...tilbage med billeder

Det er lidt sent, I know. Men vi tager lige de sidste, bedste Italien-billeder med i et par posts.
Denne post har fx. Crucifix-tema. For en af de sidste dage af ferien kørte vi over dæmningen fra fastlandet og ud på øen Monte Argentario, der ligger som en lille forpost ud for Maremma-kysten.

Her går intet mindre end tre dæmninger ud til øen, som basalt set er et bjerg, hvortil små fiskerbyer og fort-konstruktioner klynger sig hele vejen rundt. Midten af øen er derfor højt hævet over vandet, og giver en helt fantastisk udsigt ind over kyststrækningen og, den anden vej, ud over havet.

Men udover at give udsigt, havde bjergtoppen også en feature mere: Et stort kors med neonlys i, opført mens Mussolini var Duce, af Monte Argentarios munkekloster til ære for Ducen, Paven og kongen - hvilket jo lyder som en ganske flot forsamling, og klart som gode folk at satse på at opføre kors til ære for.

I dag ved vi mere om hvad der skete - paver har vi endnu, men det er knap så vigtigt som det var, Duce'er er ikke decideret i kridthuset (Men folk som Berlusconi udnytter alligevel mulighederne), mens det italienske kongehus er om muligt mere ubetydeligt end det nogensinde har været. Og det har aldrig været særligt betydningsfuldt.

Alt i alt er korsholderne fallen from grace.

Så er det altid noget, at korset i sig selv vel må siges at være stærkere som symbol end den laket, hvorpå disse navne stod. Det holder vel stadig at satse på Kristus, selvom også han er trængt, siges det.

Der var i al fald en følelse af noget meget stort og oprindeligt, der på den helt mennesketomme bjergtop. I skumringen, omgivet af suset fra vinden i korsets metalskelet, og hele bugten og de skovklædte øers skråninger lagt ud foran os.

Og så menneskets små aftryk, som de små pindekors i hegnet omkring korsets fod. Små tegn på liv, tro, minder og tanker. Vi lavede osgå et lille kors, grebet af stemningen, og Nikolai ridsede vores forbogstaver i en sten. Det virkede som det rette at gøre. Og så lyttede vi til aftenen, og kørte først ned, da mørket havde lagt sig over bugten og byerne blev til lysende orange smykkeskrin et sted neden under os.

...klar i halvegen med en disclaimer

Mens vi venter på flere billeder af Toscansk landidyl, børn i mærkelige køretøjer, pingvin og WC samt fotos af mig med et næb og en beruset hund, så vil jeg gerne have lov til at komme med en vigtig udtalelse.

Kan I huske den post, som hed "..udenfor kontrol", og som handlede om, hvilket tragisk scenario, de purunge famous-for-nothing-celebs er udtryk for? Og hvor ulækker og rædselsfuld, vores rovdrift på dem er? Og hvor dybt ironisk og trist, det forekommer, at de selv synes at jagte det hele med en billion kilometer i timen iført vintage-stiletter, Red-Bull-Og-Vodka-Brandert, ingen trusser og alt for store solbriller?

Det hele står ved magt. Men jeg vil gerne have lov at tilføje en nuance til mine holdninger.

Hvis man læser hele indlægget fra tidligere, vil man forstå, at jeg ikke mener, at disse piger/drenge/knælere er uskyldige ofre per se.

En 8-årig dreng uden stemmeret, som sidder i en luftgynge-gondol, og som dør fordi to jagerfly in hot pursuit, et fra Nordkorea og et fra USA, fræser igennem forlystelsesparken skydende med missiler efter hinanden, hvorfor de rammer luftgyngen og den styrter brændende til jorden under vægten af flyene, er et uskyldigt offer.

En flok unge, cokesniffende exhibitionister, som ikke forstår at passe på sig selv, er ikke.

Men det er stadig noget ækelt noget at snage som sindssyge i deres privatliv og få dem til at græde på åben gade. Og så tage billeder af det.

Undtagen - og her kommer det: Hvis den cokesniffende, uansvarlige exhibitionist er Lindsay Lohan.

Hvorfor? Svaret følger i både kort og lang version, for dem, som har bedre ting at tage sig til end at læse celebrity-gossip på min blog.

Kort: Hun er rædselsfuldt irriterende, snotforkælet, hun beder selv om det, og hun fortjener ikke bedre. Og hun er blank som et brædt. Huskede jeg at sige, at hun er irriterende? Det er hun.

Brug for flere grunde, eller måske lidt baggrund? Læs videre:

Lang: Da vi tog til Italien købte jeg et britisk Elle-blad med nævnte pige på forsiden. Det indeholdt også et interview med hende, og jeg var meget opsat på at læse, hvordan den lille Lohan tacklede sin mærkelig situation og alle de mennesker, som ville have en bid af hende, ikke bogstaveligt talt.

Interviewet var sjovt skrevet, på den fede måde som mange af de store dameblade gør det på: Journalisten skriver en sides penge med en meget personlig introduktion til personen og dennes baggrund, plus lidt detaljer om interviewets forløb etc., og derefter går interviewet i gang. Her er det spørgsmål-svar, og ikke så meget journalisme imellem.

Jeg kan ret godt lide denne form, selvom den er meget Lego-klodsagtig journalistisk set. Den kommer måske ikke vildt i dybden i sleve interviewet, men den foregiver heller ikke at være mere end den er, og den lægger intreviewpersonens bidrag åbenlyst - what they are is what you get. Hvis de siger noget klogt og indholdsrigt, er det til at se med egne øjne, og hvis de er Paris Hilton, så tough shit.

Eller hvis de er Lindsay Lohan.

Journalisten startede i denne artikel med at fortælle om, hvordan han havde brugt måneder på at få Lindsay til at holde sin aftale med ham. Hun havde aflyst eller var udeblevet gang på gang. Endelig mødes de, og hun klør på med at råflirte fra første færd. Fint nok, barnlig og umoden er ligesom den røde tråd her.

Og den følger vi. For interviewet viste ret tydeligt hvad Lindsays hovede er fyldt af:

- At det er ledt at ingen snakkede om, at Ashley Simpsons næse er blevet opereret, når alle taler om, at Lindsays bryster har skiftet størrelse markant gang på gang, og at hun var ligeglad med at Paris Hilton - som hun er uvenner med pt. - var på en natklub, og derfor bare gik ind og blev konfronteret med The Wrath of The Heiress.

(Dette er i mine øjne vigtigt på linje med ting du overhører i kantinen på Gl. Hellerup Gymnasium i spisefrikvarteret. Og det faktum, at det sættes på tryk og på en eller anden måde bliver dagsordensættende, er nærmst utilgiveligt irriterende. Men det er jo ikke decideret hendes skyld at dette ligegyldige vrøvl er trykt i flere hundrede tusind blade nu, men journalistens. Ikke desto mindre ..)

- At hun nyder opmærksomheden fra paparazzi og sladder journalister, at hun kan blive bekymret, når der ikke er paparazzier i hælene på hende og når der ikke skrives om hende i sladderspalterne, for "..don't they care anymore?", og at hun selv fodrer dem med historier om nye kærester - ofte fiktive, fordi "..If they fuck with me, I'll fuck with them".

(Dette viser i mine øjne at Lindsay Lohan har en helt unik tilgang til det at hævne sig på folk: Som jeg ser det, så går det ikke hårdt ud over paparazzierne, at hun får et rygte som en hore fra Hollywood/Helvede. Det går kun udover hende selv. Og gør paparazzierne rigere. Så ligningen er rettere: "..if they fuck with me, I'll fuck myself more up, and make them rich". Hvilket ikke giver plus på bundlinjen, i al flad ikke hos Lohan. Tumpe. Eller teenager.)

- At hun arbejder utroligt hårdt, og at hun ikke kan tolerere starletter, som sætter sig ved siden af hende (Eller Kirsten Dunst) til en fest, lader sig fotografere af paparazzierne, og derpå gør karriere med eget tv-show og andre vinder-jobs.

(I mine øjne er det måske årets bedste eksempel på et tudefjæs, taget i betragtning, at en af de seneste Lindsay Lohan-nyheder på sladdersiderne var da instruktøren og holdet bag hendes næste film, "Georgia Rule", offentliggjorde et brev hvor de stillede hende til ansvar for adskillige aflyste optagelser grundet hendes fravær, som skyldtes tømmermænd. Og med hensyn til det med starletterne, så tror jeg hun skal være meget stille og meget glad for, at nogle gad fotografere hende i nærheden af de rigtige mennesker (Læs: Paris Hilton) på det rigtige tidspunkt for et par år tilbage, da hun stadig bare var en barne"stjerne" fra Disneys stald og stadig kunne være endt som Macauley Culkin.)

