For nylig så jeg en artikel i Politiken, hvor man havde sat sine fremmeste og mest galdefyldte kulturskribenter til at skriftligt gennemhejle Københavns klenodier. Havfruen, Strøget og Johnny Margrethe fik råt for usødet, og det samme gjorde Tivoli, Istedgade osv.
Det må have været helt utroligt befriende for de udvalgte skribenter at bare få lov at trykke det kulturradikale søm helt i bund uden at skulle relativisere sine aversioner eller politisk korrekse sig selv. Det er jo bare de sandheder, vi alle går og siger om de ting, Wonderfull Copenhagen har patent på at formidle til sagesløse udlændinge år efter år.
Kritikken af Istedgade gik på, at den "for længst havde overgivet sig" - til borgerligheden, pænheden og friværdien. Den tidligere så frække og fornøjelige gade, hvor der altid var en del ballade, var nu sunket til det lavest tænkelige niveau. Sexbutikkerne var ikke længre dette frigjorte mekka af lummer erotica med villige piger af Anni Lippert-typen, men blot leverandør af kaninformede klit-dildoer til forstadsfruen på frækt indkøb.
Narkomaner af den grimme slags havde afløst de fornøjelige sprittere, som man kendte og elskede i deres evige pendulfart mellem de bodegaer, der engang var ærlige vandhuller. Nu er de alle, fra McKluud til Det lille Øresund, overtaget af mediestuderende med langt nakkehår, dårlige manerer og retro-trang, som desuden ser go' mening i at gi' bare 18 kroner for en bajer.
De luskede steder var i det hele taget afløst af alt for meget lækkert tøj og labert hår, og det var knap nok til at ånde gennem en Rød Cecil dernede længre for bar' selvfedme og barnevogn.
- Og jeg tænkte, mens jeg læste: "Om et øjeblik står der noget med "Onkel Danny"."
Og det gjorde der så. Som altid noget med, at "Onkel Danny" ville vende sig i sin grav, eller sluge sin hat eller æde sit skæg eller noget andet ligskænderi, hvis han så "sit Vesterbro" den dag i dag.
Og det er hele humlen i det her: Med mindre man er Chili Turells nevø eller niece, bør man ikke tale om "Onkel Danny". Og medmindre du selv levede på Vesterbro i 70'erne bør du ikke tale om, hvordan den muntre Istedgade var meget bedre dengang.
Skribentens holdning er måske det mest gængse, mindst gennetænkte, og mest utjekkede, du overhovedet kan udtale om det pågældende brokvarter. Og alligevel sker det igen og igen, sjovt nok primært over en øl til 18 kroner på McKluud, og taleren med den sikre vurdering er freelancer på Politiken og DR SKUM på 13. år efter endte mediestudier, og skal nok snart hjem og sætte det lange nakkehår.
Der hersker i københavneriet én eller anden syg idé om, at Istedgade i årene 60 til 80 stykker var ét stort lykkeligt lystspil af en sengekantsfilm, hvor alle damer var billige, glade og frivillige, sprittere var af den joviale Karl Stegger-type, og øretæver var af den sjove Skipper Skræk-slags, hvor alle gav hinanden hånden igen når solen stod op.
Der var ikke ludere dengang, der var glædespiger. Nu står der bare en træt nigeriansk madamme og ødelægger udsigten til rigtig lir af Ole Sølvtoft-skolen, med lange ben og glimt i øjet.
Narkomanerne er også nogle usle erstatninger for de rigtig rå gutter, som var frygtindgydende på den særligt fede, vel-castede måde. Hvis der skal være sociale udskud, skal de i hvertfald ikke være så svækkede. Det samme med volden, nu er det springknive og sprøjter og sådan noget tøse-noget. Hvad blev der af et par ærlige håndmadder. Næ, der var simpelthen meget bedre kriminalitet dengang...
Jeg håber, at ironien fremgik af dette her. Det ligger bare ikke ret langt fra hvad en række mænd, ikke mere end højst 10-15 år ældre end jeg, til hver en tid bræger ud med over caipirinha'en på Boutique Lize. Når man regner lidt på deres fødselsår, må de have været nogle ualmindeligt fremmelige unger, hvis de deltog med liv og sjæl i det pulserende liv på Istedgade i 70'erne. Måske gjorde de det mest i brystmælk, når der kom Morgenbolledamer på bordet? Eller måske har de bare et Anders Matthesen-kompleks, og har set "Simon" på Østre Gasværk en gang for meget?
Det er ikke så meget deres trætsommelige selvfedme, jeg har et problem med. Okay, det er det også. Men det mere den arrogannce, der ligger i, at tro, at social armod er en kulisse for deres eget liv, og at det godt kunne tage at tage sig lidt bedre ud - og at hvis det bare gjorde, så var det hele helt topdollar.
For prostitution, narkomani, alkoholisme og porno har aldrig været det rene Olsenbanden. Der har altid, altid været sørgelige og grusomme skæbner i udstødningen af disse "brancher". Noget er fakta: Der er kommet mere hård narko, flere tvangsprostituerede, flere væbnede overfald og pornoen er blevet hårdere. Hvordan dette så er blevet til, at Istedgade er blevet mere kedsommelig og pæn, det fatter jeg ikke.
Men det er nok fordi, at det er kedeligt og irriterende at se på - derfor lukker man øjnene til man er forbi gasværksvej. Og så ser man kun Sticks'n'Sushi og barnevognene, og det føler man så at man kan tillade sig at blive arg over. Det går ikke op.
Det, skribenten og hans kammerater vil, er jo dette: Ryd den slemme armod og kriminalitet væk, gør det samme med barnevogne og café latte, og genindsæt noget sjov og festlig råddenskab. Bare lige til grænsen, der hvor der stadig er polka på trompeten når sidste omgang dingler.
Jamen jamen! En ting er at være nostalgisk. Men at være det efter en tid, som man selv har fundet på i sit eget Handelshøjskole-hovede, og som gør sociale problemer til en fræk komedie fra Saga Film anno 1975 - det er så ringe, at det er en hel blogfuld galde værd!
torsdag, august 31, 2006
fredag, august 25, 2006
...newborn fangirl
Vidste I, at vi i Danmark har en tegneserie med en goth-pige, fordelt på åben gade hver dag? Og at den er....sjov?
Det har vi. "Nemi", hedder stiben, og den er tegnet af den norske gother/slash/tegner Lise Myhre. Som er ...sjov.
Jeg er faldet over den i MetroXpress, der trykker den som eneste danske medie, fra tid til anden i toget på vej til og fra Hellerup Station og arbejdet. Det er faktisk Norges mest spopulære tegneserie næst efter én, der hedder 'Pondus', og som jeg ikke er interesseret i. Den har sikkert ingen gothere.
Jeg kunne faktisk ikke tro mine egne sanser de første par gange jeg læste "Nemi" - for alt ved serien, fortalte mig, at hovedpersonen var en goth-pige: Sort hår, hvid hud, metalmusik, rodet lejlighed, forkærlighed for Tolkien og drager, og en kynisk og dog romantisk indstilling til tilværelsen.
Men en tegnesreie i MetroXpress om en goth-pige? Umuligt, sagde min hjerne, og blev ved at afvise det, ligesom jeg afviste, at noget så søgt kunne være....sjovt.
Men det er en goth-pige. Og den er...sjov. Virkelig god, tør, selvironisk humor, god fortælling og meget anderledes end hvad man ellers møder. Kommer på sin egen måde op på siden af min anden yndlingsstribe for tiden, "Rocky", som også havde min dybeste mistro til at begynde med, også fik mig overtalt, og som gudhjælpemig også er norsk (hvad sker der? Norsk humor ruler junglen? What!?).
Se selv, hvorfor jeg kan lide Nemi:
Se mere Nemi i engelsk oversættelse på www.metro.co.uk/galleries/cartoon.html
onsdag, august 23, 2006
...til det visuelle
Det er længe siden vi har haft nogle billeder i denne blog - det gør vi noget ved her til aften. Et lille udvalg 
fra harddesken følger:
Det her er min lillebror David. Han spiller/straffer noget guitar og synger/kæfter op i et band, der hedder Narko Dart. Det er det, han gør her, men det er muligvis fra dengang det hed 'Nam Jam.
Narko Dart er et punkband, og det blev skabt en dag, hvor 'Nam Jam spillede så dårligt, at de blev ultra gnavne, og måtte forme et punkband for at få forløsning.
Narko Dart overtog hurtigt værtskroppen, og er nu et af de mest besynderlige indslag i den københavnske musikundergrund. De overrraskede fx. en flok uskyldige deltagere ved Socialistisk Ungdoms store Skt. Hans-fest på Amager strand i år ved at spille punk-opus'et "Jeg elsker McDonalds".
De har allerede udsendt seks albums, skal det siges. Jeg er meget stolt af min bror. Det var også ham med Irlands historie...
Narko Dart er meget demokratisk anlagt trods deres konstante antagoniseren af dem selv overfor alt og alle, så al deres musik kan hentes på deres hjemmeside: http://www.narkodart.dk
Det næste billede er min anden lillebror Thomas. Han er i gang med at slå nogle fjender fordærvet, formentlig orker eller frække, musikalske bønder. Læg mærke til, at han er bevæbnet med både spyd og sværd. Og blåt er klart hans farve.
Thomas er den mest engagerede rollespiller af os, og også klart den vildeste - ingen er mere ingame end Tjummi. Han vil gå langt for gamet og elsker at være obsternasig overfor jyske rollespilsarrangører.
Tjummi skal være advokat, og om konsekvenserne af dette for vores retssystem tør jeg end ikke gisne om med et gran salt. Det vil dog blive rystet, ligesom Tjummi har rystet fodgængere på Sjællands gader hele sommeren, ved at sælge dem den samvittighed, de ikke anede de havde - dvs. pushe dem et medlemsskab af Amnesty International. Det er gået over stok og sten. Da Thomas startede, sendte Andreas, som var hans chef, mig dagligt sms'er med Thomas score og lovprisninger af hans evner.
Det var vist alt hvad den ku' klare nu med upload, for den har lige skippet et billede at Niko og et af mig. Møgblog. Men måske et hint om, at jeg skal færdigredigere den artikel, som ligger og venter på mig - og som har en ventende redaktør i den anden ende af linien (og på MSN lige nu!).
fra harddesken følger:Det her er min lillebror David. Han spiller/straffer noget guitar og synger/kæfter op i et band, der hedder Narko Dart. Det er det, han gør her, men det er muligvis fra dengang det hed 'Nam Jam.
Narko Dart er et punkband, og det blev skabt en dag, hvor 'Nam Jam spillede så dårligt, at de blev ultra gnavne, og måtte forme et punkband for at få forløsning.
Narko Dart overtog hurtigt værtskroppen, og er nu et af de mest besynderlige indslag i den københavnske musikundergrund. De overrraskede fx. en flok uskyldige deltagere ved Socialistisk Ungdoms store Skt. Hans-fest på Amager strand i år ved at spille punk-opus'et "Jeg elsker McDonalds".
De har allerede udsendt seks albums, skal det siges. Jeg er meget stolt af min bror. Det var også ham med Irlands historie...
Narko Dart er meget demokratisk anlagt trods deres konstante antagoniseren af dem selv overfor alt og alle, så al deres musik kan hentes på deres hjemmeside: http://www.narkodart.dk
Det næste billede er min anden lillebror Thomas. Han er i gang med at slå nogle fjender fordærvet, formentlig orker eller frække, musikalske bønder. Læg mærke til, at han er bevæbnet med både spyd og sværd. Og blåt er klart hans farve.
Thomas er den mest engagerede rollespiller af os, og også klart den vildeste - ingen er mere ingame end Tjummi. Han vil gå langt for gamet og elsker at være obsternasig overfor jyske rollespilsarrangører.
Tjummi skal være advokat, og om konsekvenserne af dette for vores retssystem tør jeg end ikke gisne om med et gran salt. Det vil dog blive rystet, ligesom Tjummi har rystet fodgængere på Sjællands gader hele sommeren, ved at sælge dem den samvittighed, de ikke anede de havde - dvs. pushe dem et medlemsskab af Amnesty International. Det er gået over stok og sten. Da Thomas startede, sendte Andreas, som var hans chef, mig dagligt sms'er med Thomas score og lovprisninger af hans evner.
Det var vist alt hvad den ku' klare nu med upload, for den har lige skippet et billede at Niko og et af mig. Møgblog. Men måske et hint om, at jeg skal færdigredigere den artikel, som ligger og venter på mig - og som har en ventende redaktør i den anden ende af linien (og på MSN lige nu!).
tirsdag, august 22, 2006
...ikke færdig endnu
I går aftes smuttede jeg fordi Nanna i hurtige 1½ time inden endnu en aftale længere ude på Amager.
Vi har ikke set hinanden siden The Great Nokken-night, og jeg talte mere eller mindre konstant ud gennem en gedigen fennikkel/lamme-gryde plus ris i den korte tid, vi lige havde snydt os til sådan en mandag aften. Om mit job, om hendes nye job - hun har fået arbejde som kommunikationsrådgiver i Forsvarministeriet, hvilket jo er så vildt i en alder af 27, at man ikek tør tænke på det - Og så blev bryllupstraumet evalueret grundigere, hvilket var helt fantastisk terapi for min hårdt prøvede venstre hjernehalvdel.
Nanna er en gift kvinde - men havde det til min store lettelse akkurart lige så ambivalent med hele koncepttilgangen som jeg har det. Det er ikek kun mig - der er også andre, der ser noget paradoksalt i, at ægteskabet pr. automatik skal gøre dig til et led i kæden af traditioner, måder, holdninger og drømmekøkkener.
"Det er underligt", sagde Nanna, "at ægteskabet jo burde være der, hvor man løste båndet til familien, og satte de unge fri til at starte deres eget. Det er jo det, hele ritualet med faderen, der fører datteren op ad kirkegulvet, går ud på. Men i stedet bliver det der, hvor de to gennes tilbage i flokken efter at have kaget ud i de mellemliggende år."
Nanna blev gift for tre år siden, før nogen andre, føles det som om. Hun var godt nok i hvidt og der var ring og Kristus og det hele, men i tiden efter er hun og Andreas simpelthen forsat, som om intet var hændt. De har kylet Bogen - som Nanna kaldte Pakken - over i hjørnet, og kørt løbet på deres egen måde.
De har ikke fået børn, de er flyttet fra sted til sted i én konstant strøm, de har studeret, de har arbejdet på de skæveste tider af hinanden, de har sendt den nedarvede bil til ophugning og de har først for et halvt år siden investeret i noget blivende bolig. Uden rigtigt at have pengene til det. De er, ville jeg mene, et lykkeligt ægtepar. Men det er ikke fordi de er sikre på børnene, boligen, bilen, arvefølgen og fødselsdagene. De elsker simpelthen at være hinandens, og de vil ikke leve uden.
Til hendes bryllup var alle så relativt taget på sengen, at ingen vovede at lancere Pakken. Der sad to mennesker, der havde valgt at gifte sig, og det var så uventet og så tidligt, at det havde mere karakter af oprør end af falden til ro. Ikke at folk rystede på hovedet eller tænkte, at det var en skidt idé. Tværtimod, alle var vist ret enige om, at det var en beslutning med så meget power mellem to mennesker med så meget integritet, at det virkede helt fantastisk. Men det var så fjent fra normalen, at det blev et projekt, som de fik lov at styre helt selv, med alle de bedste ønsker fra alle omkring dem.
Jeg kan godt misunde dem, at de var så konsekvente. Så undgik de at blive traumatiseret før tid.
"Hvis jeg havde set alle de bryllupper, jeg har nu, ville jeg være blevet viet uden publikum på et bjerg i Grønland", siger Nanna. Hun har følt kalustofobien på vejne af andre par, når hun har siddet og klirret med gaflerne og hørt på skudsmål om Det Rigtige og Fornuftige i Ægteskabet.
Jeg har aldrig før ønsket at blive viet på anden måde end den gode gamle i kirke og med talerække. Men nu føler jeg den snigende trang til et yuppiebryllup med bare tæer på en strand i Fransk Polynesien og en ex-kannibal fra det lokale rådhus til at velsigne ægteskabet.
Eller - gys -hippiebrylluppet, hvor min elskede og jeg sidder helt alene på en eng med panderne hvilende mod hinanden, og lover hinanden evig troskab mens vi binder vores løfter i en krans af bellis og noget græs, der viser sig at give udslæt.
Pointen med det hele er, at jeg altså stadig mener, at ægteskab giver mening. Det giver mening at elske et menneske så højt, at man vil sætte den tykkest mulige streg under det. At man vil afgive et løfte, der varer længere end nogle andre man har aflagt før - og måske siden. Et løfte om, at elske i medgang og modgang. Fordi man ikek vil leve uden at gøre netop det.
Men - for der er jo et man: For mig handler det netop om de to mennesker, og deres kærlighed. Jeg tror ikke på planlægning som løsningen på livet. Min erfaring er, at det holder alligevel ikke. Derfor tror jeg ikke på, at man kan (eller skal) sætte kriterier op, for hvad der skal ske efter bryllupsnatten, eller hvad der skal lede hen til den. Fordi. Det. Hele. Bliver. Alligevel. Anderledes.
Jeg tror på, at det, der vil ligge til grund for ægteskab for mig, er: At man føler, at man bliver sit bedste sammen, og at man kan udvikle sig med hinanden. At man vil dele, ikke nødvendigvis alt, men i al fald den inderste del af sig selv med den anden (Dette kan være min sindrige måde at sige noget med at man kunne forestilel sig børn en dag).
Og helt kort: At man har lyst til, at møde den anden igen og igen, alle steder.*
Så, for at vende tilbage til lidt af det, jeg skrev i går, og som heller ikke var helt skævt: Der er jo ikke nogen, der tager dette fra det elskende par, uanset hvor meget der klipeps i sokker og tales om ægtepagt, økologisk køkkenhave og økonomisk sikkerhed. Det er i sidste ende noget, man selv kan tage magten over - og det er som sgat ikke de bryllupper, jeg har været til, men mere hele bryllupsmonsteret, der skræmmer. Der hvor man siger "A" (som i "Vi skal giftes") og hele systemet af generationer og traditioner så råber "B!!!!" - og kører toget med blåt og lånt.
Tag bare det med gaflerne: Så skal gæsterne kraftduleme også bestemme, hvornår de skal kysse hinanden, som to søløver under domptørens sild. Som om det ikke var nok med Pakken og Bogen.
Jeg tror at jeg starter Folkebevægelsen mod Folkelige og Frihedsberøvende Bryllupstraditioner.
Med lidt politisk medvind til den kan det være, at bryllupper ser helt anderledes ud, hvis jeg en dag står for tur.
Så er alt sagt i dén sag
* Dette er et citat fra Hugo Pratt, forfatteren og tegneren bag tegneserien "Corto Maltese" - noget fa det mest fantastiske, der er sket med blæk og pen i de seneste 50 år. I albummet "Balladen om det slate hav" lader Pratt Corto tage afsked med den, der skal blive hans livs tabte kærlighed, den meget unge Pandora Groovesnore, med disse ord: "Du minder mig ikke om nogen, jeg før har mødt. Og derfor har jeg lyst til at møde dig igen - alle steder."
Det bliver naturligvis sidste gang de ses. Det er en meget melankolsk serie. Her kan man se dem tage afskeden med hinanden: http://utenti.lycos.it/ilmaltese/personaggi.htm
Vi har ikke set hinanden siden The Great Nokken-night, og jeg talte mere eller mindre konstant ud gennem en gedigen fennikkel/lamme-gryde plus ris i den korte tid, vi lige havde snydt os til sådan en mandag aften. Om mit job, om hendes nye job - hun har fået arbejde som kommunikationsrådgiver i Forsvarministeriet, hvilket jo er så vildt i en alder af 27, at man ikek tør tænke på det - Og så blev bryllupstraumet evalueret grundigere, hvilket var helt fantastisk terapi for min hårdt prøvede venstre hjernehalvdel.
Nanna er en gift kvinde - men havde det til min store lettelse akkurart lige så ambivalent med hele koncepttilgangen som jeg har det. Det er ikek kun mig - der er også andre, der ser noget paradoksalt i, at ægteskabet pr. automatik skal gøre dig til et led i kæden af traditioner, måder, holdninger og drømmekøkkener.
"Det er underligt", sagde Nanna, "at ægteskabet jo burde være der, hvor man løste båndet til familien, og satte de unge fri til at starte deres eget. Det er jo det, hele ritualet med faderen, der fører datteren op ad kirkegulvet, går ud på. Men i stedet bliver det der, hvor de to gennes tilbage i flokken efter at have kaget ud i de mellemliggende år."
Nanna blev gift for tre år siden, før nogen andre, føles det som om. Hun var godt nok i hvidt og der var ring og Kristus og det hele, men i tiden efter er hun og Andreas simpelthen forsat, som om intet var hændt. De har kylet Bogen - som Nanna kaldte Pakken - over i hjørnet, og kørt løbet på deres egen måde.
De har ikke fået børn, de er flyttet fra sted til sted i én konstant strøm, de har studeret, de har arbejdet på de skæveste tider af hinanden, de har sendt den nedarvede bil til ophugning og de har først for et halvt år siden investeret i noget blivende bolig. Uden rigtigt at have pengene til det. De er, ville jeg mene, et lykkeligt ægtepar. Men det er ikke fordi de er sikre på børnene, boligen, bilen, arvefølgen og fødselsdagene. De elsker simpelthen at være hinandens, og de vil ikke leve uden.
Til hendes bryllup var alle så relativt taget på sengen, at ingen vovede at lancere Pakken. Der sad to mennesker, der havde valgt at gifte sig, og det var så uventet og så tidligt, at det havde mere karakter af oprør end af falden til ro. Ikke at folk rystede på hovedet eller tænkte, at det var en skidt idé. Tværtimod, alle var vist ret enige om, at det var en beslutning med så meget power mellem to mennesker med så meget integritet, at det virkede helt fantastisk. Men det var så fjent fra normalen, at det blev et projekt, som de fik lov at styre helt selv, med alle de bedste ønsker fra alle omkring dem.
Jeg kan godt misunde dem, at de var så konsekvente. Så undgik de at blive traumatiseret før tid.
"Hvis jeg havde set alle de bryllupper, jeg har nu, ville jeg være blevet viet uden publikum på et bjerg i Grønland", siger Nanna. Hun har følt kalustofobien på vejne af andre par, når hun har siddet og klirret med gaflerne og hørt på skudsmål om Det Rigtige og Fornuftige i Ægteskabet.
Jeg har aldrig før ønsket at blive viet på anden måde end den gode gamle i kirke og med talerække. Men nu føler jeg den snigende trang til et yuppiebryllup med bare tæer på en strand i Fransk Polynesien og en ex-kannibal fra det lokale rådhus til at velsigne ægteskabet.
