Okay, så sagde vi jeg var...

...egojæger?

2010-06-18T03:12:00.000-07:00

I dag sendte P1 en trevejsdiskussion om jagt og jagtlitteratur i Kulturkontoret v. Kathrine Nyland Sørensen (som åbenbart selv er jæger).

Link: Her.

Og det var ganske sjovt. Medvirkende var Klaus Rifbjerg, Natascha Illum Berg og Rane Wilerslev.

Den første behøver ingen introduktion, udover at han netop har udgivet en bog med jagthistorier, '..så kom en hæslig jæger.' Anmeldt her.

Den anden, Illum Berg, er professionel jæger i Tanzania og ret succesfuld som sådan, og med et par damatiske livskapitler og et Karen Blixen-kompleks i bagagen, samt forfatter til et par bøger om jagt og deslige. Se HP her.

Den tredje, Willerslev, er lektor i antropologi på Århus Universitet, og en slags Indiana Jones, hvis Indy havde været mere til at jage storvildt i Sibirien end religiøse artefakter. Han er medlem af Eventyrernes Klub og formentlig en af de få af den efterhånden ret støvede garde derinde, der virkelig har oplevet eventyr i de seneste 200 år: Han har levet og jaget med Sibiriens nomadefolk Yukagirerne i flere omgange, og han har forsøgt at bekæmpe den russiske pelsmafia på egen hånd, hvilket resulterede i at de begyndte at bekæmpe ham, og han måtte flygte ud til sine yukagiriske venner og leve skjult blandt dem.
Information skriver om det hele og hans første bog, her.

(Og så kender jeg han lidt fra old times, hvor jeg lavede illustrationer til hans Phd.-afhandling. Det betød, at jeg havde sibirisk pelstøj og spyd og ting i hjemmet i en måneds tid, og derefter kæmpede jeg endnu en måneds tid mod sibiriske pelsmøl...)

Det var så de mennesker, der skulle tale om jagt. Det gjorde de.
Noget af det var godt, andet var meget ambivalent, og noget klicheer.

Ranes input var det mest originale. De andre kørte lidt rundt i deres personaer og i jagtdogmerne.

Men noget der virkelig var interessant mellem linjerne i det de sagde, var, at de konstant prøvede at tale ego'et ud af jagt.

Det handlede om fællesskab og samhørighed - med naturen, vildet eller med jagtkammerater eller med noget ur-menneskeligt-kollektivt. Det er et forsøg på at retfærdiggøre af jagt, som jeg tit oplever, også hos mig selv.

Deres mission var ellers klart, at jagt ikke var noget man behøvede at retfærdiggøre, det var både naturligt, spændende og sjovt, og man skulle stå ved sin lyst og fornøjelse ved at jage.

Men det var tomme ord. For de gjorde efterfølgende meget ud af at legetimere jagt ved at nedgøre ego-elementet.

Egoprægede ting som trofæeer, prof. jagt og jagtberetninger og fotos tog de afstand fra, og anså helt klart for plat. 'Jagtporno', kaldte Illum Berg det. (Som jo lever af netop det , men fred være med det. Hun har altid defineret sig selv som hævet over sine kunder).

Hvad var der på spil i deres diskurs?

For det første den her legitimisering: Når noget handler om samhørighed, er det mere spiseligt end når det er en individuel fornøjelse.

For det andet tror jeg, at de to forfattere, som begge er ikke bare ego-mennesker på 24 karat, men også har en solid portion storsnudetheed forbundet med deres offentlige karakter, havde en trang til at markere sig som elite i forbindelse med jagt.

Selvom - eller måske netop fordi - at de lige havde snakket om, hvordan jagt var blevet demokratiseret. Nu er det ikke længere forbeholdt velhavere og jordbesiddere. Alle kan komme på jagt, og mange gør det - noget, som umiddelbart blev formidlet af Rifbjerg som værende positivt.

Men helt rart var det åbenbart ikke for de to forfatter-jægere, det med demokratiseringen. Man kunne tydeligt mærke, at jagt også som udgangspunkt tiltrak dem, fordi det var konnoteret til en høj plads i et socialt, intellektuelt, psykisk og endda åndeligt heiraki.

Men i jagt 2010 er det sociale aspekt nærmest forsvundet.

Så de måtte understrege de andre aspekter, hvor de stadig kunne hæve sig over pøblen med deres tilgang til jagt.

Diskursen blev derfor, at de her platte 'egomaner', der plaffer løs og lader sig fotografere med deres store, nedlagte dyr og hænger trofæerne op, det er ikke 'rigtige' jægere.

Det er, skal det siges, en gammel pointe som mange har skamredet gennem tiden for at skille fårene fra (rå)bukkene, og der er da også meget rigtigt i det. Jeg hader når folk fx. er laissez faire med hensyn til vildet og sikkerheden, og jeg har også svært ved at forstå, at der skal så meget vildt til, før folk bliver skyde-mætte.

Men det er stadig noget vrøvl - og noget hykleri -, synes jeg, at påstå sig hævet over ego'et som jæger. Især af Illum Berg og Rifbjerg - to mennesker, der hedder 'Ego' til mellemnavn.

At mene at man kan tænke jagt uden at tænke ego er i mine øjne en forløjet fortrængning.

Det er en naturlig del af at jage, at det er DIG der er jægeren, DIG der nedlægger, DIG der er stolt over at være løbet af med sejren i dag. Det er helt simpelt og meget tilgængeligt.

Hykleriet består i, at de to forfattere/jægere selv er kolossalt gode eksempler på, hvor meget ego og selviscenestættelse der er i jagt. De kan på INGEN måde sig sig fri for at dyrke deres jæger-ego og iscenesætte sig selv som jægere. Alene det at de bruger så meget energi i radioen på at fortælle, hvordan de som jægere er hævet over pøbel-ego-jægeren, og dermed er 'bedre' jægere, det er jo en paradering af deres eget jagt-ego.

Min mening: Jagt er sindssygt komplekst, og blandt de mange ting, som jægere har med når de går ud, er ego'et. Endda en meget oprindelig form for kontakt til det, tror jeg. Basta. (Hvilket IKKE betyder, at man ikke kan være ærlig i sin interesse og kærlighed til det. De ting kan i dén grad fungere sideløbende, og gør det for det meste).

Det skal siges, at Rane Willerslev ikke var så meget på den galej. Hans tilgang til jagt er også en helt anden vildmarksudgave end de to andres.

Men stadig, om du kalder det token eller symbol eller alter eller trofæ - det er det samme, vil jeg mene.

Og så kan man jo også spørge sig selv om, hvad der er mest selvpromoverende: At hænge en opsats op på sin private væg, eller skrive bøger til offentlig udgivelse om sine personlige jagtoplevelser (og køre hele promoturen med dem, i øvrigt)?

Så dét.

Sådan ser du: 'The Phantom Menace'.

2010-06-02T03:15:00.000-07:00

'The Phantom Menace' eller Star Wars I (dvs. 4), af George Lucas:
Jeg lå i kø udenfor Imperial en hel nat sammen med sandfolk, ewoker og onkel Jacob for at få billetter til den her film.
Det samme gjorde resten af kloden, hvis ikke de var optaget af at enten købe eller producere de absurde mængder af merchandise-lort, som reebooetn af Star Wars tilsyneladende handlede om.
For det handlede i hvert fald ikke om at lave film. Alle tre nye SW-film er i bedste fald ligegyldige, og værste fald (som jeg router for) filmhistoriske katastrofer. De ødelagde ikke SW-sagaen fuldkommen, for de gamle film er stadig top-notch-underhodlning, men de svinede alligevel SWs legacy så groft til, at det aldirg bliver det samme igen.
Det gør ondt at tænke på, at de eksisterer. Det bedste er at lade være.

Sådan ser du den:
'The Phantom Menace' er ubetinget den værste af de tre plager. Og det er lige præcis hvad denne webtv-baserede anmeldelse (fundet via Frederik C. Pedersen) har fat i. Se den i stedet for filmen. Det er sjovere, væsentlig mere sammenhængende, langt mere velskrevet og effekterne er bedre:

Den er i syv afsnit, her er det første.

At nogen sviner skidtet så grundigt til, gør det på en måde mere til at holde ud. God fornøjelsen.

...anti-Dronning

2010-04-22T04:27:00.000-07:00

Forstå mig ret, jeg har ikke noget mod Vor Mor og er egentlig ok med kongehuset som sådan.

Men jeg fik den her opgave for Ibyen: At lave republikanerens guide til Dronningens fødselsdag, dvs. at UNDGÅ dronningens fødselsdag på dronningens fødselsdag.

Den lå på Ibyen.dk på dagen, men er nu nede. Flere har bedt om at få lov at se værket efterfølgende, så nu lægger jeg den op her. Bemærk at den jo snildt kan vendes om og ses som en grundig guide TIl Dronninge-ting. Jaja...
Værsgo':

Anti-royalistens guide til en dronningefri fredag
Er du glødende republikaner eller mærker du bare en kraftig Margrethe-mathed i anledning af regentens runde dag? Så glem alt om strøgture og museumsbesøg i dag. Tag ikke mod småpenge. Bliv indendørs. Styr udenom alle public-service kanaler på TV og radio. Og hvis nogen byder dig på en konditorkage: Just say no. Her er de steder, du skal undgå, hvis du ikke orker dagens monarkistiske massepsykose.

Bliv fra bageren
Glem alt om nybagte bagerrundstykker fredag morgen. De danske bagere og konditorer er altid på pletten, når de kongelige fylder rundt, bliver gift, døbt eller på anden vis giver anledning til et nyt stykke royalt temabagværk. Man kan undre sig over, hvad det lige er, der gør at kongehuset inspirerer bagerfaget så voldsomt med hensyn til produktudvikling. Men det er egentligt oplagt: I Danmark er det ikke en rigtig fest, hvis det ikke kan samkøres med et solidt kalorieindtag. Og hvad er mere kalorierigt end en konditorkage? Blandt de bagere der har 70-årskager i vinduet er Lagkagehuset med en kongelig dessertkage og den landsdækkende kæde KonditorBager, som har skabt en fødselsdagskage i form af et Dannebrogsflag (rød som jordbær, hvid som flødeskum). Så hvis du vil starte dagen i lykkelig glemsel med hensyn til den dronningelige fødselsdag, står den på cornflakes fra køkkenskabet her til morgen.

Hvor: Lagkagehuset og Konditorbager har afdelinger over hele landet. Se www.lagkagehuset.dk og www.konditorbager.dk

Rød alarm på museerne
De danske museer er højrisikozone for en antiroyalist i øjeblikket. Over hele landet er museerne gået i Margrethe-selvsving: Fra Skovgaardmuseet i Viborg, som viser alt hvad hendes kunstneriske højhed har produceret af malerier, akvareller, decoupager og messehagler i en stor retrospektiv udstilling, til Kronborg Slot i Helsingør, hvor kanonerne skydes af kl. 12 i dag som fødselsdagssalut. Post- og Telemuseet har også besluttet sig for at give hele landet adgang til frimærkernes poster girl nr. 1, og lavet en web-udstilling af alle de 132 forskellige dronningefrimærker på museets website. Naturligt nok er Amalienborg Museet også med på kareten, med udstillingen ’Margrethe 2.’, om udfordringerne ved at vokse op med en krone hængende over hovedet. I Hillerød kæder Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot fødselarens liv sammen med Danmarkshistorien i udstillingen ’Dronning af Danmark’. Og i Århus viser Moesgård Museum lige nu udstillingen ’Dronning Margrethe og arkæologien’, og københavnerne skal heller ikke vide sig for sikre, for til oktober flytter udstillingen over Storebælt til Nationalmuseet.

BOKS:
Hvor og hvornår:
Skovgaardmuseet, ’Margrethe II’, til 15. august.
Post- og Telemuseet, webudstilling på www.ptt.dk
Amalienborgmuseet, ’Margrethe 2’, til 19. september.
Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot, ’Dronning af Danmark’, til 1. august.
Moesgård Museum, ’Dronning Margrethe og arkæologien’, til 29. august. Udstillingen kan ses på Nationalmuseet, Prinsens Palais, fra oktober 2010-februar 2011.

Stormen på paladset
Advarsel: I dag er Amalienborg lig med Ørneborgen, Kong Koopas slot, Ridder Katos borg, Mount Doom. For udover politi og livgarde vil tusindvis af kongetro danskere stå vagt om regentens palads. Det er stedet, hvor alle loyale royale må og skal være i dag, og vé den oprørske republikaner, der nærmer sig. I det hele taget gør du klogest i at styre udenom hele Frederiksstaden med dine anti-monarkistiske tendenser, hvis ikke du vil have på munden med et Dannebrogsflag.
Hvis føler alligevel dig kaldet til at protestere, så glem slotspladsen. Den Republikanske Grundlovsbevægelse prøvede at få lov til at holde demonstration, men fik forbud af politiet. Slut dig i stedet til dem i Amaliehaven, hvor de samles for at holde deres egen fest for demokratiet.

Hvor: Dronningen viser sig på balkonen k. 12.
Den Republikanske Grundlovsbevægelse mødes 11.30 i Amaliehaven, der ligger på vandsiden ved siden af Amalienborg Slotsplads.

Indre by ingen adgang
Hvis du lander på Rådhuspladsen i dag, kan du lige så godt rykke direkte i fængsel. Det er slutdestinationen for den kongelige karettur, der går gennem hele byen fra Amalienborg til Københavns Rådhus. Her vil den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen og nogle tusinder andre af rigets kongetro tage imod regentparret. Dronning og prinsgemal spiser derpå frokost ude af sigte for offentligheden, men kl. 13.50 er freden forbi igen. Der optræder Margrethe og Henri i dagens anden balkonscene, nu på Rådhusets udhæng, hvor folket endnu engang kan gå i hurra-ekstase. Så slutter showet, for den 70-årige dame skal hjem og hvile inden aftenens kalas med de andre ping’er på Fredensborg Slot.

Hvor: Karetruten er som følger: Afgang 12.40 fra Amalienborg. Derefter køres via Marmorkirken, St. Kongensgade, Kgs. Nytorv og Strøget til Rådhuspladsen, ankomst kl. 13.

Børnebrigaden
I dag vil de komme i hobetal. Fra daginstitutioner og fritidshjem vil de strømme ud i gaderne i irregulære kolonner, lyse og mørke, store og små. I knæhøjde vil de svinge deres små faner, mens deres lyse stemmer samler sig, messende deres taktfaste krav: ”Dronning, Dronning, kom nu frem! Ellers går vi aldrig hjem!”.
Tilgiv dem, thi de ved ikke bedre. De har fået et flag og tilladelse til at råbe af deres små barnelungers fulde kraft. Og det er alt, hvad man lever for, nå man er fire år og på udflugt med børnehaven.

Hvor: Hvis du ikke kan tage synet af royal indoktrinering på børnehavestadiet, så skal du nok bare blive inde i dag, og i hvert fald undgå offentlig transport.

Sluk dit TV
Dit tv er ikke din ven i dag. Begge public service-stationers hovedkanaler har svoret troskab til den kongelige festligholdelse. På DR er der fuld booket fra formiddagen, og der sendes live fra alle regentens aktiviteter inklusive festmiddag. Til at styre showet gnidningsfrit har DR udvalgt Reimer Bo, der jo allerede har vist evner for ukritisk smalltalk-journalistik overfor en af kongehusets nære, narkodømte bekendte. TV2 kører nogenlunde samme program, med den undtagelse, at det her er stationens faste hofsnog, Jes Dorph, der køres i stilling i front. I alt har TV2 6 timer og 20 min. dronninge-tv i dag, mens DR må klare sig med 10 min. mindre. Med andre ord er løsningen biograf, DVD eller den store kabelpakke.

DR og TV2 sender begge fra Dronningens fødselsdag fra 11.30.-15. Derefter sender begge kanaler fra gallamiddagen fra hhv. kl. 18.50-21.00 og kl.20.00-21.20. TV2s Dronninge-website: http://nyhederne.tv2.dk/margrethe

Pas på pengene
Hvis du handler i dag, så husk Dankortet. For selv et greb i egen lomme efter småpenge kan blive det, der vælter læsset i dag. Som bekendt er der dronningeportrætter på de danske ti’ere og tyvere, og i dagens anledning bliver der udgivet nye Margrethe-mønter med den seneste kunstneriske fortolkning af motivet ’profil af kvinde med lang hals og diadem’. Den såkaldte ’Erindringsmønt’ med en værdi på 20 kroner bliver trykt 1,2 millioner eksemplarer og kommer i almindelig cirkulation.

Erindringsmønten kan ses på www.nationalbanken.dk og udstilles på Frederiksborg Slot, Hillerød, indtil august.

...forarget.

2010-03-02T11:31:00.001-08:00

Så zappede man lige forbi TV3s 'Til middag hos...' - og der sidder en højgravid Anni Fønsby gladeligt og drikker vino og velkomstdrinks. Hun har endda lige sagt til fiskehandleren, at rå fisk kan være skadeligt for fosteret. Men vin er åbenbart ikke noget, hun er bekymret for. Ja undskyld, men så bliver jeg altså lidt (meget) tv-forarget.

Man kan jo altid hævde, at et enkelt glas ikke er skadeligt i sig selv. Men hvis man vælger at sidde og pimse den aften, hvor der ligefrem er tv på, så er det sgu' nok ikke den eneste aften under graviditeten, at man drikker.

Plus at hvis der gud forbyde det skulle være nogen sjæle derude, der ser Anni som en slags cool person, så er det ikke det fedeste signal at sende: "Lidt alkohol tar' barnet sgu ikke skade af. Skål!"

Hvor lang tid mon der går før EB og BT, Danmarks forargede dagblade, opdager det, og helvede er løs. Jeg ser det ske:

Formiddag: Eksperterne på begge sider af hegnet udtaler sig i EB og BT: "Anni er en dårlig mor" vs. "Alkohol i små mængder giver stærkere børn". Dyb uenighed og forargelse hele vejen rundt.

Ekstraudgave kl. 14: Anni svarer - forarget, totalt overrasket - igen, i rollen som den forfulgte uskyld med de for-fyldte læber: "Jeg drikker ALDRIG ellers. Det var kun en enkelt slurk for kameraets skyld. Det er en mediehetz".

Cue Erik: "Anni er en god mor".

Men så!: Erik set på MASH Steakhouse til drinks med ukendt brunette! Erik udtaler pr. sms til Se og Hør: "Anni og jeg holder en pause".

Skandale! Hendes druk blev for meget for ham.

Nu er det aften, og SeogHør.dk skriver: "Anni mister alt! Anni: 'Jeg vil aldrig stole på ham igen'."

Klokken er 24.00, og Anni minder Erik om, hvorfor han elsker hende. Helt gratis. Bagefter tager de et lille glas.

Det bliver morgen, og BT har ny forside: Anni og Erik forenet igen i tårevædet romance. Begge udtaler i ekslusivt interview på hjemmeadressen: "Vi er soulmates".

I mellemtiden går debatten i Folkeviddet. På den ene side er typer som mig, der åbenbart ikke har andet at bruge deres energi på end at være forarget over folk på TV ("Paradise Hotel er det dummeste, laveste, usleste...ups, det starter nu!").

På den anden side står hele ja-til-dødsstraf-og-porno-nej-til-sorte-mennesker-og-eksperimentalteater-brigaden og råber:

"Typisk for jer økologiske klidmostre. Det er sgu' fedt at Anni tør bryde med den politiske korrekthed og drikke sig stiv når hun er gravid. Vi har ytringsfrihed i Danmark sidst jeg kiggede efter. Så luk fjabben."

Og så gik der endnu en dag i de danske medier. Og i mit liv. Måske skulle jeg bare skrive min Berlin-guide færdig i stedet?

Ps. Det her indlæg er skabt i en vild grad af mediekonvergens: Det består nemlig i høj grad af Facebookindlæg. Hvis nogen Twitter om det, vil der være så høj potens af interrelateret interaktivitet, at der eksploderer en iPhone et sted i Californien. Men det bliver ikke mig, der får det til at ske. Hvad ER Twitter?

Rejseguide til Berlin, Del III: Her skal du shoppe

2010-02-22T12:18:00.000-08:00

Små designere og store luksusbrands, intime kitsch-butikker og gigantiske varehuse: Her kan du få varmet VISA-kortet op i Berlin

Jeg har ikke decideret shoppet amok, som de siger i damebladene, i Berlin. Samlet indkøb denne gang talte en kjole, to bøger om museer og en lampe, der bliver holdt af en gris.
Men jeg er jo ikke tabt bag forbrugsvognen, så her er mine tips til Berliner-butiks-bonanza.

Oderberger Strasse, Prenzlaur Berg (U-Bahn: Senefelder Platz)
En nærmest utrafikeret gade fyldt med caféer, butikker med tjekket second hand-tøj og små designeres egne sager, gallerier af den meget uetablerede slags, og små spisesteder. Jeg ville tage derhen en lun forårsaften, få de sidste to timers shopping med fra fire til seks og så spise middag der.

Hvis du leder efter ægte DDR-kitsch fra tiden, ligger der en fantastisk butik, Veb Orange, i Oderberger Strasse 29. Det er nærmest som at gå på museum hvor man må rode i alle tingene. Her er en overvældende kollektion af køkkendimser i farvet plast, legetøj fra 50'erne, glaskunst fra 60'erne, idolfotos af Honecker badet i blødt lys, 70'er-lamper og i det hele taget the works indenfor Ostalgie og DDR-æstetik. Her finder du simpelthen alt hvad der skal til for at indrette en smagfuld tre-værelses Berlin anno 1973, helt ned til cocktailpinde formet som Ferhseheturm. Desuden er der lidt tøj, bælter, solbriller og smykker, samt hvad jeg tror er Europas største udvalg af pelshatte. Priserne er helt nutidige, desværre.

Området omkring Hackescher Markt U Bahn Station(Rochstrasse, Neue Schönhauser Strasse, Weinmeister Strasse)
Der er rigtig mange af de store kæder på de store gader. H&M, Zara, Mango etc. Og det er lidt kedeligt, synes jeg, når man nu kan få stort set det samme i København. Men området øst for Hackescher Markt-stationen har mange, mange små butikker af den gode, knap så kædeagtige slags.

Både originalt tøjdesign, mindre mærker og design og kunst til bolig er der rigeligt af i gaderne omkring Rochstrasse, Neue Schönhauser Strasse og Weinmeister Strasse, som man nemt kan få et par timer til at gå i, hvis man tjekker butikker ud. Især er Neue Schönhausser Strasse (hvor der også ligger en super dejlig restaurant, se Rejseguiden til spisesteder) åbenbart lidt af et hotspot for design i øjeblikket.
I denne gade ligger også den meget velassorterede genbrug/vintage Made in Berlin, som har rigtig fede sager, men som dog i dén grad ved, hvad de skal have for varerne...

Stormagasiner - De er bedre i Berlin(Friedrichsstrasse, Tauentzienstrasse)
Berlin kan det dér med stormagasiner. Det er tydeligt når du går rundt i disse institutioner, hvor meget det har betydet for byen at have de her kraftpræstationer indenfor forbrugskultur, og også hvordan de i høj grad har formet butiksmiljøerne i de større danske byer. Det er et stykke kulturhistorie i sig selv. Især på Friedrichsstrasse ligger der fantastiske old school versioner af slagsen og ståler i al deres overflod.

Desværre har arten på også muteret ret kraftigt til sin nuværende prædominate form, 'consumeris vulgaris maximus', også kaldet shopping malls, på grund af de gode levevilkår i byen. Dem kan man opsøge eller lade være, der er i hvert fald nok af dem. Jeg foretrækker den klassiske form fra før arten blev udvandet.

Et super sted er Duusmann - das Kulturkaufhaus, Friedrichsstrasse 90 (50 meter fra U-Bahn-stationen i retning mod Unter Den Linden), der som navnet antyder har fokus på kulturprodukter: Bøger, film, musik etc. Og så bare kolossalt meget af det.

Lige ved siden af, på hjørnet af Friedrichsstrasse og Jägerstrasse ligger der et andet stormagasin, som jeg *%+#&%!!#! ikke kan huske navnet på, men som har den flotteste guld-sorte art deco-agtige facade, et vildt opulent interiør af marmor og messing, og som kun rummer små shops med de helt lux ting: Lanvin, Gucci, Bottega Veneta etc. Det er et syn værd, selvom man ikke har pengene til at matche pirsmærkerne. For med finanskrise i samfundet virker det lidt som et mausolæum for en kultur, der måske er på vej ned. Men den slags op- og nedgang har huset nok prøvet og overlevet før.

Det mest berømte af dem alle er KaDeWe (Kaufhaus des Westens) som ligger nede ved Kurfurstendam, på Tauentzienstrasse 21-24 (U Bahn: Wittenbergplatx). Det er byens største gamle stormagasin, Vestberlins kapitalistiske kronjuvel, som stadig har et godt, men lidt traditionelt, udvalg af brands - og så en komplet vidunderlig delikatesse-etage (ikke afdeling, etage!) som kan konkurrere med den i Harrods. Virkelig værd at opleve.

Rejseguide til Berlin, del II: Her skal du spise

2010-02-22T08:06:00.000-08:00

Romantisk og billigt, funky asiatisk og Michelin-luksus: Her er min favoritspisesteder i Berlin

For det første: Berlin har så stort et udvalg af Imbiss, dvs. fastfoodboder, at du ikke kommer til at gå sulten ret længe. Alle større stationer har nærmest en food court, hvor der sælges döner, currywurst, Bretzel, sandwich, pizza, nudler, bagels, kager og frugt fra mere eller mindre suspekte boder. Det er den billigste måde at spise på i Berlin, og der er nok af det.

Det andet kulinariske træk ved byen, som springer øjnene, er at man ikke er bange for at servere traditionelt tysk køkken. Tværtimod er en restaurant med Schnitzel, Knödel, Eisbein og kål i forskellige afskygninger noget af det, du hyppigst støder på, uanset hvilket kvarter du befinder dig i. Snyd ikke dig selv for det, det er tungt, godt og ret billigt - men husk, at du ikke må blive skuffet, når du får en friturestegt Wienerschnitzel. De gør det også i Wien. Det er åbenbart kun os, der pandesteger den.

Da de billige Imbiss og det traditionelle tyske køkken præsenterer sig selv overalt, har jeg valgt at guide til nogle restauranter, der er af en anden og mere international karakter og ligger i et lidt højere prisniveau, men som jeg til gengæld kan anbefale af hele mit hjerte.

Pan Asia, Rosenthalerstrasse 38 (U Bahn: Hackescher Markt)
Pan Asia er meget berlinsk på den måde, at det minder lidt om noget, vi kender fra København, bare bedre. Du kan fx. tage Lê Lê på Vesterbro og udvid deres spisekort til også at rumme Kina, Thailand og Japan - og skift den lidt skamlede indretning ud med gennemtjekket loungeinteriør med et par indslag fra japansk manga-æstestik. Eller tag Umami og fjern snobberiet, og erstat den vildt uinteressante mad med virkelig velsmagende moderne panasiatisk køkken i rigelige portioner.

Uanset hvordan man vender det, så er Pan Asia et på alle måder smagfuldt hit. Kortet er enormt og priserne faktisk lidt lavere end de to københavnske pendanter.
Vi endte på ca. 400 kroner for forret, hovedret og to cocktails hver. Og blev meget mætte. Stemningen er livlig og lægger op til en sjov aften, og man får lyst til at hænge ud og drikke flere af barens drinks, som ikke sparer på sprutten.

Vi har spist der et par gange nu og har været lige begejstrede hver gang, og der er tilsyneladende folk i Nikolais Berlinale-slæng, som efterhånden ikke går på andre restauranter end Pan Asia når de er i Berlin.

Fridas Schwester; Neue Schönhausser Strasse 11, (U Bahn: Hackescher Markt)
Fridas Schwester er hamrende romantisk. Ikke som i violiner, basunengle i stukken og hjerteformede puder, men på Svinkløv Badehotel-måden med rene lagner og et enkelt stearinlys.

Der er hvid dug på bordene, tre retter mad og pæne porcelænstallerkner, men det er ungt, afslappet og dejligt. Maden er god og kortet varieret og internationalt med tyske indslag. Det giver generelt rigtig udemærkede retter, hvor noget så løfter sig lige den ekstra tand, der gør at man husker det. Fx. fik jeg til dessert en mohnmousse, dvs. en blød og lækker vanillemousse med den tyske favorit birkes, sat sammen med en frisk figen der var blevet druknet i en næsten karamelagtig marinade. Det er en af de bedste desserter, jeg kan mindes at have fået.

Betjeningen er sød, omend ikke helt på tæerne. Men det er ok, for man har lyst til at sidde længe og snakke i fred og ro her, mens man tømmer glassene og ser hinanden dybt i øjnene.
Vi har været på Fridas Schwester to gange, og begge gange har det været dejlige aftener. For kæreste- og ægtefolk i alle aldre. To retter plus en flaske vin løber op i ca. 600 kroner.
Fridas Schwester servere også morgenmad indtil det fornuftige tidspunkt kl. 16.00. Hver dag.

Vau, Jägerstrasse 54-55, (U Bahn: Fransösicher Strasse).
"Vi mangler at spise et sted, der er rigtig godt", sagde Nikolai.
"Hvor godt?", spurgte jeg.
"Sublimt", svarede Nikolai, international gourmet.

Den klarede Vau for os: En luksusbistro, der kan prale af en Michelinstjerne og et efter omstændighederne fornuftigt prisniveau.
Vores middag på Vau var en aften i ekstremt velbehag. Jeg har ofte fået fortalt af folk, der ved mere om den slags end jeg, at Michelinstjerner i høj grad gives for helhedsoplevelsen, dvs. at omgivelser og betjening tæller med i lige så høj grad som køkkenet.

Det var Vau virkelig bevis for. Ekstremt elegante moderne lokaler med dejlige borde og rigeligt plads til privatliv, og en betjening som var så ultraopmærksom, at man kunne slappe helt af og lade sig føre afsted uden en tanke for egne behov - dem skulle de nok have styr på at opfylde. Der var blandt andet den sødeste pudsige sommelier, som elegant forstod at vi nok ikke skulle anbefales vine til 200 Euro, og som både var professionel og personlig. Som hele staben, i øvrigt.

Og prisen: Tre retter fremragende mad (blandt andet en elegant borchtj, en generøs trøffel-tagliatelle, smørblød roast beef af bison og nylavet dampende soufflé til dessert) og en flaske rigtig god rødvin (Spätburgunder, dvs. tysk Pinot Noir), plus tre ekstremt delikate ekstraretter og snacks løb op i ca. 1.700 kroner. Det er vanskeligt at få til den pris, hvis der skal Michelinstjerne på i København. Til sammenligning har vi fx. spist på den hjemlige Le Sommelier, som er godt, men i forhold til Vau har både er mindre behagelige omgivelser, mindre venlig betjening, højere priser og mindre interessant mad.
Summa summarum: Vau kan simpelthen ikke anbefales nok.

Rejseguide til Berlin, del I: Oplevelser

2010-02-22T05:23:00.000-08:00

Oplev Berlinale-stemningen, se flere film end du nogensinde havde drømt om, og lad dig gribe af den dramatiske fortid som delte Berlin: Her er mine forslag til hvordan du lærer Berlin at kende på en anden måde.

Berlinalen (Området omkring Potsdamer Platz, Berlinale Palast, Sony Center. U Bahn: Potsdamer Platz)

Hver februar i uge 6-7 afholdes Berlins filmfestival, Berlinalen, i år for 60. gang.

Det er en de europæiske A-festivaler, hvilket vil sige de mest prestigiøse, internationale festivaller, hvor man bla. har et stort marked for filmselskaber og andre i filmbranchen, og der er særlige regler for hvilke film der må deltage i konkurrencen om festivalens priser.
Berlinalen er dog også en stor publikumsbegivenhed, hvor almindelieg mennesker har mulighed for at købe billige billetter til de næsten 400 film, der er i Berlinaleprogrammet.

De billetter står berlinerne i kø for fra tidlig morgen ved Arkaden, et stort shoppingcenter på Potsdamer Platz, der er blevet udnævnt til Berlinalens publikumscentrum. Den kø kan man joine som turist og få mulighed for at se film før alle andre og måske opdage en den uopdagede celluloid-perle. Eller få et godt grin over en håbløs produktion - det er en del af gamet. Og i det hele taget er al aktiviteten omkring Berlinalen en sjov oplevelse at få med.
Filmene og de andre Berlinaleaktiviteter er koncentreret i samme område, som rummer Cinemaxx-komplekset, den ærkegrimme overdesignerede kolos Sony Center og selvfølgelig Berlinale-paladset, der ligger glamourøst placeret for enden af en vintersmukt oplyst Alte Potsdamer Strasse, med et gulvtæppe af en rød løber foran indgangen.

Man kan få en idé om, hvor mange mennesker, der deltager i Berlinalen, ved at spotte årets Berlinale-taske: En skuldertaske, som man får udleveret sammen med sin akkreditering, og som folk troskyldigt slæber rundt på, uanset hvordan den ser ud (i år var et af de værre...). Og der er mange - rigtig mange.
På Hyatt Hotel ved siden af Berlinalepaladset holder pressen til, og det er også her, der bliver afholdt pressemøder med filmenes skabere og stjerner. Hvis man holder sig til ved bagindgangen af hotellet kan man derfor være heldig at få et glimt af celebriteterne. Hvis man da kan komme til for paparazzi, som har opstillet trappestiger langs afspærringer her. Et tip er at sætte sig og spise frokost på caféen overfor bagindgangen. De laver en udemærket Flammkuche, og du har udsigt til al paparazziaktiviteten uden at fryse dine tæer af.

Næsten hver aften afholder Berlinalen en gallamiddag for en af festivalens prominente film i Berlinalepaladset. Hvis du er i området omkring klokken 19.30, er det lige der, hvor gæsterne ankommer. Så der kan du igen se kendisser og opleve lidt hysteri og glamour-stemning før du går videre ud i byen og den virkelige verden.

Øst-Vest-hopning og murfordybelse (Hele byen på kryds og tværs)

Sørg for at se dig godt omkring i både det tidligere øst og det tidligere vest i Berlin, og læg mærke til forskellene.
Det er så godt som umuligt ikke at krydse lidt frem og tilbage, da Berlinmuren delte byen lige ned gennem nervesystemet i Mitte-området, men sørg for at tage lidt ud i kanterne af hvert område også. Så lægger man i større grad mærke til kontrasterne mellem DDR-byggeri og mere vestligt inspirerede, og man ser også hvordan DDR ikke var blege for at bulldoze gamle bygninger og bygge nye betonboliger, mens vestberlin har flere reminicenser af ældre 'almindelige' bygninger. Hvis de ikke er blevet bombet væk inden øst og vest overhovedet var på tale.

Det er ikke svært at finde ud af, hvor byen var delt. Berlins bystyre har besluttet at lave hele murstrækningen til et mindesmærke med forskellige markeringer, som rækker fra en diskret stribe af brosten som løber i hele murens længden til detaljerede infoplancher rundt omkring og fredninger af de sidste tilbageblivende stykker mur.
De fleste turistkort, som kan tages i hotelreceptioner etc., viser desuden hvor muren løb, hvilket kan komme som lidt af et chock hvis man troede at de tre meter høje betonblokke og det 30 meter brede ingenmandsland i mellem de to mursektioner var et fænomen fra byens udkant. Berlinmuren skar metropolen tvæs gennem organerne, og det er svimlende at stå på den myldrende Friderichsstrasse i dag og forestille sig, at for bare 20 år siden var det et ødeland med kontroltårne, pigtråd og bevæbnede vagter.

DDR og delingen af Berlin har optaget mig meget, og både skræmt og fascineret mig. Det er så tæt på i tid, og de fleste af de mennesker, der passerer en på gaden i Berlin har oplevet, hvad opdelingen ville sige.
Historierne om den tid - og tiden efter - er både komplekse og ekstreme, og jeg vil anbefale at man læser op på DDR, Vestberlin og muren, eller i hvert fald besøger et af mur-museerne:

Gedänkstätte Berliner Maur, Bernauer Strasse 111 (U Bahn Nordbahnhof)

Et nyt dokumentationscenter som er del af bystyrets øgede fokus på mur-markering. Et meget seriøst lille museum, som ligger placeret på Bernauer Strasse, en af de gader som murens opbygning gik meget hårdt udover. Her blev der sprængt boligblokke og kirker væk, stationer blev muret til og gaden lukket af mod øst af mur og pigtråd. Et isnende stykke ingenmandsland er bevaret her, med dobbeltmur, kontroltårn og de høje lamper, der ligner galger og står som varsel over den skæbne, der tilfalder den der prøver at krydse det tomme rum.

Museum Haus am Checkpoint Charlie (U Bahn Checkpoint Charlie)

Som det fremgår af billedet er Checkpoint Charlie, den gamle øst-vest-grænseovergang for diplomater og forretningsfolk, blevet noget af et murnostalgisk cirkus. Men museet her er efter min mening bedre end sit ry - om ikke andet på grund af dets historie. Nogen kalder det Berlinmurens Disneyland på grund af dets farverige karakter og det souvenirkaos, der er vokset op omkring det. Men museet selv er ikke blevet til efter murens fald for at slå plat på historien. Det er faktisk opstået som et meget reelt projekt: En samling som startede tilbage i 1961, hvor en vestberliner, Rainer Hildebrandt, ønskede at dokumentere de hændelser, der skete omkring ham i forbindelse med den delte by. Huset åbnede som museum i 1963, og var desuden et tilflugtssted for flygtninge fra DDR.

Gennem årene er det blevet til en kolossal samling af mere eller mindre spændende gentande og dokumenter. Kunstværkerne, der præger museet er fx. mindre fede, men det faktabaserede materiale er interessant og omfangsrigt. De utrolige flugthistorier og originale hjælpemidler som Trabanten med plads til flygtninge i sidepanelerne er selvfølgelig kendt af de fleste, men fortæller stadig om den desperation, DDR afstedkom hos dets indbyggere. Jeg synes, at det er værd at se.

Udover museerne er der grundig info om DDR-tiden i de fleste guidebøger. Sæt dig ind i det - for med lidt af den viden i baghovedet er en tur gennem Berlins gader ekstremt gribende, når du pludselig opdager et tilmuret vindue, et stort område med tomme grund midt i mellem alle bygningerne, eller et kors der markerer et mislykket flugtforsøg.

Rejseguide til Berlin: Intro

2010-02-21T05:09:00.000-08:00

Introduktion: Berlin - step by step

Jeg har været i Berlin fire gange i alt.

Første gang som folkeskoleelev på lynvisit med min 7.klasse; en tur hvor murens fald ikke lå mere end fem år tilbage, og hvor jeg i øvrigt udviste den store historiske takt og indsigt at købe en højpuldet DDR-officerkasket med hammer, segl og det hele og promenere den rundt i byen fra Alexanderplatz til Brandenburger Tor.

Anden gang var som rundforvirret 1. G'er på udveksling, en tur hvorfra jeg kun kan huske alkoholrelaterede sekvenser: At tage fejl af kildevand og gin i en plastflaske på Kollwitzplatz, at blive fanget med kolossale tømmermænd i en demonstration på Kurfürstendam og kaste op i U-Bahn på vej hjem. Og så at spise middag hos en af vores udvekslingsstuderende, hvis mor var en ægte berlinerbohéme, som serverede sur rødvin og drev rundt i lejligheden i Prenzlauer Berg iført fire ægte tæpper, hår som en midaldrende havfrue og sølvsmykker nok til en mindre sigøjnerlejr.

Tredje gang var sidste år, hvor jeg tog afsted for at besøge Nikolai, der hver år i de seneste otte år er taget afsted til den årlige filmfestival, Berlinalen (Den med bjørnen).

Inden rejsen måtte jeg flovt erkende, at jeg trods de to forgående ture ikke anede en døjt om Berlin. Faktisk havde de rejser end ikke givet mig bare et forhold til byen, en konsekvens af at på det pågældende tidspunkt at have været teenager, en tid hvor man primært arbejder på et forhold til sig selv (Læs: Har hovedet oppe i røven).

Jeg plejede ligefrem at sige, at jeg aldrig havde været i Berlin, fordi sådan føltes det. Og det gjorde mig efterhånden til den eneste yngre dansker (i hvert fald på Vesterbro), som ikke betragtede Berlin som sit andet hjem og/eller mekka.

Så nu var det på tide at jeg fandt ud af, hvad det var, det med Berlin handlede om. Jeg gik seriøst til værks, både denne tredje gang og nu den fjerde, som var i år, igen i Berlinaletiden, og som jeg netop er kommet hjem fra: Der er blevet forberedt, læst op, skrevet ned, kigget kort, prøvet af og travet tyndt.

Mine anstrengelser bar frugt og succesen indtraf. Især efter denne seneste tur, hvor jeg omsider følte at jeg fik en smule overblik over den enorme by. Så på nuværende tidspunkt er jeg så overvældet af og forgabt i Berlin, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med det. Jeg kan godt forstå, at folk flytter dertil i folkevandringsmængder. Bare for at få mere, og dog nok aldrig det hele, med.

Men når en flytning ikke er nært forestående, så kompenserer jeg som jeg bedst kan: Derfor har jeg lavet en lillebitte guide over ting at se, gøre, købe og spise. Den kommer i fire afsnit og jeg håber, at den kan kan blive til glæde for andre, der kaster sig ud i Der Grossstadt for første gang.

...søndag.

2010-02-07T08:31:00.000-08:00

Fra bloggen til alle, der kender søndagsfølelsen.