- At hun forlanger total troskab fra en partner, men selv vil have lov til at have sex med hvem hun vil, mens forholdet varer, og at hendes tidligere kæreste Jared Leto var "..paranoid.." fordi han ikke ville have hende på besøg hvis hun havde 14 paparazzier med.

(Dette viser i mine øjne, at hun bare er umoden, urimelig og irriterende)

Så indtræffer en seance i interviewet, hvor Lindsay får hentet en kosmetolog ind på restauranten, hvor interviewet foregår, for at lægge en spray-tan på hende til denne aftens celeb-party. Aftalen var oprindelig på hendes hotel, men den har hun således også fucket, for at vende tlbage til begyndelsen.

På trods af to personlige assistenter og en mor, der rejser rundet med hende som manager, formår hun altså at administere sin kalender med samme punktlighed som en hashblæst efterskoleelev kører sine aftaler med forældre, fransk-stile og tandlæger. Så umoden, at det isner i tænderne - på mig, altså. Men jeg har også ditchet min tandlæge i 1½ år...

Nå.

For at vende tilbage til spaytan-damen. Der er ingen stikkontakt på toilettet på restauranten, så Lindsays smarte plan B går i vasken. Men no worries, det betyder blot, at spraydamen må sætte sig pænt og vente mens Lindsay spiser sin artiskok og gør interviewet færdig. Hun er sikkert timelønnet, så problemet er ikke hendes. Og heller ikke Lindsays., åbenbart.

(For-Kæ-Let! For-Hel-Ve-De!)

På dette tidpunkt af interviewet var jeg så irriteret på hende, at jeg kun ønskede at læse om noget, der gik hende dårligt.

Se, sådan virker disse mekanismer. Pludselig er jeg blevet del af haderne, uden anden grund end at en pige i USA er nogenlunde gennemsnitligt åndssvag af forkælede teenagere at være.

Men måske viser det bare, at forkælede teenagere er himmelråbende irriterende, forsinker verdens gang og skulle pines i kældre, og jo mere man zoomer ind på dem, jo mere åbenlyst bliver det.

Måske er det endda konklusionen på hadet mod disse piger.

Men, anyway, det er ikke sidste ord fra Lindsay. For jeg fik virkelig mit onde, hadske ønske opfyldt med dette sidste citat, en kerte af ignorance i en en mørk verden af viden og baggrundforståelse:

Lindsay Lohan fortæller at hun har fået en lighter med et Andy Warhol -citat, som "..means so much to me."

Hun kan ikke helt huske ordlyden, men det er noget med "..everybody will eventually have their fifteen minutes of fame".

Og det, siger Lindsay, er så rigtig for hende: "It means: These days are not coming back, let's enjoy ourselves, you know? "

....

Lyt så her, lille dumme Lindsay Lohan: Det er ikke et carpe diem-citat.

Det er et citat, som handler om, at i vores postmoderne/massemedie/whatever-kultur kan hvemsomhelst få femten minutters berømmelse, uden at kunne noget, uden at blive til noget, og uden at nogen husker dem bagefter.

Det er et citat, der handler om tomheden i den berømmelse, du lever i og af.

Og ja, du kan vel til dels godt tolke det sådan som du gør, for festen er også en del af det. Men tomheden er pointen.

Og den person, som forærede dig den lighter, har givet dig den som en gigantisk fornærmelse. For du er personificeringen af Warhols citat: Du er en hvemsomhelst, som er liegglad med, om berømmelsen er kort, eller hvad den er der for - bare den er der.

Hvis ikke du strammer op, læser en bog, opfører dig ordentligt, og spiser dine artikokker op, så er jeg bange for, at det vil gå dig ilde.

Ja, det var det. Jeg synes stadig det hele er trist, og at verden sikkert ville være et bedre sted, hvis ikke vi allesammen hatede Lindsay Lohan og de andre talentløse teenagere på globalt mobningsplan.

Men sålænge hun er så røvirriterende og selv elsker den negative opmærksomhed så højt, så synes jeg ikek at vi skal spilde mere energi på at være fair overfor hende.

Så jeg starter: Jordbærhjelm!

I bedste mening,

marie

...post 4

På Medici-fortet i Sienas østlige del trivedes kærligheden i aftenlyset. Ældre ægtepar gik tur, langsomt, med korte skridt, hånd i hånd. En herre sad i sin kørestol, mens hans kone havde placeret sig på bænken foran ham. De holdt hinandens hænder, og hun lo højt af noget, han lige havde sagt, smilende og med de varmeste øjne hvilende på sin kære.

Kastanjetræerne havde stadig sommersaft i bladene, men efteråret var begyndt af svede deres kanter. Især i det gyldent-røde lys kunne man se, at årstiderne snart ville skifte igen, som de må have gjort det så mange gange før i de ældre pars liv sammen.

År efter år, forår, sommer, efterår, vinter, forår - huden rynkes, hænderne bliver knoglede, håret hvidt, benene trætte, skridtene kortere. Men hænderne hviler aldrig ene. Smilet er altid kun et ord fra at bryde frem. Og i øjnene vækkes altid lys, når de finder den, der er allermest dyrebar i hele verden. Forår, sommer efterår, vinter, forår. År efter år. For evigt.

Fortsættes, men først i morgen. Godnat så længe.

- m

...post 3

Ja, jeg ved at jeg lovede børn i mærkelige køretøjer, og jeg skylder også en pingvin på vej ned i et WC, men I skal lige ha' lidt mere Siena først.

Siena er faktisk bevaret stor set som den var i middeladeren, hvilket bandt andet skyldes, at Sienas indbyggere, med guidebogens ord, er "stokkonservative". Dette karaktertræk, som ellers vanligt fører meget trælsomt og besværligt med sig, har her resulteret i, at byen, trods sin status som Toscanas næststørste turistattraktion , er usædvanligt smuk og stemningsfuld, med et minimum af turistfælder og souvenirhelveder. Selv deres McDonalds var blevet rettet ind til højre og havde fået et stilrent japansk (?) look med lakeret træ i rød og sort.

Derfor ser den således ud når man kigger udover den fra klokketårnet. Det må være verdens smukkeste tage.











...og der er heller ikke sket meget i oplandet. Det er også meget vellykket. Desuden ser himlen også ganske ubrørt ud, set fra den indre gård i rådhuset:
















Den megen konservatisme giver sig dog også udtryk i normale ting, såsom at Siena'ernerne stadig bærer nag til Firenze efter en rask krig mellem bystaterne engang i 1400-tallet, hvor Firenze fik det sidste ord og lagde sig klar i position til at blive the place to see and be seen i renæssancen, der jo som bekendt skulle vise sig at blive perioden over alle perioder i Italien siden antikkens Rom.

I øvrigt blev arkitekten Martin Nyrop inspireret af det nydelige rådhus her da han skulle bygge det, vi har i København. Det ved de fleste, som har været i Italien, men jeg siger det alligevel, for det er da meget sjovt at se, hvor meget det kan gøre for en bygning ikke at have Industriens Hus på venstre flanke og Ripley' s Believe It Or Not på højre. Og så har jeg ikke sagt et ord om busterminaler. Fortsættes.

...på Italien-post 2

Ok, nu prøver vi et spændende rumligt og visuelt eksperiment. Scenen er Siena, en af verdens mest seriøse konkurrenter til titlen "Større By Mest Sandsynlig Til At Se Ud Præcis Som Den Gjorde Da Den Opnåede Sin Plads I Middelalderens Verdenshistorie".

Først ser vi Nikolai med Sienas rådhus' klokketårn bag sig. Vi er på jorden.

Dernæst ser vi NED på det sted, hvor Nikolai sad på sidste billede. Vi er nu oppe i klokketårnet.

Og NU vender vi tilbage til jorden, hvor jeg sidder på den café, der ligger længst ude til venstre på forrige billede:
...og lige om lidt får jeg en cappucino.

Efter dette hæsblæsende og virkelighedsforvridende spejlkabinet af en billedserie, håber jeg at I stadig hænger på. Næste post vil indeholde fotos af børn i besynderlige transportmidler.

...hende som tog billeder i Italien

Her følger en lille billedserie omkring Toscana set gennem to tilfældige turisters øjne. Jeg blir' ved, til blogspot nægter at tage flere. Så kommer der nok en ny post bagefter. Meget forvirrende bliver det nok...


Første billede viser den lille klippelandsby Sorano, som lå nær ved det sted, hvor vi boede. Det sydvestlige Toscana er kendt for disse specielle vokser-frem-af-klippen-byer, der er bygget ind i tuf-klippen (en stensort) - deraf det italienske navn città tufa.