Eller - gys -hippiebrylluppet, hvor min elskede og jeg sidder helt alene på en eng med panderne hvilende mod hinanden, og lover hinanden evig troskab mens vi binder vores løfter i en krans af bellis og noget græs, der viser sig at give udslæt.
Pointen med det hele er, at jeg altså stadig mener, at ægteskab giver mening. Det giver mening at elske et menneske så højt, at man vil sætte den tykkest mulige streg under det. At man vil afgive et løfte, der varer længere end nogle andre man har aflagt før - og måske siden. Et løfte om, at elske i medgang og modgang. Fordi man ikek vil leve uden at gøre netop det.
Men - for der er jo et man: For mig handler det netop om de to mennesker, og deres kærlighed. Jeg tror ikke på planlægning som løsningen på livet. Min erfaring er, at det holder alligevel ikke. Derfor tror jeg ikke på, at man kan (eller skal) sætte kriterier op, for hvad der skal ske efter bryllupsnatten, eller hvad der skal lede hen til den. Fordi. Det. Hele. Bliver. Alligevel. Anderledes.
Jeg tror på, at det, der vil ligge til grund for ægteskab for mig, er: At man føler, at man bliver sit bedste sammen, og at man kan udvikle sig med hinanden. At man vil dele, ikke nødvendigvis alt, men i al fald den inderste del af sig selv med den anden (Dette kan være min sindrige måde at sige noget med at man kunne forestilel sig børn en dag).
Og helt kort: At man har lyst til, at møde den anden igen og igen, alle steder.*
Så, for at vende tilbage til lidt af det, jeg skrev i går, og som heller ikke var helt skævt: Der er jo ikke nogen, der tager dette fra det elskende par, uanset hvor meget der klipeps i sokker og tales om ægtepagt, økologisk køkkenhave og økonomisk sikkerhed. Det er i sidste ende noget, man selv kan tage magten over - og det er som sgat ikke de bryllupper, jeg har været til, men mere hele bryllupsmonsteret, der skræmmer. Der hvor man siger "A" (som i "Vi skal giftes") og hele systemet af generationer og traditioner så råber "B!!!!" - og kører toget med blåt og lånt.
Tag bare det med gaflerne: Så skal gæsterne kraftduleme også bestemme, hvornår de skal kysse hinanden, som to søløver under domptørens sild. Som om det ikke var nok med Pakken og Bogen.
Jeg tror at jeg starter Folkebevægelsen mod Folkelige og Frihedsberøvende Bryllupstraditioner.
Med lidt politisk medvind til den kan det være, at bryllupper ser helt anderledes ud, hvis jeg en dag står for tur.
Så er alt sagt i dén sag
* Dette er et citat fra Hugo Pratt, forfatteren og tegneren bag tegneserien "Corto Maltese" - noget fa det mest fantastiske, der er sket med blæk og pen i de seneste 50 år. I albummet "Balladen om det slate hav" lader Pratt Corto tage afsked med den, der skal blive hans livs tabte kærlighed, den meget unge Pandora Groovesnore, med disse ord: "Du minder mig ikke om nogen, jeg før har mødt. Og derfor har jeg lyst til at møde dig igen - alle steder."
Det bliver naturligvis sidste gang de ses. Det er en meget melankolsk serie. Her kan man se dem tage afskeden med hinanden: http://utenti.lycos.it/ilmaltese/personaggi.htm
mandag, august 21, 2006
...hende som skrev på en dug
Den tidligere omtalte beskrevne dug var en gimmick til en fælles veninde-tale til min højt skattede veninde Ibens bryllup.
Vi var fem tøser om talen - alle tidligere medlemmer af polteraben-juntaen, og dugen var en tidslinie, som beskrev Ibens tilværelse i få, men velvalgte nedslag i tid - nemlig de tidspunkter, hvor vi hver især var trådt ind i hendes liv.
Dette tidpunkt markerede vi for hele selskabet med en rød sprittusch på dugen (med tidslinen), der var spændt op i baren så alle i lokalet kunne forgive,at de kunne se hvad der foregik. Det var efter desserten, og ca. 26 glas over anbefalet dosis for de fleste, så det er nok tvivlsomt at alle virkelig fangede hele idéen med den dug. Men fulde mennesker griner i al fald let.
Tidslinien var kun en ramme. Indholdet var, at vi hver især præsenterede en egenskab ved Iben, som fem Categorinaer i Lykkehjulet, med varierende kjolelængder.
Ninna talte om Ibens passion, illustreret ved hendes forhold til chokolade, som får frk. Binoches resultater med de frigide franske småborgere i "Chocolat" til at ligne et fejlslagent forsøg med Multitabs for et bedre sexliv.
Eva talte om Ibens vinderinstinkt, som det fx. kommer til udtryk når hun hårdnakket holder på at leve af knoldselleri i en uge som del af en slankekur, eller i samme kurforløb introducerer dagsrationen bestående af en halv liter yougurt og et stykke skinke... - som Eva sagde; "Der er en årsag til, at skinkesmoothien aldrig er slået igennem".
Julie berettede om Ibens kommunikative evner, der udover at hun kan tale med alle og er en fantastisk medlevende smatalepartner, også betyder, at hun kan holde en telefonlinie glødende gennem hele den periode, det tager hhv. Julies mand Claus og Ibens mand Kristoffer at se en leje OG se en DVD, og tage til fodboldtræning og komme hjem igen.
Tine fortalte om Ibens stædighed, der betød, at hun var en udfordring af Everest-typen i gruppearbejde, for slet ikke at tale om hvor vanskeligt det var at få lov at betale sin andel af en caféregning (Rimeligt fed veninde at have, ik'?).
Og jeg havde valgt at tale om Ibens loyalitet og ærlighed, blandt andet eksemplificeret ved historien om, da en dum tøs spildte sin drink på mig på Vega en aften, og ikke gad sige undskyld. Jeg var lige ved at tude (Det var en dårlig aften i forvejen), men så tog Iben et helt glas fadøl og tømte over kranens hovede, hvorefter hun (Iben, altså) trak af med mig uden at se sig tilbage (RIMELIGT fed veninde at have, ik'?!).
Talen gik vel, og det samme gjorde aftenen og dagen og kirken og det hele. Den bedste stund af dem alle var nu nok, da vi dansede den uofficielle 2. bryllupsvals klokken henad fem om morgenen - vi stadig standhaftige bryllupsgæster arm i arm på can-can-manér, og Iben og Kristoffer swingende sig lykkeligt rundt i midten af cirklen i en mix af jitterbug og hækkeløb, mens orkesteret spillede den sidste dans for fuld funk og blæsere.
Ak ja.....det er sgu' så yndigt. Uanset de 40% og Nietsczhe.
Come hell and high waters, en gensidig kærlighedserklæring af dén kaliber skal der meget til trække tæppet væk under. Jeg er all for love, også med Kristus involveret. Han er vel mere eller mindre den, der opfandt idéen som vi bruger den i dag, så det er vel kun rimeligt, at vi involverer ham i gildet. En slags copyright-honorering.
Alle de bryllupper har dog efterladt en masse besværlige tanker, kan jeg mærke nu. Det er ikke noget med, at jeg ser små buketter overalt. Det er tværtimod, at jeg bliver rystende angst for de buketter, og de bordkort, og det lånte og det blå, og boliglånet og barneplejen, og hele den holdopstilling, der hedder "Sådan gør man med ægteskab".
Ja, for så så man lige mig med et forhold, der ikke engang er et år gammelt endnu. Slør, smoking og især alle dagene derpå er sgu' meget at trække ned over en rimeligt ny kærlighed - også selvom det er en stor, vidunderlig følelse, at sidde sådan en aften med en kærlighed i sig, som ikke blegner eller skammer sig i lyset af brudeparrets. Og hvis objekt sidder en par rækker nede med sin butterfly om halsen og er smukkere end noget andet, jeg nogensinde har set, solnedgange og stjernehimle inklusive.
Men der er bare noget galt med mit indre ur i forhold til alle de andres. Det er for alvor blevet banket ind i min bevidsthed, at jeg er nået dertil, hvor det med at blive gift og hvad der deraf følger, er noget man er blevet klar til rundt omkring i min vennekreds.
Ikke at de alle følger Bogen - Bogen Om Det Danske Parforhold - men den er i al fald slået op på vid gab nu. Det er bare om at komme i gang med at læse teksten.
Hvad nu, hvis man ikke tør se sig selv som illustration i den dér Bog endnu?
Hvad hvis man elsker sin kæreste meget dybt og højt og det er sol, måne og stjerner og alt mit hjerteblod i en dampende thékop, men man stadig kun er så nye sammen, og egentlig kan lide at være kærester uden en overbygning, der hedder fælles økonomi?
Hvad nu hvis man netop for første gang har prøvet, at en exkæreste flyttede ud af det fælles hjem, og egentlig blev så grundrystet af den oplevelse, at man er hunderæd for at flytte sammen med en andet menneske igen?
Hvad hvis man faktisk gerne vil have børn en dag, men af en eller anden grund bare får panikangst af stamtavler, familiemønstre og sommerhuse i arv, og at noget forsinket teenagefrigørelse i éns nægter at føre slægten videre - som koncept?
Er man så bare umoden og egoistisk, eller er der lige lidt plads endnu til at finde de rigtige komponenter, så man ikke smadrer det, man synes er mest vidunderligt i verden, ved at hamre på det med borgerdyderne, kernefamilien og den skemalagte idyl?
Lige nu føler jeg for at nærme mig fremtiden med største forsigtighed, hvad angår kærligheden. Mens vi fabrikerer en privat regelbog, så Nikolai og jeg ikke behøver blive et blad i Bogen. Og det tror jeg faktisk er sådan, alle mine vennepar, der nu er gift, har gjort, for kærlighed er det bedste våben mod konformiteten.
Måske. Det lød i al fald godt.
Min pointe er, at Bogen nok kun gælder, hvis man lader den. Den skræmmer nok mere udenforstående udadtil, end den betyder noget indadtil i et godt forhold. Den bliver ugyldig, når man finder sin egen vej at gå ad.
Udefra kan man nok ikke altid se, om det er Bogen eller en egen pamflet, der er blevet fulgt. Men man kan se det på parret. Som i lørdags - Iben og Kristoffer er ikke et perfekt par på grund af den nye lejlighed, de gode jobs eller deres fælles planer om børn, men fordi de elsker hinanden. Og danser den 2. brudevals. Synes jeg.
Anyways; Bogen er altså en skrækroman for mig pt., stillet overfor dens knusende konforme hverdagsgab, skjult under et tyndt lag tyl og marcipan.
Jeg håber, at jeg snart tager mig sammen og kan gå til den på en lidt mere selvstændig måde - eventuelt brænde den, eller bare gå forbi den uden at lade mig ryste. Gi' den fingeren. Og gøre, som Nikolai fortæller mig - holde op med at frygte hverdagen. Den eksisterer jo kun, hvis man tror på den.
Vi var fem tøser om talen - alle tidligere medlemmer af polteraben-juntaen, og dugen var en tidslinie, som beskrev Ibens tilværelse i få, men velvalgte nedslag i tid - nemlig de tidspunkter, hvor vi hver især var trådt ind i hendes liv.
Dette tidpunkt markerede vi for hele selskabet med en rød sprittusch på dugen (med tidslinen), der var spændt op i baren så alle i lokalet kunne forgive,at de kunne se hvad der foregik. Det var efter desserten, og ca. 26 glas over anbefalet dosis for de fleste, så det er nok tvivlsomt at alle virkelig fangede hele idéen med den dug. Men fulde mennesker griner i al fald let.
Tidslinien var kun en ramme. Indholdet var, at vi hver især præsenterede en egenskab ved Iben, som fem Categorinaer i Lykkehjulet, med varierende kjolelængder.
Ninna talte om Ibens passion, illustreret ved hendes forhold til chokolade, som får frk. Binoches resultater med de frigide franske småborgere i "Chocolat" til at ligne et fejlslagent forsøg med Multitabs for et bedre sexliv.
Eva talte om Ibens vinderinstinkt, som det fx. kommer til udtryk når hun hårdnakket holder på at leve af knoldselleri i en uge som del af en slankekur, eller i samme kurforløb introducerer dagsrationen bestående af en halv liter yougurt og et stykke skinke... - som Eva sagde; "Der er en årsag til, at skinkesmoothien aldrig er slået igennem".
Julie berettede om Ibens kommunikative evner, der udover at hun kan tale med alle og er en fantastisk medlevende smatalepartner, også betyder, at hun kan holde en telefonlinie glødende gennem hele den periode, det tager hhv. Julies mand Claus og Ibens mand Kristoffer at se en leje OG se en DVD, og tage til fodboldtræning og komme hjem igen.
Tine fortalte om Ibens stædighed, der betød, at hun var en udfordring af Everest-typen i gruppearbejde, for slet ikke at tale om hvor vanskeligt det var at få lov at betale sin andel af en caféregning (Rimeligt fed veninde at have, ik'?).
Og jeg havde valgt at tale om Ibens loyalitet og ærlighed, blandt andet eksemplificeret ved historien om, da en dum tøs spildte sin drink på mig på Vega en aften, og ikke gad sige undskyld. Jeg var lige ved at tude (Det var en dårlig aften i forvejen), men så tog Iben et helt glas fadøl og tømte over kranens hovede, hvorefter hun (Iben, altså) trak af med mig uden at se sig tilbage (RIMELIGT fed veninde at have, ik'?!).
Talen gik vel, og det samme gjorde aftenen og dagen og kirken og det hele. Den bedste stund af dem alle var nu nok, da vi dansede den uofficielle 2. bryllupsvals klokken henad fem om morgenen - vi stadig standhaftige bryllupsgæster arm i arm på can-can-manér, og Iben og Kristoffer swingende sig lykkeligt rundt i midten af cirklen i en mix af jitterbug og hækkeløb, mens orkesteret spillede den sidste dans for fuld funk og blæsere.
Ak ja.....det er sgu' så yndigt. Uanset de 40% og Nietsczhe.
Come hell and high waters, en gensidig kærlighedserklæring af dén kaliber skal der meget til trække tæppet væk under. Jeg er all for love, også med Kristus involveret. Han er vel mere eller mindre den, der opfandt idéen som vi bruger den i dag, så det er vel kun rimeligt, at vi involverer ham i gildet. En slags copyright-honorering.
Alle de bryllupper har dog efterladt en masse besværlige tanker, kan jeg mærke nu. Det er ikke noget med, at jeg ser små buketter overalt. Det er tværtimod, at jeg bliver rystende angst for de buketter, og de bordkort, og det lånte og det blå, og boliglånet og barneplejen, og hele den holdopstilling, der hedder "Sådan gør man med ægteskab".
Ja, for så så man lige mig med et forhold, der ikke engang er et år gammelt endnu. Slør, smoking og især alle dagene derpå er sgu' meget at trække ned over en rimeligt ny kærlighed - også selvom det er en stor, vidunderlig følelse, at sidde sådan en aften med en kærlighed i sig, som ikke blegner eller skammer sig i lyset af brudeparrets. Og hvis objekt sidder en par rækker nede med sin butterfly om halsen og er smukkere end noget andet, jeg nogensinde har set, solnedgange og stjernehimle inklusive.
Men der er bare noget galt med mit indre ur i forhold til alle de andres. Det er for alvor blevet banket ind i min bevidsthed, at jeg er nået dertil, hvor det med at blive gift og hvad der deraf følger, er noget man er blevet klar til rundt omkring i min vennekreds.
Ikke at de alle følger Bogen - Bogen Om Det Danske Parforhold - men den er i al fald slået op på vid gab nu. Det er bare om at komme i gang med at læse teksten.
Hvad nu, hvis man ikke tør se sig selv som illustration i den dér Bog endnu?
Hvad hvis man elsker sin kæreste meget dybt og højt og det er sol, måne og stjerner og alt mit hjerteblod i en dampende thékop, men man stadig kun er så nye sammen, og egentlig kan lide at være kærester uden en overbygning, der hedder fælles økonomi?
Hvad nu hvis man netop for første gang har prøvet, at en exkæreste flyttede ud af det fælles hjem, og egentlig blev så grundrystet af den oplevelse, at man er hunderæd for at flytte sammen med en andet menneske igen?
Hvad hvis man faktisk gerne vil have børn en dag, men af en eller anden grund bare får panikangst af stamtavler, familiemønstre og sommerhuse i arv, og at noget forsinket teenagefrigørelse i éns nægter at føre slægten videre - som koncept?
Er man så bare umoden og egoistisk, eller er der lige lidt plads endnu til at finde de rigtige komponenter, så man ikke smadrer det, man synes er mest vidunderligt i verden, ved at hamre på det med borgerdyderne, kernefamilien og den skemalagte idyl?
Lige nu føler jeg for at nærme mig fremtiden med største forsigtighed, hvad angår kærligheden. Mens vi fabrikerer en privat regelbog, så Nikolai og jeg ikke behøver blive et blad i Bogen. Og det tror jeg faktisk er sådan, alle mine vennepar, der nu er gift, har gjort, for kærlighed er det bedste våben mod konformiteten.
Måske. Det lød i al fald godt.
Min pointe er, at Bogen nok kun gælder, hvis man lader den. Den skræmmer nok mere udenforstående udadtil, end den betyder noget indadtil i et godt forhold. Den bliver ugyldig, når man finder sin egen vej at gå ad.
Udefra kan man nok ikke altid se, om det er Bogen eller en egen pamflet, der er blevet fulgt. Men man kan se det på parret. Som i lørdags - Iben og Kristoffer er ikke et perfekt par på grund af den nye lejlighed, de gode jobs eller deres fælles planer om børn, men fordi de elsker hinanden. Og danser den 2. brudevals. Synes jeg.
Anyways; Bogen er altså en skrækroman for mig pt., stillet overfor dens knusende konforme hverdagsgab, skjult under et tyndt lag tyl og marcipan.
Jeg håber, at jeg snart tager mig sammen og kan gå til den på en lidt mere selvstændig måde - eventuelt brænde den, eller bare gå forbi den uden at lade mig ryste. Gi' den fingeren. Og gøre, som Nikolai fortæller mig - holde op med at frygte hverdagen. Den eksisterer jo kun, hvis man tror på den.
mandag, august 14, 2006
...hende, som VILLE skrive om den elendige ø-tur!
Det er sent på natten, og Irland er ved at blive lidt en pligt at få kradset ned, så jeg vælger den lette version med citater, tal og sådan, så jeg i det mindste ikke opgiver det hele og går i seng med en halv pakke seje Orangeknas, som har ligget i min køkkenskuffe i tre uger.
Folk: 21 stk. fra min mors side, dvs. Mormor & Morfar og alt hvad der kommer derefter. Jeg har 7 fætre og kusiner her, som alle sammen vildt vidunderlige børn, som kunne være en reklame for alt fra Kellogs til økologisk spelt og katolicisme, jf. anti-præventions-issues. Bortset fra at de allesammen er for kloge, ironiske og oplyste, både for deres alder, men også for Kellogs, spelt og katolicisme (No offence, Andreas - vi har i øvrigt også katolsk familie). Med andre ord, de er pragtfulde. Så er det i øvrigt min Morfar og Mormor, der inviterer, hvilket er mere end storsindet og helt utroligt hyggelig en tradition - af den slags, mna kun kan elske.
Sted: Killaghy Castle, midt mellem Kilkenny og Tipperary (Hvis I så meget som nynner nu, får jeg sendt et death squad efter jer hurtigere end I kan nå at bide jer selv i tungen. Onkel Jacob sang skidtet HVER gang nogen sagde Tipperary. Højt. Og hele sangen).
Det havde vi lejet, fordi vi tilsammen fylder så meget, at ingen provinshoteller kan have os. Der skal en hotelkæde til for at rumme os. Vi kan nok lige være i Paris Hilton, men vi vil så nødigt. Okay, 'castle' er så meget sagt, men en slags mindre herregård kan man roligt kalde det - slots-status kom sig af ét umotiveret, bastant og retangulært tårn midt på huset, med brystværn og det hele. Man kunne dog ikke gå op i det, og så er det lissom ligemeget.
Men et grineren sted, som min fætter Bastian ville sige. Masser af plads, bløde hynder og moderne køkkengrej. Indretningen var Jodle Birge møder Camilla Parker Bowles.
Ting, vi så og gjorde: Åd, drak, sang, så en signifikant ruin i gråvejr, red på heste i solskin, fiskede om dagen, red på heste i gråvejr, så gammel og signifikant stencirkel, åd, drak, sang, fiskede im natten, så signifikant ruin i solskin, så Kilkenny, åd, læste ugeblade, tegnede, så show med signifikant irsk dans og musik, så havn og signifikante klipper på sydkysten, købte criketspil, spillede cricket, spillede rundbold, shoppede for en hel uge på en dag i Dublin, åd, drak, sang.
Min familie siger sådan nogle sjove ting fra tid til anden. Se selv:
Thomas overhørte lille fætter Jacob udtale sig vidende om Nichole Ritchies seneste styling, og blev bekymret for hans mandighed.
"Jacob", siger Thomas, "Jeg tager over nu. Hvad ved du om våben og øl?"
"Vil du se mine underbukser?", svarer Jacob.
Årsagen var, at ungen netop havde investeret i et par Guiness-boksershorts, men det vidste vi jo ikke...
Davids kæreste Marie Louise er meget sjov. Da vi kører hjem fra det stoladne show med irsk dans og musik, er jeg lidt kritisk overfor det nummer, hvor vi oplevede en bælgmørk scene, hvor to dansere med fluoriserende orange Adidassko samt én iført tre trekanter af ligeledes fluoriserende hvidt stoft, hoppede rundt. Det lignede mest af alt et dukketeater med fire viskelædere og et møl.
Jeg kunnne egentlig ikke helt se, hvor den kunstneriske vision havde forsøgt at tage os hen, men Marie Louise havde gennemskuet sammenhængen:
"Marie, lagde du ikke mærke til at showet hed "Sounds of History?"
"Nej, den fangede jeg ikke."
"Det gjorde det: "Sounds of history". Og i et show, der gennemgår historiens udvikling, må man have en mørk og fluoriserende periode - også kendt som firserne."
Næste episode: Vi præsenteres for det Irsk køkkens ypperste frembringelse, nemlig Irish Stew på vores ankomstaften. Kød, kartofler, løg og lig af gulerødder koges i vand uden en antydning salt eller andet avanceret krydderi, indtil alle dele har samme farve, og konsistens som havregrød. Velbekomme. Onkel Jacob får høfligt fremkæmpet et "It looks lovely" til den rørende kogekone Dorothy (or other), hvortil hun svarer med dybeste vantro: "It's just stew!"