'Sleepy Buildings' af The Gathering

Link: Her

Tekst:

Break yourself through the clouds
and build above those sleepy buildings
Mistified by your capabilities
all is yours if you can handle
Visable from higher than the sky
Plane and simple,
the facts are at your feet

Stones are snoring
Walls are breathing loud
Roofs are poking
Into cosmic mouth

Start the artifact
and build above those sleepy buildings
Only you
know what is the absolute best

Stones are snoring
Walls are breathing loud
Roofs are poking
Into cosmic mouth

Vi ses mandag. kh m

...Den er 100: foråret er på vej!

2010-02-03T05:12:00.000-08:00

I går var det Kyndelmisse: Dvs. den 2. februar, og traditionelt en fejring (?) af det kolde, snefulde vejr, som fortæller os danskere at, jep, den er go' nok, det er vinter.

Dagen har mange ting kørende for sig, blandt andet er den løsningen på en gåde, der har naget mangen et kvikt og selvstændigt tænkende skolebarn gennem tiden. Mere om det senere.

For nu skal det handle om forår. Pelsdyr og forår.

I USA siger man ikke 'künnelmeesa', det lyder bare for dumt. Til gengæld kalder man dagen Groundhog Day, og det er der en årsag til.

Ifølge en 129 år gammel tradition (Kyndelmisse er ældre, æv bæv, vi har haft skidekoldt vejr i millioner af år her på vore kanter) er det den dag på året, hvor det berømte murmeldyr Puxtawny Phil træder(dvs. hentes med tvang) ud af sin hule i en kunstig træstub i den amerikanske by Puxatawny, og derefter forudsiger, hvor lang tid vinteren vil vare endnu.

Hvordan den let overvægtige gnaver forudsiger det? Den fortæller ceremonimesteren - for der er naturligvis en større ceremoni og ståhej omkring det - om den har set sin egen skygge. Hvis den ser sin skygge, varer vinteren tre måneder endnu. Hvis ikke, er foråret på vej.

I går så Phil sin skygge, meldes det fra Puxatawny. Så umiddelbart skal I ikke pakke skitøjet for langt væk.

Phil er i de seneste år dog blevet angrebet for utroværdighed, fx. af amerikanske meterologer, som påpeger, at Phils præcision er kun 39%.

Desuden er der kommet flere murmeldyr med profestiske evner til rundt omkring i USA, bl.a. Shubenacadie Sam, Dunkirk Dave og Staten Island Chuck, som ved sidste års ceremoni bed ceremonimesteren, New Yorks borgmester Michael Bloomberg, i fingeren.

Desuden har jeg personligt mine tvivl om, at en gnavers forudsigelser om vejret i en lille amerikansk by også skulle gælde for Danmark.

Derfor tænker jeg: Jeg sover enormt meget i øjeblikket og kommer meget sjældent ud af min hule, jeg har lovligt meget vinterhi-sul på sidebenene og en klar tendens til pels på benene, jeg lever af en ensformig kost der indeholder spor af nødder, og i det hele taget har jeg mange træk, der kan kvalificere mig som murmeldyr.

Så lyt, oh lyt: Mumeldyret Marie fra Vesterbro har dette at sige efter at være blevet hevet ud af sit lune bo: I løbet af hele dagen i går, ude eller inde, så jeg ikke så meget som et hjørne af min egen skygge. Så venner - jeg vil vurdere, at foråret er stærkt på vej!

Her til slut om Kyndelmisses gåde: Den gamle sang går som bekendt:

"...og spidder sne på piggene/og nu kom Kjørmes Knud."

Det er evigt relevant spørgsmål når man joller 'Sneflokke' i musiktimerne i femte klasse - hvem er ham Kjørmes Knud?
Det, siger Politikens oplysning, er en metafor. For vinteren. Ligesom Kyndelmisse. Og de to ting er faktisk det samme. Kyndelmisse Knud, kunne han også have heddet. Eller hvad med Kjørmes Knud og Kyndelmisse som et par? De er skabt for hinaden, selvom jeg hellere ville sidde på bænk med Snemand Frost og Frøken Tø lige nu.

Uanset: Jeres lokale Murmeldyr forudsiger max en måneds tid endnu. Kom Marts, kom forår. Indtil da bliver jeg i min hule.

Sådan Ser Du no. III

2010-01-29T06:32:00.001-08:00

Sådan Ser Du: 'Watchmen' af Zack Snyder

Jeg kan ikke helt huske præcis hvor skuffet jeg var, da jeg havde set Zack Snyders filmatisering af Alan Moore og Dave Gibbons' skelsættende tegneserie 'Watchmen' første gang i biografen. Jeg kan bare huske at jeg var skuffet. Og at jeg blev mere skuffet jo mere jeg tænkte over den.

Jeg kan heller ikke huske præcis hvad, jeg var skuffet over. Men jeg ved, at jeg hadede, at der var ændret radikalt i filmens slutning i forhold til tegneseriens.

Det var ikke bare en nørds forudsigeligt konservative holdning til forholdet mellem tegneserieforlæg og filmatisering, hvilket som bekendt er et minefelt for enhver instruktør at bevæge sig i nærheden af.

Det var fordi, jeg ikke kunne se hvorfor. Forklaringen skulle efter sigende være, at Snyder og Co. havde ment at den oprindelige slutning var 'utidssvarende' i dag.

Jeg stillede mig uforstående: Hvordan kan et klimaks, der kombinerer Lovecraft-horror med Hiroshima-skræk nogensinde overskride sidste salgsdato? Folk er idioter.

Den anden ting, som jeg ikke kunne forlige mig med, var castingen af den usandsynligt ferske og jævnt uintressante skuespiller Matthew Goode som den mildt sagt centrale powerkarakter Adrian Veidt/Ozymandias. Goode kunne bare ikke fylde hverken rollen eller det drønfrække bodyarmour ud. Ikke i en eneste scene.

Castingen er ellers en af de ting, som virkelig spiller for Snyders film. Ikke bare fordi skuespillerne ligner deres tegnede forlæg (undtagen altså Goode), men fordi de også giver karaktererne en ny energi.

Jeg vil nemlig gerne understrege, at en filmatisering i mine øjne ikke bare bliver god ved at 'ligne'. Uanset om forlægget er en tegneserie, en bog, et teaterstykke, en historisk begivenhed eller en anden film, så er 'shot by shot' ikke nok til at få en filmatisering til at fungere.

Ændringer, fravalg og tilvalg er nødvendige for at få projektet til at lykkes. Tit taler man om at man skal have 'respekt' for forlægget. Men det er ikke alene det, der gør det. For meget respekt giver som regel en kedelig film.

Jeg tror snarere, at det drejer sig om, hvor dybt forlægget har inspireret den instruktør, der skal stå for filmatiseringen, og hvor dybt han/hun har forstået at analysere og fortolke den kunstneriske kerne i forlægget.

(Til eksempel er Terry Gilliams 'The Fisher King' den bedste filmatisering af legenden om Den Hellige Gral, fordi den ikke prøver at lave en ridderfilm, men er en kunstnerisk fortolkning af forlæggets budskab - og af dets narrative absurditet).

Idéelt set skal filmatiseringen kunne stå på egne ben og være et værk i sin egen ret, og det syntes jeg ikke at 'Watchmen' kunne prale af efter at have set biografversionen.

Den var så flot, så flot, ingen tvivl om det. De havde endda også haft store nok klodser til at inkludere både ultravold, eksploderende vietcongs og (gode) Billy Crudups full frontal blå CGI-tissemand. Men alligevel var det så skuffende. Filmen virkede bare ikke. For udover de nævnte to skuffelser mht. slutning og skuespillervalg, så var der også mere graverende grunde.

Tempoet var den fx. helt gal med. Historien var langtrukken grænsende til det kedelige, og samtidig blev tegneseriens ekstremt kondenserede indhold afviklet så forjaget, at det må have sat alle af, som ikke man kendte tegneserien i forvejen. Hell, jeg havde læst den mindst 10 gange, og jeg havde svært ved at følge med!

Og så manglede der ting fra tegneserien. Vigtige ting. Nu har jeg lige agiteret for fravalg som en nødvendighed, men denne version af filmen led under dem.

De elementer, der var udeladt, var sådan set forståelige, set i betragtning af at tegneserien indeholder så meget stof, og filmens længde skulle passe i et biografformat. Så vælger man som regel de elementer fra, der ikke umiddelbart er benzin til rejsen ned af plot-motovejen - klart nok.

Men det betyder stort set altid, at filmen taber dybde. Tematikkens kompleksitet formindskes og slutresultatet mister påvirkningskraft og originalitet.

Det samme skete her. Og det var nok det mest skuffende, selv taget Matthew Goode og manglen på tentakler i betragtning.

MEN: Alt er ikke tabt! Takket være den moderne teknologis muligheder er der en ny chance for at se 'Watchmen' som Gud, Zack Snyder og Bluray vil have, at den skal se ud. Den hedder 'Watchmen - The Ultimate Cut. The Complete Story'.

Personligt er min oprindelige skuffelse blevet afløst af, at jeg nu sætter stor pris på filmatiseringen af 'Watchmen'. Jeg vil ikke sige for meget, men alt det, der ikke virkede i biografversionen, virker bedre eller decideret godt i denne version, og alt det, der fungerede perfekt i biografversionen - CGI, set design, cast (Undtagen...) - stråler derfor endnu mere.

Vil du også ha' det sådan her med 'Watchmen'? Læs videre.

Sådan gør du: Følg denne fire-trins-guide og opnå den maksimale 'Watchmen'-kvalitet.
Disclaimer: Hvis ét eller flere af disse trin udelades, kan jeg på ingen måde stilles ansvarlig for en eventuel dårlig oplevelse. Tværtimod giver det mig retten til at sige 'Hvad sagde jeg'.

Trin 1) Læs tegneserien. Ikke bare fordi, at den er fantastisk, men også fordi at det giver dig en væsentligt bedre chance for at følge med i filmens handling. Du skal ikke nærme dig din DVD/Bluray-afspiller før du har gennemført dette trin, eventuelt et par gange.

Trin 2) Køb denne version af filmen: 'Watchmen - The Ultimate Cut. The Complete Story'. Det er ikke blot et strækt udvidet directors cut, men inkluderer også 'Tales of The Black Freighter': En animationsfilm over den comic-within-the-comic, som indgår i 'Watchmen'-tegneserien og som fungerer som en analogi for 'Watchmen's tematiske omdrejningspunkt: Hvor langt kan man som menenske gå for at gøre godt, før man gør ondt? Bluray er at foretrække, men mindre kan også gøre det.

Trin 3) Lav en portion popcorn af fornuftig størrelse og sæt dig godt til rette. Det er en 3½ time lang film, du skal til at se, så komfort og næring har prioritet. Da der desuden er meget at holde øje med i hver scene, bør du placere dine popcorn indenfor rækkevidde, så du ikke skal slippe skærmen med øjnene for at indtage dem. På billedet man ser hvordan:

Trin 4) Se filmen. Formentlig har du nu allerede fået en langt bedre oplevelse end de mennesker, der kun har set biografversionen. Men det sidste trin, du skal igennem for ultimativ fornøjelse af 'Watchmen' er dette:
To måneder efter at du har set din 'Ultimate Cut'-version, skal du sætte den på igen og se den én gang til. På dette tidspunkt vil du være kommet dig over din frustration over de radikale ændringer i filmens slutning i forhold til tegneseriens.

Derfor vil du nu med stor sandsynlighed kunne se, at disse forskelle giver en anderledes, men faktisk rigtig udemærket afrunding af plottet og af centrale karakterer.

Og endelig vil du gennemleve et for en nørd meget sjældent fænomen: Følelsen af at tilgive* og derpå værdsætte en filminstruktørs ændringer i et værk, du elsker.

God fornøjelse. Og husk nu popcorn'ene.

*Undtagen castingen af Matthew Goode. For den er der ingen tilgivelse, i denne verden eller den næste.

Sådan Ser Du no. II

2010-01-28T12:00:00.000-08:00

Sådan ser du: 'Alexander' af Oliver Stone

Velkommen tilbage til min filmguide, hvor vi går direkte videre fra 'Troy' til endnu en sandalfilm fra 2004. Måske var der udsalg i Acme Ancient Set Designs det år? Et tilbud, hvor man fik lov at trække et manuskript i en automat ved køb af 20 alabastersøjler og et divangruppe i mørkt træ?
Det ville forklare meget om Oliver Stones kolossalt kedelige tour de force med Alexander den Store. Her har vi 'Imperiet rundt på hesteryg', krydret med overdrevne stunts og overspillede følelsesudladninger hvor en hvæsende Angelina Jolie angriber alt omkring sig med en attitude som en vred knæler med silikonelæber.

Colin Farrel som Alexander ser underlig ud med afbleget hår, og virker besynderligt afgrænset fra resten af filmen i mange scener. Det virker som om at Stone har taget sin hovedpointen - at Alexander i sidste ende kæmpede alene - lidt for bogstaveligt når det kommer til hans hovedrolles vilkår.

Og handlingen? Tja, nogle mener, at 'Lord of The Rings' er trættende, fordi det er én lang gåtur mod mere krig. De skulle bare se 'Alexander'.

Jeg er klar over, at verdenshistorien generelt lider hårdt under mangel på plot. Men at det forklarer stadig ikke at en stor instruktør som Stone taber tøjlerne så meget som han gør her, og ender med en meget lang, ufokuseret tomgang af en film. 'Alexander' er langtrukken, ufokuseret og udmattende.

Det gør det nærmest til en method-oplevelse af se den: Hvis man holder ud til den bitre ende føler man selv, at man har siddet på ryggen af en hest i 12 år som kavellerist nr. 238 fra højre, sjette kolonne, Alexanderkompagni 5, og ventet på at The Great Guy giver en lov til at lukek, slukke og gå hjem.

Men, ingen film med sjovt hår og krigselefanter i er så skidt, at den ikke er god for noget. Der er en måde at få 'Alexander' til at give andet end sadelsår:

Sådan Gør Du: Tag din remotekontrol og sæt filmen på 'lydløs'. Lav derefter selv replikker til - som om det var en Monthy Phyton-film.

Det fungerer selvfølgelig bedst, hvis du ser filmen sammen med mindst én anden person. Så kan I holde dialogen kørende henover scenerne, og I vil være overraskede over, hvor let det virker.

I skal naturligvis lave overdrevne britiske accenter og tale med høje, skingre stemmer. Tænk Terry Jones og Michael Palin i 'Life of Brian'. Og anlægge en anarkistisk, anakronistisk tankegang generelt. Så kører det af sig selv:

"No. I shant give you my Coca Cola bottle. Shant!"

"Well, I've got you by the knickers, and if you don't hand over that Coca Cola bottle, I'm going to administer onto you a wedgie of frankly epic proportions. Now give here."

Et andet godt tip er at koncentrere sig om et par statister i baggrunden af scenen og give dem stemmer i stedet for at lægge lyd til hovedrollerne:

"Who's that one up there yelling?"

"Alexander the Great, I think."

"Alexander the who?"

"The Great. He's great, apparently."

"He doesn't look that great to me!"

"Nah... I've seen greater."

[pause]

"Now my cousin Francis. He's great, all right. Great as they come"

"I dont' even think he looks large. More of a medium, really."

"Havn't seen him for a while. But last I saw him, he was definately great."

"I think he looks like a poofter!"

"Yes indeed, Francis... there's a great guy, if I'm any judge."

Og sådan kan man blive ved, scene efter scene og komme hele Makedonien rundt med et smil på læben. Allways look at the bright side.

Sådan Ser Du no. I

2010-01-27T09:33:00.000-08:00

(Jeg skal lige tage tilløb før jeg anmelder det feministiske dameblad. Så vi prøver et nyt format af, som jeg har tænkt mig at gøre lidt ud af på bloggen. Jeg vil gerne skrive mere om film, men ikke decideret anmelde. En måde tænker jeg kunne være at lave små 'viewers guides'. Her er første forsøg.)

Sådan Ser Du: 'Troy' af Wolfgang Petersen

'Troy' fra 2004 er ingens yndlingsfilm, og man forstår hvorfor.

Hvis man ser den for sandal-slå-på-tæven er der ikke nær nok vold og blodsudgydelse til for alvor at tilfredsstille.

Hvis man ser den for store følelser, er der klart noget at komme efter, især i forhold til våbenbrødre, fædre og sønner og modstandere på slagmarken og den slags bravado.

Kærlighed mellem mand og kvinde (Man har sjovt nok ikke turdet lade Achilleus' forhold til sin elsker Patroklos være andet end platonisk venskab mellem fætre) er der skam masser af.

Men for det meste af den Hollywoodske slags, der bliver på overfladen af de smukke skuespilleres ansigter. Og som bliver meget kedelig at se på i længden (undtagen når Brad Pitt er involveret, og det vænner vi tilbage til. Men det er caliente hvad der forgår mellem ham og den væsentligt opgraderede Briseis-figur!).

Men: Taget i betragtning af at dette er en af de største kærlighedshistorier i verdenslitteraturen, så er det interessant, at den mest gnistrende kemi er mellem mænd i kamp og ikke mellem de unge, fordømte elskende, dvs. Paris og Helene.

Hvis man ser den fordi man elsker alt der er episk, lever dens manuskript og production design ikke op til forgængere som fx. 'Gladiator', 'Lord of The Rings' eller 'Braveheart'.

Manuskriptet er en historie for sig (på flere måder), og det kommer vi til. Looket er 'greek 'n' glamourous', og set design falder ofte igennem med kostumer og kulisser, der ser ud til at have lidt under de astronosmiske lønninger, som stjerneparaden af skuespillere må have suget ud af filmens budget.

Hvis man ser den fordi man er historienørd og gerne vil se Illiaden filmatiseret, er man værst stillet. For de friheder, manuskriptet tager sig i forhold til den oprindelige fortælling, må give enhver med en vis indsigt i Homer eksem.

Jeg er helt med på, at filmen ikke skal/kan følge de homeriske vers til punkt og prikke, og der er flere af de mere markante ændringer der faktisk giver god mening og tilfører filmen noget unikt for den. Fx fungerer det rigtig godt at man har fravalgt at have de græske guder som fysiske aktører i filmen, som de er i fortællingen.

Det giver filmen et rum for sekulære overvejelser omkring, hvor mennesker står når de fortolker 'gudernes vilje' - hvilket også er en metakommentar til selve Homers fortælling. Men der hvor det går galt, helt galt, er afrundingen og afslutningen på filmen:

Her er der truffet nogle dramatiske valg, som underminerer hele Illiadens plotstruktur og dybere mening i forhold til hybris-nemesis. Disse valg bærer i så høj grad præg af overfladiske publikumshensyn og mangel på nosser, at de ikke kan afføde andet end klichéer - og heller ikke gør det.

Uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at det grundlæggende handler om hvem der overlever, hvem der dør, og især hvornår og hvordan de gør det.

Det svækker fortællingens indre logik, og dermed også filmens egen, i en sådan grad, at den fiser ud og bliver ligegyldig for en som helhed.

Jamen, er det ikke rigtigt - 'Troy' er aldrig en titel, nogen nævner når man taler om favoritter eller på anden måde markante film?

Der står gode og et par decideret stærke scener tilbage når man har set 'Troy', men som episk film fra start til slut er den mislykkedes.

Men: Her kommer Sådan Ser Man ind i billedet. For der er en måde at se 'Troy' på og få en god filmoplevelse ud af det.

Sådan gør du: Sluk filmen efter scenen, hvor Hektor og Achilleus kæmper mod hinanden på den støvede, grusomme slette foran bymuren.

På den måde får du de rigtig, rigtig fede kampscener i filmens begyndelse med, du får de brutale, græske konger (bl.a. Brendan Gleeson, aka. Hamish fra Braveheart, som Menelaos!), og du får Erik Banas gode og rørende heltespil som Hector med.

Du får den del af Paris-figuren med, som Orlando Bloom var perfekt catstet til: Den del, som er den originale figur, en umoden tøsedreng der godt nok har en sjover der tænker for ham, men ingen kugler når lokummet brænder under Apollon.

Du får også Sean Bean som spiller rollen som den snu Odysseus så godt, at man sidder og håber på en 'Odysséen'-filmatisering med ham i hovedrollen (Men måske ikke lige med Wolfgang Petersen som instruktør...).

Og, og dette er ingen lille ting, i nogen forstand: Du får Brad Pitts fuldkomment overjordisk pumpede fysik med; velolieret, smagfuldt belyst, afklædt til det uanstændige og med en alfahan-attitude der er stærkt overbevisende.

Jeg siger jer, mine damer og herrer der er til herrer: Der er scener dér, der ville kunne få hele Dannerhuset til at spinde, Pan til at genåbne og Dronning Dagmar til at rejse sig fra graven, knappe en knap mere op i særken og booke en kærre til Peleponnes - one way ticket.

Normalt ville jeg ikke fremhæve noget så fladpandet som en skuespiller der ser godt ud, men det er altså ekseptionelt, det her. Og det er simpelthen en af filmens kvaliteter.

Grin blot hånligt, men det giver altså også tematisk mening: Hele historien handler om helte, og Achilleus-Brad Pitt er i en klasse for sig i heltegenren. He puts the hero in heroic. And in anti-hero. And in hero, as such.

Måske er du ikke til Mr. Pitt generelt, og fred være med det. Jeg har også set Benjamin Button.
Men hvis den her udgave ikke får dit blod til at rulle hurtigere, så er du enten 1) en håbløst heteroseksuel mand eller 2) frigid. Jeg siger det bare.

Summa summarum: Alt det, plus altså også den gode tvekampscene, får du altså i den første halvanden time.

Og det du slipper for ved at skippe den sidste times tid?

Det er alt det skidt, der gør at filmen fuser ud og ender med at irritere dig til du råber af skærmen.

Den time indeholder nemlig de mest graverende plotafvigelser, de tykkeste klicheer, det grimmeste set design (nemlig Trojas ødelæggelse. Et analogt billede kunne være: De store drenge i fritidshjemmet smadrer jeres pudeborg), en del tårer, samt ca. 25 døds- og afskedsscener i forskellige stadier af finalitet.

Og så undgår du også en horribel temasang hen over end credits. Den lyder som Stig Rossen ville gøre, hvis han mødte Celine Dions producere.

Sangen slår igen hovedpointen fast, som filmen allerede har gentaget med 15 minutters mellemrum: Verden vil aldrig glemme de mennesker, der kæmpede om Troja.

Og det er jo rigtigt nok: Achilleus, Hektor, Agamemnon, Menelaos, Ajax, Helena, Odysseus, Paris, Priamos. Navne som gymnasieelever stadig terper den dag i dag, og som aldrig er blevet glemt.

Filmen Troy, derimod, går formentlig en anden skæbne i møde. Det bliver aldrig den klassiker, dens forlæg er.

Men se halvanden time af den - så garanterer jeg for en oplevelse, du i hvertfald ikke har lyst til at glemme lige med det samme.

Om ikke andet på grund af det her:

...anmelder: CONSUME, afsnit I

2010-01-26T07:35:00.001-08:00

Altså. Jeg behøver jo ikke copy paste gamle ting ind. Jeg kan selvfølgelig også bare skrive noget nyt selv.

Så det gør jeg. Som lovet før vil jeg kigge på det nye kulturkritiske og feministiske magasin Consume, som udkom forrige uge.

Se hjemmesiden her: http://consume-mag.dk/

Lidt baggrund:

Jeg har allerede på Facebook diskuteret det med et par kloge damer efter bedste evne, hvilket ikke siger ret meget, da ingen af os havde læst det endnu.

En af damerne, E., havde dog læst det første nummer, der udkom som en slags happening for halvandet år siden.

E. mente at det var for amatørisk og studentikost-dogmatisk skrevet til at gøre nogen som helst forskel, og at udmeldingerne omkring det nye nummer trak i samme retning. Den redaktionelle linje handler nemlig om et opgør med de gængse kvindemagasiners forbrugerisme og traditionelle kønsrollemønster.

Og det blev ganske rigtigt formuleret med nogle lidt forslidte gloser af kvinderne bag Consume, men det er nu ikke i sig selv noget, der tænder mig af.

Læs det selv her: http://politiken.dk/kultur/tvogradio/article881129.ece

Blandt andet skyder Consume på 'stiletfemnismen' eller damebladsfemnismen. Det vil jeg lige snakke lidt om indledningsvis. For jeg synes at det er i opgøret med denne begrebs-matrice, at Consume har en klar berettigelse.

Køn? Ja, det synes jeg da, jeg er...
Damebladsfeminismen eller stiletfeminismen er begreber der har bredt sig i kønsdebatten og mainstreammedier de seneste 10 år og som har det udgangspunkt, at ligestilling er opnået og er en usagt selvfølgelighed for enhver dansk kvinde - og i øvrigt et personligt projekt: Jamen, selvfølgelig er vi stærke og seje og vigtige og dejlige. Og skal vi så komme videre til interviewet med Tina Lund og fotoserien om jeans til alle kropstyper?

Det er med andre ord den holdning til køn, du hyppigst møder i de danske kvindemagasiner.

Generelt set kan man sige, at damebladsfemnismen sætter emner som udseende, forbrug, magt, ligestilling og parforhold fri af feminismens dogmer, og overlader det til den enkelte kvinde at forholde sig til udfra sin personlige erfaring.

Og så kalder den det 'girl power' at købe sine egne Christian Loboutin-sko og at give sin kæreste 'oralsex - så det også er godt for DIG'.

Feminist eller forfængelig?
Som jeg ser det dækker damebladsfeminisme i bund og grund over, at man gerne vil være fri til at være forfængelig og feminist samtidig. Og til at tilpasse sig samfundets normer uden at føle sig underlagt dem.

Men kan man det? Kan man kalde sig feminist i ordets egentlige forstand og stadig i mange henseender tænke og handle som en u-emanciperet kvinde - især i forhold til sit forbrug, si krop og det modsatte køn?

I udlandet kan man godt. Der kan man alt muligt med femnisme. I fx Sverige, Frankrig, England og USA er det ikke så tabuiseret et begreb, og måske derfor langt mere fleksibelt.

Men i Danmark er feminist stadig en term der har en tung marxistisk arv hængende, plus en masse fordomme. Derfor er det som om, at det er enten-eller indenfor selv termen. Enten er du feminist af den gamle og noget propagandaprægede skole, som Consume bekender sig til.

Eller også går du i den helt anden grøft og fraskriver dig alle de værdier, som kendetegner feminismen, udover den der drejer sig om at kvinder grundlæggende er lige at stille med mænd. Men nogen kamp for noget er der ikke tale om - man kunne så nemt komme til at træde nogen over tæerne.

Hykleri fra alle kanter
Jeg gør lige min position klar her. Den er først og fremmest hyklerisk. Jeg køber kvindemagasiner, jeg læser kvindemagasiner og jeg skriver for kvindemagasiner. Kill me.

Men når det er sagt, så er jeg ikke fan af bladenes genrelle indstilling til køn, kvindeimage og kroppe.

Jeg bliver gang på gang provokeret af overfladiske hævdelse af en interesse for en stærk kvindeidenditet, og så de utallige underliggende diskurser, der tjener til at underminere vores selvbillede, fintune os som forbrugere og så tvivl om den virkelighed, vi befinder os i.

Lad mig komme med et eksempel: Et dansk magasin, der markedsfører sig meget Oprah-inspireret på at kvinder skal elske sig selv som de er, handler nærmest udelukkende om kropsmæssige emner: Slankekure, plastiske operationer, foryngelseskure, sundhedskure, makeovers, motion - og bladet føler sig ikke hævet over at bringe tips til at tabe to kilo på to dage, med en kur hvor du udelukkende må drikke kogevand fra porrer. Husk nu at elske dig selv imens.

Det er den form for forløjet feminisme og kvindeimage, Consume vil gøre op med. Og det er der sådan set ingen tvivl om, at de gør.

Spørgsmålet er, om de gør det på en måde, som folk vil engagere sig i og lytte til. Det kigger vi på i næste kapitel af CONSUME, afsnit II, hvor vi også vil indrage en anden anmeldelse af magasinet, så jeg har flere ting at skyde på. Bang!

...ikke helt klar.

2010-01-26T06:53:00.000-08:00

Hm. Der er et eller andet spidsfindigt med at kopiere tekst over i blogformatet, som jeg ikke kan huske. Jeg kan i hvert fald hverken højreklikke-copy-paste eller ctrl-copy-paste, så indtil jeg kommer i tanke om hvordan man gør, så er der ikke nogen klummer eller andet at læse. Sorry.

Hvis nogen ved tricket, så skriv det lige.

Og åh ja - hvis nogen ved, hvorfor Facebook ikke adlyder mig lige nu ('Hovsa! Der er sket en fejl..') og ikek har gjort det i et døgns tid eller to, så må I også gerne sige det.

Personligt tror jeg bare, at robotten er sur på mig. Men jeg er også sur på den. Så det.

Knock, knock...

2010-01-26T06:19:00.000-08:00

I går lå jeg søvnløs i et par timer og havde dermed lidt tid til at gennemgå kartotekerne i min hjerne. Og et sted mellem gamle skænderier, kommende artikler og en ukomplet liste over hvilke koncerter jeg så sidste år, dukkede pludselig passwordet til min blog frem.

Det er nemlig én af de ting der er årsag til, at jeg ikke har skrevet herinde i ... over et år?
Ren glemsomhed. Hvad var det nu det password var?

De andre årsager, som klart har betydet at jeg ikek har anstrengt mig så megte for at finde det password, er, at jeg har arbejdet som skriverobot i de seneste tre-fire år i streg.

Nu er jeg freelancer. Det betyder to ting for blogmuligheden:

1) Der er ingen der tjekker hvad jeg laver, sålænge jeg afleverer til deadline.

2) Jeg har lissom fået lyst til at skrive igen. Altså skrive mere end jeg allerede gør. Hvorfor er en lang historie, som vi måske tager en anden dag, hvis nogle gider høre det.

Så knock knock - who's there? Er der nogen af mine tre læsere, der kan huske at det var en blog med det mundrette navn Okaysaasagdevijegvar? Ellers har jeg stedet for mig selv, og det er også ok. Internetbrugerkommentarer er det mest skræmmende i verden. Det har jeg lært af mine år som webjournalist.

Det er som om at en kommentarfunktion eller et forum har en Jekyll-Hyde-effekt på mennesker. Jeg mener, de kan vel ikke være sådan nogle afsindige, rasende og aggressive psykopater i deres hverdag allesammen?

Det værste er, at det også rammer en selv. Man bliver en gal posedame - eller sarkastisk idiot- af at skrive kommentarer på nettet. Når folk er så latterligt åndsvage, stimulerer det mærkeligt nok en selv til at følge trop og rase mod dem på samme niveau.

Men det må man så ikke, hvis man sidder som professionel person og lægger artikler ud på nettet for sin arbejdsgiver. Og jeg kan hilse fra mit professionelle jeg og sige, at det nogle gange har været rimeligt frustrerende at skulle lægge bånd på sin indre Jesper Langballe når en eller anden anonym spade hældte galde ud over det arbejde, man lagde sit hjerteblod i. Og man bare havde lyst til at jorde dem så de gispede grus i dagevis efter og aldrig talte grimt på internettet igen.

Men nu er jeg mig, bare mig. Så regn med at jeg råber og skriger af jer, hvis I skriver noget ondt på min blog, imaginære læsere.

Derudover er jeg glad for at være tilbage...

Jeg starter med at lægge nogle af mine artikler og klummer op, da jeg har fået klager over at de bliver trykt i en pladderhumanistisk bøsseavis, som ikke kan fås i udlandet og Jylland.

Og så tror jeg at jeg anmelder et feministisk magasin og en anmelder, der anmelder det.

Og så må vi se. Og ses.
- m

...ikke opdaget

2008-02-13T08:49:00.000-08:00

Jeg troede, at det her blog som fænomen var overstået: Når alle fra Uffe Ellemann til Johnny fra Skjern har en, og hele TV2 hjemmeside er mere eller mindre skiftet ud med egne journalisters marinering i deres egne programmers fortræffeligheder og/eller forglemmelser, så må det vist være tid at lægge en hype alvorligt død.

Og død er hypen da også. I en sådan grad, at det at sige at man har en blog i min opfattelse i dag betragtes på linje med at udtale, at man stadig mener at Windows er the shit hvad angår styreprogrammer eller at Munthe og Simonsen er dansk mode, der rykker.

Du ved - "Jeg er med på beatet"-typen, der slet, slet, slet, SLET ikke er med på noget beat, hverken i 2-, 3-, eller 4-fjerdedelstakt.

Men dre er åbenbart stadig folk, der holder ved at blogge. Og som bliver til noget ved musikken ved at gøre så. Som fx. en af de for to års tid siden notoriske singlebloggere, hvoraf den mest berømte må være min føromtalte tidligere kollega, søde og kloge Charlotte Haase med sin Spacemermaid. Hende med bogen, ja. Dk's første blogroman.

Men en af hendes medsøstre er kaldet Singleton, aka Malene Weyböll, og hun er åbenbart blevet radiovært. Jeg ved ikek på hvad på P3, men Anders som arbejder i web-afdelingen herude hos Aller, kender hende, og fortæller, at det er en slags program med omvendt Hvem vil være millionær-struktur, så vidt jeg kan forstå.

Folk ringer ind, stiller et valgfrit spørgsmål til the artist formerly known as Singleton, og så har hun et kvarter til at svare på det. Alle hjælpemidler er tilladt.

Okay. Ophidsende koncept, umiddelbart. Det minder mig om, hvad jeg ville føle ved at se andre lægge kabale gennem en rude, mens de fik hjælp til det af deres onkel. Ja, jeg ved ikke helt hvorfor. Noget med graden af opfindsomhed og risiko.

Men uanset hvor dødssygt, det lyder, er jeg naturligvis drønfornærmet over ikke at være blevet opdaget på grund af min indsats for blogkulturen i DK.
Om ikke andet for variation og originalitet.

Alle andre bloggere har fandme fået en klumme i en gratisavis eller et kabel-tv-show eller en radiomikrofon at bræge ind i. Eller en bog- eller pladekontrakt, eller et VIP-kort, eller bare et fucking GO-cart! Und-tagen mig!

Jeg mener, hvem andre har både posts om tandlægebesøg, A-kasse, goth-koncerter, Irlands historie og bryllupsangst? Hvem har udleveret sine venner til skade for deres karriere? Hvem har lagt et billede af sig selv op som er så forvrænget, at hendes bror nægter at se på det? Hvem har talt for japansk prinsesse Masakos ret til ikke at føde drengebørn, og hvem har listet de fem mest overpricede ting i verden?

Hvem, spørger jeg bare, sagde vi jeg var...?

Men jeg ved, hvad der er galt. Jeg ved hvorfor jeg ikke er blevet spottet til et job som klummeskribent eller radiovært. Årsagen er dem samme som gør, at det er federe at høre historier fra dine singlesvenners natteliv end fra dine parvenners. Der er mere kusse, kasse og klaver i singlelivet.

Jeg har haft en blog med et parforhold. Og det er singlebloggerne, der ruler bloggosfæren. Der skal være hyppige dates og onenighters galore. Ak ja.

Det har 100% ikke noget at gøre med, at jeg skriver en gang om måneden, og at jeg har tre læsere på de bedste dage.

100%...

...i spaaaaaaaaahh....

2008-01-27T09:07:00.000-08:00

Jeg arbejder jo på det her kvindemagasin på nettet, http://www.oestrogen.dk/. Og der skriver vi om de ting, kvinder i følge målgruppeanalyser gerne vil læse om. Sådan noget som sex, samliv og spa.

Spaaaaa.... er der andre end mig, der får pels på tænderne bare af ordet efterhånden? Det tror jeg nok, at der er.

Men vi lagde alligevel det redaktionelle år ud med et spa-tema, og det var mig selv, der valgte det.

Årsagen var i høj grad, at før vi gik på juleferie var udsigterne til januar så uoverskueligt rædsomme, og tanken om at synke ned i varme dampe for at skyde virkeligheden fra sig allerede i uge 2, var meget trøstende for sjælen.

Så der stod vi med spa. Og det blev faktisk et helt ok tema, med lidt af hvert i dullegenren.

Men midt på ugen fik jeg simpelthen brug for at dukke op efter luft.

Jeg kunne ikke leve med, at SelvNess-bølgen endnu engang skvulpede derudad, med reperæsentanter for journaliststanden (Eller spinatfugle-standen) som velplejede mikrofonholdere for aromaterapi og hot-stone massage.

Og samtidig nægtede jeg at tro, at der ikke sad nogle kvinder derude, som også syntes, at livsvisdom kanaliseret gennem creme samt udnævnelsen af spa-indehavere til orakler er ved at være lige i overkanten.

Så jeg brød ud af dampene med en af mine klassiske udladninger af galde og spydighed, og bragte det på sitet som dagens temaartikel. Det føltes knaldeme godt.

For hvad er det egentlig med det dér spa?

Lad os starte med at slå fast: Det ér dejligt – næsten alt hvad der har med spa at gøre. Fred, ro, lækre dufte, bløde cremer, renhed, afslapning, frisk glød og fornyet energi.

Men alligevel kan begrebet spa godt komme til at få en kvalmefremkaldene effekt, efterhånden som det er blevet fast inventar på alt fra provinshoteller til Nettos spotvare-showergel.

Hvad er det med det spa? Hvorfor er det over alt, og hvad er det, det betyder i vores kultur, hvor det har skubbet coach af pinden som the thing to say and do – indtil alle kaster op.?

Først og fremmest er der ordet selv: Spa. Hvordan udtales det egentlig?

Er det med kort, fladt A som i Abe? - Så går tankerne straks til byggemarkedskatalogets Mallorcamodel i turkisblå plast, med kunstig træbeklædning og garanti for koli-bakterier i boblerne efter blot få bade.

Eller skal det siges på den måde, vi alle lærte af Ole Henriksen i hans one-man-and-another-man-show på TV2 dette efterår: Spaaaaa... – med et langt, dybt, kælent ahhhh i enden?

For så er vi med ét ovre i noget vældig fornemt – en verden hvor, ord som wellness og skønhedsguru er noget, man bruger med stor alvor.

At ordet Guru – helseguru, skønhedsguru, fitnessguru – dukker op gang på gang i det her miljø, siger en del om den stemning, der ligger som en velduftende, men lige vel tung, damp over spa-fænomenet.

Guru er det indiske ord for læremester udi åndelige sager, og det er ikke nogen nyhed, at krop og personlig helse efterhånden har afløst det religiøse område som der, bevidste mennesker søger til når de søger ophøjethed og indre balance.

Min Krop er mit Tempel var 1980’ernes aerobic-og-fitness-diciples slogan, og de lavede ab-crunches og kværnede kinakål. Men åhhh… over et par årtier blev det også lidt hårdt med al den motion og al den kål.

Så uden at skifte fokus væk fra os selv, fandt vi mere komfortable løsninger, så fitness blev skiftet ud med wellness, og vi i dag kan sige: Min Spa er mit Tempel.

Her behøver du ikke at yde – du skal kun nyde. Alle handlinger udføres af andre agenter: Massører, aktive cremer eller aromadampe med dynamisk effekt på blodomløbet. Du kan bare lægge pengene and kick back and relax – og ud kommer du med et fornyet image som afbalanceret, hipt overskudsmenneske.

Det har aldrig været lettere at pleje glorien om egoet – du kan endda friske den op med den lille spray med thermisk spa-vand i tasken!

Ak ja, ak ja.... Man kan ikke gøre meget andet end at vente på, at dampen går af spa-ballonen, og hype’en lægger sig. At bodyscrub mister sin magi, og at muddermaskerne kastes.

Så vil det, der er tilbage af spa, forhåbentlig bare være det rare, det velgørende og den fornyede energi. Helt uden selvfedme, snobberi og selvindsigt på spraydåse.

Ps. Er du en af de mandlige læsere på bloggen her? I så fald: You've been punked! Du har lige læst en artikel fra et kvindesite. Det meste af det, i al fald....

... voksen?

2007-12-28T06:51:00.000-08:00

I år var virkelig det år, hvor jeg blev voksen, tror jeg. På nogle punkter. Især med hensyn til at gå på arbejde. Det har jeg gjort virkelig meget, og derer også kommet end del resultater ud af det. Men der er også gået tid fra andet - andet, som er vigtigt, og som, hvis det ikke er der, får ens sjæl til at skrumpe.

Det ikke fordi der ikke har været tid til leg. Jeg synes at jeg har været til gode fester, haft store oplevelser, ikke mindst i Afrika, haft megen grin og glæde, og takket være både Nikolai og min elskede familie, men også nye og gamle venner og mine fabelagtige kollegaer, er der blevet drysset et rigt mål af stjernestøv hist og pist på min vej.

På min 28-års fødselsdag, udtalte jeg - lettere snøvlet af vino og rørelse - at jeg aldrig havde haft det så godt som nu. Og det er nok stadig rigtigt. Jeg har aldrig været glad så længe ad gangen som i disse tider. Kortene har aldrig ligget bedre, ser det ud til.

Men ...for der er et men.

Der har været meget lidt tid til eftertanke. Jeg var engang vant til at bruge langt mere tid på at fordøje, fortolke og overveje begivenhederne, end på egnetlig at udleve dem. Det var ofte et grusomt spild af tid, men også noget, der samlet set har gjort mig lidt klogere på mig selv hen ad vejen.

Nu kan jeg godt se, hvordan det kan være, at hårdtarbejdende voksne mennesker kan ende der, hvor de vågner op en morgen efter 25 år, hvor livet har kørt derudaf og det ene kapitel har tagte det andet, og så slår de øjnene op, ser pludselig sig selv udefra og indefra på samme tid, helt klart for første gang i mange år, som om nogen åbnede et vindue og kold morgenluft fløj ind og ned gennem sjælens vortex og skabte passage - og så tænker de: "Hvordan dælen er jeg havnet her?"

