fulde af forventning, læselyst og ambitioner samme dag i 1998, råbte pik og skred sammen aften i 2006.
Nå, før den aften var Linn som nævnt i Frankrig, og siden arbejdede hun og Rasmus som heste og fik lejlighed på Amager, men har dog generelt ikke været umuligt at etablere kontakt til trods det. Ret skal være ret.
Og Christine har også holdt sig i landet, uden at det dog har betydet at vi har siddet på skødet af hinaden - det har ikke været dén type venskab, og den type venskaber har jeg af en eller anden grund aldrig rigtig kunnet finde ud af at administere - med visse undtagelser. Men Christine har et par gange gjort noget ganske ualmindeligt forgyldt (og snedigt), og det er at invitere til arrangementer, der er så heftige, at man skal bo meget langt væk for at kunne undslå sig. Megen af æren skal retmæssigt gå til Christines lillebror Kasper, som har været facilitator for heftighedsniveauet via sin afsindige kompetance og derfor høje stillinger på fede barer og restauranter. Og nu er han havnet på Nokken, Rungsted Havn. Som restaurantchef. Med et par fem-retters med vinmenu i baghånden til sin søster. Som var så venlig igen at tænke på årgang 1998.
Så det skal vi i aften - Linn, Nanna, Christine og jeg. Der mangler et par stykker, men det er tilgengæld et sikkert fremmøde.
Derfor glæder jeg mig som et lille barn (Dog iført et par sko, man bestemt skal være fyldt 18 for at få kørekort til) til i aften, hvor vi skal tale om det hele - om trappe 32.2.9, om Peter Poets pølse, om nogen har hørt fra Sine, og hvad min ven Anders sagde efter at have mødt den anden Kristine i New York, om job'sene, cheferne, mændene, planerne og hvor fedt det er, at nogens lillebror er restaurantchef på Nokken.
Og om den Pateiske Trio Asschenfeldt, August og Riskær mon er i natklubben, og hakke om hvem der skubber til Peters toupé, spørger Bille, om han laver en "Smilla 2", og hører med Klaus, hvor mange zoner der er til Vridsløse, og om han vil låne til toget hjem.
Go' fredag. - m
"-Neeej..." svarer jeg tøvende i telefonen, og føler nervøsitetens hvepsestik i mellemgulvet. Selvom det ligger år tilbage, har min stolthed stadig ar efter dengang, jeg ikke blev inviteret til venindejulefrokosten, muligvis fordi mit kernerugbrød ikke er noget at skrive hjem om.
"- Hun ringer sikkert til dig i morgen," siger Nanna med trøstende overbevisning i stemmen. Hun var ret overrasket og fyldt af retfærdig harme, da hun i sin tid dukkede op til juleforkosten med sit veltilberedte kernerugbrød under armen, og opdagede, at jeg ikke var en del af bordplanen. Hun ved altså, hvor hunden ligger begravet i min baghave.
"-Det er noget med, at hendes lillebror er blevet restaurantchef for et sted i Rungsted havn, og vil give os alle en middag."
Jeg håber i den grad, at hun ringer.
Telefon midt i fodgængerovergangen ved Palads. "Hej, det er Christine!"
Sejr.
Christine mødte jeg første gang samme dag, som jeg mødte Nanna: Første skoledag på universitetet i 1998. Vores lille flok på 100 unge mennesker havde ikke tornystre så store som møllehjul, vi holdt ikke hånd to og to, dreng/pige, og vi græd ikke da mor gik - men usikkerheden overfor alle de nye mennesker og fordringer var nok ca. ligeså stor som da man stod i folkeskolegården første gang, ca. samme tid på året, men godt 12 år før.
Christine, Nanna og jeg havde noget til fælles: Vi var alle tre blot 18 år og friske fra gymnasiet. Så vidt jeg husker var vi alene om denne tvivlsomme ære på Litteraturvidenskab årgang 1998. Som Nanna skrev i sin profil i vores urkompendie, var hun er af de "umodne, uselvstændige og uerfarne tidlige studiestartere", hvilket i sig selv viste hvor moden, selvstændig og erfaren hun faktisk var.
Nanna var pissesej fra day one, og jeg var bestemt ikke tryg ved hende. Da hun på andendagen havde stillet sig op og talt til hele årgangen om noget engageret og svært overskueligt fagligt noget, samt meldt sig til ca. 60 udvalg og i øvrigt cyklede hele vejen fra Hvidovre hver dag, var jeg desperat for at finde noget at hade hende for.
Det viste sig heldigvis at være vanskeligt, og da vi stod foran sommerferien 9 måneder senere, havde vi netop afleveret den såkaldte værkopgave, en 1. års-"du-skal-aflevere-noget-sammanhængende-nu-ellers-er-det-ud"-ting .