Irland i tal:
Antal fødselsdage for familiemedlemmer på rejsen: 3 (Amalie, mormor, Storeonkel Morten)
Antal sladder- og modeblade indkøbt og/eller fundet på slottet og konsumeret af alle under 30: Godt 100
Antal gange, vi er blevet enige om, at Victoria Beckham er et udslag af noget meget, meget sygt: Mindst 30
Antal blonde violinister, Tjummi lagde an på på centeret for traditionel Irsk musik og dans: 1
Antal år, blond violinist havde levet: 16
Antal gange, dagen startede med strålende sol, for at slå over i regn, tåge og torden: 4
Antal gange, det var omvendt: 3
Antal traditionelle irske trommer købt af Tjummi i Dublin: 1
Antal sekunder der gik, fra han spillede sin første solo på skidtet, til jeg havde vristet den fra ham og forsøgt at kaste den ud af vinduet på hotelværelset: 15
Antal centimeter, der manglede i vinduets åbning for at trommen kunne komme igennen: 2
Antal lakerede papirsposer, Sara slæbte efter sig da shoppedagen i Dublin randt mod enden: 7
Antal shoppeposer, lakerede og ulakerede, familien til sammen havde samlet efter samme dag: Omkring én million
Antal gange, nogen blev væk: 2 (Bastian i lufthavnen ved ankomst, Rikke på et bjerg)
Antal gange, Tjummi sang "Whiskey in the jar" foran et vildt heppende og klappende publikum og akkompagneret af dans- og musikcenterets musikere: 1
Antal fisk fanget i alt: 1
Antal meter fra vejside til vejside på irske småveje: 3
Antal kilometer i timen, man må køre på disse veje: 80
Antal kilometer kørt i venstre side i ugens løb: Ca. svarende til afstanden Danmark-Marokko
Antal vellykkede rejser til Irland for os: 1
Næste gang jeg skriver, lover jeg, at det bliver mere inspireret. Nu vil jeg dyrke den lille gave, Nikolai gav i mig forleden, nemlig Jeff Buckleys 'Grace' (Er den eneste i min generation, der ikke har ejet den siden 2.g), mens jeg skriver på en dug*.
*Forklaring følger efter lørdag, hvor min kære veninde Iben afsat til en ung mand med reelle hensigter.
Folk: 21 stk. fra min mors side, dvs. Mormor & Morfar og alt hvad der kommer derefter. Jeg har 7 fætre og kusiner her, som alle sammen vildt vidunderlige børn, som kunne være en reklame for alt fra Kellogs til økologisk spelt og katolicisme, jf. anti-præventions-issues. Bortset fra at de allesammen er for kloge, ironiske og oplyste, både for deres alder, men også for Kellogs, spelt og katolicisme (No offence, Andreas - vi har i øvrigt også katolsk familie). Med andre ord, de er pragtfulde. Så er det i øvrigt min Morfar og Mormor, der inviterer, hvilket er mere end storsindet og helt utroligt hyggelig en tradition - af den slags, mna kun kan elske.
Sted: Killaghy Castle, midt mellem Kilkenny og Tipperary (Hvis I så meget som nynner nu, får jeg sendt et death squad efter jer hurtigere end I kan nå at bide jer selv i tungen. Onkel Jacob sang skidtet HVER gang nogen sagde Tipperary. Højt. Og hele sangen).
Det havde vi lejet, fordi vi tilsammen fylder så meget, at ingen provinshoteller kan have os. Der skal en hotelkæde til for at rumme os. Vi kan nok lige være i Paris Hilton, men vi vil så nødigt. Okay, 'castle' er så meget sagt, men en slags mindre herregård kan man roligt kalde det - slots-status kom sig af ét umotiveret, bastant og retangulært tårn midt på huset, med brystværn og det hele. Man kunne dog ikke gå op i det, og så er det lissom ligemeget.
Men et grineren sted, som min fætter Bastian ville sige. Masser af plads, bløde hynder og moderne køkkengrej. Indretningen var Jodle Birge møder Camilla Parker Bowles.
Ting, vi så og gjorde: Åd, drak, sang, så en signifikant ruin i gråvejr, red på heste i solskin, fiskede om dagen, red på heste i gråvejr, så gammel og signifikant stencirkel, åd, drak, sang, fiskede im natten, så signifikant ruin i solskin, så Kilkenny, åd, læste ugeblade, tegnede, så show med signifikant irsk dans og musik, så havn og signifikante klipper på sydkysten, købte criketspil, spillede cricket, spillede rundbold, shoppede for en hel uge på en dag i Dublin, åd, drak, sang.
Min familie siger sådan nogle sjove ting fra tid til anden. Se selv:
Thomas overhørte lille fætter Jacob udtale sig vidende om Nichole Ritchies seneste styling, og blev bekymret for hans mandighed.
"Jacob", siger Thomas, "Jeg tager over nu. Hvad ved du om våben og øl?"
"Vil du se mine underbukser?", svarer Jacob.
Årsagen var, at ungen netop havde investeret i et par Guiness-boksershorts, men det vidste vi jo ikke...
Davids kæreste Marie Louise er meget sjov. Da vi kører hjem fra det stoladne show med irsk dans og musik, er jeg lidt kritisk overfor det nummer, hvor vi oplevede en bælgmørk scene, hvor to dansere med fluoriserende orange Adidassko samt én iført tre trekanter af ligeledes fluoriserende hvidt stoft, hoppede rundt. Det lignede mest af alt et dukketeater med fire viskelædere og et møl.
Jeg kunnne egentlig ikke helt se, hvor den kunstneriske vision havde forsøgt at tage os hen, men Marie Louise havde gennemskuet sammenhængen:
"Marie, lagde du ikke mærke til at showet hed "Sounds of History?"
"Nej, den fangede jeg ikke."
"Det gjorde det: "Sounds of history". Og i et show, der gennemgår historiens udvikling, må man have en mørk og fluoriserende periode - også kendt som firserne."
Næste episode: Vi præsenteres for det Irsk køkkens ypperste frembringelse, nemlig Irish Stew på vores ankomstaften. Kød, kartofler, løg og lig af gulerødder koges i vand uden en antydning salt eller andet avanceret krydderi, indtil alle dele har samme farve, og konsistens som havregrød. Velbekomme. Onkel Jacob får høfligt fremkæmpet et "It looks lovely" til den rørende kogekone Dorothy (or other), hvortil hun svarer med dybeste vantro: "It's just stew!"
Irland i tal:
Antal fødselsdage for familiemedlemmer på rejsen: 3 (Amalie, mormor, Storeonkel Morten)
Antal sladder- og modeblade indkøbt og/eller fundet på slottet og konsumeret af alle under 30: Godt 100
Antal gange, vi er blevet enige om, at Victoria Beckham er et udslag af noget meget, meget sygt: Mindst 30
Antal blonde violinister, Tjummi lagde an på på centeret for traditionel Irsk musik og dans: 1
Antal år, blond violinist havde levet: 16
Antal gange, dagen startede med strålende sol, for at slå over i regn, tåge og torden: 4
Antal gange, det var omvendt: 3
Antal traditionelle irske trommer købt af Tjummi i Dublin: 1
Antal sekunder der gik, fra han spillede sin første solo på skidtet, til jeg havde vristet den fra ham og forsøgt at kaste den ud af vinduet på hotelværelset: 15
Antal centimeter, der manglede i vinduets åbning for at trommen kunne komme igennen: 2
Antal lakerede papirsposer, Sara slæbte efter sig da shoppedagen i Dublin randt mod enden: 7
Antal shoppeposer, lakerede og ulakerede, familien til sammen havde samlet efter samme dag: Omkring én million
Antal gange, nogen blev væk: 2 (Bastian i lufthavnen ved ankomst, Rikke på et bjerg)
Antal gange, Tjummi sang "Whiskey in the jar" foran et vildt heppende og klappende publikum og akkompagneret af dans- og musikcenterets musikere: 1
Antal fisk fanget i alt: 1
Antal meter fra vejside til vejside på irske småveje: 3
Antal kilometer i timen, man må køre på disse veje: 80
Antal kilometer kørt i venstre side i ugens løb: Ca. svarende til afstanden Danmark-Marokko
Antal vellykkede rejser til Irland for os: 1
Næste gang jeg skriver, lover jeg, at det bliver mere inspireret. Nu vil jeg dyrke den lille gave, Nikolai gav i mig forleden, nemlig Jeff Buckleys 'Grace' (Er den eneste i min generation, der ikke har ejet den siden 2.g), mens jeg skriver på en dug*.
*Forklaring følger efter lørdag, hvor min kære veninde Iben afsat til en ung mand med reelle hensigter.
søndag, august 13, 2006
..hjemme igen igen
Hjemme fra Irland, til to begivenheder af verdensomvæltende vidunderlighed:
1) Nikolai eksisterer stadig!
2) Mit net hjemme virker!
Jeg har bestemt tænkt mig at skrive lidt om Irland og familien, men først skal vi lige have et regnskab gjort op:
Til Jytte: Tillykke
1) Nikolai eksisterer stadig!
2) Mit net hjemme virker!
Jeg har bestemt tænkt mig at skrive lidt om Irland og familien, men først skal vi lige have et regnskab gjort op:
Til Jytte: Tillykke
...'m'et i maskemaskine skal dog nok udskiftes med et 'v'.
fredag, august 04, 2006
...hende som tager til Irland i morgen
Overskriften siger det hele. Det er med hele familien, dvs. alle 20 fra Mormor og Morfar og nedefter. Det kaldes "Rejsebureauet Sneglen". Det både sparker røv og trækker tænder ud. Det er sans amours (Undtagen for de heldige = David), og det er klart en udtrukket tand. Men det er med fuld forplejning, folk og fri leg, hvilket klart er et spark. Det er de enkelte familiemedlemmer også, så det skal nok blive a moveable feast.
Men til Irland.
Jeg vil gerne have lidt mere seriøs orientering ind i denne blog. Bloggenes P1, tænker jeg, i stedet for det her wannabe Sex and The City, som alle andre friske piger har i dag. Derfor har jeg fået tilladelse til at offentliggøre denne gennemgang af Irlands historie, skrevet til lejligheden af min bror David, 23 år og BA i Filosofi og Økonomi fra Copenhagen Business School.
Til jeres oplysning og forundring - værs'go. Ikke korrekturlæst, da det er en del af charmen. Vi ses om en uge.
Kelterne havde faktisk altid havde været lidt til den skæve side, fx. mente de stadig at øen havde grønne bjerge, sagnvæsener og dejligt vejr. De tilbad floder og sten og trær og og ofrede hinanden i skøn harmoni. Den dag idag har keltere (der senere blev til Irere) en romantisk forestilling om hvor dejlig deres ø er og selvom de bor fede steder som Boston, New York eller Australien så er der igen grænser for det tud man hører om deres hjemlands vemodige bjerge og Irlands skønhed og som sædvanligt er dette alt sammen løgn og latin.
En eller anden dag blev det dog for meget med al denne druk og sviger og fest og løgnagtighed og ballade og selvom de selv syntes de var nogen totalt hårde drenge blev de allesammen kristne på en studs.
Det hele blev startet af en gammel mand med hvidt skæg der hed Patric, der lavede en masse humbug og mirakler. Men ikke noget sejt som vand til vin og frøers mængde, nej han smed bare de sidste slanger ud af øen (Hvilket ikke var så svært, klimaet taget i betragting) og så syntes alle han var en hulens karl og så skulle alle til at gå i kirke og spille harpe og vende den anden kind til. På bedste kristne vis måtte man også have slaver og flere koner og den var ikke gået hjemme hos os.
Denne periode kaldes ofte Irlands guldalder, men heldighvis kom der en ordentlig bunke vikinger og tævede dem, og så kunne de lære det. Ha.
Så fulgte der en dejlig tid hvor nonerne blev plyndret, skattene blev brændt og klostrene blev forulempet på det groveste. Men alt godt har sin ende og en dag gad irene ikke mere og så smed en eller anden knold der hed Brian vikingrene ud... siger de....
Heldighvis kom alle drengene fra england lige bag efter og tævede Irerne så måske skulle de bare have ladet vikingerne være i fred.
Og Pludselig BUM var det riddertid ...
Riddertiden (eller middelalderen for alle jer pedanter) var en meget forvirende periode hvor folk der hed Brian hele tiden gjorde oprør og fik tæsk. Mange af de seje irerer heder noget med O’ et-eller-andet... lige som skotterne heder Mac et-eller-andet...
Og når vi sådan taler om skotter så blev Irland faktisk også for en god ordens skyld indtaget af skotter (Der ellers selv plejede at være indtaget) og af englændere igen og så kom den sorte død og slog en trediedel af befolkningen ihjled på tre år. Nedtur. I det hele taget var middelalderen ynk på ynk på ynk og i grunden ret kedelig. Der blev bygget lidt borge, dræbt nogen bønder, udnævnt nogen jarler og ikke en eneste nonne blev forulempet. Der er ikke engang blevet lavet en ordentlig film med Mel Gibson om det- Æv.
Men så! Ha ha! Besluttede den engelske konge Henrik den 8. at nu ville han være protestant, vist nok så han kunne gifte sig igen, og så kan det nok være at Irlands historie igen tog fart. Først giver Tudor og Stuart kongerne en dragt pryl til det katolske hold og så trompler Oliver Cromwell (Her må der gerne synges) ind fra dublin og tampede dem noget så grusomt. Så sker der et forsøg på interception og et steal fra den katolske James den 2. og det lysner lidt for de pressede irere, men så kommer Vilhelm af Orange op af minterlinjen og banker den sidste dråbe ud af de frække musikalske bønder- det er den sejr i 1690 som de latterlige mænd i orange veste STADIG fejrer i nordirland. Tal om at være en dårlig vinder. Selvom irene stadig mener at ikke heeeelt fik tæv er de alle sammen enige om at englænderne nogen rigtige Bastards, fx. støbte de de irske konge sejl om til et drikke krus... bare fordi de ku... (det svarer til at man huggede jællinge stenen om til et bidét)
Så fulgte en periode hvor der ikke skete en skid.. det eneste der bare var tilnærmelsesvis nævneværdigt var at den mest berømte harpenist i irlands historie døde (HA!) og at guinness brygerierne åbnede (Hurra!).
Men så heldighvis! Skete der igen noget. I 1845-til 48 ødelagde kartoffelbillen høsten i hele irland (Ja... de spiste ret mange kartofler) og alle døde.. og dem der ikke gjode det smuttede til Amerika, druknede på Titanic, inspirerede til film med Leonardo Dicaprio, fejrede Saint Patrics Day og savnede deres hjemland, hvilket de sjovt nok stadig gør, selvom der er meget sjovere der hvor de bor nu.
4,5 milioner mennesker enten døde eller emigrerede i en periode på halvtreds år og derfor blev der lidt bedre plads ude på landet. Og så kan det nok være at irene ville være irere igen og ikke reserveenglændere.
I 1905 dannes partiet Sein Fein (We Ourselves) og så er der eller smæk for skillingen igen.
I 1916 startes Påskeopstanden, der på bedste irske vis hyldes som gloværdig, heldemodig og digterisk. Alle dør selvfølgelig. Ren massakre.
I 1921 får Irland endelig hjemmestyre! Hurra! Der starter selvfølgelig en borgerkrig....
Det er nemlig stadig opdelt i to og de protestantiske irere synes nu at der er DEM der er de stakkels.... det er de stakkels katolikker selvfølgelig ikke enige i og de begynder så at skyde hinanden med større og mindre held.
I 1936 tager en del irske forfattere og lømler til spanien for at bekæmpe Franco og den irske stat sender meget venligt også irske frivillige til spanien, for at HJÆLPE franco. Dette er dog ikke et kapitel som ofte nævnes i den irske histoire, men der er faktisk skrevet en sang om det af det udemærkede band The Dubliners...
En anden ting der også omgåes let og elefant er, at Irland var neutralt under 2. verdenskrig. Faktisk er tyskerne de eneste som irerne ikke har forsøgt at tæve i hele sin lange historie, og at denne svipser ikke er helt populært i den irske selvopfattelse er nok ikke såååå mærkeligt.
Nå men siden krigen har Irland haft skiftende underholdningsværdi. IRA sørgede i 25 år sørget for, på bedste frihedskæmper vis, at London blev terror bombet med regelmæssighed. Den engelske stat har kvitteret med at slå igen – fx Bloddy Sunday i 1972 hvor 13 demonstranter blev dræbt, men heldighvis fik de en sang af U2.
Orangeordenen og andre tumper har forsøgt at puste til ilden så meget de kunne. Fjolser. Fra 1969 til 84 er over to tusinde mennesker døde som direkte følge af IRA og de andre ”frihedskæmperes” bomber og modandgreb. Begge sider har udvist en koldblodighed der fint står mål med det der ellers sker i verden i dag... hvilket er værd at tænke lidt over....
I 1998 indleder Good Friday en periode med relativ fred i Nordirland der har varet indtil i dag. Der er dog ikke langt fra frihedskæmper til kriminel, så nu er de gamle drenge i IRA blevet gangstere i stedet... men i det mindste sprænger de nu kun hinanden og ikke Harrods i luften mere.
I de seneste par år har irsk folkedans og folkemusik slået igennem i hele verden fx. LORD OF THE DANCE, og det er muligt i selv København, at fejre Sankt Patrics day, selvom man ikke er mere irsk end en ruhåret hønsehund. Irland er helt sikkert kommet for at blive.
Det mest imponerende ved Irlands historie er at lige meget hvor mange hundrede år de har være indtaget, tævet, sultet, flygtet, regnet, istidet, sunget, kæmpet, bombet eller alt muligt andet, så har de altid en idé om at det var dem der vandt tilsidst... og det er det i grunden nok også... det er bare et spørgsmål om at blive ved længe nok og så giver de andre simpelthen op. Irere er dog meget stolte af deres historie og de synes slet ikke at der er noget at gøre grin med. De mener altid selv at det er mest synd for dem og at DE VANDT (Og derfor må dette foredrag aldrig blive oversat til gælisk...... )
Men til Irland.
Jeg vil gerne have lidt mere seriøs orientering ind i denne blog. Bloggenes P1, tænker jeg, i stedet for det her wannabe Sex and The City, som alle andre friske piger har i dag. Derfor har jeg fået tilladelse til at offentliggøre denne gennemgang af Irlands historie, skrevet til lejligheden af min bror David, 23 år og BA i Filosofi og Økonomi fra Copenhagen Business School.
Til jeres oplysning og forundring - værs'go. Ikke korrekturlæst, da det er en del af charmen. Vi ses om en uge.
En lynhurtig og tåbelig gennemgang af
IRLANDS HISTORIE!
Med undertitlen
”De mener selv de vandt!”
For al for lang tid siden, ja selv før morfi var en lille pige, skabte jordplader, aser, nogen fulde druider og en eller andens Gud et gigantisk bjergrigt, frodigt og vidunderligt sagnrige, hvor der aldrig var regn eller dårligt vejr-
Denne ø var befolket af sagnvæsener, drager, hippier og stenalder menensker, der lignede Morten.
Men så kom istiden og ødelagde det hele. Varmeregningen steg, bjergene blev flade, sagnvæsenerne og dragerne frøs og hippierne flyttede i kolektiv på mors.
Hvor der tidligere havde været grønt og solrigt og dejligt var der nu tendenser til fladhed, ret kedelige skove og den eneste grund til at der stadig var grønt, var at det regnede ret tit.
Stenalderfolkene var dog blevet, for der var masser af sten man kunne bygge sjove ting med og det fk de så en del tid til at gå med..
Men de stakkels stenalder mænd fik dog ikke lov at lege med sten i fred. For nede i Europa hvor der var varmt, dejligt, og derfor akut boligmangel, boede der et folkeslag der var rigtig sure og bistre og dårlige naboer. Dette folkeslag hed keltere og de talte underligt nok ikke keltisk men gælisk, et sprog som ingen forstår, end ikke dem selv. De havde en dårlig vane med at ofre mennesker og at spille på tromme, og den larm kan ingen jo være tjent med i længden, så derfor blev de smidt ud af hovedlandet.
Bum.
IRLANDS HISTORIE!
Med undertitlen
”De mener selv de vandt!”
For al for lang tid siden, ja selv før morfi var en lille pige, skabte jordplader, aser, nogen fulde druider og en eller andens Gud et gigantisk bjergrigt, frodigt og vidunderligt sagnrige, hvor der aldrig var regn eller dårligt vejr-
Denne ø var befolket af sagnvæsener, drager, hippier og stenalder menensker, der lignede Morten.
Men så kom istiden og ødelagde det hele. Varmeregningen steg, bjergene blev flade, sagnvæsenerne og dragerne frøs og hippierne flyttede i kolektiv på mors.
Hvor der tidligere havde været grønt og solrigt og dejligt var der nu tendenser til fladhed, ret kedelige skove og den eneste grund til at der stadig var grønt, var at det regnede ret tit.
Stenalderfolkene var dog blevet, for der var masser af sten man kunne bygge sjove ting med og det fk de så en del tid til at gå med..
Men de stakkels stenalder mænd fik dog ikke lov at lege med sten i fred. For nede i Europa hvor der var varmt, dejligt, og derfor akut boligmangel, boede der et folkeslag der var rigtig sure og bistre og dårlige naboer. Dette folkeslag hed keltere og de talte underligt nok ikke keltisk men gælisk, et sprog som ingen forstår, end ikke dem selv. De havde en dårlig vane med at ofre mennesker og at spille på tromme, og den larm kan ingen jo være tjent med i længden, så derfor blev de smidt ud af hovedlandet.
Bum.
Eftersom ingen endnu havde opdaget hverken Island eller Amerika så bosatte disse bistre og stædige keltere sig så langt væk de kunne, nemlig på den slidte og grønne ø. Først tævede kelterne lige stenaldermændende – der nu var blevet til broncealdermænd - sådan mest for en god ordens skyld, og derefter gik de igang med at tæve hinanden og være helteagtige. Hvis man skulle være en konge på Irland (hvilke de har haft en hel del af) så skulle man nemlig have folk til at fortælle de værste røvere om én og alt det ballade man havde lavet. Rent jack ass for jernaldermænd.
Den ene slog den andens hund ihjel, fik jobbet som skøgehund, og blev slået ihjel af en tøs. Dette gjorde ham underlig nok til en stor helt.
Den anden forsvarede Irlands kyster (Mod hvem tør man spørge) og han mentes at være vældigt klog, fordi han suttede på tommelfinger... Han havde sjovt nok en søn der også var vis og klog og dygtig kriger, (Men mest af alt en stor digter..) og sagde at hans far kunne kunne flyve og stå på hovedet og her ses tydelig hvordan PR og reklame nogengange tager overhånd.....
Og i det store hele drak de sig alle sammen enormt fulde og fandt på dårlige røvere om feer, dværge, og kvinder der råbte af dem, hvilket betyder ulykke (fx. at man skal op).