Så ved I dét. De er pæne, tufa-byerne. Sådan i stilen Ronja-Røverdatter-møder-Lorenzo-Medici.

På vejen til Sorano passerer man Saturnia, som er en meget lille landsby, bygget omkring en meget lille borg på toppen af en klippe som alle andre meget små landsbyer i Toscana, men som udmærker sig ved at have en varm kilde ved klippens fod.

Man har snarrådigt udhugget terrasser i klippen, således at man behageligt kan bade sit legme i det rare varme vand på alle tider af året - hvilket mange gør. På billedet man ser hvordan. Det er ganske dejligt at bobbe i sit eget lille kar midt i et vandfald her, hvis man kan abstrahere fra tanken om de gode vækstbetingelser for svamp og andre hudsygdomme fra italienske fødder.

Det kunne jeg ikke helt. Så vi fulgte den varme flod væk fra de muligvis inficerede badeterrasser, og fandt hurtigt komplet øde og u-svampet idyl, så snart vi havde passeret det første lille strømfald. Det var så smukt og særligt, at det skal ses, ej siges. Se selv:



















Jge forsøgte lige at uploade et billede af vores pingvin-tøjdyr, som er ved at hoppe i en wc-kumme, men blogger tog det ikke. Så nu må jeg allerede skifte til nyt indlæg.

Hæng på.

...tilbage - igen

Tirsdag klokken ca. 10.30 så jeg Peterskirken.

Det er var ikke så heldigt.

Var tingene gået efter planen, hvade jeg nemlig set terminalen i Roma Ciampino, som er en lufthavn og ikke et bolshe med jordbær/flødesmag og en dum reklame.

Men grundet en kombination af italiensk skiltning, eller rettere mangel på samme, og generel uvidenhed fra min og Nikolais side omkring Roms omfartsvejes systematik - eller mangel på samme, så var vi altså kørt så meget forkert på daværende tidspunkt, at den berømte kuppel tårnede op en kilometers penge væk, i al sin vælde, som et vartegn over den internationale turismes evige Sisyfos-kamp med lokal byplanlægning.

"Jeg ANER ikke hvor vi er", stønnede Nikolai, gav det store vejkort et afmægtigt dask, og kastede sig tilbage i shotgun-sædet som billedet på total opgivenhed. Jeg trak vejret dybt ind, knugede rattet, og forsøgte at navigere vores lille Fiat Panda nogenlunde sikkert gennem endnu en dødsfælde af et romersk vejkryds, mens jeg i mit stille sind bandede over, at man ikke var konverteret til katolicismen mens tid var.

Så kunne der være en vis chance for, at en desperat bøn sendt i retning af den mægtige bekuplede højborg forude, ville resultere i en brevdue (Olivengren i næbbet valgfri) sendt fra Himlen til at vejlede os ud af det romerske trafikhelvede, hvor vi nu efter mit bedste skøn måtte have nået femte kreds at dømme efter mængden af (fart)syndere.

Jeg vidste, at jeg alligevel skulle have tændt et vokslys i den kirke i Siena, hvor den Hellige Skt. Catherinas hovede er on display. Jeg ville gerne, men lysene kostede 50 eurocent, og jeg havde kun 2 - så af skræk for det Hellige Hovedes Hævn donerede jeg blot småpengene, og gik derfra pinligt berørt.
Men jeg skulle have gjort det alligevel, om ikke andet for at vise min gode vilje.

Nu måtte vi i stedet køre på lykke og fromme, sved og tårer, og tilsidst flytte vores protestantisk-agnostiske popo'er ind på nærmeste tilgængelige tankstation og bede om hjælp. Dette skete endda to gange, før det lykkedes os at havne på den rette ringvej. Men SÅ var det også en Panda med fuld skrue, som ræsede mod afgangshallen. For første gang i hele ugens løb følte jeg ikke, at italienerne gav mig baghjul.

For det er ikke en skrøne af den smålumre charter-racistiske slags, det med italienernes kørsel:
De kører altså fuldkomment vanvittigt. Ama'r!

Vi boede jo på det her vidunderlige sted, en lille såkaldt Agriturismo i Toscanas sydvestlige del, Maremma-regionen. Med i pakken var en lille bil, omtalte Fiat Panda, som bragte os rundt i landskabet hverdag, af små, snoede bjergveje til maleriske byer og storslåede udsigter og steder langs vejen, hvor man kunne tisse.

I det store hele fungerede det upåklageligt, det her panda-arrangement. Men krævede sin kvinde at vænne sig til, at blive overhalet konstant, udenom og indenom, i hårnålesving og smalle passager, i tunneller, på bjergveje totalt uden udsyn, over dobbelte optrukne linjer og i bælgravende mørke.

Vi kørte dog efter den devise, jeg gennem min korte, men lærerige tid som bilist, har erkendt som værende den mest brugbare opskrift på at få dig levende igennem trafikken hvor som helst. Den hedder "Stille og roligt - så kan I dytte så meget I vil, jeg skal levende herfra".

Jaja, jeg bliver tvangspensioneret som 35-årig med den holdning, jeg ved det - men endnu en gang virkede det: Vi nåede vore mål hver gang, og vi er her endnu. Hellere besseagtig end trafikoffer.

Det var en dejlig, dejlig ferie. Der var varme kilder, en bitter tvist Danmark vs. Italien om pasta med tun, der var små gader og store bjerge, der var megen sol, der var skizofrene hunde, som skiftevis tilbad Nikolai og bed ham i ansigtet, der var øde natur, stærk kaffe og Sienas rådhusplads set meget, meget, MEGET ovenfra, og der var størst af alt kærlighed til at klistre det hele sammen.

Og når jeg kommer til min egen computer, vil jeg skrive lidt mere - og om andet end bilkørsel - fordi der kan jeg supplere med billeder taget med mit splinternye fødselsdags-kamera (Tak, oh tak, mor og far og mormor og morfar). Og så bliver det meget sjovere.

Ses, m

...rigtig skræmt af Dagens Politiske Mord

Måske har I allerede selv læst eller hørt om det: Mordet på den russiske journalist Anna Politkovskaja. Ellers se her:

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-5045862.html

Det får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Hun blev henrettet i en elevator, dennemodige kvinde, som i mange år har levet sit liv i højrisikozonen på grund af sin kritiske tilgang til Putins Rusland. Hun har fortalt verden om Ruslands fremfærd i Tjetjenien, om officielt sanktionerede brud på menneskerettigehderne, om den magtfuldkommenhed, Moskva og Putin besidder, og om de uretfærdigheder og den disrespekt for menenskeliv, som Putins politik præges af.

Nu nåede uretfærdighederne til hendes egen gadedør. Hvad en dødelig gift i en kop thé ombord på et fly ikke formåede for et par år siden, klarede en pistol. To skud, et i maven, et i hovedet. Den kritiske stemme slukkedes.

Vi kan ikke alle være helte og sætte livet på spil, men når et menneske vælger denne vej, så er det så meget detso mere al ære værd, og bør være en inspiration for andre til at være modige ligeså. Men - når hun så også betaler den højeste pris - er det så meget desto mere en tragedie.

Husk Anna Politkovskaja og mordet på hende. Og stil de spørgsmål - til dig selv og de andre, måske endda til dem, der bestemmer - som hun døde for.

- m

...27 og én dag

Det lykkedes mig at genenmføre min fødselsdag ganske uden livkrise eller - indsigt. Tilgengæld fik jeg meget mad, og helt fantastiske gaver - og de sødeste lykønskninger, tusind tak, ikke mindst til de kærlige gutter, som har skrevet deres her på bloggen!

Især til de, som ikke er i landet, og som jeg så gerne ville have set (I ved hvem I er): Jeg har bestemt, at der skal synges karaoke i anledning af min føs'da (Det bliver så lørdag, da jeg har taget den festival-prægede tilgang og valgt at strække fornøjelserne over et par dage) . Og ved den anledning lover jeg at gøre alt i min magt for at der synges både "Africa" og "Kringsatt av fjender" - sidste dog muligvis i Kim Larsen version.

Cheers,

M

PS. SERVICEMEDDELELSE: Fra tirsdag bliver der efter al sandsynlighed ikke blogget en uge frem. For én af fødselsdagsgaverne var en tur til Toscana med den glade giver...

