Sådan Ser Du no. I

(Jeg skal lige tage tilløb før jeg anmelder det feministiske dameblad. Så vi prøver et nyt format af, som jeg har tænkt mig at gøre lidt ud af på bloggen. Jeg vil gerne skrive mere om film, men ikke decideret anmelde. En måde tænker jeg kunne være at lave små 'viewers guides'. Her er første forsøg.)


Sådan Ser Du: 'Troy' af Wolfgang Petersen

























'Troy' fra 2004 er ingens yndlingsfilm, og man forstår hvorfor.


Hvis man ser den for sandal-slå-på-tæven er der ikke nær nok vold og blodsudgydelse til for alvor at tilfredsstille.


Hvis man ser den for store følelser, er der klart noget at komme efter, især i forhold til våbenbrødre, fædre og sønner og modstandere på slagmarken og den slags bravado.

Kærlighed mellem mand og kvinde (Man har sjovt nok ikke turdet lade Achilleus' forhold til sin elsker Patroklos være andet end platonisk venskab mellem fætre) er der skam masser af.


Men for det meste af den Hollywoodske slags, der bliver på overfladen af de smukke skuespilleres ansigter. Og som bliver meget kedelig at se på i længden (undtagen når Brad Pitt er involveret, og det vænner vi tilbage til. Men det er caliente hvad der forgår mellem ham og den væsentligt opgraderede Briseis-figur!).

Men: Taget i betragtning af at dette er en af de største kærlighedshistorier i verdenslitteraturen, så er det interessant, at den mest gnistrende kemi er mellem mænd i kamp og ikke mellem de unge, fordømte elskende, dvs. Paris og Helene.




Hvis man ser den fordi man elsker alt der er episk, lever dens manuskript og production design ikke op til forgængere som fx. 'Gladiator', 'Lord of The Rings' eller 'Braveheart'.


Manuskriptet er en historie for sig (på flere måder), og det kommer vi til. Looket er 'greek 'n' glamourous', og set design falder ofte igennem med kostumer og kulisser, der ser ud til at have lidt under de astronosmiske lønninger, som stjerneparaden af skuespillere må have suget ud af filmens budget.

Hvis man ser den fordi man er historienørd og gerne vil se Illiaden filmatiseret, er man værst stillet. For de friheder, manuskriptet tager sig i forhold til den oprindelige fortælling, må give enhver med en vis indsigt i Homer eksem.

Jeg er helt med på, at filmen ikke skal/kan følge de homeriske vers til punkt og prikke, og der er flere af de mere markante ændringer der faktisk giver god mening og tilfører filmen noget unikt for den. Fx fungerer det rigtig godt at man har fravalgt at have de græske guder som fysiske aktører i filmen, som de er i fortællingen.

Det giver filmen et rum for sekulære overvejelser omkring, hvor mennesker står når de fortolker 'gudernes vilje' - hvilket også er en metakommentar til selve Homers fortælling. Men der hvor det går galt, helt galt, er afrundingen og afslutningen på filmen:


Her er der truffet nogle dramatiske valg, som underminerer hele Illiadens plotstruktur og dybere mening i forhold til hybris-nemesis. Disse valg bærer i så høj grad præg af overfladiske publikumshensyn og mangel på nosser, at de ikke kan afføde andet end klichéer - og heller ikke gør det.

Uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at det grundlæggende handler om hvem der overlever, hvem der dør, og især hvornår og hvordan de gør det.


Det svækker fortællingens indre logik, og dermed også filmens egen, i en sådan grad, at den fiser ud og bliver ligegyldig for en som helhed.


Jamen, er det ikke rigtigt - 'Troy' er aldrig en titel, nogen nævner når man taler om favoritter eller på anden måde markante film?

Der står gode og et par decideret stærke scener tilbage når man har set 'Troy', men som episk film fra start til slut er den mislykkedes.

Men: Her kommer Sådan Ser Man ind i billedet. For der er en måde at se 'Troy' på og få en god filmoplevelse ud af det.





















Sådan gør du: Sluk filmen efter scenen, hvor Hektor og Achilleus kæmper mod hinanden på den støvede, grusomme slette foran bymuren.

På den måde får du de rigtig, rigtig fede kampscener i filmens begyndelse med, du får de brutale, græske konger (bl.a. Brendan Gleeson, aka. Hamish fra Braveheart, som Menelaos!), og du får Erik Banas gode og rørende heltespil som Hector med.


Du får den del af Paris-figuren med, som Orlando Bloom var perfekt catstet til: Den del, som er den originale figur, en umoden tøsedreng der godt nok har en sjover der tænker for ham, men ingen kugler når lokummet brænder under Apollon.




Du får også Sean Bean som spiller rollen som den snu Odysseus så godt, at man sidder og håber på en 'Odysséen'-filmatisering med ham i hovedrollen (Men måske ikke lige med Wolfgang Petersen som instruktør...).

Og, og dette er ingen lille ting, i nogen forstand: Du får Brad Pitts fuldkomment overjordisk pumpede fysik med; velolieret, smagfuldt belyst, afklædt til det uanstændige og med en alfahan-attitude der er stærkt overbevisende.

Jeg siger jer, mine damer og herrer der er til herrer: Der er scener dér, der ville kunne få hele Dannerhuset til at spinde, Pan til at genåbne og Dronning Dagmar til at rejse sig fra graven, knappe en knap mere op i særken og booke en kærre til Peleponnes - one way ticket.


















Normalt ville jeg ikke fremhæve noget så fladpandet som en skuespiller der ser godt ud, men det er altså ekseptionelt, det her. Og det er simpelthen en af filmens kvaliteter.


Grin blot hånligt, men det giver altså også tematisk mening: Hele historien handler om helte, og Achilleus-Brad Pitt er i en klasse for sig i heltegenren. He puts the hero in heroic. And in anti-hero. And in hero, as such.


Måske er du ikke til Mr. Pitt generelt, og fred være med det. Jeg har også set Benjamin Button.
Men hvis den her udgave ikke får dit blod til at rulle hurtigere, så er du enten 1) en håbløst heteroseksuel mand eller 2) frigid. Jeg siger det bare.