Den anden forsvarede Irlands kyster (Mod hvem tør man spørge) og han mentes at være vældigt klog, fordi han suttede på tommelfinger... Han havde sjovt nok en søn der også var vis og klog og dygtig kriger, (Men mest af alt en stor digter..) og sagde at hans far kunne kunne flyve og stå på hovedet og her ses tydelig hvordan PR og reklame nogengange tager overhånd.....
Og i det store hele drak de sig alle sammen enormt fulde og fandt på dårlige røvere om feer, dværge, og kvinder der råbte af dem, hvilket betyder ulykke (fx. at man skal op).
I det hele taget var kelterne sådan nogen fordrukne og sure asner at ikke engang romerne gad at banke dem og derfor mente kelterne at de var uovervindelige. At Rom kun var verdens største imperie, de eneste med jaqusi, og at de måske syntes at Irland var spild af tid, var en mindre bagatel.
Kelterne havde faktisk altid havde været lidt til den skæve side, fx. mente de stadig at øen havde grønne bjerge, sagnvæsener og dejligt vejr. De tilbad floder og sten og trær og og ofrede hinanden i skøn harmoni. Den dag idag har keltere (der senere blev til Irere) en romantisk forestilling om hvor dejlig deres ø er og selvom de bor fede steder som Boston, New York eller Australien så er der igen grænser for det tud man hører om deres hjemlands vemodige bjerge og Irlands skønhed og som sædvanligt er dette alt sammen løgn og latin.
En eller anden dag blev det dog for meget med al denne druk og sviger og fest og løgnagtighed og ballade og selvom de selv syntes de var nogen totalt hårde drenge blev de allesammen kristne på en studs.
Det hele blev startet af en gammel mand med hvidt skæg der hed Patric, der lavede en masse humbug og mirakler. Men ikke noget sejt som vand til vin og frøers mængde, nej han smed bare de sidste slanger ud af øen (Hvilket ikke var så svært, klimaet taget i betragting) og så syntes alle han var en hulens karl og så skulle alle til at gå i kirke og spille harpe og vende den anden kind til. På bedste kristne vis måtte man også have slaver og flere koner og den var ikke gået hjemme hos os.
Denne periode kaldes ofte Irlands guldalder, men heldighvis kom der en ordentlig bunke vikinger og tævede dem, og så kunne de lære det. Ha.
Så fulgte der en dejlig tid hvor nonerne blev plyndret, skattene blev brændt og klostrene blev forulempet på det groveste. Men alt godt har sin ende og en dag gad irene ikke mere og så smed en eller anden knold der hed Brian vikingrene ud... siger de....
Heldighvis kom alle drengene fra england lige bag efter og tævede Irerne så måske skulle de bare have ladet vikingerne være i fred.
Og Pludselig BUM var det riddertid ...
Riddertiden (eller middelalderen for alle jer pedanter) var en meget forvirende periode hvor folk der hed Brian hele tiden gjorde oprør og fik tæsk. Mange af de seje irerer heder noget med O’ et-eller-andet... lige som skotterne heder Mac et-eller-andet...
Og når vi sådan taler om skotter så blev Irland faktisk også for en god ordens skyld indtaget af skotter (Der ellers selv plejede at være indtaget) og af englændere igen og så kom den sorte død og slog en trediedel af befolkningen ihjled på tre år. Nedtur. I det hele taget var middelalderen ynk på ynk på ynk og i grunden ret kedelig. Der blev bygget lidt borge, dræbt nogen bønder, udnævnt nogen jarler og ikke en eneste nonne blev forulempet. Der er ikke engang blevet lavet en ordentlig film med Mel Gibson om det- Æv.
Men så! Ha ha! Besluttede den engelske konge Henrik den 8. at nu ville han være protestant, vist nok så han kunne gifte sig igen, og så kan det nok være at Irlands historie igen tog fart. Først giver Tudor og Stuart kongerne en dragt pryl til det katolske hold og så trompler Oliver Cromwell (Her må der gerne synges) ind fra dublin og tampede dem noget så grusomt. Så sker der et forsøg på interception og et steal fra den katolske James den 2. og det lysner lidt for de pressede irere, men så kommer Vilhelm af Orange op af minterlinjen og banker den sidste dråbe ud af de frække musikalske bønder- det er den sejr i 1690 som de latterlige mænd i orange veste STADIG fejrer i nordirland. Tal om at være en dårlig vinder. Selvom irene stadig mener at ikke heeeelt fik tæv er de alle sammen enige om at englænderne nogen rigtige Bastards, fx. støbte de de irske konge sejl om til et drikke krus... bare fordi de ku... (det svarer til at man huggede jællinge stenen om til et bidét)
Så fulgte en periode hvor der ikke skete en skid.. det eneste der bare var tilnærmelsesvis nævneværdigt var at den mest berømte harpenist i irlands historie døde (HA!) og at guinness brygerierne åbnede (Hurra!).
Men så heldighvis! Skete der igen noget. I 1845-til 48 ødelagde kartoffelbillen høsten i hele irland (Ja... de spiste ret mange kartofler) og alle døde.. og dem der ikke gjode det smuttede til Amerika, druknede på Titanic, inspirerede til film med Leonardo Dicaprio, fejrede Saint Patrics Day og savnede deres hjemland, hvilket de sjovt nok stadig gør, selvom der er meget sjovere der hvor de bor nu.
4,5 milioner mennesker enten døde eller emigrerede i en periode på halvtreds år og derfor blev der lidt bedre plads ude på landet. Og så kan det nok være at irene ville være irere igen og ikke reserveenglændere.
I 1905 dannes partiet Sein Fein (We Ourselves) og så er der eller smæk for skillingen igen.
I 1916 startes Påskeopstanden, der på bedste irske vis hyldes som gloværdig, heldemodig og digterisk. Alle dør selvfølgelig. Ren massakre.
I 1921 får Irland endelig hjemmestyre! Hurra! Der starter selvfølgelig en borgerkrig....
Det er nemlig stadig opdelt i to og de protestantiske irere synes nu at der er DEM der er de stakkels.... det er de stakkels katolikker selvfølgelig ikke enige i og de begynder så at skyde hinanden med større og mindre held.
I 1936 tager en del irske forfattere og lømler til spanien for at bekæmpe Franco og den irske stat sender meget venligt også irske frivillige til spanien, for at HJÆLPE franco. Dette er dog ikke et kapitel som ofte nævnes i den irske histoire, men der er faktisk skrevet en sang om det af det udemærkede band The Dubliners...
En anden ting der også omgåes let og elefant er, at Irland var neutralt under 2. verdenskrig. Faktisk er tyskerne de eneste som irerne ikke har forsøgt at tæve i hele sin lange historie, og at denne svipser ikke er helt populært i den irske selvopfattelse er nok ikke såååå mærkeligt.
Nå men siden krigen har Irland haft skiftende underholdningsværdi. IRA sørgede i 25 år sørget for, på bedste frihedskæmper vis, at London blev terror bombet med regelmæssighed. Den engelske stat har kvitteret med at slå igen – fx Bloddy Sunday i 1972 hvor 13 demonstranter blev dræbt, men heldighvis fik de en sang af U2.
Orangeordenen og andre tumper har forsøgt at puste til ilden så meget de kunne. Fjolser. Fra 1969 til 84 er over to tusinde mennesker døde som direkte følge af IRA og de andre ”frihedskæmperes” bomber og modandgreb. Begge sider har udvist en koldblodighed der fint står mål med det der ellers sker i verden i dag... hvilket er værd at tænke lidt over....
I 1998 indleder Good Friday en periode med relativ fred i Nordirland der har varet indtil i dag. Der er dog ikke langt fra frihedskæmper til kriminel, så nu er de gamle drenge i IRA blevet gangstere i stedet... men i det mindste sprænger de nu kun hinanden og ikke Harrods i luften mere.
I de seneste par år har irsk folkedans og folkemusik slået igennem i hele verden fx. LORD OF THE DANCE, og det er muligt i selv København, at fejre Sankt Patrics day, selvom man ikke er mere irsk end en ruhåret hønsehund. Irland er helt sikkert kommet for at blive.
Det mest imponerende ved Irlands historie er at lige meget hvor mange hundrede år de har være indtaget, tævet, sultet, flygtet, regnet, istidet, sunget, kæmpet, bombet eller alt muligt andet, så har de altid en idé om at det var dem der vandt tilsidst... og det er det i grunden nok også... det er bare et spørgsmål om at blive ved længe nok og så giver de andre simpelthen op. Irere er dog meget stolte af deres historie og de synes slet ikke at der er noget at gøre grin med. De mener altid selv at det er mest synd for dem og at DE VANDT (Og derfor må dette foredrag aldrig blive oversat til gælisk...... )
...her endnu om 2 år
I går aftes spiste jeg ude med David, Nikolai og min kære ven, Andreas Kiaby. Han rejser til Oslo. I to år. Han er kommet ind på et særligt fancy studie om menneskerettigheder, for det med negere og tortur er de åbenbart helt vilde til Norge. Så det skal han være kandidat i - Human Rights på norsk. Han bliver dimmiteret med tommelskruer og tophue.
I al flad er han meget stolt og glad. Det er jeg også, eller rettere, jeg er meget stolt, men mindre glad. Jeg gør mit yderste for at glæde mig på hans vejne, men det er svært, når man nu er så bitter på egne. For der er langt til Norge, så langt og koldt. Og to år! Der kan jo være sket hvad som helst. Og det var netop temaet for vores snak henover over det soilde indtag af tortellini og uidentificerede marinerede grøntsager: Hvad er der sket om to år, når Andreas kommer hjem?
Det var fremragende at være så kloge og sjove, som vi selv mente, vi var, som de eneste gæster i restauranten mellem forgyldte paneler og billige kopier af Mona Lisa, mens sommeraftenen faldt på og små goths legede med rollespilsvåben fra Netto på Gammeltorv nede foran vinduerne.
Vi stillede sprøgsmål til panelet. Nogle blev besvaret, andre fik lov at flagre i aftenluften. Vi var CEPOS, Nostradamus og Vice Magazine i ét. Vi var tequila-sunrise-sippende krystalkugler. Vi var fremtidens tåger. Og David fik mavepine af at spise for meget pasta.
Her følger nogle af vores ? på en torsdag aften lige før fremtiden:
Vil der være en stigning af ekstrem højrenationalisme blandt unge?
Vil punken være død?
Vil punkerne opdage det?
Vil goth'erne opdage det?
Vil David have startet en militær gren af ét eller andet?
Vil Paris Hilton have optrådt med London Philharmonics?
Vil vi have "Basserne - the movie" i rækken af tegneseriefilmatiseringer?
Vil endnu en Kennedy være død i et freak boat accident, eventuelt med Paris Hilton med i skuden?
Vil der komme mere bushmeat i fastfood?
Vil Mary og Frede stadig være sammen?
Vil Prins Joachim været blevet Northlander-guide?
Vil Nordea endelig have opgivet deres cover og skiftet til deres virkelige navn, Judea?
Vil vi se mere til lille Hiawata?
Vil nogen have startet en militær gren af Vero Moda?
Vil Angelina Joile have starred i en action-filmatisering af Moder Theresa liv?
Vil DSB køre til tiden?*
På vej hjem skete der allerede noget, som understregede, at you never can tell. På Rådhuspladsen spottede David ingen ringere end Tommy Kenter iført højrød sommerteint og askegrå habit. Det var der sådan set ikke noget mærkeligt i. Utryghedsmomentet bestod i, at han havde sin joviale arm slynget om livet på en brintoverilte-babe i Stripper Simone-klassen, bare 15 år yngre - også end ham selv.
Det havde vi alligevel ikke troet om Tommy! Vi havde satset på noget, der hed Bente, der kørte på enten 25. år eller 2. ægteskab, og som kunne lave en gedigen sovs og knappe op for Den Med Tyren, men som dog heller ikke veg tilbage for et chiffonærme til premiere på "Lotto".
I stedet får vi en str. 34 Tiina med snehvid permamanke, absolut strammeste denim, og en mås som et araberføl, der går på sin græsmark og overvejer en karriere i pornoindustrien. En pige, som tegner sine øjenbryn på et sted oppe ved hårgrænsen hver morgen. Og som ikke viger tilbage for at købe Pamela Andersons aflagte bundløse fra bryllupsnatten over E-bay.
De gik i Dagmar og så "Garfield 2."
Det ved vi, fordi vi stalkede dem.
Det er ikke, at vi var forargede - vi jublede faktisk lidt i skrækblandet fryd - men det var mere trygheden, der fik nogle skår. Men sådan er det jo, når man har med fremtiden at gøre. Tillykke, Tommy - må I have en fremtid der rækker udover den dag, du præsenterer hende for Klaus Pagh.
Men tilbage til fremtiden: Jeg bliver glad, hvis mine usynlige venner herinde poster deres eventuelle Q/A's lissom vores i comments. Hvor er I om 2 år?
- m
*Nej
I al flad er han meget stolt og glad. Det er jeg også, eller rettere, jeg er meget stolt, men mindre glad. Jeg gør mit yderste for at glæde mig på hans vejne, men det er svært, når man nu er så bitter på egne. For der er langt til Norge, så langt og koldt. Og to år! Der kan jo være sket hvad som helst. Og det var netop temaet for vores snak henover over det soilde indtag af tortellini og uidentificerede marinerede grøntsager: Hvad er der sket om to år, når Andreas kommer hjem?
Det var fremragende at være så kloge og sjove, som vi selv mente, vi var, som de eneste gæster i restauranten mellem forgyldte paneler og billige kopier af Mona Lisa, mens sommeraftenen faldt på og små goths legede med rollespilsvåben fra Netto på Gammeltorv nede foran vinduerne.
Vi stillede sprøgsmål til panelet. Nogle blev besvaret, andre fik lov at flagre i aftenluften. Vi var CEPOS, Nostradamus og Vice Magazine i ét. Vi var tequila-sunrise-sippende krystalkugler. Vi var fremtidens tåger. Og David fik mavepine af at spise for meget pasta.
Her følger nogle af vores ? på en torsdag aften lige før fremtiden:
Vil der være en stigning af ekstrem højrenationalisme blandt unge?
Vil punken være død?
Vil punkerne opdage det?
Vil goth'erne opdage det?
Vil David have startet en militær gren af ét eller andet?
Vil Paris Hilton have optrådt med London Philharmonics?
Vil vi have "Basserne - the movie" i rækken af tegneseriefilmatiseringer?
Vil endnu en Kennedy være død i et freak boat accident, eventuelt med Paris Hilton med i skuden?
Vil der komme mere bushmeat i fastfood?
Vil Mary og Frede stadig være sammen?
Vil Prins Joachim været blevet Northlander-guide?
Vil Nordea endelig have opgivet deres cover og skiftet til deres virkelige navn, Judea?
Vil vi se mere til lille Hiawata?
Vil nogen have startet en militær gren af Vero Moda?
Vil Angelina Joile have starred i en action-filmatisering af Moder Theresa liv?
Vil DSB køre til tiden?*
På vej hjem skete der allerede noget, som understregede, at you never can tell. På Rådhuspladsen spottede David ingen ringere end Tommy Kenter iført højrød sommerteint og askegrå habit. Det var der sådan set ikke noget mærkeligt i. Utryghedsmomentet bestod i, at han havde sin joviale arm slynget om livet på en brintoverilte-babe i Stripper Simone-klassen, bare 15 år yngre - også end ham selv.
Det havde vi alligevel ikke troet om Tommy! Vi havde satset på noget, der hed Bente, der kørte på enten 25. år eller 2. ægteskab, og som kunne lave en gedigen sovs og knappe op for Den Med Tyren, men som dog heller ikke veg tilbage for et chiffonærme til premiere på "Lotto".
I stedet får vi en str. 34 Tiina med snehvid permamanke, absolut strammeste denim, og en mås som et araberføl, der går på sin græsmark og overvejer en karriere i pornoindustrien. En pige, som tegner sine øjenbryn på et sted oppe ved hårgrænsen hver morgen. Og som ikke viger tilbage for at købe Pamela Andersons aflagte bundløse fra bryllupsnatten over E-bay.
De gik i Dagmar og så "Garfield 2."
Det ved vi, fordi vi stalkede dem.
Det er ikke, at vi var forargede - vi jublede faktisk lidt i skrækblandet fryd - men det var mere trygheden, der fik nogle skår. Men sådan er det jo, når man har med fremtiden at gøre. Tillykke, Tommy - må I have en fremtid der rækker udover den dag, du præsenterer hende for Klaus Pagh.
Men tilbage til fremtiden: Jeg bliver glad, hvis mine usynlige venner herinde poster deres eventuelle Q/A's lissom vores i comments. Hvor er I om 2 år?
- m
*Nej
mandag, juli 31, 2006
...hende, som endnu ikke var helt nede med det der blogspot
Så er jeg tilbage fra broderlandet, og kan rapportere følgende:
Småland var romantisk og meget, meget tørt. Undtagen ca. halvanden time hver dag, hvor det var romantisk og himmel og jord stod i ét af regn og torden. Men der var stadig ikke vand i lokummet.
Tilgengæld var der et gammeldaws das, 50 forskellige versioner af mønstret sengetøj, rødmalede huse og blå emalje i køkkenet. Følte mig som en af alle børnene i Bullerby, især da det gik op for mig, at huset hed Sydgården (frit oversat fra svensk - Sörgärden).
Stedet opfyldte enhver Smålands-nostalgi, man kunne lagre i sin bevidsthed: 500 år gamle egetræer, og kun malede træhuse, skov og stendiger så langt øjet rakte.
Min personlige Carl Larsson-identifikation led dog en vis skade, da jeg lå brak med tømmermænd lørdag morgen efter vi havde afprøvet en tequila-version af Trivials overspil Besserwizzer. Det tror jeg hverken fru Larsson eller hende den lille unge med den store stråhat gjorde ret ofte, selv efter kräftor-kalas.
Mine forsøg på kommunikation med de indfødte gik heller ikke helt til en birolle i den næste Astrid Lindgren-filmatisering. Deres fremmede lingo syntes at undslippe mig på mystisk vis, trods det at min far altid at påstået, at vi tre søskende taler flydende svensk, fordi vi har set svensk tv som små. Der må være et par af de essentielle programmer, jeg har misset, mens DR sendte Bamses Billedbog.
Men: "Vi råhygger", konstaterede Nikolai efter en dags tid, og det var så sandt som det var sagt. Skønneste feriet (en meget lille ferie - ligesom lampet, altså bare i lampe) jeg kunne forestille mig. Er så glad, så glad.
----------------------------------
Men om teknikken:
Undskyld til alle, der har skrevet comments her uden at de er blevet vist - jeg er tilsyneladende for dum til at betjene blogspots basale funktioner, eller også var jeg bare ikke blevet oplyst. Måske en kombi.
Nu ses alle jeres begavede kommentarer i al fald, og som undskyldning vil jeg poste den længe ventede afgørelse på rådgiver-quizzen:
Nikolais rolle var ...
..den GODE rådgiver!
Ok, han meddlede med ting, mennesker ikke var ment to meddle with, og studerede arcane powers via brevkursus. Og han var også utroligt forsmået, hvilket gjorde ham til en desperat mand på visse områder.
Men sat overfor Tulles rådgiver-rolle, der var han indiskutabelt den gode - hun var nemlig en fusker af rang, og verdens mægtigste troldkvinde der kun hvade ét mål med det hele, og det var at stjæle Søren Kochs magiske sværd. Og overtage verdensherredømmet.
Men dette betyder, at det er Jytte (som jeg antager er Nikolais gamle veninde fra DEF?), som har vundet quizzen! Og præmien er som følger:
Jytte får lov at afgøre, hvilken af følgende billeder fra min harddesk, jeg skal poste her på bloggen:
1) Et med en pandaklistermærke og en maskemaskine
2) Et med et hulepindsvin og et kamera
3) Et med en synligt utilpas pige, der er blevet narret til en fræk fotosession pga. det forbandede liverollespil (igen), og som nu forsøger at få det bedste ud af det, men ligner én, der er ved at dø og kaste op på fotografen på samme tid, kun iført strategisk placeret stol og fjerboa
Præmien kan ikke ombyttes til kontanter. Og det er muligt at der bliver forsinkelser på præmien, da mit net er til rotterne igen.
Småland var romantisk og meget, meget tørt. Undtagen ca. halvanden time hver dag, hvor det var romantisk og himmel og jord stod i ét af regn og torden. Men der var stadig ikke vand i lokummet.
Tilgengæld var der et gammeldaws das, 50 forskellige versioner af mønstret sengetøj, rødmalede huse og blå emalje i køkkenet. Følte mig som en af alle børnene i Bullerby, især da det gik op for mig, at huset hed Sydgården (frit oversat fra svensk - Sörgärden).
Stedet opfyldte enhver Smålands-nostalgi, man kunne lagre i sin bevidsthed: 500 år gamle egetræer, og kun malede træhuse, skov og stendiger så langt øjet rakte.
Min personlige Carl Larsson-identifikation led dog en vis skade, da jeg lå brak med tømmermænd lørdag morgen efter vi havde afprøvet en tequila-version af Trivials overspil Besserwizzer. Det tror jeg hverken fru Larsson eller hende den lille unge med den store stråhat gjorde ret ofte, selv efter kräftor-kalas.
Mine forsøg på kommunikation med de indfødte gik heller ikke helt til en birolle i den næste Astrid Lindgren-filmatisering. Deres fremmede lingo syntes at undslippe mig på mystisk vis, trods det at min far altid at påstået, at vi tre søskende taler flydende svensk, fordi vi har set svensk tv som små. Der må være et par af de essentielle programmer, jeg har misset, mens DR sendte Bamses Billedbog.
Men: "Vi råhygger", konstaterede Nikolai efter en dags tid, og det var så sandt som det var sagt. Skønneste feriet (en meget lille ferie - ligesom lampet, altså bare i lampe) jeg kunne forestille mig. Er så glad, så glad.
----------------------------------
Men om teknikken:
Undskyld til alle, der har skrevet comments her uden at de er blevet vist - jeg er tilsyneladende for dum til at betjene blogspots basale funktioner, eller også var jeg bare ikke blevet oplyst. Måske en kombi.
Nu ses alle jeres begavede kommentarer i al fald, og som undskyldning vil jeg poste den længe ventede afgørelse på rådgiver-quizzen:
Nikolais rolle var ...
..den GODE rådgiver!
Ok, han meddlede med ting, mennesker ikke var ment to meddle with, og studerede arcane powers via brevkursus. Og han var også utroligt forsmået, hvilket gjorde ham til en desperat mand på visse områder.
Men sat overfor Tulles rådgiver-rolle, der var han indiskutabelt den gode - hun var nemlig en fusker af rang, og verdens mægtigste troldkvinde der kun hvade ét mål med det hele, og det var at stjæle Søren Kochs magiske sværd. Og overtage verdensherredømmet.