Jeg husker ikke titlen på min (Kun at der indgik et af litteraturstudiets helt store buzzword de år, nemlig "kortprosa"), men forfatterne, der havde levet, ædt, grædt, skrevet og sovet sammen de sidste tre måneder, hed i al fald Nanna og Marie.
Vores studieårgang var som udgangspunkt en af de mindst velfungerende grupper mennesker, man kan forestille sig, og det stod så sørgeligt til, at vi ikke engang orkede at forsøge at skjule det mere end et års tid. På det tidspunkt var tryghedsbehovet ved at være nogenlunde til at bære, mens niveauet af falsk høflighed overfor mennesker, man ikke kunne fordrage og omvendt, havde vokset sig til netop ubærligt. Så vi gav op på tutorgrupper og fællesinvitationer og overgav os til at dyrke klikedannelse på seriøst niveau uden skelen til social ansvarlighed. Efter et år var der godt 20%, der havde forladt studiet igen med benene på nakken, og et overraskende højt antal af disse var pt. i behandling for sindslidelser.
Både jeg, Nanna, Christine, den anden Kristine, Christian, Linn, Sine og hvem der ellers betød noget for mit umiddelbare univers, holdt dog ud.
Det tog som ovenfor antydet lidt tid at forme grupper og finde ud af, hvem man virkelig ikke kunne fordrage, når man nåede ned under de første fællesskaber, formet omkring undervisningshold, yndlingsforfattere og anden sæson af "Robinson" søndag aften.
Men da der var gået et års tid eller tre, og overbygningen slog til og spredte folk og deres ambitioner for alle vinde, var det de ovennævnte, der stod i min telefonbog, kom til mine fødselsdage og housewarminger og som der af og til lå en sms fra - for nu måtte vi snart ses.
Dette er stadig tilfældet.
Mine studieveninder er vidunderlige, trofaste, spændende, kloge, morsomme, pisselækre - og travle. Julefrokost-episoden stak ikke dybere end som så, og det er ene og alene min egen usikkerhed, der gør at den overhovedet har fået en plads i min indre Tillidsbrud Hall of Fame (- ved siden af plaketten til minde om den sorgens dag i vinteren 1994, da min halvparts-pony Ivanhoe angreb mig mens jeg mugede dens stald ud).
Der er bare noget ved, at have kørt den samme faglige bjerg-étape (DONG!) fra start af. Og have kendt de samme mennesker, og tænkt i nogenlunde samme baner fra 9.15 til 16 på en dårlig dag, i op til syv år i træk, fordi:
-Man har Litteraturhistorien i 10 bordeaux bind, og en bog der hedder "The Theatre of the Absurd", som man har åbnet én gang i efterårssemesteret 1998 og betalt 295 kroner for.
-Man kan huske, hvem der havde stomipose på vores årgang, og at det var løgn, at hun lugtede.
-Man ved, hvordan man finder lokale 32.2.9 på KUA.
(I al fald principielt. Mange tror, at Harry Potter-forfatteren Joanna Rowling opfandt idéen med de evigt skiftende trapper på Hogwarts, og derved føjede et finurligt Kafka-møder-Alice-in-Wonderland-træk til den tungbritiske trylleskole.
Dette er noget vrøvl.
Sandheden er, at trapper, der ender et nyt sted hver gang, korridorer, der ændrer retning, samt lokaler, der flytter sig eller ligefrem forvsinder, blev installeret på Københavns Univesitet Amager i 1970'erne, og har som det eneste i bygningen fungeret optimalt med et minimum af vedligeholdelse siden. Og det er ikke finurligt, men frustrende, og kun Kafka, ikke noget eventyrland overhovedet)
-Man hørte om Slam Poetry før alle andre. Og kan godt få armene ned.
-Man ved hvad det vil sige, at Peter Poet fra vores årgang havde slædehundeøjne, og hvad Nanna gjorde, da hun fik nok af at blive udsat for hans pik på præsenterbakke ned af benet i hans konsekvent fem-numre-for-små-Levis.
- Man ved, hvor nødig man ville indrømme, at man ikke vidste hvad kortprosa er.
-Man kan huske, hvor meget det betød for energiniveaut, at én af de andre også var til time, og at man kunne nå et kommandoraid på chokofant-kassen i kantinen i pausen.
-Man var enten til stede, eller også har man fået genfortalt historien, om dengang Morti Vitzki (RIP) tog coke og pis på instituttet.
-Man har nået mæthedspunktet for Madeleine-kager.
-Man véd hvor rimeligt migrænegivende det er, at have skrevet sig op i en krog i forhold til studiets emnemæssige og sproglige spredningskrav, og nu står med en opgave, der pinedød skal omhandle tysk film/radio/tv frem til 1910.
..og alt sådan noget.