*jublejublejublejublejuble*

Min jubel kan ej udtrykkes nok. Så skal der ses på maleriske bakkedrag, poseres forelsket på slidte, men smukke ruiner og ædes så meget pasta, at vi kommer hjem som klumper af durum-dej. Kys falder forhåbenlig også et par af. Vi tjekker lige Firenze for Da Vinci-mysterier, og finder ud af, om Siena har et "Pandaens kvarter", og om Pandahesten er en favorit til det årlige by-ræs Il Palio. Jeg tror også, jeg vil tegne lidt, og så er det en vingård, vi skal bo på. Alt i alt kan det vist kun blive den af de bedste uge 41'ere i mit liv so far.

...27

Det er min fødselsdag. Det er det hvert år den femte oktober, som regel en frisk efterårsdag som denne, og egentlig på mange måder meget ens fra gang til gang. En behagelig og højt værdsat følelse af at være verdens centrum, som kun de seneste par år er blevet lidt blandet op med et prik af nervøsitet over den støtte skriden fremad mod de 30...og alt det, der kommer efter, og som er så gammelt at man slet ikek tør tænke på det.

I dag tegner dog godt: Endnu er der ikke så meget som et lille traume omkring den aldersmæssige situation på vej. Men klokken er heller ikke mere end halv fire...

Og det, manglen på traume, sætter mig (igen) i en situation, hvor jeg er bagud for ræset: For det er så moderne (Har jeg set i URBAN) at skrive blogs, hvor fødselsdage giver anledning til lange Bridget Jones-agtige overvejelser om det at fylde år: Hvor er jeg, er det godt nok, hvem er jeg, er jeg god nok, hvem havde jeg håbet på at være og hvor er mine øreringe?

Jeg kan bare ikke være med dér lige nu. Min fødselsdag har i dag endnu ikke givet anledning til ret meget andet end gode fornemmelser og mæthed. Ingen eksistensiel krise (klarede jeg søndag), ingen panik før lukketid mht. mand og børn (Føler jeg ikke er helt berettiget endnu), ingen desperation over karriere eller mangel på samme (Har jeg dagligt, så intet ny der).

Dette er, hvad der er sket so far:

I morges vågnede jeg op i Nikolais arme - og begyndte ret hurtigt at rumstere voldsomt, så han skulle vågne og opdage, at det var NU der skulle varmes kakao og rosinboller.

Nok havde jeg selv købt ind til fødselsdagsmorgenmad af den gamle skole (Vi har ikke tid til brunch her i huset), men fand'me om jeg ville lave det selv også.

Nikolai tog et hint, og der var både kakao og gaver - "Pingvinmarchen"-dvd (Don't ask) og biletter til fantastiske Keanes koncert i november i KB Hallen.

Derefter er dagen gået med at gå til lægen, sende arbejds-emails, se nogle tv-programmer igennem for min chef (Hav ondt af mig nu, chancen forsvinder i næste sætning) - og spise lækreste frokost med Mor og Thomas på Sticks 'n' Sushis nye restaurant i Hellerup.

Jeg har fået et par lykønskninger og et par gaver mere, som jeg er blevet rigtigt glad for. Og i aften skal vi spise på en god restaurant. Og måske se en film. Jeg forudser ikke, at jeg får nogle selverkendelses-indsigter af dén grund. Og hvis jeg gør, så for Guds skyld ikke midt i maden!

Så: Ingen krise eller kloge overvejelser i sigte umiddelbart. Meget utrendy blog, vi kører her. Jeg må simpelthen bare håbe, at I vil bære over med et ganske tilfredst fødselsdagsbarn...

kærligst, m

...uden kontrol

Jeg har fået en ny interesse - eller rettere, en ny rød tråd når jeg tidsfordrivs-Googler og kigger på min hemmelige last, TV2 Gossip.

Interessen er går på et problem, men den er desværre også part af problemet - lidt som hvis man er sygt besat af at oplyse om, hvor latterligt det er, at så mange mennesker lytter efter hvad Carl Mar Møller siger, og det så betyder, at endnu flere mennesker tænker "Hm, hvad er det nu lige han siger, det må jeg da undersøge..".

Problemet er et af internetbloggernes store claims to fame: Den mærkelige flok af unge, kvindelige Famous-for-Nothing-figurer fra USA, ledt an af frontløberen Paris Hilton og gjort mangetallige ved hjælp af ganske let talentfulde skuespillerinder og reality-stjerner med blond hår, store solbriller, og et CV indeholdende flere branderter end biroller.

Lindsay Lohan, Mischa Barton, Tara Reid, Olsen-tvillingerne med de enorme hoveder og sidst men bestemt ikke mindst det måske mest grelle, sørgelige eksemplar af dem alle: Nicole Ritchie.

Det som facinerer mig ved disse piger er ikke deres tøjstil (Som i øvrigt ikke har en dyt med deres egen stil at gøre, men som planlægges dygtigt og i mindste detalje af stylisten Rachel Zoë) deres kærlighedsliv, deres skandaler eller deres duftserier. Ikke rigtigt.

Det er derimod deres mystiske fællestræk, som peger på, at de er udtryk for den endnu sygeste og mest sado-masochistiske periode af celebrity-dyrkelse, hvor kultur endnu har set.

Fællestrækket er: De har ingen kontrol. De har slet, slet, slet ikke fat om begivenhederne i deres tilværelse.
De flyver i raketfart over Hollywood-stjernehimlen, men de har ingen styring på tingene, og de lader sig brænde op, villigt og ufrivilligt på samme tid.

I en syg idoldyrkelse af Old Hollywood-glamour, som de slet ikke har modenheden til, fucker de op gang på gang, og bliver ædt, stykke for stykke, af deres hadsk-kærlige publikum.

Hvor fa'en ved jeg det fra, kan man så med rette spørge. Og nej, det er jo heller ikke noget jeg ved som i: "Jeg ved at jeg bruger størrelse 40 i sko og at klokken er tre når den lille viser står på tre og den store på tolv...".

Det handler altsammen om fortolkning. Og det er fortolkningen af deres sære, sære, tilværelser, ført til mig via alle medier pt., som har skabt min facination.

Så hvad er det, jeg har tolket som denne totale mangel på kontrol. Ja, nu går der tekstanalyse i den:

Symbol 1: De taber deres tøj.

Det var det første, Paris blev berømt for: At gå til bal uden trusser. Ud og ind af New Yorks Yellow Cabs med frit udsyn til popo'en, og derunder. Sådan blev hun fast inventar i New York Times party-klumme. Og så kom realityserien "Simple Life". Og Nichole. Som beholder tøjet, men som taber sine bryster og resten af kroppen. Mere om det senere.

Tara Reid taber kjolestroppen ved enhver festlig lejlighed, og blotlægger grusomme operationsar omkring sin hårdt prøvede brystvorte. Og til filmfestival i Venedig forrige uge blæste Lindsay Lohans kønne grønne empirekjole op. Dette afslørede ikke, om hun var naturligt rødhåret - hun var nemlig glatbarberet.

Hvordan kan de her ting ske? Hvordan kan man møde verdenspressen uden trusser? Hvordan falder en bryst bare ud, når man står helt stille med et stort smil og lader sig fotografere?

Det er vel og mærke ikke noget der leveres med en Sharon Stone-attitude og fuld, fatal bevidsthed, men episoder, der gør hovedpersonerne lillepigepinlige og rødmende. De har slet, slet ikke tjek på hvordan det skete eller hvad de skal gøre med det. Og alligevel gik de hjemmefra med numsen bar.

Ufrivillig blottelse - for mig at se er det et af de mest skåret-ud-i-papppede symboler på kontroltab. Hvis det havde været en film, hvor de her ting var sket, havde jeg tænkt "Den er for tyk".
Altså ikke numsen - den er radmager. Mere om det senere.

Symbol 2: Alt om deres privatliv lækkes.

Igen: Paris. Efter "Simple Life" var Paris med i en anden filmproduktion af stor vigtighed for hendes karriere: "One night in Paris", en amatør-sexvideo, optaget og offentliggjort af hendes tildligere kæreste Richie Sambora, som dermed har sikret sig en varm plads i det særlige helvede, der findes for illoyale ex-kærester.

Jeg har set denne video - og konklusionen er, at meget rige mennesker, og meget slanke mennesker, også kan have et røvsygt sexliv.

Men det er ikke pointen. Pointen er at jeg har set Paris Hilton have sex. Og jeg ved, at Lindsay Lohans kæreste er gået fra hende, og at hun selv benægter det. Og jeg ved, hvor jeg kan finde listen over telefonnumre på Paris Hiltons mobil, som en hacker lagde online. Og jeg ved, at Nichole og Paris er uvenner, men måske har talt i telefon med hinanden fra hhv. en benzintank og en lufthavn.

Dette er informationer så intime, at ingen burde kende dem. Normale Hollywood-stjerner sørger også for, at ingen gør. En Julia Roberts har måske to-tre intime lækager af denne karakter gennem hele sin karriere. Disse piger har to-tre om ugen!