Summa summarum: Alt det, plus altså også den gode tvekampscene, får du altså i den første halvanden time.


Og det du slipper for ved at skippe den sidste times tid?


Det er alt det skidt, der gør at filmen fuser ud og ender med at irritere dig til du råber af skærmen.

Den time indeholder nemlig de mest graverende plotafvigelser, de tykkeste klicheer, det grimmeste set design (nemlig Trojas ødelæggelse. Et analogt billede kunne være: De store drenge i fritidshjemmet smadrer jeres pudeborg), en del tårer, samt ca. 25 døds- og afskedsscener i forskellige stadier af finalitet.


Og så undgår du også en horribel temasang hen over end credits. Den lyder som Stig Rossen ville gøre, hvis han mødte Celine Dions producere.

Sangen slår igen hovedpointen fast, som filmen allerede har gentaget med 15 minutters mellemrum: Verden vil aldrig glemme de mennesker, der kæmpede om Troja.


Og det er jo rigtigt nok: Achilleus, Hektor, Agamemnon, Menelaos, Ajax, Helena, Odysseus, Paris, Priamos. Navne som gymnasieelever stadig terper den dag i dag, og som aldrig er blevet glemt.

Filmen Troy, derimod, går formentlig en anden skæbne i møde. Det bliver aldrig den klassiker, dens forlæg er.

Men se halvanden time af den - så garanterer jeg for en oplevelse, du i hvertfald ikke har lyst til at glemme lige med det samme.

Om ikke andet på grund af det her:

...anmelder: CONSUME, afsnit I

Altså. Jeg behøver jo ikke copy paste gamle ting ind. Jeg kan selvfølgelig også bare skrive noget nyt selv.

Så det gør jeg. Som lovet før vil jeg kigge på det nye kulturkritiske og feministiske magasin Consume, som udkom forrige uge.

Se hjemmesiden her: http://consume-mag.dk/

Lidt baggrund:

Jeg har allerede på Facebook diskuteret det med et par kloge damer efter bedste evne, hvilket ikke siger ret meget, da ingen af os havde læst det endnu.

En af damerne, E., havde dog læst det første nummer, der udkom som en slags happening for halvandet år siden.

E. mente at det var for amatørisk og studentikost-dogmatisk skrevet til at gøre nogen som helst forskel, og at udmeldingerne omkring det nye nummer trak i samme retning. Den redaktionelle linje handler nemlig om et opgør med de gængse kvindemagasiners forbrugerisme og traditionelle kønsrollemønster.

Og det blev ganske rigtigt formuleret med nogle lidt forslidte gloser af kvinderne bag Consume, men det er nu ikke i sig selv noget, der tænder mig af.

Læs det selv her: http://politiken.dk/kultur/tvogradio/article881129.ece

Blandt andet skyder Consume på 'stiletfemnismen' eller damebladsfemnismen. Det vil jeg lige snakke lidt om indledningsvis. For jeg synes at det er i opgøret med denne begrebs-matrice, at Consume har en klar berettigelse.

Køn? Ja, det synes jeg da, jeg er...
Damebladsfeminismen eller stiletfeminismen er begreber der har bredt sig i kønsdebatten og mainstreammedier de seneste 10 år og som har det udgangspunkt, at ligestilling er opnået og er en usagt selvfølgelighed for enhver dansk kvinde - og i øvrigt et personligt projekt: Jamen, selvfølgelig er vi stærke og seje og vigtige og dejlige. Og skal vi så komme videre til interviewet med Tina Lund og fotoserien om jeans til alle kropstyper?

Det er med andre ord den holdning til køn, du hyppigst møder i de danske kvindemagasiner.

Generelt set kan man sige, at damebladsfemnismen sætter emner som udseende, forbrug, magt, ligestilling og parforhold fri af feminismens dogmer, og overlader det til den enkelte kvinde at forholde sig til udfra sin personlige erfaring.

Og så kalder den det 'girl power' at købe sine egne Christian Loboutin-sko og at give sin kæreste 'oralsex - så det også er godt for DIG'.

Feminist eller forfængelig?
Som jeg ser det dækker damebladsfeminisme i bund og grund over, at man gerne vil være fri til at være forfængelig og feminist samtidig. Og til at tilpasse sig samfundets normer uden at føle sig underlagt dem.

Men kan man det? Kan man kalde sig feminist i ordets egentlige forstand og stadig i mange henseender tænke og handle som en u-emanciperet kvinde - især i forhold til sit forbrug, si krop og det modsatte køn?

I udlandet kan man godt. Der kan man alt muligt med femnisme. I fx Sverige, Frankrig, England og USA er det ikke så tabuiseret et begreb, og måske derfor langt mere fleksibelt.

Men i Danmark er feminist stadig en term der har en tung marxistisk arv hængende, plus en masse fordomme. Derfor er det som om, at det er enten-eller indenfor selv termen. Enten er du feminist af den gamle og noget propagandaprægede skole, som Consume bekender sig til.

Eller også går du i den helt anden grøft og fraskriver dig alle de værdier, som kendetegner feminismen, udover den der drejer sig om at kvinder grundlæggende er lige at stille med mænd. Men nogen kamp for noget er der ikke tale om - man kunne så nemt komme til at træde nogen over tæerne.

Hykleri fra alle kanter
Jeg gør lige min position klar her. Den er først og fremmest hyklerisk. Jeg køber kvindemagasiner, jeg læser kvindemagasiner og jeg skriver for kvindemagasiner. Kill me.

Men når det er sagt, så er jeg ikke fan af bladenes genrelle indstilling til køn, kvindeimage og kroppe.

Jeg bliver gang på gang provokeret af overfladiske hævdelse af en interesse for en stærk kvindeidenditet, og så de utallige underliggende diskurser, der tjener til at underminere vores selvbillede, fintune os som forbrugere og så tvivl om den virkelighed, vi befinder os i.