Og så sker der alle de ting, som så sker: Nogen lukker hurtigt vinduet igen, køber en SUV mere og en Porshe, nogle får en efternøler eller en elsker, nogle smækker vinduet op på vid gab og bliver psykoterapeuter eller fåreavlere, nogle bliver skilt, nogle siger op, nogle kaster sig ud af vinduet og nogle tænker:

"Nu går jeg ned i køkkenet og snakker lidt med min kone/mand om det, og måske skulle jeg tage en øl med min bedste ven snart og høre, om han/hun har nogle bud på svaret - og så tror jeg at jeg skal kigge det hele lidt efter i sømmene, og lave noget om, hvis det strammer."

Der er ikke en rigtig måde at reagere på. Men det er meget populært at reagere midt i livet.

Hvad nu, hvis man er en af dem, der reagerer hen ad vejen? Jeg vil hellere justere tingene gennem livet. Samtidig ved jeg, at det gør det svært at være glad i nuet og alt det, og hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne være rolig og tilfreds i stedet for grundbekymret for tingenes tempo og udvikling.

Men jeg ER simpelthen bange - jeg er rædselsslagen - for at tage det hele for roligt, og så vågne op den morgen og opdage, at behovet for justeringer er så stort, at det ikke kan gøres uden at ødelægge maskinen.

Jeg ved, at de gange, hvor jeg ikke har reageret når noget strammede, er det kun blevet værre, og det har efterladt sår.

Jeg ved også, at de store justeringer, jeg har gjort, har været de vigtigste og bedste ting, der er sket mig,og de har betydet alverden for mig.

Derfor bliver jeg bekymret, når jeg opdager, at jeg sidder i en situation, hvor jeg ikke har plads til at tænke efter. Hvor jeg er for træt og frustreret og forvirret og ansvarsbebyrdet til at orke at grave ned eller se frem. Hvor TV får lov at gøre det ud for tanker, og hvor den frie tid bliver fydt med ting, der bare skal holde én i godt humør indtil næste arbejdsdag.

Og hvor man bliver bange for, alt det, der kan ske, hvis man rokker ved tingenes tilstand.

Men så må man tvinge sig selv. Så må man melde sig ud af flinkeskolen, finde noget mod og noget energi. Jeg mener at huske at have gjort det før. Sidste år ved den her tid- og da var det endda værre. Meget. Der kom nytåret som en skillelinje, mellem grå, grå mental overlevelse og evig ked og håbløs, og så noget indre røvsparkning, som satte gang i det hele, da jeg ikke orkede at tude mere.

Så jeg kan nok også gøre det en gang til. Og en gang til. For det bliver ikke sidste gang, der bliver justeret henad vejen. Jeg skal fandme ikke ha' en placebo-Porsche om 25 år!

Godt nytår - det ER faktisk et punkt, som kan gøre en forskel.

...overrasket!

2007-10-07T08:41:00.000-07:00

Jeg har altid gerne vil ha' mig et surprise party - hvem vil ikke det? - men har aldrig forventet, at det faktisk kunne ske. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg regnede med, at nogen realistisk set ville føle, at jeg var elskelig nok til at de orkede at gå igennem alt det bøvl for min skyld.

Men men men...

Det var min fødselsdag i fredags, og for en måned tid siden annoncerede jeg for Nikolai, at jeg gerne ville spise middag med mine forældre og mine brødre og ham, den aften, ganske som vi plejer. Ikke noget vildt, for dagen efter skulle vi til bryllup hos Jens og Andrea - som vi lige kan benytte lejligheden til at ønske et stort tilykke med hinanden og sige tak til for en fed fest!

Men her var Nikolai pludselig på tværs. Han havde tænkt sig at han og jeg skulle hænge ud fredag, og der måtte jeg altså lige kappe navlestrengen og være en stor pige. Familien kunne jeg jo altid se.

Jeg kviede mig, men var alligevel meget smigret af at blive inviteret ud af ham, bare sådan helt solo-romantisk, så jeg tænkte tingene igennem, og regnede ud, at jeg sagtens kunne nå at presse en Afternoon Tea-fødselsdag med familien ind mellem vielse og bryllupsfest om lørdagen.

I den næste måneds tid stiger spændingen omkring hvad vi mon skal den aften, ikke mindst fordi jeg får at vide, at jeg skal have fint tøj på. Men ikke for fint. Samtidig får jeg også klaget mig lidt over hans tromle-agtige tendenser: Når jeg nu plejer .... Men okay, jeg er en sucker for surprises.

Det er er, hvad der skete - og jeg advarer: Normalt er det en slags pointeret historie, jeg fortæller her på bloggen. Det her er mere sådan what-went-on. Men det var bare så skønt, at det skal skrives ned. Her kommer det blow-by-blow for overskueligheden skyld.

Fredag, 09.00 (Okay, 09.15..): Tager på arbejde efter fødselsdagsmorgen med dejlige gaver fra Nikolai. Et smukt gavemix af triphop, filmklassikere og velour. Spisre morgenmad med kollegaer, og får smukke blomster og fine ørenringe samt booze. Toppen.

15.00: Tager afsted fra arbejde, med afskedssalut fra kollegaer, bla. Natascha, som alle er meget nysgerrige omkring hvad Nikolai mon har fundet på, at jeg skal i aften. Det er jeg også.

16.00: Stiller hos Nikolai iført nye glimmersko og sølvkjole. Har givet den hele armen og bevidst glemt det med "ikke for fint". Jeg vil glimte igennem, hvis vi skal sidde og stirre hinanden romatisk ind i øjnene hele aftenen. Jeg tror, at vi måske skal i teatret eller operaen eller sådan noget, og der skader lidt sølv ikke. Så begynder turen.

16.00-18.00: Vi er i Grand. Vi skal se en film, det viser sig at være "Sicko", som jeg virkelig har glædet mig til. Michael Moore er virkelig for vild, jeg tror måske han er lidt et geni i min bog. Han er så skamløs at det gør ondt og godt på samme tid. Vi får nok at tale om i aften, tænker jeg.

18.00-19.00: Næste stop er en lille vinbar, hvor vi får et glas champagne. Skal vi spise der? Nej. Det er meget spændende og romantisk, men jeg tænker dog, at en middag på en eller naden måde vil blive lidt et antiklimaks når han bygger så meget op. Jeg mener, vi har jo spist ude sammen før, ikke? Det er jo ikke helt enestående, tænker den ret forkælede pige.

Så kører vi igen, ned mod Kgs. Nytorv og Store Kongensgade. Jeg tænker straks, at vi skla på Le Sommelier - noget, jeg faktisk har udvilet teorier om tidligere på ugen. Den restaurant er nemlig med i Reconstruction, en af Nikolais yndlingsfilm, og der løber det forelskede par fra regningen. Måske skal vi også det? Det vil være fedt, men lidt skuffende, når nu jeg har gættet det. Og kriminelt.

19:00: Vi kører ikke ned til Le Sommelier, men holder ind ved Restaurant Madklubben, et andet super sted, hvor vi dog har været før. Fint nok, tænker jeg, det er et godt sted, der vil jeg da også gerne spise i aften... og så sker der noget interessant: Jeg får øje på Nikolais søster Anouks kæreste Jeppe dernede, og skal lige til at sige det til Nikolai. For det var da et sjovt tilfælde.

Men så går det op for mig: Jeppe er omringet af Anouk - min far - min mor - David - Thomas - Marie-Louise - Iben - Nanna - Andreas Kiaby - Riina - og Natascha, som altså har siddet lige overfor mig for fire timer siden og sagt. "Ha' en god aften!" nok så uskyldigt!

De står i det lokale for private selskaber, som jeg svømmede hen over for nogle måneder siden, og sagde til Nikolai, at det ville være skønt at holde et selskab der. Det var der, han fik idéen, fortæller han mig.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg hopper lidt på stedet. Det er det mest vidunderlige syn, og nu skal jeg derned og have den dejligste aften, jeg kan forestille mig.

Og det får jeg. Alle er så søde og glade - og gode til at holde på hemmeligheder! - og jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor rørt jeg er. Og hvor overrasket. Ikke kun fordi at jeg ikke havde regnet med det, men også fordi at de allesammen stiller op til noget der handler om mig. Måske er det ikke så urealitsik i deres verden?

Jeg får gaver, vi får skøn mad, og far og mor, som er de gavmilde givere af aftenen, får mødt nogle af de mennesker, jeg altid taler om. Nikolai har arrangeret dette i månedsvis, og det er det perfekte selskab.

Ca. midnat: Vi går videre på bar. Heldigvis for nogle er karaokebaren fyldt tilranden, så vi går på Vertigo, ikke verdens dejligst ejoint, men Thomas' flinke ven Bondo er på arbejde dernede bag baren, og vi stoler på ham. Vi kan mirakuløst nok alle sidde ned, og der er både champagne og andre, mindre elegante men ikke uefne sager på bordet. Det er bragende. Jeg bliver hurtigt meget kærlig og ærlig i samtale. Jeg kan ikke lade være. Der er slet ingen huller i min glæde den aften.

04.00: Hjem. Jeg overlever fuld cykeltur, måske fordi jeg svæver et par centimeter over jorden. Koncenterer mig hårdt om tre ting: Sko af, ørenringe af, kontaktlinser af. Falder henrykt i søvn med al makeuppen på, ved siden af Nikolai.

09.00: Op igen.

09.25: Realistisk set op. Jeg har ikke tømmermænd, men jeg mistænker at det er fordi at jeg stadig er fuld.

09.25-10.45: Dress up til bryllup, herunder beslutning om outfit. Men stadig, komfortabel tid.

11.00: Vielse af Jens og Andrea.

11.20 (Ja, det var en topeffektivt eksekveret vielse) -12.00: Reception, hvor spisning af små butterdejsting med en kvist dild på eventuelt kan dublere for morgenmad, hvis dette ikke er nået. Mistanken var i øvrigt korrekt: Jeg begynder at få kvalme og miste orienteringen.

12.00: Hjem fra reception. Mit hovede sidder skævt på.

12.05: Køb af gave til Mor og Far som tak for forrygende arrangement i går.

12.10-13.00: Indkøb af alt hvad vi ikke købte ind i torsdags; inklusiv handy ting som fire liter mælk og en honningmelon, som faldt ud af posen otte gange på vej hjem ad Vesterbrogade. Jeg har lyst til at sove. Eller gå i bad. Eller aldrig at tænke på kage igen.

13.00-15.00: Organisering af Afternoon Tea; inklusiv bygning af lagkage, hakning af chokolade, vandbad, tackling af husblas, bagning af muffins (Forhindring no.1: Jeg kan ikke bage.), afsløring af den hemmelige opskrift bag æggesalat, sandwichmasseproduktion, frugtfad, ignorere tilstanden af mine thekopper (Forhindring no.2: Er folk ligeglade med skår? Måske.), etc.

13.35: Nikolai ankommer, påbegynder oprydning af lejlighed. Jeg er nået til at have et overblik over lagkagens individuelle dele, samt at have lagt frugt på fad.

14.05: Specialtropperne indkaldes: Jeg ringer til Marie-Louise og trygler om hjælp, og hun anokmmer beredvilligt, løser æggesalatens gåde og laver en million sandwich samt varmer kakaoen. Jeg når imellemtiden mærkværdigt let og hurtigt gennem muffinbagningen.

14.30: Nikolai har ryddet hel elejligheden op. Jeg går ind og flytter om på en peberkværn og et saltkar og mumler noget desorienteret om at de ikke skal stå der, og glemmer dem derefter igen, alt indenfor et minut. Jeg burde tage en lur nu. Jeg er virkelig rodet i hovedet, men kæmper med det, og viljen til sejr er stor.

15.00: Alle er forsinket. Hurra.

15.15: Vi har faktisk alt på bordet: Lagkage, muffins, sandwich, boller, frugt inkl. flugtmelonen, tallerkner, skårede kopper, kaffe, thé og kakao. Nikolai har pisket fire liter flødeskum, fordi jeg i min tågede tilstand kom til at svare ja, da han spurgte, om han skulle bruge al fløden.

15.20-17.00: Nu har vi også gæster. Mormor, morfar, farmor, far, mor, Thomas og Iben, samt mit toptrænede team Marie-Louise og Nikolai kan nu tage den med ro. Vi spiser, jeg får skønne gaver, det er hyggeligt, og vi har kun en bekymring: Er David ved at blive arresteret i aktion G13, noget storstilet BZ i nordvest for Ungdomshuset?

17.00: De fleste gæster er gået igen, mætte og tilfredse. Dejligt at se dem her, kan godt lide, når mit hjem også er et sted, der tælle på familie-Krak-kortet. David har ringet, han er rystet men ikke arresteret. Han kommer forbi - han får kage, og de går hjem. Så tar' vi lige en lur.

20.30-21.15: Vågner fra lur. På med tøj, bestil fastfood, spis, gøre os fine igen, og så til fest.

21.30-03.20: Fest. Med festaben Nikolai i forreste geled. Jeg er træt men glad, glad, glad.

03.30: Nikolai har fået hørt sit sidste musikønske med Tatu, og kan nu eskorteres fra festen af to hærdebræde mænd uden at stritte nævneværdigt imod. Jeg er taknemmelig. Nu skal vi sove.

Lidt af en weekend. Ikke bare druk, det kan alle sgu' finde ud af og det er efterhånden lidt overurderet, mener jeg - men kærlighed, venner, overraskelser, folk der mødte hinanden for første gang med stor succes, fandenivoldsk fest og champagne - det er sådan en omgang, der giver kloden, jeg bor på, et lille skub, så den kan køre med frisk, frejdig og fornyet hast rundt og rundt igen.

... i Aaaafrika, Aaafrika..!

2007-09-08T03:36:00.000-07:00

Så er dagen oprunden, hvor familien Lungebok/Kosten Pjoddersen + associates Jersin og Schulz letter rumpetterne og flyver til Sydafrika.

Vi skal jo ud at jage, og at bo i telte og at gå i ørkenstøvler. Men selvom der er så meget kahki-farvet tøj med, at Banana Republic ville få seriøs konkurrence hvis vi åbnede et udsalg i lufthavnen, så forudser jeg at det bliver mindre "Min afrikanske farm" og mere "Ørkenens Sønner".

Turens motto er sågar hentet fra de fire midaldrende sjoferters sommerrevy i år: "Altid på jagt efter eventyr - Altid i kamp med de vilde dyr!"

Jeg var i Afrika da jeg var 12-13 år gammel med Mor, Far, David og lille Thomas, nærmere betegnet Kenya - som jo er noget nordligere end vi skal nu - og det husker jeg som en stor, stor oplevelse.

Ikke kun fordi jeg fik malaria og fordi Thomas kastede op på gulvet i en restaurant og skvattede i en sø af flamingobæ, men også på grund af den helt anderledes enorme natur, og den nærhed, man oplevede som lille menneskeflok midt i det vilde.

Og ja - det var rimeligt vildt. Årsagen til at jeg fik malaria var fx., at jeg en nat skulle tisse, men opgav at gå hele vejen ud til toilet-teltet (Et telt med en skammel i), fordi der var for mange vilde elefanter, der trampede på det den nat.

Så jeg stak lige ud af teltet i stedte, men lod være at tage sko, bukser og strømper på, da jeg kun lige skulle ud, og blev derfor stukket af en ækel besmittet myg lige på anklen.

Og så var der fire dages nedtælling, før jeg vågnede en nat og skulle tisse igen - men denne gang var problemet, at mine ben pludselig var som smør, og jeg måtte kravle ud på badeværelset (Vi var nu på hotel) med dem slæbende efter mig. Og det mærkeligste ved det var, at jeg var ret ligeglad, og lagde mig til at sove igen bagefter. Sådan er det, når man har meget, meget høj feber.

Da jeg blev fundet næste morgen, blev jeg slæbt på mine slatne ben til et landsbylazret. Her huserede en enorm sort kvinde i en klassisk sygeplejerskeuniform med lille serviet på hovedet og det hele. Hun gav mig en pille så stor som en golfbold.

"Hvis det er malaria, slår den det ned. Hvis den ikke slår det ned, så ved jeg ikke hvad det er. Næste!", sagde hun.

Jeg husker en vis ængstelighed gennem febertågen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan min mor, som var ved sine fulde fem, havde det lige der. Værre end patienten, vil jeg tro.

Men golfbolden lavde Hole In One. I to dage rekonvalcerede jeg på et nyt hotel på et bjerg, i et lille hus med påskegul sengehimmel og samt udsigt til en sø fyldt med pinke flamingoer (Jeg husker min opvågnen som ret syret og væsentligt mindre virkelighedstro end feberen).

Derfor gik jeg også glip af Thomas' finte i flamingo-bæen, som dog heldigvis blev optaget på video, og som gav ham øgenavnet "Guano-skvatteren" for en kort tid.

Men jeg så ham kaste op på restaurantgulvet aftenen efter, og det var fair nok. Thomas var et sart barn når det slog ham. Og den forkælede italienske unge, der sad ved bordet ved siden af, spiste altså virkelig ulækkert.

Det lyder ret fækalie-agtigt det hele, men det er jo ofte ting med bæ og bræk, der skaber en god oplevelse for et bredt publikum. Men det var en vidunderlig tur, med mange andre oplevelser: Dyr, natur, dyr, vidunderlige stjernehimle, David og far, der fik diarré, fantastiske hoteller, kolde morgener og hede dage, dyr, nye venner og natur.

Det er vist sådan at Afrika er, og det glæder jeg mig meget til at opleve igen - som den person jeg er nu, og med dem, min familie er nu: Ældre, mere erfarne, bevæbnede, højere, og med bedre malariamedicin og mere stabil tarmflora.

Det bliver bedre dag for dag.

... klartskuende

2007-08-04T13:43:00.000-07:00

Den gode nyhed først: Jeg har fået kontaktlinser. På tide, kunne man mene, da jeg har -2,75 på begge øjne, og er for forfængelig til at bruge briller til hverdag. Så reelt set er alt i min synsvinkel, som er udenfor en afstand af 30 centimeter, et akvarelmaleri lavet af en 8-årig.

Og nu den dårlige: Hvis det "at have fået kontaktlinser" kan opfattes som at jeg nu permanent bruger kontaktlinser hver dag, så er det forkert. For det har vist sig at være et ufatteligt bøvl at få en rutine i gang med skidtet.

Jeg har købt mine linser hos en Discount-kæde, som er billig og som regel også god hvad angår service - det ved jeg fra brillekøb. Men nu da vi har bevæget sig ind på et mere kompliceret område, hvor der er mere fysisk kontakt og mere logistik involveret, så begynder tingene at blive mere vanskelige.

Min interaktion med min optiker er meget mærkelig. Eller rettere, mine optikere, for hos Discount-kæden er der flere optikere, der kan tage sig af én.

Den første jeg traf, og som solgte mig idéen om linser i første omgang, er en spidsnæset, arrogant halsklud-og-perleørenringe-pige med en overlegen mine og et udtryk af mellemsvær irritation over kunder generelt og lige præcis denne kunde i særdeleshed.

Det var super-duper hyggeligt at sidde med ansigtet 20 centimeter fra hende og prøve at sætte linser i for første gang, med sveden haglende og tårerne plaskende ud af mine genstidige øjne, der klappede i som en papparazzi-blænde hver gang jeg nærmede mig med linsen.

Hende undgår jeg helst.

Den anden er solid pige med en venlig, bekymret attitude. Hun skræmmer mig paradoksalt nok fra vid og sans.

Da jeg var til tjek hos hende første gang, sad jeg lidt og ventede for mig selv i et rum med en stor plakat fuld af totalskadede øjne. Det var øjnenes rædselskabinet: Mælkede zombieglugger, høj-rødsprængte øjenæbler, betændt blindhed og andre ting, der så grotesk smertefulde ud.

Da optikeren kom ind, spurgte jeg, hvad de billeder forestillede. "Det er den slags skader du kan få ved kontaktlinser, hvis du fx. får en ridse på hornhinden", svarede hun. Hvorefter hun kiggede mig i øjet, så alvorligt på mig og sagde: "Du har en ridse på hornhinden."

Jeg var muligvis lidt svær at tale ned derefter.

Men vi kom videre, jeg fik lidt teknik til udtagningen, jeg unlod at gå med linser i tre dage, fik dem på igen, gik til nyt tjek - for at få at vide, at jeg nu havde lavet ridser i begge hornhinder.

Og så så hun på mig med store, bekymrede øjne, der rystede mig endnu mere end jeg i forvejen var.

Jeg må have været helt hvid i ansigtet, for den samvittighedsfulde optiker sagde: "Det er klart du fik et chock ved den ridse sidste gang. Og så har du svært ved at styre det. Men bare rolig - du skal nok lære det", som om jeg havde mistet hele min familie i en zeppelinerulykke og nu skulle lære at gå igennem en Sportmaster og passere hylden med Footballs uden at få et skrige-fit.

Så forklarede hun mig (Igen) tålmodigt hvordan jeg skal "twiste" mine fingre, så neglen (Hvilken negl?!?) ikke ridser hornhinden. Og hun demonstrerede noget med øjet, hvor hun trækker linser ud i siden, så der er mere hvidt at trykke på.

Og jeg forsøgte at tage det til mig, vel vidende at en optikers øjen-controls er urealistisk heftige, og at mit eget øje er en særdeles kampberedt klump gele, som lukker og dodger som en professionel bokser. Og så gik jeg trist derfra, med yderligere tre dages linse-karantæne.

Jeg bryder mig ikke om at blive meget skræmt af en pige i æggegul polotrøje med firmalogo på. Så jeg vil prøve at undgå hende også.

Den tredje optiker er den, jeg bedst kan lide. Hun er en tynd, imødekommende kvinde, som sympatiserede med min bekymring for linser på Roskildefestival - fordi hun selv havde været der. Hun er sød og lidt goofy, og det virker som om at hende med opstoppernæsen og perleørenringene undertrykker hende lidt.

Problemet er bare, at hun er det svageste led rent optikermæssigt. Hun er konstant lidt forfjamsket og har mildt sagt ikke særligt godt tjek på sagerne.

Hun gav mig for høj styrke første gang jeg fik linser med hjem, hvilket gav mig hovedpine i en uge. Og derefter gav hun mig linser med forkert krumning, så de hele tiden gled nedad i øjet. Resultatet var, som når der kommer vand ind mellem dobbelte ruder - bare i mit øje.

Så hende tør jeg ikke rigtig satse på heller.

Og så har jeg slet ikke nævnt den mandlige optiker, der ville skændes med mig om hvorvidt jeg var fem minutter forsinket eller ej (Det var jeg og jeg indrømmede det, men det var ikke nok. Der skulle blod på disken), eller det faktum, at den første sending linser i skrivende stund ikke er nået herhjem til mig, skønt den blev afsendt 18. juli.

Discountkædens eneste forklaring er at skyde skylden på Postdanmark. Hvilket sikkert er helt korrekt, og noget jeg selv ville gøre når som helst, men det er også meget let, ikke?

Alt i alt er det sgu' noget lort indtil videre - også set i betragtning af, at mine øjne aktivt forsøger at frastøde skidtet hvert sekund de er i, og at jeg ikke kan finde ud af det med at tage dem ud uden at forette skade på mine øjne.

Men alligevel: Når jeg har dem på og har fred for svie, kradsen og kløe et øjeblik, måske fordi min øjnes nerver er lammet af ubehag-overdosis, så er det så vidunderligt at kunne se igen - lige så klart som alle andre kan.

Jeg fortæller hele tiden folk hvor smukke stjernerne/træerne/skyerne/gadelamperne er, fordi det virkelig slår mig gang på gang - at hele virkeligheden står så skarpt!

Og folk tænker: "Hun mangler virkelig inspiration. Om lidt snakker vi om vejret eller kongehuset." Men der tager de fejl. Jeg har bare fået øjnene op. Og derfor bliver vi ved, stædigt, til trods for bøvlet.

Så længe jeg ikke ender på anskuelsesplakaten om øjenskader fra Helvede, er det det hele værd.

...stadig tør

2007-07-03T14:00:00.000-07:00

Har I lagt mærke til, hvor dejligt vejet er lige nu, her i nat?

Det har jeg - for jeg skal snart ud og være i det ret så megte live. Festivalen kalder, selvom jeg vil indrømme, at dens kalden er dæmpet kraftigt af mudder og lyden af den sliende regn de sidste par dage. -"Hva' siger du? Jeg kan ikke høre dig ... Ud og mærke Roskilde? Ikke på de vilkår! Tal højere!"

De seneste meldinger er dog, at alle hygger sig derned ei vandland. Og jeg har købt regnsæt, fundet røjserne frem og så forede jeg vores lejr med halm i søndags, så en vis tryhed breder sig i kroppen.

...

Okay, men den halm var altså tør og hyggelig sidst, jeg så den. Så den giver stadig tryghed til mig på distancen, selvom den nok mest giver lugt- og fugtgener til dem, der lever med den pt.

Under alle omstændigheder så har jeg et tilbud til jer, der sidder festivalløse og lumrer den bag skærmene de næste par dage. I kan følge mig på Oestrogen.dk hver dag, når jeg skriver Roskildeblog - Not-so-chick-lit, er vist blevet payoff'et. Artiklerne kommer op daglig under området Nyheder og under Kunst og Kultur - Musik. Og hver af dem er tilmed illustreret med perler fra en til lejligheden lavet fotoserie, hvor David, Nikolai, min kollega Natascha og jeg tumler rundt med bajer, telt og badeand i et Clueless-møder-Roskildes-finest -setup.

Selv Allers husfotograf synes det var sjovt - sagde han. Så om ikke andet for billedernes skyld, tag et kig forbi Oestrogen-banken i weekendens løb. Måske er der også nogle, I kender, nævnt hist og pist i mellem linjerne.

Hyg jer, tørre tøsedrenge! Jeg er ude!

:D Marie

... på pause

2007-06-23T10:39:00.000-07:00

Hej.

Jeg vil bare lige sige, at jeg er her endnu. Jeg har været på arbejde. Og så er jeg bare træt, især computertræt, når jeg kommer hjem. Så blogging sniger sig langsomt ned i prioriteterne.

Charlotte, min tidligere kollega og i dag bedre kendt, i al fald i blog-verdenen, som SpaceMermaid, skriver et eller andet sted, at hun ofte hører folk, der siger at de ikke har tid til at blogge, og det kan hun simpelthen ikke forstå. For hende er det et must, hver dag, gerne flere gange.

Til det må jeg sige: Good on her, og det fortæller også noget om, hvorfor det blev hende , og ikke alle mulige andre af landets utallige bloggere, der udgav Danmarks første blog-roman ( "1001 tårs tøsetanker", udkom i maj ... vistnok. Tjek hendes blog på http://www.spacemermaid1001.dk/).

Men for mig er det sgu' bare ikke sådan. Jeg blogger langt, når jeg virkelig føler lysten til at fortælle en historie. Men de korte små hug, som de fleste bloggere deler rundhåndet ud af for at holde nyhedsstrømmen kørende, dem tager jeg egentlig kun af pligt, når der er gået så lang tid uden nyt, at jeg frygter at folk tror at jeg har givet op eller er afgået ved døden. Som fx. nu.

Det er jo det, der egentlig er rigtig blogging. En web-logbog. Hvor man, som på en båd, skriver alt hvad man laver af betydning ned, så eftertiden har noget at gå efter, når ens mystiske forsvinden i Bermudatrekanten skal opklares.

Jeg gir' bare ikke så meget for det. Jo, jeg kan godt lide at læse det hos andre, faktisk. Især hos Magnus', som altid skriver sjovt, overraskende og ærligt. Men når det kommer til mig selv, så føler jeg mig ikke spor tilpas med at belemre andre med små tilfældigheder og narscicismer fra min hverdag.

"Var på udsalg i Maga i dag, og prøvede en heftig pink læbestift. Besluttede mig at købe den, på trods af at den faktisk er alt for Vogue og vild til mig, og jeg tror at ekspedienten syntes jeg var ret sej, fordi jeg bare slog til i stedet for at stå og overveje i tusind år, sammen med de tre teenagetøser i skinnyjeans og store tørklæder, som fik smurt alle lipgloss-testerne ud over deres små hænder, inden de gik uden at købe noget.

Mit humør røg dog lidt ned igen, da jeg blev fanget i regnen udenfor Magasin, og stod i 20 minutter under en viadukt, mens vandet styrtede ud af himlen. Syntes at folk kiggede underligt på mig - mon det var læbestiften, og så det faktum at den var kombineret med min såkaldte Dollars-kjole (Navngivet af min kollega Natascha) med skulderpuder, samt mit hår, der har en naturlig drift mod at danne et højt, volumiøst pandehår? Altså, disse mennesker så for deres øjne, midt i regnen, et spøgelse fra deres fortid, lyslevende: Krystle Carrington - bare før hun fik sølvræven på hovedet. Forstår godt, de stirrede."

Det er da meget sjovt. Og det er sket. Men er det særligt spændende? Næ, vel? Det er ikke engang spændende for mig at skrive.

Så her på bloggen er det de lange, tunge sager, man kan forvente. Og derfor er der langt mellem snapsene. Sådan er det.

Lige nu gider jeg fx. ikke skrive mere. Jeg vil hellere ind og se "Grapes of Wrath", som jeg har snuppet på DVD fra mine forældre og som er på pause lige nu. Bogen er en af de sørgeligste, mest gribende og voldsomme bøger, jeg har læst, og filmen gør det godt: Den har spillet 20 min., og jeg har allerede haft tårer i øjenkrogene én gang, ved synet af en Oklahoma-daglejer, som opgiver at forsvare sin jord da Caterpillartraktorerne kommer, efter ordre fra "the company out east". Det er den mest effektive historie om menneskelig fornedrelse, hensynsløshed og alle de små egoistiske og grådige træk, der i den samlede sum af konsekvenserne bliver til ondskab.

Desuden er den fantastisk skrevet. Ekspressionistisme og socialrealisme hådn i hånd, til en roman skrevet med en civilisations hjerteblod.

Læs den. Og om to timer ved jeg også, om I bør se den.

- kys, m

Edit to timer senere: Det behøver I ikke nødvendigvis.

... filmhader

2007-05-19T06:27:00.000-07:00

Altså, jeg hader ikke film - men de film jeg hader, hader jeg. Og de fortjener at få det at vide. Denne tråd er inspireret af Nikolais ditto om samme emne, på http://www.fejerforfolk.blogspot.com , som igen er inspireret af filmkritikerlegenden Roger Eberts bog "I Hated, hated, hated this movie", en pragtfuld samling af eksempler på hvor virtuost man kan rakke noget hø ned. Se mere hos Nikolai, efter at I har læst min

Top 5 over film, jeg hader:

1: Rich Kids
2: How To Loose a Guy in Ten Days
3: The Bone Collector
4: Van Helsing
5: What Women Want

Uddybende:

1: Rich Kids (Danmark)
Det værste skodlort jeg nogensinde har betalt penge for at se: Det pinligste amatørskuespil, fuldkommen mangel på historie, verdens mest letkøbte morale blandet sammen med et mærkelig mix af skræmmebillede og facination af nogle røverhistorier fra nogle unger, der er vildt kede af at de kommer fra Herlev og ikke har gået på Øregård Gymnasium. Bræk, bræk, bræk og coke. Og så er det den billigst udseende produktion om dyre ting, jeg nogensinde har set.

Min respekt for Regnar Grasten, filmens producent, var i forvejen mindre end end tændstiksdværg, men efter denne film har borte for alvor taget den, og kun en gold grund af had, ægte had, er tilbage. Brænd alle kopier af dette makværk pronto!

2: How To Loose a Guy in Ten Days (USA)
Folk har det med at sige om chick-teen-flicks som den her, at "Det er ikke stor kunst, men de er nu meget underholdende". Nej. Det er kedeligt. Meget, meget kedeligt. Denne film er fuldkommen til grin, og her menes ikke "til at le af" - du ler ikke én gang i gennem det fuldkommen himmelråbende usandsynlige plot med dets overanstrenge humor og pinligt forudsigelige episoder.

To gode skuespillere ...okay, to lækre skuespillere... okay så, to lækre MENNESKER ... gør ingen forskel. Det er så røvsygt at man undervejs overvejer at skrive en guide til "How To Kill Yourself In Ten Ways". Den eneste formildende omstændighed ved denne idiotiske film er, at jeg så den i et fly, og altså ikke betalte penge for den.

3: The Bone Collector (Helvede)
Den her film er den ovenover, bare i action-krimi. Det jeg hader ved den slags film er, er at der er så mange af dem, at de sælger så mange biletter, at de koster så mange penge at lave og at de er så fucking ligegyldige og nemme!

Dødssyg, dybt ligegyldig og uoriginal historie, lækre/gode skuespillere, som ikke gør en forskel, forudsigelig til det tåkrummende og ofte ligeud idiotisk. Som fx. i det, at man aldrig får at vide hvorfor The Bone Collector samler bones fra sine ofre. Det er bare lige en lille finesse til at starte med, for at trække på noget Silence of The Lambs/Seven-effekt. Forskellen er, at i de film er der en pointe - ret stor pointe - med morderens makabre fikseringer. Her glemmer man den bare igen, når den lige har lavet en titel og en start. Dumdidum. Det stinker af metervare.

Og så ved jeg ikke hvilket nummer hjerneblødning, der satte ind kollektivt mod hele filmholdet, da der ikke var nogen, som tog bladet fra munden, og sagde at det måske ikke var den mest tjekkede eller skræmmende afslutning at lade morderen fise rundt og skrige "Would you like to be a zucchini? Zucchiniiii! Zucchiniiii!" i klimaks-scenen. At det bare var til grin og sindssygt - ikke som I at morderen var totalt for vild sindssyg (Helt sikkert hensigten), men at instruktøren var. Og desuden 8 år gammel.

4: Van Helsing (Legoland)
Det her er ikke et afskyvækkende, kvalmefremkaldende stykke filmrulle, som skulle straffes på livstid for overhovedet at spilde 2 minutter af nogens tid, som de tre ovenover - og den herunder. Det er bare en dårlig film. Dårlige effekter, dårligt skuespil, dårlig historie. Bare dårlig. Usyldig, uskadelig, dårlig. Og det er grund nok til at hade den, synes jeg. Det hele kan ikke være et festfyrværkeri. Lidt har også ret. På det jævne, på det jævne, også had.

5: What Women Want (Pygmæernes Rige)
Denne film representerer noget af det, der kan gøre mig mest rasende på en film: Kalkulation. Og ikke med et kunstnerisk sigte, men med sigte lige ned i pengepungen på os, publikum, kvæget.

Okay: Den hedder "What Women Want". Allerede der er det så tydeligt som det kan blive, vi giver jer hvad I vil have, og gider ikke engang finde på en titel til at dække over det faktum. Og hvad vil kvinder have, ifølge de mest ufarlige, kønsdogmatiske, bøvede, mandschauvanistiske teorier?

- En lækker mand, der har bukserne på og pikken fremme - I ka' jo li' det, tøser!

- At denne lækre mand kan læse vores tanker og forstå vores mindste behov - Ja, for I ka' jo ikke finde ud af at kommunikere det til os, vel, vi er jo for helvede ikke tankelæsere - typisk kvinder!

- At den lækre mand løfter os ud af problemerne i sine stærke arme - Sådan ender det altid, karrierekvinder mig her, I kan jo ikke finde ud af noget selv, vel?

- Et yndigt hus - I tænker jo ikke på andet.

- Mel Gibson - Så ham får I - ham ka' vi fyre også li, det er noget med Die Hard, og så har vi lige en scene hvor han er verdens bedste tyr på et lagen. Yes sir, sådan skal de ha' det, kællingerne!

Hvilken kvindetype vælger vi så til at matche den her mand og få filmens budskab igennem?

- En umiddelbart succesrig - men ulykkelig og usikker, selvfølgelig! - karrierekvinde, der prøver at sætte lækker mand på plads, fejler med det, fejler med sit eget job, fejler med alt tilsidst - og så kommer lækker mand og redder hende, endda med en lille rørende tale om, at hun har vist ham den sande vej. Ingen tror på det, men who cares. Happy end.

Og nårh ja. For at få hele den her latterlige kabale til at gå op, så er plottets omdrejningspunkt, at Mels rolle lige pludselig kan læse kvinders tanker. Og vupt, der har vi titlen - "What Women Want." Så gi' os jeres penge, piger. Her får I, hvad I vil ha'.

Det er så fucking lavt. Jeg hader, hader, hader den her film.

------------------------------------------------------------------------------------------

Det føltes godt, det her - skriv endelig jeres egne hadelister i kommentarerne, og husk at tjekke Nikolais side for mere kvalificeret filmhad!

... trist

2007-05-09T14:13:00.000-07:00

For tiden er jeg meget glad. Måske det gladeste jeg har været i længere tid af gangen, i mange år. Måske siden jeg var 15 år gammel. Måske. Man skal passe på med at måle glæde. Men glad er jeg. Det er en ret fed tilstand, som jeg bestemt synes fortjener sit gode ry.

Det føles lidt ligesom, at ens fødselsattest er blevet et årskort til Tivoli, med mulighed for fornyelse uden yderligere beregning. Man har betalt acconto ved tidligere lejligheder - med en valuta af møgdage, lorteuger og røv-år.

Jeg oplever at vågne hver morgen uden en hård klump i maven - en velkendt, tårevædet klump bestående af bekymringer, frustrationer og en panikædt fransk hotdog fra kl. 22.30 i går.

Det er måske ikke den store sag for jer andre, da I sikkert har levet ret klumpfrie liv. Og det er heller ikke fordi, jeg har levet i en konstant klump-præget tilstand de sidste 12 år. Klumpen min er gået til og fra, men i perioder er den blevet rigtig længe, og den kommer sikkert igen en dag.

Men lige nu er den væk. Og det har den været længe - siden nytår, mere eller mindre. Når den er dukket op på det sidste, opløses den igen i løbet af en dags tid. Nogle gange endnu mindre tid. Nogle gange kun den tid, det tager, at få et kys og få en kop thé indenbords.

Det gør mit liv så let at være glad. Og det virker selvforstærkende: Ting går ikke så galt, som de gjorde før. Eller måske gik de aldrig så galt, som jeg troede. Det føltes bare meget galt, fordi alt andet også var det, og fordi der lå en klump af piv, ynk, trist og tvivl i maven og gjorde det pænt svært at slå en perlende latter op, når jobansøgningerne ikke gav resultat og manden i ens liv sov med ryggen til om natten.

Det er væsentligt lettere at få latter frem nu, selvom perlende nok er så meget sagt. Det er et hit at være glad - alle burde prøve det.

Derfor, mine damer og herrer, vil det nok vække undren hvad jeg nu vil skrive. For nogle gange føler jeg en sær trang. En mærkelig længsel. Mor vil hade mig for at skrive det her.

Jeg får lyst til at være trist.

Det kommer ofte når jeg hører en melankolsk sang om tab og tristesse, eller ser på noget natur, der enten falmer trindt om land i efteråret (Og gør alle lidt smådepri bare som en hobby) eller - og det er endnu mere mystisk - er noget med en lys nat i den tidlige sommer, hvor luften har syrenduft og gadelamperne udsender sådan en nostalgisk Danmark-besat-agtig halo af elektrisk lys med små sommerinsekter i. Så går jeg alene, og tænker på, at jeg ved, hvordan man ville have det, hvis man var trist lige nu, og så længes jeg efter at opleve følelsen selv - den velkendte, sjælfulde, poetiske tristhed.

Okay. Wierdo.

Fair nok, at man kan føle sig lidt grådlabil når man ser efterårets komme eller hører Jeff Buckley, tænker I måske. Men hvorfor dælen kommer det i sommernatten? Der, hvor alle andre tænker på at slentre halvsnalrede hånd i hånd hjem fra byen, eller måske helsnalret og uden hånd at holde i, men lykkelig for sommeren, tilværelsen, branderten og alt det fest og varme, der kommer de næste måneder? Hvad sker der for at gå og ønske sig trist, når alle andre oplever, at de gråblå tanker fejes væk af solskinnet hver morgen, og nyder det i fulde drag?

Dertil må jeg svare: Hvis I ikke forstår det, beklager jeg - for så er det fordi I ikke forstår, kernen af den poetiske tristhed.

Det er jo netop fordi, at alle andre går rundt og ligner Filuris i ansigtet, at tristheden bliver så meget mere udsøgt. Så attråværdigt anderledes og ægte. Der går du, helt i din egen, ensomme verden, fyldt af en fintfølende blålig dis, mens resten af verden er arm i arm og Walking on Sunshine - Oh yeah!

Det er ikke fordi, at de andres glæde er simpel eller dum. Det er meget mere sofistikeret end det. Det er fordi, at deres glæde, og de små glade fugle og de små glade træer, giver din tristhed en ekstra dimension af længsel, ensomhed og fortabthed - fordi du ser deres fryd og carelessness, men ikke selv kan nå den. Du er en betragter, som dog mest ser indad i dit eget melankolske sinds afkroge.

Oh, at være fanget i sine egne tankers bur. At se verden gennem øjne, som er nær ved at flyde over af tårer hvert øjeblik. At tale med let bævende stemme, og føle sig distanceret, livsklog og resignet - ensom, men resigneret. At gå fra relation til relation med en bittersød viden om, at skibe i natten aldrig lander i samme havn. At høre sin egen indre stemme højere end nogen anden, og at trække sig tilbage før tid med et tappert smil til afsked - og hulke af gråd i den nærmeste gadedør, så snart alle andre er ude af syne.