Pointen er: De giver alt fra sig, og hvis de ikke gør, så gør andre, der kender dem, omgås dem, hader dem eller elsker dem.

Fotograferne følger dem uhæmmet, og "journalister" rapporterer hver eneste ord, de siger.

Og jo tættere på deres sammenbrud, det hele kommer, jo flere huller i facaden, der vises, jo højere oppe i det røde interessefelt er vi, modtagerne. Mere om dette senere.

Symbol 3: De klæder sig som børn...jamen, det gør de!

Forsøget på at blive en Old Hollywood-stjerne viser sig på den mest bizarre måde i netop Rachel Zoë-stylingen, som Lindsay, Nicole og Mischa deler - og Keira Knigthly er også med på team Zoë.

Signatur-looket er de enorme solbriller, store som parodier på fortidens Jackie O-rammer, og groteske når de placeres på et lille, udmagret ansigt.

Resultatet bliver den lille pige, som har lånt mors fine solbriller - og det samme sker med resten af Zoë-stilen, en 70'er-retro linje med kaftan'er og lange kæder: Ud fra mors skab, det var det, hun gik med dengang hun var på toppen og vi så så meget op til hende - Uh, alt for stort, men på med det alligevel. For det udvisker også de kurver, som også den anorektiske livsførelse arbejder på at gøre kål på.

Sidst vi så dette, var i det androgyne drengepige-look fra 1920-erne: Lange kæder, hår ned i øjnene, formløse silouetter. En efterkrigsmode, som var progressiv og destruktiv på samme tid, og som overfladisk set var udtryk for en ny kønsopfattelse med noget maskulin kvinde-noget, men som i bund og grund fjernede kvinden fra voksenlivet og gjorde hende til den evige teenager - den præpurtære la garconne, en seksualitet uden kvindelige former - uden ansvar, avl og aldertegn.

Med lidt god vilje vil jeg mene, at det er det samme signal, Rachel Zoë klæder pigerne på med i dag. Og hun gør det uden tvivl stilsikkert og stilskabende. Hun er Chanel fra LA, la garconne with a tan.

Og det er, ligesom hos Coco, androgyniteten, verdensfjernheden, ansvarsløsheden, der er på spil - bare i en langt mere sexet fortolkning, som er udtryk for, at den store eskapisme i dag - det er Hollywood-glamour. Hvis du ikke vil være del af virkeligheden, svøb dig i filmens evigt unge stjernedrøm.

Og det gør Lindsay, Nichole og Paris så af al magt, for at hæve sig over virkelighedens verden med alderstegn, ansvar og nerderlag. Hvilket fører videre til:

Symbol 4: De sulter sig.

Nicole Ritchie er pt. verdens mest berømte anorektiker, Mischa Barton er en tændstik, og indtil for for nylig var den ellers så yppige frk. Lohan også på vippen til at ende som radmagert skelet.

Hun er nu svulmet lidt igen, måske efter at hun for nylig modtog lidt over over 100.000 underskrifter fra fans, der bad hende om at spise lidt mere - hvilket i sig selv er sygt. Mere om dette senere.

Alt hvad jeg ved om anoreksi er, at det er en sygdom, som handler om mangel på kontrol. Man vil stoppe udviklingen af sin krop, både seksuelt for al det ballade, der ligger der med voksenlivet etc., men også for at kontrollere dens breden sig ud over grænserne for det slanke kropsideal. Og så sulter man sig, indtil ens krop er ødelagt indefra.

Nogle dør af det. Et langsomt, pinefuldt selvmord, som har enorme psykiske og sociale konsekvenser, også hvis det ikek ender med døden i første omgang.

Hvis ikke dette er den mest fatale og uhyggelige konsekvens af, at unge
kvinder bliver trukket op på en piedestal for derefter at blive beskudt af en hel medieforbrugende verdens befolkning, så ved jeg snart ikke mine himmelblå.

Og det bringer mig tilbage til underskiftindsamlingen "Lindsay, spis en burger". For her kommer sidste og mest gruopvækkende del af problemet:

Symbol 6: Vi æder dem råt, med hud og hårextensions.

Hvad helvede blander de 1.00.000 underskrivende "fans" sig for - mon ikke de mest af alt gør det, fordi det er sjovt, at det gør ondt på stjernen? Hvordan ville enhver anden anorektisk pige på 20 år have det med en sådan folkeunderskriftsindsamling, som handlede om, at hun så hæslig ud? Skidt, mon ikke? Og mon ikke Lindsay følte lidt det samme, da hun modtog kassen med underskifter?

Jeg læste for nylig en "artikel" på TV2 Gossip: "Nicole brød grædende sammen", lød overskriften.

Historien var, at en fotograf havde knipset et paparazzibillede af den skelettynde Nicole Ritchie på stranden, og følt sig nødsaget til at råbe "Nicole, spis noget!" til hende. Pigen var derpå brudt ud i tårer og havde svaret "Jeg er syg!".

I TV2 Gossip-verdenen er dette et scoop.

Det er en fed, nedrig historie om at det gjorde rigtig ondt på Nichole, og at hun tabte endnu mere kontrol - hun græd, og hun indrømmede at hun var syg: En indrømmelse, pressen og internetbloggere har jagtet i månedsvis. I den verden er det den gode, skadefro nyhed. Barbiedukken vakler, hun fik råt for usødet - det har hun rigtig godt af. Hun kunne bare lade være at være så tynd og så rig og så meget på tv.

Men i virkeligheden, der hvor alle mennesker uanset indkomst kan føle smerte når man tramper på deres tæer, er det jo en frygtelig historie om en meget stakkels pige og en pisseled fotograf, der burde holde sin kæft.

Det gjorde min lillebror David mig opmærksom på, da jeg fortalte det til ham. ""Når nogen siger "Jeg er syg" og begynder at græde, så er det altså synd for dem", sagde kloge lille David.

Jeg blev helt rystet - jeg havde glemt, at Nichole Ritchie er en pige som jeg selv og ikke en plastic-Barbie trods tynde ben og stort hovede, og at det ikke er en sejr, når folk bryder sammen på åben gade - det er en tragedie. Uanset om de har været venner med Paris Hilton eller ej.

Og det er så den grumme, sidste pointe, som gør os, forbrugerne af disse piger og deres liv, måske endnu mere syge end Nichole - omend ikke så fatalt: Vi kan lide at se dem lide. Og vi hiver dem op, så de kan hives ned.

Det er udbud og efterspørgsel: Pigerne er blevet udnævnt til interessante af pressen, fordi de ikke har kunnet styre deres berømthed - uden trusser, ud på sexvideo, overdrevent vægttab - og jo mere de gør det, jo mere opmærksomhed får de.

Deres karrierer er så meget mindre vigtige. Eksempel: Lindsay signes til ny film=5 mill. klik på nettet. Lindsay taber trussen=200 mill. klik løber ind, plus rundsending af billedet, og en million debatforummer, der skriver hendes navn - mest hvor meget en "ho" hun er, men det er hendes navn, som nævnes. Og hun er pludsleig 200 millioner gange så kendt, som hun var før det vindpust i kjolen i Venedig.

På vejen dertil har hun kun mistet sin værdighed og fået nedbrudt sin intimsfære. Og det var bare denne uge.

Vi har selv trukket de stjerner op på himlen, kun for at pille dem ned igen - stykke for stykke. Og de kan ikke sige fra.

Jeg ser dem for mig som paradeballoner, som holdes svævende af de slag, et massepublikum langer ud efter dem når de nærmer sig jorden.
De har ingen styring på deres kurs og ingen kontrol over om de rammer noget spidst, men de har store, vidt åbne øjne, som intet ser, og fikserede smil, som altid kan tændes.

Eller...

Hundehvalpe som danser, indtil publikum bliver trætte af at klappe, og i stedet sparker til dem - og så prøver de at danse igen, for at gøre folk glade, men ingen gider kigge - ikke før de har tisset på gulvet. Og så kan de danse lidt igen..

Eller alle mulige andre tragiske metaforer.

Efter denne analyse er jeg nået frem til, at jeg må stoppe min googling af de unge Famous for Nothings. Jeg vil ikke have blod på hænderne. Og musen er et mordvåben, når det kommer til dem.

Et klik på Nicholes spiseforstyrrelse, er en pind til hendes ligkiste. Et på Lohans kærlighedsliv, er et skub fremad mod hendes overdosis. Ingen kan klare at være ene pige mod så stor en fjendtlig verden, uanset hvor mange små hunde og trofaste stylister, du har ved din side. De er dødsmærkede før tid.