Men dette betyder, at det er Jytte (som jeg antager er Nikolais gamle veninde fra DEF?), som har vundet quizzen! Og præmien er som følger:
Jytte får lov at afgøre, hvilken af følgende billeder fra min harddesk, jeg skal poste her på bloggen:
1) Et med en pandaklistermærke og en maskemaskine
2) Et med et hulepindsvin og et kamera
3) Et med en synligt utilpas pige, der er blevet narret til en fræk fotosession pga. det forbandede liverollespil (igen), og som nu forsøger at få det bedste ud af det, men ligner én, der er ved at dø og kaste op på fotografen på samme tid, kun iført strategisk placeret stol og fjerboa
Præmien kan ikke ombyttes til kontanter. Og det er muligt at der bliver forsinkelser på præmien, da mit net er til rotterne igen.
torsdag, juli 27, 2006
...in denial
Top fem over ting, som er uforholdsmæssigt dyre:
5: Bottled Water
Særligt aktuelt nu, da vi som sagt de næste tre dage skal bo i familien Schulz/Kennemos ødegård, nu ikke blot øde, men også tør. Nabo Svend har så vidt vides ikke givet nogen nye, positive rapporter om brøndens tilstand. Tør brønd, bad i sø, skid i skov. Og køb vand til op til 19 kroner for 170 ml.
Okay, det kan også gøres billigere. Og netop ferskvand er en væske, jeg generelt mener, at man ikke skal være for flabet overfor - vi er på knæ og albuer, den dag, vi ikke længere kan pumpe grundvand op. Så fint nok at vi betaler lidt og bliver mindet om, at vi er priviligerede her i norden med vores fordelagtige aftaler med grundvandet. Men det retfærdiggør stadig ikke, at jeg skal smide 45 kroner på en restaurant, hvis jeg vil have en slurk af de forjættede dråber, de har valgt at importere fra New Zealand eller Langbortistan.
4: Imperial
Ja, det er en stor biograf. Ja, lærredet er stort. Ja, lydsystemet kan blæse din paryk af, rode med pacemakere og give dig ringen for ørene et par timer efter.
Men det er den samme film, som de viser 135 andre steder i Danmark. På samme tid. Og du kan komme til at sidde helt umanerligt ringe, netop fordi biografen er så - stor. Og sidst vi var der, talte Nikolais sidekammerat i mobiltelefon under filmen. Det er du ikke forskånet for, selvom du har betalt - 170 kroner!!!! - for din billet.
Det er i øvrigt over dobbelt pris af andre udemærkede biografer.
3: BH'er
Du tager godt 20 cm2 stof, et par hægter, to stykker elastikbånd, to metalbøjler, eventuelt lidt kradsende blonde og en plastikperle. Du får naturligvis mængderabat på indkøbet, da du køber ind til en hel forårskollektion. Så propper du det ind i en industrisymaskine og smækker et pirisskilt på, som siger 795 Dkr. Uden trusser.
That is undertøjsindustrien for you. Det er fuldkommen uforståeligt grisk, og så er 700 kroners-klassen endda ikke toppen af BH-bjerget. Jo flere pompon'er, klunker og balkoner man udstyrer en BH med, dvs. jo mere kvinden ligner en cirkuspony, jo dyrere.
1.200 kroner for lidt silketyl med stopper i og Aubade i ryggen? - "Det er lidt pebret, men det er jo hvad det koster, hvis man vil have kvalitet." Nej, det er hvad det koster hvis man vil have to års licens! Eller seks ørkenrotter med eget fordøjelsessystem og reproduktionsorganer!
Jeg har af samme årsag et alvorligt traume med undertøjsshopping. Jeg vover mig langsomt og forsigtigt ind i de blondebehængte afdelinger, mens jeg dukker mig for ekspedientens blik.
Jeg holder øje med andre kunder, der synes mere hjemmevante, og forsøger step by step at overtage deres handlemønstre: Føle på kvaliteter, bladre lidt i bøjlerne, udvælge enkelte stykker tiltalende lingeri og vende og dreje det foran mig, måske se mig selv som Arabiens drøm hjemme i soveværelset, forestille mig min elskedes sultne blik bleve hedere og hedere ved synet af mine ynder pakket så fristende ind i - og så fanger mit øje prisskiltet og min hjerne registerer det afsindige beløb, som tekstil passion åbenbart koster.
Jeg kyler skidtet fra mig med en hånlatter og vader højlydt fnysende ud af undertøjsland. So much for forfør din mand. Not at that cost.
Men frygten for, hvad dette traume betyder for min feminine tiltræksningskraft, kan godt ramme mig.
"Ville du gerne have, at jeg gik i noget mere sexet undertøj", spørger jeg bekymret Nikolai.
Han lægger avisen på dynen. "Hmm...ja, måske? For eksempel..de der små pink nogen, du har, som sidder lavt, dem kan jeg ret godt lide..."
Jeg er lykkelig. Det er et par bomuldstrusser til en 50'er, han taler om. That's my man.
"..og det skal jo alligevel af."
-That's my man!
2: Trivial Pursuit
Over 500 kroner må du slippe for halvandet kilo pap, 36 trekanter af hård plast og 1.000 spørgsmål, som du har lært mere eller mindre udenad efter 10 spil.
- Jeg forstår det ikke: Har de håndlavede japanere til at sidde og origami-folde alle æskerne manuelt? Er oste-konceptet designet af PH? Eller ligger der fine platintråde og dyre hologrammer gemt i spørgsmålskortene, så man ikke kan fremstille falsknerier?
Det sidste ville være en god service, men jeg ville nu også godt gå med til mindre, hvis det betød, at jeg slap med, say, 200 kroner, hvilket stadig ville kunne betale et par nye induktionslygter til min cykel, som både er en ny, avanceret og patenteret opfindelse, og kan redde mit liv.
1: Creme
Creme er tilsyneladende den vanskeligste substans, mennesket overhovet kan fremstille. Alkymister, der ler i ansigtet på at skabe guld, får grå hår af creme. Hvordan ellers forklare, at 100 ml. af selv det mest tarvelige Nivea-snask snildt runder et par hundrede? For ikke at tale om Creme de la Mer til 12.000 kroner dåsen. VAN-VID.
For at retfærdiggøre det sindssyge prisniveau, har man opfundet løgnen, at creme er kilden til evig ungdom, som, for at vende tilbage til alkymisterne, jo altid har været højt i kurs. Og taler volapyk - Anti-wrinkle Q10 my ass. Og så tilsætter man de dyrest tænkelige ingredienser for at sansynliggøre det hele lidt, såsom kaviar, pulveriserede orkidéer og diamantstøv. Jo sjældnere, jo bedre = dyrere. Og gerne noget udrydningstruet.
Hvor længe mon der går, før vi få asiatiske creme-tilstande her også, og Helena Rubinstein laboratoriet uhildet proklamerer, at de nu har rørt en ny mirakelcreme på sneleopard?
---------------------------------------------
MS Stubnitz hedder i øvrigt MV, og er bestemt ikke et orlovsskib men en fiskerbåd. En trawler. Det siger Tue, min meget kloge ven.
Go' weekend - Småland kalder. Uden netadgang. Og vand. Men med brætspil og kærlighed. Husk festen på Stubnitz lørdag.
-m
5: Bottled Water
Særligt aktuelt nu, da vi som sagt de næste tre dage skal bo i familien Schulz/Kennemos ødegård, nu ikke blot øde, men også tør. Nabo Svend har så vidt vides ikke givet nogen nye, positive rapporter om brøndens tilstand. Tør brønd, bad i sø, skid i skov. Og køb vand til op til 19 kroner for 170 ml.
Okay, det kan også gøres billigere. Og netop ferskvand er en væske, jeg generelt mener, at man ikke skal være for flabet overfor - vi er på knæ og albuer, den dag, vi ikke længere kan pumpe grundvand op. Så fint nok at vi betaler lidt og bliver mindet om, at vi er priviligerede her i norden med vores fordelagtige aftaler med grundvandet. Men det retfærdiggør stadig ikke, at jeg skal smide 45 kroner på en restaurant, hvis jeg vil have en slurk af de forjættede dråber, de har valgt at importere fra New Zealand eller Langbortistan.
4: Imperial
Ja, det er en stor biograf. Ja, lærredet er stort. Ja, lydsystemet kan blæse din paryk af, rode med pacemakere og give dig ringen for ørene et par timer efter.
Men det er den samme film, som de viser 135 andre steder i Danmark. På samme tid. Og du kan komme til at sidde helt umanerligt ringe, netop fordi biografen er så - stor. Og sidst vi var der, talte Nikolais sidekammerat i mobiltelefon under filmen. Det er du ikke forskånet for, selvom du har betalt - 170 kroner!!!! - for din billet.
Det er i øvrigt over dobbelt pris af andre udemærkede biografer.
3: BH'er
Du tager godt 20 cm2 stof, et par hægter, to stykker elastikbånd, to metalbøjler, eventuelt lidt kradsende blonde og en plastikperle. Du får naturligvis mængderabat på indkøbet, da du køber ind til en hel forårskollektion. Så propper du det ind i en industrisymaskine og smækker et pirisskilt på, som siger 795 Dkr. Uden trusser.
That is undertøjsindustrien for you. Det er fuldkommen uforståeligt grisk, og så er 700 kroners-klassen endda ikke toppen af BH-bjerget. Jo flere pompon'er, klunker og balkoner man udstyrer en BH med, dvs. jo mere kvinden ligner en cirkuspony, jo dyrere.
1.200 kroner for lidt silketyl med stopper i og Aubade i ryggen? - "Det er lidt pebret, men det er jo hvad det koster, hvis man vil have kvalitet." Nej, det er hvad det koster hvis man vil have to års licens! Eller seks ørkenrotter med eget fordøjelsessystem og reproduktionsorganer!
Jeg har af samme årsag et alvorligt traume med undertøjsshopping. Jeg vover mig langsomt og forsigtigt ind i de blondebehængte afdelinger, mens jeg dukker mig for ekspedientens blik.
Jeg holder øje med andre kunder, der synes mere hjemmevante, og forsøger step by step at overtage deres handlemønstre: Føle på kvaliteter, bladre lidt i bøjlerne, udvælge enkelte stykker tiltalende lingeri og vende og dreje det foran mig, måske se mig selv som Arabiens drøm hjemme i soveværelset, forestille mig min elskedes sultne blik bleve hedere og hedere ved synet af mine ynder pakket så fristende ind i - og så fanger mit øje prisskiltet og min hjerne registerer det afsindige beløb, som tekstil passion åbenbart koster.
Jeg kyler skidtet fra mig med en hånlatter og vader højlydt fnysende ud af undertøjsland. So much for forfør din mand. Not at that cost.
Men frygten for, hvad dette traume betyder for min feminine tiltræksningskraft, kan godt ramme mig.
"Ville du gerne have, at jeg gik i noget mere sexet undertøj", spørger jeg bekymret Nikolai.
Han lægger avisen på dynen. "Hmm...ja, måske? For eksempel..de der små pink nogen, du har, som sidder lavt, dem kan jeg ret godt lide..."
Jeg er lykkelig. Det er et par bomuldstrusser til en 50'er, han taler om. That's my man.
"..og det skal jo alligevel af."
-That's my man!
2: Trivial Pursuit
Over 500 kroner må du slippe for halvandet kilo pap, 36 trekanter af hård plast og 1.000 spørgsmål, som du har lært mere eller mindre udenad efter 10 spil.
- Jeg forstår det ikke: Har de håndlavede japanere til at sidde og origami-folde alle æskerne manuelt? Er oste-konceptet designet af PH? Eller ligger der fine platintråde og dyre hologrammer gemt i spørgsmålskortene, så man ikke kan fremstille falsknerier?
Det sidste ville være en god service, men jeg ville nu også godt gå med til mindre, hvis det betød, at jeg slap med, say, 200 kroner, hvilket stadig ville kunne betale et par nye induktionslygter til min cykel, som både er en ny, avanceret og patenteret opfindelse, og kan redde mit liv.
1: Creme
Creme er tilsyneladende den vanskeligste substans, mennesket overhovet kan fremstille. Alkymister, der ler i ansigtet på at skabe guld, får grå hår af creme. Hvordan ellers forklare, at 100 ml. af selv det mest tarvelige Nivea-snask snildt runder et par hundrede? For ikke at tale om Creme de la Mer til 12.000 kroner dåsen. VAN-VID.
For at retfærdiggøre det sindssyge prisniveau, har man opfundet løgnen, at creme er kilden til evig ungdom, som, for at vende tilbage til alkymisterne, jo altid har været højt i kurs. Og taler volapyk - Anti-wrinkle Q10 my ass. Og så tilsætter man de dyrest tænkelige ingredienser for at sansynliggøre det hele lidt, såsom kaviar, pulveriserede orkidéer og diamantstøv. Jo sjældnere, jo bedre = dyrere. Og gerne noget udrydningstruet.
Hvor længe mon der går, før vi få asiatiske creme-tilstande her også, og Helena Rubinstein laboratoriet uhildet proklamerer, at de nu har rørt en ny mirakelcreme på sneleopard?
---------------------------------------------
MS Stubnitz hedder i øvrigt MV, og er bestemt ikke et orlovsskib men en fiskerbåd. En trawler. Det siger Tue, min meget kloge ven.
Go' weekend - Småland kalder. Uden netadgang. Og vand. Men med brætspil og kærlighed. Husk festen på Stubnitz lørdag.
-m
...forvirret
"Blodigste dag i Israel hidtil", stod der på forsiden af Politiken i morges. For et par dage siden var det den blodigste dag i Libanon - i denne omgang krig, forstås.
Det mest skræmmende ved de daglige rapporter er næsten én selv: Hvordan man efterhånden er i stand til at læse en sådan overskift uden at få sin chokoladecroissant galt i halsen.
Det er tilvænningens magt. Og uvirkelighedens. Det er ikke fordi, jeg ikke forstår, at der er mennesker bag dødstallene, eller at jeg tror det er så fjent fra Danmark, at det ikke rager mig. Jeg er helt nede med den globale rædsel, den brændende situation i mellemøsten bør indgyde hos alle borgere i - verden, faktisk.
Jeg oplever også forskellen som nærmest naturstridigt stor mellem min sikre hverdag i Københavns gader og det kaotiske helvede, Politikens jævnaldrende skribent fra Beirut beskriver hver dag i avisen. Jeg kan mærke det hele i maven, og som en kedel, der koger over i min fatteevne, når jeg lægger croissanten og virkelig prøver.
Problemet er, at jeg ikke forstår det. Jeg forstår ikke, hvorfor det sker. Og derfor går det galt for mig med det kolde, klare overblik, der er en forudsætning for et reelt engagement.
Hver dag er Politikens fire-fem første sider fyldt med tilstandsrapporter, reportager, analyser, kommentarer, oversigter og den ene personlige vinkel efter den anden. Jeg læser det troligt. Og jeg bliver informeret, men ikke et hak klogere.
Jeg ved godt hvem, der slås. Og jeg ved hvor, hvordan, og principielt også hvorfor. Historie, religion og magtpositioner, samt at det ikke er sort/hvidt med gode og onde og at alle har blod på hænderne forstår jeg også.
Men der er så mange mellemregninger i den nuværende konflikts udvikling, jeg ikke kan få til at hænge sammen, og jeg kan slet, slet ikke nå et facit af nogen art.
Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kendte Steen Bostrup. Han var min barndoms troværdige myndighedsstemme direkte fra monopolet, vores egen. pålidelige Mr.News før der gik inflation, celebrityisme og Jes Dorph i begrebet.
Jes Dorph er tydeligvis dybt utroværdig - det fremgår af hans vigende hage og dårlige humor - og ham ville jeg end ikke bede om råd til hvor jeg skulle købe toiletpapir. Men hvis jeg var du's med Steen Bostrup, så ville jeg ringe og spørge ham:
"Hvad er det, der sker, Steen? Hvad er interesserne bag, at der nu er åben krig - sådan rigtigt, under principperne og truslerne, hvor ligger hunden så begravet?
Hvad forestiller Israel sig, at der skal ske? Vil de besætte Libanon, måske også Syrien? Har de overhovedet kapacitet til at gennemføre og opretholde sådan en besættelse?
Hvis ikke de vil det, hvad er det så der sker? Er det virkelig alene en magtdemonstration, som de regner med kan skræmme Israels fjender nok til at lade dem være i fred? Og hvor meget magt føler de mon, at de skal demonstrere? Og tror de virkelig på den selv?
(I øvrigt Steen, jeg har forstået det med gidslerne. Jeg tror selvfølgelig bare ikke, at det kun er det, det går ud på - det ville være helt vanvittigt i vores verden med den spæmdte situation, at reagere så voldsomt alene på tre gidsler og risikere en atomkrig, ville det ikke, Steen?)
Hvorfor blandede Hizbolla sig lige på det tidspunkt? Netop som Israel viste, at de svarede igen med raketter på gidseltagning, skulle de også lige ha' et par gidsler med raketter til - hvorfor lige nu?
Hvad med de andre arabiske lande? Er de vrede nok på vesten og selvsikre nok til måske pludselig at give fanden i det hele og bombe Israel væk?
Og mest af alt: Hvad regner de med, alle sammen, Hizbolla, PLO og Israel, overhovedet med kan blive udgangen på det her?
Vil de faktisk have 3. Verdenskrig, og hvad er deres interesse i det?
- Jeg forstår det ikke, Steen. Det virker fuldkommen afsindigt på mig, og jeg kan ikke diskutere det sagligt før jeg begynder at forstå bare lidt af det. Så jeg kan danne mig en slags holdning. Ring venligst tilbage. Tak."
Suk...jeg havde håbet, at jeg måske ville få lidt overblik bare af at liste mine sprøgsmål. Men det sklete ikke. Jeg er stadig lige forvirret og bekymret.
Jeg kan mærke en overspringshandling snige sg ind på mig. Har ikke flere croissanter. Så I får en top 5 lige om lidt...
Det mest skræmmende ved de daglige rapporter er næsten én selv: Hvordan man efterhånden er i stand til at læse en sådan overskift uden at få sin chokoladecroissant galt i halsen.
Det er tilvænningens magt. Og uvirkelighedens. Det er ikke fordi, jeg ikke forstår, at der er mennesker bag dødstallene, eller at jeg tror det er så fjent fra Danmark, at det ikke rager mig. Jeg er helt nede med den globale rædsel, den brændende situation i mellemøsten bør indgyde hos alle borgere i - verden, faktisk.
Jeg oplever også forskellen som nærmest naturstridigt stor mellem min sikre hverdag i Københavns gader og det kaotiske helvede, Politikens jævnaldrende skribent fra Beirut beskriver hver dag i avisen. Jeg kan mærke det hele i maven, og som en kedel, der koger over i min fatteevne, når jeg lægger croissanten og virkelig prøver.
Problemet er, at jeg ikke forstår det. Jeg forstår ikke, hvorfor det sker. Og derfor går det galt for mig med det kolde, klare overblik, der er en forudsætning for et reelt engagement.
Hver dag er Politikens fire-fem første sider fyldt med tilstandsrapporter, reportager, analyser, kommentarer, oversigter og den ene personlige vinkel efter den anden. Jeg læser det troligt. Og jeg bliver informeret, men ikke et hak klogere.
Jeg ved godt hvem, der slås. Og jeg ved hvor, hvordan, og principielt også hvorfor. Historie, religion og magtpositioner, samt at det ikke er sort/hvidt med gode og onde og at alle har blod på hænderne forstår jeg også.
Men der er så mange mellemregninger i den nuværende konflikts udvikling, jeg ikke kan få til at hænge sammen, og jeg kan slet, slet ikke nå et facit af nogen art.
Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kendte Steen Bostrup. Han var min barndoms troværdige myndighedsstemme direkte fra monopolet, vores egen. pålidelige Mr.News før der gik inflation, celebrityisme og Jes Dorph i begrebet.
Jes Dorph er tydeligvis dybt utroværdig - det fremgår af hans vigende hage og dårlige humor - og ham ville jeg end ikke bede om råd til hvor jeg skulle købe toiletpapir. Men hvis jeg var du's med Steen Bostrup, så ville jeg ringe og spørge ham:
"Hvad er det, der sker, Steen? Hvad er interesserne bag, at der nu er åben krig - sådan rigtigt, under principperne og truslerne, hvor ligger hunden så begravet?
Hvad forestiller Israel sig, at der skal ske? Vil de besætte Libanon, måske også Syrien? Har de overhovedet kapacitet til at gennemføre og opretholde sådan en besættelse?
Hvis ikke de vil det, hvad er det så der sker? Er det virkelig alene en magtdemonstration, som de regner med kan skræmme Israels fjender nok til at lade dem være i fred? Og hvor meget magt føler de mon, at de skal demonstrere? Og tror de virkelig på den selv?
(I øvrigt Steen, jeg har forstået det med gidslerne. Jeg tror selvfølgelig bare ikke, at det kun er det, det går ud på - det ville være helt vanvittigt i vores verden med den spæmdte situation, at reagere så voldsomt alene på tre gidsler og risikere en atomkrig, ville det ikke, Steen?)
Hvorfor blandede Hizbolla sig lige på det tidspunkt? Netop som Israel viste, at de svarede igen med raketter på gidseltagning, skulle de også lige ha' et par gidsler med raketter til - hvorfor lige nu?
Hvad med de andre arabiske lande? Er de vrede nok på vesten og selvsikre nok til måske pludselig at give fanden i det hele og bombe Israel væk?
Og mest af alt: Hvad regner de med, alle sammen, Hizbolla, PLO og Israel, overhovedet med kan blive udgangen på det her?
Vil de faktisk have 3. Verdenskrig, og hvad er deres interesse i det?
- Jeg forstår det ikke, Steen. Det virker fuldkommen afsindigt på mig, og jeg kan ikke diskutere det sagligt før jeg begynder at forstå bare lidt af det. Så jeg kan danne mig en slags holdning. Ring venligst tilbage. Tak."
Suk...jeg havde håbet, at jeg måske ville få lidt overblik bare af at liste mine sprøgsmål. Men det sklete ikke. Jeg er stadig lige forvirret og bekymret.
Jeg kan mærke en overspringshandling snige sg ind på mig. Har ikke flere croissanter. Så I får en top 5 lige om lidt...
onsdag, juli 26, 2006
..hende, som var goth-lurer
Tid: 21.45 tirsdag aften.
Sted: MS Stubnitz, til koncert med canadiske Birthday Massacre.
Folk: Jens, Andrea, Jesper Heebøll, Derwalt, Koch, Nikolai og undertegnede.
Over os: Stjernehimmel og skibslanterner.
Under os: Tre dæk og electro-goth-bandet Column (Som jeg troede var the main act Birthday Massacre i 45 minutter, hvorfor jeg høfligt rockede igennem, indtil Nikolai spurgte, om vi ikke skulle gå op of få noget luft indtil Birthday Massacre gik på).