Lad mig komme med et eksempel: Et dansk magasin, der markedsfører sig meget Oprah-inspireret på at kvinder skal elske sig selv som de er, handler nærmest udelukkende om kropsmæssige emner: Slankekure, plastiske operationer, foryngelseskure, sundhedskure, makeovers, motion - og bladet føler sig ikke hævet over at bringe tips til at tabe to kilo på to dage, med en kur hvor du udelukkende må drikke kogevand fra porrer. Husk nu at elske dig selv imens.

Det er den form for forløjet feminisme og kvindeimage, Consume vil gøre op med. Og det er der sådan set ingen tvivl om, at de gør.

Spørgsmålet er, om de gør det på en måde, som folk vil engagere sig i og lytte til. Det kigger vi på i næste kapitel af CONSUME, afsnit II, hvor vi også vil indrage en anden anmeldelse af magasinet, så jeg har flere ting at skyde på. Bang!

... nørd blandt nørder

Det har lige været påskeferie, som I nok har bemærket, og jeg er blevet spurgt et par gange hvad jeg lavede i påsken. Hver gang har jeg kortfattet svaret, at jeg var i Jylland med Nikolai og nogle venner.

Det er ikke decideret løgn. Men også ret langt fra den fulde sandhed.

Nu står jeg frem og giver hele historien. Og så vil I måske forstå, hvorfor jeg holdt lidt igen med sandheden, ikke mindst ude på min ”Devil wears Prada”-arbejdsplads. Især fordi at jeg – og dette skal siges med eftertryk – havde en fantastisk påskeferie.

For mange af jer benyttede sikkert mindedagene for Jesu korsfæstelse til at gå til påskefrokoster med veltillavet mad og hjemmesyltet brændevin, holde en lille fest, se familien, gå udendørs og nyde vejret (Iført flyverdragt) eller måske gøre forårsrent eller endda i kirke. Modne og socialt acceptable ting.

Ikke her.

Jeg tilbragte påsken på en ferieforladt folkeskole 10 km. udenfor Århus. Det gjorde jeg rigtigt nok sammen med dejlige Nikolai og ca. 10 af mine bedste venner - og godt 300 dedikerede unge menensker fra alle dele af Nørd-segmentet (Det bleg-sorte segment).

Det var hele vejen fra de velcamouflerede udgaver, som er gledet umærkeligt ind i lukrative områder af den kreative klasse, hvor de gemmer sig bag interessante briller og skjuler deres oprindelige nørdethed som skæve indput på flipboardet – til den type, der omfavner nørdetheden med alle dens stereotypiske træk, og som maxer ud på lange læderfrakker, elendige sociale færdigheder, fedtet hestehale og dybfølt afsky for deo.

Jeg indtog en diæt bestående af toast, cola, elendigt tillavede mojitos og en form for undskyldning for mad, som blev serveret hver aften under uigennemskuelige fødevarepseudonymer som "Shepherds Pie" og "Gryderet med paprika". Alt sammen variationer over temaet "Rødbrun sovs til hvidlig kulhydrat".

Farven grøn eller konsistensen "sprød" er tabu i dette særlige cuisine, som oftetst findes på sommerlejre, børnehjem eller andre steder, hvor store mængder mennesker med svækkede rettigheder samles.

Jeg sov i en kold gymnastiksal, hvor folk snorkede så højt at man kunne mærke rystelserne i gulvet, og hvor man fik fornærmede tilråb hvis man vovede at tale eller blokere brandvejene (Som fandtes på visse steder af gulvet, lagt i et mystisk mønster med malertape - nærmest som Da Vinci Mysteriet med Silvan-specialeffekter).

Om aftenen sad jeg i en slags café, som var endnu et iskoldt område af omtalte skole og drak de elendige mojitos (Hvordan kan man ødelægge mojitos HVER gang?!? Rent statistisk må så relativt simpel en drink da lykkes af og til) eller de særlige gourmetøl fra Wintercoat-bryggeriet. ”Gourmetøl” betyder som bekendt, at du som brygmester kan tillade dig hvad som helst med hensyn til den øl. Wintercoat udmærker sig ved at have produceret ikke mindre end fire former for fadøl, som er udrikkelige på hver sin måde, men alle med et indslag af hhv. svovl og Cillit Bang et sted i smagsoplevelsen.

Der var også et cirkusstribet øltelt (Om det var koldt? Oh ja.), hvor der var abefest 24-7, og de havde en playlist der inkluderede en jysk version af Basshunter med en sang om teknisk skole, som tilsyneladende glædede de indfødte.

Og så var der en stor fællessal med en kiosk, en scene, et vævet scenetæppet med ugler på, en del borde og stole og så et hav af tag-selv-brætspil i den rollespilsorienterede genre. Og selvfølgelig en del grupper af koncentrerede unge mænd, som spillede spillene i timevis, uden øje for andet end at få has på Yog Sogoths kultister og gaine flere XP. Blandt disse var Nikolai og 10 af vores bedste venner.

Og jeg? Jeg groupiede lidt rundt, sludrede med forbipasserende og underholdt med kommentarer om løst og fast, som ingen hørte medmindre Yog Sogoth lige ventede en runde for at købe en Marsbar. Jeg fik nye venner, hentede kaffe, delte ugeblade ud og brokkede mig over kulden. Og så spillede jeg rollespil.

Her taler vi ikke om dem ovenfor, hvor der rykkes med brikker eller orker af tin. Vi taler heller ikke om det, hvor man klæder sig ud og slår orkerne real time ude i skoven.

Vi taler om en endnu en subgenre. Bordrollespil – eller papirrollespil – kalder de det, derovre. Derovre hedder i øvrigt Fastaval, og er en såkaldt Rollespils-con: Kort for convention.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg selv vil kalde det andet et rollespil. For det er hvad det er – du får en rolle, og så indgår du i et spil. Ikke så meget et spil som i konkurrence, men som i skuespil. Spillet kaldes et scenarie, og det har et plot, nogle karakterer og ofte visse scener, der skal udspilles.