Den eneste af dem, som jeg ikek er det mindste bekymret for om klarer sig helskindet gennem det hele, er Paris Hilton.
Forklaringen? Her vil jeg tillade mig at citere klassiskeren "Fagre Voksne Verden":

"One word: Plastics."

- marie

..ukendt med de kendte

"Pas på det - KNALD! -røde pressekort! For det' et pressekort - der' nået for siiig! Pas på det - KNALD! -røde pressekort! For det' et pressekort - for... mig og mig!"

Nu talte jeg lidt spidst om mit fetsival-pressekort i sidste post, men det er uretfærdigt. For det kan jo ikke gøre for, at det ikke matcher min silkekjole. Det er bare så rødt som Gud og marketingsafdelingen skabte det, og i virkeligheden er det mig ikke en byrde - det er mig en kilde til stor glæde og mange oplevelser.

Primært handler det om, at det er fantastisk at få llov at skrive igen, at se det publiceret, og at have en undskyldnming for at være alle steder og spørge alle om alt.

Men jeg har også bemærket en anden sub-grund til, at pressekortet spiller max:

Uden det var min kærestes og mit forhold i øjeblikket skåret ned til den kontakt, der opstår, når den ene af os taler i søvne, samt en hurtig skål søvndrukne cornflakes hver morgen og et par muntre sms'er fra dag til dag.

Det er naturligvis fordi, at Nikolai ligger i døgndrift på Copenhagen International Filmfestival, hvor han tilsyneladende varetager alle opgaver fra det allermest praktiske grisearbejde med at sørge for, at Dagmar-biografer hænger plakater op og kontoret har papirklips, til at host'e Q&A med skuespillere og instruktører foran et hundredetalligt publikum, være tysktalende selskab for den germanske delegation, og spise middag med Jean-Marc Barr - I ved, ham den sortøjede franskmand, som var åndeløst smuk og bedre kunne lide delfiner end Patricia Arquette i "Le Grand Bleu", og som nu er mindre smuk, men stadig sej, bla. i Lars Von Triers film. Og som formentlig får spontant udslæt på halsen hvis man hvisker "Flipper" i hans øre.

Jeg klager ikke over vores cornflakes-sessions og godnatkys, for al tid med Nikolai er quality time. Men for at snyde mig til lidt mere, som et præmieeksempel på den unge, snarrådige og handlekraftige kvinde af i dag (Natascha Kampush?) landede jeg mig en presseakkreditering, så jeg kan væer med hvor det sner - og nogle gange, hvor han er.

Det er så sjovt at have kort på, når alle nadre har det, og så griner at vide lidt mere om alt det, der foregår i den lille "verden i verden", som en festival er. Det er facinerende at have fulgt på sidelininjen, hvordan det hele er bygget op gennem et halvt år, og nu er byen fyldt med film og filmfolk, arrangementerne afløser hinanden, folk ser film de ellers aldrig ville se og drikker de syrlige sponsordrinks fra Jameson.

Der tales tysk, fransk og engelsk, der lefles og fedtes og networkes, Zentropa fører sig frem, pressen hagler det hele ned fordi det gjorde de også sidste år, og hele filmdanmarks tropper op og tjekker, hvad hinaden har gang i til New Danish Screen.

Det hele kører. Det er ét stort festivallokomotiv, som brager rundt mellem Købanhavns biografer på skinner, man kun kan se, hvis man ved de ligger der, indtil på søndag, hvor det hele er væk igen.

Jeg har ikke anet, hvordan sådan noget som festivaller blev til. De var der bare, et par gange om året, og så var de væk igen. Man kunne deltage, men hele logistikken bag undslap mine tanker, bla. fordi jeg umuligt kunne overskue det enorme arbejde - hvordan får man en permanent live-tv-skræm opstillet på Rådhuspladsen? Hordan får man 145 film spillet to gange hver i Københavns biografer? Hvordan får man Irma som sponsor. Hvor er der clips?

Svarene er (selvfølgelig): Mennesker, dedikation, hårdt arbejde og kaffe. Passion og gode kontakter er heller ikke at foragte.

Selvfølgelig er det Nikolai og ikke det lille røde kort, der har betydet, at jeg har oplevet det hele på så nært hold i opbygningsfasen. Men kortet giver mig lige det sidste skub tæt på i disse dage. På min plads - pressepladsen. Der, jeg allerhelst vil være i hele verden. Det er sjovt - og så til pokker med, om det ikke matcher.

...på skrift

På skrift igen, og hvor er det en saftig og berfiende følelse - som at drikke en hel rød sodavand i ét hug. Ja, det jeg mener er, at jeg igen har freelanceartikler ude i det offentlige rum, efter at have fundet tempoet på arbejde og taget hul på nogle nye kontakter med griner opgaver til følge.

Så dette er hvordan landet ligger:

Man kan lige nu gå ud på gader og stræder og finde det lækre kunstmagasin Wonderland i de lækre butikker og sådan nogle steder. Det er i lækre 12.000 eksemplarer, så der skulle nok også være ét til dig - lækre. Bag det nok så sprælske cover, som med fordel kan betragtes med den klassiske rød-grønne 3D-brille, gemmer der sig en lang og tung artikel om "state of the art", forstået på alle måder, lige nu i Danmark. By moi.

Det er, hvis ikke den artikel, jeg altid har drømt om at skrive - så en af dem, og højt på listen - og det har været et vanvittigt sjovt arbejde at få de dygtige og kloge folk, som er med, til at udtale sig og derpå flette det hele sammen til noget, der var en vis grad af rød tråd i.
Den hedder "?Intet nyt fra fronten?" - læs den, hvis I synes at "Smagsdommerne" er for overfladisk og vattet. Eller kan lide, når kunstfolk skælder ud.

Kig lidt her: www.wonderland-mag.dk

I det lidt mere tilgængelige område er der de her to artikler på www.oestrogen.dk, som har været så venlige at lade mig dække den såkaldte Alice-pris på Copenhagen International Film Festival, som kører lige nu. Det er jo, i parantes bemærket, den begivenhed, der har taget al den tid i min kære Nikolais liv, som jeg ikke har kunnet lægge beslag på, i det sidste halve år. Tjek hans blog www.fejerforfolk.blogspot.com for hans yderst velinformerede og kvalificerede guide til hvilke europæiske film, I skal se i denne uge på fetsivalen - chancen kommer aldrig igen!

Nikolai arbejder som en lille hårløs laboratoriemus nu mens det hele kører, og det samme gør hans søde veninde og kollega Nanna, som i artiklen herunder fortæller, hvad Alice-prisen er:

http://www.oestrogen.dk/show_page.asp?pageid=17560
http://www.oestrogen.dk/show_page.asp?PageID=17558

Der vil dukke mere op i slutningen af ugen, såsom en reportage fra Prisuddelinsggallaen, hvor jeg skal sniges ind koste hvad det vil. Det er jeg ikke så bekymret for, for jeg har gode kræfter på sagen. Det værste er, at mit pressekort, som jeg er så stolt af, er højrødt. For skønt det matcher OK med min hårfarve, som pt. ligger et sted mellem Famke Janssens mørkerøde mutantmanke i "X-Men 3" og en østeuropæisk ambassadørfrue, så synes jeg bare ikke det spiller særligt godt med min gammelrosa Marilyn-wannabee-silkesag, som er det ENESTE, jeg har i skabet, som er galla-egnet.

Det tænker jeg så lidt over nu. Og i mellemtiden er Darfur nok gået under. Hvor er vores kultur og verden dog mangfoldig. Eller skulle man hellere sige skizofren?

Anyways, vi lever med det - hvad er alternativet? Så støt underskriftindsamlingen for Darfur på Amnestys side www.anesty.dk, og læs så også lige min lille østrogene artikel om vores lokale filmiske eventyrland, når i alligevel har browseren fremme. Du ka' ta' det. Og det er en god dag.

..her!

Hey, wannabe alpha-males! Se her:

Straigth from my heart - I ved hvem I er!*

- Marie

*fx. Klaus Riskær, Hugh Hefner, Jens Rohde, Fætter Højben, Jes Dorph, Henrik List, Søren Espersen, Samuel L. Jackson, Poul Nyrup, Donald Rumsfeldt, Henrik Qvortrup og alle sportsjournalister.

...på Darfur igen, denne gang med egen hjerne slået til.