MS Stubnitz - orlovsskibet fra Rostock, som drager rundt i Europa sommer efter sommer og lægger sit marinerå, ombyggede indre til fest og koncerter, har i igen i år lagt til ved Københavns kaj. Nu ligger den og ser en del mindre ond ud end navnet antyder ved foden af Lnagebro. Det er ikke nogen nyhed for nogle som helst, der ved noget om noget, men jeg er så håbløst bagud, at dette var mit første besøg på båden.
Sidste år, da jeg var i New Zealand for at researche til mit speciale, fik jeg en SMS fra Heebøll, der lød ca. sådan her: "Kæmpe goth-techno fest på MS Stubnitz! Det er for vanvittigt - KOM!". Det var ikke hverdagskost for mig at få den slags invitationer, men jeg ændrede nu ikke billetten hjem af den årsag, skønt det skulle have været et højst mindeværdigt freakshow og helt igennem vildt.
Skibet er som skabt til alt hvad der bare dufter af noget urbant, apokalyptisk og utopisk trash-romantik - dvs. alt fra industrial goth til smartass-dj'ing. Og Copenhagen Jazzfestival, åbenbart også, selv det virker mindre oplagt. Men her har vi altså i mine øjne noget alvorligt metropol-agtigt, og paradoksalt nok til vands. Skrid til Hobro med dine linoleumsgulve, A-Huset - her er der jerndragere nok til at opretholde en filial af den tyske sværindustri i et par uger. Se www.stubnitz.com
Birthday Massacre var super fede, tak til Koch for dén. Men det var dog den blandede flok af goths, freaks, tungrockere, forsigtig-punks, folkeskolepiger og deres off-stage-show, der virkelig made maj najht:
Jeg står i baren på dækket med mine orange jetoner (Eneste gangbare mønt på dækket. Det er lidt som at være til liverollespil: Legetøjspenge og folk i mærkeligt og upraktisk tøj). Ved siden af mig er en lav pige med vat i barmen, højt hår og Lykke May-promille ved at fucke op med fem ølkrus.
"- Ja' ka' schlet ik' bære fem!" fniser hun.
"- Dæ' gør æk noet, for du ser sgu' søj u'", indskyder den hærdebrede kortklippede ungersvend fra hovedlandet, som står bag hende i køen, og som lige i dette sekund har mødt den mest eksotiske skabning, han nogensinde har set.
"- Syns' du virk'lig? - Det er fordi du ik' har schet mine bryster!" svarer hun, og svinger sig ind i ham med sine ølkrus.
Jeg forsøger at undvige, og kommer til at knalde albuen i ansigtet på min sidemand til den anden side. Jeg vender mig for at undskylde, og ser ned på den mindste og mest entusiatiske goth i verden.
"Det gør ikke noget!" siger han på syngende og overartikuleret fynsk, mens hans mund vokser til Kim Larsen-størrelse og på facinerende vis overtager hans ansigt i et manisk smil, der også når hans stirrende øjne med kulsort indramning.
Jeg bliver mundlam af den uventede kontakt med det ukendte, og drejer tilbage på plads med et hovede, der stivnede midt i mit bedste "Åh, beklager"-smil.
Men konversationen forsætter:
Lille goth: "-Undskyld. Kan du ikke købe noget øl til mig for de her?"
Mig til to jetoner: "-Jo da...jeg tror du kan få to små."
"Jeg skal bare have to store. Eller små. Det stærkeste de har. Jeg skal bare ha' noget øl. Hvad for noget øl har de?"
"De har den dér Rostock-øl...det håber jeg, at du kan lide."
"Jamen jeg drikker alt. Alt der er alkohol i. Jeg har lige drukket to kapsler fantasy."
Fantasy ..er narko, tænker Marie. Så det forklarer hvorfor hans pupiller har vundet kampen mod iris 6-0. Lille goth smiler stadig manisk og ser forventningsfuldt op på mig med med alle sine tænder, øjne og piercinger.
Skaldet tecno-narkoman: "Hey, sagde du fantasy?"
Lille goth: "Ja, jeg har lige drukket noget fantasy..det virker meget bedre end-"
"Har du noget?! Har du noget?"
"Nej, jeg har lige dukket-"
"Vde du hvem der har noget? Er der nogen der har noget? Kan du skaffe noget?"
"Nej, jeg kan ikke skaf-"
"Kan du skaffe sne? Kiks? Cola?"
"Nej, jeg kan ikke skaffe noget - jeg er fra Odense!"
- sagde den lille gother, og jeg døde af grin, og tænkte over hvad kiks mon er. Måske bare kiks? Med en cola til? Men det stopper ikke her.
Vi skifter tid igen:
Under dæk. Andrea, Jens og jeg står ved et rækværk med udsigt til det podie, der er gulvet foran scenen. Birthday Massacre (denen gang de rigtige) spiller. Højt. Sæt eventuelt et af deres numre på som soundtrack til denne passage.
Lille gother står nede foran sammen med sine to nye bedste venner, to anæmiske emo-punk drenge med hhv. gul hanekam og sort/rødt stithår. De vil ikke rigtig i kontakt med lille gother. Lille gother begynder at slamdance for at opnå kontakt med dem. De opnår alle tre kontakt med alle i en radius af fire meter omkring dem, inklusiv hærdebred jyde fra før. Og pige med patvat.
Pige med patvat er stadig stangstiv. Også vred. Hun griber fat i lille gother for at sætte en stopper for slamdance. Hun er et hovede højere end ham, plus hår. Hun skælder ud 10 sekunder. Så voldsnaver hun ham.
Lille gother er i himlen. Der snaves igennem, og væltes rundt. Andrea fortæller mig, at pigen med patvat moonede Jens ude på kajen da vi ankom.
Jyde og jydes ven er skuffede og vrede. Giber fat i lille gother, og leger gorillahanner. Pat-pige træder imellem. Gother stort manisk smil. Jyde bare stor.
Pige med patvat (som nu sidder helt oppe ved hendes skulderblade) slæber
af med lille gother. Til toilettet. Lille gothers to formerly best friends, de anæmiske emo-drenge, omfavner hinanden, bliver hængende i hinandens spinkle men markedere skuldre, og finder til begges overraskelse ud af, at de er til mænd. Der snaves på alle dæk.
Jeg går ned og danser med Nikolai til resten af koncerten, hvor en fyr i mini-læderskørt smiler indforstået til mig. Jeg er ikke sikker på hvad, vi er indforstået med, men headbanger lidt tilbage af ren høflighed. Og så ser jeg: Hans nervøse ven med triangulær kropsbygning og romernæse har en rød negligé på!
Min fist of fury spænder op til slagserie i én glidende bevægelse. Men jeg kan ikke gøre det. Han ser så selvudslettende ud, selv i sin ravnsorte page-paryk og knaldrøde læbestift, at jeg er bange for at ødelægge års forberedende arbejde mod denne hans drag-debut, hvis jeg slår ham på næsen.
Jeg lader nåde gå for ret og vrider mig i stedet op ad Nikolai, som spiller luftguitar til synthesizeren. Vi snaver også lige. Det er den bedste tirsdag, jeg kan mindes.
- De holder DAS BOOT Festival igen på lørdag, det var det total-fest freakshow som Heebøll og de andre var til sidste år. Hvis ikke I laver andet, og også hvis I gør, så tag derind og glo uhæmmet. Også hvis I normalt får udslæt af goths. Det kan ikke undgå at blive en oplevelse.
Jeg går desværre også glip i år, da vi skal til Sverige i en ødegaard hvor brønden er tørret ud og spille Dungeons And Dragons Cluedo.
Se om festivalen på: http://www.stubnitz.com/0/archive/details.php?id=5534 . Wear black.
Sted: MS Stubnitz, til koncert med canadiske Birthday Massacre.
Folk: Jens, Andrea, Jesper Heebøll, Derwalt, Koch, Nikolai og undertegnede.
Over os: Stjernehimmel og skibslanterner.
Under os: Tre dæk og electro-goth-bandet Column (Som jeg troede var the main act Birthday Massacre i 45 minutter, hvorfor jeg høfligt rockede igennem, indtil Nikolai spurgte, om vi ikke skulle gå op of få noget luft indtil Birthday Massacre gik på).
MS Stubnitz - orlovsskibet fra Rostock, som drager rundt i Europa sommer efter sommer og lægger sit marinerå, ombyggede indre til fest og koncerter, har i igen i år lagt til ved Københavns kaj. Nu ligger den og ser en del mindre ond ud end navnet antyder ved foden af Lnagebro. Det er ikke nogen nyhed for nogle som helst, der ved noget om noget, men jeg er så håbløst bagud, at dette var mit første besøg på båden.
Sidste år, da jeg var i New Zealand for at researche til mit speciale, fik jeg en SMS fra Heebøll, der lød ca. sådan her: "Kæmpe goth-techno fest på MS Stubnitz! Det er for vanvittigt - KOM!". Det var ikke hverdagskost for mig at få den slags invitationer, men jeg ændrede nu ikke billetten hjem af den årsag, skønt det skulle have været et højst mindeværdigt freakshow og helt igennem vildt.
Skibet er som skabt til alt hvad der bare dufter af noget urbant, apokalyptisk og utopisk trash-romantik - dvs. alt fra industrial goth til smartass-dj'ing. Og Copenhagen Jazzfestival, åbenbart også, selv det virker mindre oplagt. Men her har vi altså i mine øjne noget alvorligt metropol-agtigt, og paradoksalt nok til vands. Skrid til Hobro med dine linoleumsgulve, A-Huset - her er der jerndragere nok til at opretholde en filial af den tyske sværindustri i et par uger. Se www.stubnitz.com
Birthday Massacre var super fede, tak til Koch for dén. Men det var dog den blandede flok af goths, freaks, tungrockere, forsigtig-punks, folkeskolepiger og deres off-stage-show, der virkelig made maj najht:
Jeg står i baren på dækket med mine orange jetoner (Eneste gangbare mønt på dækket. Det er lidt som at være til liverollespil: Legetøjspenge og folk i mærkeligt og upraktisk tøj). Ved siden af mig er en lav pige med vat i barmen, højt hår og Lykke May-promille ved at fucke op med fem ølkrus.
"- Ja' ka' schlet ik' bære fem!" fniser hun.
"- Dæ' gør æk noet, for du ser sgu' søj u'", indskyder den hærdebrede kortklippede ungersvend fra hovedlandet, som står bag hende i køen, og som lige i dette sekund har mødt den mest eksotiske skabning, han nogensinde har set.
"- Syns' du virk'lig? - Det er fordi du ik' har schet mine bryster!" svarer hun, og svinger sig ind i ham med sine ølkrus.
Jeg forsøger at undvige, og kommer til at knalde albuen i ansigtet på min sidemand til den anden side. Jeg vender mig for at undskylde, og ser ned på den mindste og mest entusiatiske goth i verden.
"Det gør ikke noget!" siger han på syngende og overartikuleret fynsk, mens hans mund vokser til Kim Larsen-størrelse og på facinerende vis overtager hans ansigt i et manisk smil, der også når hans stirrende øjne med kulsort indramning.
Jeg bliver mundlam af den uventede kontakt med det ukendte, og drejer tilbage på plads med et hovede, der stivnede midt i mit bedste "Åh, beklager"-smil.
Men konversationen forsætter:
Lille goth: "-Undskyld. Kan du ikke købe noget øl til mig for de her?"
Mig til to jetoner: "-Jo da...jeg tror du kan få to små."
"Jeg skal bare have to store. Eller små. Det stærkeste de har. Jeg skal bare ha' noget øl. Hvad for noget øl har de?"
"De har den dér Rostock-øl...det håber jeg, at du kan lide."
"Jamen jeg drikker alt. Alt der er alkohol i. Jeg har lige drukket to kapsler fantasy."
Fantasy ..er narko, tænker Marie. Så det forklarer hvorfor hans pupiller har vundet kampen mod iris 6-0. Lille goth smiler stadig manisk og ser forventningsfuldt op på mig med med alle sine tænder, øjne og piercinger.
Skaldet tecno-narkoman: "Hey, sagde du fantasy?"
Lille goth: "Ja, jeg har lige drukket noget fantasy..det virker meget bedre end-"
"Har du noget?! Har du noget?"
"Nej, jeg har lige dukket-"
"Vde du hvem der har noget? Er der nogen der har noget? Kan du skaffe noget?"
"Nej, jeg kan ikke skaf-"
"Kan du skaffe sne? Kiks? Cola?"
"Nej, jeg kan ikke skaffe noget - jeg er fra Odense!"
- sagde den lille gother, og jeg døde af grin, og tænkte over hvad kiks mon er. Måske bare kiks? Med en cola til? Men det stopper ikke her.
Vi skifter tid igen:
Under dæk. Andrea, Jens og jeg står ved et rækværk med udsigt til det podie, der er gulvet foran scenen. Birthday Massacre (denen gang de rigtige) spiller. Højt. Sæt eventuelt et af deres numre på som soundtrack til denne passage.
Lille gother står nede foran sammen med sine to nye bedste venner, to anæmiske emo-punk drenge med hhv. gul hanekam og sort/rødt stithår. De vil ikke rigtig i kontakt med lille gother. Lille gother begynder at slamdance for at opnå kontakt med dem. De opnår alle tre kontakt med alle i en radius af fire meter omkring dem, inklusiv hærdebred jyde fra før. Og pige med patvat.
Pige med patvat er stadig stangstiv. Også vred. Hun griber fat i lille gother for at sætte en stopper for slamdance. Hun er et hovede højere end ham, plus hår. Hun skælder ud 10 sekunder. Så voldsnaver hun ham.
Lille gother er i himlen. Der snaves igennem, og væltes rundt. Andrea fortæller mig, at pigen med patvat moonede Jens ude på kajen da vi ankom.
Jyde og jydes ven er skuffede og vrede. Giber fat i lille gother, og leger gorillahanner. Pat-pige træder imellem. Gother stort manisk smil. Jyde bare stor.
Pige med patvat (som nu sidder helt oppe ved hendes skulderblade) slæber
af med lille gother. Til toilettet. Lille gothers to formerly best friends, de anæmiske emo-drenge, omfavner hinanden, bliver hængende i hinandens spinkle men markedere skuldre, og finder til begges overraskelse ud af, at de er til mænd. Der snaves på alle dæk.
Jeg går ned og danser med Nikolai til resten af koncerten, hvor en fyr i mini-læderskørt smiler indforstået til mig. Jeg er ikke sikker på hvad, vi er indforstået med, men headbanger lidt tilbage af ren høflighed. Og så ser jeg: Hans nervøse ven med triangulær kropsbygning og romernæse har en rød negligé på!
Min fist of fury spænder op til slagserie i én glidende bevægelse. Men jeg kan ikke gøre det. Han ser så selvudslettende ud, selv i sin ravnsorte page-paryk og knaldrøde læbestift, at jeg er bange for at ødelægge års forberedende arbejde mod denne hans drag-debut, hvis jeg slår ham på næsen.
Jeg lader nåde gå for ret og vrider mig i stedet op ad Nikolai, som spiller luftguitar til synthesizeren. Vi snaver også lige. Det er den bedste tirsdag, jeg kan mindes.
- De holder DAS BOOT Festival igen på lørdag, det var det total-fest freakshow som Heebøll og de andre var til sidste år. Hvis ikke I laver andet, og også hvis I gør, så tag derind og glo uhæmmet. Også hvis I normalt får udslæt af goths. Det kan ikke undgå at blive en oplevelse.
Jeg går desværre også glip i år, da vi skal til Sverige i en ødegaard hvor brønden er tørret ud og spille Dungeons And Dragons Cluedo.
Se om festivalen på: http://www.stubnitz.com/0/archive/details.php?id=5534 . Wear black.
tirsdag, juli 25, 2006
..på escort-overload
Hidtil særeste arbejdsdag nogen sinde. Har siddet i 6 timer og surfet på escort- og massagesites, med alt hvad der dertil hører af hæslig webgrafik og andre meget grafiske fremstillinger.
Forklaringen kan jeg ikke komme med, det er hemlignemligstemplet har fra Axel Films øverste autoritet. Men jeg kan afsløre så meget som, at jeg har fået den utaknemmelige opgave at stæse nettets mest vamle sider igennem for at finde en mulig annonce for en trafficket pige fra øst af.
Så derfor er dagen gået med:
Krystalpigerne. Passiongirls. Eventyrpigerne. Sommertøsen.
Nej, vi taler bestemt ikke om de seneste tiltag for Bratz-dukker. Det er præcis hvad det lyder som om: Navne på escortbureauer og massageklinikker (Og hvad siger dét i øvrigt om Bratz-dukkerne, jeg spør' bare..).
Jeg føler nu, efter disse kvalmefremkaldende, men på sin egen måde sygt facinerende timer, at jeg ved alt (for meget) om, hvad der gemmer sig bag disse navne:
Jeg har fattet, at en pige i branchen aldrig er officielt yngre end 21 år, for så er det ulovligt, men at en 26-årig sagtens være 46. Jeg har regnet ud, ved at sammenholde ord med billeder, at "åleslank supermodelkrop i verdensklasse" svarer nogenlunde til en benet skolebibliotikar godt oppe i årene. Jeg er med på oliemassage og intimcocktails, og den eneste 'nationalret', jeg ikke har gennemskuet endnu, er den sjældne og yderst velbevogtede "italiensk".
Italiensk vil jeg mægtig gerne vide hvad er. Det er nemlig en del af stridens kerne i et interent opgør mellem to af branchens store spillere, nemlig "Cheri" og "Anja", to friske piger som er friske på det meste og som tilsyneladende heller ikke går af vejen for en bitchfight. Det har jeg lært på fora'er her i dag, mellem mine søgninger. Det var fuldstændig som en hardcore-version af "The Bold and The Beautiful", og holdt mig i åndeløs spænding mens den animerede intro til RødovreTøzernes site gjorde sig færdig.
Jeg har ikke kunnet læse mig frem til den helt præcise baggrund for deres krig, men det er vist noget med annonceplads i første omgang. Men så tilspidsedes situationen under portalen Venusloungens årlige sommerfest, hvor en herre, der går under navnet "Kordegnen", mente at have spottet "Anja" gestikulere en skinbarlig fuckfinger (!) mens "Cherie" holdt sin tale!
Dette gjorde ikke klimaet mindre hedt i saunaen, på trods af, at man skulle tro, at piger i netop denne branche havde prøvet det der var værre end en langemand rakt i deres generelle retning fra et par meters afstand.
Men alle har deres grænser. Og da den ophidsede "Cheri"s kæreste, kaldet "Growler", i let overrislet tilstand valgte at bidrage med hårde beskyldninger omkring "Anja"s person, kogte tingene over. Aftenens afslutning meldes der intet om, men vi må gætte på, at der skulle mere end et "Golden Shower" til at køle gemytterne ned.
Mne nu kommer vi til det italienske: Næste dag ringede "Cheri&Growler" til "Anja", som formentlig plejede sine tømmermænd i jacuzzien. "Cherie" vilel gerne slå én ting fast: Det var hende, og alene hende, som havde brugsretten til teknikken 'italiensk'. "Anja" havde værsågod at fjerne den fra sin menu. Ikek tale om, sagde "Anja", og fortsatte så kampen via sin egen hjemmeside, mens "Cheri"s version fyger over skærmene på Venuslougen.dk. Hver lejr har sine støtter, og der spares hverken på trusler eller ukvemsord. Det er helt fremragende.
Til "Cheri"s forsvar skal det siges, at går han ind på hendes hjemmeside og ser under anmeldelser, så er der flere tilfredse kunder, som fremhæver hendes 'italienske' behandling. Måske er der en pointe i, at det "Cherie", som er ophavet til teknikken, og dermed selve kilden, hvis man vil opleve 'italiensk' som hvor moder lavede det. Eller..ikke min mor. Men andres mor. Nogles mor har vel...italienere, i al fald.
Hedigvis er dagen forbi nu, og jeg behøver aldrig mere tænke på "Anja" og "Cherie" - og hvis jeg ser bare én til koralrød negligé draperet over en udtjent kvindekrop med silikonebobs, som er akavet placeret på en slidt leopardpuf, så kaster jeg op over tastaturet.
Det samme gælder, hvis jeg skal læse flere sørgelige eksempler på sørgelige mænd, der i deres sørgelige forsøg på at købe sig til et sexliv og retførdiggøre dette som værende ganske sundt og fair, skriver sørgelige anmeldelser af en sørgelig thaipige, som i deres kritiske feinschmeker-øjne leverede en sørgelig indsats.
I stedet tager jeg ind på da place to be, MS Stubnitz og hører noget metal, som hedder "Birthday Massacre" og som Søren Koch (Nr. 4 på Nikolais liste over vildeste goths, han kender, se hans blog på www.fejerforfolk.blogspot.com) har fundet.
-Og hvis jeg dér tilfældigvis skulle være så uheldig at møde en goth i rød negligé, slå jeg hende hårdt på næsen og siger at hun skal gå hjem i bad.
Forklaringen kan jeg ikke komme med, det er hemlignemligstemplet har fra Axel Films øverste autoritet. Men jeg kan afsløre så meget som, at jeg har fået den utaknemmelige opgave at stæse nettets mest vamle sider igennem for at finde en mulig annonce for en trafficket pige fra øst af.
Så derfor er dagen gået med:
Krystalpigerne. Passiongirls. Eventyrpigerne. Sommertøsen.
Nej, vi taler bestemt ikke om de seneste tiltag for Bratz-dukker. Det er præcis hvad det lyder som om: Navne på escortbureauer og massageklinikker (Og hvad siger dét i øvrigt om Bratz-dukkerne, jeg spør' bare..).
Jeg føler nu, efter disse kvalmefremkaldende, men på sin egen måde sygt facinerende timer, at jeg ved alt (for meget) om, hvad der gemmer sig bag disse navne:
Jeg har fattet, at en pige i branchen aldrig er officielt yngre end 21 år, for så er det ulovligt, men at en 26-årig sagtens være 46. Jeg har regnet ud, ved at sammenholde ord med billeder, at "åleslank supermodelkrop i verdensklasse" svarer nogenlunde til en benet skolebibliotikar godt oppe i årene. Jeg er med på oliemassage og intimcocktails, og den eneste 'nationalret', jeg ikke har gennemskuet endnu, er den sjældne og yderst velbevogtede "italiensk".
Italiensk vil jeg mægtig gerne vide hvad er. Det er nemlig en del af stridens kerne i et interent opgør mellem to af branchens store spillere, nemlig "Cheri" og "Anja", to friske piger som er friske på det meste og som tilsyneladende heller ikke går af vejen for en bitchfight. Det har jeg lært på fora'er her i dag, mellem mine søgninger. Det var fuldstændig som en hardcore-version af "The Bold and The Beautiful", og holdt mig i åndeløs spænding mens den animerede intro til RødovreTøzernes site gjorde sig færdig.