Ligesom teater, si’r du, MEN: Ordet spil passer bedre, i den forstand at fremdriften sker i interaktion med andre, som tager initiativer og kommer med indput, og at udkommet ikke er afgjort på forhånd. Lissom Twister. Bare uden hele højre-fod-på-blå-og-ansigt-i-Ebbes-skridt-delen.

Nu bliver det meget teknisk og kedeligt. Det var ikke meningen. For det er faktisk mægtigt sjovt og facinerende og ret så enestående.

Lad mig forklare.

Et bordrollespilsscenarie foregår sådan her: Man ankommer, ca. 5-6 spillere, til et klasselokale.
Dette er på ingen måde redecorated til lejligheden. Det har tværtimod bevaret alle trækkene fra sin hverdagsidenditet som rede for 1.b, heriblandt de klassiske alfabet-ark over tavlen, hvor A illustres med en abe og X med en xylofon. Fordi arkene er fra slut-70’erne, hvor ”xylofon” var det eneste relevante x-ord i sproget, for det var før Dansk Folkeparti, og derfor var ”xenofob” ikke så almindeligt kendt.

Der er også billeder af en dum tøjabe, som tilsyneladende hedder Læsefidusen, og skal narre børnene til at tro, at det er sjovt at lave lektier. Og der er postkort fra ungernes ferier, og et klassebillede, hvor man kan konstatere, at bøjletandlægen vil sætte ny nakketræksrekord, når de her unger vokser til.

Udover 1.b’s fingeraftryk er lokalet præget af to karakteristiske ting: Gulvet er ryddet men to-tre stk. borde med tilhørende stole er samlet i en firkant i midten af rummet. Det er den ene ting.

Den anden er en ung mand – i ganske få tilfælde en ung kvinde – med et lidt ængsteligt, afventende og imødekommende udtryk i ansigtet. Det er spillederen: Den person, som skal køre scenariet, og som ser ængstelig ud fordi han ikke er sikker på, at alle hans spillere møder op. Hvis han endda er forfatter til scenariet, ser han ikke bare ængstelig ud, men er decideret nervøs.

Man sætter sig i relativ tavshed – rollespillere er overraskende lidt socialt initiativtagende, tagte i betragtning af deres interesses natur. Hvis man kender nogle af sine medspillere, snakker man lidt med dem om vind, vejr og søvnproblemer i sovesalen, og det hjælper som regel på den generelle stemning. Ellers venter man pænt til der er fuldt hus af spillere.

Nu sætter spillederen sig ned for bordenden. Hans opgave er nu at få folk rystet sammen, fordelt rollerne, orienteret spillerne om scenariet som sådan, og sætte tingene i gang.

Det kan han vælge at gøre på flere måder. Jeg oplevede tre forskellige versioner i år:

Den ene bad om navne og lidt baggrund, samt præferencer mht. roller, og fortalte derefter om spillets mekanik og scenariets historie. Så fik vi roller, testede en scene, og startede.

Den anden lagde ud med at præsentere sig selv som psykologistuderende, holde 30 minutters indfølt peptalk, hvor pointen var, at hvis scenariet blev for meget for os, skulle vi ikke være bange for at stoppe hele baduljen og græde ud, og derefter kastede vi os ud i endnu et kvarters teambuilding-teatersport som kronedes af fødelseforberedelses-åndedrætsøvelser.

Den tredje lænede sig tilbage i stolen, strøg svenden af panden, og sagde: ”Nå. Hvad spillede I i går?”

På en aller anden måde når man altid frem til start.

Så er der selve scenariet. Dets historie og setting kan være meget, meget forskellige. Sidste år spillede jeg fx. et, som på ingen måde stod tilbage for Café Noir-reklamerne i absurde indslag, et Arkæolog-møder-Aladdin-scenarie og en Shakespeare-parafrase, som var 100% fantastisk i al sin bard’iske pathos.

I år spillede jeg et screwball-eventyr a la Shrek, et scenarie fuldt af mødregruppe-hverdags-horror, og to seriøse kærligheds-dilemma scenarier – et virkelig godt og et okay.

Nikolai spillede det dystre frihedskæmper-scenarie ”En lærke lettede”, og Guder-og-Helte-spillet ”Sparta”. Så der er en vis variation. Og - for udenforstående overraskende - få elvere, troldmænd og iskrystaller.

Spilteknisk er de også meget forskellige, de her størrelser. Men når man først går i gang, virker det som regel sådan her:

Man har sin rolle, som har nogle karaktertræk, nogle mål i livet/scenariet og nogle relationer. Det har alle de andre også. Disse træk og mål er forbundet til det store hele, som er scenariets setting og plot.

Man træffer valg, tænker og taler ud fra sin rolles baggrund og udvikling gennem spillet. Replikkerne er ikke fastlagt på forhånd, og scenernes udkomme heller ikke.

Der vil dog som regel være nogle scener, som er fastlagt på forhånd af scenariets forfatter, og der starter man selvfølgelig med den første, og kæmper sig vej gennem fortællingen.

Spillederen fortæller hvor man er, og måske lidt om stemningen. Men spillerne er i høj grad herrer over handlingen og udviklingen, qua deres valg, initiativer og idéer – eller mangel på samme.

For såvel som spillerne kan drive det hele frem, kan de også sætte det hele i stå. Det sker hvis de af en eller anden grund interagerer elendigt med alle andre, ikke tænker på spilmekanikken, er generte og indelukkede eller bare plain idioter.

Lad mig give et par eksempeler: I Arkælog-møder-Aladdin-historien fra sidste år, ”Den brændende vinds ild”, indgik der en neutralt udseende olielampe. I kan nok regne ud, genren taget i betragtning, at der her er tale om et stykke isenkram, der var rimeligt centralt for hele balladen.

På et af spillerholdene var der imidlertid en pige, som på meget tidligt tidspunkt besluttede sig for, at begrave pågældende lampe, så den var ude af legen. Det er et eksempel på plain idioti og ikke at tænke på spilmekanikken – og der blev i parantes bemærket slået hårdt ned på initiativet fra spillederens side. Frihed under ansvar.