Ja, jeg læste lige denne nyhed på tv2 Gossip, en uendelig kilde til viden om en verden uden indhold, men med uforståeligt stor betydning. Og for en gang skyld noget, der fik mig lidt op af stolen og tænke nogte andet end:"...HVORFOR skal jeg og hele verdens internetbrugere vide, at Charlie Sheen ikke må nærme sig sine børn med øjenbrynsmonsteret Denise Richards, og HVORFOR skal jeg orienteres om, at Paris kun har givet tre blowjobs i sit liv, og HVORFOR skal jeg vide, at Frederik Fetterlein har været i kanen med sin frisør, og HVORFOR skal jeg ...uhhh, billeder af Lindsay Lohan uden trusser på til filmfestival i Venedig, clikkety click!"

Denne gang handlede det om Darfur og George Clooney. George Clooney skældte FN ud for ikke at handle i Darfur. Det ses her Ikke Darfur, men Clooney og FNs talerstol):

http://gossip.tv2.dk/article.php/id-4888394.html

Det Clooney siger, er at FN bør blæse på sudansk suverænitet, og sætte FN-tropper ind trods Sudans afvisning af forslaget. For ellers går det galt (Det er det allerede gået).

Jeg mener: Hvis der overhovedet skal være nogen som helst logik i den offensivt opryddende udenrigspolitik, den vestlige verden har præket over Irak og Afganistan, så nytter det ikke nooget, at man kun vil indføre demokrati og menneskerettigheder i de lande, som enten huser nogle, der ville slå Bush' far i hjel, eller nogle, som måske står bag 9-11.

Så må der kunne sættes ind når overgreb på menneskerettigeheder og behovet for beskyttelse af civilbefolkningen er så tydelige som i Darfur, og som de var i Libanon i den allerede glemte minikrig med mega-potentiale for en måneds tid siden.

Det er decideret pinligt, at USA's interesser er så styrende for alle, selv overstatslige organer. Hvis USA siger 'go', er der krig, og så må alle løfte og bære. Hvis ikke, så er beslutningsprocessen pludselig vag og så selv-protektionistisk.

Det er ikke godt nok, og vores latterlige regerings udenrigspolitiske linje ("Juhuuu - Danmark er venner med USA pga. vores Jenser i Irak og Afganistan, og Anders' cykelture og letforståelige formuleringer, så dermed har vi alibi for at gøre rigeligt, og vi kan lade alle andre forbindelser stå til - vi er på det stærkeste hold") gør det ikke bedre. Æv.

Æv æv og tre gange æv. Hvor er det ufedt, når man kun er på det stærkeste hold - ikke på det bedste.

...med på at gi' en hånd til Afrika

Denne post er delvis skrevet af min ven Andreas, som er i Norge og som gør en stor indsats for menneskerettigheder og forståelse her i verden, bla. ved at have arbejdet for Amnesty i flere år, og nu være involveret i arbejdet for at hjælpe Darfur-reginen i Sudan.

Situationen der er værre end nogen af os forstår - og derfor er det i dag Darfur-dag, så lidt flere af os, og især dem som sidder på beslutningerne i storpolitikken, måske vil rette blikket og den hjælpende hånd derhen - der er hårdt brug for det.

Værsågod Andreas:

"Siden 2003 har Darfur-regionen i Sudan været plaget af en forfærdelig konflikt. Hundredetusinder er blevet dræbt eller alvorligt såret. Mere end to millioner mennesker er drevet på flugt og lever i forfærdelige flygtningelejre, hvor de er sårbare overfor voldtægt, vold og yderligere angreb. Over 3.5 millioner mennesker er afhængige af nødhjælp. Regeringen i Sudan mobiliserer i dette øjeblik tropper til at færddigøre det folkedrab som de har begyndt.

I dag, den 17. september, er dagen hvor vi alle husker hinanden på, at vi har et globalt ansvar for at beskytte hinanden. I dag er dagen, hvor vi skal markere at vi ikke vil tillade flere folkemord. Ikke endnu et Holocaust, et Rwanda eller et Srebenica.

Du kan gøre en forskel. Alene ved at huske dine nærmeste på, at der er et sted der hedder Darfur i Afrika. Og der er mennesker dernede, som vi ikke må glemme.
Du kan også støtte en aktion for at sende FN tropper til Darfur, som skal sikre beskyttelsen af civile.
Læs mere om dagen i dag på den internationale hjemmeside for Global Day for Darfur
Eller støt Røde Kors
Tak for din tanker og din støtte."

...lidt ude af den

Jeg kan kun skrive om én ting lige nu:

I dag lagde vi min onkel Ulle i graven. Han døde for otte dage siden af en prostatacancer, som blve konstateret i januar i år, og som ikke kunne standses.

Min fætter Johan, min kusine Christine og min tante Birthe - det bider i mit hjerte, når jeg tænker på den sorg, de må føle nu. Over at have mistet, over aldrig at skulle møde igen. Hvis det var mig, der stod i deres situation i dag, ville min verden være ændret for altid - en ændring, man var tvunget til at acceptere, men som er det sidste, man ønskede. Smerten er så stor, savnet uoverskueligt.

Vi andre vil også savne - jeg vil savne at ankomme til en familiefest, gå rundt for at hilse på folk, og blive forsinket i runden, fordi jeg falder i samtale med nogen - og så mærke Ulle, der tager mig i armen, og med det skæveste smil og kun let anklagende siger "Nu ignorerer du mig igen, Marie. Jeg har jo glædet mig sådan til at tale med dig - men du synes sikkert det er irriterende med sådan et gammelt fjols som mig, der lægger beslag på dig." - og nej, selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Jeg synes det var alt andet end irriterende at blive taget alvorligt i en diskussion, stillet svære og komplekse spørgsmål om mit fag og om mine livsvalg, at få fortalt gode historier med dybere mening, debattere intelligent, kultiveret og engageret over oksestegen, og at fortælle mine historier til en person, som virkelig syntes at more sig over dem. Og at holde af, at tale med mig.

Det er ikke noget, der sker hver dag, eller til hver familiemiddag. Det er noget, som var særligt ved Ulles tilstedeværelse. Og det er noget, der vil være alt for lidt af nu, og som jeg vil savne - min lille del af det svan, som alle vi, der kendte ham, deler nu.

- Sov godt i nat, mine venner, og husk, at det er ikke en selvfølgelighed, at vi nok skal nå alt det, vil vil - hverken i livet, eller det, vi vil hinanden. Så derfor skal man gøre det, og ikke vente og vente - for en dag har man ventet for længe. Og så er der kun savnet tilbage.

- marie

...en Cola-automat

Så gik der lidt tid siden sidst. Det undskylder jeg overfor de søde mennesker, der til min enorme overraskelse har fortalt mig, at de faktsik tjekker min blog - nogle af dem på daglig basis. Det er pragtfuldt og gør mig utroligt glad - men samtidig sker der noget besynderligt i mit indre Storm P-maskineri.

Er der nogle af jer, som har set den nye Coca Cola-biografreklame? En fyr smider en mønt i en almindelig, rød Cola-automat, og så tager tingene fart:

Man følger mønten ind automaten, som overraskende er skallen om en sød-surrealistisk miniature-verden, der ser ud som Dalís drømme ville, hvis han havde haft et drop indlagt med saccharin fra Ole Lukøjes paraply. Her udløser mønten en kædereaktion, der går over bjerg og dal, fra dansende dværge til hårdtarbejdende pingviner og små kyssebolde, der uvist af vilken årsagr suger sig fast på den colaflaske, der opstår, fyldes, køles, og tilsidst afsendes med fuld fanfare som en anden Challenger- launch, mens tropper af fantasifostre med og uden trompeter hylder koffein-og-sucrose-vidunderets opstigen til menneskets verden.*

Så får knægten colaen ud af automaten, og så går han. Men det er ikke det vigtige.

Det vigtige er, at jeg er en cola-automat.

Eller rettere, jeg har den klare formodning, at min psyke på mange punkter fungerer som den syrede, kædereagerende Cola-kasses indre.

Nu skifter vi 'mønt' ud med et andet indput - fx. 'ros':

Når jeg får ros, sker der følgende: Rosen stryger ind i min bevidsthed, og fordeler sig i nogle centre:

- I et af dem lander den i et hav af den gyldneste champagne, som sender glade bobler hele vejen rundt i mit system med berusende virkning. Den forgår dog hurtigt der, for champagnen har en del syre i. Det er ligesom en brusetablet.

- I et andet falder den ned gennem en skov, hvor den rør ved en del af bladene på vejen, og lander blødt i noget mos, som åbner sig som en anden elverhøj, sluger den, og atter lukker sig over den. Der ligger den godt og gærer med regnormene og gøder hele mit system i lang tid fremover. Det er et super sted at lande, og en del rammer der på gode dage. Desværre lander det meste som regel ikke der.

- Det lander i en pøl af noget klæbrigt og syrligt, som sender følgende signal ud til mit system: Nu er de glade - hold dem glade! Pas på, at du ikke skuffer dem. For så går de, og så bliver der så stilel og koldt inden i....