Jeg har ikke kunnet læse mig frem til den helt præcise baggrund for deres krig, men det er vist noget med annonceplads i første omgang. Men så tilspidsedes situationen under portalen Venusloungens årlige sommerfest, hvor en herre, der går under navnet "Kordegnen", mente at have spottet "Anja" gestikulere en skinbarlig fuckfinger (!) mens "Cherie" holdt sin tale!
Dette gjorde ikke klimaet mindre hedt i saunaen, på trods af, at man skulle tro, at piger i netop denne branche havde prøvet det der var værre end en langemand rakt i deres generelle retning fra et par meters afstand.
Men alle har deres grænser. Og da den ophidsede "Cheri"s kæreste, kaldet "Growler", i let overrislet tilstand valgte at bidrage med hårde beskyldninger omkring "Anja"s person, kogte tingene over. Aftenens afslutning meldes der intet om, men vi må gætte på, at der skulle mere end et "Golden Shower" til at køle gemytterne ned.
Mne nu kommer vi til det italienske: Næste dag ringede "Cheri&Growler" til "Anja", som formentlig plejede sine tømmermænd i jacuzzien. "Cherie" vilel gerne slå én ting fast: Det var hende, og alene hende, som havde brugsretten til teknikken 'italiensk'. "Anja" havde værsågod at fjerne den fra sin menu. Ikek tale om, sagde "Anja", og fortsatte så kampen via sin egen hjemmeside, mens "Cheri"s version fyger over skærmene på Venuslougen.dk. Hver lejr har sine støtter, og der spares hverken på trusler eller ukvemsord. Det er helt fremragende.
Til "Cheri"s forsvar skal det siges, at går han ind på hendes hjemmeside og ser under anmeldelser, så er der flere tilfredse kunder, som fremhæver hendes 'italienske' behandling. Måske er der en pointe i, at det "Cherie", som er ophavet til teknikken, og dermed selve kilden, hvis man vil opleve 'italiensk' som hvor moder lavede det. Eller..ikke min mor. Men andres mor. Nogles mor har vel...italienere, i al fald.
Hedigvis er dagen forbi nu, og jeg behøver aldrig mere tænke på "Anja" og "Cherie" - og hvis jeg ser bare én til koralrød negligé draperet over en udtjent kvindekrop med silikonebobs, som er akavet placeret på en slidt leopardpuf, så kaster jeg op over tastaturet.
Det samme gælder, hvis jeg skal læse flere sørgelige eksempler på sørgelige mænd, der i deres sørgelige forsøg på at købe sig til et sexliv og retførdiggøre dette som værende ganske sundt og fair, skriver sørgelige anmeldelser af en sørgelig thaipige, som i deres kritiske feinschmeker-øjne leverede en sørgelig indsats.
I stedet tager jeg ind på da place to be, MS Stubnitz og hører noget metal, som hedder "Birthday Massacre" og som Søren Koch (Nr. 4 på Nikolais liste over vildeste goths, han kender, se hans blog på www.fejerforfolk.blogspot.com) har fundet.
-Og hvis jeg dér tilfældigvis skulle være så uheldig at møde en goth i rød negligé, slå jeg hende hårdt på næsen og siger at hun skal gå hjem i bad.
mandag, juli 24, 2006
..den sidste imperialist
I går trodsede vi DSB og bevægede os til Roskilde. Her besøgte vi Hagar, Nikolais mor, modtog mad, omsorg og fotoshow fra Nikolais barn- og ungdom (helt utroligt goth), og kvitterede ved at tage hendes bil.
Efter 30 kilometers gemmeleg med gearene og forsøg på at gætte, om det kun var én eller begeg baglygter, der var gået ud, siden de andre bilister blinkede så heftigt af os, nåede vi hjem til Sigerstedgade. Og en halv times tid senere, post-coitalt og søndag aften-veltilpas, udtalte jeg, at jeg havde overvejet at få en rengøringshjælp.
Nikolai: "Hvad havde du?!"
Mig: "Jamen, det er jo bare 200 kroner, og jeg hader at gøre rent! Tænk hvor godt de penge er givet ud. Og der er så mange, der har det."
Nikolai: "Hvem?"
Mig (Som ikke vil indrømme, at de eneste hun "kender", der har rengøringshjælp og ikke bor i Hellerup eller længere nordpå, er Camilla Stockmann, som har skrevet bogen "Michael Laudrups Tæneder" sammen med min chef søde hustru, Maise Njor, og at jeg bare lige har fået idéen fordi jeg netop har læst den del af bogen, hvor hun skriver om det): "Alle mulige!....men tænk, hvor fedt det vil være: Et helt rent hjem, det giver så meget livskvalitet.."
Nikolai: "Skal du så også have en butler?"
Jeg forsøgte at forklare, at det at give andre penge for det arbejde, man ikke selv gad/orkede/kunne, ikke i sig selv var at hejse flaget for klassesamfundet, og at man kunne hævde, at det var ret storsindet af mig at omskole min egen dovenskab til at holde samfundets hjul i gang. I sidste end var det dog nok det faktum, at jeg er doven, der blev hængende som den mest gyldige grund. Og at Nikolai tilfældigvis havde kigget under min seng forleden for at lede efter mine pallietbesatte hjemmesko, som han ynder at gå i, og opdagede nullermænd på størrelse med en menneskelig lever.
Jeg hader bare at vaske gulv, punktum. Støvsugning er min kompensation. Men efter jeg sugede en sok ubehjælpeligt fast i min støvslugerslange, så fast at den end ikke kan stampes ud med et kosteskaft og stor vrede, står det foreløbig 35-0 til nullermænd og skidt på Viktoriagade.
Så hvis nogen kender en rengøringshjælp, billig, pålidelig og helst uden synlige tegn på underernæring så Nikolai ikke går fuldstændig Amnesty, så tager jeg gerne mod tips.
Efter 30 kilometers gemmeleg med gearene og forsøg på at gætte, om det kun var én eller begeg baglygter, der var gået ud, siden de andre bilister blinkede så heftigt af os, nåede vi hjem til Sigerstedgade. Og en halv times tid senere, post-coitalt og søndag aften-veltilpas, udtalte jeg, at jeg havde overvejet at få en rengøringshjælp.
Nikolai: "Hvad havde du?!"
Mig: "Jamen, det er jo bare 200 kroner, og jeg hader at gøre rent! Tænk hvor godt de penge er givet ud. Og der er så mange, der har det."
Nikolai: "Hvem?"
Mig (Som ikke vil indrømme, at de eneste hun "kender", der har rengøringshjælp og ikke bor i Hellerup eller længere nordpå, er Camilla Stockmann, som har skrevet bogen "Michael Laudrups Tæneder" sammen med min chef søde hustru, Maise Njor, og at jeg bare lige har fået idéen fordi jeg netop har læst den del af bogen, hvor hun skriver om det): "Alle mulige!....men tænk, hvor fedt det vil være: Et helt rent hjem, det giver så meget livskvalitet.."
Nikolai: "Skal du så også have en butler?"
Jeg forsøgte at forklare, at det at give andre penge for det arbejde, man ikke selv gad/orkede/kunne, ikke i sig selv var at hejse flaget for klassesamfundet, og at man kunne hævde, at det var ret storsindet af mig at omskole min egen dovenskab til at holde samfundets hjul i gang. I sidste end var det dog nok det faktum, at jeg er doven, der blev hængende som den mest gyldige grund. Og at Nikolai tilfældigvis havde kigget under min seng forleden for at lede efter mine pallietbesatte hjemmesko, som han ynder at gå i, og opdagede nullermænd på størrelse med en menneskelig lever.
Jeg hader bare at vaske gulv, punktum. Støvsugning er min kompensation. Men efter jeg sugede en sok ubehjælpeligt fast i min støvslugerslange, så fast at den end ikke kan stampes ud med et kosteskaft og stor vrede, står det foreløbig 35-0 til nullermænd og skidt på Viktoriagade.
Så hvis nogen kender en rengøringshjælp, billig, pålidelig og helst uden synlige tegn på underernæring så Nikolai ikke går fuldstændig Amnesty, så tager jeg gerne mod tips.
torsdag, juli 20, 2006
...hende, som havde fundet sin dobbeltgænger
Da Nikolai åbnede Natfilm-kataloget sidste år, var der et billede af hans kæreste i. Næsten. Der var et billede af den mexicanske "skuespillerinde" Anapola Mushkadiz, som ligner mig helt skræmmende meget. Dybt facinerede af ligheden gik vi ind og så filmen hun medvirkede i. Det viste sig at være en nærmest krænkende kedelig mexikansk mix af hardcore og socialrealisme, og det var rimeligt hård kost, da denne her pige, som i al fald i profil lignede mig 98% på en prik, gav den tykke og frastødende middelaldrende hovedperson et blowjob helt oppe i kameralinsen.
Se selv. Det er mig som er mest vågen.
Se selv. Det er mig som er mest vågen.
..hende, som vækker sig selv ved overvejelser som disse
Teenageproblemer i dyrefamilier:
"-Ad, det gider jeg ikke spise!"
"-Du skal spise den, det er den eneste morgenmad du får, unge mand."
"-Jamen, jeg kan ikke lide mus!"
"-Du er en ugle. Ugler kan lide mus."
"-Jeg vil have pomfritter. Rotteungerne nede fra campingpladsen siger, at de får pomfritter hver dag!"
"-Du skal ikke tale med rotteungerne, du skal spise dem!"
*GYLP* "-Jeg spytter det ud igen! I kan ikke tvinge mig!" *GYLP*
"-Du gylper ikke før alle er færdige med at spise og jeg har sagt velbekomme!"
"-Jeg vil ikke spise mine venner! Jeg er ikke som jer! Jeg hader jer!"
"-HOLD SÅ KÆFT og sid helt utroligt stille! Hvis du drejer hovedet så meget som 360 grader, ryger du direkte i seng så snart det bliver mørkt! Forstået?"
Et andet eksempel:
"-Hvordan er det, du ser ud, unge dame? Du ligner jo en kirkegårdsrotte!"
"..Mmmmmgrmmblllikkepånogenmåde...."
"-Du har værsågod at gå ind på dit værelse og skifte til vinterpels ligesom os andre."
"...Mmmgrrmblkanbedstlidedetsådanher...."
"-Jeg er fuldkommen ligeglad med, hvad du bedst kan lide. Mink skifter til hvid pels om vinteren, og du skal ikke komme anstigende til mormors fiskehoveder søndag aften og ha' det der mørke stads over hele kroppen."
"-Du er bare så led, du er! Du respekterer ikke min ret til at være mig selv overhovedet! Mørk pels udtrykker bare mere hvem jeg er! Hvid er så kikset - hvorfor skal jeg gå rundt og ligne Birger Christensens varelager bare fordi alle I andre gør det?"
"-SÅ får vi lige kammertonen, unge dame! Du skal ikke tale om pelsindustrien mens dine små søskende hører på det!"
"-Jeg er da ligeglad! Hør her, unger: Buntmageren kommer og tar' jer hvis i skifter til hvid pels! De flår jer og smider jeres døde, blodige kroppe på lossepladsen! Så æder mågerne jeres øjne! Go brown! Brown is beautiful!"
"-SÅ er det nok! Du har burarrest i en uge, og hvis aktivisterne kommer fobi og lukker dørene op, har du værsågod at sige pænt nej tak og blive hvor du er!"
"..Grmmmbll...." *Slæber afsted*
"-Og skift så den pels!!!"
....
*Små pibende stemmer* "-Moooooar...?"
*Suk* "-Hvad er der, unger?"
"-Må vi godt komme på lossepladsen på lørdag? Må viiiiii?"
----------------------------
Den slags tænker man ikke over i hverdagen. Men det sker. Hele tiden, overalt, i skov og sø, ved bryn og å.
Og det er ganske vist.
"-Ad, det gider jeg ikke spise!"
"-Du skal spise den, det er den eneste morgenmad du får, unge mand."
"-Jamen, jeg kan ikke lide mus!"
"-Du er en ugle. Ugler kan lide mus."
"-Jeg vil have pomfritter. Rotteungerne nede fra campingpladsen siger, at de får pomfritter hver dag!"
"-Du skal ikke tale med rotteungerne, du skal spise dem!"
*GYLP* "-Jeg spytter det ud igen! I kan ikke tvinge mig!" *GYLP*
"-Du gylper ikke før alle er færdige med at spise og jeg har sagt velbekomme!"
"-Jeg vil ikke spise mine venner! Jeg er ikke som jer! Jeg hader jer!"
"-HOLD SÅ KÆFT og sid helt utroligt stille! Hvis du drejer hovedet så meget som 360 grader, ryger du direkte i seng så snart det bliver mørkt! Forstået?"
Et andet eksempel:
"-Hvordan er det, du ser ud, unge dame? Du ligner jo en kirkegårdsrotte!"
"..Mmmmmgrmmblllikkepånogenmåde...."
"-Du har værsågod at gå ind på dit værelse og skifte til vinterpels ligesom os andre."
"...Mmmgrrmblkanbedstlidedetsådanher...."
"-Jeg er fuldkommen ligeglad med, hvad du bedst kan lide. Mink skifter til hvid pels om vinteren, og du skal ikke komme anstigende til mormors fiskehoveder søndag aften og ha' det der mørke stads over hele kroppen."
"-Du er bare så led, du er! Du respekterer ikke min ret til at være mig selv overhovedet! Mørk pels udtrykker bare mere hvem jeg er! Hvid er så kikset - hvorfor skal jeg gå rundt og ligne Birger Christensens varelager bare fordi alle I andre gør det?"
"-SÅ får vi lige kammertonen, unge dame! Du skal ikke tale om pelsindustrien mens dine små søskende hører på det!"
"-Jeg er da ligeglad! Hør her, unger: Buntmageren kommer og tar' jer hvis i skifter til hvid pels! De flår jer og smider jeres døde, blodige kroppe på lossepladsen! Så æder mågerne jeres øjne! Go brown! Brown is beautiful!"
"-SÅ er det nok! Du har burarrest i en uge, og hvis aktivisterne kommer fobi og lukker dørene op, har du værsågod at sige pænt nej tak og blive hvor du er!"
"..Grmmmbll...." *Slæber afsted*
"-Og skift så den pels!!!"
....
*Små pibende stemmer* "-Moooooar...?"
*Suk* "-Hvad er der, unger?"
"-Må vi godt komme på lossepladsen på lørdag? Må viiiiii?"
----------------------------
Den slags tænker man ikke over i hverdagen. Men det sker. Hele tiden, overalt, i skov og sø, ved bryn og å.
Og det er ganske vist.
onsdag, juli 19, 2006
..hende, som var inden i krigsskibet
Dette bliver spændende. Der er til denne post både en historie, en fotoserie, og en quiz. På sin vis også en cliffhanger-slutning. Kom ikke og sig, at jeg ikke gør mit for at gøre det interessant at følge med herinde.
Vi er som tidligere varslet landet i Barbara Cartland-land. De lyserøde skyer dækker himlen, hvalpe og lam flokkes om ens fødder og gør vejene usikre, mens luften summer af kolibrier i vild korpulation med langstilkede røde roser..
...Eller er det biers ting?
Anyways. Jeg er derfor ikke bange for at starte med en kliché: Jeg husker tydeligt den første gang jeg så Nikolai.
-Eller rettere, det var ikke den første gang han var i mit synsfelt. Det var den første gang jeg så ham, sådan rigtigt opfattede at dér var et menneske, som lige var lidt mere interessant for netop mig end gennemsnittet af personer her på jord var.
Før dette øjeblik hvad jeg godt nok registreret at manden fandtes. Det var ham, der hang ud med gruppen omkring Claus Raasted, Jesper Heebøll og de andre Roskilde-ætlinge, jeg kendte fra rollespilsmiljøet. I øvrigt havde han engang medvirket i et radioprogram om rollespil, hvor jeg også selv var blevet interviewet. Hans kendetegn var for mig, at han var helt utroligt goth.
Det er meget uretfærdigt at jeg skriver dette, og jeg ved at Nikolai vil blive meget irriteret. Han lever med venner, der holder meget af ham, men som holder lige så meget af at holde ham fast i, at han er goth, uanset om han piver, skriger, bliver blonderet, ifører sig cremehvid kabelstrik og melder sig ind i Venstres Ungdom.
Det går så vidt som til, at vores fælles kammerat Kristo engangs skulle beskrive en pige, der var helt derude hvor flagermusene vender fordi der alligevel er blevet lidt for goth for dem. DEt gjorde ham med ordene: "Hun er så goth, at hun får Nikolai til at ligne en britisk kostskoleelev." Så vidste alle, hvad dommerdagsklokkerne var slået.
Det er uretfærdigt. Nikolai ejer ikke et nittearmbånd. Okay, man kan da nok finde en læderfrakke og en diskret eyeliner fra fortiden i hans gemmer. Der er også mange sorte t-shirts med bandnavne, ofte med et latinsk islæt, i garderoben. Og hans musiksamling er, skønt udsøgt og varieret, præget af moltoner.
- Men han tænder ikke sorte lys, og han har ikke en rotte, og han spytter på små gothpunkere med hullede netstrømper på armene i kø foran The Rock. Han griner af "Klovn", han sætter pris på et godt måltid, han sover om natten og er vellidt af sine svigerforældre. Han er på mange måder nærmest anti-goth.
Sandheden er bare, at manden har enestående naturlige anlæg for at se goth ud. Han er høj, mørk, slank og senet, på sådan en barok-crucifix-agtig facon, og hans øjne er store, grå og lysende på en måde der kan få én (I al fald mig) til at svømme hen i tanker om stjerner og midnatshimmelhvælv. Hans kindben har fået en del diamantskær til at stille sig diskret over i hjørnet og føle sig som smørspatler, og hans hud har igen det her indre skær af måneskin - undtagen om sommeren, hvor han på polarhare-agtig vis skifter farve fra hvid til til sålelæder-sigøjnerbrun, hvilket har den effekt, at man ikke bare frygter for at få stjålet sit hjerte, men også sin pung.
Læg dertil, at knægten dengang havde lange slangekrøller i den blandt teenagepiger fra forstæderne populære nuance L'Oreal "Gothic Black No. One". Og i øvrigt kan se nærmest faretruende mut ud, når han fanges i et ubevogtet øjeblik. Så begynder I måske at forstå, hvorfor også jeg havde staklen katalogiseret under "Godt nok goth".
-Og det var alt mit indtryk af ham. Indtil.
Da dette første gang ændrede sig, stod jeg i Jesper Heebølls lillebrors soveværelse, på den Heebøllske fædrende gård i omegnen af Roskilde. Det var 14 dages tid før rollespilsscenariet LT 7, og jeg var ankommet til stedet for at møde det hold af rollespillere, hvortil jeg et par dage før var blevet shanghaiet, samt prøve min karakters kostume for første gang.
Udenfor gik godt 10 mennesker med powertools og pensler og byggede på en rød bindings-
værksgård, som skulle huse hele holdet til scenariet. På billedet man ser hvordan. Det er endda Nikolai, der holder for (Og Jens Niros, der holder Tool of Power).
Jeg var som sagt blevet hasteindkaldt til at spille min rolle som fin frue. Det var en krævende operation, da jeg hverken havde kostume, baggrundsviden eller kendskab til størstedelen af mine medspillere, men der stod stærke kræfter klar til at løfte i flok.
En af de helt store løftere var Anna Balsgaard, som er en syerske af Guds nåde og en ukuelig arbejdshest uden lige. Anna havde fået tilsendt mine mål, som jeg ubehjælpeligt havde tjekket på mig selv ved hjælp af et stykke sejlgarn og en tommestok, og derudfra havde hun kastet sig ud i projekt balkjole.
Hvad jeg derfor i den pågældende stund var i færd med at prøve, var derfor første udkast til det, som siden skulle komme til at gå under navnet "Krigsskibet". Aldrig har så mange meter babyblåt kunststof været samlet på så relativt lille et område - relativt, fordi det sammenlignet med fx. SAS-Hotellet var ganske lille, men sat overfor fx. en menneskekrop på 1 meter og 68 centimeter uden hæle var det faktisk et ganske enormt stort område, det stof boltrede sig på. Vi taler om et skørt som gjorde, at jeg måtte presses gennem døråbninger på Peter-Plys-fanget-i-Ninkas-kaninhul-maner.
Hvis flodhesten Dolph havde været undfanget af Wullfmorgenthalers hjerner på dette tidspunkt, tror jeg måske, at Anna havde valgt en anden farve - af hensyn til den slående lighed mellem omtalte jægersoldat/ninja-flodhest og kjole i såvel kulør som omfang. Tror jeg - håber jeg. Det er ikke til at sige med hende og hendes sans for humor.
I al fald stod jeg der; i et drengeværelse med Formel 1 plakater på væggene, og iført det mægtige skørt der var "Krigsskibets" understel. Omkring mig vimsede Anna og Andrea Jørgensen, begge i færd med at fastoperere kjolens flæsebesatte frakke til min overkrop ved hjælp af knappenåle. Jeg frygtede for mit skind og svedte som en gammel græker i sommervarmen. På mit hovede sad vistnok en halvskævt henkastet tiara, blot sat på for at øge helhedindtrykket (Og underholdningsværdien, mistænker jeg..).
Og så gik døren op.
Hvor ville det have være frydefuldt antiklimatisk for denne skribent, hvis det nu ikke havde været Nikolai bag den dør.
Men det var det.
- Endda i sin sigøjner-inkarnation, og stadig med sorte slangekrøller, som det ses på billedet herover. Det var et syn for guder, krigsskibe og flodheste.
Det syn der mødte ham, var så tilgengæld dette til venstre - læg blot til, at kjolen var ufærdig og blottede dele af min overkrop på mystisk mutant-maner, plus resten af den noget groteske scene med nåle og Formel 1.
Jeg husker hans ansigtsudtryk som den perfekte personificering af udtrykket "Oh, bugger!"
- og retteligt så, for hvad siger eller gør man dog, når man tror man er i kendte omgivelser på sin sambos fødegaard, og pludselig står ansigt til ansigt med en gigantisk lyseblå voodoodukke?
Anna kom dog Nikolai til undsætning. Hun trak knappenålene ud af mundvigen, så resolut på ham som en stolt moder, der ikke tåler andet end skamros af sin skeløjede nyfødte og sagde med et stort smil: "Er hun ikke smuk?"
Så vidt jeg husker fik Nikolai mumlet noget, der forhåbenlig lød bekræftende nok til ikke at fornærme voodoo-væsenet og nedkalde syv års ulykke over hans hovede.