Det hold, hvor jeg selv spillede med på, gik lidt anderledes. Der var ingen plain idioter, men der var en gut, som satte sig for at følge hver scene til dørs før den begyndte, således at vi hvergang endte med hans lille manuskript, som så skulle spilles. Det var da et meget festligt lille børneteater, men toltalt frarøvet det frie initiativ og den uforudsigelighed, som adskiller rollespil fra skuespil. Det er spilmekanikken og opmærksomheden på de andre spillere og deres input, den er gal med her. Og så var det altså heller ikke ligefrem Holberg'ske højder af klog komik, vi endte ud med, skal det tilføjes.

Endelig kan spillerne også være helt uskyldige, mens enten spillederen eller simpelthen scenariet er de faktorer, der sutter røv. En vag eller uforberedt spilleder eller et scenarie, der er dårligt skruet sammen, er faktorer der kan få dig til at sluge 3.b’s tavlesvamp i håbet om at dø af dehydrering på stedet.

Det er de skidte ting. Nu kommer vi til de gode.

Det kan være helt eminent spændende at spille et godt rollespilsscenarie, hvor alt går op. Det er som at medvirke i en film, hvor du ikke kender handlingen på forhånd, og hvor du selv har en masse på spil. Du er et sted mellem tilskuer i stakåndet spænding og hovedperson med fuld skrue på følelser og fremdrift.

Hvis historien er god, rollerne troværdige, dine medspillere talentfulde og engagerede og spillederen i perfekt kontrol, så er det en gribende og intens oplevelse, som jeg ikke kan sammenligne med noget andet, jeg har prøvet. Scenariet tager gerne en fem-seks timer, og hvis det er godt, kigger man ikke på uret en eneste gang. Det eneste andet, jeg kan foretage mig over så lang tid uden at tænke på tiden, er at sove.

Og for en narrations-junkie som jeg, er det fantastisk, når spillederen annoncerer en lille tisse-og-toast-pause efter et par timer, og jeg hele pausen igennem har sommerfugle i maven af spænding over, hvad der sker i ”næste afsnit”.

Når scenariet slutter, tager man en lille snak. Godt, skidt, sjovt, hvem sagde og gjorde fede ting, hvem skal lige stramme op? Og så siger man pænt farvel og går ud i ølteltet til sine venner, som også har spillet andre scenarier, fortæller hinanden om sine oplevelser og tager en fyraftensøl eller tolv.

Det er der, jeg synes man kan mærke, hvor god ens oplevelse var. Når den er okay, er de sidste seks timer faktisk hurtigt glemt, og man vil hellere høre om de andres oplevelser. Når den er elendig, kører adreanalinet i vrede hele vejen til fjerde bajer. Og når den var fantastisk, sidder overraskelsen, opløftelsen og følelsen af at have været del af noget unikt, i kroppen og sindet helt til næste morgen.

Læg oplevelser som det sammen med Nikolai, 10 af vores bedste venner og en stor gallafest med god undskyldning for at have silkekjole, høje hæle og masser af makeup på. Så kan det være, at der er en chance for, at I måske forstår – eller i al fald accepterer – at jeg mener, at jeg havde en fantastisk påskeferie.

...klapper

Både Nikolai og bror Davids kæreste, Marie-Louise, er indenfor de seneste par måneder blevet introduceret til vores familiesvaghed: Jagt. Og nærmere bestemt, til funktionen "klapper".

Klapperne er de ubevæbnede personager, som tramper gennem skoven på en jagt, således at vildtet skræmmes ud af tykningerne og ud hvor jægerne kan komme på skudhold af dem.

Klapper er det, man er, indtil man får et jagttegn.

Det vil sige, at det er det, alle nye gæster bliver udsat for, når de tages med på jagt. De pakkes ind i varmt og vandtæt tøj, og kastes ud på dybt vand, eller rettere, i dyb skov - og så må man se vad der sker: Om de kommer tilbage, fulde af had, afsky og grannåle overalt, eller - og det er heldigvis normalen, om end det er ret ulogisk at det forholder sig sådan - begejsterede, oplivede og friske på en tur mer'.

Det er også denne funktion, alle børn i jægerfamilier har. Og derfor også jeg. Og opvæksten som klapper skrev jeg engange en artikel om, som Dansk Jagtforenings blad, Jæger, overraskende nok valgte at bringe dengangt i 2001, tror jeg. Jeg havde troet at artikeln var alt for interne, men det at de valgte at bringe den, viser nok, at vi er mange klappere herude omkring i landet - mange, som har delt trætheden, stoltheden og skipperlabskovsen.

Til ære (og på opfordring) for Nikolai og Marie-Louise, vores nyeste klappere, bringer jeg her artiklen, copyright Jæger, sæføli. Jeg håber, at den vil nå klappere mange steder og lade dem føle fælleskabet i at kende til klapperlivet.

"Vi, der valgte klappervejen

Vejen fra småklapper til jæger med egen post er lang og brolagt med grannåle. Og selv en dedikeret driver kan have brug for at kærligt klap i ny og næ.


Af Marie Carsten Pedersen


Da jeg var to år gammel blev jeg placeret på min fars ryg, i en rygsæk af den slags man bærer små børn rundt i så de vender den modsatte vej af bærerens færdselsretning, og hvor deres korte ben stitter ud af af to huller bagpå. Der var jagt på gården nær Lejre, og denne gang skulle jeg ikke blive hjemme på køkkengulvet, hvor min mor og de andre travle damer snublede over mig mens de brasede og regerede for at få jagtfrokosten klar.

Min betænksomme mor stoppede mine ører fulde af gule skumpropper og trak bøllehatten godt til omkring mit hovedet, så jeg var klar da min far, jeg og jagtselskabet traskede afsted i den kolde efterårsmorgen. Fem såter senere vendte vi tilbage, hvorefter jeg stolt proklamerede for alverden –stadig fra mit høje sæde- at ”VI har skudt to fasaner.”