Sådan er min længsel, når alting spiller for mig, og jeg synger i Filuris'enes kor. Fordi jeg kender det langsomme, indadvendte, uudgrundelige trip det giver, fordi man altid vokser lidt af sine ensomme stunder og nedture, og fordi det er mit bedste forsøg på at være mystisk - noget, jeg altid har ønsket mig, men må erkende at jeg ikke har naturlig anlæg for.

Inden I tror jeg er blevet fuldkommen sindssyg og sender mig ferietabletter anonymt, så vil jeg lige tilføje, at jeg ikke længes efter det her tristhed hele tiden. Det er bare af og til, når det ligger i luften, eller når jeg hører Under Byens "Legesag". Jeg takker Gud, skæbnen og alle andre, som har spillet ind på min karma her på det sidste for, at jeg som sagt er glad nu, og kan gå og fantasere om tristhed i stedet for at leve med den.

Men der ligger bare den her dragning mod det triste i mig. Det har der altid gjort, tror jeg. Et af mine barndomsminder er, at jeg græd som pisket, når min far sang de første linjer af "Når lygterne tændes". Det er heller ikke så mærkeligt: Magen til stakkels, ensomme, patetiske - og poetiske - linjer skal man lede længe efter:

"Når lygterne tændes
På gade og vej
Så går jeg alene
Og tænker på dig"*

Jeg tudede som sagt, ved tanken om min unge, krølhårede far - eller en anden god, ærlig mand - ensom i skæret fra gadens lygter. Og alligevel bad jeg ham om at synge den. Ofte. Det var nærmest en af mine yndlingssange, på den her underlige, masochistiske måde, som stadig bor i mig, og gør at jeg fx. sætter The Gatherings "Sleepy Buildings" på igen og igen, med tårene drivende ned af kinderne. Fortabt i den poetiske tristhed.

Årh hvad. Det kan sgu'dda ikke være let at leve med sådan en som hende, tænker man så. Og nej, det er det nok heller ikke, og har sikkert heller ikke været, atget i betragtning at jeg ikke bare er melankolsk anlagt, men ligefrem kan finde på at forstærke mine depressive tendenser.

Men da jeg forleden bablede ud med dette til Nikolai - at jeg af og til kunne få helt lyst til at være ked af det, om han kendte det? - fik jeg denne respons: "Selvfølgelig. Jeg opfandt det."

Og hvor mærkeligt det end lyder, så tror jeg, at det er en af grundene til, at jeg føler at vi passer så godt sammen. For det er ikke svært at forstå min glæde og mit smil. De er ikke så svære at gå til. Alle forstår en Filuris. Men længslen i mig efter tristhed er en mærkelig, ulogisk, kompliceret størrelse. Hvis man forstår den - så forstår man rigtigt dybt og meget ind i mig.

Jeg forstår den ikke engang helt selv. Men nu tror jeg, at jeg vil høre Jeff Buckley, Under Byen og The Gathering, alle tre i træk og tage på tristheds-sightseeing, vel viden at jeg er i sikre hænder, der kan hive mig tilbage til glæden igen. Nikolais - men først og fremmest mine egne.

*Ja, der er en lille reference til den et sted i teksten ovenfor. Find det selv. Det er vildt snedigt med sådan en lille intertekstualitet, synes jeg.

... i hvidt

2007-04-26T08:30:00.000-07:00

Der er ikke en sød lille historie fra min barndom til at introducere det her. Det er heller ikke helt, hvad det ser ud til - men det her er mig torsdag morgen:

Hvis I vil vide, hvad der sker (Og se mere marengs), kan i tjekke www.oestrogen.dk fra imorgen fredag kl. 9.00.

... langhåret

2007-04-20T06:39:00.000-07:00

Der en en sød lille historie fra min barndom. It goes like this:

Marie ca. tre år er til lægen. Måske var det for at få én af de der super bonus vacciner, man fik på en sukkerknald i stedet for gennem en nål. Hvorfor gør man ikke det mere? Jeg spør' bare.

Nå. Tilbage til historien: Hun har fletninger - det havde hun meget.

Lægen siger: "Sikke dog nogle fine fletninger - har din Mor lavet dem?"

Marie svarer: "Jeg gror dem selv".

Okay. På billedet herunder ser i så Marie 27 år, 19.4.2007. Hun er faktisk på arbejde, selvom det ikke ser sådan ud. Nu er det ikke alt håret, hun selv har groet. Noget af det har groet på russere:

Her kan I læse om, hvad der sker:

http://www.oestrogen.dk/show_page.asp?pageid=19946

God weekend!

... nørd blandt nørder

2007-04-12T12:18:00.000-07:00

Det har lige været påskeferie, som I nok har bemærket, og jeg er blevet spurgt et par gange hvad jeg lavede i påsken. Hver gang har jeg kortfattet svaret, at jeg var i Jylland med Nikolai og nogle venner.

Det er ikke decideret løgn. Men også ret langt fra den fulde sandhed.

Nu står jeg frem og giver hele historien. Og så vil I måske forstå, hvorfor jeg holdt lidt igen med sandheden, ikke mindst ude på min ”Devil wears Prada”-arbejdsplads. Især fordi at jeg – og dette skal siges med eftertryk – havde en fantastisk påskeferie.

For mange af jer benyttede sikkert mindedagene for Jesu korsfæstelse til at gå til påskefrokoster med veltillavet mad og hjemmesyltet brændevin, holde en lille fest, se familien, gå udendørs og nyde vejret (Iført flyverdragt) eller måske gøre forårsrent eller endda i kirke. Modne og socialt acceptable ting.

Ikke her.

Jeg tilbragte påsken på en ferieforladt folkeskole 10 km. udenfor Århus. Det gjorde jeg rigtigt nok sammen med dejlige Nikolai og ca. 10 af mine bedste venner - og godt 300 dedikerede unge menensker fra alle dele af Nørd-segmentet (Det bleg-sorte segment).

Det var hele vejen fra de velcamouflerede udgaver, som er gledet umærkeligt ind i lukrative områder af den kreative klasse, hvor de gemmer sig bag interessante briller og skjuler deres oprindelige nørdethed som skæve indput på flipboardet – til den type, der omfavner nørdetheden med alle dens stereotypiske træk, og som maxer ud på lange læderfrakker, elendige sociale færdigheder, fedtet hestehale og dybfølt afsky for deo.

Jeg indtog en diæt bestående af toast, cola, elendigt tillavede mojitos og en form for undskyldning for mad, som blev serveret hver aften under uigennemskuelige fødevarepseudonymer som "Shepherds Pie" og "Gryderet med paprika". Alt sammen variationer over temaet "Rødbrun sovs til hvidlig kulhydrat".

Farven grøn eller konsistensen "sprød" er tabu i dette særlige cuisine, som oftetst findes på sommerlejre, børnehjem eller andre steder, hvor store mængder mennesker med svækkede rettigheder samles.

Jeg sov i en kold gymnastiksal, hvor folk snorkede så højt at man kunne mærke rystelserne i gulvet, og hvor man fik fornærmede tilråb hvis man vovede at tale eller blokere brandvejene (Som fandtes på visse steder af gulvet, lagt i et mystisk mønster med malertape - nærmest som Da Vinci Mysteriet med Silvan-specialeffekter).

Om aftenen sad jeg i en slags café, som var endnu et iskoldt område af omtalte skole og drak de elendige mojitos (Hvordan kan man ødelægge mojitos HVER gang?!? Rent statistisk må så relativt simpel en drink da lykkes af og til) eller de særlige gourmetøl fra Wintercoat-bryggeriet. ”Gourmetøl” betyder som bekendt, at du som brygmester kan tillade dig hvad som helst med hensyn til den øl. Wintercoat udmærker sig ved at have produceret ikke mindre end fire former for fadøl, som er udrikkelige på hver sin måde, men alle med et indslag af hhv. svovl og Cillit Bang et sted i smagsoplevelsen.

Der var også et cirkusstribet øltelt (Om det var koldt? Oh ja.), hvor der var abefest 24-7, og de havde en playlist der inkluderede en jysk version af Basshunter med en sang om teknisk skole, som tilsyneladende glædede de indfødte.

Og så var der en stor fællessal med en kiosk, en scene, et vævet scenetæppet med ugler på, en del borde og stole og så et hav af tag-selv-brætspil i den rollespilsorienterede genre. Og selvfølgelig en del grupper af koncentrerede unge mænd, som spillede spillene i timevis, uden øje for andet end at få has på Yog Sogoths kultister og gaine flere XP. Blandt disse var Nikolai og 10 af vores bedste venner.

Og jeg? Jeg groupiede lidt rundt, sludrede med forbipasserende og underholdt med kommentarer om løst og fast, som ingen hørte medmindre Yog Sogoth lige ventede en runde for at købe en Marsbar. Jeg fik nye venner, hentede kaffe, delte ugeblade ud og brokkede mig over kulden. Og så spillede jeg rollespil.

Her taler vi ikke om dem ovenfor, hvor der rykkes med brikker eller orker af tin. Vi taler heller ikke om det, hvor man klæder sig ud og slår orkerne real time ude i skoven.

Vi taler om en endnu en subgenre. Bordrollespil – eller papirrollespil – kalder de det, derovre. Derovre hedder i øvrigt Fastaval, og er en såkaldt Rollespils-con: Kort for convention.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg selv vil kalde det andet et rollespil. For det er hvad det er – du får en rolle, og så indgår du i et spil. Ikke så meget et spil som i konkurrence, men som i skuespil. Spillet kaldes et scenarie, og det har et plot, nogle karakterer og ofte visse scener, der skal udspilles.

Ligesom teater, si’r du, MEN: Ordet spil passer bedre, i den forstand at fremdriften sker i interaktion med andre, som tager initiativer og kommer med indput, og at udkommet ikke er afgjort på forhånd. Lissom Twister. Bare uden hele højre-fod-på-blå-og-ansigt-i-Ebbes-skridt-delen.

Nu bliver det meget teknisk og kedeligt. Det var ikke meningen. For det er faktisk mægtigt sjovt og facinerende og ret så enestående.

Lad mig forklare.

Et bordrollespilsscenarie foregår sådan her: Man ankommer, ca. 5-6 spillere, til et klasselokale.
Dette er på ingen måde redecorated til lejligheden. Det har tværtimod bevaret alle trækkene fra sin hverdagsidenditet som rede for 1.b, heriblandt de klassiske alfabet-ark over tavlen, hvor A illustres med en abe og X med en xylofon. Fordi arkene er fra slut-70’erne, hvor ”xylofon” var det eneste relevante x-ord i sproget, for det var før Dansk Folkeparti, og derfor var ”xenofob” ikke så almindeligt kendt.

Der er også billeder af en dum tøjabe, som tilsyneladende hedder Læsefidusen, og skal narre børnene til at tro, at det er sjovt at lave lektier. Og der er postkort fra ungernes ferier, og et klassebillede, hvor man kan konstatere, at bøjletandlægen vil sætte ny nakketræksrekord, når de her unger vokser til.

Udover 1.b’s fingeraftryk er lokalet præget af to karakteristiske ting: Gulvet er ryddet men to-tre stk. borde med tilhørende stole er samlet i en firkant i midten af rummet. Det er den ene ting.

Den anden er en ung mand – i ganske få tilfælde en ung kvinde – med et lidt ængsteligt, afventende og imødekommende udtryk i ansigtet. Det er spillederen: Den person, som skal køre scenariet, og som ser ængstelig ud fordi han ikke er sikker på, at alle hans spillere møder op. Hvis han endda er forfatter til scenariet, ser han ikke bare ængstelig ud, men er decideret nervøs.

Man sætter sig i relativ tavshed – rollespillere er overraskende lidt socialt initiativtagende, tagte i betragtning af deres interesses natur. Hvis man kender nogle af sine medspillere, snakker man lidt med dem om vind, vejr og søvnproblemer i sovesalen, og det hjælper som regel på den generelle stemning. Ellers venter man pænt til der er fuldt hus af spillere.

Nu sætter spillederen sig ned for bordenden. Hans opgave er nu at få folk rystet sammen, fordelt rollerne, orienteret spillerne om scenariet som sådan, og sætte tingene i gang.

Det kan han vælge at gøre på flere måder. Jeg oplevede tre forskellige versioner i år:

Den ene bad om navne og lidt baggrund, samt præferencer mht. roller, og fortalte derefter om spillets mekanik og scenariets historie. Så fik vi roller, testede en scene, og startede.

Den anden lagde ud med at præsentere sig selv som psykologistuderende, holde 30 minutters indfølt peptalk, hvor pointen var, at hvis scenariet blev for meget for os, skulle vi ikke være bange for at stoppe hele baduljen og græde ud, og derefter kastede vi os ud i endnu et kvarters teambuilding-teatersport som kronedes af fødelseforberedelses-åndedrætsøvelser.

Den tredje lænede sig tilbage i stolen, strøg svenden af panden, og sagde: ”Nå. Hvad spillede I i går?”

På en aller anden måde når man altid frem til start.

Så er der selve scenariet. Dets historie og setting kan være meget, meget forskellige. Sidste år spillede jeg fx. et, som på ingen måde stod tilbage for Café Noir-reklamerne i absurde indslag, et Arkæolog-møder-Aladdin-scenarie og en Shakespeare-parafrase, som var 100% fantastisk i al sin bard’iske pathos.

I år spillede jeg et screwball-eventyr a la Shrek, et scenarie fuldt af mødregruppe-hverdags-horror, og to seriøse kærligheds-dilemma scenarier – et virkelig godt og et okay.

Nikolai spillede det dystre frihedskæmper-scenarie ”En lærke lettede”, og Guder-og-Helte-spillet ”Sparta”. Så der er en vis variation. Og - for udenforstående overraskende - få elvere, troldmænd og iskrystaller.

Spilteknisk er de også meget forskellige, de her størrelser. Men når man først går i gang, virker det som regel sådan her:

Man har sin rolle, som har nogle karaktertræk, nogle mål i livet/scenariet og nogle relationer. Det har alle de andre også. Disse træk og mål er forbundet til det store hele, som er scenariets setting og plot.

Man træffer valg, tænker og taler ud fra sin rolles baggrund og udvikling gennem spillet. Replikkerne er ikke fastlagt på forhånd, og scenernes udkomme heller ikke.

Der vil dog som regel være nogle scener, som er fastlagt på forhånd af scenariets forfatter, og der starter man selvfølgelig med den første, og kæmper sig vej gennem fortællingen.

Spillederen fortæller hvor man er, og måske lidt om stemningen. Men spillerne er i høj grad herrer over handlingen og udviklingen, qua deres valg, initiativer og idéer – eller mangel på samme.

For såvel som spillerne kan drive det hele frem, kan de også sætte det hele i stå. Det sker hvis de af en eller anden grund interagerer elendigt med alle andre, ikke tænker på spilmekanikken, er generte og indelukkede eller bare plain idioter.

Lad mig give et par eksempeler: I Arkælog-møder-Aladdin-historien fra sidste år, ”Den brændende vinds ild”, indgik der en neutralt udseende olielampe. I kan nok regne ud, genren taget i betragtning, at der her er tale om et stykke isenkram, der var rimeligt centralt for hele balladen.

På et af spillerholdene var der imidlertid en pige, som på meget tidligt tidspunkt besluttede sig for, at begrave pågældende lampe, så den var ude af legen. Det er et eksempel på plain idioti og ikke at tænke på spilmekanikken – og der blev i parantes bemærket slået hårdt ned på initiativet fra spillederens side. Frihed under ansvar.

Det hold, hvor jeg selv spillede med på, gik lidt anderledes. Der var ingen plain idioter, men der var en gut, som satte sig for at følge hver scene til dørs før den begyndte, således at vi hvergang endte med hans lille manuskript, som så skulle spilles. Det var da et meget festligt lille børneteater, men toltalt frarøvet det frie initiativ og den uforudsigelighed, som adskiller rollespil fra skuespil. Det er spilmekanikken og opmærksomheden på de andre spillere og deres input, den er gal med her. Og så var det altså heller ikke ligefrem Holberg'ske højder af klog komik, vi endte ud med, skal det tilføjes.

Endelig kan spillerne også være helt uskyldige, mens enten spillederen eller simpelthen scenariet er de faktorer, der sutter røv. En vag eller uforberedt spilleder eller et scenarie, der er dårligt skruet sammen, er faktorer der kan få dig til at sluge 3.b’s tavlesvamp i håbet om at dø af dehydrering på stedet.

Det er de skidte ting. Nu kommer vi til de gode.

Det kan være helt eminent spændende at spille et godt rollespilsscenarie, hvor alt går op. Det er som at medvirke i en film, hvor du ikke kender handlingen på forhånd, og hvor du selv har en masse på spil. Du er et sted mellem tilskuer i stakåndet spænding og hovedperson med fuld skrue på følelser og fremdrift.

Hvis historien er god, rollerne troværdige, dine medspillere talentfulde og engagerede og spillederen i perfekt kontrol, så er det en gribende og intens oplevelse, som jeg ikke kan sammenligne med noget andet, jeg har prøvet. Scenariet tager gerne en fem-seks timer, og hvis det er godt, kigger man ikke på uret en eneste gang. Det eneste andet, jeg kan foretage mig over så lang tid uden at tænke på tiden, er at sove.

Og for en narrations-junkie som jeg, er det fantastisk, når spillederen annoncerer en lille tisse-og-toast-pause efter et par timer, og jeg hele pausen igennem har sommerfugle i maven af spænding over, hvad der sker i ”næste afsnit”.

Når scenariet slutter, tager man en lille snak. Godt, skidt, sjovt, hvem sagde og gjorde fede ting, hvem skal lige stramme op? Og så siger man pænt farvel og går ud i ølteltet til sine venner, som også har spillet andre scenarier, fortæller hinanden om sine oplevelser og tager en fyraftensøl eller tolv.

Det er der, jeg synes man kan mærke, hvor god ens oplevelse var. Når den er okay, er de sidste seks timer faktisk hurtigt glemt, og man vil hellere høre om de andres oplevelser. Når den er elendig, kører adreanalinet i vrede hele vejen til fjerde bajer. Og når den var fantastisk, sidder overraskelsen, opløftelsen og følelsen af at have været del af noget unikt, i kroppen og sindet helt til næste morgen.

Læg oplevelser som det sammen med Nikolai, 10 af vores bedste venner og en stor gallafest med god undskyldning for at have silkekjole, høje hæle og masser af makeup på. Så kan det være, at der er en chance for, at I måske forstår – eller i al fald accepterer – at jeg mener, at jeg havde en fantastisk påskeferie.

... på arbejde - HELE tiden.

2007-03-28T16:02:00.000-07:00

Og derfor ingen blog for alvor pt. Hvis man vil læse "mig", så bør man gå ind på www.oestrogen.dk og søge på "Marie Carsten Pedersen" i søgefunktionen. Så skal I se løjer indenfor tøseuniverset. Det er ren "The Devil Wears Prada", bare uden at jeg er skrumpet til en size 4 (Not at all. Der er frokostordning ude på Aller Press) eller har mistet kærligheden i mit liv(Hvilket egentlig er utroligt. Vi ses stort set kun, når vi vågner om morgenen, men de lyserøde skyer ligger alligevel tæt over landet). Så masser at lave, masser af oplevelser (Jeg fik fx. et kindkys af Ole Henriksen i dag), men ikke meget blogtid. Jeg beklager, men sådan er det lige nu.

Men jeg kan tilgengæld glæde med, at en anden har taget vanten op og er gået til tasterne for alvor: Nikolai har lavet sin blog www.fejerforfolk.blogspot.com om til en filmblog - ja, en af de sagnomspundne, mystiske danske filmblogs, som alle snakker om men ingen ved hvor er, og som Kenneth Plummer bruger som undskyldning for at der ikke er et filmprogram på DR, er nu tilgængelig for jer lige her i mine links!

Og jeg skal love for, at det har gjort manden højaktiv mht. blogging. Netop nu dækker Nikolai Natfilmfestivalen grundigt på sin blog, så hvis I vil læse noget saglig og velskrevet filmkritik med ægte holdninger, plus ha' et par tips til hvad I skal se - eller undgå at se - i festivalens sidste uges tid, så kig derind nu!

Til slut er her tre billeder af Ziggy Stardust, Johnny Cash og Kelly Osbourne.

Ozzy og Sharon kommer også op, hvis altså Ozzy gir' lov.

... Wienerküche

2007-03-03T08:38:00.000-08:00

... Würst, Wienercafé, Nachsmarkt, Øldrikkende østrigere og über alles: Der Schnitzel

... kulturkompot II

2007-03-03T08:26:00.000-08:00

..mere Hundertwasser, Sfinx med babser, nu i helfigur, lidt streetart og jugend og en arrig barokengel.

... kulturkompot

2007-03-03T08:01:00.000-08:00

Lidt Hundertwasser, Belvedere (med Klimt indeni), en del Nikolai, Wienersescessionen og babser

... ZOOOOOOOOMMMBIIEE ...

2007-03-03T07:45:00.000-08:00

... ZOMBIIIIIEEEEE ....

2007-03-03T07:19:00.000-08:00

Det, der nu sker, er, at vi stiger ud af Riesenrad (se forrige post) og vandrer fascinerede rundt i det forladte Tivoli. Alt er lukket, under ombygning, forblæst, lidt uhyggeligt og uendeligt trist. Den eneste forlystelse, der er åben, er den her:

Det ser så rørende usselt ud, at vi betaler to Euro og stiger ind. Det viser sig at være det mest crappy spøgelseshus i verden: Blafrende gange af presenning-vægge, med udtjente zombiedukker, som er endnu mere forfaldne end selv den mest voodoo-plagede udøde. Vi var dybt charmerede og flade af grin, mens vi vandrer rundt i det halvhjertede gyserhus - indtil straffen rammer i form af MiniMe-Skeletor, alias billetkontrolløren, som står på lur ved det sidste hjørne og giver mig et gedigen chock, så vi fik noget for pengene. Det var SÅ klassisk - en unik oplevelse, er vist det rette udtryk.

Her følger en af de underligste fotoserier, jeg nogensinde kommer til at tage:

... i Wien

2007-03-03T06:39:00.000-08:00

På mandag starter jeg på mit nye job som redaktionssekretær og journalist på www.oestrogen.dk - en slags dameblad på nettet og en del af Aller Press Internet. Inden ville vi lige nå at fyre de penge, jeg vandt i "Brev fra det Blå"-konkurrencen sidste år, af på en ego-miniferie, inden der går skemaer og solidaritiet i ferieplanlægningen. Vi valgte at blæse højt og flot på varme, sol og sangria, og i stedet satse på Strauss og Sachertorte - med andre ord, vi tog 5 dage til Wien.

Ingen af os har været i Wien før, men da vi begge har set Wienerfilmene "Den tredje mand" med Orson Welles, "Before Sunrise" med Ethan Hawke og "The Illusionist" - der ikke er så god som de to andre, men er med Edward Norton - følte vi at der var en del at komme efter. Det var der også - jeg har ikke oplevet mange eupopæiske byer, der havde så meget god, tung kultur at byde på, og så meget helt særegen stemning uden at virke som et mausolæum/slash/museum for sin egen fordums storhed og identitet, som fx. Venedig gør - hvor smuk den end er.

I stedet for lange fortællinger om slentreture, kageindtag og kunst-oplevelser, som alligevel ikke kan kommunikeres videre, vil jeg udnytte, at vi tog en frygtelig masse billeder, og lave et par billedserier. Jeg kan glæde jer med, at det ikke altsammen er de sider af Wien, som turistkontoret vælger at sætte i brochuren.

Men det første er. Det er nemlig Rieserad, det par-hundrede-år gamle pariserhjul, som hæver sig over Donau og over byens skov-park Prateren, samt over en forlystelsespark, der har eksisteret siden Biedermeyer-tiden. I dag er den noget mindre magisk end den formentlig var dengang i Die Welt von Gestern, og ikke mindst vintertiden tog meget af charmen, men gav den den særlige melankolsk-morbide facinationskraft, som en forlystelse uden lyst har. Mere om det senere.

Her er Riesenrad, udsigten fra det, en del mekanik og nogle folk, der var oppe at køre:

...bare så sjov med Google

2007-02-25T07:32:00.000-08:00

I dag fik jeg en mail fra en venlig mand, som hed Ronnie. Han havde læst en artikel, jeg hvade skrevet for iBYEN, om et mærkelig festkoncept, som ingen rigtig helt ved om er virkeligt, men som måske er et verdensomspændende fænomen for smarte unge lige nu.

Det handler om, at de hippeste unge samler sig i "kliker", der dyrker specielle overgearede looks, musik, sig selv, etc. Det er der så lavet en klub over på Stengade, og det var jeg ude at dække. Jeg blev ikke meget klogere, men fik da i hvertfald talt med nattelivets (og alt andet for tidens) über-happening dunkle dronning, Anika Lori, som var enormt træt og sagde nogle helt normale ting som "Jeg håber, at det bliver nogle gode fester", hvilket jeg, den lynskarpe jounalist, sultent citerede i min artikel.

Det var sådan en artikel. Men den havde ham her Ronnie læst, og han synes, at det var udemærket, og ville gerne have mig til at lave en reportage fra HANS klikefest, som rejser fra KBH til Stockholm 31. marts.

Da jeg læste mailen, følte jeg mit hjerte svulme af hipness - et sted derude i landet sad der seje folk, som læste de ting jeg skrev, syntes det var happening, så at jeg var på talefod med Anika Lori (Interviewfod, i al fald), og tænkte "Hende vil vi gerne have til at skrive om vores smarte fest". Det gik rigtig fint for egoet ... lige indtil jeg læste sidste linje i mailen:

"..og så håber jeg ikke, at det kolliderer med et stort rollespilsarrangement i Rold Skov eller på Galgebakken!"

Lyden af et oppusteligt ego, som punkteres med et syvtommerssøm, fyldte rummet. Marie - nattelivets guru - smelter bort, og frem træder Marie - orkernes skræk. Damn you, Google!

Google er som et autonomt, antagonistisk CV. Det viser alt hvad du har foretaget dig, som nogen har fundet værd at registrere, men som du ikke selv nødvendigvis selv er spor interesseret i kommer ud til en bredere offentlighed.

For Google lyver ikke. Google er pinligt ærlig omkring alle digitale signaturer, du har sat på nettet siden den første hotmail, du oprettede engang i midthalvfemserne.

Google husker alle de ligegyldige internetforaer, hvor du gennem tiden har oprettet en bruger for at skrive ét eneste indlæg om hvor åndssvage Konservativ Ungdom er, og hvor du aldrig siden er logget ind igen.

Google kender de obskure underskriftindsamlinger, hvor du i en svag stund har følt, at det ikke skadede noget at du satte dit navn under "Nej til teaternedskærringer i provinsen" eller "Flere penge til alle fattige i hele verden". Hver især ganske uskyldige sager - men tilsammen danner de billedet af en håbløst naiv idealist, som gladeligt skriver under på hvad som helst for ta købe aflad uden at behøve at rejse sig fra computeren.

Og Google ser alle de posts, artikler og ligegyldigheder du har skrevet om dine nørdede interesser af den ene eller den anden slags i debatforummets falske tryghed, hvor du luller dig ind i troen på, at det kun er ligesindede, der ser og hører dig. Det er det også - indtil nogen Googler dig.

Det havde ham her Ronnie gjort. Han havde fundet min mail over Google. Og når man sætter navnet "Marie Carsten Pedersen" ind i Googles søgefelt, så kommer der en HELVEDES, og jeg gentager HELVEDES, masse links op, som har noget med rollespil at gøre. Liveforum, Rollespillets forskningsforum, Magasinet Rollespilleren, Foreningen Loranias hjemmeside ... hvad hjælper det at forklare, at jeg aldrig har sagt "Vær Hilset", aldrig har ejet et latexsværd eller har kastet med "ISKRYSTALLER!"?

Jeg kan ikke løbe, jeg kan ikke gemme mig. Det er en plet på min hipness, der aldrig bliver vasket af.

Og når vi er igennem dem, så er der skønne perler i samlingen fra min tid som kampsportsaktiv - og aktiv på www.martialarts.dk , hvor jeg var i selskab med hvad jeg stadig mener må være et tværgående segment af Danmars mest umodne og ucharmerende mænd, og hvor vi blandt andet finder tråden: "Er fede kvinder attraktive?" og en hardcore dissning af mig som værende en she-male, på min Google-liste.

Så kommer vi til mine artikler om dansk jagtlitteratur stjerner (Svend Fleuron, anyone?), om tegneserier, om mere rollespil, en henvisning til min blog - men ikke til en sjov, lækker post, men til min ultra-jagtnørdede klapperhistorie ... og endelig, på side 3-4 stykker, et par FÅ artikler fra iBYEN og oestrogen, indtil vi når til et sidste stød, hvor en hollandsk pige disser endnu en af mine artikler - om rolle-fucking-spil.

Så hvad står tilbage, når fx. en sej redaktør Googler mig med henblik på at give mig The Gig of The Century? En fed, uattraktiv kampsportslebbe med jagtgevær, gummistøvler og en altoverskyggende interesse for rollespil. Det er det, de unge vil ha'....

Hvor ufedt er det ikke? Alle Googler alle, det sker hele tiden - og jeg har mine ubetinget værste sider udstillet i det forum. Jeg er et offer for teknologien, og jeg er forsvarsløs.

Jeg ved ikke hvad man gør. Kan man købe sig til bedre Googling? Kan man banne sig selv fra Google, lidt som i "Nej Tak til Reklamer" ? "Ingen Googling her" ?

Måske synes I, jeg overdriver. Men tro mig, det er frustrerende. Hvis I aldrig har prøvet at Google jer selv, så giv det et forsøg. Og se så, om resultatet er noget, I føler at I kan være stolte af at have som jeres venindebogsblad i verdens største personregister.

Jeg vil vædde på, at I også føler jer som endimensionelle papirmænd med syge fokuseringer efter en tur i søgemaskinen.

...træt af hjerter og Amor og røde balloner

2007-02-14T10:33:00.000-08:00

Normalt skal man aldrig sige aldrig. Men jeg vil ALDRIG fejre Valentins Dag. Mage til kommerciel lorteidé og kvalmende sødsuppe fra den værste del af den Amerikanske kulturs mest sovsede hylder skal man lede længe efter.

Det har sikkert været en sød tanke engang. Da man kurtiserede hinanden i fordums tid, eller i 50'erne, hvor alt bare var lidt mere kitchet i forvejen, og kærlighed med bobbet hår og anderumpe over en milkshake med to sugerør i var realitet og ikke kliché. Da det mets handlede om at sende et hjerteformet brev. Der var sikkert mere uskyld i projektet den gang. Måske. Jeg tiltror det ikke ret meget godt.

Men på det tidspunkt, hvor vi fik Valentinsdagen sendt herover for at se om den passede, dvs. ca. 5 år siden, så var skidtet i al fald nået så langt i den kommercielle evolution, at den sidste rest af oprigtighed var fuldommen kvalt under silkepuder, kroferier, chokolade og hjerteformet alting, fra Ford Kia til imtimvibratorer. Og vi købte den - sgu'. Det ses nu, i dag, overalt. Og jeg får kvalme.

Hvorfor er vi bidt så heftigt på den? Én ting er alle kræmmerne, som jeg sagtens fatter. Det er jo dem, der har hevet skidtet hertil i første omgang for mersalg af hjerteformede puder og røde roser i februar.

Men de, som burde være kritiske eller i det mindste ligeglade, med sådan et markedsstunt - hvorfor er de det ikke? Hvorfor æder de lort og spytter det ud igen med silkebånd på, så det står stærkere og flottere til de næste, der kommer forbi og kan lokkes? Altså, hvorfor hænger der hjerteballoner og røde sløjfer i alle medier, skriflige som elektroniske, i dag?

Og hvorfor, spørger jeg mest af alt, HVORFOR gider vi som enkeltpersoner, elskere, kærester, ægtefolk, bejlere og så videre, OVERHOVEDET bruge to minutter på det skidt? Hvorfor køber vi totalt ind på idéen om at markere vores kærlighed kollektivt på en os fuldstændigt uvedkommende dag i februar, ved at købe alt muligt rødt og pink lort og lade os diktere af en reklamekampagne omkring, hvordan og hvornår man skal være romantisk anlagt?
HVORFOR GØR VI ALTID, HVAD DER BLIVER SAGT?!!?!?!

Jeg kan blive så træt.

I kan køre en million Halloweener af for min skyld, og også Thanksgiving hvis I vil, og tag da også at fejre Fourth of July, eller hvad med Superbowl Sunday og slaget ved Gettysburg. Og få da også lige Stars And Stripes op af hænge i flagstangen, og hvis I også lærer den amerikanske nationalsang uden ad til Sankt Hans, så er jeg decideret imponeret, for ved I hvor få amerikanere, der kan den?

Det er FINT - i forhold til kærlighedsmarkedet i dag.

Det er det med at kærligheden er ingrediens, der er det ækle. Kærlighed skal man ikke lave en nationaldag for. Det er individuelt. Og man skal ikke sælge det i forpakkede æsker. Det er en magisk ting. Og jeg har aldrig oplevet så lidt magi, som i den Valentinstradition, Danmark nu har taget til sig. Den er flad, hysterisk og udspekuleret med hænderne langt nede i pengepungene på forbrugerne, og INTET andet som drivkraft.

Jeg fatter simpelthen ikke, at nogen vil være med. Og jeg ville ønske, at alle lod være. Vil I ikke nok lade være næste år?

...en ringe blogger

2007-02-12T10:35:00.000-08:00

Jeg har negligeret bloggen forfærdeligt her på det sidste. Og andet er der ikke at sige. Jeg tror simpelthen, at når man skriver artikler hele dagen, så er det ikke blogging, som er den mest attraktive pause.

"Hvem har magten i dansk kunst?"-artiklen til Wonderland har taget en røvfuld tid, og lige nu har jeg endnu en opgave, jeg skal have afsluttet. I aften. As usual.

Jeg vil dog lige fortælle om en spændende ændring her på min workstation, som ellers er sådan ret stabil i sit udseende, med vekslende indslag af researchmateriale afhængig af mit work at hand, og med små ændringer når en af mine orkidéer i vinduet opgiver kampen for overlevelse og må skiftes ud.

Lige nu står der imidlertid noget nyt og spændende ved min venstre side: En mannequin-dukke, som jeg fandt i storskrald nede i gården, og hjemførte i triumf. Det var den helt rigtige patinerede slags med formstøbt firserfrisure á la Ken møder Lady Di, og et distanceret drømmende blik, man ikke kan fange.

Så skidt med, at hele torsoen var brutalt savet ud, hvilket gav den lidt af et horrorfilm-look. Jeg havde altid ønsket mig sådan en, og nu var den min.

Jeg stillede den i et hjørne af stuen og baksede en smuk, sort kimono, Mor har givet mig, på den.
Så gik jeg ud i køkkenet i rundt regnet 30 sekunder, nåede at glemme nyerhvervelsen, og da jeg kom ind i stuen igen fik et chock af den anden verden fordi der stod en skikkelse i sort i hjørnet!

Dette scenarie gentog sig 4 gange indenfor den næste time. Kig på mannequin, glem mannequin, få chock af mannequin. Tilsidst indså jeg, at jeg havde inviteret fjenden indenfor, og at noget måtte gøres for at mildne stemningen, hvis ikke jeg skulel ende som et selvforskyldt nervevrag i mit eget hjem.

Jeg flyttede dens lokation til mit arbejdsværelse, hvor den er visibel hele tiden og derfor ikke så let kommer bag på en, og skiftede den sorte dragt ud med en lang, lys, bemalet kunstneragtig kåbe, som har været med i 'Tryllefløjten' på det Kongelige og som jeg selv synes er meget smuk, men måske nok for den uindviede lidt vagabondisk. Men det er bedre med en hobo i hjørnet end en ninja, blev jeg enig med mig selv om.

Så hæftede jeg alle mine broscher på mannequinen for at vise den tillid, og gav den et enormt plasticsmykke fra Sarah Voigt på hovedet, så det dækkede for to små huller i dens pande. Stor venlighed var nu udvist, så den ikke troede at jeg bar nag for de sidste hektisketimer, og troede at vi havde beef.

Og tilsidst brugte jeg to stive minutter på at stirre på tingen for at printe det ind på min hjernebark, at der stod en mannequin i hjørnet, at den var af plastik, og ikke en trussel. Og at den fik to uger til at stoppe sin skrækindjagende adfærd, ellers var det tilbage til storskrald med kun trebenede stole og knækkede MDF-plader som selskab.

Det gik bedre derefter, og jeg fik kun moderate chock resten af dagen. Den var dog ved at tage livet af Nikolai, da han kom forbi senere om aftenen, men en kort terapi-session ála min egen, har han ikke været påvirket af den. Nu må vi se, når han kommer hjem fra Berlin. Det kan blive helt sjovt. Måske skulle jeg give den ninjatøjet på igen...

Ps. ...hvis ikke han bare finder mig liggende i sengen med hele torsoen savet ud, og mannequinen med det gådefulde blik står hel og fin i hjørnet. Dennis Jürgensen goes fashion.

Ps 2. Wonderland #5 kommer 3. marts med stür releaseparty på pt. hemmeligt (læs:uvist) sted. Husk at finde det hos din lokale pusher. Det er gratis, men alt, alt for lækkert til at være det. Det er derfor også kendt som magasinernes humlebi.

...skadefro

2007-01-24T14:52:00.000-08:00

Jeg ved det. Det er så let. Men nogle gange er det bare pragtfuldt at grine af tåbelige Amerikanere.

http://youtube.com/watch?v=HCkYfYa8ePI

...en skyldner

2007-01-17T11:12:00.000-08:00

Jeg skylder et par folk.

For det første: Jeg skylder at sige, at jeg nu er blevet lidt klogere på idéen med MySpace, og mildere stemt overfor koncenptet.

Jeg har fattet, at det ikke bare er et se-mig-flip, men at det kan bruges konstruktivt og ret fedt til at networke og brande, og at min aversion nok havde en vis portion jantelov over sig. Jge fik bare flip af et par selvfede gymnasieprofiler, jeg havnede inde på. Men det er selvfølgelig ikke hele sandheden. Har jeg nu fattet. Blandt andet fordi jeg selv bruger folks MySpace til at lure en masse bylivs-ting, jeg ellers ikke ville fange. Og det er jo smart - for mig. Så jeg redeemer lige MySpace.

Det skylder jeg Sophie, redaktøren på Wonderland Magazine og en af de mest imponerende ildsjæle, jeg har mødt - fordi hendes store projekter ikke er varm luft, men bliver ført ud i livet, imodsætning til en del andre "entreprenører", jeg har mødt.

For det andet: I går nat kl. 04.23 fik jeg følgende SMS-besked:

"De gør det sgu! TV2 sender Saint Tropez! lige nu. fuck fuck!"

Det handler om, at jeg for nogen tid siden efterlyste andre sjæle, som havde en affinitet for den omtalte franske sitcom, og at jeg udtrykte håb om, at TV2 sendte den igen - men måske på et mere menneskeligt tidpunkt end de gjorde i starten af dette årtusinde. Det sidste er så ikke gået i opfyldelse, det er nærmest blevet værre. Men ellers: Hvad jeg ønsker skal jeg åbenbart få.

Det skylder jeg min bror Thomas, som er den mest vedholdende natteravn og underholdnings-forbruger, jeg kender. Han tager sit TV-program alvorligt.

Jeg kan give et eksempel: For 8-9 års tid siden var vi i Vietnam, hvor vi udover smukke byer, bjerge og ruiner fra Cham-dynastiet så en del kabel-TV på de ret gode hoteller, vi boede på.

I kan tænke hvad I vil, men det er vigtigt at have et link af tryghed, når man er globetrotter og rejser langt omkring. Desuden havde vi ikke den slags extravganzaer derhjemme, og derfor var det ret eksotisk, måske ikke på linje med Ho Chi Mins mumie, men alligevel.

Men en dag, ak, svigtede forbindelsen på hotellet i Hanoi, hvilket gjorde, at lige netop Thomas' favoritkanal Cartoon Network gik i udu, så de i stedet for "Dexters Laboratory" sendte "Myrekrigen III" - de sorte mod de hvide myrer. Det der også hedder "Sne".

Det gjorde den 11-årige Thomas så rasende, at han låste sig inde på vores værelse i protest og stædigt så skærm-sne i et par timer, indtil vi fik lokket ham ud med lige dele trusler og løfter om bod, bedring og peanuts. Peanuts var i høj kurs, da vi var tre børn og to voksne om at dele hver gang en pose blev indkøbt, og man har altså virkelig brug for salt, når det er meget varmt.

Jeg synes, det er en rørende historie, men jeg er sikker på at Thomas hader mig for at skrive den ned. Så derfor vil jeg lave et link til noget, jeg ved han synes er sjovt - imodsætning til min humor:

http://www.youtube.com/watch?v=5v2QwU0w5mM

Sådan. Så er klatgælden afskrevet.

...snurrende

2007-01-10T16:10:00.000-08:00

yTo ting må I forstå:

1) Yndlingssange. Der er mange popsange, jeg holder af. Der er nogle, som jeg falder for kortvarigt, hører non-stop i tre-fire dage til jeg er blå i hovedet af dem, og så lægger fra mig igen. Dog stadig med en stærk affinitet. Det kunne fx. være Outkasts "Roses", Stevie Nicks' "Stand Back" eller Type O Negatives "Christian Woman".

Så er der andre, som jeg virkelig bliver glad for. Som rører ved et eller andet i mig, eller som bare er så velkomponerede, fedt spillet eller pragtfuldt sunget, eller har en tekst, som er så vild, at man må overgive sig. Vi kan her nævne så forskellige numre som Björk: "Hyper Ballad", Faith No More: "Evidence", Alice In Chains: "Nutshell", Kate Bush: "Top of The City" og Manu Chao: "King of Bongo".