...beskeden bliver mærkeligt nok distribueret af en lille mand, der ligner en blanding af Arne Melchior og min dansklærer fra 1. klasse, Kirsten Olsen.

Det, som kommer ud af min Cola-maskine er defor: Vi har alle vores små psykiske uregelmæssigheder, og en af mine er, at jeg er så bange for at skuffe folk. Derfor blev jeg pludselig nervøs for ikek at blogge godt nok.

Det er skidt, ja. Det var jo ik sådan det skulle være. Og jeg ville ønske, at det ikke var sådan.

Men: Hvis jeg en dag får taget mig sammen til at opsøge en psykolog, som kan vikle alle mine skuffe-komplekser ud, så holder jeg givet op med at skrive på bloggen, gå op i retstavning og ringe til mine lillebror Thomas midt i hans hidtil mest episke øjeblik i World of Warcraft klokken sent, fordi jeg er blevet ramt af en pludselig frygt for, at han ikke ved, at jeg elsker ham, og at han potentialt kunne være ked af det. (Det er han som regel ikke. Som regel er han mest irriteret over, at blive forstyrret mens han havde en fremragende mulighed for at få flere XP og en Magic Scroll.)

Men det er jo sådan nogen ting, som kan ryste det af sig, at tingene bliver bedre. At man laver et ordentligt stykke arbejde, at man underholder og måske inspirerer sine omgivelser, og at man får gjort et menneske glad med sit uventede bagholdsangreb af venlighed, uanset at det er gjort med en vis grad af panik over egen mulige utilstrækelighed.

Så mon ikke en vis grad af pleaser-mentalitet er værd at bibeholde - så længe man ikke får trådt sig selv fuldstændigt over fødderne. Og udslettet ego og personlige grænser. Og alt det andet usunde acceptéren og tilstræben andres accépt, som gik af mode med Helle Virkner.

Jeg lover, at skrive lidt mere i bloggen, også selv om det beviseligt ikke kun er for min egen skyld længere, at det sker. Det gør den nok kun bedre.

PS. I øvrigt burde nogen fortælle det - altså at det er yt at udslette sig selv i processen mod andres accapet - til Prinsesse Masako af Japan, der er verdens mest pressede pleaser pga. mangel på tronfølger-produktion. Kvinden er gift med kronprins Naruhito, har kun ét barn, en pige, har rundet de fyrre, og gik ned med decideret stress over folkekravet om en dreng fra hendes lænder, som blev tilspidset da der begyndte at lure snak om at ændre tronfølgerloven, så piger kunne arve tronen. SÅ brændte japanerne sammen, helt op på parlamentsniveau. De kan tackle corporate suicides, teenagere i tøj fra Jupiter, og de mest syge sexuelle udfoldelser i hele den vide verden.
- Men piger på den traditionsrige, men komplet indflydelsesberøvede Chrysantemum-trone - dét var lige et riskorn for meget. Sindene var i kog, katanaerne næsten trukket af skederne, på kontroleret, rituelt korrekt vis, forstås. Masako har ligget i konstant fertilitetsbehandling siden, og som om det ikke var galt nok, kom den goe' gamle bigami-tradition konkubiner også på tale - en skik, som Masakos svigerfar, Kejser Hirohito, ellers nedlagde ved sit eget bryllup, da han fandt det en anelse utidssvarende at ha' et harem i et civiliseret samfund.

Til alt held for Japans blodtryk, men til Masakos yderligere ydmygelse, findes der noget ved navn Prinsesse Kiko. Hun er 39 år, gift med Masakos svigerbror, den yngre prins Akishino, yndig og livsgld, og i besiddelse af pleaser-æggestokke. Hun har født to dejlige piger (Mako og Kako - jeg troede kun det var sådan noget japanere hed, når de var blevet indrulleret i Cirkus Arenas trup med et slangemenneskenummer, og skulle tage hensyn til Benny Berdinos sprogkundskaber. Men nej.) tidligere, og hun smuttede da gerne lige en lilleprins ud også. 2558 gram beroligende pille til nationen, født i denne uge. Så har vi en knægt mere i rækken - et dybfølt "arigato" stiger op med solen i øst.

Og Masako? Hun sidder med sine antidepressiver, sin lille pige og sin blege teint, og må føle sig så alene og utilstrækkelig. Ene kvinde mod en hel nation og et 1000-årigt kejserdømme. Ene kvinde, hvis eneste fejl er, at hun ikke lige er så god til at få børn på den rigtige måde. Det er så uretfærdigt.

Stakkels Masako - jeg ønsker, at din indre Colaautomat endnu kan nå at blive reeboot'et, nu da Kiko har leveret, og at du vil kunne give fanden i pleasing og nyde livet under kirsebærtræerne med din prins fra nu af. Og din datter - Aiko - har et sejere navn end de andre unger. Det var bare det.

*Nikolai troede ikke på at de kunne bibeholde entusiasmen i maskinen efter 30.000 afsendte flasker, men jeg køber den 100%.

...enig

"To fall in love is easy, even to remain in it is not difficult; our human loneliness is cause enough. But it is a hard quest worth making to find a comrade through whose steady presence one becomes steadily the person one desires to be."

- citat Anna Louise Strong

Enig.

Ellers: Jeg sidder pt. og skriver på en artikel om dansk samtidskunst til Wonderland Magazine. Men her er ugens bedste værk:

http://www.klubpolio.dk/penge/penge.htm

Tag dig tid med det. It grows on you, and may leave you laughing or crying.

...on a vehicle of choise

I går var jeg inde og se en film med Nikolai. Han skulle anmelde den her nye totalt sindssyge actionfilm, hvos man har sat sig ned i Hollywood og sagt "Okay, vi tager alle fobier vi kan komme i tanke om, og laver en film om det. Så skal der nok komme dollars i kassa. Hvad er de to værste fobier i kombination? Hmmm, mørkeræd og social fobi...nahh, frygt for hunde og vandskræk? Nej - nu har jeg det!!!"

Så derfor så vi resultatet: "Porcupines on a train".

Det starter ret fredeligt med at plottet bygger op. Et barn i vidnebeskyttelse skal tage toget fra punkt a til b, under beskyttelse fra en ret olm, sort politimand, som ikke orker noget fis. Men den gangster, som drengen skla vidne mod, har udtænkt et snedigt plot.

Han har samlet en dødbringende brigade af eksotiske pindsvin fra hele verden, og udsat kræene for kunstig påvirkning i et solarie fyldt med æteriske olier og leverpølse i en uges tid, s de er helt utilregnelige. Derefter har han hemmeligt smuglet dem ombord på toget, og nu er hans velturnerede plan, at deres adfærd vil bringe så vild panik, at alle vil dø og toget vil forulykke.

For en sikkerhedsskyld snitter han lige nogle kabler også. Hvorfor han ikke også bare snittede ungens hals er usagt, men det er også den eneste fejl ved denne pragtfulde filmiske præstation.

Uhyggen bygger langsomt op, efterhånden som flere og flere passagerer stikker sig, og da der pludselig dukker et sammenrullet pindsvin op midt i spisevognen bliver panikken total! Derefter er det bare ren frydefuld skræk der ruler toget: Man holder hjertet oppe i halsen over det adstadige, men alligevel nervepirrende tempo, hvormed pindsvinene bevæger sig, mens man gisper over de fantastiske special effekts med pigge og rædselsslagne togpassagerer. Pindsvinene er utroligt livagtige, og især når de ruller sig sammen, rejser hårene sig på armene.

Og der er rigeligt med opfindsomhed. En scene, hvor et pindsvin har opdaget en skål med mælk og langsomt nærmer sig i, er filmet fra dyrets vinkel med et kamera med "porcupine-vision" - genialt og nervepirende.

Den sorte politimand får naturligvis frelst drengen i sidste øjeblik, og ikke så få pindsvin må lade livet i processen. Men det gør ikke noget, at man kan forudsige hvert øjeblik, når filmen bare kører for fuld hammer og med piggene strittende til alle sider.

Okay, filmen er måske ikke Robert Altman eller Shakespeare, men den fungerer på sine egne præmisser. Nogle gange skal man bare læne sig tilbage, slå hjernen fra og lade sig underholde - og det bliver man af "Porcupines on a train"! Du tør helt sikkert ikke køre hjem af en øde landevej bagefter, af skræk for en lille, pigget kugle pludselig skulle ligge der i lyskeglerne.

-----------------------------------

En slags forklaring:

http://www.filmz.dk/reviews/view/1121/

og

http://www.snakesonaplane.com/