Min far kan stadig få våde øjne når han fortæller den historie. Der kan jeg stå nok så voksen med mit eget jagttegn og cirka fem gang så høj som dengang jeg kunne proppes ned i en rygsæk, og alligevel kan jeg se, hvordan jeg i hans øjne forvandler mig til en buttet unge i en lille oilskinjakke, og med en grøn bøllehat som kæmper en ihærdig kamp med de uglede brune krøller om at dække for udsynet. Det er hårdt for selvstændigheden.

Ikke desto mindre ønskede jeg mig utallige gange tilbage til min position som ubevæbnet bagpost på min fars ryg, da jeg først var blevet for stor til det privilegie. Først da begyndte nemlig livet som klapper –hårdt men ubarmhjertigt.

Stakkels Bambi
For en otte-årig tøs som boede i et lyserødt værelse og samlede på brevpapir og plastikponyer, var det ikke præcis lykken at hoppe i et par uklædelige overtræksbukser, blive snøret ind i uldne tørklæder af sin mor, og slide sig gennem revl og krat i efterårskulden, eventuelt med sin ulykkelige lillebror på slæb.

Men der var ikke tale om at give op, ikke hvis man ikke ville miste ansigt overfor de mange fætre og kusiner som kæmpede sig afsted andre steder i klapperkæden. Så jeg holdt ud, ikke mindst fordi min far med stor pædagogisk sans bestak os småklappere med chokolade mellem såterne.

Senere, omkring tiårsalderen, kom der andre kræfter ind i billedet. På det tidspunkt blev det sejt at fortælle om jagt i skolen.

Det gav status at være den eneste i klassen som havde en hund der lystrede, det var fedt at ens far havde et gevær, og det var et hit hver gang man fortalte om opbrækning og ækle indvolde. For en pige som jeg, der endnu ikke helt havde fået fat i hvorfor det pludselig ikke længere var smart at samle på plastic-ponyer, var det et es i ærmet at kunne fortælle at man havde skudt med salonriffel hele sommerferien.

Men også dét holdt op med at være tjekket. Læbestifthylstre overhalede patronhylstre som statussymbol, oilskin blev én gang for alle dømt kikset af en jury med neonfarvede dunjakker, og rådyrets indvolde var der ikke rigtigt nogen der gad høre om længere.

Tværtimod blev jagt skrevet ind i den sorte bog over ting, som teeagepiger hader og afskyer, på linie med deres små søskende og deres forældres musiksmag (og øl -men det tør de ikke sige).

Jeg måtte gå stille med jagten i de år, hvis ikke jeg ville til at forsvare, at min familie var skånselsløse dræbere der år efter år plaffede løs på Bambis mor, overfor et mangehovedet uhyre af ti uvidende men stærkt indignerede 13-årige veninder.

Uro i klapperkæden
Mine omgivelsers mangel på accept smittede af på min egen holdning til jagt i disse år. Min jævnaldrende kusine og jeg fandt på fikse undskyldninger for kun at tage de første såter og så hoppe fra ved frokosttid.

Mens de andre sled videre i kulden varmede vi fusserne hjemme i vores farmors stuer og pillede grannålene ud af håret, så vi i hvertfald så smarte ud, når vi efterfølgende modtog vores fætres og brødres hån.

Men der gik ikke mange år på den måde, så kunne vi ikke bære skammen længere. Jeg følte efterhånden at jeg hørte til i klapperkæden, og jeg meldte mig atter under fanerne –men i smartere tøj, for om ikke andet havde teenagetiden resulteret i, at jeg havde kastet min mors påklædningstyranni fra mine skuldre. Det er bare noget, man som pige skal igennem - en kold, men nødvendig process.

Vi børn blev også lidt mere klapperbevidste på dette tidspunkt.

Vi havde efterhånden regnet ud, at vi ikke kun blev udkommanderet til klapning fordi vores fædre elskede at se os lide, men at de gamle gutter faktisk havde brug for os for at få vildtparaden til at se ud af noget.

Internt mellem fætre og kusiner ulmede oprørsstemningen, og klapperledere som vi fandt inkompetente til at styre vores guldrandede indsats, fik ikke et ben til jorden når vores junta samledes efter jagten for at bagtale de gamle i gårde.

Men som det så tit sker i græsrodbevægelser, så opstod der spild i rækkerne. Først gik en kusine over til fjenden, så en fætter – det vil sige, de tog jagttegn.

Kampen for klapperrettigheder blev dysset ned efterhånden som vores teenageoprør fandt andre mærkesager, og jeg begyndte ligeså stille selv at få dårlig samvittighed over at jeg endnu ikke var krøbet på skolebænken for at bestå den forjættede jagtprøve.

Som sagt så gjort: Jeg tog min lillebror ved hånden, og sammen deltog vi i forberende kursus og gik på flugtskydebane med stor fornøjelse, for endelig at bestå jagtprøven med lodder og trisser.

Klappersagen lever!
Den ulykkelige, snotnæsede lillebroder, jeg trak gennem krattet i mine unge år, har i dag udviklet sig til en ung mand, som står for med stor succes . Han har dog langt fra glemt sin fortid i klapperkæden, og han har udviklet sloganet “Har du været rar ved en klapper i dag?”.

Jeg mener der burde produceres klistermærker til bilens bagrude med disse ord. For klapperhvervet kan i sandhed være lidt af en bét, når man tramper afsted gennem vildnisset i timer, og bagefter selv skal trædes psykisk under fode af korpulente, bevæbnede herrer med grønne knickers og knæsokker.

I den sjove ende af klapperdiskriminationen ligger den gode gamle schlager om, at hvis man skyder en hund, bør man have frataget jagtegnet, men hvis man skyder en klapper, tager man bare opvasken.

Mere bittert er det, når driverne ikke får et ord til tak ved den afsluttende parole, eller at informationerne under jagten er så ringe, at ingen ved hvor de skal hen, hvorefter man får på puklen for dårligt arbejde.