Få af dem kiler sig endda så meget fast, at de trykker på alt det bløde, ikke mindst tårekanalerne, hver eneste gang jeg hører dem. Prøv fx. at sætte Chris Isaaks "Wicked Game", Anathemas "Are you There", Jeff Buckleys "Lover You Should Have Come Over" eller U2's "One" på hvis jeg er i rummet, og eventuelt lidt småfølsom i forvejen. Men gør det venligst kun, hvis jeg ikke har øjenmakeup på.

Der er den slags yndlingssange.

Og så er der "Avalon".

"Avalon" er et nummer fra 1982, skrevet og sunget af Bryan Ferry, den gang hvor han spillede med det fantastiske band Roxy Music. Jeg fandt det på LP'en af samme navn i mine forældres pladesamling da jeg var 13 år gammel. Den gang var jeg lige begyndt at tage de første spæde skridt på vejen til min indtil videre livslange facination af myten om den Hellige Gral og hvad dertil hører.

Jeg ved ikke, om I kender noget til den mytologi, men i den del af den som binder sig til i Arthur-tiden, dvs. Storbritanniens sagntid, der er Avalon navnet på en parallelverden, som spejler vores på drømmeagtig vis. En slags Britanniens underbevidsthed.

Jeg havde hovedet fuldt af det her, da jeg bladrer igennem pladehylderne på jagt efter skjulte skatte, og støder på et cover, der prydes af et stort foto af en ridder, som skuer udover et mærkeligt tåget sølandskab med en falk på armen. Og så hedder albummet "Avalon". Og der er et nummer på skiven med samme navn. I kan nok forstå, at det trak.

Jeg smed pladen på, og fandt "Avalon"s rille i lakken. Og så strømmede det smukkeste, drømmende, dragende popnummer ud af højtalerne. En kærlighedssang om det første møde, let og lyst som et sommerdaggry efter festen, med undertooner af noget dybere, stærkere, uforudsigeligt. Jeg var solgt.

Der er ingen sang, jeg har hørt så mange gange som denne.

Jeg hørte den hver eneste dag, på repeat i timer, i måneder efter jeg fandt den.

Jeg har hørt den på vinyl, på bånd, på cd, på computeren, på Ipod. Jeg er faldet i søvn til den i barndomshjemmet på Frydenlundsvej, i min første lejlighed i Nansensgade og her i Viktorigade flere nætter end jeg aner.

Jeg har været forelsket til den de første 30 gange. Den har startet min samling af Bryan Ferry-musik, den eneste musiker jeg har mere end to CD'er af.

Og selvom jeg ikke hører den så ofte længere, og selvom der måske næsten er en anden sang på albummet, som jeg med tiden ser mere i - "To Turn You On" - så er og bliver det min yndlingssang over alle, alle andre.

2) Da jeg var lille, kunne jeg ikke blive rundtosset. Og det var fordi, at jeg sådan cirka fra det øjeblik, jeg kunne gå, begyndte at snurre.

Vi taler snurre rundt om min egen akse, på stedet. Med armene let ud til siden. Sådan Whirling Dervish-sindssygeanstalt-agtigt. Men helt i psykisk balance, skulle jeg hilse og sige. Jeg var et fremmeligt, om end lidt gammelklogt barn. Som holdt af at snurre.

Ingen fortalte mig, at det ikke var noget, alle børn gjorde. Gudskelov. Så jeg snurrede. Altså ikke konstant, men i ledige stunder, når der var gulvplads, og især hvis jeg var alene med nogle tanker, som skulle have lidt tid.

Det var ikke noget nogen opfordrede mig til, og det var ikke noget der tiltrak - eller skulle tiltrække - opmærksomhed. Det var bare noget, jeg gjorde.

Min hypofyse reagerede mod dette totaltangreb ved at gøre sig immun. Jeg blev ikke rundtosset. Og aldrig køresyg, og sjældent søsyg, skal det siges.

Jeg ved ikke, hvordan jeg havde det med snurringen da jeg var helt lille, for det kan jeg ikke huske. Men da jeg blev lidt ældre ved jeg, at det var noget jeg ofte gjorde når jeg digtede eventyr og historier for mig selv - og der blev skrevet epos'er derinde bag krøllerne, når jeg drømte om ting, og når jeg fandt på historier, som jeg fortalte mine brødre og andre af vores venner, som gad lytte til den snurrende storybook.

Jeg har senere fundet ud af, at der er den her 7 Intelligenser-teori, og at der i det spektrum er det der hedder kinetisk intelligens. Det er noget med, at du tænker bedre, når du er i bevægelse.
Jeg tror det var det, det handlede om. Bevægelse, på ganske lidt plads, for at tænke bedre.

Det hænger meget godt sammen med, at hvis jeg i dag skal tænke kreativt - finde på en artikel, fx., helt fra bunden, eller skrive et vanskeligt afsnit i en opgave - så fungerer det bedst, hvis jeg går en tur. Jeg koncentrerer mig bedre om det, der er inden i, hvis det udenfor ikke er statisk. På samme måde kan jeg også bedst lide at have samtaler med andre, hvis vi spadserer eller kører bil.

Jeg tror også, at især med hensyn til snurringen handler det om, at blikket ikke kan finde fokus.
Alt er en blur når du snurrer rundt, så du bliver ikke distraheret af noget, du får øje på.
Det hjælper til at holde fokus indeni - især som man som jeg, med min fars ord, har "attention-span som en hundehvalp" (Jeg kalder det en attention-spand, og mener, at den let kan vælte).

Inde bag den mur mod verdens indtryk, kunne jeg danne mine egne billeder. Når jeg fortalte mine brødre historier, så jeg forløbet for mig som i en film. Jeg kunne ikke sidde ned og fortælle ret længe af gange - ikke medmindre jeg tegnede samtidig. Så var det stadig mine egne billeder på nethinden.

Historierne holdt op da teenagetiden markerede sig, men ikke inden i (Det er de vist for dens sags skyld aldrig, de har bare ændret natur, jf. denne blog og min line of work).
Første gang de ændrede natur, var da jeg begyndet at lytte til musik i denne min pure ungdom. Ordene forsvandt - dem kom musikken gerne med - og det blev mine egne private musikvideoer, der kørte på den indre skærm.

For det skal lige understreges: Der blev stadig snurret, inde i mine forældres store stue, hvor der er rigeligt gulvplads, trygge rammer og stereoanlæg. Jeg snurrede, hørte musik og lavede historier. Og den type pause fra virkeligheden tog jeg sådan cirka hver-hveranden dag.

Og nu spørger I måske: Hvor gammel var du her?

Og jeg må svare: Ret. Jeg blev ved med snurringen indtil jeg flyttede hjemmefra - da var jeg 18.

Det var en vane. Min familie var vant til det. Og jeg elskede det.

Jeg gjorde det mindre og mindre, men jeg gjorde det. Indtil jeg havnede i Nansensgade, hvor der ikke var plads. Så gjorde jeg det ikke, og der var ikke mere til den sag.

Jeg har prøvet et par få gange siden, men min hypofyse har, sikkert meget lettet, normaliseret sig selv, og jeg får kvalme og må udenfor i haven for frisk luft efter et par omgange.

Okay. Nu er I orienteret. Så tager vi pointen.

Den samlende faktor er denne: I og med, at jeg lyttede til musim når jeg snurrede i alle de teenagerlige år, og i og med at "Avalon" var det mest spillede nummer på Frydenlundsvej 11 i de år (Jeg kørte en lilleput-diktaturstat med det anlæg, eller rettere: Ingen af de andre hørte musik), så har jeg snurret og snurret og snurret til "Avalon".

Jeg har drømt og snurret, tænkt og snurret, lyttet og snurret, elsket - på afstand, som kun en ensom 14-årig pige fra forstæderne kan gøre det - og snurret til det nummer.

"Avalon"+ snurre på småskør, henført, selvfortabt vis = Mig.

I så mange år, at det stadig er en indgroet del af min selvopfattelse, lidt som at Ballongyngerne stadig ville være en del af Tivoli hvis de blev revet ned.

Og nu, efter denne grundige gennemgang af en af mine hidtil mest velbevarede hemmeligheder (Nej, det er ikke at jeg hører Stevie Nicks..), vil I måske kunne forstå, hvorfor jeg blev så ...rørt og glad, I guess ... ved at opdage denne video på U-Tube, at jeg skrev dette lange indlæg efter allerede at have postet ét alenlangt indlæg i aften.

Det var første gang, jeg så den her i aftes - se den helt til ende, og I vil ikke bare have hørt en fantastisk popsang - og set en lidt tacky, men dog sært 80'er-cool musikvideo - I vil også kunne se, hvad jeg mener.

http://www.youtube.com/watch?v=e5A1zJZXoQ0&mode=related&search=

"When the samba takes you/out of nowhere/And the backgrounds fading/out of focus/See the picture changing/every moment/And your destination/you don't know it/Avalon."

Suddenly, it all makes sense. Drøm sødt.

- m

...bagud

2007-01-10T13:23:00.000-08:00

Det går lidt sløjt med at opdatere, det indrømmer jeg. Og jeg kan jo ikke bare blive ved at poste billeder af David og Thomas som cover-up. Årsangen er, som før, at iBYEN.dk giver mig lidt at lave, og det er jo lykkeligt. Men penge er ikke alt - mine eneste (og de imaginære) venner på nettet skal også have deres, ellers forlader I mig jo bare. Og så står jeg der som en anden Tom Cruise i "Cocktail" og har ofret alt det, der betyder noget - venskab, kærlighed, ærlighed - for en hæsblæsende, men hjerteløs karriere i jetsettets slipstrøm.

Endda uden at have en karriere endnu, eller ane hvor slipstrømmen løber. I nærheden af Golfstrømmen, måske?

Der skulle vi nødigt ende - jeg mener, se Tom Cruise i dag! Eller rettere, se Kejser Xenus inkarnation på planeten Jorden. Udsendt for at befrugte høje jordkvinder så the Xenu Livestock, på Jordsprog kendt som Scientology*, kan forbedres vertikalt, og for med egne hænder at bekæmpe den snigende trussel fra polstrede siddemøbler.

I gotta do the right thing. Så nu tager jeg mig sammen og giver jer de slibrige detaljer, jeg ikke skrev i den sauna-guide, jeg i denne uge flikkede sammen til iBYEN - læs den fredag i avis og på net.

Idéen bag denne guide kom fra redaktions samlede braintrust, og gik lissom ud på, at der er alt det her wellness-hype for tiden, hvor ethvert provinsmessecenter med respekt for sig selv har fået installeret finsk saunatønde i kælderen, og hvor den ene spa efter den anden skyder op i byens baghuse og tilbyder frokostpause-mudderindpakning og aromaterapi, som ingen rigtig aner hvad kan på bundlinjen.

Det kan man så plages lidt af det hysteriske i, men egentlig er alt det damp og gus jo ganske rart. Meget, endda, og det kommer vi til. Det nederen ved den her bølge i mine øjne at den let bliver så ultra selvfed og introvert. Det er "Alle har ret til et godt køkken" om igen. Det er "Fordi jeg fortjener det". Det er mig, mig, mig, og en behandler, som skriver under på, at det er okay ikke at tænke på andet end mig selv og mit udseende. Ikke bare i badeværelset derhjemme før festen, men flere gange om ugen, i frokostpausen, i weekenden og når penge og tid skal prioriteres.

Så er det sat på spidsen. Jeg ved ikke, om jeg mener det 100%, for der er større svøber i denne verden end zoneterapi og boblebad. Men sådan lidt socio-kulturkritisk set, så er det lidt kvalmt. Og det var lissom den selforkælelses-kvalme, artiklen skulle gå imod - for sauna var engang noget tough shit. Noget fra Finland. Noget med pisk og is. Noget der gjorde nas og var for de hårde drenge.
Det måtte der da være nogle reminicenser af rundt omkring, mente de gode folk på iBYEN- om jeg kunne lave en guide til hardcore-wellness, men uden wellness, tak?

Jeg ledte lidt, og fandt frem til et par steder, hvor man havde haft badstuer og sauna og den slags før wellness-bølgen rullede ind. Og nåede derfor ud til Christiania, hvor de har et badehus, som fungerer som badeværelse for de Chistianitter, der ikke har vand i huset, skurvognen, pyramiden, eller hvordan de nu har indrettet sig.

Her mødte jeg Frank, en af den slags Christianitter, hvor der står "selvbygger" og bare genrelt selvstændigt printet hele vejen over den brede, solide pande. En helt igennem troværdig og gedigen gut, der bad mig slå mig ned ved det vakkelvorne bord i det lille opsyns-aflukke, og tog sig god tid til at fortælle om Badehuset, mens et meget lille og søvnigt eksemplar af racen Christiania-hund slumrede ved ilden fra en enorm brændeovn.

Frank berettede om, hvordan de havde "lidt et integrationsprojekt herude", i og med at de havde en del udefrakommende muslimske bad-brugere, og en af dem en dag havde taget konen med. "Det er jo ellers ikke noget man gør i muslimsk kultur", sagde Frank - og det må man give ham ret i. Christianias Badehus er nemlig et fællesbad, i bedste frigjorte stil, hvor ung, gammel, mand og kvinde tuller splitternøgne rundt mellem fliserne.

Frank var dog ikke meget for, at jeg skrev så vidt og bredt om stedet - de havde nemlig haft en del problemer efter en artikel i det erotiske magasin Cupido, som lancerede Badehuset som den nye, fede hippie-saunaklub.
En lind strøm af sexturister drog herefter til Staden for at få en kigger, hvilket virkede ret så intimiderende for de kvindelige Christianitter - ikke mindst teenagepigerne var skræmt fra vid og sans.
"Så snart de får hår på frikadellen, bliver de noget så følsomme", sukkede Frank faderligt, men lidt træt. I den tid havde han noget af et job med at kyle liderlige herrer med store øjne ud af saunaen. "Det er altså et badeværelse, det her - det er ikke en sexklub", understregede han, og derfor var han lidt forbeholden overfor min artikel.

Jeg var ret tæt på at opgive tanken om at tage stedet med i guiden, da jeg nødig ville træde Frank over tæerne. Ikke mindst efter han havde beskrevet, hvordan uterlige mænd blev hevet ud ved Kong Frederik og efterladt i kulden med tøjet i armene, hvis de ikke fattede beskeden om gensidig respekt.
Nu er jeg jo ganske vist ikke selv udstyret således royalt fra naturens hånd, men jeg er sikker på, at der var andre måder at få nogen på hovedet, hvis ikke man respekterede hvor grænserne gik heromkring.

Men så kom der et forslag på bordet. "Du kan jo tage et bad. Jeg kan jo ikke forhindre dig i at skrive om din egen oplevelse", lød det. Det var lidt af en catch. Nøgenbadning med fremmede blomsterbørn på en januardag har aldrig ligget på min to-do list.
Men på den anden side havde jeg selv siddet i en halv time og erklæret mig enig i parolerne om, hvordan vi alle var nøgne under tøjet og at kroppen var en ærlig sag, for at hente goodwill. Nu måtte jeg lissom sætte lidt handling bag ordene - og det var tydeligvis den eneste måde, jeg kunne få lov Franks velsignelse til at skrive om stedet.

Så jeg sagde ja tak til et bad på husets regning.

Nu kom udfordringen. Nøgenhed og bad som sådan er jo ikke en decideret ulogisk kombination. De fleste af os gør det hver dag. Det er sådan set bare at tage tøjet af, traske hen til en bruser, tænde den og se hvad der sker.

Nøgenhed i sig selv gav mig heller ikke de store kvaler. Det fungede faktisk dybest set for mig at vide, at de få andre gæster i badet den eftermiddag, alle var der med afvaskning for øje, og der var også en vis frihed i visheden om, at kroppe jo bare er noget, vi alle har, sagt med peacetegn og pandebånd all over.

Problemet var attituden. Og de andre. Jeg stod i al min nøgenhed, let sammensunken med mit lånte håndklæde med forvaskede stedmoderblomster-mønster og et lille institutionsæggebæger med velgørende mudder, og prøvede desperat at ligne én, som bare tog fællesbad i en hjemmelavet badeanstalt hver dag.

Som slet ikke studsede over, at en lavstammet mand med Ukrainer-fuldskæg over hele kroppen stod og nød den varme bruser med fuld tryk på dyserne.

Som altid befandt sig helt naturligt ved at vende sin bare røv til verden, når hun påførte sig muddermaske ved et spejl, som sad på den modsatte side af en alt for bred vaskekumme.

Som ikke lod sig mærke med, at Christiania-brusere ikke ligefrem opfører sig som et standart byfornyelses-armatur med blandingsbatteri, men har deres egen personlighed og er meget begejsterede for at give variationer i bruseoplevelsen. Især indenfor områderne temperatur og vandmængde.

Og som overhovedet ikke på nogen måde mistede fatningen et øjeblik, når hun åbnede døren ind til saunaen, og nærmest trådte på to slippernøgne, unge kvinder, der lå på gulvet i saunaheden, den ene fladt på ryggen, den anden over hende mens hun med sin krop pressede gulvliggerens ene ben bagud over dennes hovede.

"Don't miss a beat", tænkte jeg, "Uanset hvad der foregår, så er det deres fristad - streg under "fri" - og du er gæst". Min indre damagecontrol tog over, og registrede ret hurtigt, at der faktisk ikke var gang i noget direkte erotisk der på gulvet. De var noget udstrækningsterapi, de havde gang i, og som sådan ganske uskyldigt. Men for himlens skyld - der var simpelthen skræv over det hele! Heldigt, at hele mit ansigt var dækket af sortbrunt mudder, som skjulte både nervøse trækninger og glohed rødmen.

Jeg kantede mig langs væggen så høfligt som muligt, og fik placeret mig på den højst mulige bænk i saunaen. Hvilket på ene side bragte mig lidt på afstand af de strækkende kvinder, men på den anden side gjorde, at uanset hvilken vej, jeg drejede hovedet, havde jeg et fremragende udsyn over scenen. "Ikke stirre, ikke stirre, men heller ikke se ud som om, du ikke stirrer" kørte det rundt i mit hovede, mens jeg forgæves prøvede at finde mig tilrette i mit glohede hjørne, mens muddermasken langsomt lavede Gobi-ørken på mit ansigt.

Lidt samtale ville måske bløde tingene op, tænkte jeg. Og dog: Selv en sandfærdig og ganske neutral konstatering som "Det er hedt, hva'?" klang bare automatisk af lesbisk trekant.
Min eneste option var at lade som om, at saunaens varme havde virket så øjeblikkeligt afslappende på mig, at jeg ikke kunne holde øjnene åbne, og bare måtte døse hen i total harmoni på min træbænk.

Jeg lagde nakken tilbage, lukkede ned og koncentrede mig om at trække vejret med normale sauna-lyde, uden at ånde så tungt, at det kunne mistænkes for at være stønnen. Lydene fra gulvet indikerede, at det var mægtigt rart med udstrækning, og jeg overvejde, hvor hurtigt man kunne tillade sig at forlade en sauna uden at det virkede amatørisk og/eller unaturligt.

Efter ca. 5 meget lidt afslappende minutter åbnede jeg øjnene igen, og så, at den Ukrainske hårmand var ankommet. Han havde tilsyneladende ikke de samme blufærdighedskvaler som jeg, og havde slået sig ned på den laveste bænk, praktisk talt med en fod på hver side af gulvkvindens hovede.

Jeg forlod saunaen, og sjældent har luften udenfor i et baderum virket så velgørende. Jeg tog et sidste brus, og forsøgte mig lidt med stedets gør-det-selv-zoneterapi: Et "bassin" med runde sten, som man kunne trampe lidt rundt i for at massere fodsålerne. En knap så rund sten gjorde ende på dén leg, og jeg humpede tilbage til mit tøj, overvældet af frisind - men også ganske opkvikket.

Efter at have skrevet det her, går det op for mig, at det måske lyder som om, at Christianias badehus er et væmmeligt sted. Det var det ikke. Det var faktisk rent, pænt, hyggeligt og en fed oplevelse hele vejen igennem. Det var kun min egen blufærdighed, som gav de mærkelige ringe i vandet. Og det var ret sjovt i sig selv. Det handler altsammen om, hvad du tager med ind. Og jeg havde helt sikkert noget nyt med ud. Noget meget bedre humør, som det første. Og rent hår.

Hvis I nogensinde er på de kanter, så kig forbi og spørg Frank, om i for 25 kroner må tage jer et bad. Det er sgu' sundt at få rusket lidt op i grænserne for, hvad man kan og ikke kan. Og at blive vasket.

Hvis det skal være lidt mere påklædt, men stadig vådt og varmt, så kan I gøre, som Nikolai og jeg gjorde i mandags, som afslutning på min sauna-odyssé: Tage i Frederiksberg Svømmehal og give 125 kr. for kurbad med dufte, bobler og saltvand, samt en 125 meter lang rutchebane, som jeg sad fast i. Det er virkelig også godt. Og der er ingen piger, der strækker ud nøgne i saunaen. For mig var det et plus.

Men på den anden side er der heller ingen små hunde, der sover ved brændeovnen, og der er heller ingen følelse af at være i den lidt eventyrlige paralelverden, som Christiania er på sine gode dage.

Der er fordele og ulemper ved alt. Men hop lidt mere i karret - det giver... glæde. Energi. Smil på læben. Ren hud. Jeg nægter at sige wellness.

*En anden dag vil jeg fortælle om de horder af Scientologer, som trækker sydpå ned af Vesterbrogade flere gange dagligt. Man kender dem på deres afvæbnende smil, højtaljede sorte bukser og billige blå skjorter. Som Irma-medarbejdere på Ferietabletter. Et facinerende fænomen.

...så heldig at have brødre

2007-01-06T07:45:00.000-08:00

I deres nye trøjer med navn på, som de fik til jul. De er glade for dem, til trods for hvad billedet indikerer.

...frustreret

2006-12-29T08:23:00.000-08:00

Åh, er så træt og tung i hovedet i dag. Burde have redigeret guideartikel om gåture, som tog magten fra mig i går og muterede til tre tætskrevne sider om grimme villaveje på Amager, byplanlægning gennem tiderne, Absalon til hest og Carlsbergs elefanter.

Det resulterede i, at jeg blev vækket (Fair nok, klokken 12.00, men jeg var også først i seng klokken fem i morges) af redaktøren fra iBYEN.dk, som sagde, at det altså var nede på Politikens Forlag, de udgav Turen Går Til...

Vi havde en lang og ret usammenhængende snak mens jeg vågnede, bla. om den artikel, jeg har på sitet i dag: http://ibyen.dk/restauranter/article218603.ece
Den handler om at restauranterne tørrer os til nytår, og at vi labber det i os. Og hvorfor. Læs eventuelt selv.

Om gåturene, så var det dagens opgave at skære ned på fedtet, som redaktøren sagde, i bedste nytårsfortsæt-stil. Men Magistrenes Arbejdsløshedskasse ville det anderledes. I postkassen lå der et lille brev, hvor de beder om informationer om hvorfor jeg sagde mit job op (Det har jeg givet dem), og hvorfor jeg var fraværende fra arbejde i hele november (Jeg arbejdede der ikke), og om jeg i det hele taget gider at arbejde (Ja).

Jeg vil så nødig gøre noget galt med den slags ting, så jeg kimer dem altid ned, hvergang de sender mig noget, så jeg kan læse det hele højt for en medarbejder derinde, der derefter kan svare noget i retning af "Ja, du kan læse indad. Send det nu tilbage til os igen." (Deres slogan er "A-kassen for højtuddannede").

Jeg ringede og fik denen gang fat i en sindig jyde, som roligt forklarede mig alt det, jeg allerede godt vidste om, at jeg ikke må skrive freelance medmindre nogen beder mig om det og lover mig penge, og at jeg har tre ugers karantæne fra dagpengene, fordi jeg sev sagde op. Og så tilføjede han lidt nyt omkring HVOR mange detaljer de skal bruge for at være tilstrækkeligt overbeviste om, at jeg faktisk vil have et arbejde og ikke bare elsker at have en minimal indkomst og leve på velfærdssamfundets regning.

Forstå mig ret: Jeg er saligt glad for, at jeg har mulighed for at få arbejdsløshedsstøtte, og de gode folk hos MA-kassen er generelt venlige når man panikker over de besynderlige regler, og er der en ting det ikke er, så er det deres skyld, at det er sådan.

Men får simpelthen allergi af mistænkeliggørelsen. Af at blive indirekte udskreget som nasser. Der er noget helt, helt i vejen med det banner, der vejer over arbejdsløshedsydelsens principper. Jeg laver kraftedeme ikke andet end at søge og kvalificere mig og hente erfaring så jeg kan få et job, og så må jeg ikke engang opsøge en redaktion med et tilbud om at skrive en artikel, for så er det selvstændig virksomhed, og det støtter Staten ikke.

Staten støtter kun visse former for initiativ. De typer, hvor du står med hatten i hånden: Jobsøgning, jobs med supplerende dagpenge, jobtræning - initiativer, som alle hensætter dig i tiggerens rolle, hvor alle beslutninger vedrørende din videre skæbne er overladt til andre. Selvstændig virksomhed, som er et initiativ hvor med et andet fortegn, hvor du har magt til at ændre din stilling - den går ikke. Det er mistænkeligt. Så enten er du tigger og affinder dig med det, eller også er du en snyder.

Jeg ved, at det er, som det er, fordi der er snydere, som ville udnytte muligheden for en ekstra indkomst. Men det kan sagtens lade sig gøre at skabe et smidigere system, hvor det er decideret snyd, og ikke initiativ, der bliver straffet. Alle de konsulenter, jeg har talt med hos MA-kassen siger, at reglerne er forældede og ikke passer til den verden, vi lever i nu, med de moderne arbejdsformer og -forhold. Men der er ikke politisk vilje eller ressourcer til at lave en gennemgribende ændring, blandt andet pga. EU-regler for støtte-området, som blokerer for en dansk reform.

Det er så ultra frustrerende. Men mine Politiken-jobs, plus hvad jeg ellers har, har heldigvis en form, jeg kan få lov at arbejde i: De giver mig opgaven, så det er okay. Men skulle jeg have lyst til at skrive for nye steder, må jeg ikke selv henvende mig med et artikelforslag. Det er selvstændig virksomhed, og det er fy-fy. Meget elegant ordning.

Brok, brok. Der er jo desværre ikke andet at sige, end at det er et dumt system, og at jeg bare må se at finde noget fast, eller få nok freelance, til at jeg kan råbe "Røv" og smutte. Det gør mig i al fald drøn-motiveret til at søge job. Og det er måske også meningen med det.

Se nu: Havde det ikke været for brevet fra MA-kassen, så havde jeg skrevet en munter og fiffig lille tekst om hvad jeg lavede indtil klokken 05.00 i morges, og den havde involveret smukke mennesker, grimme toiletter, to guldøl for éns pris og et usædvanligt kvalifiveret og interessant svar på spørgsmålet: "Hvad betyder fortællingen for samfundet?".

I stedet fik I regelrytteri og raserianfald. - Endnu en grund til, at jeg skal have et arbejde i det nye år. For så sender MA-kassen mig kun breve om, hvor meget de værdsætter at jeg har job.

Kryds fingre.

...lige på vippen til jul

2006-12-23T09:24:00.000-08:00

Sidder lillejuleaften og prøver at tage mig sammen til at strikke endnu en artikel sammen til Ibyen. Denne gang om nytår og om alle de restauratører, som prøver at tage røven på os med deres 'eksklusive fester', og den bliver sikkert rigtig god, når jeg lige har fået samlet brikkerne...også inden i hovedet.

I morgen tager jeg og David til Tibirke, hvor vi skal fejre julen med hele mors familie i et det fælles sommerhus, hvor der er mere eller mindre plads til os. Julefreden kommer med garanti ikke til at sænke sig, men der kan ske andet godt. Og min gavebevidsthed er lige blevet vækket i dag, så jeg glæder mig vanvittigt til både at få og at give.

Nikolai og jeg havde gaveoverrækning over en frokostplatte, såmænd, på restaurantskibet VIVA i dag, og det var ret vellykket. Den fantastiske mand har begavet mig med, udover superflotte smykker, ultrablødt luksus-hjemme-velour-dragt fra Tekinoktay og den famøse og meget sjældne Den store Pastabog, to cd'er med hans favoritmusik og favoritsoundtracks.

Det er fantastisk musik, men fordi han er den han er, er der en del af det der mindre muntert og mere over i det rørende/gribende/downright sørgelige. Hvis ikke det er hård, avanceret metal. Resultatet er, at jeg skiftevis sidder og småheadbanger for mig selv over computeren mens jeg danner ubevidste billeder af dæmoner i hjernens bagkamre, og skiftevis snøfter mig igennem sætningerne mens tårene falder tungt ned i tastaturet.

Så når/hvis I tænker på mig i julen, så er det et billede af pige med hævede øjne, ondt i nakken, og artikel-deadline tirsdag kl.12 - men i smart, snehvidt, silkeblødt joggingtøj deluxe og med en guldkæde om halsen og to store armbånd, der skramler mod tastaturet, fordi jeg nægter at tage dem af. Altså en slags Jennifer Lopez post-Ben-Affleck-breakup, som kan stave til andet end "I'm real".

Nå, der var ligesom én ting, jeg gerne ville sige med denne post, og det var: Rigtig glædelig jul, allesammen. Jeg har ikke et superlækkert julelink til et happy X-mas card online med mig, der vinker manisk, men jeg har det her link til en julesang, som Justin Timberlake har lavet i 2006, og som jeg synes understreger, at manden har humor. Scroll halvvejs ned på siden som der er linket til og afspil videoen under afsnittet "Justin Timberlake wants to give his dick in a box". Prøv det. Seriously.

http://thesuperficial.com/2006/12/17-week/

Kærligste hilsner

Marie

... anti

2006-12-19T05:22:00.000-08:00

Lige en kommentar til Ungdomshuset-balladen. Det her (video)klip fra et par måneder siden ved Faderhusets kirke i Rødovre siger lidt om, hvad det er for nogle kræfter, der er sat i spil af Autonome vs. Faderhus/Danske Samfund. Hvad ser I i dette klip? Jeg ser mennesker, som er på mega dybt vand, som er bange og rådvilde, hvilke går ud over andre mennesker. På begge sider:

http://politiken.dk/poltv/?ExtID=1198

Jeg synes det er er meget uhyggeligt klip. Og jeg synes, at Politiet burde være bedre til at tackle sådan nogle situationer. Lidt mindre panik og vold i afmagt kunne være en klar forbedring. Til dem, der siger, at der bare skal mere 'konsekvens' (læs: vold) ind i kampen, både imod og for Ungdomshuset, prøv at se her, hvordan den slags konsekvens tager sig ud: Der er sgu' ingen stolhed og machismo over det. De slår på 15-årige børn, der sidder ned på jorden. Tror ikke at ret mange af de her betjente gik hjem med en fed følelse af at have udvist konsekvens. Eller: Jeg håber det ikke.

...i tvivl

2006-12-17T13:44:00.000-08:00

Der er to ting, jeg synes jeg bør skrive om efter denne weekend.

Den ene er ungdomshuset og det faktum, at jeg desværre må siges at have tabt al sympati - ikke grundlæggende forståelse, men sympati - med brugernes kamp for at få lov at få et gratis hus.

Det andet er noget, som involverer julefrokost og bryster.

Jeg tror vi tager begge dele, og first things first:

Jeg har hele tiden været på ungerens side. Jeg har været - og er - helt med på, at de er blevet fanget i en gråzone af konfliktsky politikere og deres egen anarkistiske ideologis ubehjælpelige og træge stejlhed.

Og jeg mener, at det især er politikerenes mangel på vilje til at indse, at de er de voksne og at en løsning på ungdomshusets forhold til brugernes fordel ville betyde mindre ballade og ikke mindst, et vigtigt og interessant kultursted. I stedet solgte de bare skidtet. Så troede de den prut var slået. Det var i 2001. Og nu brænder ikke bare gaderne på N-bro, men også politiets ressourcer på at få udbedret skaderne fra den lette løsning. Kraftedeme flot.

Brugsretten til huset, den skulle brugerne efter sigende have. Så man tænker, er det gyldig jura, så burde salget jo kunne kaldes tilbage, med kompensation til faderhuset og næser til de ansvarlige hos Kommunen. Men det afgjorde fogedretten så, at det ikke kunne. Dixi.

Og så er der sådan set ikke så meget at gøre juridisk. Jeg tror på det danske retssystem i høj nok grad til at mene, at sagen formentlig har fået en retfærdig behandling efter gældende jura, og at den eneste anden vej frem ville være at fifle med paragrafferne, som der jo var forslag om hos en gruppe i borgerrepræsentationen, eller at lægge et politisk pres på Faderhuset for at sælge. Men begge dele er i så høj grda på kant med basale borgerrettigheder, at det hurtigt begynder at stinke af et skred i de værdier, som for alvor betyder noget. Frihed, lighed og broderskab. Demokrati. Retsstat. Alt det, som Ungerens brugere vistnok synes, der er for lidt af i dagens Danmark.

Jeg synes så stadig, at det er den største synd og skam, at det er netop Faderhuset, en fundamentalitisk religiøs bevægelse, som har købt skidtet. At de har gjort det til en principsag på vejne af Gud og hvermand (efter eget udssagn har Ruth Evensen modtaget adskillige berve fra danskere, som beder dem stå fast). Enhver ejer, som var drevet af fornuft i stedet for fanatisme, ville på nuværende tidspunkt for længst have sagt fra og solgt huset til Fonden Jagtvej 69, og så var der et par tabte ansigter rundt om i kommunen, men relativ fred og ro. Ikke bare på grund af balladen, men også fordi en fornuftig ejer ville kunne se, at det var 'varme varer', han havde købt, og at dette køb ødelagde en ungdomskultur, som betyder meget for mange.

Men nu var det lige Faderhuset. Og ser man lidt neutralt på det, er det da interessant, at Ungdomshusets brugere nu er kommet op mod en modstander, som er ligeså hårde i filten og ligeså lidt indstillet på at spille efter andre regler end deres egne, som de selv er. Ruth Evensen udtalte til Politiken for et par uger siden, at hun faktisk havde stor forståelse for de unges indædte kamp. De brændte for deres sag, og hun sympatiserede langt mere med dem, sagde hun, end med de mange lunkne kristne rundt om i landet, som ikke tror for alvor.

Det er en spændende sætning, synes jeg.

Ungdomshuset er en værdig modstander for Faderhusets korstog, med andre ord. Og det peger på, at kampen er en del af det, som driver pastor Evensen, der dermed langt fra er uskyldig i tingenes ophedede tilstand.

Jeg må dog så tilføje, at jeg ikke har meget respekt for folk, der starter krige som de lader andre kæmpe for sig. Måske er det ikke rimeligt, at samfundets ressourcer går til at rydde op efter de autonomes hærgen i går. Men lad os gå et led længere tilbage og spørge: Er det rimeligt, at Faderhuset kan sidde og bruge Københavns Politi som privat hær i en kamp, de selv har valgt?

Personligt tror jeg heller ikke, at Jesus mener, at denne kamp er den vigtigste at udkæmpe i hans navn. Men hvad ved jeg. Vend den anden kind til.

Men: Når alt dette er sagt, så er det i mine øjne ikke sådan, at nogen som helst i hele Danmark har ret til at hærge og ødelægge, fordi noget nægtes dem - retfærdigt udmålt efter gældende dansk lov, som er et af de mindst korrupte og mest demokratiske i verden, uanste hvordan man vender og drejer det. Det er ikke livet og friheden, der bliver taget fra dem. Det er et klubhus!

Jeg ved godt, at for brugerne er det et større spørgsmål, men det er det bare alligevel ikke, når man ser det i sammenligning med resten af verden. Den 16. december 2006 var der på BBC en nyhed om at mexikanske elitetropper havde trukket sig ud af en besat by i mexico, hvor venstreorienterede aktivister havde kæmpet i tre måneder i protest mod regeringen, mod tortur, frihedsbrøvelse og drab. Det er den slags, Ungdomshusets brugerne retorisk forsøger at få det til at handle om, men det gør det bare ikke.

Jeg støtter, at Ungdomshuset skal bevares. Men jeg synes nu, efter 16. december og alt det lort, de nye hellige krigere lover at sende nedover "fucking facist Danmark", at den politiske kultur, der lever i og omkring huset, er umoden, destruktiv, egoistisk, skræmmende og ikke til at respektere. Jeg er taknemmelig for, at jeg lever i det samfund, jeg gør, og ikke i et, hvor Ungdomshusets brugere og deres etik og retfærdighedskriterier sætter dagsordenen.

Og nu: Undskyld. Jeg ved, hvorfor I er kommet så langt som dette i teksten. Hvis I de stadig er her. Men jeg må lige lad eop igen efter dette rant. Så får i julebryst-historien en anden dag.

- m

...overfladisk

2006-12-12T11:53:00.000-08:00

Jeg surfede lige rundt på en masse forskellige blogs og MySpace-profiler her den sidste time. For folk jeg kender, folk som kender folk jeg kender, og folk som kender helt vildt mange tjekkede mennesker, jeg ikke kender og som ikke ville tale til mig om jeg så tilbød dem Marilyn Monroes trusser af chokolade. De sidste mest på MySpace - 'din direkte vej til mindreværd på nettet'.

Eller eller. For det var ikke MySpace, som havde held med at trykke på mine knapper - her off-knappen. Det var blogs'ene. Årsag:

En blog er en ærlig sag. Her siger du noget, om dig, om din navle, om andre, om verden, om ondskab og godhed, om ret og vrang, eller bare om Paris Hilton. Derfor, fordi der (som regel) er noget indhold bag, noget på hjerte, kan det også gøre et indtryk. Eller få dig til at føle dig dum og elendig. Mere om det om lidt.

MySpace, derimod, er noget af det mest fesne og selvforherligende lort, og det går mig på nerverne. Hele halløjet er bygget op som den mest overfladiske og selvfede klub, hvor jeg personligt ved med mig selv at jeg ikke ville kunne komme hurtigt nok ud fra.

Så de altid så skide groovy tracks, de evindelige pandehår-og-goofy-briller-lækre billeder fra vilde fester, jeg ikke har været til og alle de mennesker, som har Anika Lori og Jay-Z som MySpace-buddies, går mig ganske vist på nerverne - men de giver mig ikke mindre selvværd.

Den slags posing har jeg oplevet for mange gange til at den kan narre mig længere. 10% er løgn, 40% overdrivelse, 20% ønsketænkning, 15% mindreværd, og 15% true enough.

Nogle har selvfølgelig et højere 'true enough'-tal, og de er bare heldige, og tilhører sikkert 'taler ikke for trusser'-segmentet. Eller også er de bare meget tjekkede på den gode måde. Dem kan man jo kun beundre. Og det kan man næsten klare uden at blive misundelig. Når man har gået i både gymnasiet i Nordsjælland og på Københavns Universitet med alt hvad det indebærer af opblæste narhoveder m/k, får man Teflon på sjælen overfor den slags. Lokalirriterende ja, vigtigt for mig nej.

Det nederen er de der blogs. For hvor er der mange, der har intressesante og relevante blogs om politik, samfund, u-lande, og kunst og kultur på den tunge måde. Det afspejler nok, at de har personligheder, overskud og intelligens til ikke bare at reflektere over disse problemstillinger, men også formidle dem.

Og jeg - jeg skriver om min tandlæge.

Vil I høre mere? Okay, hvad er der gået gennem mit hovede i dag: I dag har jeg skrevet en guide til alternative juleaftensfester for ibyen.dk, i hvilken forbindelse jeg ringede til flere hjælpeorganisationer, som meddelte, at de ikke havde brug for frivillige hjælpere til julen. Det fik mig til at tænke, at det var da dejligt og at måske var medmenneskelighed ikke helt så fremtidsløst, som CEPOS vil have os til at tro.

Så tog jeg ind til byen for at tale med en gut, der hedder Mikkel Bondo, og som via sine utallige arbejdspladser som bla. bartender kunne vide lidt om, hvor de fede nytårsfester er i år. Til næste ibyen.dk-guide. Fandt ham sms'ende på to telefoner på Joe and the Juice, og fik ham til at love at give mig besked hvis noget spændende nåede hans ører. Det fik mig til at tænke, at det er ironisk, at jeg ikke selv aner det, og skal forestille at være gå-i-byen-journalist. Men så tænkte jeg bagefter, at journalistik ikke gælder om at være happening. Det gælder om at vide, hvem der er happening. And not be afraid to ask. Så jeg har også haft en faglig reflektion i dag. Hva' ba.

Desuden interviewede jeg en sød klubejer på Nadsat i Hyskenstræde til guiden, og hendes (jule)lys i øjnene ved tanken om klubbens julefest - "Vi fejrer at det er overstået - det er årets bedste aften" - fik mig til at tænke, at jeg burde gå mere ud. Også juleaften.

Så har jeg købt et par simili-ørenringe og en gave til mit gudbarn, og der tænkte jeg mest på, at sidst jeg købte et par tøfler til hende, var hendes fødder for store allerede ved udpakningen. Børn i alderen 5-12 vokser altså helt ukontrollablet på et år. Hendes skuffede, tapre lille smil da hun alligevel takkede for de svanedunsbesatte men ubrugelige skønheder med et "Det gør ikke noget, Marie", var ikke til at bære. Så jeg gik i en anden retning i år. Mod noget one-size.

Senere tænkte jeg lidt over en artikel, jeg skal skrive for Wonderland. Den er 'næste kapitel' efter den, jeg skrev om samtidskunstens status pt., og den skal handle om, hvem der har magten i dansk kunst. Det fik mig til at tænke over to ting:

-Hvem har magten i dansk kunst?
-Og: At jeg var stolt af den første artikel, og glædede mig til at skrive den næste.
En positiv tanke, altså, men ikke særligt uselvisk eller samfundskritisk.