Måske hænger det sammen med ovenstående punkter, at vi i bemærkelsesværdig grad sjældent talte fag, og aldrig rigtig har gjort det i privaten. Men det er som om, at nu, hvor vi på den ene eller anden måde har fået Litteraturvidenskab og Moderne Kultur, hvor et par af os fortsatte, lidt på afstand, så snakker man friere om den verden - den har ikke en klemme på os længere. Og der er en del at indhente, ikke bare på det område, men også på det, der dækker alt det andet, vi gør og tænker og føler nu.
For det er sjældent vi ses, og især i mere eller mindre samlede flokke. Det er ikke så let at samles, som dengang hvor vi alle boede i en radius af to kilometer fra Stereobar og i øvrigt parkerede vores cykler i samme stativ på Uni hver morgen:
Sine tog til Frankrig med Linn, men hvor Linn tog tilbage til sin Rasmus efter aftale og til fælles glæde, var Sine fri som fuglen, og satte Paris på den anden ende. Så satte hun os derhjemme på solidt bagud ved at møde Derek, blive gravid og føde Luke på sådan cirka et kvarter. Så rykkede de til Skanderborg og blev der, mens de lige fik en dejlig unge mere.
Den anden Kristine realiserede sit potentiale for både kunstformidling og kærlighed i New York, og har nu nyt navn og garanteret en helvedes masse fedt liv kørende derovre.
Nanna rejste til USA med sin cykel i en container, og opdagede, at hvis man elsker hinanden (og ved at man skal giftes om et halvt år, og kjolen er købt), kan man sagtens klare at leve på tre kvadratmeter mens ens kæreste og husband-to-be skærer i Phytonslanger. Det var dog federe, tænkte hun, med lidt plads omkring den kærlighed, så hun kom hjem og fik et job som Efor (hvilket ikke er en plante, men en slags daglig leder) med stor og parketbelagt embedsbolig til sig selv og Andreas på Nordisk Kollegium, et sted, der binder alle vore historier sammen i en mere eller mindre uhelllig alliance.
Jeg så hende mere, da hun var i USA, end da hun havde det arbejde.
Tilgengæld lagde NoKo hus til vores kandidatfest, hvor det i tre hektiske forberedelsesdage var næsten som i gamle dage med mig og Nanna: Hun havde styr på listerne, opskrifterne, logistikken og tropperne, mens jeg forsøgte at snige mig til pauser rundt omkring og gik hende på nerverne med malplaceret optimisme og kvikke bemærkninger. Vi brokkede os simultant og over de samme ting. Og vi var begge generelt tryggest, når den anden var i nærheden.
De tre dage rådede bod på meget savn.
Linn holdt kandidatfest med os efter en kraftanstrengelse af et speciale, og det var lidt af en stjernestund at kunne stå tre stk. side om side og holde velkomsttale den aften. Begyndte fulde af forventning, læselyst og ambitioner samme dag i 1998, råbte pik og skred sammen aften i 2006.
Nå, før den aften var Linn som nævnt i Frankrig, og siden arbejdede hun og Rasmus som heste og fik lejlighed på Amager, men har dog generelt ikke været umuligt at etablere kontakt til trods det. Ret skal være ret.
Og Christine har også holdt sig i landet, uden at det dog har betydet at vi har siddet på skødet af hinaden - det har ikke været dén type venskab, og den type venskaber har jeg af en eller anden grund aldrig rigtig kunnet finde ud af at administere - med visse undtagelser. Men Christine har et par gange gjort noget ganske ualmindeligt forgyldt (og snedigt), og det er at invitere til arrangementer, der er så heftige, at man skal bo meget langt væk for at kunne undslå sig. Megen af æren skal retmæssigt gå til Christines lillebror Kasper, som har været facilitator for heftighedsniveauet via sin afsindige kompetance og derfor høje stillinger på fede barer og restauranter. Og nu er han havnet på Nokken, Rungsted Havn. Som restaurantchef. Med et par fem-retters med vinmenu i baghånden til sin søster. Som var så venlig igen at tænke på årgang 1998.
Så det skal vi i aften - Linn, Nanna, Christine og jeg. Der mangler et par stykker, men det er tilgengæld et sikkert fremmøde.
Derfor glæder jeg mig som et lille barn (Dog iført et par sko, man bestemt skal være fyldt 18 for at få kørekort til) til i aften, hvor vi skal tale om det hele - om trappe 32.2.9, om Peter Poets pølse, om nogen har hørt fra Sine, og hvad min ven Anders sagde efter at have mødt den anden Kristine i New York, om job'sene, cheferne, mændene, planerne og hvor fedt det er, at nogens lillebror er restaurantchef på Nokken.
Og om den Pateiske Trio Asschenfeldt, August og Riskær mon er i natklubben, og hakke om hvem der skubber til Peters toupé, spørger Bille, om han laver en "Smilla 2", og hører med Klaus, hvor mange zoner der er til Vridsløse, og om han vil låne til toget hjem.
Go' fredag. - m
Abonner på:
Opslag (Atom)