Fordi mine fætre, kusiner og jeg var børn af jægerne selv, har vi aldrig været en anonym drivergruppe, som bed slagene i os.

Vi har været med før, under og efter, og vi har brokket os som små djævle, når vi ikke følte at vores indsats blev værdsat. Det er sværere for en jagtherre at ignorere en klappers utilfredshed når han skal høre på den fra bagsædet af bilen hele vejen fra Mariager og hjem til København efter jagten.

Jeg skal gerne indrømme, at en del brokkeri bunder i at jeg har været været forkælet, egoistisk, selvoptaget, misundelig og generelt i dårlig form. Men for pokker – de krat, som selv de granvoksne hundeførere kommer forpustede ud af i dag, dem kæmpede vi os igennem endnu før vi selv måtte kravle ned af klappervognen! Klappere arbejder hårdt og med stor glæde for den større sag, og jeg håber virkelig, at jægere rundt om i landet husker på at påskønne det arbejde, som klapperkæden udfører.

Jeg holder uendelig meget af at være klapper, og på trods af at jeg som før nævnt har erhvervet mig min egen “license to kill”, vader jeg ofte troligt afsted i klapperkæden i stedet for at udnytte min ret en magelig post.

Mange jægere holder af at gå igennem selv, og for de der aldrig gør det, vil jeg bruge lejligheden til at anbefale lidt markarbejde af denne slags. Man behøver slet ikke lommelærke eller kulstænger til at holde varmen på, hvis man tager to såter gennem rødgranerne."


Finito. Om lidt kommer der lidt billeder fra sidste weekends jagt hos min Farmor på Solhøj i Hem Skov ved Mariager.

..hende, som var inden i krigsskibet

Dette bliver spændende. Der er til denne post både en historie, en fotoserie, og en quiz. På sin vis også en cliffhanger-slutning. Kom ikke og sig, at jeg ikke gør mit for at gøre det interessant at følge med herinde.

Vi er som tidligere varslet landet i Barbara Cartland-land. De lyserøde skyer dækker himlen, hvalpe og lam flokkes om ens fødder og gør vejene usikre, mens luften summer af kolibrier i vild korpulation med langstilkede røde roser..

...Eller er det biers ting?

Anyways. Jeg er derfor ikke bange for at starte med en kliché: Jeg husker tydeligt den første gang jeg så Nikolai.

-Eller rettere, det var ikke den første gang han var i mit synsfelt. Det var den første gang jeg så ham, sådan rigtigt opfattede at dér var et menneske, som lige var lidt mere interessant for netop mig end gennemsnittet af personer her på jord var.

Før dette øjeblik hvad jeg godt nok registreret at manden fandtes. Det var ham, der hang ud med gruppen omkring Claus Raasted, Jesper Heebøll og de andre Roskilde-ætlinge, jeg kendte fra rollespilsmiljøet. I øvrigt havde han engang medvirket i et radioprogram om rollespil, hvor jeg også selv var blevet interviewet. Hans kendetegn var for mig, at han var helt utroligt goth.

Det er meget uretfærdigt at jeg skriver dette, og jeg ved at Nikolai vil blive meget irriteret. Han lever med venner, der holder meget af ham, men som holder lige så meget af at holde ham fast i, at han er goth, uanset om han piver, skriger, bliver blonderet, ifører sig cremehvid kabelstrik og melder sig ind i Venstres Ungdom.

Det går så vidt som til, at vores fælles kammerat Kristo engangs skulle beskrive en pige, der var helt derude hvor flagermusene vender fordi der alligevel er blevet lidt for goth for dem. DEt gjorde ham med ordene: "Hun er så goth, at hun får Nikolai til at ligne en britisk kostskoleelev." Så vidste alle, hvad dommerdagsklokkerne var slået.

Det er uretfærdigt. Nikolai ejer ikke et nittearmbånd. Okay, man kan da nok finde en læderfrakke og en diskret eyeliner fra fortiden i hans gemmer. Der er også mange sorte t-shirts med bandnavne, ofte med et latinsk islæt, i garderoben. Og hans musiksamling er, skønt udsøgt og varieret, præget af moltoner.

- Men han tænder ikke sorte lys, og han har ikke en rotte, og han spytter på små gothpunkere med hullede netstrømper på armene i kø foran The Rock. Han griner af "Klovn", han sætter pris på et godt måltid, han sover om natten og er vellidt af sine svigerforældre. Han er på mange måder nærmest anti-goth.

Sandheden er bare, at manden har enestående naturlige anlæg for at se goth ud. Han er høj, mørk, slank og senet, på sådan en barok-crucifix-agtig facon, og hans øjne er store, grå og lysende på en måde der kan få én (I al fald mig) til at svømme hen i tanker om stjerner og midnatshimmelhvælv. Hans kindben har fået en del diamantskær til at stille sig diskret over i hjørnet og føle sig som smørspatler, og hans hud har igen det her indre skær af måneskin - undtagen om sommeren, hvor han på polarhare-agtig vis skifter farve fra hvid til til sålelæder-sigøjnerbrun, hvilket har den effekt, at man ikke bare frygter for at få stjålet sit hjerte, men også sin pung.

Læg dertil, at knægten dengang havde lange slangekrøller i den blandt teenagepiger fra forstæderne populære nuance L'Oreal "Gothic Black No. One". Og i øvrigt kan se nærmest faretruende mut ud, når han fanges i et ubevogtet øjeblik. Så begynder I måske at forstå, hvorfor også jeg havde staklen katalogiseret under "Godt nok goth".

-Og det var alt mit indtryk af ham. Indtil.

Da dette første gang ændrede sig, stod jeg i Jesper Heebølls lillebrors soveværelse, på den Heebøllske fædrende gård i omegnen af Roskilde. Det var 14 dages tid før rollespilsscenariet LT 7, og jeg var ankommet til stedet for at møde det hold af rollespillere, hvortil jeg et par dage før var blevet shanghaiet, samt prøve min karakters kostume for første gang.