Så har jeg spist tre clementiner og en speltbolle, som jeg fandt overraskende velsmagende. Jeg troede ellers, at spelt var lig med brød af Rockwool og hørfrø. Udemærket gået, mystiske kornsort.

Jeg mindes at have tænkt over, at der sad en tigger på Strøget med et skilt hvor der bare stod "JEG ER SULTEN", og at det var en ulamindeligt konsekvent og troværdig udmelding. Jeg gav ham ingen penge.

Nu vil jeg spise igen, og maden står lige ud i køleskabet. En rest - en underart af Stroganoff-familien, som jeg spiste mig til mavepine i i går.

Det får mig til at tænke på, at det er en paradoksal sætningsklemme, jeg har lavet omkring afsnittet om den sultne tigger - begge handler om min egen direkte vej til mad. Men også at jeg ikke vil ændre det, for nogle gange kan tilfældigheder give i nogle udemærkede og tankevækkende resultater. Som jeg vist nu har ødelagt spontaniteten af ved at skære ret meget ud i pap. Sorry, folks.

Senere i aften tror jeg, at jeg skal se 'Sex and The City'-julekalender på TV3 og skrive en jobansøgning til endnu et magasin. Jeg tænker nok ikke på noget mens jeg gør de ting. Jeg sover nok ikke før klokken 2-3 stykker, for det kan jeg som regel ikke. Når jeg ligger i sengen, er der en vis chance for at jeg taler om noget interessant med Nikolai, for det måske den bedste tid, jeg har hver dag. Alt er relativt, men der kommer som regel noget spændende op, når man er under dynen.

Pun intended, I guess.

Jeg læste avisen i morges. Jeg har også set nyheder. Også TV2 Njus. Men begge dele efterlod mig mest af alt med en længsel efter den verden, jeg beskrev ovenfor. En lille, selektiv verden, med mig som midtpunkt og med ret få tråde udadtil i øjeblikket.

I'm so sorry. But that's what you get in here. Cause that's what I have in here.

...i stolen

2006-12-10T07:46:00.000-08:00

Min mor har et par ordsprog, som hun ynder. Et af dem er 'Lykke er smerte, der holder op'.

Det er genialt. Det fungerer både i det det store, eksistensielle perspektiv, og helt ned på det plan, hvor hovedpinen langsomt forsvinder efter en dags tømmermandshelvede.

Men i fredags gik det op for mig, at lykke også kan være smerte, som aldrig indfinder sig. Fredag klokken 11 var jeg i bedre humør end nogen Ho-ho-hoende julemand foran Illum. Det var jeg, fordi at jeg fredag klokken 10 havde en aftale med min tandlæge.

Min tandlæge er et dejligt menneske. Hun hedder Rie, hun har gået i folkeskole med min far, hun er et tillidsvækkende og behageligt menneske, som har kølige, stabile hænder og er i stand til at føre en virkelig reflekteret halvandenvejs-konversation med én mens hun kompetent flytter rundt på en seks-syv forskellige spidse metalgenstande i ens mundhule.

Rie er helt sikkert en af årsagerne til, at jeg aldrig har haft decideret tandlægeskræk. Den anden årsag er Lene Køppen, tidligere All England-mester i damesingle i badminton og Verdensmester i Mixed Double i 1977.

Da Lene Køppen lagde ketcheren fra sig som 30-årig, samlede hun i stedet eksamensbeviset fra tandlægeskolen op. Og til det store held for eleverne på Vedbæk Skole, valgte hun at søge stillingen som skoletandlæge, da Tandlæge-Kirsten, en dame som var lidt mere af den gamle skole tandplejemæssigt og noget hårdhændet, som jeg husker det fra de helt unge år, gik på pension.

Tandlæge-Kirsten var ikke en sadist som sådan, men hun var håndværker, ikke pædagog, og når vi taler 6-årige børn og boremaskiner i munden, så er lidt omsorg altså et mindst ligeså essentielt redskab som en vattampon. Men med Tandlæge-Kirsten var der ikke tid til fingerspitzgefühl. Det var take it or leave it-tandpleje, hvor man skulle lide for sit lille gummidyr og mini-tuben fra Colgate. Det var ligesom en del af det med tandlægen. Den gamle skole, som sagt.

Ind steppede Lene, og så var det slut med tårer. Let og elegant regerede hun de hvide træskos land, så tandlægebesøg blev en afslappende og kærlig afveksling i skoledagen. Man var i gode hænder. Man fik rene tænder. Og hvis man spurgte pænt, så fik man stadig et lille gummidyr som udmærkelse for vel overstået tandtjek, selv når man havde nået den alder, hvor Lene måtte se venligt bort fra at få kittelærmet tilsmudset af en fedtet mix af Rimmel Foundation og Clerasil-dækstift. Jo, tandklinikken på Vedbæk Skole var en tryg og velkommen havn i teenageårenes tumult.

Dette er Lene:
http://ha5.free.fr/danemark_772.jpg

Da dagen kom, hvor jeg ikke længere kunne trække på skoletandplejens tjenester, var jeg så godt vant med Lenes professionelle venlighed, at jeg troede, at det kun kunne gå nedad bakke. Jeg vidste jo udmærket, at tandlægebesøg ikke burde være noget, man så frem til, men at der ude i den virkelige verden fandtes tandlæger, som kun ønskede at se blodet sprøjte mellem deres gummiklædte fingre. At Lene Køppens klinik var et helle, som på magisk vis havde været os forundt i de unge år.

Så kom Rie. Og trygheden vendte tilbage. Jeg havde aldrig behøvet at frygte.

Ikke at det er 100% smertefrit at ligge i stolen hos hende på Strandboulevarden. Især ikke når man som jeg er en tandlægernes arbejdsopgave-tag-selv-bord: Jeg er for doven og træt morgen og aften til at børste længe, og jeg bryder mig ikke om tandpasta, og har derfor fået lavet mindst en fem-otte huller gennem tiden, plus at jeg har fået trukket alle fire visdomstænder ud - og da de var ude, besluttede min krop at producere fire tænder mere samme steder, tænder, som Rie ikke kan forklare, hvorfor kom eller hvad de skulle bruges til - men ud skulle de! Tre af dem i al fald, og for dem, der aldrig har fået trukket en tand ud, så kan jeg skrive under på, at JA - det gør nas. I et par dage efter, hvis den endda skal opereres ud.

De ting sker også på Ries klinik. Men i det mindste er der ingen der nyder ens lidelser. Og de er hurtigt ovre. Man får ros for sit mod, og en kærlig hilsen med til mor og far. Når man altså har betalt de horrible regninger, men hey - tilgengæld slipper man måske for en dag at vågne op og sige godmorgen til sit gebis i et glas på natbordet.

Nå. Fredag var jeg nervøs. For uagtet alle de rosende ord om Ries blide hænder, så vidste jeg, at jeg havde ditchet mine aftaler med hende i over to år, at min fjerde og sidste ekstra-tand, som var en kær baby sidst, nu havde vokset sig til en lang kindtand, og at der var en mistænkelig smerte i nærheden af en tand i undermunden, som havde en endnu mere mistænkelig sort plet lige midt i.

Worst case scenario var således både boring og udtrækning. Og af frygt for denne kombi havde jeg trukket denne aftale så længe jeg kunne retfærdiggøre det, mens tænder blev længre, sorte pletter større og smerter værre. Med andre ord: Der var lagt i ovnen til både skældud og smertehelvede.

"Jeg har et hul i en af tænderne", sagde jeg brødebetynget til Rie, da jeg var blevet placeret i stolen.

"Hvordan kan du vide det? Gab op", smilede hun, mens hun stak et spejl og noget spidst ind i gabet på mig.

"Oggi er er eng ort et å anden", svarede jeg, og pegede ind i min mund i det, der måtte være den generelle retning af miseren. "'Er-ede."

Jeg var helt, helt sikker på, at Rie ville sige "Ja, det kan jeg godt se, det er tydeligt for enhver at der er stort, ækelt hul i den tand!" og begynde at skælde ud og bore lige med det samme. I stedet sagde hun: "Nu kigger vi lige på nogle røngtenbilleder", og proppede fotoudstyret ind i min mund.

Og tænk jer: Det var ikke et hul! Det er en lille kløft i tanden, en fissur, som det hedder med et ret geologisk udtryk, der får mig til at være lidt stolt af mine tænder på en bjergkædeagtige måde. Det er helt naturligt og en del af tandens personlige frihed til at udvikle sig som individ i en verden af andre hvide klumper. Det mørke er bare lidt misfarvning. Og smerten er nogle blottede tandhalse, men det har jeg set i en reklame, at Iben Hjejle også har, så det gør mig bare mere happening.

Og så rensede Rie mine tænder med spidse metalting og fluorlak, mens hun argumenterede reflekteret og engageret for aktiv dødshjælp og beklikkede danskernes berøringsangst med dette emne, og jeg stirrede beundrende op på hende og sagde "Ah" og "Ej" og skyllede efter i en plastikkop.

Og så hostede jeg op med 500 kroner, og gik ned på gaden og ud i juletravlheden som den gladeste og mest overraskede pige i København den eftermiddag. Nul huller. Lykke er smerte, der ikke dukker op.

...lidt doven

2006-12-10T07:08:00.000-08:00

Ja, det tager sin tid i øjeblikket, at få sat sig til tasterne. Heldigvis vil jeg mene, at det kan ses som et tegn på, at jeg har en slags liv.

Fyldt af julefester, galleriåbninger, restaurantbesøg og morsomme sociale sammenkomster. Ret meget som 24 afsnit af 'Sex and the City', bare med knap så dyrt tøj og meget smukkere mænd.

Det er sådan, det er.

...lidt.

Eller, det er faktisk kun sådan fra kl. 22-24 hver aften, og så er det inde i fjensynet. Der sender de nemlig 'SATC'-julekalender - 4 afsnit pr. aften - på TV3 hele december, og lige dér er det ret meget som et afsnit af 'Sex and the City'.

Ellers er det mere som et afsnit af 'Julegaveindkøb, jobsøgning og the City'. Kender i den? Den handler om en pige i 20'erne, og hendes forsøg på at nå det hele her i tilværelsen og forhåbentlig have det sjovt, mens hun prøver. Den er knap så glamourøs som SATC, men den har mere held i kærlighed. Det er lidt en mix af 'Young Ones' og 'The Devil Wears Prada'. Med en snert af 'Before Sunrise'.

Jeg kan faktisk godt lide den. Hovedpersonen er lidt utroværdig i persontegningen, men der er en god dialog og nogle meget overraskende drejninger af plottet. Og så er bipersonerne skønne - her er to af dem, kæresten og fætteren:

Jeg kan lave en lille præsentation af persongalleriet en dag, men nu skal jeg lige ind og se et afsnit mere. Det er det, hvor hovedpersonen har tømmermænd mens hun hænger vasketøj op, bærer aviser ned, og spiser de chokolader, hun fik i pakkekalender i morges. Det er en knaldfed episode.

...en søgende sjæl

2006-12-04T06:23:00.000-08:00

Disclaimer: Den her post er bygget løseligt over virkelige hændelser. Der kan drages visse paraleller til bloggerens virkelighed, men der er også tale om en kunstnerisk overdrivelse i forståelsens navn. I virkeligheden er der ingen skurke, ingen helte, ingen som har Ulla Therkelsen-hår. Med andre ord: Det er ikke så galt som det lyder.

Her er en quiz:

Du har gået så småt og drømt om det her i et stykke tid. Luret lidt på afstand, og måske fantaseret i dit stille sind om, hvordan livet ville være, hvis du havde det. Naturligvis meget sjovere, mere meningfyldt og generelt bare en tilværelse, som ville passe dig meget bedre, end den du vågner op til hver morgen lige pt.

Så en dag - ud af det blå - kommer åbningen. Du bliver bemærket. Positivt. Muligheden byder sig, og I har en aftale. En date. Den første og afgørende. Pludselig drejer alt sig om, at sætte sejlene til for at nå i mål. Ikke bare storsejlet, men spoileren, foggen og alle de stykker stof, som ligger og lugter lidt jorslået i din mentale båd.

Og ikke bare dem. Du føler også et voldsomt behov for at geare op og forny dit selv med nyt look, nyt hår, ny energi og en ekstra vindende personlighed, så du kan vælte rummet med din tilstedeværelse fra første skidt ind i denne nye drømmetilværelse, som du nu kan se vinke lokkende et sted ude i horisonten.

Du glæder dig som et lille barn til juleaften, men er samtidig et sandt rod af modstridende følelser. Alle mulighederne for, at det går grueligt galt, afspiller sig selv med fuld scenografi og følelsesporno i dit indre Kongelige Teater. Med et cast fra helvede: I rollen som din cool ses Rene "Bridget Jones" Zellweger, Paris Hilton har en birolle som dine intelektuelle talegaver, og din charme og selvtillid personificeres af John Candy, tilbage fra graven for denne pragtrolle. Og dit lækre hår spilles af Ulla Therkelsen.

Scenografien består af de trekanter, der var for spidse til "Woyceck". Din stylist er Ace Ventura, Pet Detective. Og musikken er et mariachi-band som fortolker juleklassikere. Og Rammstein på en dag med tømmermænd.

Imens det hele går galt i din fantasi, nærmer dagen sig for daten. Og når den oprinder, gribes du af en sær form for zen-agtig ro. Der er ingen vej ud. Nu må det briste eller bære, og hvis det første er tilfældet, så får vi jo alle en chance til, når vi bliver reinkarneret en dag. (Det ville så være et plus, hvis man kunne få en tur i Angelina Jolies sko til den tid, men så skal der vist gang i en øget opmærksomhed overfor ikke at træde på myrer...)

Det går godt. Ganske godt, i al fald. Du får skubbet Renee, Paris, afdøde John og Ulla af banen, og er mest af alt dig selv på en lidt overgearet, men ikke utroværdig måde. Det ender med en "Vi snakkes helt sikker ved", og du går hjem med en lettet følelse i kroppen, fuld af forventning om mere.

Lige indtil at du opdager, at helvedet først starter NU.

For det er the waiting game, du har indladt dig på. Det, hvor det går op for dig, at "snakkes ved"er the ledeste våben i verden, da det efterlader dig som et stadigt mere rystende vrag, hvis tankevirksomhed langsomt indsnævres til kun at dreje sig om to ord: Hvornår og Hvad.

Din trofaste mobiltelefon bliver pludselig din værste fjende. Det lille tavse apperat ligger som en stdaig påmindelse om det limbo, du har sat dig selv i, og larmer med sin lydløshed. Og uanset hvor intenst du forsøger at bruge Jedi Mindtricks på den, lader den sig ikke påvirke til at give sig en meter, før den har set dig blævre rundt som den gummi-alien, som er inde i en Astronaut-is.

Der går et par søvnløse nætter, og et par dage, hvor du har haft repremiere på det forhadte teaterstykke med Rene i en triumferende hovedrolle, nu komplet med skuffelse. Du er på nuværende tidpunkt isoleret i en boble af nervøsitet, og dine omgivelsers forsøg på at indgyde dig mod og optimisme preller mere og mere af.
Den tro, du trods alt har på, at projektet nok skal lykkes, er under konstant beskydning af din indre frygt for at skuffes endnu mere. Men alligevel - drømmen lever, og du ved jo, at det her er hvad du vil - at I klikkede, og at der er fremtid i det. Hvis bare den forbandede telefon ville ringe...

...og så ringer den. Ding dingeling. Du tager den. Stemmen er rigtig, ordene er..ikke. Og med ét er det overstået. Det var fedt at møde dig, men...I skal ikke ses igen. Det er ikke dig, det er bare...Men du må endelig ringe, ikke?

Så er der skuffelse ta'-selv-bord. Den rigtig dybe, lede, nedrige udgave. Og så på en fredag. Alle andre synes det er en dejlig juletid, åbenbart, mens du bliver mere og mere kynisk for hver snaps, der ryger ind.

Milennium Weltschmertz sætter ind. Det er alligevel lige meget det hele: Endnu en brandert, endnu en sværm af luftkys med spritstank, endnu en endnu en nat hvor ingen andre fatter, at deres liv højst er status quo, når de vågner i morgen - aldrig bedre, aldrig mere meningsfyldt.

For der er ingen mening med skidtet, kun timerne, de på hinanden altid følgende timer, tikkende afsted og ædende hver forspildt mulighed. Og dechj er i - hik! - virkeligsjeden den schtørste barmshjertighed, er dechj ikke? Atsc der sjbliver en ende på dechj en dagsj, halleluchja - hik!

Jeg er virkeligt god til den her diciplin. Hvis jeg bare kunne holde fast i den her følelse - og promille - kunne jeg blive Danmarks første kvindelige skribent for Rolling Stone.

Alle de søde med optimsimen taler om, at der er en eller anden hest, man skal op på, men den står og ser rimeligt uoverskuelig høj ud, den lede krikke. Du stikker alligevel foden i stigbøjlen, og går på nettet efter nye muligheder. Du prøver at sende følere ud efter en ny date, men det føles bare ikke på samme måde rigtigt. Men det kommer jo altid en ny chance, siger de gamle i gårde...

Spørgsmålet er:

Taler vi om:

a) Kærlighed

b) Jobsøgning

c) Adoption, eventuelt af hjemløs hund

...

2006-11-22T08:17:00.000-08:00

Vi mangler billeder her på bloggen. Så her er tre billeder af folk og fæ, som ikke bryder sig om at min bror Thomas fotograferede dem en weekend i oktober.

Mor

Fenja

Fætter Johan

Tjummi er den fødte paparazzo. Hvis nogen kører ind i en vejspærring i en tunnel i den nærmeste fremtid, så ved I hvem, der er skyldig.

...på TV

2006-11-20T14:47:00.000-08:00

Jeg har fået fjernsyn. Ikke som i "Jeg har fået fladskærm" eller "Jeg har fået 36 tommers surround sound hjemme CinemaxX, så jeg aldirg behøver at bevæge mig udenfor en dør igen", men som i "Jeg har nu et fjernsyn i mit hjem".

Det lyder måske ikke som det helt store drøn for alle jer multimedie-storforbrugere derude, men siden mit konfirmationsgave-televisionsapperat eksploderede for 8 år siden, har jeg ikke følt trangen til at anskaffe mig et nyt.

Det var tid til en pause, forstod jeg, da gnisterne stod ud fra billedrøret efter jeg for femtende gange havde tabt tingesten på gulvet på dens tur mellem "under-sengen" til "bekvemt udsigtspunkt fra sengen".

Som I kan høre var det ikke noget nært forhold, jeg havde til det. Jeg har nemlig, med fare for at lyde irriterende hellig, faktisk aldrig været den helt store fjensynsseer. Bevares, jeg var da lige så glad som enhver anden unge for at se Fjernsyn for Dig - dog især når B&U fraveg deres pietistiske trip med at hente "poetiske" (Læs: Uforståelige, dræbende kedelige og grimme som arvesynden) animationsfilm fra Østeuropas uhørt mange tegnefilmsstudier, og sendte lidt ublu amerikansk kvalitetsunderholdning med sømmet i bund som fx. "Fragglerne".

Og jeg så skam "Beverly Hills" sålænge det lå i Prime Time på TV2, og "X-Files" havde en stor plads i mit hjerte, indtil der gik evige vejrballoner og Alien/Government Conspiracy i den.

Men så heller ikke meget mere. Nyheder, programmer af særlig interesse, film. Men ingen hjertenære forhold til soaps, eller noget overforbrug som overspringshandling eller bare tidsfordriv.

På dette tidspunkt, da fjernsynet sprang, kom det kun frem for at vise serien "Saint Tropez", som jeg havde en stadig uafklaret svaghed for. Andre i samme båd må gerne skrive til mig, vi er ikke mange, men måske kan vi få denne pragtserie tilbage på skærmene, evnt. lagt på et tidspunkt før Ole Lukøje har stemplet ud.

Nå, regn af gnister, intet TV - mere tid til læsning, tegning, konverseren, søvn, kommen ved og nogle gange også noget husligt arbejde. Men ikke voldsomt meget mere af det sidste, må jeg indrømme.

Det har, modsat hvad mange tror, ikke været 8 hårde år.

Sammenregnet forstår jeg, at jeg er gået glip af "Sex And The City", "Vild Med Dans", to genudsendelser af "Matador", 6 gange Big Brother, mundaflæsning med Clement Kjærsgård og afsløringen af "Klamme-Rudi" Frederiksen, hele Danmarks chatkonsulent, på åben skærm. Alt i alt har jeg levet udemærket.

Ikke at have tv har faktisk udviklet sig til at være en del af min identitet, som jeg har været ganske gald for - for ikke at sige lidt selvfed med. Når man som jeg ikke har frygteligt mange politiske korrektheder og overskudsagtige livsstilsvaner at diske op med, såsætter man pris på at have dette ene kort i ærmet.

Og det er et virkeligt godt kort. For der er overraskende få, som har det. Alle har TV. Alle ser TV. Og stort set alle, i al fald dem som ivrigt deltager i Se Mit Fede Liv-konkurrencen, føler, at de ser for meget.

Du kan spille det, når alle andre om bordet til den "hyggelige" brunch med venners venner har fået blæret løs om deres surdej, som lever på 5.generation, om deres Christianiacykel, som bare er genial til at transportere både Asta-Emilie og de økologiske selleri fra kolonihaven, og om deres næste triathlon, som bare er skide sjov at træne op til, sammen med Claus Meyer og Beate Bille, som også løber i Sparta.

Man har selv prøvet at byde ind på namedroppingen med, at man var i Tivoli i år og virkelig fik valuta for turpasset, ikke mindst da man efter tre ture i Dæmonen i rap var ved at brække nudlerne fra Wagamama op, for lissom at holde det asiatiske tema i forlystelsesprakens baghave. Men det var åbenbart ikke lige de rette navne at droppe, selvom Wagamama endda er noget fra London, tror jeg. Samtalen vender hurtigt tilbage til Meyer's Deli og noget electronica i en kold hal. Og imponaden kører igen.

Men så: På et tidspunkt løber folk tør for emner, selv når det gælder dem selv, og ender med at tale om noget, nogen har set i TV. Nogen spørger dig, om du også har set det. Og så siger man "Nej, jeg har ikke TV".

Der bliver som regel helt stille et øjeblik. Der tænkes taktisk. Den eneste vej ud er at skifte emne, men det sker ikke. Og så er der en i selskabet der siger: "Jeg ser faktisk nærmest heller ikke noget TV overhovedet - stort set kun DR2".

Og alle andre kaster sig ud i kapløbet for at være den første, som nikker samstemmende.

Så ved du, at du har dem. Hils i kolonihaven, motherfucker.

---

Det gode ved "intet-TV" kortet er, at det er så nemt et kort. Du behøver ikke at yde for det. Du skal bare ikke have et TV.

Så det var faktisk med stor ængstelighed, at jeg lod mig overtale af Nikolai til at overtage mine bedsteforældres aflagte B&O-drønnert. Tungen på vægtskålen var, at vi ser en del film, og at den eneste filmfremviser her i hjemmet i sagens natur er min bærbare.

Det er ikke idéelt. Den har for det første en lille skærm, men mest af alt har DVD-drevet en bug, som gør, at filmen ca. hvert 7. minut gør et three-take hak, så billedet og den dertilhørende lyd lige laver det fede scratch MC Einar style: "You can take our lives - but you can never ta-ta-ta-ta-take our freedom." Word up.

Så da Mormor og Morfar anskaffede sig det nyeste, fladeste vidunder fra Morfars gamle venner i Struer, tog jeg imod tilbuddet om at lægge hus til deres gamle model. Som, i parantes bemærket, er et højst 2 år gammelt dødlækkert B&O, som jeg muligvis ville kunne få råd til når hele min pension en dag bliver udbetalt. Måske.

Thomas og jeg hentede skrumlet ved højlys dag på adressen i Ordrup, og jeg vil bestemt ikke klandre alle de rare mennesker, som så ud til at være én tankebredde fra at trykke 112 på moblien ved synet af os, der iført lange sorte frakker kom trillende ned af Viktoriagade med et dyrt B&O på hjul sat VHS'en og DVD'en i armene.

Vi fik slæbt TV'et op i min stue, og der stod det så uberørt i 14 dage, mens jeg ignorerede dets tilstedeværelse i bar panik over at have tv igen. Det lykkedes mig at se tværs igennem et obsidian-sort meterhøjt skrummel, som stod mere eller mindre midt på gulvet i samfulde to uger, før jeg tog mig sammen og satte stikket i. Så stor var min usikkerhed overfor dette
fremmedlegme i min intimsfære.

Men så tog det fart. En lørdag aften lod jeg mig friste af det ene program, vi danskere er genetisk disponerede til ikke at kunne modstå - "Matador". Der er en grund til, at de genudsender den igen og igen...

Det var en succes. Jeg fik ingen umiddelbare mén, og dagen efter gik jeg amok i det utal af kanaler, jeg pludslig havde fået adgang til for første gang i mit liv. Jeg har aldrig levet i et hus med kabel. At kunne zappe mellem Discovery og TV3 er så eksotisk og overdådigt for mig som negerslaver der fodrer én med bålstegte marshmallows.

Tre dage efter fik jeg dog straffen at føle: Jeg forsøgte at være lidt selvfed til en fødselsdag med fremmede mennesker, fordi jeg havde skrevet en artikel i et kunstblad som lå fremme (- på toilettet.). Men jeg ødelagde effekten derefter ved at indrømme mit korte, men intense forhold til sladdersites. Og fik hele den selvfede bredside lige i hovedet igen. Der kunne jeg godt have brugt min "Intet-TV" kort til at ryste ud af ærmet, men jeg var med ét forsvarsløs. Jeg havde samvittigheden fuld af "Nynne" og "Robinson Eliten", og det var pletter, der ikke sådan kunne vaskes af. Jeg måtte tage mine prygl, og da det var ovre, følte jeg mig omtrent så selvfed som en Date-deodorant.

-----

Nå, men TV-et er nok kommet for at blive. Også her i huset. Også selvom Jeg hidtil kun har set programmer med en underholdningsværdi som et gennemsnitligt Anders And -blad. Uden Carl Backs-historie i.

At se hvordan denne perlerække af underholdningstilbud langsomt stjæler time efter time af mit liv igen efter 8 års seperation, fik mig til at tænke lidt over menneskers tv-mønstre. Jeg er nemlig ikke særligt nervøs for, at mit forbrug skal tage overhånd. Når først begejstringen over kabel-tvs muligheder har lagt sig (ca. 10 år efter alle andre fik armene ned), så tror jeg, at tossekassen finder sin plads at samle støv fra igen.

Så er jeg tilbage ved næste-selvfed igen.

...fra det Blå

2006-11-18T06:10:00.000-08:00

I dag er mit "Brev fra det Blå" blevet bragt i Berlingeren, med et overvældende antal billeder af Abdul, min gamle kung fu-træner og hovedpersonen i artiklen.

Det ser vældig godt ud, og jeg overvejer at købe reklameplads på et stillads et centralt sted i midtbyen, så jeg kan få artiklen blæst op på et megabanner. Noget skal man jo bruge sin børneopsparing til.

Hvis det projekt ikke lykkes, vil jeg anbefale at man eventuelt ser skidtet i avisen. Men jeg ved imidlertid, at det er en absolut minoritet blandt mine venner, der vælger at sige et rungende "Ja tak", når Berlingerens abonnementsalgsafdeling ringer op midt i tomatsuppen tirsdag aften, og derfor får kun ganske få direkte adgang til Berlingske Rejseliv i dag.

Og de af jer, som kunne finde på at samle en avis op i løssalg, undgår formentlig også LørdagsBerlingeren af frygt for de rygproblemer, Bil- og Boligsektionerne kan udløse. Og på grund af Claes Kastholm.

Derfor lægger jeg mit "Brev fra det Blå" op her, så man kan læse en uforpligtende rejseartikel uden at blive belemret med besværlige emner som aviser ellers kunne finde på at tage fat i såsom politik, social nød, kommunal udligning og udsigtsløs udenrigspolitik. Lige her gælder det bare eventyr i De Hvide Elefanters land. Så tager vi problemerne en anden dag - det lover jeg.

Enjoy, I hope ;o)

-------------------------------

I krigernes verden

Kender I duften af tigerbalsam? Af kamfer, kanel og menthol, skarp og sød på samme tid. Duften af det lille mirakelmiddel, som lindrer en øm nakke og giver varme i kolde muskler.

Det er en duft, som jeg husker fra en nat, hvor den blandede sig med røgen fra thailandske cigaretter og den sødligt-rådne em af fiskesovs og overmoden frugt. Hvor den hang i luften omkring en thaiboxing-arena, det eneste skarpt oplyste samlingspunkt på det livlige, dunkle natmarked i den lille provinsby to timers kørsel nord for Bangkok.

Den nat stod jeg på tæer ved rødt ringhjørne sammen med min kæreste. Vores øjne var fæstnet samme sted som hvert eneste blik fra de mange thaier omkring os: På Abdul, vores ven fra Danmark, som sad ved ringens hjørnestolpe, med armene hvilende i tovene, mens hans træner gned hans skulderparti med den skarpe kamferbalsam, inden klokken lød for hans første thaiboxing-kamp.

I mørket omkring arenaen kunne jeg kun lige fornemme, hvor stor mængden af forventningsfulde mennesker havde vokset sig, mens de indledende kampe havde kørt.

For Abdul var et trækplaster. Som den eneste ikke-thai i turneringen skilte han sig virkelig ud: Høj, lys og med en krop, som tydeligt viste resultaterne af de sidste måneders intensive træning i en boxing-gym i Bangkoks forstæder.

Hans ansigt var ren koncentreret intensitet, og tigerbalsamen fik hans muskler til at glinse i det hårde projektørlys. Og så havde han hår på ben og brystkasse, i kontrast til de thailandske kæmperes glatte lemmer. Ikke så mærkeligt, at en ung kvinde henført råbte sine råflirtende ”I looooove you”’s til ham fra den anden ringside.

At tage sin første thaiboxing-kamp i Thailand svarer til at spille sin første tennisturnening på Centre Court: De største forventninger, de bedste modtandere og de hårdeste slag. Min kæreste og jeg følte os som sat ind i en film fra Hollywoods hårde halvfjerdsere: Mørket, spændingen, larmen, og alle de fremmede skikke og regler var kulissen - og Abdul var outsideren, der kommer ind fra kulden, fanger alles øjne og går i ringen mod alle odds. Rocky Balboa fra København NV.

Modstanderen var en thai med en bred, solid krop og et ansigt, som fortalte, at han havde prøvet det før. Over 50 kampe havde han under bæltet. Men det vidste ingen af os nu, hvor de to kæmpere rejste sig fra skamlerne, stadig med blikket rettet mod gulvet, som om den anden først eksisterede, når gong’en lød.

"Blabla bla, Abdul, Denmark, bla bla" lød det i mine ører højtalerene. De sidste væddemål blev råbt igennem larmen, og så gik startsignalet. Men det fik ikke kæmperne til at eksploderede i spark og slag. I stedet greb de hver ringsidens tov, og begyndte langsomt, med slæbende skridt og sænkede hoveder, at vandre ringen rundt.

Dette var Ram Muay, en rituel dans til ære for kæmperens træner, for sporten, og for de højere magter. Hver kæmper har sine egne trin. Som muslim sluttede Abdul sin Ram Muay med at lægge sig på knæ og trykke pande og håndflader mod gulvet. Ved siden af ham gjorde thaien næsten den samme bevægelse. Hvad de bad deres guder om, vidste de kun selv.

Nu ringede klokken til første omgang. Publikum spang råbende til livs, og Abdul lagde ud med et højtflyvende spark, som modstanderen undveg.

Første omgang ser kæmperne normalt bare hinanden lidt an, men Abdus næste træk var at knalde modstanderen et slag lige i ansigtet, så der spang et blåt øje frem på stedet!

Thaien så overvældet ud - men så rystede han hovedet, nikkede og stirrede lige på Abdul med et blik, der sagde: "Okay, kammerat - så det er sådan, vi leger..." Og så kastede de to mænd sig over hinanden i et par omgange slag og spark, som endte i de ubehagelige "krammere", hvor kæmperne holder hinanden fast og hamrer deres knæ op i siden på modstanderen.

Arenaen kogte rødt, og jeg så mig selv skrige med resten af publikum af mine lungers fulde kraft, helt forsvundet i kampen, spændingen og larmen.

Pludselig sad slaget der! Et knockoutslag, helt nede fra den thailandske kæmpers muskuløse ryg og op til Abduls kæbe, skråt og grusomt perfekt. Abduls krop, som for et sekund siden var selve indbegrebet af kraft og liv, gik ud - som en robot, der får trukket stikket. Blikket forsvandt fra øjnene og efterlod to stykker blankt, mørkt glas. Han faldt bagover i rebene, og dommeren begyndte at tælle højt i den lammede tavshed, der for et øjeblik lå over hele ringen.

Dommeren nåede til fem før, Abduls overlevelsesinstinkt fik ham på benene igen. Men det var kun en tom skal, der stod, og modstanderen sendte ham ned igen med tre-fire slag - og denne gang vurderede dommeren, at det var forbi.

Thaien blev kåret som vinder, men jublen udeblev. Alle ville have haft mere, selv modstanderen, som skævede respektfuldt til Abdul, mens kampdommeren hævede hans arm i sejr.

Nu gik det hurtigt. Abdul kom ned og var dybt skuffet, og vi forstod det. Det virkede så forkert, at det, som hele arenaen havde ventet på, var overstået så hurtigt. Vi satte os ind i trænerens bil med en groggy, nedslået og stadig tigerbalsam-osende Abdul. Planen var, at vi skulle ud og drikke os fulde i whiskey, men nu var det bare hjem og hvile hovedet.

Jeg lænede mig tilbage i sædet og så det nattemørke landskab fare forbi bilruden. På den ene side var det så ærgeligt, at det hele var slut nærmest før det var begyndt, og at aftenens store helt endte i gulvet.

Vi følte med Abdul og forstod hans skuffelse, men på den anden side sprudlede vi indvendig af lykke over den oplevelse, vi havde haft. For som min kæreste sagde, da vi endelig lå i vores senge: "Jamen, han er min helt nu - han vandt kampen, da han trådte op i den ring. At turde det, det er den store sejr."

Vi havde været tæt på noget, der var helt anderledes, end hvad vi selv kender til, både fysisk og mentalt. Vi fik lov at kigge ind i krigerenes verden, hvor det at kæmpe er en del af selve livet – fordi at det gør livet mere værd. Det var en verden, som jeg ikke vidste fandtes.

De krige, vi kender til i dag, er uden helte: De kæmpes af stakler, ulykkelige og mennesker uden valg. Men ægte krigere kæmper fra hjertet. For mig var det opdagelsen af en ny verden, som findes blandt alle de andre universer, vores menneskelighed består af.
Duften af den verden, det er duften af tigerbalsam.

..travl igen

2006-11-08T10:16:00.000-08:00

Jeg har pludselig fået lidt at se til, efter at jeg har tudet netværket ørene fulde af at jeg havde masser af tid.

Så i dag sidder jeg og skriver til op over begge ører om korte nyheder indenfor det clairvoyante område samt "fænomener", dvs. UFO'er og uhyrer og den slags, til et nyt magasin som min veninde og gamle kollega fra Mediefabrikken Charlotte er blevet redaktør for.

Hun har dog langt, langt mere travlt end jeg, da det er første nummer, og forventningerne er store i det mystiske miljø, siges det. Tror faktisk, hun har haft travlt i mange måneder nu. Ønsker hende held og lykke og god kosmisk energi med det.

Nå, men jeg arbejder altså. Og defor kan jeg ikke lige skrive blog nu i dag, selvom jeg har lyst, men i stedet vil jeg henvise til andre kilder, hvor man kan læse noget med mig.

Fx. optræder jeg i URBAN på fredag - ikke som skribent - men som shopping-guide, bla. til den Erotica-shop jeg nævnte et par poster tilbage. Det handelr basalt set om hvor på Vesterbro jeg lægger mine surt optjente sparepenge og får stykker af tøj og mad til gengæld, men måske vil I synes det er sjovt læse på vej til hverdagen i bussen kl. lort fredag morgen, hvem ved.

Lørdag den 18. kan man også med fordel købe selveste Berlingske Tidende, hvis man vil se mere Marie på tryk, og denne gang har jeg selv ført pennen: En artikel - eller "rejsebrev" - om dengang jeg så min tidligere kung-fu træner Abdul debutere som thaibokser i Thailand.

Artiklen har fået tredjepræmien i Berlingskes rejsebrevskonkurrence "Brev fra det Blå", som jeg skrev troligt til da jeg var lille, og aldrig så megte som hørte fra. Så holdt jeg en fornærmet pause på 15 år, prøvede igen - og vandt en rejse til New York. Som nok byttes til en to-mands tur et sted i Europa, på et tiltrængt tidspunkt. For to.

Så den bliver trykt i Berlingeren den dag, i Rejsesektionen. De andre vindere trykkes også hver lørdag i øjeblikket, og det er værd at læse for at sætte gang i drømmene og minde alle om, at der er en stor verden derude, som vi sagtens kan nå, og sagtens kan forsvinde i for en tid.

Jeg vil faktisk også blive meget glad, hvis nogle læser det.

Kys, m

...klapper

2006-11-02T06:04:00.000-08:00

Både Nikolai og bror Davids kæreste, Marie-Louise, er indenfor de seneste par måneder blevet introduceret til vores familiesvaghed: Jagt. Og nærmere bestemt, til funktionen "klapper".

Klapperne er de ubevæbnede personager, som tramper gennem skoven på en jagt, således at vildtet skræmmes ud af tykningerne og ud hvor jægerne kan komme på skudhold af dem.

Klapper er det, man er, indtil man får et jagttegn.

Det vil sige, at det er det, alle nye gæster bliver udsat for, når de tages med på jagt. De pakkes ind i varmt og vandtæt tøj, og kastes ud på dybt vand, eller rettere, i dyb skov - og så må man se vad der sker: Om de kommer tilbage, fulde af had, afsky og grannåle overalt, eller - og det er heldigvis normalen, om end det er ret ulogisk at det forholder sig sådan - begejsterede, oplivede og friske på en tur mer'.

Det er også denne funktion, alle børn i jægerfamilier har. Og derfor også jeg. Og opvæksten som klapper skrev jeg engange en artikel om, som Dansk Jagtforenings blad, Jæger, overraskende nok valgte at bringe dengangt i 2001, tror jeg. Jeg havde troet at artikeln var alt for interne, men det at de valgte at bringe den, viser nok, at vi er mange klappere herude omkring i landet - mange, som har delt trætheden, stoltheden og skipperlabskovsen.

Til ære (og på opfordring) for Nikolai og Marie-Louise, vores nyeste klappere, bringer jeg her artiklen, copyright Jæger, sæføli. Jeg håber, at den vil nå klappere mange steder og lade dem føle fælleskabet i at kende til klapperlivet.

"Vi, der valgte klappervejen

Vejen fra småklapper til jæger med egen post er lang og brolagt med grannåle. Og selv en dedikeret driver kan have brug for at kærligt klap i ny og næ.

Af Marie Carsten Pedersen

Da jeg var to år gammel blev jeg placeret på min fars ryg, i en rygsæk af den slags man bærer små børn rundt i så de vender den modsatte vej af bærerens færdselsretning, og hvor deres korte ben stitter ud af af to huller bagpå. Der var jagt på gården nær Lejre, og denne gang skulle jeg ikke blive hjemme på køkkengulvet, hvor min mor og de andre travle damer snublede over mig mens de brasede og regerede for at få jagtfrokosten klar.

Min betænksomme mor stoppede mine ører fulde af gule skumpropper og trak bøllehatten godt til omkring mit hovedet, så jeg var klar da min far, jeg og jagtselskabet traskede afsted i den kolde efterårsmorgen. Fem såter senere vendte vi tilbage, hvorefter jeg stolt proklamerede for alverden –stadig fra mit høje sæde- at ”VI har skudt to fasaner.”

Min far kan stadig få våde øjne når han fortæller den historie. Der kan jeg stå nok så voksen med mit eget jagttegn og cirka fem gang så høj som dengang jeg kunne proppes ned i en rygsæk, og alligevel kan jeg se, hvordan jeg i hans øjne forvandler mig til en buttet unge i en lille oilskinjakke, og med en grøn bøllehat som kæmper en ihærdig kamp med de uglede brune krøller om at dække for udsynet. Det er hårdt for selvstændigheden.

Ikke desto mindre ønskede jeg mig utallige gange tilbage til min position som ubevæbnet bagpost på min fars ryg, da jeg først var blevet for stor til det privilegie. Først da begyndte nemlig livet som klapper –hårdt men ubarmhjertigt.

Stakkels Bambi
For en otte-årig tøs som boede i et lyserødt værelse og samlede på brevpapir og plastikponyer, var det ikke præcis lykken at hoppe i et par uklædelige overtræksbukser, blive snøret ind i uldne tørklæder af sin mor, og slide sig gennem revl og krat i efterårskulden, eventuelt med sin ulykkelige lillebror på slæb.

Men der var ikke tale om at give op, ikke hvis man ikke ville miste ansigt overfor de mange fætre og kusiner som kæmpede sig afsted andre steder i klapperkæden. Så jeg holdt ud, ikke mindst fordi min far med stor pædagogisk sans bestak os småklappere med chokolade mellem såterne.

Senere, omkring tiårsalderen, kom der andre kræfter ind i billedet. På det tidspunkt blev det sejt at fortælle om jagt i skolen.