Jeg selv havde for længst opgivet at redde situationen, og valgte at satse på at smile manisk og stå helt stille indtil verden blev normal igen. Og nålene var væk. I samme øjeblik gjorde lige præcis en nål opmærksom på sig selv, og jeg rykkede på en arm, hvilket udløste en kædereaktion i flæserne, så halvdelen af toppens slå-om-funktion gav op og blottede et bryst. BH-klædt. Men stadig. Voodoodukken ville i det øjeblik ikke have haft noget som helst imod at blive gjort til en zombie på stedet, primært fordi zombier hverken har bevidsthed eller kan rødme helt enormt.
Nikolai kiggede diskret og hastigt væk, undskyldte sig med nogle powertools og flygtede. Arme blev løftet, flere nåle blev sat i og toppen sikret. Og verden blev normal igen.
Næsten.
Det var ikke kærlighed ved første blik. Jeg havde på det tidspunkt en anden kæreste, Nikolai havde en kærestesorg, og der var ikke nogen der ønskede at ændre på de forhold - i al fald ikke det første. Og det var ikke mig, der var udset til at ændre på det sidste. Jeg var meget glad for mit forhold, elskede min kæreste, var sikker på, at Nikolai syntes jeg var jordens største kegle der hørte til for enden af en bowlingbane, muligvis en for elefanter, og der skulle i det hele taget gå lang tid før det blev aktuelt at brodere videre på det blik.
Men det var et blik - som, set i bakspejlet, er godt at kunne huske. Den første gang, jeg så dig - Og du så et svedigt krigsskib af babyblå nylon. Men alligevel.
End of story. Men det er ikke helt slut endnu..
...for her er manden så. Til scenariet og ikke i civil, tak Gud.
Nedenfor er der et link, som viser et andet og vildere billede af samme. Og nej - det er ikke ham med den lille fjer på.
Se godt på de to billeder, for nu kommer:
Quizzen
? Var Nikolais rolle den GODE eller den ONDE rådgiver?
Svar gives under comments. Præmien afsløres sammen med løsningen i den nærmeste fremtid (eller når nogle har gættet på noget)
Linket:http://www.kodehoved.dk/images/grafik/rollespilleren-3/s8-9.jpg
Tak for opmærksomheden.
Vi er som tidligere varslet landet i Barbara Cartland-land. De lyserøde skyer dækker himlen, hvalpe og lam flokkes om ens fødder og gør vejene usikre, mens luften summer af kolibrier i vild korpulation med langstilkede røde roser..
...Eller er det biers ting?
Anyways. Jeg er derfor ikke bange for at starte med en kliché: Jeg husker tydeligt den første gang jeg så Nikolai.
-Eller rettere, det var ikke den første gang han var i mit synsfelt. Det var den første gang jeg så ham, sådan rigtigt opfattede at dér var et menneske, som lige var lidt mere interessant for netop mig end gennemsnittet af personer her på jord var.
Før dette øjeblik hvad jeg godt nok registreret at manden fandtes. Det var ham, der hang ud med gruppen omkring Claus Raasted, Jesper Heebøll og de andre Roskilde-ætlinge, jeg kendte fra rollespilsmiljøet. I øvrigt havde han engang medvirket i et radioprogram om rollespil, hvor jeg også selv var blevet interviewet. Hans kendetegn var for mig, at han var helt utroligt goth.
Det er meget uretfærdigt at jeg skriver dette, og jeg ved at Nikolai vil blive meget irriteret. Han lever med venner, der holder meget af ham, men som holder lige så meget af at holde ham fast i, at han er goth, uanset om han piver, skriger, bliver blonderet, ifører sig cremehvid kabelstrik og melder sig ind i Venstres Ungdom.
Det går så vidt som til, at vores fælles kammerat Kristo engangs skulle beskrive en pige, der var helt derude hvor flagermusene vender fordi der alligevel er blevet lidt for goth for dem. DEt gjorde ham med ordene: "Hun er så goth, at hun får Nikolai til at ligne en britisk kostskoleelev." Så vidste alle, hvad dommerdagsklokkerne var slået.
Det er uretfærdigt. Nikolai ejer ikke et nittearmbånd. Okay, man kan da nok finde en læderfrakke og en diskret eyeliner fra fortiden i hans gemmer. Der er også mange sorte t-shirts med bandnavne, ofte med et latinsk islæt, i garderoben. Og hans musiksamling er, skønt udsøgt og varieret, præget af moltoner.
- Men han tænder ikke sorte lys, og han har ikke en rotte, og han spytter på små gothpunkere med hullede netstrømper på armene i kø foran The Rock. Han griner af "Klovn", han sætter pris på et godt måltid, han sover om natten og er vellidt af sine svigerforældre. Han er på mange måder nærmest anti-goth.
Sandheden er bare, at manden har enestående naturlige anlæg for at se goth ud. Han er høj, mørk, slank og senet, på sådan en barok-crucifix-agtig facon, og hans øjne er store, grå og lysende på en måde der kan få én (I al fald mig) til at svømme hen i tanker om stjerner og midnatshimmelhvælv. Hans kindben har fået en del diamantskær til at stille sig diskret over i hjørnet og føle sig som smørspatler, og hans hud har igen det her indre skær af måneskin - undtagen om sommeren, hvor han på polarhare-agtig vis skifter farve fra hvid til til sålelæder-sigøjnerbrun, hvilket har den effekt, at man ikke bare frygter for at få stjålet sit hjerte, men også sin pung.
Læg dertil, at knægten dengang havde lange slangekrøller i den blandt teenagepiger fra forstæderne populære nuance L'Oreal "Gothic Black No. One". Og i øvrigt kan se nærmest faretruende mut ud, når han fanges i et ubevogtet øjeblik. Så begynder I måske at forstå, hvorfor også jeg havde staklen katalogiseret under "Godt nok goth".
-Og det var alt mit indtryk af ham. Indtil.
Da dette første gang ændrede sig, stod jeg i Jesper Heebølls lillebrors soveværelse, på den Heebøllske fædrende gård i omegnen af Roskilde. Det var 14 dages tid før rollespilsscenariet LT 7, og jeg var ankommet til stedet for at møde det hold af rollespillere, hvortil jeg et par dage før var blevet shanghaiet, samt prøve min karakters kostume for første gang.
Udenfor gik godt 10 mennesker med powertools og pensler og byggede på en rød bindings-værksgård, som skulle huse hele holdet til scenariet. På billedet man ser hvordan. Det er endda Nikolai, der holder for (Og Jens Niros, der holder Tool of Power).
Jeg var som sagt blevet hasteindkaldt til at spille min rolle som fin frue. Det var en krævende operation, da jeg hverken havde kostume, baggrundsviden eller kendskab til størstedelen af mine medspillere, men der stod stærke kræfter klar til at løfte i flok.
En af de helt store løftere var Anna Balsgaard, som er en syerske af Guds nåde og en ukuelig arbejdshest uden lige. Anna havde fået tilsendt mine mål, som jeg ubehjælpeligt havde tjekket på mig selv ved hjælp af et stykke sejlgarn og en tommestok, og derudfra havde hun kastet sig ud i projekt balkjole.
Hvad jeg derfor i den pågældende stund var i færd med at prøve, var derfor første udkast til det, som siden skulle komme til at gå under navnet "Krigsskibet". Aldrig har så mange meter babyblåt kunststof været samlet på så relativt lille et område - relativt, fordi det sammenlignet med fx. SAS-Hotellet var ganske lille, men sat overfor fx. en menneskekrop på 1 meter og 68 centimeter uden hæle var det faktisk et ganske enormt stort område, det stof boltrede sig på. Vi taler om et skørt som gjorde, at jeg måtte presses gennem døråbninger på Peter-Plys-fanget-i-Ninkas-kaninhul-maner.
Hvis flodhesten Dolph havde været undfanget af Wullfmorgenthalers hjerner på dette tidspunkt, tror jeg måske, at Anna havde valgt en anden farve - af hensyn til den slående lighed mellem omtalte jægersoldat/ninja-flodhest og kjole i såvel kulør som omfang. Tror jeg - håber jeg. Det er ikke til at sige med hende og hendes sans for humor.
I al fald stod jeg der; i et drengeværelse med Formel 1 plakater på væggene, og iført det mægtige skørt der var "Krigsskibets" understel. Omkring mig vimsede Anna og Andrea Jørgensen, begge i færd med at fastoperere kjolens flæsebesatte frakke til min overkrop ved hjælp af knappenåle. Jeg frygtede for mit skind og svedte som en gammel græker i sommervarmen. På mit hovede sad vistnok en halvskævt henkastet tiara, blot sat på for at øge helhedindtrykket (Og underholdningsværdien, mistænker jeg..).
Og så gik døren op.
Hvor ville det have være frydefuldt antiklimatisk for denne skribent, hvis det nu ikke havde været Nikolai bag den dør.
Men det var det.
- Endda i sin sigøjner-inkarnation, og stadig med sorte slangekrøller, som det ses på billedet herover. Det var et syn for guder, krigsskibe og flodheste.
Det syn der mødte ham, var så tilgengæld dette til venstre - læg blot til, at kjolen var ufærdig og blottede dele af min overkrop på mystisk mutant-maner, plus resten af den noget groteske scene med nåle og Formel 1.Jeg husker hans ansigtsudtryk som den perfekte personificering af udtrykket "Oh, bugger!"
- og retteligt så, for hvad siger eller gør man dog, når man tror man er i kendte omgivelser på sin sambos fødegaard, og pludselig står ansigt til ansigt med en gigantisk lyseblå voodoodukke?
Anna kom dog Nikolai til undsætning. Hun trak knappenålene ud af mundvigen, så resolut på ham som en stolt moder, der ikke tåler andet end skamros af sin skeløjede nyfødte og sagde med et stort smil: "Er hun ikke smuk?"
Så vidt jeg husker fik Nikolai mumlet noget, der forhåbenlig lød bekræftende nok til ikke at fornærme voodoo-væsenet og nedkalde syv års ulykke over hans hovede.
Jeg selv havde for længst opgivet at redde situationen, og valgte at satse på at smile manisk og stå helt stille indtil verden blev normal igen. Og nålene var væk. I samme øjeblik gjorde lige præcis en nål opmærksom på sig selv, og jeg rykkede på en arm, hvilket udløste en kædereaktion i flæserne, så halvdelen af toppens slå-om-funktion gav op og blottede et bryst. BH-klædt. Men stadig. Voodoodukken ville i det øjeblik ikke have haft noget som helst imod at blive gjort til en zombie på stedet, primært fordi zombier hverken har bevidsthed eller kan rødme helt enormt.
Nikolai kiggede diskret og hastigt væk, undskyldte sig med nogle powertools og flygtede. Arme blev løftet, flere nåle blev sat i og toppen sikret. Og verden blev normal igen.
Næsten.
Det var ikke kærlighed ved første blik. Jeg havde på det tidspunkt en anden kæreste, Nikolai havde en kærestesorg, og der var ikke nogen der ønskede at ændre på de forhold - i al fald ikke det første. Og det var ikke mig, der var udset til at ændre på det sidste. Jeg var meget glad for mit forhold, elskede min kæreste, var sikker på, at Nikolai syntes jeg var jordens største kegle der hørte til for enden af en bowlingbane, muligvis en for elefanter, og der skulle i det hele taget gå lang tid før det blev aktuelt at brodere videre på det blik.
Men det var et blik - som, set i bakspejlet, er godt at kunne huske. Den første gang, jeg så dig - Og du så et svedigt krigsskib af babyblå nylon. Men alligevel.
End of story. Men det er ikke helt slut endnu..
...for her er manden så. Til scenariet og ikke i civil, tak Gud.Nedenfor er der et link, som viser et andet og vildere billede af samme. Og nej - det er ikke ham med den lille fjer på.
Se godt på de to billeder, for nu kommer:
Quizzen
? Var Nikolais rolle den GODE eller den ONDE rådgiver?
Svar gives under comments. Præmien afsløres sammen med løsningen i den nærmeste fremtid (eller når nogle har gættet på noget)
Linket:http://www.kodehoved.dk/images/grafik/rollespilleren-3/s8-9.jpg
Tak for opmærksomheden.
tirsdag, juli 18, 2006
...hende, som ej frygtede lidt hjerte/smerte
Jeg har pt. tre yndlings-samtaleemner i hele verden. De to første er ret voksne og indeholder også materiale af potentiel interesse for andre end mig selv. De to første er:
No. 1) Museer, helst placeret på den australasiatiske plade og gerne med noget problematisk indhold omkring oprindelige folkeslag og deres kultur, lidelser, kurveflettraditioner og sådan.
No. 2) Alt der akkompagneres af rødvin.
Rødvin gør dig klogere og sjovere. Det sidste nogen gange mest pga. blå tænder. Men klogere, det er sikkert som en Volvo. Se bare Thomas Haden Church’s rolle i Pinot Noir-roadmovien ”Sideways”. Eller Brixtofte. Æh..
-Anyways, jeg og de mennesker jeg holder af og omgås bliver røvkvikke og skarpe som savklinger, når vi marineres let i lidt vin rouge.
Og museer er noget, som alle gider høre om, eller i al fald er nødt til at foregive interesse for i et vist tidsrum, hvis de vil opretholde et image som alment dannede og velorienterede mennesker. Derfor holder begge samtaleområder 100%.
Det tredje, derimod...
No.3 hedder Nikolai. Vi - mig og manden bag navnet - kommer kæreste, og det er for mig et uudtømmeligt emne. Det kan vendes og drejes, der sker hele tiden nye udviklinger, og gør der ikke, er der en tommetyk scrapbog af både søde og salte minder, jeg gerne trækker af stalden igen og igen, og paraderer i manegen med nye tolkninger og tillægsord fra gang til gang.
Jeg er klar over, at jeg ikke er det eneste menneske, der har denne grad af galopperende munddiarré omkring sin signifikante anden. Jeg er derfor også klar over, at det, for at sige det som det er, kan være helt gigantisk røvsygt at høre på.
Men af og til kan der godt være en god historie i det med kærlighed og to mennesker og rødglødende sjæle og brændte hjerter. Den med altanen i Verona er da landet meget heldigt hos folk gennem et par århundreder.
Der var også nogle søstre i Nordengland, som skrev sig godt varme i spindestuen omkring stolthed, fordomme, fornuft og forfløjenhed mellem thétid og dinner på The Manor.
Hende Sherezade gik da heller ikke helt forgæves i byen ved at spinde over temaet nat efter nat.
Og for retfærdigheden skyld skal det nævnes, at Barbara Cartland er den mest sælgende Britiske forfatter nogensinde. Og den længst levende kvinde af Jordbær-Hubba Bubba, man kender til.
Eksponerings-goplen fortæller mig, at min historie er mindst ligeså god som Tristan og Isoldes, bare helst uden vrede konger og irsk ø-klima. Jeg selv er skeptisk overfor goplen, men mener at huske, at det er MIN blog, og derfor må jeg gøre som jeg vil. Desuden er det ganske korrekt og rigtigt forstået, hvis skidtet her afspejler hvad der sker inden i mig. Ikke mht. peristaltikken, forstås. Mere noget med hvad der føles.
Det fede er, at via blog-formen kan vi tilfredstille begge parter: Jeg kan skrive om min kjærlighed til jeg bliver blå i hovedet (Eller Nikolai sagsøger mig for rettighederne til sin stage-persona. NB: Alle ligheder med nulevende eller afdøde personer er tilfældig).
Og goplen får sit, i og med at læserne kan hænge på så længe de gider, og hvis det er så rasende interessant, som goplen mener at det er, kan de hænge på til slut og ride med os ud i solnedgangen.
Ellers kan de klikke på Homestar Runner-linket i min link-liste til venstre og få noget animeret DAMP til at kurere the love nausea. *Link garanteret fri for følelsesporno*
Så det vil sige: Der kommer nok et kapitel om noget hjertebanken en dag. Tror, at jeg kunne tænke mig at starte med begyndelsen.
No. 1) Museer, helst placeret på den australasiatiske plade og gerne med noget problematisk indhold omkring oprindelige folkeslag og deres kultur, lidelser, kurveflettraditioner og sådan.
No. 2) Alt der akkompagneres af rødvin.
Rødvin gør dig klogere og sjovere. Det sidste nogen gange mest pga. blå tænder. Men klogere, det er sikkert som en Volvo. Se bare Thomas Haden Church’s rolle i Pinot Noir-roadmovien ”Sideways”. Eller Brixtofte. Æh..
-Anyways, jeg og de mennesker jeg holder af og omgås bliver røvkvikke og skarpe som savklinger, når vi marineres let i lidt vin rouge.
Og museer er noget, som alle gider høre om, eller i al fald er nødt til at foregive interesse for i et vist tidsrum, hvis de vil opretholde et image som alment dannede og velorienterede mennesker. Derfor holder begge samtaleområder 100%.
Det tredje, derimod...
No.3 hedder Nikolai. Vi - mig og manden bag navnet - kommer kæreste, og det er for mig et uudtømmeligt emne. Det kan vendes og drejes, der sker hele tiden nye udviklinger, og gør der ikke, er der en tommetyk scrapbog af både søde og salte minder, jeg gerne trækker af stalden igen og igen, og paraderer i manegen med nye tolkninger og tillægsord fra gang til gang.
Jeg er klar over, at jeg ikke er det eneste menneske, der har denne grad af galopperende munddiarré omkring sin signifikante anden. Jeg er derfor også klar over, at det, for at sige det som det er, kan være helt gigantisk røvsygt at høre på.
Men af og til kan der godt være en god historie i det med kærlighed og to mennesker og rødglødende sjæle og brændte hjerter. Den med altanen i Verona er da landet meget heldigt hos folk gennem et par århundreder.
Der var også nogle søstre i Nordengland, som skrev sig godt varme i spindestuen omkring stolthed, fordomme, fornuft og forfløjenhed mellem thétid og dinner på The Manor.
Hende Sherezade gik da heller ikke helt forgæves i byen ved at spinde over temaet nat efter nat.
Og for retfærdigheden skyld skal det nævnes, at Barbara Cartland er den mest sælgende Britiske forfatter nogensinde. Og den længst levende kvinde af Jordbær-Hubba Bubba, man kender til.
Eksponerings-goplen fortæller mig, at min historie er mindst ligeså god som Tristan og Isoldes, bare helst uden vrede konger og irsk ø-klima. Jeg selv er skeptisk overfor goplen, men mener at huske, at det er MIN blog, og derfor må jeg gøre som jeg vil. Desuden er det ganske korrekt og rigtigt forstået, hvis skidtet her afspejler hvad der sker inden i mig. Ikke mht. peristaltikken, forstås. Mere noget med hvad der føles.
Det fede er, at via blog-formen kan vi tilfredstille begge parter: Jeg kan skrive om min kjærlighed til jeg bliver blå i hovedet (Eller Nikolai sagsøger mig for rettighederne til sin stage-persona. NB: Alle ligheder med nulevende eller afdøde personer er tilfældig).
Og goplen får sit, i og med at læserne kan hænge på så længe de gider, og hvis det er så rasende interessant, som goplen mener at det er, kan de hænge på til slut og ride med os ud i solnedgangen.
Ellers kan de klikke på Homestar Runner-linket i min link-liste til venstre og få noget animeret DAMP til at kurere the love nausea. *Link garanteret fri for følelsesporno*
Så det vil sige: Der kommer nok et kapitel om noget hjertebanken en dag. Tror, at jeg kunne tænke mig at starte med begyndelsen.
mandag, juli 17, 2006
...og søndag
Søndag var som sendt fra himlen, og skal lige opsummeres for at afrunde, hvorfor min weekend var så lang en række af luksusliv.
Luksus er ikke nødvendigvis dyrt - det er bare når alt er godt, og man ikke keder sig et øjeblik. Og det bliver ved.
Nikolai og jeg sov længe for første gang i alt for lang tid. Vores tømmermænd var til at overskue, trods det, at vi var gået vanvittige fulde i seng. Vi må lige have sparet noget held op der, for sådan plejer tingene bestemt ikke at arte sig.
Klokken tre hvade vi tøj på og svedte os gennem byen ud til noget brunch, derefter fandt vi nogle ællinger i det gamle Kongelige Biblioteks have - en af byens bedst bevarede hemmelige oaser, stirrede facinerede på dem i en times tid i den idylliske have, og gik derefter på det jødiske museum 10 min i lukketid. Det ydede vist ikke helt museet retfærdighed, men men skal på den anden side heller ikke have for meget tømmermænds-ballade med hypofysen, hvis man skal have fuldt udbytte af noget, der er installeret i en bygning af Daniel Liebeskind.
Så var det lettere at se Johnny Depp med eyeliner og Keira Kneightly med permanent adskilte læber svinge sig i bramsejlet og slås med onde mutantpirater i Imperial i et par timer. Og køre indisk mad ind på Istedgade bagefter.
Sove gik også ret let.
(Undtagen da jeg vågnede med et skrig fra en drøm, hvor min mor var ved at kvæle mig med sin kropsvægt. Hvilket viste sig at have grund i virkeligheden, udover at det var Nikolais hovede og ikke mor, der lå på mit luftrør. Situationen var dog ikke livstruende).
Og det var det. Hov, huskede jeg at få med: Mandag har jeg fri. Det blir' ikke bedre.
Luksus er ikke nødvendigvis dyrt - det er bare når alt er godt, og man ikke keder sig et øjeblik. Og det bliver ved.
Nikolai og jeg sov længe for første gang i alt for lang tid. Vores tømmermænd var til at overskue, trods det, at vi var gået vanvittige fulde i seng. Vi må lige have sparet noget held op der, for sådan plejer tingene bestemt ikke at arte sig.
Klokken tre hvade vi tøj på og svedte os gennem byen ud til noget brunch, derefter fandt vi nogle ællinger i det gamle Kongelige Biblioteks have - en af byens bedst bevarede hemmelige oaser, stirrede facinerede på dem i en times tid i den idylliske have, og gik derefter på det jødiske museum 10 min i lukketid. Det ydede vist ikke helt museet retfærdighed, men men skal på den anden side heller ikke have for meget tømmermænds-ballade med hypofysen, hvis man skal have fuldt udbytte af noget, der er installeret i en bygning af Daniel Liebeskind.
Så var det lettere at se Johnny Depp med eyeliner og Keira Kneightly med permanent adskilte læber svinge sig i bramsejlet og slås med onde mutantpirater i Imperial i et par timer. Og køre indisk mad ind på Istedgade bagefter.
Sove gik også ret let.
(Undtagen da jeg vågnede med et skrig fra en drøm, hvor min mor var ved at kvæle mig med sin kropsvægt. Hvilket viste sig at have grund i virkeligheden, udover at det var Nikolais hovede og ikke mor, der lå på mit luftrør. Situationen var dog ikke livstruende).
Og det var det. Hov, huskede jeg at få med: Mandag har jeg fri. Det blir' ikke bedre.
Abonner på:
Opslag (Atom)