Udenfor gik godt 10 mennesker med powertools og pensler og byggede på en rød bindings-
værksgård, som skulle huse hele holdet til scenariet. På billedet man ser hvordan. Det er endda Nikolai, der holder for (Og Jens Niros, der holder Tool of Power).

Jeg var som sagt blevet hasteindkaldt til at spille min rolle som fin frue. Det var en krævende operation, da jeg hverken havde kostume, baggrundsviden eller kendskab til størstedelen af mine medspillere, men der stod stærke kræfter klar til at løfte i flok.

En af de helt store løftere var Anna Balsgaard, som er en syerske af Guds nåde og en ukuelig arbejdshest uden lige. Anna havde fået tilsendt mine mål, som jeg ubehjælpeligt havde tjekket på mig selv ved hjælp af et stykke sejlgarn og en tommestok, og derudfra havde hun kastet sig ud i projekt balkjole.

Hvad jeg derfor i den pågældende stund var i færd med at prøve, var derfor første udkast til det, som siden skulle komme til at gå under navnet "Krigsskibet". Aldrig har så mange meter babyblåt kunststof været samlet på så relativt lille et område - relativt, fordi det sammenlignet med fx. SAS-Hotellet var ganske lille, men sat overfor fx. en menneskekrop på 1 meter og 68 centimeter uden hæle var det faktisk et ganske enormt stort område, det stof boltrede sig på. Vi taler om et skørt som gjorde, at jeg måtte presses gennem døråbninger på Peter-Plys-fanget-i-Ninkas-kaninhul-maner.

Hvis flodhesten Dolph havde været undfanget af Wullfmorgenthalers hjerner på dette tidspunkt, tror jeg måske, at Anna havde valgt en anden farve - af hensyn til den slående lighed mellem omtalte jægersoldat/ninja-flodhest og kjole i såvel kulør som omfang. Tror jeg - håber jeg. Det er ikke til at sige med hende og hendes sans for humor.

I al fald stod jeg der; i et drengeværelse med Formel 1 plakater på væggene, og iført det mægtige skørt der var "Krigsskibets" understel. Omkring mig vimsede Anna og Andrea Jørgensen, begge i færd med at fastoperere kjolens flæsebesatte frakke til min overkrop ved hjælp af knappenåle. Jeg frygtede for mit skind og svedte som en gammel græker i sommervarmen. På mit hovede sad vistnok en halvskævt henkastet tiara, blot sat på for at øge helhedindtrykket (Og underholdningsværdien, mistænker jeg..).

Og så gik døren op.

Hvor ville det have være frydefuldt antiklimatisk for denne skribent, hvis det nu ikke havde været Nikolai bag den dør.

Men det var det.

- Endda i sin sigøjner-inkarnation, og stadig med sorte slangekrøller, som det ses på billedet herover. Det var et syn for guder, krigsskibe og flodheste.

Det syn der mødte ham, var så tilgengæld dette til venstre - læg blot til, at kjolen var ufærdig og blottede dele af min overkrop på mystisk mutant-maner, plus resten af den noget groteske scene med nåle og Formel 1.

Jeg husker hans ansigtsudtryk som den perfekte personificering af udtrykket "Oh, bugger!"
- og retteligt så, for hvad siger eller gør man dog, når man tror man er i kendte omgivelser på sin sambos fødegaard, og pludselig står ansigt til ansigt med en gigantisk lyseblå voodoodukke?

Anna kom dog Nikolai til undsætning. Hun trak knappenålene ud af mundvigen, så resolut på ham som en stolt moder, der ikke tåler andet end skamros af sin skeløjede nyfødte og sagde med et stort smil: "Er hun ikke smuk?"

Så vidt jeg husker fik Nikolai mumlet noget, der forhåbenlig lød bekræftende nok til ikke at fornærme voodoo-væsenet og nedkalde syv års ulykke over hans hovede.

Jeg selv havde for længst opgivet at redde situationen, og valgte at satse på at smile manisk og stå helt stille indtil verden blev normal igen. Og nålene var væk. I samme øjeblik gjorde lige præcis en nål opmærksom på sig selv, og jeg rykkede på en arm, hvilket udløste en kædereaktion i flæserne, så halvdelen af toppens slå-om-funktion gav op og blottede et bryst. BH-klædt. Men stadig. Voodoodukken ville i det øjeblik ikke have haft noget som helst imod at blive gjort til en zombie på stedet, primært fordi zombier hverken har bevidsthed eller kan rødme helt enormt.

Nikolai kiggede diskret og hastigt væk, undskyldte sig med nogle powertools og flygtede. Arme blev løftet, flere nåle blev sat i og toppen sikret. Og verden blev normal igen.

Næsten.

Det var ikke kærlighed ved første blik. Jeg havde på det tidspunkt en anden kæreste, Nikolai havde en kærestesorg, og der var ikke nogen der ønskede at ændre på de forhold - i al fald ikke det første. Og det var ikke mig, der var udset til at ændre på det sidste. Jeg var meget glad for mit forhold, elskede min kæreste, var sikker på, at Nikolai syntes jeg var jordens største kegle der hørte til for enden af en bowlingbane, muligvis en for elefanter, og der skulle i det hele taget gå lang tid før det blev aktuelt at brodere videre på det blik.

Men det var et blik - som, set i bakspejlet, er godt at kunne huske. Den første gang, jeg så dig - Og du så et svedigt krigsskib af babyblå nylon. Men alligevel.

End of story. Men det er ikke helt slut endnu..


...for her er manden så. Til scenariet og ikke i civil, tak Gud.

Nedenfor er der et link, som viser et andet og vildere billede af samme. Og nej - det er ikke ham med den lille fjer på.

Se godt på de to billeder, for nu kommer:

Quizzen

? Var Nikolais rolle den GODE eller den ONDE rådgiver?

Svar gives under comments. Præmien afsløres sammen med løsningen i den nærmeste fremtid (eller når nogle har gættet på noget)
Linket:http://www.kodehoved.dk/images/grafik/rollespilleren-3/s8-9.jpg


Tak for opmærksomheden.