Det gav status at være den eneste i klassen som havde en hund der lystrede, det var fedt at ens far havde et gevær, og det var et hit hver gang man fortalte om opbrækning og ækle indvolde. For en pige som jeg, der endnu ikke helt havde fået fat i hvorfor det pludselig ikke længere var smart at samle på plastic-ponyer, var det et es i ærmet at kunne fortælle at man havde skudt med salonriffel hele sommerferien.

Men også dét holdt op med at være tjekket. Læbestifthylstre overhalede patronhylstre som statussymbol, oilskin blev én gang for alle dømt kikset af en jury med neonfarvede dunjakker, og rådyrets indvolde var der ikke rigtigt nogen der gad høre om længere.

Tværtimod blev jagt skrevet ind i den sorte bog over ting, som teeagepiger hader og afskyer, på linie med deres små søskende og deres forældres musiksmag (og øl -men det tør de ikke sige).

Jeg måtte gå stille med jagten i de år, hvis ikke jeg ville til at forsvare, at min familie var skånselsløse dræbere der år efter år plaffede løs på Bambis mor, overfor et mangehovedet uhyre af ti uvidende men stærkt indignerede 13-årige veninder.

Uro i klapperkæden
Mine omgivelsers mangel på accept smittede af på min egen holdning til jagt i disse år. Min jævnaldrende kusine og jeg fandt på fikse undskyldninger for kun at tage de første såter og så hoppe fra ved frokosttid.

Mens de andre sled videre i kulden varmede vi fusserne hjemme i vores farmors stuer og pillede grannålene ud af håret, så vi i hvertfald så smarte ud, når vi efterfølgende modtog vores fætres og brødres hån.

Men der gik ikke mange år på den måde, så kunne vi ikke bære skammen længere. Jeg følte efterhånden at jeg hørte til i klapperkæden, og jeg meldte mig atter under fanerne –men i smartere tøj, for om ikke andet havde teenagetiden resulteret i, at jeg havde kastet min mors påklædningstyranni fra mine skuldre. Det er bare noget, man som pige skal igennem - en kold, men nødvendig process.

Vi børn blev også lidt mere klapperbevidste på dette tidspunkt.

Vi havde efterhånden regnet ud, at vi ikke kun blev udkommanderet til klapning fordi vores fædre elskede at se os lide, men at de gamle gutter faktisk havde brug for os for at få vildtparaden til at se ud af noget.

Internt mellem fætre og kusiner ulmede oprørsstemningen, og klapperledere som vi fandt inkompetente til at styre vores guldrandede indsats, fik ikke et ben til jorden når vores junta samledes efter jagten for at bagtale de gamle i gårde.

Men som det så tit sker i græsrodbevægelser, så opstod der spild i rækkerne. Først gik en kusine over til fjenden, så en fætter – det vil sige, de tog jagttegn.

Kampen for klapperrettigheder blev dysset ned efterhånden som vores teenageoprør fandt andre mærkesager, og jeg begyndte ligeså stille selv at få dårlig samvittighed over at jeg endnu ikke var krøbet på skolebænken for at bestå den forjættede jagtprøve.

Som sagt så gjort: Jeg tog min lillebror ved hånden, og sammen deltog vi i forberende kursus og gik på flugtskydebane med stor fornøjelse, for endelig at bestå jagtprøven med lodder og trisser.

Klappersagen lever!
Den ulykkelige, snotnæsede lillebroder, jeg trak gennem krattet i mine unge år, har i dag udviklet sig til en ung mand, som står for med stor succes . Han har dog langt fra glemt sin fortid i klapperkæden, og han har udviklet sloganet “Har du været rar ved en klapper i dag?”.

Jeg mener der burde produceres klistermærker til bilens bagrude med disse ord. For klapperhvervet kan i sandhed være lidt af en bét, når man tramper afsted gennem vildnisset i timer, og bagefter selv skal trædes psykisk under fode af korpulente, bevæbnede herrer med grønne knickers og knæsokker.

I den sjove ende af klapperdiskriminationen ligger den gode gamle schlager om, at hvis man skyder en hund, bør man have frataget jagtegnet, men hvis man skyder en klapper, tager man bare opvasken.

Mere bittert er det, når driverne ikke får et ord til tak ved den afsluttende parole, eller at informationerne under jagten er så ringe, at ingen ved hvor de skal hen, hvorefter man får på puklen for dårligt arbejde.

Fordi mine fætre, kusiner og jeg var børn af jægerne selv, har vi aldrig været en anonym drivergruppe, som bed slagene i os.

Vi har været med før, under og efter, og vi har brokket os som små djævle, når vi ikke følte at vores indsats blev værdsat. Det er sværere for en jagtherre at ignorere en klappers utilfredshed når han skal høre på den fra bagsædet af bilen hele vejen fra Mariager og hjem til København efter jagten.

Jeg skal gerne indrømme, at en del brokkeri bunder i at jeg har været været forkælet, egoistisk, selvoptaget, misundelig og generelt i dårlig form. Men for pokker – de krat, som selv de granvoksne hundeførere kommer forpustede ud af i dag, dem kæmpede vi os igennem endnu før vi selv måtte kravle ned af klappervognen! Klappere arbejder hårdt og med stor glæde for den større sag, og jeg håber virkelig, at jægere rundt om i landet husker på at påskønne det arbejde, som klapperkæden udfører.

Jeg holder uendelig meget af at være klapper, og på trods af at jeg som før nævnt har erhvervet mig min egen “license to kill”, vader jeg ofte troligt afsted i klapperkæden i stedet for at udnytte min ret en magelig post.

Mange jægere holder af at gå igennem selv, og for de der aldrig gør det, vil jeg bruge lejligheden til at anbefale lidt markarbejde af denne slags. Man behøver slet ikke lommelærke eller kulstænger til at holde varmen på, hvis man tager to såter gennem rødgranerne."

Finito. Om lidt kommer der lidt billeder fra sidste weekends jagt hos min Farmor på Solhøj i Hem Skov ved Mariager.

...hende som postede de lovede billeder af..

2006-11-02T05:35:00.000-08:00

Italienske børn i mærkelige køretøjer.

...beroligende

2006-10-31T03:21:00.000-08:00

Her er et beroligende billede af udsigten fra Monte Argentario ud over Middelhavet i skumringen.

Her vender vi os mod syd, og ser ud over de fredelige, bløde, skovklædte bjerge, øen består af. Og strå.

Her ser vi den tredje vej, ind mod kysten, med udsigt over den lille dæmningsby Orbetello. Og desuden demonstrerer Nikolai hvordan en snigskytte ville have idéelle kår med en meget langtrækkende riffel og en stjernekiggert.

...lidt besværet af blogspot

2006-10-30T09:58:00.000-08:00

Nå, efter godt femten forsøg med at uploade flere billeder har jeg måtte indse, at Blogspot muligvis har taget et par hints fra Microsoft hvad angår brugervenlighed og pålidelige services.
Eller også har bloggen fået et sentimentalt overload pga. de lidt for forgabte Italien-indlæg.

Uanset hvad, så holder vi lige en billedpause (Men I'll be damned om jeg gir' op på billeder af børn i mærkelige transportmidler - bare vent). Og heldigvis har jeg en lille billedløs historie fra mit liv at fortælle i dag. Hvilket held.

Here goes: Kender I den om den gamle dame, som kommer ind i en sex-legetøjsbutik? Hun er oldgammel, grå som en kirkemus, tyndhåret og klamrende sig til en rollator. Og det er meget godt, for hun ryster over hele kroppen. Hun krabber sig, rystende og bævende af alderdom, sig over til disken. "Det var alligevel pokkers", tænker ekspedienten. "Det er godt nok den ældste og mest rystene kvinde jeg nogensinde har set", men han er ikke den, der kaster dom, så han spørger: "Og hvad kan jeg hjælpe dem med, frue?"

"Je-je-je-jeggg vi-vi-vi-villl g-g-erne ha-ha-ha l-l-l-l-ovvv at-t-t-t s-ss-seeee p-p-p-ååå e-nnnn m-m-m-m-e-e-e-eget st-o-o-o-o-r m--m-m-otoriseret p-p-p-p-enisatrapppppp!", får den rare gamle dame fremstammet.

Ekspedienten tager en velvoksen model ned fra hylden. "Noget i den her retning?", sprøger han?

"N-n-n-æ-æ, n-noget st-st-st-ørre end d-d-den!", siger damen.

Ekspedienten finder næste størrelse, en gedigen sag, ned fra hylden. "Sådan en?", sprøger han.

"St-st-st-ørrrrre!" siger damen, og ryster så gummiringene på disken falder på gulvet.

"Frisk dame", tænker ekspedienten, og trækker ekspertstørrelsen, også kendt som "Mr. Broomstick" ned fra hylden. "Går den her an?"

"St-st-st-større!" kommanderer damen, og ekspedienten må på lageret for her at finde det største, længste, bredeste og mest usandsynlige apparat frem, den som de ikke tør have stående fremme i butikken af frygt for at en kunde skal købe den og vende tilbage med en klage, fordi de ikke vidste, at de skulle have stort kørekort til den.

"J-j-ja! Netop!" siger damen begejstret. "D-det er l-l-lige d-d-en! V-v-v-il d-d-e v-v-ære sød at k-k-kigge i b-b-brugsanv-v-visningen og s-s-se hvord-d-dan man s-s-s-slukker den!"

Hahahaha.

Den dame mødte jeg i dag.

No kidding.

Historien er: Jeg var i dag rundt med en journalist fra URBAN for at lave en shoppingguide til Vesterbros butikker. For at få den rette stemning syntes jeg, at vi var nødt til at gå lidt bort fra de smarte shops på Gammel Kongevej, og stikke hovedet ned i en af Istedgades frække kældre - og her valgte vi dog den mindst snuskede, nemlig Erotic Lifestyle i no.14.

Her er ingen svedende mænd med grå hud, som står og lurer på én over en kasette med tysk dyreporno, og et ret begrænset antal af plastikrøve og andet mere eller mindre grotesk udstyr til at peppe samlivet - eller måske rettere, singlelivet - op.

Her kan man faktisk gå ned og finde sødt og sexet undertøj, uden at føle, at man er blevet en lille smule herpesbærer bare af at gå gennem døren. Og jeg sværger, det var altså undertøj, vi skulel finde, og endda noget ganske tækkeligt noget af slagsen. Ikke en Irma-buks, bevares, men med bund i trusserne og bøjle i BH-en og det hele. Jeg sværger. Ama'r. I kan selv se i Urban på næste fredag.

Anyway. Da vi kommer ned i butikken, ser jeg, at ekspedienten netop er ved at fremvise en gigantisk dildo til en kunde. Man lægger mærke til det, fordi motoren netop er startet, og bæstet afgiver en snerren som en besværet puma. "Ups", siger ekspedienten, og forsøger at holde tingesten i ro, hvilket giver ham visse prolemer, dens størrelse og aggressive adfærd taget i betragtning.

Det interessante er her, at jeg på dette tidspunkt ikke bemærker, hvem kunden er. Det har fomentlig været en "edit"-funktion i min hjerne, som er trådt til, for at udviske det faktum, som ikke desto mindre går op for mig i al sin gruopvækkende klarhed, da vi stiller os i kø for at få lov at låne undertøjet med hjem.

Kunden, som i dette øjeblik fumler efter sine småpenge som enhver lille, krumrygget ældre dame i grå overfrakke og tyndt, musegråt hår ville gøre - er en lille, krumrygget ældre dame i grå overfrakke og med tyndt, musegråt hår. Og i mens der tydeligvis foregår en transaktion mellem ældre dame og ekspedient går det med stigende vantro op for mig, at sagens kerne er den mægtige motordildo, som ekspedienten forsøgte at kontrollere lige før, og som han nu lægger nydeligt ned i en pæn, lakeret pose.

"Skal de også have en glidecreme med?", spørger ekspedienten, og her er det, at min hjernes "Edit"-funktion igen tager over, og jeg kan derfor desværre ikke oplyse, hvad den ældre dame svarede på dette spørgsmål.

Jeg går også ud fra at I, kære læsere, har fået nok til at ødelægge jeres libido for en dags tid eller to nu. Undskyld.

Misforstå mig ikke: Jeg er all for at ældre - nej okay, lad os sige det som det er, gamle damer i musegrå frakker har et sexliv i behold, selvom det så er et enmands(-kvindes) foretagende, og "Sex And The City" og deres vibratorer er jo tilgængeligt på kabel for alle og enhver, så hvorfor skulle kvinder i alle aldre ikke slutte op i koret og påkræve sig retten til en "Rabbit" eller "Dolphin" eller andre erstatninger for de mænd, som bare ikke dukker op, eller for de fysiske reaktioner, som ikke dukker op selvom mændene gør - eller bare til added spice.

Principielt, i al fald. For som med så meget andet, så var praksis lige en tand for tæt på, når man så pludselig står i køen bag det frie seksuelle initiativ. Sådan lidt som at man kan være totalt pro-Ungdomshuset på sikker afstand af "Antisexistisk punkrockfestival", men at man ville blokere sin gadedør med sin egen krop, før man lod dem flytte ind i ens eget fredelige gårdmiljø. Og med "man" mener jeg "jeg".

Mest af alt tror jeg, at jeg var lamslået - over hele konceptet "stor dildo - ældre dame". Det virkede altså farligt! Jeg mener, hun kunne gå i stykker! Og så var der det med vittigheden, som jeg ikke kunne få ud af hovedet, og som ikke gjorde situationen mindre grotesk. Jeg stod midt i en prolog til en plat vittighed, og kun jeg kunne se det ske. Det var praktisk talt historie, som blev skrevet rundt om mig. En lavkomisk én med en jammerlig pointe, men alligevel.

Nå. Hvis man skal konkludere noget: Jeg kan ikke sige mig fri for i dag at have opdaget, at jeg åbenbart har en automatisk ungdomsfacistisk seksualmoral som kan springe til livs, men hey - jeg er ung. Jeg har aldrig skullet forholde mig til sex mellem gamle mennesker i praksis. Det er ukendt land for mig, og derfor ikke et område på hvilket, jeg kan forventes at optræde særligt erfarent eller empatisk.

Det skal nok komme en dag, for vi skal jo alle den vej. Men lige nu er er alt mit kendskab til seksuelt samkvem illustreret af billeder så ferske som en en Fantareklame. Hvis altså Fanta var lidt mere saftig (Og her tænkes ikke på frugtindhold). Og ikke havde Disney-figurer og Samoanere som frontfigurer.

Okay.

Jeg tror vi nu er nået til et punkt, hvor alle bare ønsker at se nogle beroligende billeder af Italienske landskaber, ledsaget af setimental tekst. Så jeg lukker lige så stille ned for denne mærkelig fortælling. Bare glem den fandtes. Den gamle dame gik aldrig ned i butikken. Og eskpedienten sgade aldrig "Glidecreme". Og Fantareklamer har ikke noget at gøre med et normalt sexliv. Det er bare en drøm....en ond drøm.

...tilbage med billeder

2006-10-30T06:32:00.000-08:00

Det er lidt sent, I know. Men vi tager lige de sidste, bedste Italien-billeder med i et par posts.
Denne post har fx. Crucifix-tema. For en af de sidste dage af ferien kørte vi over dæmningen fra fastlandet og ud på øen Monte Argentario, der ligger som en lille forpost ud for Maremma-kysten.

Her går intet mindre end tre dæmninger ud til øen, som basalt set er et bjerg, hvortil små fiskerbyer og fort-konstruktioner klynger sig hele vejen rundt. Midten af øen er derfor højt hævet over vandet, og giver en helt fantastisk udsigt ind over kyststrækningen og, den anden vej, ud over havet.

Men udover at give udsigt, havde bjergtoppen også en feature mere: Et stort kors med neonlys i, opført mens Mussolini var Duce, af Monte Argentarios munkekloster til ære for Ducen, Paven og kongen - hvilket jo lyder som en ganske flot forsamling, og klart som gode folk at satse på at opføre kors til ære for.

I dag ved vi mere om hvad der skete - paver har vi endnu, men det er knap så vigtigt som det var, Duce'er er ikke decideret i kridthuset (Men folk som Berlusconi udnytter alligevel mulighederne), mens det italienske kongehus er om muligt mere ubetydeligt end det nogensinde har været. Og det har aldrig været særligt betydningsfuldt.

Alt i alt er korsholderne fallen from grace.

Så er det altid noget, at korset i sig selv vel må siges at være stærkere som symbol end den laket, hvorpå disse navne stod. Det holder vel stadig at satse på Kristus, selvom også han er trængt, siges det.

Der var i al fald en følelse af noget meget stort og oprindeligt, der på den helt mennesketomme bjergtop. I skumringen, omgivet af suset fra vinden i korsets metalskelet, og hele bugten og de skovklædte øers skråninger lagt ud foran os.

Og så menneskets små aftryk, som de små pindekors i hegnet omkring korsets fod. Små tegn på liv, tro, minder og tanker. Vi lavede osgå et lille kors, grebet af stemningen, og Nikolai ridsede vores forbogstaver i en sten. Det virkede som det rette at gøre. Og så lyttede vi til aftenen, og kørte først ned, da mørket havde lagt sig over bugten og byerne blev til lysende orange smykkeskrin et sted neden under os.

...klar i halvegen med en disclaimer

2006-10-25T06:50:00.000-07:00

Mens vi venter på flere billeder af Toscansk landidyl, børn i mærkelige køretøjer, pingvin og WC samt fotos af mig med et næb og en beruset hund, så vil jeg gerne have lov til at komme med en vigtig udtalelse.

Kan I huske den post, som hed "..udenfor kontrol", og som handlede om, hvilket tragisk scenario, de purunge famous-for-nothing-celebs er udtryk for? Og hvor ulækker og rædselsfuld, vores rovdrift på dem er? Og hvor dybt ironisk og trist, det forekommer, at de selv synes at jagte det hele med en billion kilometer i timen iført vintage-stiletter, Red-Bull-Og-Vodka-Brandert, ingen trusser og alt for store solbriller?

Det hele står ved magt. Men jeg vil gerne have lov at tilføje en nuance til mine holdninger.

Hvis man læser hele indlægget fra tidligere, vil man forstå, at jeg ikke mener, at disse piger/drenge/knælere er uskyldige ofre per se.

En 8-årig dreng uden stemmeret, som sidder i en luftgynge-gondol, og som dør fordi to jagerfly in hot pursuit, et fra Nordkorea og et fra USA, fræser igennem forlystelsesparken skydende med missiler efter hinanden, hvorfor de rammer luftgyngen og den styrter brændende til jorden under vægten af flyene, er et uskyldigt offer.

En flok unge, cokesniffende exhibitionister, som ikke forstår at passe på sig selv, er ikke.

Men det er stadig noget ækelt noget at snage som sindssyge i deres privatliv og få dem til at græde på åben gade. Og så tage billeder af det.

Undtagen - og her kommer det: Hvis den cokesniffende, uansvarlige exhibitionist er Lindsay Lohan.

Hvorfor? Svaret følger i både kort og lang version, for dem, som har bedre ting at tage sig til end at læse celebrity-gossip på min blog.

Kort: Hun er rædselsfuldt irriterende, snotforkælet, hun beder selv om det, og hun fortjener ikke bedre. Og hun er blank som et brædt. Huskede jeg at sige, at hun er irriterende? Det er hun.

Brug for flere grunde, eller måske lidt baggrund? Læs videre:

Lang: Da vi tog til Italien købte jeg et britisk Elle-blad med nævnte pige på forsiden. Det indeholdt også et interview med hende, og jeg var meget opsat på at læse, hvordan den lille Lohan tacklede sin mærkelig situation og alle de mennesker, som ville have en bid af hende, ikke bogstaveligt talt.

Interviewet var sjovt skrevet, på den fede måde som mange af de store dameblade gør det på: Journalisten skriver en sides penge med en meget personlig introduktion til personen og dennes baggrund, plus lidt detaljer om interviewets forløb etc., og derefter går interviewet i gang. Her er det spørgsmål-svar, og ikke så meget journalisme imellem.

Jeg kan ret godt lide denne form, selvom den er meget Lego-klodsagtig journalistisk set. Den kommer måske ikke vildt i dybden i sleve interviewet, men den foregiver heller ikke at være mere end den er, og den lægger intreviewpersonens bidrag åbenlyst - what they are is what you get. Hvis de siger noget klogt og indholdsrigt, er det til at se med egne øjne, og hvis de er Paris Hilton, så tough shit.

Eller hvis de er Lindsay Lohan.

Journalisten startede i denne artikel med at fortælle om, hvordan han havde brugt måneder på at få Lindsay til at holde sin aftale med ham. Hun havde aflyst eller var udeblevet gang på gang. Endelig mødes de, og hun klør på med at råflirte fra første færd. Fint nok, barnlig og umoden er ligesom den røde tråd her.

Og den følger vi. For interviewet viste ret tydeligt hvad Lindsays hovede er fyldt af:

- At det er ledt at ingen snakkede om, at Ashley Simpsons næse er blevet opereret, når alle taler om, at Lindsays bryster har skiftet størrelse markant gang på gang, og at hun var ligeglad med at Paris Hilton - som hun er uvenner med pt. - var på en natklub, og derfor bare gik ind og blev konfronteret med The Wrath of The Heiress.

(Dette er i mine øjne vigtigt på linje med ting du overhører i kantinen på Gl. Hellerup Gymnasium i spisefrikvarteret. Og det faktum, at det sættes på tryk og på en eller anden måde bliver dagsordensættende, er nærmst utilgiveligt irriterende. Men det er jo ikke decideret hendes skyld at dette ligegyldige vrøvl er trykt i flere hundrede tusind blade nu, men journalistens. Ikke desto mindre ..)

- At hun nyder opmærksomheden fra paparazzi og sladder journalister, at hun kan blive bekymret, når der ikke er paparazzier i hælene på hende og når der ikke skrives om hende i sladderspalterne, for "..don't they care anymore?", og at hun selv fodrer dem med historier om nye kærester - ofte fiktive, fordi "..If they fuck with me, I'll fuck with them".

(Dette viser i mine øjne at Lindsay Lohan har en helt unik tilgang til det at hævne sig på folk: Som jeg ser det, så går det ikke hårdt ud over paparazzierne, at hun får et rygte som en hore fra Hollywood/Helvede. Det går kun udover hende selv. Og gør paparazzierne rigere. Så ligningen er rettere: "..if they fuck with me, I'll fuck myself more up, and make them rich". Hvilket ikke giver plus på bundlinjen, i al flad ikke hos Lohan. Tumpe. Eller teenager.)

- At hun arbejder utroligt hårdt, og at hun ikke kan tolerere starletter, som sætter sig ved siden af hende (Eller Kirsten Dunst) til en fest, lader sig fotografere af paparazzierne, og derpå gør karriere med eget tv-show og andre vinder-jobs.

(I mine øjne er det måske årets bedste eksempel på et tudefjæs, taget i betragtning, at en af de seneste Lindsay Lohan-nyheder på sladdersiderne var da instruktøren og holdet bag hendes næste film, "Georgia Rule", offentliggjorde et brev hvor de stillede hende til ansvar for adskillige aflyste optagelser grundet hendes fravær, som skyldtes tømmermænd. Og med hensyn til det med starletterne, så tror jeg hun skal være meget stille og meget glad for, at nogle gad fotografere hende i nærheden af de rigtige mennesker (Læs: Paris Hilton) på det rigtige tidspunkt for et par år tilbage, da hun stadig bare var en barne"stjerne" fra Disneys stald og stadig kunne være endt som Macauley Culkin.)

- At hun forlanger total troskab fra en partner, men selv vil have lov til at have sex med hvem hun vil, mens forholdet varer, og at hendes tidligere kæreste Jared Leto var "..paranoid.." fordi han ikke ville have hende på besøg hvis hun havde 14 paparazzier med.

(Dette viser i mine øjne, at hun bare er umoden, urimelig og irriterende)

Så indtræffer en seance i interviewet, hvor Lindsay får hentet en kosmetolog ind på restauranten, hvor interviewet foregår, for at lægge en spray-tan på hende til denne aftens celeb-party. Aftalen var oprindelig på hendes hotel, men den har hun således også fucket, for at vende tlbage til begyndelsen.

På trods af to personlige assistenter og en mor, der rejser rundet med hende som manager, formår hun altså at administere sin kalender med samme punktlighed som en hashblæst efterskoleelev kører sine aftaler med forældre, fransk-stile og tandlæger. Så umoden, at det isner i tænderne - på mig, altså. Men jeg har også ditchet min tandlæge i 1½ år...

Nå.

For at vende tilbage til spaytan-damen. Der er ingen stikkontakt på toilettet på restauranten, så Lindsays smarte plan B går i vasken. Men no worries, det betyder blot, at spraydamen må sætte sig pænt og vente mens Lindsay spiser sin artiskok og gør interviewet færdig. Hun er sikkert timelønnet, så problemet er ikke hendes. Og heller ikke Lindsays., åbenbart.

(For-Kæ-Let! For-Hel-Ve-De!)

På dette tidpunkt af interviewet var jeg så irriteret på hende, at jeg kun ønskede at læse om noget, der gik hende dårligt.

Se, sådan virker disse mekanismer. Pludselig er jeg blevet del af haderne, uden anden grund end at en pige i USA er nogenlunde gennemsnitligt åndssvag af forkælede teenagere at være.

Men måske viser det bare, at forkælede teenagere er himmelråbende irriterende, forsinker verdens gang og skulle pines i kældre, og jo mere man zoomer ind på dem, jo mere åbenlyst bliver det.

Måske er det endda konklusionen på hadet mod disse piger.

Men, anyway, det er ikke sidste ord fra Lindsay. For jeg fik virkelig mit onde, hadske ønske opfyldt med dette sidste citat, en kerte af ignorance i en en mørk verden af viden og baggrundforståelse:

Lindsay Lohan fortæller at hun har fået en lighter med et Andy Warhol -citat, som "..means so much to me."

Hun kan ikke helt huske ordlyden, men det er noget med "..everybody will eventually have their fifteen minutes of fame".

Og det, siger Lindsay, er så rigtig for hende: "It means: These days are not coming back, let's enjoy ourselves, you know? "

....

Lyt så her, lille dumme Lindsay Lohan: Det er ikke et carpe diem-citat.

Det er et citat, som handler om, at i vores postmoderne/massemedie/whatever-kultur kan hvemsomhelst få femten minutters berømmelse, uden at kunne noget, uden at blive til noget, og uden at nogen husker dem bagefter.

Det er et citat, der handler om tomheden i den berømmelse, du lever i og af.

Og ja, du kan vel til dels godt tolke det sådan som du gør, for festen er også en del af det. Men tomheden er pointen.

Og den person, som forærede dig den lighter, har givet dig den som en gigantisk fornærmelse. For du er personificeringen af Warhols citat: Du er en hvemsomhelst, som er liegglad med, om berømmelsen er kort, eller hvad den er der for - bare den er der.

Hvis ikke du strammer op, læser en bog, opfører dig ordentligt, og spiser dine artikokker op, så er jeg bange for, at det vil gå dig ilde.

Ja, det var det. Jeg synes stadig det hele er trist, og at verden sikkert ville være et bedre sted, hvis ikke vi allesammen hatede Lindsay Lohan og de andre talentløse teenagere på globalt mobningsplan.

Men sålænge hun er så røvirriterende og selv elsker den negative opmærksomhed så højt, så synes jeg ikek at vi skal spilde mere energi på at være fair overfor hende.

Så jeg starter: Jordbærhjelm!

I bedste mening,

marie

...post 4

2006-10-23T15:13:00.000-07:00

På Medici-fortet i Sienas østlige del trivedes kærligheden i aftenlyset. Ældre ægtepar gik tur, langsomt, med korte skridt, hånd i hånd. En herre sad i sin kørestol, mens hans kone havde placeret sig på bænken foran ham. De holdt hinandens hænder, og hun lo højt af noget, han lige havde sagt, smilende og med de varmeste øjne hvilende på sin kære.

Kastanjetræerne havde stadig sommersaft i bladene, men efteråret var begyndt af svede deres kanter. Især i det gyldent-røde lys kunne man se, at årstiderne snart ville skifte igen, som de må have gjort det så mange gange før i de ældre pars liv sammen.

År efter år, forår, sommer, efterår, vinter, forår - huden rynkes, hænderne bliver knoglede, håret hvidt, benene trætte, skridtene kortere. Men hænderne hviler aldrig ene. Smilet er altid kun et ord fra at bryde frem. Og i øjnene vækkes altid lys, når de finder den, der er allermest dyrebar i hele verden. Forår, sommer efterår, vinter, forår. År efter år. For evigt.

Fortsættes, men først i morgen. Godnat så længe.

- m

...post 3

2006-10-23T14:21:00.000-07:00

Ja, jeg ved at jeg lovede børn i mærkelige køretøjer, og jeg skylder også en pingvin på vej ned i et WC, men I skal lige ha' lidt mere Siena først.

Siena er faktisk bevaret stor set som den var i middeladeren, hvilket bandt andet skyldes, at Sienas indbyggere, med guidebogens ord, er "stokkonservative". Dette karaktertræk, som ellers vanligt fører meget trælsomt og besværligt med sig, har her resulteret i, at byen, trods sin status som Toscanas næststørste turistattraktion , er usædvanligt smuk og stemningsfuld, med et minimum af turistfælder og souvenirhelveder. Selv deres McDonalds var blevet rettet ind til højre og havde fået et stilrent japansk (?) look med lakeret træ i rød og sort.

Derfor ser den således ud når man kigger udover den fra klokketårnet. Det må være verdens smukkeste tage.

...og der er heller ikke sket meget i oplandet. Det er også meget vellykket. Desuden ser himlen også ganske ubrørt ud, set fra den indre gård i rådhuset:

Den megen konservatisme giver sig dog også udtryk i normale ting, såsom at Siena'ernerne stadig bærer nag til Firenze efter en rask krig mellem bystaterne engang i 1400-tallet, hvor Firenze fik det sidste ord og lagde sig klar i position til at blive the place to see and be seen i renæssancen, der jo som bekendt skulle vise sig at blive perioden over alle perioder i Italien siden antikkens Rom.

I øvrigt blev arkitekten Martin Nyrop inspireret af det nydelige rådhus her da han skulle bygge det, vi har i København. Det ved de fleste, som har været i Italien, men jeg siger det alligevel, for det er da meget sjovt at se, hvor meget det kan gøre for en bygning ikke at have Industriens Hus på venstre flanke og Ripley' s Believe It Or Not på højre. Og så har jeg ikke sagt et ord om busterminaler. Fortsættes.

...på Italien-post 2

2006-10-23T13:46:00.000-07:00

Ok, nu prøver vi et spændende rumligt og visuelt eksperiment. Scenen er Siena, en af verdens mest seriøse konkurrenter til titlen "Større By Mest Sandsynlig Til At Se Ud Præcis Som Den Gjorde Da Den Opnåede Sin Plads I Middelalderens Verdenshistorie".

Først ser vi Nikolai med Sienas rådhus' klokketårn bag sig. Vi er på jorden.

Dernæst ser vi NED på det sted, hvor Nikolai sad på sidste billede. Vi er nu oppe i klokketårnet.

Og NU vender vi tilbage til jorden, hvor jeg sidder på den café, der ligger længst ude til venstre på forrige billede:
...og lige om lidt får jeg en cappucino.

Efter dette hæsblæsende og virkelighedsforvridende spejlkabinet af en billedserie, håber jeg at I stadig hænger på. Næste post vil indeholde fotos af børn i besynderlige transportmidler.

...hende som tog billeder i Italien

2006-10-23T12:46:00.000-07:00

Her følger en lille billedserie omkring Toscana set gennem to tilfældige turisters øjne. Jeg blir' ved, til blogspot nægter at tage flere. Så kommer der nok en ny post bagefter. Meget forvirrende bliver det nok...

Første billede viser den lille klippelandsby Sorano, som lå nær ved det sted, hvor vi boede. Det sydvestlige Toscana er kendt for disse specielle vokser-frem-af-klippen-byer, der er bygget ind i tuf-klippen (en stensort) - deraf det italienske navn città tufa.

Så ved I dét. De er pæne, tufa-byerne. Sådan i stilen Ronja-Røverdatter-møder-Lorenzo-Medici.

På vejen til Sorano passerer man Saturnia, som er en meget lille landsby, bygget omkring en meget lille borg på toppen af en klippe som alle andre meget små landsbyer i Toscana, men som udmærker sig ved at have en varm kilde ved klippens fod.

Man har snarrådigt udhugget terrasser i klippen, således at man behageligt kan bade sit legme i det rare varme vand på alle tider af året - hvilket mange gør. På billedet man ser hvordan. Det er ganske dejligt at bobbe i sit eget lille kar midt i et vandfald her, hvis man kan abstrahere fra tanken om de gode vækstbetingelser for svamp og andre hudsygdomme fra italienske fødder.

Det kunne jeg ikke helt. Så vi fulgte den varme flod væk fra de muligvis inficerede badeterrasser, og fandt hurtigt komplet øde og u-svampet idyl, så snart vi havde passeret det første lille strømfald. Det var så smukt og særligt, at det skal ses, ej siges. Se selv:

Jge forsøgte lige at uploade et billede af vores pingvin-tøjdyr, som er ved at hoppe i en wc-kumme, men blogger tog det ikke. Så nu må jeg allerede skifte til nyt indlæg.

Hæng på.

...tilbage - igen

2006-10-19T01:56:00.000-07:00

Tirsdag klokken ca. 10.30 så jeg Peterskirken.

Det er var ikke så heldigt.

Var tingene gået efter planen, hvade jeg nemlig set terminalen i Roma Ciampino, som er en lufthavn og ikke et bolshe med jordbær/flødesmag og en dum reklame.

Men grundet en kombination af italiensk skiltning, eller rettere mangel på samme, og generel uvidenhed fra min og Nikolais side omkring Roms omfartsvejes systematik - eller mangel på samme, så var vi altså kørt så meget forkert på daværende tidspunkt, at den berømte kuppel tårnede op en kilometers penge væk, i al sin vælde, som et vartegn over den internationale turismes evige Sisyfos-kamp med lokal byplanlægning.

"Jeg ANER ikke hvor vi er", stønnede Nikolai, gav det store vejkort et afmægtigt dask, og kastede sig tilbage i shotgun-sædet som billedet på total opgivenhed. Jeg trak vejret dybt ind, knugede rattet, og forsøgte at navigere vores lille Fiat Panda nogenlunde sikkert gennem endnu en dødsfælde af et romersk vejkryds, mens jeg i mit stille sind bandede over, at man ikke var konverteret til katolicismen mens tid var.

Så kunne der være en vis chance for, at en desperat bøn sendt i retning af den mægtige bekuplede højborg forude, ville resultere i en brevdue (Olivengren i næbbet valgfri) sendt fra Himlen til at vejlede os ud af det romerske trafikhelvede, hvor vi nu efter mit bedste skøn måtte have nået femte kreds at dømme efter mængden af (fart)syndere.

Jeg vidste, at jeg alligevel skulle have tændt et vokslys i den kirke i Siena, hvor den Hellige Skt. Catherinas hovede er on display. Jeg ville gerne, men lysene kostede 50 eurocent, og jeg havde kun 2 - så af skræk for det Hellige Hovedes Hævn donerede jeg blot småpengene, og gik derfra pinligt berørt.
Men jeg skulle have gjort det alligevel, om ikke andet for at vise min gode vilje.

Nu måtte vi i stedet køre på lykke og fromme, sved og tårer, og tilsidst flytte vores protestantisk-agnostiske popo'er ind på nærmeste tilgængelige tankstation og bede om hjælp. Dette skete endda to gange, før det lykkedes os at havne på den rette ringvej. Men SÅ var det også en Panda med fuld skrue, som ræsede mod afgangshallen. For første gang i hele ugens løb følte jeg ikke, at italienerne gav mig baghjul.

For det er ikke en skrøne af den smålumre charter-racistiske slags, det med italienernes kørsel:
De kører altså fuldkomment vanvittigt. Ama'r!

Vi boede jo på det her vidunderlige sted, en lille såkaldt Agriturismo i Toscanas sydvestlige del, Maremma-regionen. Med i pakken var en lille bil, omtalte Fiat Panda, som bragte os rundt i landskabet hverdag, af små, snoede bjergveje til maleriske byer og storslåede udsigter og steder langs vejen, hvor man kunne tisse.

I det store hele fungerede det upåklageligt, det her panda-arrangement. Men krævede sin kvinde at vænne sig til, at blive overhalet konstant, udenom og indenom, i hårnålesving og smalle passager, i tunneller, på bjergveje totalt uden udsyn, over dobbelte optrukne linjer og i bælgravende mørke.

Vi kørte dog efter den devise, jeg gennem min korte, men lærerige tid som bilist, har erkendt som værende den mest brugbare opskrift på at få dig levende igennem trafikken hvor som helst. Den hedder "Stille og roligt - så kan I dytte så meget I vil, jeg skal levende herfra".

Jaja, jeg bliver tvangspensioneret som 35-årig med den holdning, jeg ved det - men endnu en gang virkede det: Vi nåede vore mål hver gang, og vi er her endnu. Hellere besseagtig end trafikoffer.

Det var en dejlig, dejlig ferie. Der var varme kilder, en bitter tvist Danmark vs. Italien om pasta med tun, der var små gader og store bjerge, der var megen sol, der var skizofrene hunde, som skiftevis tilbad Nikolai og bed ham i ansigtet, der var øde natur, stærk kaffe og Sienas rådhusplads set meget, meget, MEGET ovenfra, og der var størst af alt kærlighed til at klistre det hele sammen.

Og når jeg kommer til min egen computer, vil jeg skrive lidt mere - og om andet end bilkørsel - fordi der kan jeg supplere med billeder taget med mit splinternye fødselsdags-kamera (Tak, oh tak, mor og far og mormor og morfar). Og så bliver det meget sjovere.

Ses, m

...rigtig skræmt af Dagens Politiske Mord

2006-10-08T11:44:00.000-07:00

Måske har I allerede selv læst eller hørt om det: Mordet på den russiske journalist Anna Politkovskaja. Ellers se her:

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-5045862.html

Det får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Hun blev henrettet i en elevator, dennemodige kvinde, som i mange år har levet sit liv i højrisikozonen på grund af sin kritiske tilgang til Putins Rusland. Hun har fortalt verden om Ruslands fremfærd i Tjetjenien, om officielt sanktionerede brud på menneskerettigehderne, om den magtfuldkommenhed, Moskva og Putin besidder, og om de uretfærdigheder og den disrespekt for menenskeliv, som Putins politik præges af.

Nu nåede uretfærdighederne til hendes egen gadedør. Hvad en dødelig gift i en kop thé ombord på et fly ikke formåede for et par år siden, klarede en pistol. To skud, et i maven, et i hovedet. Den kritiske stemme slukkedes.

Vi kan ikke alle være helte og sætte livet på spil, men når et menneske vælger denne vej, så er det så meget detso mere al ære værd, og bør være en inspiration for andre til at være modige ligeså. Men - når hun så også betaler den højeste pris - er det så meget desto mere en tragedie.

Husk Anna Politkovskaja og mordet på hende. Og stil de spørgsmål - til dig selv og de andre, måske endda til dem, der bestemmer - som hun døde for.

- m

...27 og én dag

2006-10-06T01:47:00.000-07:00

Det lykkedes mig at genenmføre min fødselsdag ganske uden livkrise eller - indsigt. Tilgengæld fik jeg meget mad, og helt fantastiske gaver - og de sødeste lykønskninger, tusind tak, ikke mindst til de kærlige gutter, som har skrevet deres her på bloggen!

Især til de, som ikke er i landet, og som jeg så gerne ville have set (I ved hvem I er): Jeg har bestemt, at der skal synges karaoke i anledning af min føs'da (Det bliver så lørdag, da jeg har taget den festival-prægede tilgang og valgt at strække fornøjelserne over et par dage) . Og ved den anledning lover jeg at gøre alt i min magt for at der synges både "Africa" og "Kringsatt av fjender" - sidste dog muligvis i Kim Larsen version.

Cheers,

M

PS. SERVICEMEDDELELSE: Fra tirsdag bliver der efter al sandsynlighed ikke blogget en uge frem. For én af fødselsdagsgaverne var en tur til Toscana med den glade giver...

*jublejublejublejublejuble*

Min jubel kan ej udtrykkes nok. Så skal der ses på maleriske bakkedrag, poseres forelsket på slidte, men smukke ruiner og ædes så meget pasta, at vi kommer hjem som klumper af durum-dej. Kys falder forhåbenlig også et par af. Vi tjekker lige Firenze for Da Vinci-mysterier, og finder ud af, om Siena har et "Pandaens kvarter", og om Pandahesten er en favorit til det årlige by-ræs Il Palio. Jeg tror også, jeg vil tegne lidt, og så er det en vingård, vi skal bo på. Alt i alt kan det vist kun blive den af de bedste uge 41'ere i mit liv so far.

...27

2006-10-05T06:18:00.000-07:00

Det er min fødselsdag. Det er det hvert år den femte oktober, som regel en frisk efterårsdag som denne, og egentlig på mange måder meget ens fra gang til gang. En behagelig og højt værdsat følelse af at være verdens centrum, som kun de seneste par år er blevet lidt blandet op med et prik af nervøsitet over den støtte skriden fremad mod de 30...og alt det, der kommer efter, og som er så gammelt at man slet ikek tør tænke på det.

I dag tegner dog godt: Endnu er der ikke så meget som et lille traume omkring den aldersmæssige situation på vej. Men klokken er heller ikke mere end halv fire...

Og det, manglen på traume, sætter mig (igen) i en situation, hvor jeg er bagud for ræset: For det er så moderne (Har jeg set i URBAN) at skrive blogs, hvor fødselsdage giver anledning til lange Bridget Jones-agtige overvejelser om det at fylde år: Hvor er jeg, er det godt nok, hvem er jeg, er jeg god nok, hvem havde jeg håbet på at være og hvor er mine øreringe?

Jeg kan bare ikke være med dér lige nu. Min fødselsdag har i dag endnu ikke givet anledning til ret meget andet end gode fornemmelser og mæthed. Ingen eksistensiel krise (klarede jeg søndag), ingen panik før lukketid mht. mand og børn (Føler jeg ikke er helt berettiget endnu), ingen desperation over karriere eller mangel på samme (Har jeg dagligt, så intet ny der).

Dette er, hvad der er sket so far:

I morges vågnede jeg op i Nikolais arme - og begyndte ret hurtigt at rumstere voldsomt, så han skulle vågne og opdage, at det var NU der skulle varmes kakao og rosinboller.

Nok havde jeg selv købt ind til fødselsdagsmorgenmad af den gamle skole (Vi har ikke tid til brunch her i huset), men fand'me om jeg ville lave det selv også.

Nikolai tog et hint, og der var både kakao og gaver - "Pingvinmarchen"-dvd (Don't ask) og biletter til fantastiske Keanes koncert i november i KB Hallen.

Derefter er dagen gået med at gå til lægen, sende arbejds-emails, se nogle tv-programmer igennem for min chef (Hav ondt af mig nu, chancen forsvinder i næste sætning) - og spise lækreste frokost med Mor og Thomas på Sticks 'n' Sushis nye restaurant i Hellerup.

Jeg har fået et par lykønskninger og et par gaver mere, som jeg er blevet rigtigt glad for. Og i aften skal vi spise på en god restaurant. Og måske se en film. Jeg forudser ikke, at jeg får nogle selverkendelses-indsigter af dén grund. Og hvis jeg gør, så for Guds skyld ikke midt i maden!

Så: Ingen krise eller kloge overvejelser i sigte umiddelbart. Meget utrendy blog, vi kører her. Jeg må simpelthen bare håbe, at I vil bære over med et ganske tilfredst fødselsdagsbarn...

kærligst, m

...uden kontrol

2006-10-03T06:08:00.000-07:00

Jeg har fået en ny interesse - eller rettere, en ny rød tråd når jeg tidsfordrivs-Googler og kigger på min hemmelige last, TV2 Gossip.

Interessen er går på et problem, men den er desværre også part af problemet - lidt som hvis man er sygt besat af at oplyse om, hvor latterligt det er, at så mange mennesker lytter efter hvad Carl Mar Møller siger, og det så betyder, at endnu flere mennesker tænker "Hm, hvad er det nu lige han siger, det må jeg da undersøge..".

Problemet er et af internetbloggernes store claims to fame: Den mærkelige flok af unge, kvindelige Famous-for-Nothing-figurer fra USA, ledt an af frontløberen Paris Hilton og gjort mangetallige ved hjælp af ganske let talentfulde skuespillerinder og reality-stjerner med blond hår, store solbriller, og et CV indeholdende flere branderter end biroller.

Lindsay Lohan, Mischa Barton, Tara Reid, Olsen-tvillingerne med de enorme hoveder og sidst men bestemt ikke mindst det måske mest grelle, sørgelige eksemplar af dem alle: Nicole Ritchie.

Det som facinerer mig ved disse piger er ikke deres tøjstil (Som i øvrigt ikke har en dyt med deres egen stil at gøre, men som planlægges dygtigt og i mindste detalje af stylisten Rachel Zoë) deres kærlighedsliv, deres skandaler eller deres duftserier. Ikke rigtigt.

Det er derimod deres mystiske fællestræk, som peger på, at de er udtryk for den endnu sygeste og mest sado-masochistiske periode af celebrity-dyrkelse, hvor kultur endnu har set.

Fællestrækket er: De har ingen kontrol. De har slet, slet, slet ikke fat om begivenhederne i deres tilværelse.
De flyver i raketfart over Hollywood-stjernehimlen, men de har ingen styring på tingene, og de lader sig brænde op, villigt og ufrivilligt på samme tid.

I en syg idoldyrkelse af Old Hollywood-glamour, som de slet ikke har modenheden til, fucker de op gang på gang, og bliver ædt, stykke for stykke, af deres hadsk-kærlige publikum.

Hvor fa'en ved jeg det fra, kan man så med rette spørge. Og nej, det er jo heller ikke noget jeg ved som i: "Jeg ved at jeg bruger størrelse 40 i sko og at klokken er tre når den lille viser står på tre og den store på tolv...".

Det handler altsammen om fortolkning. Og det er fortolkningen af deres sære, sære, tilværelser, ført til mig via alle medier pt., som har skabt min facination.

Så hvad er det, jeg har tolket som denne totale mangel på kontrol. Ja, nu går der tekstanalyse i den:

Symbol 1: De taber deres tøj.

Det var det første, Paris blev berømt for: At gå til bal uden trusser. Ud og ind af New Yorks Yellow Cabs med frit udsyn til popo'en, og derunder. Sådan blev hun fast inventar i New York Times party-klumme. Og så kom realityserien "Simple Life". Og Nichole. Som beholder tøjet, men som taber sine bryster og resten af kroppen. Mere om det senere.

Tara Reid taber kjolestroppen ved enhver festlig lejlighed, og blotlægger grusomme operationsar omkring sin hårdt prøvede brystvorte. Og til filmfestival i Venedig forrige uge blæste Lindsay Lohans kønne grønne empirekjole op. Dette afslørede ikke, om hun var naturligt rødhåret - hun var nemlig glatbarberet.

Hvordan kan de her ting ske? Hvordan kan man møde verdenspressen uden trusser? Hvordan falder en bryst bare ud, når man står helt stille med et stort smil og lader sig fotografere?

Det er vel og mærke ikke noget der leveres med en Sharon Stone-attitude og fuld, fatal bevidsthed, men episoder, der gør hovedpersonerne lillepigepinlige og rødmende. De har slet, slet ikke tjek på hvordan det skete eller hvad de skal gøre med det. Og alligevel gik de hjemmefra med numsen bar.

Ufrivillig blottelse - for mig at se er det et af de mest skåret-ud-i-papppede symboler på kontroltab. Hvis det havde været en film, hvor de her ting var sket, havde jeg tænkt "Den er for tyk".
Altså ikke numsen - den er radmager. Mere om det senere.

Symbol 2: Alt om deres privatliv lækkes.

Igen: Paris. Efter "Simple Life" var Paris med i en anden filmproduktion af stor vigtighed for hendes karriere: "One night in Paris", en amatør-sexvideo, optaget og offentliggjort af hendes tildligere kæreste Richie Sambora, som dermed har sikret sig en varm plads i det særlige helvede, der findes for illoyale ex-kærester.

Jeg har set denne video - og konklusionen er, at meget rige mennesker, og meget slanke mennesker, også kan have et røvsygt sexliv.

Men det er ikke pointen. Pointen er at jeg har set Paris Hilton have sex. Og jeg ved, at Lindsay Lohans kæreste er gået fra hende, og at hun selv benægter det. Og jeg ved, hvor jeg kan finde listen over telefonnumre på Paris Hiltons mobil, som en hacker lagde online. Og jeg ved, at Nichole og Paris er uvenner, men måske har talt i telefon med hinanden fra hhv. en benzintank og en lufthavn.

Dette er informationer så intime, at ingen burde kende dem. Normale Hollywood-stjerner sørger også for, at ingen gør. En Julia Roberts har måske to-tre intime lækager af denne karakter gennem hele sin karriere. Disse piger har to-tre om ugen!

Pointen er: De giver alt fra sig, og hvis de ikke gør, så gør andre, der kender dem, omgås dem, hader dem eller elsker dem.

Fotograferne følger dem uhæmmet, og "journalister" rapporterer hver eneste ord, de siger.

Og jo tættere på deres sammenbrud, det hele kommer, jo flere huller i facaden, der vises, jo højere oppe i det røde interessefelt er vi, modtagerne. Mere om dette senere.

Symbol 3: De klæder sig som børn...jamen, det gør de!

Forsøget på at blive en Old Hollywood-stjerne viser sig på den mest bizarre måde i netop Rachel Zoë-stylingen, som Lindsay, Nicole og Mischa deler - og Keira Knigthly er også med på team Zoë.

Signatur-looket er de enorme solbriller, store som parodier på fortidens Jackie O-rammer, og groteske når de placeres på et lille, udmagret ansigt.

Resultatet bliver den lille pige, som har lånt mors fine solbriller - og det samme sker med resten af Zoë-stilen, en 70'er-retro linje med kaftan'er og lange kæder: Ud fra mors skab, det var det, hun gik med dengang hun var på toppen og vi så så meget op til hende - Uh, alt for stort, men på med det alligevel. For det udvisker også de kurver, som også den anorektiske livsførelse arbejder på at gøre kål på.

Sidst vi så dette, var i det androgyne drengepige-look fra 1920-erne: Lange kæder, hår ned i øjnene, formløse silouetter. En efterkrigsmode, som var progressiv og destruktiv på samme tid, og som overfladisk set var udtryk for en ny kønsopfattelse med noget maskulin kvinde-noget, men som i bund og grund fjernede kvinden fra voksenlivet og gjorde hende til den evige teenager - den præpurtære la garconne, en seksualitet uden kvindelige former - uden ansvar, avl og aldertegn.

Med lidt god vilje vil jeg mene, at det er det samme signal, Rachel Zoë klæder pigerne på med i dag. Og hun gør det uden tvivl stilsikkert og stilskabende. Hun er Chanel fra LA, la garconne with a tan.

Og det er, ligesom hos Coco, androgyniteten, verdensfjernheden, ansvarsløsheden, der er på spil - bare i en langt mere sexet fortolkning, som er udtryk for, at den store eskapisme i dag - det er Hollywood-glamour. Hvis du ikke vil være del af virkeligheden, svøb dig i filmens evigt unge stjernedrøm.

Og det gør Lindsay, Nichole og Paris så af al magt, for at hæve sig over virkelighedens verden med alderstegn, ansvar og nerderlag. Hvilket fører videre til:

Symbol 4: De sulter sig.

Nicole Ritchie er pt. verdens mest berømte anorektiker, Mischa Barton er en tændstik, og indtil for for nylig var den ellers så yppige frk. Lohan også på vippen til at ende som radmagert skelet.

Hun er nu svulmet lidt igen, måske efter at hun for nylig modtog lidt over over 100.000 underskrifter fra fans, der bad hende om at spise lidt mere - hvilket i sig selv er sygt. Mere om dette senere.

Alt hvad jeg ved om anoreksi er, at det er en sygdom, som handler om mangel på kontrol. Man vil stoppe udviklingen af sin krop, både seksuelt for al det ballade, der ligger der med voksenlivet etc., men også for at kontrollere dens breden sig ud over grænserne for det slanke kropsideal. Og så sulter man sig, indtil ens krop er ødelagt indefra.

Nogle dør af det. Et langsomt, pinefuldt selvmord, som har enorme psykiske og sociale konsekvenser, også hvis det ikek ender med døden i første omgang.

Hvis ikke dette er den mest fatale og uhyggelige konsekvens af, at unge
kvinder bliver trukket op på en piedestal for derefter at blive beskudt af en hel medieforbrugende verdens befolkning, så ved jeg snart ikke mine himmelblå.

Og det bringer mig tilbage til underskiftindsamlingen "Lindsay, spis en burger". For her kommer sidste og mest gruopvækkende del af problemet:

Symbol 6: Vi æder dem råt, med hud og hårextensions.

Hvad helvede blander de 1.00.000 underskrivende "fans" sig for - mon ikke de mest af alt gør det, fordi det er sjovt, at det gør ondt på stjernen? Hvordan ville enhver anden anorektisk pige på 20 år have det med en sådan folkeunderskriftsindsamling, som handlede om, at hun så hæslig ud? Skidt, mon ikke? Og mon ikke Lindsay følte lidt det samme, da hun modtog kassen med underskifter?

Jeg læste for nylig en "artikel" på TV2 Gossip: "Nicole brød grædende sammen", lød overskriften.

Historien var, at en fotograf havde knipset et paparazzibillede af den skelettynde Nicole Ritchie på stranden, og følt sig nødsaget til at råbe "Nicole, spis noget!" til hende. Pigen var derpå brudt ud i tårer og havde svaret "Jeg er syg!".

I TV2 Gossip-verdenen er dette et scoop.

Det er en fed, nedrig historie om at det gjorde rigtig ondt på Nichole, og at hun tabte endnu mere kontrol - hun græd, og hun indrømmede at hun var syg: En indrømmelse, pressen og internetbloggere har jagtet i månedsvis. I den verden er det den gode, skadefro nyhed. Barbiedukken vakler, hun fik råt for usødet - det har hun rigtig godt af. Hun kunne bare lade være at være så tynd og så rig og så meget på tv.

Men i virkeligheden, der hvor alle mennesker uanset indkomst kan føle smerte når man tramper på deres tæer, er det jo en frygtelig historie om en meget stakkels pige og en pisseled fotograf, der burde holde sin kæft.

Det gjorde min lillebror David mig opmærksom på, da jeg fortalte det til ham. ""Når nogen siger "Jeg er syg" og begynder at græde, så er det altså synd for dem", sagde kloge lille David.

Jeg blev helt rystet - jeg havde glemt, at Nichole Ritchie er en pige som jeg selv og ikke en plastic-Barbie trods tynde ben og stort hovede, og at det ikke er en sejr, når folk bryder sammen på åben gade - det er en tragedie. Uanset om de har været venner med Paris Hilton eller ej.

Og det er så den grumme, sidste pointe, som gør os, forbrugerne af disse piger og deres liv, måske endnu mere syge end Nichole - omend ikke så fatalt: Vi kan lide at se dem lide. Og vi hiver dem op, så de kan hives ned.

Det er udbud og efterspørgsel: Pigerne er blevet udnævnt til interessante af pressen, fordi de ikke har kunnet styre deres berømthed - uden trusser, ud på sexvideo, overdrevent vægttab - og jo mere de gør det, jo mere opmærksomhed får de.

Deres karrierer er så meget mindre vigtige. Eksempel: Lindsay signes til ny film=5 mill. klik på nettet. Lindsay taber trussen=200 mill. klik løber ind, plus rundsending af billedet, og en million debatforummer, der skriver hendes navn - mest hvor meget en "ho" hun er, men det er hendes navn, som nævnes. Og hun er pludsleig 200 millioner gange så kendt, som hun var før det vindpust i kjolen i Venedig.

På vejen dertil har hun kun mistet sin værdighed og fået nedbrudt sin intimsfære. Og det var bare denne uge.

Vi har selv trukket de stjerner op på himlen, kun for at pille dem ned igen - stykke for stykke. Og de kan ikke sige fra.

Jeg ser dem for mig som paradeballoner, som holdes svævende af de slag, et massepublikum langer ud efter dem når de nærmer sig jorden.
De har ingen styring på deres kurs og ingen kontrol over om de rammer noget spidst, men de har store, vidt åbne øjne, som intet ser, og fikserede smil, som altid kan tændes.

Eller...

Hundehvalpe som danser, indtil publikum bliver trætte af at klappe, og i stedet sparker til dem - og så prøver de at danse igen, for at gøre folk glade, men ingen gider kigge - ikke før de har tisset på gulvet. Og så kan de danse lidt igen..

Eller alle mulige andre tragiske metaforer.

Efter denne analyse er jeg nået frem til, at jeg må stoppe min googling af de unge Famous for Nothings. Jeg vil ikke have blod på hænderne. Og musen er et mordvåben, når det kommer til dem.

Et klik på Nicholes spiseforstyrrelse, er en pind til hendes ligkiste. Et på Lohans kærlighedsliv, er et skub fremad mod hendes overdosis. Ingen kan klare at være ene pige mod så stor en fjendtlig verden, uanset hvor mange små hunde og trofaste stylister, du har ved din side. De er dødsmærkede før tid.

Den eneste af dem, som jeg ikek er det mindste bekymret for om klarer sig helskindet gennem det hele, er Paris Hilton.
Forklaringen? Her vil jeg tillade mig at citere klassiskeren "Fagre Voksne Verden":

"One word: Plastics."

- marie

..ukendt med de kendte

2006-09-25T06:35:00.000-07:00

"Pas på det - KNALD! -røde pressekort! For det' et pressekort - der' nået for siiig! Pas på det - KNALD! -røde pressekort! For det' et pressekort - for... mig og mig!"

Nu talte jeg lidt spidst om mit fetsival-pressekort i sidste post, men det er uretfærdigt. For det kan jo ikke gøre for, at det ikke matcher min silkekjole. Det er bare så rødt som Gud og marketingsafdelingen skabte det, og i virkeligheden er det mig ikke en byrde - det er mig en kilde til stor glæde og mange oplevelser.

Primært handler det om, at det er fantastisk at få llov at skrive igen, at se det publiceret, og at have en undskyldnming for at være alle steder og spørge alle om alt.

Men jeg har også bemærket en anden sub-grund til, at pressekortet spiller max:

Uden det var min kærestes og mit forhold i øjeblikket skåret ned til den kontakt, der opstår, når den ene af os taler i søvne, samt en hurtig skål søvndrukne cornflakes hver morgen og et par muntre sms'er fra dag til dag.

Det er naturligvis fordi, at Nikolai ligger i døgndrift på Copenhagen International Filmfestival, hvor han tilsyneladende varetager alle opgaver fra det allermest praktiske grisearbejde med at sørge for, at Dagmar-biografer hænger plakater op og kontoret har papirklips, til at host'e Q&A med skuespillere og instruktører foran et hundredetalligt publikum, være tysktalende selskab for den germanske delegation, og spise middag med Jean-Marc Barr - I ved, ham den sortøjede franskmand, som var åndeløst smuk og bedre kunne lide delfiner end Patricia Arquette i "Le Grand Bleu", og som nu er mindre smuk, men stadig sej, bla. i Lars Von Triers film. Og som formentlig får spontant udslæt på halsen hvis man hvisker "Flipper" i hans øre.

Jeg klager ikke over vores cornflakes-sessions og godnatkys, for al tid med Nikolai er quality time. Men for at snyde mig til lidt mere, som et præmieeksempel på den unge, snarrådige og handlekraftige kvinde af i dag (Natascha Kampush?) landede jeg mig en presseakkreditering, så jeg kan væer med hvor det sner - og nogle gange, hvor han er.

Det er så sjovt at have kort på, når alle nadre har det, og så griner at vide lidt mere om alt det, der foregår i den lille "verden i verden", som en festival er. Det er facinerende at have fulgt på sidelininjen, hvordan det hele er bygget op gennem et halvt år, og nu er byen fyldt med film og filmfolk, arrangementerne afløser hinanden, folk ser film de ellers aldrig ville se og drikker de syrlige sponsordrinks fra Jameson.

Der tales tysk, fransk og engelsk, der lefles og fedtes og networkes, Zentropa fører sig frem, pressen hagler det hele ned fordi det gjorde de også sidste år, og hele filmdanmarks tropper op og tjekker, hvad hinaden har gang i til New Danish Screen.

Det hele kører. Det er ét stort festivallokomotiv, som brager rundt mellem Købanhavns biografer på skinner, man kun kan se, hvis man ved de ligger der, indtil på søndag, hvor det hele er væk igen.

Jeg har ikke anet, hvordan sådan noget som festivaller blev til. De var der bare, et par gange om året, og så var de væk igen. Man kunne deltage, men hele logistikken bag undslap mine tanker, bla. fordi jeg umuligt kunne overskue det enorme arbejde - hvordan får man en permanent live-tv-skræm opstillet på Rådhuspladsen? Hordan får man 145 film spillet to gange hver i Københavns biografer? Hvordan får man Irma som sponsor. Hvor er der clips?

Svarene er (selvfølgelig): Mennesker, dedikation, hårdt arbejde og kaffe. Passion og gode kontakter er heller ikke at foragte.

Selvfølgelig er det Nikolai og ikke det lille røde kort, der har betydet, at jeg har oplevet det hele på så nært hold i opbygningsfasen. Men kortet giver mig lige det sidste skub tæt på i disse dage. På min plads - pressepladsen. Der, jeg allerhelst vil være i hele verden. Det er sjovt - og så til pokker med, om det ikke matcher.

...på skrift

2006-09-25T06:04:00.000-07:00

På skrift igen, og hvor er det en saftig og berfiende følelse - som at drikke en hel rød sodavand i ét hug. Ja, det jeg mener er, at jeg igen har freelanceartikler ude i det offentlige rum, efter at have fundet tempoet på arbejde og taget hul på nogle nye kontakter med griner opgaver til følge.

Så dette er hvordan landet ligger:

Man kan lige nu gå ud på gader og stræder og finde det lækre kunstmagasin Wonderland i de lækre butikker og sådan nogle steder. Det er i lækre 12.000 eksemplarer, så der skulle nok også være ét til dig - lækre. Bag det nok så sprælske cover, som med fordel kan betragtes med den klassiske rød-grønne 3D-brille, gemmer der sig en lang og tung artikel om "state of the art", forstået på alle måder, lige nu i Danmark. By moi.

Det er, hvis ikke den artikel, jeg altid har drømt om at skrive - så en af dem, og højt på listen - og det har været et vanvittigt sjovt arbejde at få de dygtige og kloge folk, som er med, til at udtale sig og derpå flette det hele sammen til noget, der var en vis grad af rød tråd i.
Den hedder "?Intet nyt fra fronten?" - læs den, hvis I synes at "Smagsdommerne" er for overfladisk og vattet. Eller kan lide, når kunstfolk skælder ud.

Kig lidt her: www.wonderland-mag.dk

I det lidt mere tilgængelige område er der de her to artikler på www.oestrogen.dk, som har været så venlige at lade mig dække den såkaldte Alice-pris på Copenhagen International Film Festival, som kører lige nu. Det er jo, i parantes bemærket, den begivenhed, der har taget al den tid i min kære Nikolais liv, som jeg ikke har kunnet lægge beslag på, i det sidste halve år. Tjek hans blog www.fejerforfolk.blogspot.com for hans yderst velinformerede og kvalificerede guide til hvilke europæiske film, I skal se i denne uge på fetsivalen - chancen kommer aldrig igen!

Nikolai arbejder som en lille hårløs laboratoriemus nu mens det hele kører, og det samme gør hans søde veninde og kollega Nanna, som i artiklen herunder fortæller, hvad Alice-prisen er:

http://www.oestrogen.dk/show_page.asp?pageid=17560
http://www.oestrogen.dk/show_page.asp?PageID=17558

Der vil dukke mere op i slutningen af ugen, såsom en reportage fra Prisuddelinsggallaen, hvor jeg skal sniges ind koste hvad det vil. Det er jeg ikke så bekymret for, for jeg har gode kræfter på sagen. Det værste er, at mit pressekort, som jeg er så stolt af, er højrødt. For skønt det matcher OK med min hårfarve, som pt. ligger et sted mellem Famke Janssens mørkerøde mutantmanke i "X-Men 3" og en østeuropæisk ambassadørfrue, så synes jeg bare ikke det spiller særligt godt med min gammelrosa Marilyn-wannabee-silkesag, som er det ENESTE, jeg har i skabet, som er galla-egnet.

Det tænker jeg så lidt over nu. Og i mellemtiden er Darfur nok gået under. Hvor er vores kultur og verden dog mangfoldig. Eller skulle man hellere sige skizofren?

Anyways, vi lever med det - hvad er alternativet? Så støt underskriftindsamlingen for Darfur på Amnestys side www.anesty.dk, og læs så også lige min lille østrogene artikel om vores lokale filmiske eventyrland, når i alligevel har browseren fremme. Du ka' ta' det. Og det er en god dag.

..her!

2006-09-19T15:02:00.000-07:00

Hey, wannabe alpha-males! Se her:

Straigth from my heart - I ved hvem I er!*

- Marie

*fx. Klaus Riskær, Hugh Hefner, Jens Rohde, Fætter Højben, Jes Dorph, Henrik List, Søren Espersen, Samuel L. Jackson, Poul Nyrup, Donald Rumsfeldt, Henrik Qvortrup og alle sportsjournalister.

...på Darfur igen, denne gang med egen hjerne slået til.

2006-09-18T04:02:00.000-07:00

Ja, jeg læste lige denne nyhed på tv2 Gossip, en uendelig kilde til viden om en verden uden indhold, men med uforståeligt stor betydning. Og for en gang skyld noget, der fik mig lidt op af stolen og tænke nogte andet end:"...HVORFOR skal jeg og hele verdens internetbrugere vide, at Charlie Sheen ikke må nærme sig sine børn med øjenbrynsmonsteret Denise Richards, og HVORFOR skal jeg orienteres om, at Paris kun har givet tre blowjobs i sit liv, og HVORFOR skal jeg vide, at Frederik Fetterlein har været i kanen med sin frisør, og HVORFOR skal jeg ...uhhh, billeder af Lindsay Lohan uden trusser på til filmfestival i Venedig, clikkety click!"

Denne gang handlede det om Darfur og George Clooney. George Clooney skældte FN ud for ikke at handle i Darfur. Det ses her Ikke Darfur, men Clooney og FNs talerstol):

http://gossip.tv2.dk/article.php/id-4888394.html

Det Clooney siger, er at FN bør blæse på sudansk suverænitet, og sætte FN-tropper ind trods Sudans afvisning af forslaget. For ellers går det galt (Det er det allerede gået).

Jeg mener: Hvis der overhovedet skal være nogen som helst logik i den offensivt opryddende udenrigspolitik, den vestlige verden har præket over Irak og Afganistan, så nytter det ikke nooget, at man kun vil indføre demokrati og menneskerettigheder i de lande, som enten huser nogle, der ville slå Bush' far i hjel, eller nogle, som måske står bag 9-11.

Så må der kunne sættes ind når overgreb på menneskerettigeheder og behovet for beskyttelse af civilbefolkningen er så tydelige som i Darfur, og som de var i Libanon i den allerede glemte minikrig med mega-potentiale for en måneds tid siden.

Det er decideret pinligt, at USA's interesser er så styrende for alle, selv overstatslige organer. Hvis USA siger 'go', er der krig, og så må alle løfte og bære. Hvis ikke, så er beslutningsprocessen pludselig vag og så selv-protektionistisk.

Det er ikke godt nok, og vores latterlige regerings udenrigspolitiske linje ("Juhuuu - Danmark er venner med USA pga. vores Jenser i Irak og Afganistan, og Anders' cykelture og letforståelige formuleringer, så dermed har vi alibi for at gøre rigeligt, og vi kan lade alle andre forbindelser stå til - vi er på det stærkeste hold") gør det ikke bedre. Æv.

Æv æv og tre gange æv. Hvor er det ufedt, når man kun er på det stærkeste hold - ikke på det bedste.

...med på at gi' en hånd til Afrika

2006-09-17T07:05:00.000-07:00

Denne post er delvis skrevet af min ven Andreas, som er i Norge og som gør en stor indsats for menneskerettigheder og forståelse her i verden, bla. ved at have arbejdet for Amnesty i flere år, og nu være involveret i arbejdet for at hjælpe Darfur-reginen i Sudan.

Situationen der er værre end nogen af os forstår - og derfor er det i dag Darfur-dag, så lidt flere af os, og især dem som sidder på beslutningerne i storpolitikken, måske vil rette blikket og den hjælpende hånd derhen - der er hårdt brug for det.

Værsågod Andreas:

"Siden 2003 har Darfur-regionen i Sudan været plaget af en forfærdelig konflikt. Hundredetusinder er blevet dræbt eller alvorligt såret. Mere end to millioner mennesker er drevet på flugt og lever i forfærdelige flygtningelejre, hvor de er sårbare overfor voldtægt, vold og yderligere angreb. Over 3.5 millioner mennesker er afhængige af nødhjælp. Regeringen i Sudan mobiliserer i dette øjeblik tropper til at færddigøre det folkedrab som de har begyndt.

I dag, den 17. september, er dagen hvor vi alle husker hinanden på, at vi har et globalt ansvar for at beskytte hinanden. I dag er dagen, hvor vi skal markere at vi ikke vil tillade flere folkemord. Ikke endnu et Holocaust, et Rwanda eller et Srebenica.

Du kan gøre en forskel. Alene ved at huske dine nærmeste på, at der er et sted der hedder Darfur i Afrika. Og der er mennesker dernede, som vi ikke må glemme.
Du kan også støtte en aktion for at sende FN tropper til Darfur, som skal sikre beskyttelsen af civile.
Læs mere om dagen i dag på den internationale hjemmeside for Global Day for Darfur
Eller støt Røde Kors
Tak for din tanker og din støtte."

...lidt ude af den

2006-09-14T13:29:00.000-07:00

Jeg kan kun skrive om én ting lige nu:

I dag lagde vi min onkel Ulle i graven. Han døde for otte dage siden af en prostatacancer, som blve konstateret i januar i år, og som ikke kunne standses.

Min fætter Johan, min kusine Christine og min tante Birthe - det bider i mit hjerte, når jeg tænker på den sorg, de må føle nu. Over at have mistet, over aldrig at skulle møde igen. Hvis det var mig, der stod i deres situation i dag, ville min verden være ændret for altid - en ændring, man var tvunget til at acceptere, men som er det sidste, man ønskede. Smerten er så stor, savnet uoverskueligt.

Vi andre vil også savne - jeg vil savne at ankomme til en familiefest, gå rundt for at hilse på folk, og blive forsinket i runden, fordi jeg falder i samtale med nogen - og så mærke Ulle, der tager mig i armen, og med det skæveste smil og kun let anklagende siger "Nu ignorerer du mig igen, Marie. Jeg har jo glædet mig sådan til at tale med dig - men du synes sikkert det er irriterende med sådan et gammelt fjols som mig, der lægger beslag på dig." - og nej, selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Jeg synes det var alt andet end irriterende at blive taget alvorligt i en diskussion, stillet svære og komplekse spørgsmål om mit fag og om mine livsvalg, at få fortalt gode historier med dybere mening, debattere intelligent, kultiveret og engageret over oksestegen, og at fortælle mine historier til en person, som virkelig syntes at more sig over dem. Og at holde af, at tale med mig.

Det er ikke noget, der sker hver dag, eller til hver familiemiddag. Det er noget, som var særligt ved Ulles tilstedeværelse. Og det er noget, der vil være alt for lidt af nu, og som jeg vil savne - min lille del af det svan, som alle vi, der kendte ham, deler nu.

- Sov godt i nat, mine venner, og husk, at det er ikke en selvfølgelighed, at vi nok skal nå alt det, vil vil - hverken i livet, eller det, vi vil hinanden. Så derfor skal man gøre det, og ikke vente og vente - for en dag har man ventet for længe. Og så er der kun savnet tilbage.

- marie

...en Cola-automat

2006-09-08T07:55:00.000-07:00

Så gik der lidt tid siden sidst. Det undskylder jeg overfor de søde mennesker, der til min enorme overraskelse har fortalt mig, at de faktsik tjekker min blog - nogle af dem på daglig basis. Det er pragtfuldt og gør mig utroligt glad - men samtidig sker der noget besynderligt i mit indre Storm P-maskineri.

Er der nogle af jer, som har set den nye Coca Cola-biografreklame? En fyr smider en mønt i en almindelig, rød Cola-automat, og så tager tingene fart:

Man følger mønten ind automaten, som overraskende er skallen om en sød-surrealistisk miniature-verden, der ser ud som Dalís drømme ville, hvis han havde haft et drop indlagt med saccharin fra Ole Lukøjes paraply. Her udløser mønten en kædereaktion, der går over bjerg og dal, fra dansende dværge til hårdtarbejdende pingviner og små kyssebolde, der uvist af vilken årsagr suger sig fast på den colaflaske, der opstår, fyldes, køles, og tilsidst afsendes med fuld fanfare som en anden Challenger- launch, mens tropper af fantasifostre med og uden trompeter hylder koffein-og-sucrose-vidunderets opstigen til menneskets verden.*

Så får knægten colaen ud af automaten, og så går han. Men det er ikke det vigtige.

Det vigtige er, at jeg er en cola-automat.

Eller rettere, jeg har den klare formodning, at min psyke på mange punkter fungerer som den syrede, kædereagerende Cola-kasses indre.

Nu skifter vi 'mønt' ud med et andet indput - fx. 'ros':

Når jeg får ros, sker der følgende: Rosen stryger ind i min bevidsthed, og fordeler sig i nogle centre:

- I et af dem lander den i et hav af den gyldneste champagne, som sender glade bobler hele vejen rundt i mit system med berusende virkning. Den forgår dog hurtigt der, for champagnen har en del syre i. Det er ligesom en brusetablet.

- I et andet falder den ned gennem en skov, hvor den rør ved en del af bladene på vejen, og lander blødt i noget mos, som åbner sig som en anden elverhøj, sluger den, og atter lukker sig over den. Der ligger den godt og gærer med regnormene og gøder hele mit system i lang tid fremover. Det er et super sted at lande, og en del rammer der på gode dage. Desværre lander det meste som regel ikke der.

- Det lander i en pøl af noget klæbrigt og syrligt, som sender følgende signal ud til mit system: Nu er de glade - hold dem glade! Pas på, at du ikke skuffer dem. For så går de, og så bliver der så stilel og koldt inden i....

...beskeden bliver mærkeligt nok distribueret af en lille mand, der ligner en blanding af Arne Melchior og min dansklærer fra 1. klasse, Kirsten Olsen.

Det, som kommer ud af min Cola-maskine er defor: Vi har alle vores små psykiske uregelmæssigheder, og en af mine er, at jeg er så bange for at skuffe folk. Derfor blev jeg pludselig nervøs for ikek at blogge godt nok.

Det er skidt, ja. Det var jo ik sådan det skulle være. Og jeg ville ønske, at det ikke var sådan.

Men: Hvis jeg en dag får taget mig sammen til at opsøge en psykolog, som kan vikle alle mine skuffe-komplekser ud, så holder jeg givet op med at skrive på bloggen, gå op i retstavning og ringe til mine lillebror Thomas midt i hans hidtil mest episke øjeblik i World of Warcraft klokken sent, fordi jeg er blevet ramt af en pludselig frygt for, at han ikke ved, at jeg elsker ham, og at han potentialt kunne være ked af det. (Det er han som regel ikke. Som regel er han mest irriteret over, at blive forstyrret mens han havde en fremragende mulighed for at få flere XP og en Magic Scroll.)

Men det er jo sådan nogen ting, som kan ryste det af sig, at tingene bliver bedre. At man laver et ordentligt stykke arbejde, at man underholder og måske inspirerer sine omgivelser, og at man får gjort et menneske glad med sit uventede bagholdsangreb af venlighed, uanset at det er gjort med en vis grad af panik over egen mulige utilstrækelighed.

Så mon ikke en vis grad af pleaser-mentalitet er værd at bibeholde - så længe man ikke får trådt sig selv fuldstændigt over fødderne. Og udslettet ego og personlige grænser. Og alt det andet usunde acceptéren og tilstræben andres accépt, som gik af mode med Helle Virkner.

Jeg lover, at skrive lidt mere i bloggen, også selv om det beviseligt ikke kun er for min egen skyld længere, at det sker. Det gør den nok kun bedre.

PS. I øvrigt burde nogen fortælle det - altså at det er yt at udslette sig selv i processen mod andres accapet - til Prinsesse Masako af Japan, der er verdens mest pressede pleaser pga. mangel på tronfølger-produktion. Kvinden er gift med kronprins Naruhito, har kun ét barn, en pige, har rundet de fyrre, og gik ned med decideret stress over folkekravet om en dreng fra hendes lænder, som blev tilspidset da der begyndte at lure snak om at ændre tronfølgerloven, så piger kunne arve tronen. SÅ brændte japanerne sammen, helt op på parlamentsniveau. De kan tackle corporate suicides, teenagere i tøj fra Jupiter, og de mest syge sexuelle udfoldelser i hele den vide verden.
- Men piger på den traditionsrige, men komplet indflydelsesberøvede Chrysantemum-trone - dét var lige et riskorn for meget. Sindene var i kog, katanaerne næsten trukket af skederne, på kontroleret, rituelt korrekt vis, forstås. Masako har ligget i konstant fertilitetsbehandling siden, og som om det ikke var galt nok, kom den goe' gamle bigami-tradition konkubiner også på tale - en skik, som Masakos svigerfar, Kejser Hirohito, ellers nedlagde ved sit eget bryllup, da han fandt det en anelse utidssvarende at ha' et harem i et civiliseret samfund.

Til alt held for Japans blodtryk, men til Masakos yderligere ydmygelse, findes der noget ved navn Prinsesse Kiko. Hun er 39 år, gift med Masakos svigerbror, den yngre prins Akishino, yndig og livsgld, og i besiddelse af pleaser-æggestokke. Hun har født to dejlige piger (Mako og Kako - jeg troede kun det var sådan noget japanere hed, når de var blevet indrulleret i Cirkus Arenas trup med et slangemenneskenummer, og skulle tage hensyn til Benny Berdinos sprogkundskaber. Men nej.) tidligere, og hun smuttede da gerne lige en lilleprins ud også. 2558 gram beroligende pille til nationen, født i denne uge. Så har vi en knægt mere i rækken - et dybfølt "arigato" stiger op med solen i øst.

Og Masako? Hun sidder med sine antidepressiver, sin lille pige og sin blege teint, og må føle sig så alene og utilstrækkelig. Ene kvinde mod en hel nation og et 1000-årigt kejserdømme. Ene kvinde, hvis eneste fejl er, at hun ikke lige er så god til at få børn på den rigtige måde. Det er så uretfærdigt.

Stakkels Masako - jeg ønsker, at din indre Colaautomat endnu kan nå at blive reeboot'et, nu da Kiko har leveret, og at du vil kunne give fanden i pleasing og nyde livet under kirsebærtræerne med din prins fra nu af. Og din datter - Aiko - har et sejere navn end de andre unger. Det var bare det.

*Nikolai troede ikke på at de kunne bibeholde entusiasmen i maskinen efter 30.000 afsendte flasker, men jeg køber den 100%.

...enig

2006-09-01T13:28:00.000-07:00

"To fall in love is easy, even to remain in it is not difficult; our human loneliness is cause enough. But it is a hard quest worth making to find a comrade through whose steady presence one becomes steadily the person one desires to be."

- citat Anna Louise Strong

Enig.

Ellers: Jeg sidder pt. og skriver på en artikel om dansk samtidskunst til Wonderland Magazine. Men her er ugens bedste værk:

http://www.klubpolio.dk/penge/penge.htm

Tag dig tid med det. It grows on you, and may leave you laughing or crying.

...on a vehicle of choise

2006-09-01T12:42:00.000-07:00

I går var jeg inde og se en film med Nikolai. Han skulle anmelde den her nye totalt sindssyge actionfilm, hvos man har sat sig ned i Hollywood og sagt "Okay, vi tager alle fobier vi kan komme i tanke om, og laver en film om det. Så skal der nok komme dollars i kassa. Hvad er de to værste fobier i kombination? Hmmm, mørkeræd og social fobi...nahh, frygt for hunde og vandskræk? Nej - nu har jeg det!!!"

Så derfor så vi resultatet: "Porcupines on a train".

Det starter ret fredeligt med at plottet bygger op. Et barn i vidnebeskyttelse skal tage toget fra punkt a til b, under beskyttelse fra en ret olm, sort politimand, som ikke orker noget fis. Men den gangster, som drengen skla vidne mod, har udtænkt et snedigt plot.

Han har samlet en dødbringende brigade af eksotiske pindsvin fra hele verden, og udsat kræene for kunstig påvirkning i et solarie fyldt med æteriske olier og leverpølse i en uges tid, s de er helt utilregnelige. Derefter har han hemmeligt smuglet dem ombord på toget, og nu er hans velturnerede plan, at deres adfærd vil bringe så vild panik, at alle vil dø og toget vil forulykke.

For en sikkerhedsskyld snitter han lige nogle kabler også. Hvorfor han ikke også bare snittede ungens hals er usagt, men det er også den eneste fejl ved denne pragtfulde filmiske præstation.

Uhyggen bygger langsomt op, efterhånden som flere og flere passagerer stikker sig, og da der pludselig dukker et sammenrullet pindsvin op midt i spisevognen bliver panikken total! Derefter er det bare ren frydefuld skræk der ruler toget: Man holder hjertet oppe i halsen over det adstadige, men alligevel nervepirrende tempo, hvormed pindsvinene bevæger sig, mens man gisper over de fantastiske special effekts med pigge og rædselsslagne togpassagerer. Pindsvinene er utroligt livagtige, og især når de ruller sig sammen, rejser hårene sig på armene.

Og der er rigeligt med opfindsomhed. En scene, hvor et pindsvin har opdaget en skål med mælk og langsomt nærmer sig i, er filmet fra dyrets vinkel med et kamera med "porcupine-vision" - genialt og nervepirende.

Den sorte politimand får naturligvis frelst drengen i sidste øjeblik, og ikke så få pindsvin må lade livet i processen. Men det gør ikke noget, at man kan forudsige hvert øjeblik, når filmen bare kører for fuld hammer og med piggene strittende til alle sider.

Okay, filmen er måske ikke Robert Altman eller Shakespeare, men den fungerer på sine egne præmisser. Nogle gange skal man bare læne sig tilbage, slå hjernen fra og lade sig underholde - og det bliver man af "Porcupines on a train"! Du tør helt sikkert ikke køre hjem af en øde landevej bagefter, af skræk for en lille, pigget kugle pludselig skulle ligge der i lyskeglerne.

-----------------------------------

En slags forklaring:

http://www.filmz.dk/reviews/view/1121/

og

http://www.snakesonaplane.com/